↩

Om

Handelens

Rettelse og Forbedring

efter

Rigernes Tarv.

Ved

egne og andres Erfaringer

eftertænkt og skreven

ved

EVEN WALO.

Kiøbenhavn 1773, trykt hos A. F. Stein.

2
3

En retskaffen Handelsmand,

Med fuld Vidskab og Forstand, Er en States Styrke-Lem,

Som kan hielpe mange frem,

Til at drive Nærings-Værk,

Som giør Staten Grundfast stærk; Men det blotte Kiøbmands-Navn Giør ej Staten meget Gavn. Vinding for hver Handelsmand Kommer jo fra Nærestand; Næringsmidler er jo best,

Fantast Kram er slem, som Pest.

Meget har man seet skreven og trykt, og end mere hørt talt og raisoneret om, at Handelen bør være fri og ubunden, hvilken Frihed de fleeste Handelsmænd

udtolker efter sin egen Gotfindende; Men naar det Nøye og ret betragtes, saa finder man, at Handelen er et af de fornemste Ting, fom hver Regiering maa stedse aarvaagen og nøye paapasse, saavel med Indskrænkelser eller Forbude, som med givne Friheder; thi, om fimr H -adelsmand fik Frihed til at handle frit, med alt hvad de kunde vinde noget ved, saa kom nok meget, om ikke det meeste, af vores beste Handels-Vahre, til Bortbyttelse for ufornøden Kram og Vahre, ligesom nu, da Dukketøy bliver os tilført fra adskillige Riger og Lande, ja endog fra det langtbortliggende Chinesiske Rige.

Handelsmænd maa altid passe paa, at anskaffe sig den meest begierlige og nyemodige Kram, endog om der var Mangel paa nødvendig Uderholdningsmidler.

Nødvendigheden og Nytten tilsiger det selv, at al Indenrigs-Handel, under et og

det samme Herredømme, bør i alle Maader være fri, eller ubunden, med Landets egne Producter; Men fremmet Overdaadigheds-Kram og Vahre bør jo hver Regiering have Nøye Opagt med, enten til megen Indskrænkning, eller gandske forbyde ders Brug; thi Overdaadigheds og Forlystelsers Kram og Vahre udtrækker jevnlig de beste og gangbareste Midler, og efterlader sig intet andet, end allene en Mængde Filler og Almisse-Lemmer, samt foraarsager megen Ukruds Opvext, tilligemed almindelig Armod med Skam og Skade.

Mange Handels-Stæder og smaa Stater, har, i forrige Tider, vundet sig i slor Velstand, eller Velmagt, allene ved Handelen og deres Manufacturer; men det er dog skeet med andre Rigers og Landes Bekostninger, da de sidste ikke har i rette Maade paaagtet Handelens og Manufacturenes store Nytte, eller de Fordeele, som hine har tiltrækket sig derved. Mm saadant vil nok ikke skee i den

tilkommende Tid; thi hver Europæisk Nation stræber nu, baade med Flid og Formue, paa de nyttigste Manufacturer og Fabriker, samt selv at drive deres Handel baade til Lands og Vands.

Det viser sig af Fornødenhed, at hver Handelsmand bør og maa vinde noget tilstrækkeligt, ved sin Handel; thi ellers vilde nok ingen befatte sig dermed; Men der maa og tillige, eller først og fremst eftersees, om Landet, eller Staten i Almindelighed vinder eller taber derved; thi de Handlende kan undertiden vinke anseelige Summer eller Capitaler, men kan dog være meere tabt for Staten derved, over hvilket Tab ikke hver kan giøre Regning, ja de fleeste Handelsmand har enten liden eller ingen Indsigt deri; men det vedhører Regieringen at have behørig Opagt dermed.

Kræmmernes og Viinhandlernes Gevinst hos os, har for det meeste været stedse til

Statens Tab. Hver skiønner nok, at Fremmede har ikke skiænket os deres anvendte Bekostninger paa Arbejde og Umage med Mellemhandlingen.

Handels Tabet for Staten bestaaer fornemmelig deri, naar gods og gangbare Vahre, saasom Korn, Qvæg og adskillige andre Føde-Vahre, item Trælast, Jern, Kobber, Sølv, eller myntet Penge bortbyttes, for adskillig slags Overdaadigheds Kram og unødvendige Vahre, saasom adskillige slags kostbare Viine og Liqueurs, item Silketøye og fiine Kammerduge, samt Nunnenskiær og Kniplinger, med mange andre Slags af slig Kram og Vahre, der enten snart forslides eller fortæres, uden at yde nogen Fordeel eller Gavn for Staten; men allene til Forlystelse for de Faae, der har Midler, eller nyder saa store Indkomster og Lønninger, ar de formaaer at tilkiøbe sig samme.

End videre taber Staten meget ved Handelen, naar dens egne Handels-Vahre, enten ilde eller urettelig bliver tilvirket, eller tilberedet, saasom ikke at tørre og bevare Kornet vel, fra Brand cg Duggenhed, item at Smør, Kiød cg Fiskevahre ikke bliver paa beste Maade behandlet ved Indsaltningen, ligesaa naar der kan vindes meere ved Saugskaarne Planker og Bræder, end som ved det heele Rundhugne Tømmer; undertiden vindes mere ved støbte Canoner og Canon-Kugler, samt Bomber, Mørser, Kakkelovne, Gryder og andet meere, end som ved Stang-Jern, der koster dobbelt saa meget Kull og Arbeide, ligeledes naar der kan erlanges større Fordeel ved platslagen Kobber, end som ved den uhamrede Kobbers Afhandling, og saa videre med de fleere Handels-Vahre. Alt saadant maa baade Regieringen og Handelsmændene have aarvaagen Opagt med, saafremt staten skal beholde alle sine muelige Fordeele.

