↩
Seer mangt et Haf-beest grumt, (det oc forfarer Danske)
Den skadelige Haj, oc grumme Folcke-æder,
Grumm' Ulfve glubende, bevandrer samme Stræder,
Med mangen Dycker vaad oc Perle-fisker svemmer,
At Folk sin Perle-spand samt heele Verden glemmer.
Der findis Holde-fisk af underlig Natuure,
Som ret for fulde Segl, kand holde Skibe stoore,
Skib maae for-ankred staa' oc Fiske-ville giøre,
Om Æolus meest vild' end Storme-vingen røre.
Her frem du Krampe-fisk, Torpedo frem du kolde
Forgiftig, sviigefuld, hvad under du kandst volde,
Som Jern-kiær Seglsteens Kraft ej lætelig begribis,
Saa oc Natuuren diin u-foorskelig beskrifvis.
Thi du forrædlig vis, dig steenen-død anstiller,
I tang-beklædde Graf, din giftig Krop forhyller,
Naar dit Med-borgerskab dit Graf-sted visiterer,
En søfn-fuld Dvale-drick du dennem strax forærer,
En seldsom Valmu-kraft, en Slum-drik gift-beblandet,
Du af dig styrter ud, at de nedsvingl' i Sandet:
Jeg ved ei hvad Forgift oc Koldhed dennem skenkis,
Men de forraskelig i alle Lemmer krænkis,
Hensofve som i Død, oc ligge knubbe-stille,
Mens du dem æder op, oc fremmer egen Ville.
Det er den samme Fisk, der ej som andre Fiske,
Naar de faae Krog i Mund, paa Snøre støde friske,
Formeenende med mact, Fisk-krogen at ud gange,
Oc blifver dog der ved, en meer bestricked Fange:
Mens denne henger stil', at Fisker det ej merker,
Oc en forgiftig fuct, et Sofve-pulver sterker,
Af Munden spruder ud, som op med Snooren træcker,
Oc med sin iilig Kraft til Fisker-haanden ræcker,
Strax blifver den befengd, ham kuld oc Søfn betager,
Hand slipper Snør' oc Snoor, hvor med hand Fisken drager,
I Søfnen falder dyb, oc skreckelige Drømme,
Ej rører food oc haand, hand steden kand ej rømme.