Arrebo, Anders Hexaëmeron. Lejlighedsdigte. Breve. Udg. af Vagn Lundgaard Simonsen. 1965

265
LEJLIGHEDSDIGTE M.V.
266
267
En gantske
KORT EXTRACT
OFFUER DEN STORE LYCKE OG
Seyeruinding, som den HERRE
Zebaoth moxen paa tre Maaneders tid,
haffuer voris allernaadigste Herre oc
Konning, Konning
CHRISTIAN
den IIII. med velsignet vdi Smaalandene
vdi Suerrige. Med plictig tacksigelse
til Gud Allermectigste for forlænte
Triumph oc Ære Sampt en aluorlig Bøn
til Gud, om Lycke oc Hielp fremdelis:
i sanguiiß befattet,
Og siungis med den gamle Psalmes Thone: Fryd dig du Christi Brud,
Ved
AND. CHRISTENSSØN ARRH.
Kiøbenhaffn
Hoss Henrich Waldkirch, 22. Aug.
ANNO 1611.

1. O Danmarck, hør oc merck:
Prjß Gud med stemme sterck,
Giff din Gud Loff oc Ære,
Som din Feltherr mon vere
Oc mectelig for dig strider,
I disse farlige tider.

268

2. Jeg det fortelle vil,
Om du vilt høre til,
Da skal dit Hierte springe,
Din Tunge lifflig klinge,
For høye hielp oc naade
I denne store vaade.

3. Maji 3. Den tredie Maji skøn,
Der Skoen stod saa grøn,
Reyser din Kong oc Herre
For Calmar Stad med ære,
Lod der sin Heste springe,
Huer blincket med sin Klinge.

4. De ey forsmaad' igien
At skencke Krud oc Steen,
Lod saa Carthoen bruse,
Det mon i Lufften suse,
Dog sloes dend Lejr saa vide,
O Calmar, ved din side.

27. Maji 5. Paa siu oc tiuffuende dag,
O oss it got behag,
Lod hand Feltstycker lyde,
De Mure det fortryde:
Indtog den Stad med ære,
Vor naadige Konning oc Herre.

6. Suensken da ryster sig,
Oc kommer sterckelig,
Dend Jytte vil hand gieste,
Med Fann' oc springend' Heste,
Hand bleff dog kiørt tilbage,
Det mon i Ryggen knage.

269

7. Hand kom dog snart igien,
Oc vaar ey megit seen,
Hand slaar sin' Lejre brede,
Vdi de grøne Hede,
Fra Strand til Strand lod feste
Sin Telt med Suenske Gieste.

8. Der doblet mangen Helt,
I Skyrmyssel oc Telt,
De lærde huer anden at ficte,
Dend Suenske ey vild suicte,
Hand maatte dog holde trøje,
Der luctes saa mangt it Øye.

17. Julji 9. Dog hand fuld sledskelig,
Ja vel med største suig,
Vndsette Slottet med Knecte,
To tusinde kund' vel fecte:
De bleffue dog lagt i lige,
De skull' ey andet sige.

10. Da frycter Carolus
It større Jytte pudtz,
Hand vaar ey seen at vende,
24. Julji At Skoen mon hand rende,
Forlod sin Stycker mange,
Som før høyt kunde prange.

11. Huad giør Kong Christian?
Hand slaar strax vd sin Fan,
Dend Suenske vill hand gieste,
Oc Dysten med ham freste,
Som da sin Lejr mon haffue
Iblant de Dødis Graffue.

270

31.Julji 12. Den Kirckgaard vaar ham tryg,
Hand maatte dog skyde ryg,
Oc lod at Kratte stande,
Hand vaar da løst aff baande,
Der blegner Kinder huide,
Oc verckte saa mang' en side.

13. Da søge Calmar igien,
De Danske huer oc een,
Det Slot stod i derr tancke,
Med Kulen actet at bancke,
Saa freidige i sinde,
Slottet at offuervinde.

14. Der Suensken det bleff var,
Som der vaar inden faar,
Begierde hand hielp aff vaade,
Vdaff hans Kongelig naade,
De vilde ham giern' entuige
Det Slot, baad fattig oc rige.

15. Haff tack, du edle blod,
Gud giffue dig Lyck' oc Mod,
Som ey deris Liff vild krencke,
Men dem det naadelig skencke,
Du kaldes en naadig Herre,
Det Naffn du bær med ære.

3. Aug. 16. Den tredie Augusti vaar
En hellig dag saa klar,
Da bleff Danmarckis Konge,
Deß loffue Gud huer Tunge,
Paa Calmar hin graa en Herre
Med stoor Triumph oc ære.

271

17. Ølenderne det fornam,
Oc viste hand vaar dem gram,
De fryctet for hans komme,
Oc for den Danske Tromme,
De neye ydmygelige:
"Giff naade O Konning rige".

18. Der spardes Mand oc Viff,
Ey nogen lod sit Liff,
Oc Soer den Herre milde,
De hannem tiene vilde:
O naadige Konning hin rige,
Huor finder mand din lige?

11. Aug. 19. Den ellefft Augusti blid,
Saa hellig vaar den tid,
Er Øland gaen til haande,
Oc frelst fra nød oc vaande,
Borgholm bleff da indtagen,
Med atten Kircke Sogen.