De fleeste Handelsmænd bekymrer sig

meget sielden om videre, end allene hvad deres egen Vinding for den nærværende Tid paaminder og udkræver. Det er dem heller

ikke i alt muelig, at ændre eller paasee, om Staten vinder eller taber ved Handelen, de eftertragter naturligvis allene Vinding for sig selv, ligesom det og oftest kommer dem paa

et ud, hvad enten Avelsmændene i Landet nyder meget eller lidt for Vahrene, som de tilvejebringer; thi Handelsmændene maae have

deres Handels-Bekostninger og Provision lige fuldt, hvad enten Vahrenes første Tilvejebringelse bliver efter halv eller heelt Værd betalte, derfor man og Regieringen i den Henseende have stedse og bestandig Opagt med Handelen.

Der er 6 Hoved-Poster ved Handelen, som Regieringen altid og Nøye man have Tilsyn med, nemlig:

1) At ingen forbuden eller ufornøden Kram og Vahre bliver indført, eller indbyttet for gode og nødvendige Vahre, eller for myntet Penge; men Dukketøye og anden saadan Kram, kan nok uden Skade bortbyttes for ligegyldig Kram.

2) At ikke flere eller meere af Landets Vahre bliver udført, end som vel kan undværes eller taales at miste uden Tab og Skade for eget Land; thi de fleeste Handelsmænd, saavelsom andre Sælgere, vil helst at Folk skal trænge meget til de Vahre, som de har at sælge, endog om derved foraarsagtes Dyrtid med Hungers-Nød i Landet.

3) Regieringen maa og besørge meest muelig skee kan, at Almuen eller de, som først og fremst bringer Landets Handels-Vahre til veje, beflitter sig paa beste og tjenligste Maade at tilvirke eller forfærdige og tilbereede dem, saa og tillige, at Vedkom-

mende kan nyde i beholdne Maader betalt deres Arbeide og Flittighed; thi Handelsmændene bekymrer sig sielden om fyldest Betaling for Slæb og Møye; de kan heller ikke altid faae Vahrens afhændet efter sin egentlige Værdie, ey heller komme vidt nok ud dermed, uden ved Regieringens Forsorg, særlig ved at oprette Handels-Traktater med andre Regieringer.

4) Det vedhører og Regieringen at eftersee og undersøge, om Landet mangler Kiøbstæder, til Handelens bedre og beqvemme Drift, at den kan drives med mindst Bekostning eller mindre Besvær, saa og at hensee, om der var at faae eller udfinde andre eller fleere Handels-Vahre, end der tilforn har været bekiendt og benyttet.

5) Ligeledes at besørge fornødne Manufacturer og Fabriqver opklækkede. Og endelig

6) Paaagte, at ingen Falskhed eller Bedragerier faaer Indpas, langt mindre fæste Rødder udi Handelen; thi, formedelst nogles Falskerier og Bedragerier, kan endog forvoldes stort Tab for mange uskyldige, ja for den hele Stat.

Samme 6 Hoved-Poster bestaaer ellers af mange Artikler, som her ikke behøves opregnede. Alle kan heller ikke forud vides, efterdi de ere foranderlige, saavel efter Tidernes Omstændigheder, som efter Landenes forskiellige Beskaffenheder.

Ingen kan være eller blive en retskaffen Handelsmand, til Udlændsk Handel at drive, saalænge han ikke har reist og lærdt mere, end hvad der læres i en Kramboe; thi den der skal være vel kyndig udi Handels-Væsenet, maa vide meget meere, end blot og bar at kunde kiøbe og sælge, eller omvexle Gods og Vahre, til sin egen Fordeel.

De som skal drive udenlandsk Handel, mad være ved øvelse og egen Erfaring, vel kyndige udi mange Vidskabs« Poster, hvoraf jeg her Summarisk vll opregne de fornemste, saasom:

1. En Handelsmand bør først og fremst have

lærdt at skrive og regne ret og hurtig, med samlet Forstand om hver forskiellig Ting, som forefalder ved Handelen.

2. Bør og forstaae de meest fornødne Sprog,

saavidt hans Handel det udkræver, at han dermed kan føre Correpondencen ret forstaaelig med andre Landes Folk.

3. Ligesaa bør han være kyndig udi Bogholderige og hvad meere derved erfordres, saafom Regnskabers beqvemmeligste Forfatning efter Tingenes eller Materialiernes Beskaffenhed.

I Geographie og Handels-Historien bør han ikke heller være aldeles ukyndig.

5. Saavidt han agter at udstrække sin Handel, bør han og Nøye vide Forskiellen imellem eget Lands og Fremmedes Vægt og Maal. Ligeledes Mynternes Forskiellighed.

6. Told-Anordningerne og andre Forordninger,

om Land og Staders Commercie, hvorhen han driver nogen betydelig Handel, bør han vide og forstaae tilfulde, thi ellers kan han blive meget besnediget af andre.

7. Søe- og Handels-Retten bør han forstaae

ligesaavel, om ikke tildeels noget Nøyere, end som de fleeste Dommere og Procuratores.

8. Om Priserne og Boniteten af alle slags

Vahre, som han agter at handle med, eller vil forskrive fra Fremmede, maa Han være vel kyndig udi, i den Henseende udkræves megen Erfaring og Vidskab, om adskillige Lande og Handelsstæders Manufakturer og Fabriqver, samt om Produkterne bliver retskaffen behandlet fra

først til sidst, hvilket alt ikke er muelig, for en Mand, at samle fyldest Erfaring om; men det nødvendigste deraf bør dog en retskaffen Handelsmand vide, deels ved egen Erfaring og deels ved Theorie, eller ved andres tilforladelige Underretninger.

9 Det maa og Nøye vides, hvad slags Gods eller Vahre der er forbuden at ind- eller udføres, hvor han agter at drive Handel.

