↩
Ænea Fader-huld, du Cimons Daatter trygge,
Her øjenskinlig seis dit Hierte ret at bygge.
Hvad Sønne-huldskab du, hvad du høj datter-ære
Beviiser Fædrene, der vel bedaged' ere!
Det er dig icke nok, du under bryst oc barme
Kand svage Fader din, de kaalde Lemmer varme,
At du ved becke-drag, kand hannem vinge-føre
Naar hand ej self formaaer sit braaged Segl at røre:
Men dog du neppe kand din egen Hunger stelpe,
Dog med dit halfve brød, vilt du Forældre hiælpe,
Hves du med lang-rødt næb, ved bek i Mooser brede,
Hoos dine høje Been, besværlig kand oplede,
Med Fader deeler du, oc hannem ej forlader,
I mens hand lefvend' er, før Død for Lifvet raader.
Beskæmmende der med, det Giøge-slect hin slemmer,
Der U-taknemmelig, ja tylperlig forglemmer
Al sønlig troo oc pligt, mod deris Fædre svage,
Oc dem næst Hierte-Sorg, med Tørst oc Hunger plage.
Tienstactig Pelican, som boer i Nili riige
Skuld' om din høje dyd vor Musa intet sige?
Som Storken Sønne-troo, du Fader-lofve holder,
Din stoore Søn-kierhed, dit Fader-hierte volder,
At naar din Fiende trærsk, den soorte Nili Slange,
Hâr giort dig Sorrig-saar, sind-klemd oc hierte-bange,
I det hand Unger din' ach! dødelig forvunder,
Som den din herlig' Arf din ædle Sæd misunder:
Da plucker du dit bryst, foraabner kierlig siide,
Oc vil for Afkom din, død-tørstig Døden liide.
Paa det dit varme Blood, din unge kaald kand værme,
Oc dem som døde laae, fra død, ved død beskærme
Jeg tal om Pelican, som mig Poeter lære:
Men dig ô Jesu Christ, skee ævig priis oc ære,
Der os at giøre frii self-villig lood dig fange,
Oc med dit Fængsel hardt os løst' af Fængsel-trange,