↩
Meer Olie her var, meer Vox, meer Tandel oc,
Hand slykte Liuset, det igien at tænde dog.
Thi hand var vist betænkt sin Fliid end at anvende
Paa Hviile-dagen, oc den Uge saa at ende.
Men hans Studere-lius oc Lampe slykte Gud,
Oc tændte ham et Lius som aldrig slyckis ud.
End siger Skaldren saa: Sabbaten krefver Hviile,
Vi Morgen tiilig op til HErrens Huus maae iile.
O du vor Hviile-dag, est verd at hviile paa,
Thi HErren self paa dig sig Hviile vilde faae.
O en velsigned Dag, til Roo for Guds Børn alle,
Thi at velsigne den, sig HErren lood befalde.
Den Dag Gud hafver self adskilt til Hellighed,
At hellig holde den, ô! være hver bered.
Slig hellig Sabbaths Roo med fyndig Ord oc bare,
Min Salig-Fader vist betænkt var at forklare;
Men Gud ham Hviile gaf, oc ævig Sabbaths Roo,
At hand i HErrens Huus lyksalig kom at boe.
Med de sex Dages Verk vi os nu lade nøje,
Gud til Andæctighed i Dag vort Hierte føje;
Saa om vor Afskeed os i Morgen er bered,
Vi da til HErrens Huus maae iile hen i Fred.