10. Vexelløbet og de dertil hørende Love og Forordninger maa han og være vel kyndig udi, saaog i Affecurancerne.

11. En Handelsmand man være i det mindste sfaavidt lovkyndig, at han kan forfatte sikre Contracter, Certepartier og Facturer, item Bodmeriebreve, Conoisementer og meere deslige.

12. Til at befragte Fremmedes Skibe, med mueligste Gavn og Fordeel, er og uforbigiengelig fornøden, og bør en Handels-

mand ikke være gandske ukyndig eller ubefaren udi Søemands-Væsenet, thi i dets Mangel kan han i mange Maader og Tilfælde blive fornærmet, ja nogle har desformedelst tabt sin heele Velfærdt, og sneedige Seglingsmænd bragt sig i Velstand derved.

13. En Handelsmand behøver og undertiden selv at vide hvad der behøves og vil medgaae, til at udruste og udreede Skibe, saavel armerede, som uarmerede, saafremt han ikke vil taale, at blive besnediget af andre.

14. Naar en Handelsmand selv vil lade bygge Skibe, saa maa han og have nogen Kundskab og Erfaring derudi; i det mindste bør han kiende dueligt og udueligt Skibs-Tømmer og Planker fra hinanden, samt forstaae Skibs-Reparationers Forsvarlighed, om ikke paa de Indretninger, som dertil behøves.

En eller anden Fabrike eller Manufactur, som nødvendig behøvtes, maatte han og have nogen Kundskab om, at anlægge og indrette, saa det bestandig kunde blive vedligeholdt, til Landets og Handelens Gavn, hvortil Handelsmænd og andre, der ere med rigelige Indkomster af Regieringen begavede, og som er, eller vil agtes meere end som andre Folk, fornemmeligst bør anvende Fliid og Midler paa, ligesom det af mange er skeet tilforn, baade i Kiøbstæderne og paa Landet.

16. Endelig, siden ingen kan ventes bedre i Stand, end som erfarne og veloplyste Handelemænd, til at skiønne og forfatte ret tienlige Handels-Tractater, saa er, i den Henseende, og for det almindelige Gavn Høylig fornøden, at de har nogen Indsigt udi visse Dele af Stats-Videnskaben, i det mindste bør de vide, hvorvidt det ene Land eller Rige nødvendig trænger til et

andet, i sær til deres eget Land, hvoraf de ere Lemmer, da de bør sikkert vide og skiønne, hvorvidt det kan være tienligt ved Tractater at eftergive een eller fleere Fordeele for igien at erholde andre, som maatte være meere tienlig, eller og for at vinde andres Aliance, enten til Nødhielp, eller til Sikkerhed, for at beholde bestandig de Fordeele, som var accorderet enten for Handelen eller i andre Maader.

Saadanne erfarne og velkyndige Handelsmænd ere og uforbigiengelig fornødne, som Medlemmer, udi endeel Regierings-Collegier og Kiøbstæds Magistraturer, derfor udvælger Briterne jævnlig saadanne Mænd til Parlements-Lemmer, for deres Handels-Stæder, og de paa Landet, udvælger helst de klygtigste Landmænd, for sin Deel; Men i somme andre Riger gaaer det langt anderledes til, da Magistrats og andre vigtige Betieninger bliver, ligesom ved Auctioner, bortsolgte til de meest bydende, uden

at paasee Personernes Duelighed og Beqvemhed, derfor er og samme Riger meest opfyldt med Armod og Elendigheder; dog er dermed her ikke Meeningen, at Briterne er i alt de beste, eller klogeste og forsigtigste, som man bør rette sig efter, udi Stats- og Handelsvæsenet; thi det er med heele Stater og Stænder, næsten ligedan beskaffen, som med enkelte Personer, der kan bestille et og andet meget got og roesværdigt, men andre Ting meget slet, om ikke gandske ilde og skadelig, tilmed saa udkræver jo ethvert forskielligt Land og Folk nogen Forskiel udi deres Stats-Huusholdning og Bestyrelse.

Indtil disse Tider har Folk i Almindelighed, ja endog Kiøbmænd selv hos os, ikke været af meget større Betragtning om Handelsmænd, end at dertil udkrævtes ikke meere eller større Vidskab og Erfaring, end som at kunde kiøbe og udsælge til egen Fordeel, samt at kunde skrive en Regning, ja det synes nu

saa, at de fornemste Statsmænd hos os i de forløbne Tider, har ikke havt bedre Indsigt og Tanker derom. Nu i nærværende Tid er det dog langt anderledes, skiønt Mængden er just ikke kommen meget vidt med øvelse og Erfaring udi egne Udretningerne.

Det synes være fornøden, at ingen blev tilladt at drive udlændisk Handel, førend de havde reist noget omkring udi de Riger og Lande, som de agtede at handle med, da de og tillige maatte blive af de best kyndige Handelsmænd examinerede, hvorvidt de vare kyndige udi det de helst bør forstaae; Men saadant, tilligemed andre Rettelser og Forbedringer udi Handelsvæsenet, er ikke at vente, saalænge og saavidt der ikke haves velkyndige Handelsmænd nedsatte, som Raadførere udi Regierings-Collegier og Kiøbstæds Magistraturer; saadanne velkyndige Handelsmænd er nok end ikke i nogen Mængde hos os at finde, de lader sig ikke heller saa hastig og let

opfostre, som Hofmænd og ordinaire Krigsmænd, eller som lærde Copie-Skrivere.

Det Europæiske universalle Sprog, nemlig Latinen, er nok heel gavnligt, men ikke nødvendigt for hver Handelsmand. De kan desuden ved eget: og andre polerte Nationers Sprog blive lærde nok, vel og tildeels meere forstandige og gavnlige for Fædernelandet, end som mange der ere allene Sprog lærde.