20. Huem nu i Danmarck er,
I Norge fiern oc nær,
Aff Fryd maa hand vel springe,
Oc lade sin Loffsang klinge,
Den høye Gud at prise
Med Sang oc Aandelig Vise.

21. Loff skee dig tusindfold,
Vor Gud oc Fader bold,
Som binder Suerd ved side,
Oc mon for Kongen stride,
Dit høye Naffn saa vide,
Skee Loff i euig tide.

272

22. Fremdelis hør vor Bøn,
O Skaber, ved din Søn,
At du frem i vill føre,
Vor Fan, Fienden omkiøre,
At wi maa Marcken holde,
Bønhør oss Skaber bolde.

23. Beuar vor Konning vijß,
Forlæn ham Seyr oc Prijß,
O hellig vijßdoms Kilde!
Hans Anslag aarl' oc silde,
Forfrem hans Hiertis tancker,
Som nu fuld vide vancker.

24. Betenck ocsaa hans Raad,
Alt med din Naadis Daad,
Med alle som skull' regiere,
Være sig Suend eller Herre,
Til Land oc Vand fra fare,
O Gud, dem vel beuare,

25. Saa de med Seyr oc Prijß,
Triumph oc Ridderlig vijß,
Maa saa i Striden stande,
Oc komme hiem til Lande,
At alle maa bekiende,
Vor Gud dem Styrcken sende.

26. Da skalt du stercke Christ,
I vore Lande vist,
Høre Magnificat klinge,
For dig i Lufften suinge,
Den vng' oc gamle Tunge
Skal vor Gud prisen siunge.

273

27 Amen i JEsu Naffn,
Wi bæres i Guds faffn,
Thi kand oss intet skade,
Hans Engle skull' oss raade.
Hosianna hedr oc ære
Skal samme Konge være.

AMEN.
En Sørgelig Ny Dict,
OM HØYBORNE FØR-
stindes Salig oc Høylofflig
ihukommelse, Dronning
ANNAE CATHARINAE,
Fordum Danmarckes, Norges, Wenders oc
Gothers etc. Dronning,
HENDES MAJESTETES CHRISTELIGSTE OC
Saligste Fredfart aff denne vsle Verden, Som
skede paa Kiøbenhaffns Slot den 29. Martij
vid 1. slet effter M. i Neruærendes Aar 1612.
Med Christelig Aduarsel til alle Guds Børn i disse
Riger, huorledis de sig i denne Høybedrøffuelige tid bør
ad forholde, om de icke retferdeligen vil slaes
med flere oc større plager,
Skreffuet oc i Sanguijs befattet
Aff
ANDR. CHRIST. ARR.
Sl. Pred. der samme stedz.
Oc siunges som den Vijse
Jeg veed en Vrt baade deylig oc bold etc.
Eller oc dend,
Vel dig du Danner Konning bold, etc.
Som Noderne vduiser. 274

Psal. 116.

Du HErre befriede min Siel fra Døden,
mit øye fra graad, min foed fra skrid.
Jeg vil idelig vandre for HErren i de
leffuendes lande.

Thr. Jer. 5.

Vor Hiertes glæde holt op, vor Dantz er
omuendt til Sorg: Vor hoffuedes Krone er
affalden. Væ oss nu, thi vi haffue meget Syndet.

Prentet i Kiøbenhaffn hoss Henrich Waldkirch,
ANNO M. DC. XII.

'[x][x][x][x][x][x][x][x][x].
[x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x].

SEpibus in nostris primo Titanis ab ortu
Emicuere duæ duplice stirpe rosæ.
Qvas circum innumeri viruerunt ordine flores,
Et tecti geminâ fructificâre rosâ.
Sed dolor heu! clarum obfuscat dum vesper olympum,
Egreditur gelida lethifer angvis humo.
Ille rosam subito, qvæ læva parte sedebat,
Decisam sævo vulnere stravit atrox.
Ach dolor! Hinc flores tecto caruêre minores
Stirpsque duplex unum perdidit ipsa caput.
Altera stirps remanet, caput inter nubila condens,
Condecoransque polum, lætificansque solum.
Dum stirps illa viget, rosa dum viget illa, minores
Vim retinent flores, gramina tegmen habent,
275 Sed nostrum est, nostro dum nos versamur in horto
Orare, ut longum floreat ista rosa,
Ut vigeat, vireat, faciat florere minores,
Qvæ stirpe in viridi jam viruêre, rosas.
Ut circumstantes tegat almo tegmine flores;
Ne noceat rapidis Eurus et Auster aqvis:
Et ne forte omnes tecto careamus et horto:
Ne cum matre simul decidat ipse pater.

1. JEg saa to deilig ROSER staa
Paa Førstelige rode,
Aff Konglig stam som Lillen blaa,
Bær Rosen sød' oc mode,
Aff Førstlig quist, ieg siger vist,
Vdspringe Roser baade,
Er plantet i dend Rige Christ
Oc dugget med hans Naade.

2. Saa brede blad de Roser bær
Oc skin som Edelstene,
Ad leeg oc lærd baad fiern oc nær
Sig huil vnder de grene,
Der vandrer frem den Eddelmand,
Der huil dend gantsk' gemeine,
Befried fra storm oc regne vand,
Vnder de tycke grene.

3. De Rosers aller sødste fruct,
Som Ceder, Laurus, grønne
Opfylde Landet med sød luct,
Som Balsams luct dend skønne,
Der vederqueges gamle mend,
Dend vnge styrckes lige,
I Byer, Steder, vide kiend
Blomstrer Fattig' oc Rige.

