↩
Hvorofver hand døer hen, oc falder hart mod marke,
Oc med sin tyngsel stoor slaaer Fienden død den stærke,
Som ham indvortis stak oc trykte fast foruden,
Død ligger Elephant med Dragen død i Snuden.
En ret Cadmeiske Sejr, de Liif-misundre feje,
Nu Liif-løs hafve der et Graf-sted oc eet Leje
Fred-hadske Folk sligt skuld' i Fredens blomster-tiide,
Sig føre til Gemyt paa Styrk' oc Konst ej liide,
Som vill' i fremmed Blood saa eget Sverd befarfve
Dermed Udødligt Nafn, i Døden sig at arfve.
Her mangler ingen Konst, her ingen styrke bryster,
Død ligger Styrk' oc Konst ej Lifvet efter Lyster.
See ud der springer frem den grumme Diur-forskrecker,
En Jæger uden Hund blod-gridsk i marken trecker,
Nu er hans Klædning hviid, nu guul, nu trøjen sverted,
Langøret, øje-glubsk, skarp-kløred, vel-bestierted,
Jeg meen den Løve kæk, stormodig ofver alle,
Den fleeste Markens Diur maae knælende food-falde.
Hans Fødsel selsom er, naar hand til Verden længer,
Sit eget Moders Liif, u-mildelig hand sprenger:
Af Redsel slet forbaust, half død tre dage slummer,
Ved Fadrens skrek'lig brøl til Liif oc Krafter kommer.
Thi haer Natuuren oc, sligt Moder-mord at hefne,
Udkeist Leontophon, et Diurken med slig efne,
Det ham forgifve kand, naar hand dets Kiød fortærer,
Som ham den Jæger tredsk forrædlig-viis forærer;
Blîr saa Løvindens død med tvende Liif betalet.
Det varme Mooder-blood med foster-bloodet svalet.
End er et andet Beest paa Indianske Heede,
Liig Løven af Statur ej mindr' i Mact oc Vrede.
Rødspætted af Colør, de hannem Barbut kalde,
Flux hand blîr Løven var, hand ryster sig med alle,
Til Skuldren drager op sin Krop, med haaret styrler,
Som hund-beengsted Kat, hand spruder, fnyser, snyrler,
Naar Løven dette seer, ham holdis Sverd i Skede,