Man veed just ikke, at Mennesker i nogen Tid tilforn har været meere og bedre oplyste, end som nu, til ar skiønne og udvælge det de kan finde sig best beholdne med; her tales og skrives nok derom; men i egne Udretninger mangler nok endnu meget, samme sees nok ikke mindst udi Handelsvæftnet.

Alle Stater i Europa stræber nu paa, at forbedre og udbrede sin Handel; men naar man Nøye seer derhen, saa finder man mindst

for det meest Nødvendige, men falder meere ud paa det, der allene tiener til de meest Formuendes Forlystelser, samt til Overdaads og Ødselsheds Befordring.

I Henseende til Kræfter og Formue har nok de Fornemste og best Bemidlede, i sær Kiøbstæds-Folk, i disse Nordens Riger, ikke været de meest efterladne, eller forsømmelige, til at forfremme Overdaadighedens-Handel, hvilket meget vel kan skiønnes af deres hidindtil brugte Klædedragt, og andre Pyntelser baade paa Kroppen og i deres Huuse, samt en kostbar og tildeels fuldkommen ødsel Levemaade, med Spiisning og Drikkevahre, fra andre Riger og Lande; Eqvipagien bør man heller ikke forglemme at eftersee, tilligemed de mangfoldige opfyldte Kramboder og Viinkieldere & c. der for det meeste tiener til intet andet, end at giøre Folk galne, og at forlyste nogle Faae, samt at udarme de nyttigste og fleeste udi Nærestanden.

Det galne og ret fordærvelige Principium, som længe har været fremarvet iblant de fornemste udi Staterne, nemlig, at sysselsætte en Mængde Folk, for at vinde Næring ved Overdaadighedens mangfoldige Arbeider, samt til parade og dovne Menneskers Opvartning; det har baade forvildet og bedærvet det nødvendigste udi Handelsvæsenet, samt foraarsaget Staternes Udarmelse og Afmægtighed.

Der er Jo i intet Land eller Rige at vente store Rettelser og Forbedringer, til almindelig Gavn og Velfærd, uden ved Regieringens Foranstaltninger, særlig hvad der angaaer Handelen og Kiøbstædernes Haandværker; thi hver for sig søger allene namrligviis sin Fordeel, og det stærkeste Partie vinder jævnlig Fortrinnet, ikkun faa bekymrer sig om det almindelige Gavn, og end ferre finder nogen Udvey til fremgang dermed.

finder

Af alle Haandværker er Jern-Smedene de nødvendigste, er og tillige over 20 nyttige og forskiellige Professioner deraf, foruden de, der allene tiener til Forlystelses-Arbeider; naar da fra mange slags Smeede behøvtes, og kunde have havt behørig Næring, baade i Danmark og Norge, helst siden der i Norge har været længe fyldest nok af Jernværker; hvorfor er der da ikke i Betids bleven besørget alle slags fornødne Smede og Smede-Fabriker opsøstrede, og Fremmedes Jernkram forbuden at indføres; thi saa havde en stor Mængde Smede, baade ved fint og grovt Arbeide, haft Næring nok i begge Rigerne; Men samme Arbeider fører ingen betydelig Kildring og Forlystelser med sig, og er derfor ventelig tilsidesat, og ikke i behørige Maader bleven forestillet Regenterne. Derimod har snedige Commissionairer aldrig manglet behørige Forestillinger, i forrige Tider, til at anskaffe, baade store og smaa Qvantiteter af støbt og smedet Jern, fra andre Riger og

Lande, deels Canoner og Kugler, Mortere, Mørser og Bomber, og deels Skyde- og Side-Gevæhrer til Krigsfolket, samt andet meere, indtil disse sidstforløbne 20 a 40 Aar. Det er altsaa ikke at undre, at vores Handel er kommen i Decadence, da den dog burde og kunde have havt et betydeligt Fortrin frem for de fleeste Europæiske Riger og Lande, ey allene formedelst Jernet, samt Kobber og Sølv & c.; men end meere formedelst Dansk Korn, og Øxen-Handel, samt fra Norge en stor Deel Trælast og en uendelig Mængde af tørre og saltede Fiske-Vahre, det meste er nok her ufornøden at opnævnes.

Af samme Beskaffenhed, som med Jernet, har det og i lang Tid været med Spindere og Vævere & c. til Ulden og Linnen Klæder, hvoraf endnu mangler meget, baade af det fiineste og grove, i sær for Kiøbstædsfolk; thi Land-Almuen i Norge har altid selv tilvirket og forfærdiget de meest fornødne Ulden-

og Linnen-Klæder til eget Brug, undtagen somme udi Nordlands-Amt og Findmarken, samt nogle faa ved de andre Havkanter; men de fleeste Kiøbstædsfolk, baade i Danmark og Norge, har jo stedse indtil disse Tider meest klædet sig med Fremmedes indførte Ulden- og Linnen-Klæder, baade af grovt og fiint. Meget bedre har der heller ikke været handlet nred Giørtler, Messing-Smede, samt Drejer, Snedker og Stolemager-Arbeider, Uhrmager og Guldsmeds-Arbeider omtrænt ligesaa, Tobak og Tobaks-Piber har stedse været indført i Mængde indtil disse Tider, ligesaa Viine og Brændeviine, Porcelainer, Steentøy og andet fiint Pottemager-Arbeide, indføres jo endnu. Kniplinger, saavelsom alle slags ulden og Linnen-Baand, Silke og Sittser, saml Bomulldstøye indføres jo over al Maal og Maade. Silke-Strømper og Bomulds Dito, men ulden Strømper, samt Nathuer af Ulden og Bomuld indføres jo uden al Ende, ligeledes Syenaale og Knappenaale, saa og en god

Deel Lin-Hægler og Uld-Karder, samt Bæverskeede, Spinderokke og endeel andre Vævers Redskabe, item Rokke-Snorer og Fiol-Strænge, fiine og grove Haar-Kamme, samt adskillig slags Nyrenberger Kram, og det i Tusende Tal, ligesaa baade stort og smaat Jern-Kram, særlig Syler og Syenaale, Saxer og Lysesaxe, Foldknive og andre Madknive, Bidselstænger, Trendser, Stiebøyler og Ride-Sporer, Hængelaase og Taskelaase, saa og fortinnede Vindues-Jern, store og smaa Saugblade, Høvletænder, Huggejern og Drejerjern, Skoemager-Hamre, og Knibetænger, Fiiler i Mængde, Spigerborer, samt adskillige slags store og smaa Søm, vel og tildeels store Spiger, samt Heste-Skoe og Søm dertil, dog samme sidste 3 slags meest allene for Kiøbstæderne og de der boer nærmest deromkring. Videre bliver der indført Steege-Pander, Rister og Fyhrfade, fortinnede og ufortinnede Jernbliks-Plader, item Hauge-Spader, Baads-Drægge og Skibs-Ankere, men af støbt Jern har Gryder nok været der meeste,

som stedse har været lndført, Resten af Jern-Kram vil jeg her ikke optegne, men vel det skammeligste og forunderligste, at her stedse fra fremmede Stæder er bleven indført en Mængde af det enfoldigste Børstenbinder-Arbeide, som Fattige og Tugthuus-Lemmerne meget vel kunde have været øvet til at giøre, og derved fortient noget til sin Underholdning, efterdi de dertil behøvende Materialier kan erholdes for meget ringere Pris, end som paa de Stæder, hvorfra samme Kram er bleven meest indført, saasom Træ og Svine-Haar eller Børster, hvoraf bliver giort og forbrugt en Mængde Støvkoste, Klædebørster, Skoebørster, Tierekoste og Gulvskruberter, Malee-Penseler og Kalkekoste & c. Formedelst samme og mange fteere deslige eenfoldige Arbeider, er jo mange, i andre Riger og Landes Stæder, blevne underholdte, imidlertid er Almisse-Lemmerne, og Udgifterne dertil, bleven saa meget mere forøget her hos os, som har forsømt Indretninger til Arbeidet.

Der er og forsømt at plante Tobak, som paa endeel Stæder meget vel lader sig giøre, endog i den Nordredeel af Norge, særlig hvor der findes sort Sandig Jord imellem store Steene og Klipper, hvilken Grund ikke kan benyttes, hverken til Ager eller Eng, men meget god til Tobak og Peber-Rod at avle deri. Altsaa behøvtes da ikke de slags Vexter at indføres i nogen Mængde fra Fremmede. Det er forsøgt i Nordlands-Amt, at Tobaks-Bladene bedærves ikke lættere, end som del umodne Korn, af Frosten,-; men Tobaks-Planterne bør helst opfostres ved Høst-Sæd, paa et beqvemt Sted, hvorpaa intet Vand bliver staaende, men Sneen i Vintertiden meest bestandig liggende derpaa, hvorom meere Underretning bliver at saae i en anden liden Piece.

Adskillige baade røde og klare Viine kan og blive tilvirket af Ribsbær, Soelbær, Multebær, Tyttebær, Bringbær eller Brambær- samt andre fleere, saa og adskillige sunde Safter til

Spiise og Medicin, saasom af Tranebær, Barbariser, Rognebær, Hæggebær, eller Fugelkirsten kaldet. Hvor man har Tranebær eller Barbariser og Rognebær, der kan man gierne undvære baade Sitroner og Pomerancer, ligesaa Rinske og Røde Viine, hvor der kan voxe nogen Mængde af Ribsbær, samt Bringebær og Tyltebær. Eenebær-Olie kunde paa somme Stæder bringes tilveje i stor Mængde, til at forsyne baade sig selv og andre Lande dermed, som mangler samme. Vildvoxne Urter og Rødder, samt Løv og adskillige Mose-Arter, der ere tienlige til at farve Ulden og Linnentøye med, det har og Norge en god Deel af, næsten i hvert Bygdelaug, endog paa de vilde og videst udstrækkende Fjelde, ja meget meere, end som her er bleven opnævnet.

Alle forbemeldte Vidskabe og Haandverker kunde meget vel have været opfostrede udi Norge, til fyldest Fornødenhed, i de sidst forløbne 100 Aar, naar der ikkun havde været

paabuden og paalagt hver, som der har handles med Udenrigs Kram og Vahre, i sær det meest ufornødne, at betale noget Aarlig til at bekoste fornødne Vidskabe, samt Manufakturer og Fabriqver opfostrede, hvilken Skat eller Udgift kunde meget taalig have været ansat med 1, 2, 3, 4, 5, indtil 20 a 50 Rdlr. for hver slags betydelig Kram og Vahre, som blev indført, samt udsolgt til Forbrugelse i Riget, alt efter Kvantitetens og Importancens Beløb, efter de gangbareste Priser. Ligeledes en vis Portion Aarlig fra dem, der har været tillagt rigelige Lønninger, eller andre betydelige Indkomster af Staten, men de fleere kunde vel ikke have taalt at skatte noget særdeles dertil, efterdi Handelsmændene indtrækkede det nok ved Prisens Forhøyelse paa Vahrene, i saa Maade havde nok mange Kramhandlere og Viinhandlere kundet taale at udgive meere end et Hundrede Rdlr. aarlig, men Korn og andre Fødevahre maatte ikke have været derunder beregnede.