276

4. Vnder de Rosers Blomsters floer
Moses dend Verslig Herre
Med Raadet sit i skygge staar,
Halffierdesinds tiuffu' ia flere
Der ringler Aaron med Kiortel sin,
Vrim oc Thummim glantze,
Der pløyer Noe oc planter Vin,
All' statter spring' oc dantze.
5. Vel dig, vel dig du Rig' oc Landt,
Som bær de Roser skønne,
Du maatt dig fryd' oc slaa med handt
Vnder de Blomster grønne,
Der vnder staa som Lille bladt,
Som Meiran oc vel lucte.
O Danmarck i dend flor du sadt,
Men Gud dig nu mon' tucte.

6. Der Jonas vnder Kikaion sadt,
Det greskar med sin skugge,
Ham giord' i hiertet froo oc gladt,
Oc mon' hans brynde dugge:
Der Ormen kom oc stack der paa
Oc lagd' det greskar øde,
Dend vsle Jonas ønsket da,
At hand vaar hoss de døde.

7. Ach væ, Ach væ, du dødsens Orm
Du har nu spilt vor glæde
Der du med gifftig brod oc horn
Mon' til vor Rose træde,
Oc ey til nogen anden Vrt,
End til en Kronet rose,
Ach, ad du vende dig ey bort
Til en wkrud i mose.

277

8. Du har kuldkast dend Rose rød
Som vaar smaa Vrters Amme,
Oc spisde dem med Safften sød,
Fra Førstlig Roed oc Stamme,
Derfor er andre Vrter smaa,
Som lidet Barn i wugge,
Der ey kand Melck oc Spise naa,
Huem skal dem vand' oc dugge?

9. Væ dig du gifftig Dødzens brodt,
Adt du ey stack en Nelde,
En Achaley du maat forrodt,
Oc en wfructbar melde,
En Acheley foruden luct,
O ad du dend haffde taget,
Oc ey dend Danske Esthers fruct,
Oc oss saa hiertlig plaget.

10. Kund' dig ey skrecke ANNA naffn,
Som Christi Naad' betyder,
Sin Brudgom Christ hun tog i fauffn,
O dyd offuer alle dyder,
Kund' dig ey skreck' dend reenhedz Safft
Som CATHARIN bemercker,
Kyskhed vdaff den Hellig Aandz krafft,
Da est du alt for stercker.

11. Vel an, du Død med brodden din,
Du kund' vel Rosen felde,
Høyborn Gudfryctig Blomster fin
Du stack dend som en Nelde,
Men dend ey ryck' med roden op,
Som er i Christo planted,
Oc hør ham til med Blad oc Stock,
Tui dig, du est nu ganted.

278

12. Thi der du stack dend Rose rød,
I denne Jordisk' hauffue,
Ad hun da falt til Jorden død
Oc slog sin Blad aff lauffue,
Da flytte dend til Paradiß,
Huor hun skal Euig grønnes,
Tui dig, tui dig, du Næseuijß.
Med Euig glæd' hun krønnes.

13. Dend Kron vi ey misunde dig,
O leffuend' Dronning Frue,
Gud ziere dig Euindelig,
Lad' dig sit Ansict skue,
Du vaarst oss goed aff hierte roed,
Vi fattig' ymper Alle,
Der du med Kron' i Danmarck stoed,
Gud vill' vi dig befale.

14. Ynskendes all' aff hiertens grund,
Vi maa dit Fodspor fylge,
I HErrens fryct huer tid oc stund,
Vor Sorg Taalmodlig dylge,
Oc faa saa milt it endeligt
Saa sødelig hensoffue:
Da findes vi i Himmerig,
Gud der Euindlig loffue.

15. Nu kandst du dømm' som har forstand,
Huad suck her er for hande
Hoess huer fornumstig Quind oc Mand,
I disse Danske Lande.
Her sørger Rosen ene staar
Oc har nu mist sin mage,
Det icke vden sorg affgaar
Vdi sin feirste dage.

279

16. Væ oss, væ oss oc dobbelt væ
Væ vore Synder lede,
Som oss mon' saadan skeffne tee,
Saa tender op Guds vræde,
Ad vi ey lenger maatte Aa
Dend Quinders floer oc Krone
Vor Synd det giør (ieg siger fraa),
Gud kand oss icke skone.

17. Det er ad fryct' (O Synder hør)
Ad her er verr' for hande
Her staar wlycken for din dør,
Dend har dig giest i Lande
Naar Gud hiemkalder Børn saa kier,
Da vil hand landet straffe
Med hunger, siugdom, skarpen suer
Saadant kand Synden skaffe.

18. Jeg kand ey bedre raade dig,
O du forstocked' hierte,
Om du vilt vndgaa fare slig
Oc fly dend hiertens smerte
End, ad du skriger til Gud saa vræd,
Som Niniviter Arme,
Ad hand for JEsu blodig sued,
Vil sig nu dig forbarme.

19. Oc være nu din Kron igien,
Din skiold oc stercke feste
Der til din huld' oc trofast ven
Dig hold din Synd til beste
Oc dig ey straff' i grumhed sin
Oc størst retferdig vræde,
Men for sin Søns wskyldig pin
Med Naade vær' til rede.

