↩
Ej denne Naade naae; ô Skibs Soldater stærke,
Saa ræcker mig dog hiid (det er min sidste tale)
Min Honning-søøde Luut, mit Hiert' I saa husvale,
Paa det den hellig' hob, den Søø-gudinde-skare,
Af den høj-liflig klang bevægis hiid at fare,
Min arme nøgne Krop at flytte frem til Lande,
Begrædt at legge ned i de kriid-hviide Sande.
Mit Grafsted oc bestrøe, med Rooser, ædle Blommer,
Violer purpur-klædd', i denne søde Sommer.
Arion (raabte de) paa Harpen slaa den søde,
Spil op, gif liflig Klang, der til dit Guld det røde.
Eja hvad tog hand paa, de streng' i lafv' at sætte,
Med Hippocrene-Saft, Musicken at oprette,
Fortryllede der med Nereiske stoore Skare
Hves Liif i Stranden var, paa hannem friit tog vare.
Den grumme Trolde-hval sin puusten lood oc vrælen,
Den Congrus oc Muræn lood falde Kiif oc Skrælen.
Søø-ulfven gridsk oc gram, Valrusken liige maade,
Forglemde Tanden skarp, lood Lutenisten raade.
Iblandt den Fiske-rey oc hielp-bevægde-skare
Kom kaaden Springer frem, gesvindig meer end Hare,
Oc med en Puust-Credents ham ryggen offererde,
Fast Baads-mænd iiled' (af den Hemmelin regærde)
De stødt' ham ofver boord, der hialp ej Suk oc Klage:
Men Sanger-hesten rask holdt færdig ham at tage,
Et selsomt Rytterii! Arion Liifvet troode
Den bløøde Fiske-ryg, at før' igennem floode:
Hand foor med ham af sted, som den der icke svemmer,
Men som den snare Fugl, al tummel verk hand glemmer.
Den Byrde var ham læt (sligt Kierlighed kand giøre)
Hand acted' i en iil sin Ven til Land at føre,
Hand skaante Klipp' oc Steen, paa bølgen artig passed'
Ej for sin skyld, men for den hand var med belassed,
Sin goode beenløøs Hest, Arion midler stunde,
Med en fordreflig Sang frisk giorde mangelunde: