↩
I Sæter under fields, om Hiord med dem at støde.
En Jæger er hand oc, som ham Natuuren gifver,
Foruden Lod oc Kruud, Hind, Raa oc Haren griber,
Der med sin Herris Bord ved mact oc Ære holder,
Saa vel om Sommer-tiid, som Vinter dagen kolder.
See der den snedig Ref, hvor gaaer hand Busk om anden!
See den skarp-sictig Los, Maar, Sabel, efter haanden;
I Sky-høj Granne-top læt Egernet opspringer:
Den graadig Odder feed, sig der i Hylster stinger.
Hvad ligger i det Huus træ-bygt, med Krop paa Landet,
I dette tycke Røør med Halen ned i Vandet,
Hves Buur er tu Loft højt igiennem hvert en rende?
Det er den Befver klog, i vændig jeg ham kænde,
Som for sit Befvergeel der mangen frels i Nøde,
Oc for sin filt-uld blød, med eget Liif maa bøde.
Naar hannem bryster huus, oc kand ej eene bygge,
Da komme ham til hielp hans Skof-Naboer trygge,
For Øxe bruge Tand: Men for en Tømmer-slæde,
En Befver fuul oc lad de ned paa ryggen træde,
Hans Been i været op som fiire Kæppe stande,
Saa læsis tømmer paa at slæbis ned mod Vande,
Hans lange rumpe graa for Vogn-stang da maa tiene,
Til de faae Bygning nok af de tilhugne Greene.
Hvorfor i alt det Aar, hans Haar af Ryggen falde,
Oc de ham fangen faae ham Slæbe-Befver kalde.
Saa skuld' oc strygis ud de fuule drog oc lade,
Der andet giør' ej vill' end Kringel-drifv' i gade.
Tu Loft hans Boolig er, (som vi forstoode førre)
Thi hand for Brynde stoor, kand icke vær' i tørre,
Men Halen steds' i Vand oc Bæk maae nederhenge.
Naar derfor smeltis Snee, oc Regnen varer længe,
At Elfven voxer til, den nærste Boolig flyder,
Hand da i andet Loft sin Vand-tør Stue nyder.
Slig Klogskab egner os, som boe i nedre-Stue,
Vi skulde bygge saa, naar Dødsens Vand-løb true;