280

20. Bed saa aff inderst hiertens grund
For offuer bleffne Rose,
Som dig nu skiuler allen stund
Oc staar for dig i mose,
Oc lider baade Regn oc rod,
Ad du kanst Blomster bære,
Hand har ey bedre skeffn oc lod,
End hand en Neld maat være.

21. O stercke Gud, O Fader blid,
Beuar dend Rose grønne,
I denne storm oc farlig tid,
Beuar hans blade skønne,
Ad ingen Regn, ey storm saa stoer,
Ey nogen skarper Torden
Skal slaa hans ringste blad til Joerd
Fra Synden eller Norden.

22. Ad vi Elendig Moerløs Børn
Skull' ey vor Fader myste,
(Der oss beskermer som en ørn,
Ja som sit hiert' i bryste,)
Oc lide siden hungers nød,
Som Farløs Børn maa giøre,
O Gud for din Søns pin' oc død
Lad oss det aldrig høre.

23. Men lad dend Rose stand' oc groe,
Lad hend' sin Blade nyde
Lad oss vnder de blade boe
Oc hende ærr' oc liude,
Affhug de Torn oc Nelder flest,
Som Rosen traar ad skende,
At det gaar Rosen aller best,
Naar de i Ounen brende.
281 24. Beskerm de andre Roser smaa,
Som groor af samme rode
Ad de oc stedze dugges maa,
Oc bære Blomster gode
Ad de kand traed' med Mandoms ijd
I Færne fied med ære,
Oc legg' paa mørne Guds fryct flid,
Det giff dem Gud vor HErre.

25. Bed saa fremdelis inderlig,
For andre Vrter bolde,
Cypriß, Lavendel, Persle slig,
Svm Danmarck har i Volde,
Bed du for Iuda, Verslig Mand,
Bed du for Levi stamme
Bed oc for dend gemeine stand,
Guds venskab paa oss ramme.

26. Ad vi i denne Jammer dal,
Maa saa vort lijff fremdrage
Ad vi kand flytte til din Sal,
Naar vi har end vor dage,
Huor vi maa Blomstres Euiglig,
Som Roser alle sammen,
I Paradiß, vort Hiemmerid,
Huo det begier, sig' Amen.

En ny Dict

Om de Tegen,
som Gud allermæctigste lader
dagligen skinne oc aabenbaris for
Mennisken, huilcke der kand vel regnis blant
de Tegen, som skal fremgaa for Menniskens
Søns tilkommelsis Dag.
Anders Christenssøn Arrebo
[Træsnit forestillende Herrens genkomst paa den yderste dag]
282 Under de Noder: Ach Himmelske
Gud oc HErre etc.
Prentet i Kiøbenhaffn.

1. Hør til du Jord oc Steene,
Hør til du brusende Strand,
Hør til Trær oc grene,
Hør til du Aske oc Sand,
Hør til, hør til,
huad jeg dig sige vil,
Hør til du Soel saa klare,
du Maane obenbare,
i Stierner lader eder lære,
thi Mennisken døfue mon være.

2. Du Menniske skabt mon være
met tuende Øren forvist,
At du skulde høre oc lære
At tro pa JEsum Christ;
To Øyen smaa
gaff Gud dig lige saa,
At du skulde see oc kiende
Jertegn at være forhænde,
Men Ørene de ere dumme,
Oc Øyene de monne slumme.

3. En Hest sin Herre kiender,
En Oxe sin Herris Dør,
sig icke fra den vender
videre end det sig bør:
Men Mennisken vist
beklager JEsus Christ,
Sin Frelser icke kiender,
sin Øyen ey til ham vender,
Sin Øren bøyer fra hans Tale,
Sit Hierte legger i duale.

283

4. Naar Træerne de monne grønnis
Aff Solens lifflig skjn,
oc Vrterne monne skønnis,
vdspringe deylig oc fijn:
Da merckis paa stand
den Sommer være forhaand,
som alle Vrter pryder
oc Creaturer fryder,
som grønne de vißne Hede,
Giør dem fructbar oc feede.

5. Saa siger Gud den HErre,
Som ey tal falskelig,
Skal der for Dommen være
Jertegn ræt visselig;
der efter skal grønis
Oc meget deylig skønnis
Guds kiere Børns støff oc Aske,
som Jorden monne forraske,
Ja skinne som Solen klare
I Guds Rjge obenbare.

6. Huad tegn (maa nogen sige)
kommer nu i vore Land,
som oß kand bøye oc vige
at falde vor Gud til Haand?
Du taler ræt,
dit Dieffuels onde forsæt,
som dig aff Sathan tilføyes,
Aff Tegn kand icke bøyes;
Ja JEsu Blod det røde
er ickun jdel møde.

284

7. At Tiden dig ey skal trycke,
er saadant skeed i Aar,
oc Steden dig ey frarycke
at troe som skreffuit staar:
I Jena den By,
Som gaar aff rycte oc ry,
I Landtho Dyring mon ligge,
som mangen mand veed at sige,
Februarij den ottend' oc tive,
Jeg vil det icke liuffue.

8. I samme Stæd blant alle
Der bode en rjger Mand,
Anders Rjnfeld lod sig kalde,
Hans Hustru Hoffmod paafand;
Derfor til Spee
Lod Gud oß saadant see:
Et Barn som skulde oß lære
vore Klæder ræt at skære;
Den Quinde fructsommelig bliffuer,
hendis Foster jeg nu beskriffuer.