Ved samme, og de fleere dertil henhørende Foranstaltninger, havde nok, udi en Tid af 25 Aar, de meest fornødne Manufacturer og Fabriqver været bragte i behørig Stand og Drift, i de største Kiøbstæder, vel og tildeels i de smaa. Imidlertid maatte der forud have været fastsat visse Aar, for hver slags forskiellig Kram og Vahre, hvorlænge samme fra Fremmede maatte indføres og udsælges, til Forbrugelse i Landet, og der under særdeles Mulct, eller Handels-Rettighedens Forliis; Men saasnart der var fyldest af nogen Ting forfærdiget i Landet, saa maatte dets Indførsel strax forbydes, og de af samme slags usolgte fremmede Vahre og Kram optegnes, stemples og udmærkes, samt allene afhændes udi et fælles Handels-Huus i Byen, efter den Priis, som blev sat paa de i Landet forfærdigede Kramvahre, alt under Straf af Vahrenes Confiscation og Vedkommendes Handels-Friheds Forliis. Ingen Kræmmer vilde eller kunde undvære eller efterlade at forskrive noget, af den meest afsæt-

lige Kram, allene for at betale nogle faae Rigsdaler Aarlig til nyttige Manufakturer og Fabriqvers Opklækkelse.

Saalænge de Handlende har været tilladt at indføre alle slags Kram og Vahre, saa har det jo været umuelig, uden Tab at faae de fornødne Manufacturer og Fabriqver opklækkede; thi man veed jo, at ikke ethvert Land kan bringe alle slags Vahre tilveje for lige Priis, samt al Told og Consumption sviges allene for at vinde saa meget meere ved Vahrenes Afhændelse, hvilket meget vel og rettelig burde have været indvundet, ved det, at de Handlende kunde have betalt noget vist og fastsat Aarlig til Manufakturer og Fabriqvers Opfostring i Landet. Om end nogle af de i Riget forfædigede Ting maatte have blevet i Førstningen noget dyrere, end som det der erholdes fra andre Riger og Lande; saa havde det dog ikke foraarsaget noget Tab for den hele Stat.

Det er stedse bleven indvendet, at ikke al slags Kram og Vahre, kan blive saa got og vel, eller saa fiine og nette, samt stedse efter nyeste og høyeste Moder, forfærdiget her i Nordens Riger og Lande; Men samme er jo ikke værdt at svare paa, efterdi her haves Overbeviisninger nok, at Folk i Norden kan, ligesaavel som i de sydlige Riger og Lande, læres til at giøre baade flint og grovt, samt alle slags nette Arbeider, og at ikkun faae Materialier mangler, og hvad de fornemste Moder angaaer, da er det ikkun Skade, for de fleeste Manufacturer, at omskifte Modeller ofte og anvende Tid og Fliid paa nye Moder og forskiellige Facons efter nogles daarlige Indfald og løsdrivende Fantasie.

I den tilkommende Tid bliver nok ingen betydelig Fordeel eller Vinding ved Handelen at erholde, fra nogen Europæisk Nation, uden allene ved at faae sit eget Lands Producter forvexlet, eller bortbyttet, udi sin første raae

Materies Skikkelse, eller uden ved videre Kunstarbeide tilberedet og forfærdiget til sit endelige Brug; thi hver Europæisk Nation stræber jo nu allerede i alle meest muelige Maader, baade for Manufacturer og Fabriqvers Opklækkelse og Forfremmelse iblant sig, samt for Handelens Udbredelse, saavidt det lader sig giøre med det sidste, baade til Lands og Vands.

De Lande og Handelstæder, som selv ikke har gangbare Producter, til at handle med, kan ikkun vente liden Vinding ved Handelen, i den tilkommende Tid, ja man mærker jo allerede stor Aftagelse i endeel Landes Handels-Stæder, endog hos dem, der har begyndt paa sikreste Grund med deres Handel; thi mange af deres Manufacturer ere allerede undergangne, og fleere vil der i Fremtiden undergaae, alt ligesom andre Nationer bruger Flid og Agt paa sin egen Vinding og Fordeele, i sær med Overdaadighedens Indskrænkelse,

og at giøre det meest fornødne selv. Den beste og sikreste Handel bliver altsaa, allene med nødvendige Vahre, til Føde og Klæder, og det bør jo alle forstandige Folk meest beflitte sig paa, baade med alt mueligt Arbeide og heele Formue, baade i Kiøbstæderne og paa Landet.

Norge tilligemed Danmark har en stor Deel, og kunde tildeels have meget meere af nødvendige samt gode og gangbare Vahre at miste eller afhænde til mange andre Lande og Stæder, som trænger dertil; Men er selv, nemlig Danmark og Norge tilsammen, ikke, uden Hændelseviis, nødtrængt til andre Landes Vahre, undtagen det Portugisiske Salt, samt endeel Hamp, til Skibsbrug og til Fiskeriernes beste Benyttelse, Lin eller Hør kan man ikke sige at være nødvendigt at indbytte, efterdi det fornødne deraf kan meget vel blive avlet til Fornødenhed i begge Rigerne; men Blye og Tin vil maaskee altid mangle; Om

Viine og Brændeviine skulle være at regne iblant det Nødvendige, som mangler i Dannemark og Norge, det er da noget, som Folk ikke er eenstemmige udi; men mig synes, at det Slags er ikke at regne iblant det, som man nødvendig trænger til, ej heller Tobak; thi den kan blive til fyldest Fornødenhed avlet i begge Rigerne, og skiønt det ikke er at vente, at der hverken i Dannemark eller Norge kan blive opklækkede saadanne Viindruer, som i Frankerige, langt mindre, som i andre bedre Viinlande. Men saa har man dog derimod her i Nordens Lande en temmelig Mængde af adskillig slags vildvoxne Bær, hvoraf meget gode eller sunde og behagelige Viine kan blive tilvirket, hvorom her tilforn er bleven meldet; skiønt nu samme Viine ikke strax kunde blive efter de lækreste Viindrikkers Smag og Behag, saa maatte det dog ikke saa meget agtes, som den Fordeel Staten vant derved.

