↩
Mod Himlen løfted op, at tacke Gud for Naade,
Tog Løven i sin fafn, hans Hals oc Skuldre bløde
Hand kyste mildelig, der frelste ham af nøde,
Beviisendis dermed hvad got mand giør den Fromme,
Igien betaled blîr, naar vi i Nøden komme.
Blandt Diur fiir-foodig' oc Skrjin-rygged nu fremtræder,
Det hunder-aarig Beest Camelet plomp af Sæder,
Dog ingen Dranker slem, men Becken kand om bære,
De dage heele ti, de dage Tolf, ja fleere:
Men naar det Brynden naaer, sin Tørst det redlig bøder,
Paa Søø-piint Baadsmands viis sin trøje gennembløder.
Dog som en Morian ej gierne sig bespeiler,
(Det giør hans Ansict hvidt, hans Skønhed hannem fejler:)
Saa oc Camelen grof, de Speil-Christalle-becke,
Forplumper med sin Food, før hand vil til at dricke:
Det ej hans fiine Krop, men Legemet det grumme,
Hand ej (som før formelt) sig vil til øj' at komme.
Ah! Kætterske maneer, naar Speil-klar Guds Ords Kilde,
Ders heslig skik dem viis, det dem behages ilde:
Thi plumpe de med Mact, de Lifsens Becke klare,
Med deris Lærdoms Drek U-reener aabenbare,
At Himle-Lærdoms skin, som falske Lærer blinder,
Skal dem ej Øje slaae, naar Kilden klarlig rinder.
Naar dette grofve Beest U-billig viis tracteris,
Det længe giemme kand, oc Vreden stedse meeris,
Saa naar hand seer sit hold, sin Plager veed at plage,
Ham hviister med sin tand i Luft, mod Jorden fage.
Thi kunde hadske Folk, for dyd som Vreden acte,
Af Aar, i Aar ej meer end Hefn-dag eftertracte,
Nu see sin Farfve bold, ved hvem de lignis hære,
Et Beest oc end fuld plomt, det maatt' end fiiner være.
Dog er det last-bar Diur ej uden saadan sandse,
Det kand ved Tromme-slag en Tripper-dantz fremdantse,
Slig selsom Galiard paa gulfvet heedt hand lærer,
Naar Mester om oc om, derpaa med ham spatserer,