↩
Hvor ved den Undersaat sit gods maae meest mis-arfve.
Tak Gud, du Danske Mand, for naadig Kong' oc Herre,
Bed Gud, ô Danske Mand, hand længe maa regjere.
Hvo Panther fange vil, behændelig sig skicker,
Hand sætter Viinen stærk, paa steden, som hand dricker,
Hvoraf hand smager tiit, blir drucken, sofver, skryder,
Dermed den Jæger trædsk til fange hannem nyder.
Den samme gylden Skaal, af Viin den blank' oc røøde,
Er end i Satans Haand, slaaer mangen Heldt til døde.
Den Giraf lang-behalst, den Panther fuld af liste,
Cameel med Bulk paa Ryg, maae staa' i disse Qviste.
Op! lystig! gaaer nu frem du trodsig Tiur du vrede,
Du fructbar Malke-koo, du stærke Stuud, du feede.
See den hoffærdig Hæst an, med Staaldbrødre mange,
Hvor krummer hand sin Hals, i traf, i rend med prange!
Hand bær sin Herre læt, U-sky hand er for Tromme,
Sig driller U-forsagt, om skønt Carthover bromme:
Sligt ham den Rytter kæk tilvenner udi Lejde,
Ved Bidsel, Miile, Stang: thi kand hand det i Fejde.
Naar Ridder førstelig, med Spær i lærde hænde,
Vil om en Ære-krants til Ring paa Banen rende,
Hand passer paa sit Løb, sig Piile-ræt fremskiuder,
Ved slig traa-rettig rend hans Herre priisen nyder.
Bucephalus oplærd, vild' ingen paa sig liide,
Dog knæled' hand til Jord, naar Kongen vilde riide.
Hand er sin Herre troo, det os Exempel lærer,
Oc ej fordrage kand af Fienden ham braverer,
De Scythers Konge falt for sin udfordrings prøfve,
Da vild' hans Afvinds-mand den døde Krop berøfve,
Strax mødte Hæsten gridsk, med tand oc bag-sked striide,
Saa den som æsked' ud maatt' oc i græsset biide.
Slig beestisk Trofasthed vel tiit den mon forgætte,
Som Troskab skyldig er, vil sig i Far' ej sætte.
Før skulde fattis dag oc Flagermuusen flue,
Før jeg den Diur-gaard al, til nøje kunde skue.