↩
Som Hæsten snorkende, naar hannem Løbskhed sticker.
Om nogen hannem slaaer, hand død paa Hafved flyder,
Da hans Staalbroderskab, om Kroppen snorker skryder,
Oc icke hører op, med skriigen, rifven, støden
Før hand der fluer fra, oc Liifvit naaer for Døden.
Naar nogen samme Fugl, der lefvende beklemmer,
Oc paa ham binder Staal, hans Brødre det fornemmer,
I hundret flocke-tal omkring ham sig begifve,
Hans Fedr' afplucke de det Staal af ham at rifve:
Formaae de icke det, de sliide ham til døde,
Oc paa den samme plats, der sielden mere møde.
I mørke taaged Luft, er hand allene fremme,
Naar Vinteren er haard men ellers sidder hiemme.
End du bryst-spragled Lom snart liig' en Aale-krage,
Skal vore Musæ dig ej med i dantzen tage?
Du skriiger, Lommer højt, ej bedre kandst du siunge,
Thi du est Lemme-lest, afskaaren er din Tunge;
Du been-bag-bunden est, om du paa Landet falder,
Du neppe kommer op, men faaer en stacked alder,
Thi giør du reden din, paa Tuen ud med Vande,
At du dig velte kand i Vand af Vand paa Lande.
To Æg, to Unger smaa, du fostrer under Vinge,
Thi er din Skare svag, din Afkom meget ringe.
End est du tvert imod, de Magalonisk ænder
(Pingvine kaldis de oc griibis let med Hænder)
Thi, naar dig bryster Food, da løbe de, ja springe:
Men naar du fløjer højt, da mangler dennem Vinge.
I det jeg nederfar, fra Snee-klæd daabre fielde,
Seer jeg i Elfve-mund, imellem grønne dælde
Den Hejre med sin top (skøn Hofmands hatte-smycker:)
Graf-gaasen braaged-hviid, den piile-snare Dycker:
Jeg hører ofver Lydt, sin egen død at siunge
Den kriidend-hviide-Svan, med søde Franke-tunge.
I Moosen rør-betagt, mig tyckis noget lyde,
Fem ganger ud paa rad, jeg hør et Asen skryde,