9. Tuende Hoffued det fremfører,
I huert tre Øyne vaare
Met tuende røde Ører,
langt Haar paa Hoffuedet bar;
Om Halsen mon staa
Jernringe met Kraffuer paa,
Den ene saare blaa mon' være,
Den anden mon kniplinger bære,
Om Armen Coraller røde,
Hoffmodige til stor møde.

285

10. Som Naglen skulde findis,
Et Abe Ansict stod,
Paa Brystet, det vel mindis,
to Bogstaffuer findis lod;
Et Speyel saa klar
i venstre Haand det bar,
Et Rijss i høyre Hænde,
Hues Top sig monn' opvende,
paa Fødderne Korckensko
Beprydet met Roser to.

11. Som Raadet vaar fremkommet
Slig vnderlig Foster at see,
spranck det strax vd paa rommet,
Guds Vilie lod dem betee:
"Giører Plict oc Bod
aff Hierte, Sind oc Mod,
At straffe vdi sin vrede
sin Riiß haffuer Gud til rede,
Hand hafuer nu spent sin Bue,
Rætferdelig eder at true.

12. Den gantske Verden at raade
aff Gud er jeg fremsat,
At de sig redde lade,
Huer i sin Stam oc stat
giører Plict oc Bod
oc falder sin HErre til Fod".
Der effter tre gantske dage
skreeg Barnet: "Ach vee oc Plage".
Effter saadan jammers nød.
Er det met skrig hendød.

286

13. Her maatte nu nogen spørge:
"Huad kommer oß saadant ved,
(Lad dette de tydske høre)
som skeer for deris Sæd?"
Hør til, hør til,
Huad jeg nu spørge vil,
om Judland frj skal regnis,
om Sieland ey maa tegnis,
Wi maa dem vort Speyel vel kalde.
O Jesu, oß ey vndfalde.
14. Her regner jo Blod det røde
Mod all naturlig vijß,
der met at true oc holde,
At nær er Christi Rjß:
Din Synder saa røde
Slog JEsum slet til døde,
dog nectis huer Dag den Pijne,
Hand leed for Synderne dine,
Thi nødis hand blod at regne
oc Pjnen forgæffs at betegne.

15. Huor dette haffuer sig tildraget,
Er gode Mænd vitterligt,
som det hafuer ilde behaget,
der dem forkyndedis sligt.
Ach vee, ach vee,
Her skulde saadant ske;
Hoß oß i disse Lande
de Foster fødis for sande,
som icke stort bedre er skabt,
Men haffuer dog ringere Krafft.

287

16. Aarsagen til saadan smerte
Wi Dieffuelen skriffuer paa stand,
Den som besætter vort Hierte
Alt baade blant Quinde oc Mand
Met Guds Foract,
Met Verdslig Pral oc Pract,
Met Gierigheds søde krantzer,
Løßactigheds stercke skantzer,
den stercke druckenskabs Lencke,
saadant du vel betencke.

17. Du arme Jord oc Aske,
Huor aff brasker du saa stort?
Dieffuelen dig vil forraske,
Dig føre til Helffuedis Port;
Kom det ihu,
Du haffuer her ingen ro,
Siugdom slaer dig til døde,
Dig giør til Ormeføde,
Her hielper ey Perlekrantze,
Du maat met Døden dantze.

18. Ræt lige som tyff aff lencke
kand passelig rose sig,
Det samme bør dig at tæncke
om klæder sandelig;
sin nøgenhed,
sin Blusel, som du veed,
At hand den kunde foruare,
I Paradjß obenbare
Tog Adam Figenblad,
Hand vaar icke meget glad.

288

19. Dit Hoffuet met Perler mon smycke,
Jesus Tornekrone bar,
saa lader du dig vel tycke;
Eya det statelig staar:
Om halsen din
En Kraffue blaa (oc fijn)
som JEsu Suededug hengde,
hand met sit Blod besprengde;
Met rosen Korckensko,
Jesus drog Jernnagler to.

20. Her maa dog icke forbiudis
Huer i sin Stat oc Stam,
Maa det oc icke fortrydis
at klæde sig vden skam.
Min ven, min ven,
kom det ihu igien
dit Hierte fra Hoffmod beuare,
Saa leffuer du vden Fare,
Dine Klæder dig icke dømmer,
om de dig rettelig sømmer.

21. De Tegen sig skulle tildrage
Før end Bestaaldings tid
Jerusalem til stor Plage,
Matthæus skriffuer met fljd:
De samme forsand
skeer nu i vore Land,
Wi maa vel om freden grue,
Thi Gud hand monne oß true,
Hand lauger vist til at mede,
Hans Pjl er alt til rede.

289

22. De Tegen som Gud tilsende
ved Mosen Pharaoni,
dem vilde hand icke kiende,
Ey lade Folcket frj:
Thi maatte hand
Vdi den røde strand
Sin Heste fra Vognen spende,
Fick saa en onder ende;
Gomorrha maatte Skalen smage,
Som Guds Bud monne forsage.

23. Saa sendis oß nu (diß verre)
slig tegn vnder vort Tag,
Oß at paaminde oc lære,
at nær er HErrens Dag:
Stat op, stat op
Aff Synden, du wsle Krop,
Bliff vijß aff Pharaonis skade,
Aff Hiertet jeg dig monn' raade,
Ellers vogner du vist i smerte
Hoß Helffuedis Dieffle stercke.