Det er nok lige saa ret og billigt, som nødvendigt, at Norge indbytter sig Korn, Salt og Hamp, samt andre nødvendige Vahre, hvorsomhelst det best fordeelagtig kan skee, med dets egne Vahre; Men fremmed Overdaadigheds Kram og ufornødne Vahre, burde aldeeles ikke komme ind i Riget, til almindelig Forbrug, uden for saavidt det kunde blive betalt med ligegyldig Kram og Vahre; men den Handel maatte da ikkun tillades nogle faae, som maatte være i Stand til at giøre behørig Rede og Rigtighed, samt oprette Skaden, om nogen Mishandling dermed skede. Dog nytter det ikke, at forebygge Strømmen paa den ene Side, og lade den udbryde frit paa den anden Side, hvor der er end bedre Grund.

Hvor ubilligt og utienligt har det ikke været, at den halve Deel af Norge har været forbunden til at forsyne sig, i Kornmangels Tilfælde, allene med Dansk Korn-Vahre,

men Danmark derimod ikke forbunden til at modtage Norsk Jern og Kobber, samt adskillig slags Trælast, saasom Tømmer, Planker og Bræder, som Danmark nødvendig behøver, og er i Mængde bleven indført, tilligemed al slags Overdaadigheds Kram, fra andre Riger og Lande. Begge Rigerne har jo tabt meget af sin Velfærd derved; hvem der har haft størst Skyld deri, kan de nok skiønne, som veed, hvorigiennem saadanne Forestillinger til Regenterne er gaaet. Nu gavner det ikke at skrive meget derom, uden for saavidt det kan tiene til Erindring og Iagttagelse udi den tilkommende Tid.

Det som man meest maa undres over, er dette, at siden Folk og Regieringer nu i mange Aar har seet og skiønnet, at Overdaadigheden med sine skadelige Handeler har været Hoved-Aarsagen til den almindelige Afmagt og Armod, og det har, for det meeste, været mueligt at afværge samme, men er dog

ikke skeet til fyldest Fornødenhed, hvori Statshyklerne uden Tvil maa have haft størst Skyld; thi for Handelsmændene finder man noksom tilstrækkelige Undskyldninger.

At tage Exempler af andre Nationer, til at anlegge og opfostre nyttige Manufakturer og Fabriqver, samt at forfremme en og anden fordeelagtig Handel dermed, det er da noget, som berømmer sig selv, naar Staten ellers bliver vel tient dermed; Men at bekoste saadanne Manufacturer og Fabriqver opklækkede, og drive saadan Handel, der allene tiener til Yppigheds og Overdaads Forfremmelse, samt Midler og Formues unødvendige Forøvelse, det kan nok ingen Stat finde sig længe vel tient med, omendskiønt mange kan vinde sin Underholdning i nogen Tid derved, og nogle faae samle sig endeel Midler. Manufacturerne og Fabrikerne, saavelsom Handelen, bør jo altid og allevegne være rettet og lempet efter Statens fornemste Tarv, og

ikke efter Particulaires Fordeele og Forlystelser.

Jeg erindrer nu her hvad en anseelig Øvrighedsmand engang udlod sig med, i en Gieste-Forsamling, hvor der blev, ved Sundheds-Drikkelse og et honet Fylderie, raisoneret meget, baade frem og tilbage, om Statens Velfærd, særdeles om Reformationer udi vores Handel, og tildeels om de fornemste Næringsbruge, hvortil bemeldte Mand endelig svarede, at alle vigtige Reformationer behøver lang Tid, da alt lader sig ikke vel giøre i kort Tid, langt mindre paa eengang; men at det var altid best eller sikrest, at lade sine Naboer giøre de første Forsøge med vigtige Reformationer; thi saa erholdes ved deres Bekostning, baade Kundskab og Erfaring, tilligemed behørig Sikkerhed, om Reformationens Nytte eller Tienlighed. Hvortil en anden svarede, at det er ikke altid og i alle Ting vel tienligt, at være den sidste med de fornødne Reformatio-

ner, i sær udi Handelen og Næringsvæsenet, Hvorpaa den almindelige Velfærd beroer.

Uden Tvil var den sidste af dybere Indsigt end den første, skiønt han ikke udlod sig med nogen videre Forklaring, ej heller nogen anmodede ham derom, ventelig fordi der strax blev proponeret en nye Velstands Pocal, at uddrikkes.

Det er gandske vist nok, at store eller vigtige Reformationer udi Handelsvæsenet, behøver oftest lang Tid, førend dets rette Gavn eller Fordeelene kan kiendes noget almindelig iblant Vedkommende, særlig naar de afhændende Vahre ikke strax kan blive udbragt til bedre Priis, eller de indbyttede Vahre faaes for lettere Kiød, end som tilforn, hvilket meget sielden lader sig giøre, uden ved særdeles Tilfælde, eller efter lang Tids Forløb; thi man seer jo, at hvor et Lands Vahre er i sig selv af lige got Gavn, eller Bonitet, som andres af samme

slags, men er kommen i Vanagt og ringe Priis, enten formedelst ilde Behandling, eller alt for megen overflødig Tilførsel; der bortgaaer da oftest meget lang Tid, førend samme Vahre kan komme til lige Priis og Gyldighed med andres af samme slags, der længe har haft Fortrinnet efter Folkets Smag og Begierlighed; thi Handelsvahre maa jo altid være anrettet og tilberedet efter Forbrugernes Smag og Behag, omendskiønt eens egen Smag og Behag kan være tvert, derimod.

Det er forlængst almindelig bleven skiønnet, at Haandverks-Kunsterne og Handelen ere virkelig Greene af de almindelige Grund-Næringsbruge; men ikkun saa har paaagtet, at endeel af bemeldte Greene ere enten reent borttørret, eller tildeels forsinket i sin Fremvext, formedelst nogle Greenes alt for store Udvext, da de ikke i Betids ere blevne behørig afsnittede til den fornødne Jævnhed udi Vexten. Stammen svækkes altid ved de bedærvede

Greene, saa den tilsidst ikke kan bære de store, men væltes lettelig over Ende ved Stormvejr og flaeg Vinde.

