↩
September Humle-pluck oc Safran-høst medfører,
Ei mindr' i Varme Land, de andre, Kraften rører:
Saa gaaer det lystig til, paa de Nereiske heede,
Neptuni blaa paulun oc Fiske-plats hin breede,
Hver iidel aarsens tiid, hver Maaned gîr sin grøøde,
Nu en, nu anden Fisk, os Mennisker til føøde.
Thi som en Jomfru puur en Urte-kroone flætter,
Adskillig af Colør, sin Brudgom den paa-sætter:
Saa giør Naturen oc, ja self Naturens Herre,
Hver Aarsens tiid oc dag, nu den, nu den at ære,
Paa Ager oc paa Eng, paa Bierg i skof hin grønne,
I Stranden dyb oc breed, elf, Aa, oc Flooder skønne.
At Jesse edle Slect vel stemme maae sin tunge,
Den ævig Herre høj med Konning David siunge:
Du Ære-krooned Gud, alt aaret med dit goode
Bekrooner riigelig, dig fedme gaaer fra foode.
O Musa, Musa min, Jeg dig ej lenger følger,
I denne dybe Søø, blant disse høje Bølger:
Med Amathai Søn, af Tang-klæd Hvalfisk-liifve,
Vi vill' i Luften klar i Fugle-Choor os gifve.
Thi, see, men Jeg saa kort om Fiskene hen synger,
Oc deres fuctig Huus med Mact mig gennem tvinger,
Da seer Jeg ofver Vands i Luft-Pallats hin giefve,
Adskilligt Feder-vildt nu hiid, nu diid at svefve.
Eja, hvad ønskte Jeg Auroræ Vinger breede,
Mig Phaëthontis Vogn nu, nu, at være rede,
En efter Middags Tiid mig lyster at fortære,
Blant saadan Fløje-Diur min Skabermand til ære.
I Fugle hører dog, som mig før kunde stygge,
I Fisk Christale-huus, med eders Vinge-skygge,
O lader Vingen staae, med Glenten sacte svinger,
I Sange-fugle kiær, i Busken liiflig klinger,
Med eders discant-næb, med eders røst den søøde
Med eders kruused hals, med eders tung' hin bløøde,
Forhindrer søfn oc slum, opvæcker Mand oc Qvinde,