24. Derfor lad dig opvecke,
Oc løfft op til JEsum din Haand,
hand dig begge sine skal recke,
din kieriste Frelsermand,
Som Pjne oc Død,
sit Rosens Blod saa Rød
for dig paa Kaarßit vdøste
oc dig saa dyre forløste,
Forlade dig Synderne dine
for sin Sued, Død oc Pijne.

290

25. At straffe vdi din Vrede,
O HErre du Aandelig Liff,
Met Rijset vær ey til rede,
neddempe Kiødsens Kiff;
Et Hierte reen
forny oß igien,
Aff Liffsens Kilde oß dugge,
Den Hellig Aand offuerskugge,
Met hans Krafft Balsomere
Vor Hierter, O JEsu kiere.

26. O JEsu Liffsens HErre,
Vor Klippe oc høyeste Bo,
Vilde du hoß oß være
Oc i oß bygge oc bo,
At wi met Glæde
Til din Dag oß berede,
Wi maatte met Ro oc Ljse
met Englene dig euiglig prjse;
det vnde oß Gud allesammen
Ved JEsum Christum. Amen.

Pest-Pulver.

Eller
PESTILENTZ FORgifft,
Som i denne farlige, oc
megit skrøbelige tid, seckerligen, i Aanden
oc Sandhed aff alle Guds Børn, inden
oc vden Kircken, brugis kand, Pestilentzen der
met, enten slet at fordriffue oc forgiffue, eller
oc endelig, til en evig Sundhed
forvende. 291

Ordinerit Aff
Anders Christenssøn Ar. S. N.

Naar der kommer en dyr Tid eller Pestilentze, etc. Eller nogen Plage eller Siugdom, oc nogen da beder oc formaner dig, huad heller det er en Person for sig selff, eller den heele Israel, de som formercke deriz Plage, huer vdi sit Hierte, oc vdbrede sine Hænder til dit Huss, da vilt du høre i Himmelen, i det Sæde, som du boer, oc være Naadig, etc.

1. Reg. 8.

Tryckt i Kiøbenhaffn, Aff Salomone
Sartorio, 1618, in Decembri.

EFter som det lader sig daglig, jo mere oc mere ansee, at den rætferdige Gud allerede for vore blodige oc waffbedne synders skyld, rætferdeligen hafuer iskenckt for oss, vore kiere Naboers til Bergen/ (offuer huilcke Gud sig endnu for Christi skyld naadelig forbarme) deris gifftige oc beske Pestilentzis Beger, oc begynder nu der met, at gaa Bencken igiennem, bode her hoss oss vdi Trundhiems By, oc disligeste paa atskillige omliggende stifftens Ørter, saa wi arme Syndere oc Synderinder, en huer for sig, aldrig vide, huor snart Skaalen kand komme til oss, met bondfald oc berme at vddricke: Saa lader oss nu allesammen, i denne vor korte Tid betæncke, huad som mest tien til vor Fred, oc nu opløffte vore syndige Hierter, met Hænderne til den fortørnede Gud vdi Himmelen, oc vdøse met Suck oc Graad, paa vor Aandelig oc Legemlig Knæ, vor Hiertens Bøn for hannem, bedendis om Naaden, oc icke om rætten, i den HErris Jesu Naffn, saaledis:

