↩
Saa kand oc Siælen vor i Kraftens Speil sig merke,
Oc ick' en ringe ting sig kænd' udaf sit verke.
Den bryde-green, den Vind, der hugger Skofve ranke,
Foruden Øxen om, med Vand-flood oc den blanke,
Giør mange Bierg' oc Dal oc Bierge-top kuld-kaster,
Enddog mand icke seer; hvorfra, hvorhen den haster.
Den søøde Lufte-dunst som Roosen bold udskyder,
Naar Zephyr grødelig i Marken friit udbryder,
Den seis ej; dog af Jord den gifver Græs det grønne,
Bestrøer vor' Haver oc med Violiter skønne.
End oc den liiflig Klang af Symphoni oc Luuthe,
Kand mand slet inted see: Men dog er læt at sluute,
At hin hâr icke Luct, oc denn' ej gafn af Øre,
Om hiin ej lucter sligt, oc denn' ej sligt kand høre.
Om skønt at voris Siæl, i sin Natuur subtilig,
For os Usiunlig er; dog med sit Verk u-hviilig,
Vi merkelig forstaa' at os er gifvet blefven,
Ej eene saadan Siæl, ved hvilken vi nu lefve;
Men en Guddomlig Aand, u-dødlig, u-formænged,
U-følbar, underlig, af Verden u-betrænged.
Hvad heller saadan Aand, Konst-mestren stor af Under,
I gandske Legemet, fordeelt hâr alle Stunder,
Vel heller i eet Lem, serdelis boolig nyder
Der om vor Musa ej med dyb Discurs sig bryder.
Men sluter simpelt at den føølend' Aand, sin boolig
I Hiernen hafve skal besynderlig; oc troolig
At Qvæge-Siælen hâr i Lefveren sit Sæde,
Serdelis dog en hver, sin Kraft ofvr alt udsprede.
Men den fornuftig Siæl, u-dødelig den puure
Vi deele Hiertet til fornemlig der at duure.
Der er en hellig Tro, der findes goode Tanker,
Der boer en hellig Gud, den hellig' Aand der vanker,
O hellig, hellig Huus, ô Plats opfyldt med Ære,
Hvor self den hellig Gud vil bygge, bo' oc være.