O HErre, du store, forfærdelige, strenge oc rætferdige Gud, Du Gud, som daglig truer, huesser suerdet, spender Buen, oc skiuder løß met jdel forgifftede Pile, som 292
brydes i den Wgudeligis Hierte roed: Wi arme stinckende Adams oc Evæ Børn, tuingis aff vor egen Samvittighed, næst dit Ord, vore gruelige Offuertrædelser at bekiende, anklagendis oc dømmendis oss selff, at wi visselig met vore forgifftige oc wophørlige Synder, haffue nu anstuckit oc optendt den forgifftige Pestilentzis Ild oc Lufft, offuer oss oc vore Børn, som er allerede, effter Jeremiæ Ord, indkommen igiennem vore Vinduer, oc indkrøben vdi vore Boliger, at vdrydde oc fortære Børnene paa Gaderne, ja Vnge oc Gamle aff Stræderne. Til saadan nærværende Landplage, oc skarpe Dødsens Rijß, bekiende wi rundt vd, ingen anden Aarsag at være, end vore wtallige Synder, oc gruelig Wtacknemmelighed, mod dig vor HErre oc Gud, for huilcket wi nu maa skamme oss. Men, effterdi Du est icke mindre en Naadig oc Barmhiertig Fader, der sig offuer sine arme Børn forbarmer, som en streng oc jffrig Gud, imod de Wbodferdige, Ja haffuer effterlat dig et Naffn aff Begyndelsen, at Du selff est den rette Barmhiertigheds Kilde, der Nat oc Dag rigelig offuerflyder, oc formaner oss selff met trøstige Læber, at wi vdi vor Nøds Dag skulle jligen søge til dig, oc finde jdel Naade oc offuerflødig Trøst for vor engstedde Siele: Saa træde wi nu frem, met sønderknusede Hierter, beklagendis vor Brøst oc groffue Forseelse imod dig, bedendis ydmygeligen oc hierteligen i din kiere Søns, vor HErris JEsu Christi Naffn (for huilcket Naffn, Synden oc alle Helffuedis Porte maa skelffue oc bugne) at du Dig, Faderlig, offuer oss dine fattige Børn, forbarme vil, alle vore blodige Synder, met deris velfortiente Straff, vdi det røde Haff, som er vdfløden aff JEsu Christi Blodige Sijde, nedfordruckne, at de icke skulle regnis oss til Onde euindelig, Oc at Du her effter formedelst Din Hellig Aand, vilt skabe et reent Hierte i oss, oc forny oss met en Ny viss Aand, som troliger Dig her effter tiene kand, i en Ny Lydighed oc Hellighed, som Dig er behagelig, alle voris Liffuis Dage. I synderlighed, O allerkieriste Himmelske Fader, holder vore Hierter dig dine egne Ord fore: Naar 293 HERREN din GVD, for din Synds skyld, slaar dig met Pestilentz oc brad Død, oc du da søger hannem, Der, som hand haffuer stifftet sit Naffns Jhukommelse, (Det er i Jerusalem, oc vdi sin Hellige Christelige Kircke) da vilt du lade dig finde, oc Straffen Naadelig affuende: Saa søge wi dig nu vdi dette vort Jerusalem, met Hierte oc Mund bedendis, at du for samme din Søns JEsu Christi, vor eeniste Forløsers skyld, enten vilde dette nærværende forgifftige Pestilentzis Rijsz fra oss snarligen henvende, oc befale din Engel sit skarpe Pest-Suerd vdi Balgen indsticke, eller oc Rijset saa mildelig forvege oc forlindre, at det kand være oss taaligt oc lideligt: Paa det din lille Hiord hoss oss, vdi Kircker oc Scholer, sampt anden Borgerlig oc Naboerlig Disciplin oc Ærbarhed, icke skal slet vndergaa oc nedleggis. O Du leffuende Kilde, See nu til oss arme halffdøde Syndere, met saadanne Naadsens Øyen, som du ansaa Mariam Magdalenam, S. Peder vdi Salen, Røffueren paa Kaarsit, oc ryck oss icke bort mit vdi vore Dage, men lad oss endnu noget lidet offuerbliffue, oc Synden begræde, før du forsender oss til det mørcke Land, som er betalt met dødsens Skugge. O langmodige Jesu Christe, forsøg endnu dit Figentræ hoss oss en liden tid, om det (maa skee) her effter vil bære fruct, før du det slet affhugger. Thi HErre, huo kand prijse dig vdi Graffuen, oc berømme dig vdi Helffuede? Du trofaste Gud, wi befale oss allesammen til siel oc Liff, vdi dine evige Hænder, giør met oss dine fattige Faar, effter din Faderlig vilie, alleeniste forkast oss icke fra dit Ansict evindelig, men vær vred paa oss en liden tid, oc vend om igien met euig Barmhiertighed, oc gør endelig saadan vdgang paa Fristelsen, at wi den kunde taale, huad heller det skal være til Liffuit, eller Døden met oss. Saa ville wi met Maria, lade vort Magnificat oc Loffsang klinge for dig, met Debora oc Barach glædeligen siunge: Loffuit være HErren, at Israel er bleffuen frj igien: Met David berømme; Wi haffue oc en Gud som hielper, oc en HErre som redder fra Døden; Item: Loffuet være Gud 294 (met Paulo) som haffuer giffuit oss Seyer, ved JEsum Christum vor HERRE. Dette, met alt oss til siel oc Liff gaffnligt være kand, giff du oss, O allerkieriste himmelske Fader, for din elskelige Søns vor broders Jesu Christi skyld; Siger alle aff hiertet, Amen, Amen.

Effterfølger en Christelig Bedepsalme, aff Bønen
vddragen, oc til samme Brug henrictet, kand
siungis, som: Fader vor vdi Himmerig, etc.

1. O HErre, du stor' oc strenge Gud,
Som truer daglig dem, din bud
Ey holde vil met Suerd oc strid,
Met Hungers Nød oc dyren Tid,
Met Pestilentz oc hastig Død,
En ond Affgang oc euig Glød.

2. Wi arme stinckend' Adams Børn
Ey andet giør, end dig fortørn,
Thi kommer du met Hug oc Rijß,
Oc giør vor arme Krop til Prijß,
Met Pestilentz oss legger ned,
At huiden Kind der blegner ved.

3. Men hør barmhiertig Fader kier,
Du kalder til dig all' oc huer,
Som er bestedt i Angst oc Nød,
Oc loffuer dem for Christi Død,
At du vilt deris Synd forlade,
Oc frelse saa aff alskens vaade.

295

4. Thi løb' wi nu vdi din Fauffn,
Oc bede dig i Jesu Naffn,
Forlad oss Synden Fader blid,
Forkast oss ey til euig Tid,
Lad Naaden stor for Rætten gaa,
Naar du oss monne tuct' oc slaa.

5. Vend fra oss nu dit gifftig Suerd,
Du oss med truer all' oc huer,
Den fule Pestilentzis stanck,
Lad den oss icke giøre kranck,
Befal din Engel sticke ind
Sit Suerd i Balgen, mild i Sind.

6. At wi ey slet skull' vndergaa,
Din Kirck' oc Skole øde staa,
Oc fra huer andre ryckis hen,
Her aldrig findis mer' igien,
Oc loffue dig i Kircken ret,
Om du oprycker Roden slet.

7. O du langmodig Jesu Christ,
Forbed oss hoss din Fader vist,
Forsøg endnu dit Figentræ,
En liden stund, met Naad' ansee,
Om det vil bære bedre fruct,
Oc giffue fra sig søder Luct.

296

8. Da skalt du hør' i vore Land,
I Byer, Gaard', paa vilden strand,
Huor wi met David siunge vil,
Vor Gud hand vaar met oss i Spil,
Oc hialp oss selff fra Dødsens Nød,
Des skee ham tack, den HErre sød.
9. Wi vill' oc all' aff Synden staa,
Hielp oss wi det ret giøre maa,
Din hellig Aand lad staa oss bj,
Wi icke fald' i Syndsens Krj,
Men leffu' effter dit hellig' Bud,
Dig oc vor Næst' ey giør' imod.

10. O du trofaste HErre sand,
Vor Hustru, Børn, vor Liff oc Aand
Befale wi i hænder din,
Du frelste oss fra euig Pjn,
Met Pjnen din oc haarden død,
Annam' oss derfor HErre sød.

11. At wi dig loffu' i Himmerig,
Om det ey skeer i Jorderig,
Oc der forsamlis all' igien
Hoss dig vor allerbeste Ven,
Oc bliffue saa til euig tid,
Hoss dig i Glæde, Fader blid.

297

12. Amen, Gud høre denne Bøn,
Ved Jesum Christ sin kiere Søn,
O Hellig Aand oss alle trøst,
Met Scrifftens Honningsøde Røst,
Amen, siger Christus, det er Ja,
Huad i saa bede, skull' i faa.

AMEN.

Elisabeth Rosensparre

1. VEl mangen præctig Bygning staar
Med Spær oc Spire høye,
Der Skoven Rancke ofuergaar,
Forlyster Reisend Øye:
Vel mangen Lystgaard frydefuld,
Med Mayendesmer søde,
Huor Blommen skin ofu'r røde Guld,
Kand vandre-Edling møde.

2. Vel høris Fryd oc Fulesang,
I Rosengaarden grønne
Skøn Nachtergal med discant-klang
Med Røsten ofuerskønne,
Graa Irisk af sin kruset Hals,
Blandt Roser huid' oc røde,
Den Sisich oc har der til fals
Sin Stemme sucker-søde.

3. Dog saa jeg ny's it Rosen Spar,
It Rosensparre glindre,
Med Rosenkrandsen høyt i Vær,
Fast meer i Øye tindre,
Oc i det Rosensparret Hus
Den Rosenkrantz beklædde,
Vaar skønne Blommer uden roes,
Vaar støre Fryd oc Glæde.

298

4. Der hørdis de Gudinder ni,
Af Helicon udsende
Med hellig Tunge siunge fri,
Den hellig Gud at kiende:
Palæmon holt sin Isthmia
Den høye Gud til ære,
Elizabeth oc sagde, Ja,
Her skal Guds Huile være.

5. Ey Aarons Balsam-Olie sød
I salffuingen udgydet,
Saa kraftig ned af Haared flød,
Oc Huset ofuerkrydet,
Ad disse Rosers ædle Saft,
I Kierlighed oc gode,
Jo ofuergick med Sødheds Kraft,
Den kierlig Gud der bode.

6. It stinckende, hoffærdigt Mod,
Vaar icke der ad finde,
Oc Gierighed, ald ondskabs Rod,
Ey kunde Platzen vinde:
Jo høyer, Spæret Reis i Vær,
Jo høyer, Krantzen suinger,
Jo større ydmyghed vaar der,
Ey Hoffart vel gelinger.

7. Ah, Ah, du heftig Æolus,
Huad har du brugt din Velde,
Før du formaatte dette Putz,
Det Rosensparre felde
Som vaar i Christo roedbefest
Beanckret oc forvaret,
Oc Rosenkrantzen nederblest,
Du har ey umag sparet.

299

8. Kund' du ey bruge Vingen sterck,
Mod Piil oc Elle-Sparre,
Sla Gran oc Furren ned i Marck,
Paa Nedelbusken vare:
Men griber an af Lif oc Mact,
It Rosensparre herlig,
Slar Rosenkrandtzen uden act,
I Dynden ned forfærlig.

9. Nu vel, du har af styrcke Skut,
Din Ville har du fremmet,
De Rosenspar er ofuerbrut,
Oc Krandtzen høybegremmet:
Dog er det samme Sparre skøn
Saa høyt i Gud ophøyet,
At Libnons Ceder Ranck oc grøn,
Er Spæret underbøyet.

10. Vel har du gjort de Roser femb,
Af Farfue rød oc huide,
Ad de bær Farfuen sort oc grem,
I bæste Sommer-tide.
Dog munstrer Gud din Gierning om,
Naar Vinter slet faar Ende,
Oc HErren vil den Rose from,
Sin Rosenspar tilsende.

11. Far vel du ædle Rosenspar,
Far vel, O salig Frue,
Gud glæde dig i ævig Aar,
Hans Ansicts Lius beskue.
Vær taalig, ædle Rosenkrandtz,
Dit Sparre er ubrødet,
Din Ven gaar skøn i Engledantz,
I Døden er udødet.

Kand siungis, med den Tone, Som:
Jeg veed en Vrt baade deylig, etc.
AA BRØD ROSEN