Ved flittigt Arbejde og Formues Anvendelse, med god Indsigt og Forstand, kan et frugtbart Land, inden nogle faae Aars Forløb, vinde sig i Velstand, saafremt det ikke udsues, enten ved en skadelig Handel og overmaade paabudne Udgifter, eller og, at det nedtrykkes i Armod ved Jordens Grødes Misvext, og almindelig Qvægdød, samt ved fiendtlige Ødelæggelser; men hvor Yppigheds og Overdaads Smagen har faaet Overhaand, der er da ingen Velstand at vente, førend der fremvoxer nye Mennesker i Fremtiden.

Nogen almindelig og bestandig Velstand i Norge, er nok aldrig at vente, fordi det meeste af Landet giver alt for liden og maver Grøde af sig, baade til Qvæg og Korn & c. Tømmer-Skovene, som omtrent for halvandet

Hundrede Aar tilforn var overflødige, næsten i hvert Bygdelaugs Destrict, ere nu ikkun smaa og meget tynde at finde, i nogle faae Bygdelauge, og kan ikke ventes opgroede igien, inden 2 a 3 Hundrede Aars Forløb, paa de fleeste Stæder, ja næsten den halve Deel af Norges Indbyggere lider nu allerede Mangel paa Brændeveds-Skove, altsaa er der for den mindste Deel ikkun lidet efterdags at vinde, af Tømmer og Brændeveds-Skovene. Ved Bergverkerne er der heller ikke mange Bygdelauges Indbyggere, som kan indvinde noget betydeligt eller tilstrækkeligt, til Skatter og andre Pligtes Udgifters Afbetaling. Fiskerierne ved Havkanterne, og deels i Fiordene, vil nok stedse taale, at deraf indhentes en stor, skiønt ikke i alle Aar kan erholdes en tilstrækkelig Portion, for Handelen og Landets egne Indbyggere; thi skiønt Havstrands eller Saltvands Fiskerierne ere, paa mange Steder Aar visse, saa gives dog dermed ikke i alle Aar lige meget deraf, eller stor Mængde, er ey heller af saa stort Forslag

eller Vigtighed til Næring og Handel, som Qvæg og Jordavlingen, tilmed saa kan knap den tredie Deel af Norges Indbyggere, lange hen til at benytte Saltvands-Fiskerierne; Flere betydelige og tillige noget almindelig udstrækkende Næringsbruge, og til udlændisk Handel at drive, har Norge end ikke i nogen ret klækkelig Drift og Brug, om det kan skee, eller er at vente, det maa de best vide, som forestaaer Landets Huusholdning. Jeg tør ikke udlade mig med meere, end som jeg vel veed, at Mængden vil og maa bifalde. De som nyder størst Løn og Indkomster af Staten, de bør jo og have meest Erfaring om Landets Tarv og Tilstand, samt giøre fornødne Forestillinger om, hvad der feiler eller mangler, særlig hvad Nærings og Handelsvæsenet angaaer, uden at glemme Religion og Justice, eller ret tienlige Love og god Politie.

Ved en fordærvet og skadelig Handel, kan og de beste og frugtbareste Riger blive

Udarmet, hvilket nu er noksom beviist i Europa, derfor har og Hvert Land begyndt at handle og forfærdige det fornødne hos sig selv, og for sig selv, skiønt alle ere endnu ikke komne meget vidt dermed; men de naaer nok Maalet i Fremtiden.

Handels saavelsom Nærings-Vahrenes Tilvejebringelse af Qvæget, Jorden og Vandene, beroer nok meest paa Indbyggernes egen Drift og Fliid. Men saavidt nogen Forbedring med Vidskab og Kunst udkræves, der maae jo

Regieringen hielpe, med behørige Anordninger og Foranstaltninger, thi ellers kommer det seent, om ikke alt for silde, til behørig Gavn for Staten, eller til dens forøgende Styrke.

De, som skal udvirke noget gavnligt, eller

ret tienligt til Nærings og Handelsvæsenets Forbedring, eller Rettelse og Forfremmelse, de man jo være ligesaavel erfarne og vel kyndige udi det specielle, som udi det generelle for samme

Land og Stat; thi man har jo alt for meget seet, at Vildfarelser eller Feiltagelser, udi det specielle har foraarsaget baade Hinder og Fortrædeligheder, ja stor Tab og Skade for heele Staten.

Mange gode og ret tienlige Foranstaltninger ere og blevne, enten reent tilsidesatte, eller forandrede, efter Stæders og Particulaires Forestillinger, til deres nærmeste Fordeel eller Gotbefindende, hvilket ikke kunde have faaet Fremgang, naar vedkommende Øvrigheds-Lemmer havde haft behørig Erfaring om Landets Tarv og dets Beskaffenhed, da de burde i det mindste have vist, at anstalte tilstrækkelige Undersøgninger baade om Rodens og Grenenes Beskaffenhed, og ikke lade sig forblinde af nogle faae anseelige Blade og Blomster; thi det er jo den meeste og beste Frugt, som fornemmeligst bør paaagtes og eftertragtes.

Kiøbstæds Privilegier og Laugs-Artikler har for det meeste været indelukt og skiult i Raadhuusene og hos Laugenes Oldermænd, ligesom Lommebreve hos andre Folk, da dog baade Kiøbstædernes Privilegier og Laugs Artikler, som ere af Regentere stadfæstede, bør uforbigiengelig være trykte og til alle Vedkommendes Efterretning bekiendtgiort, i det mindste i det Land-Destrict, fom henhører til Kiøbstæden; thi hellers kan jo Folk ikke vide at rette sig behørigen derefter. Andres Forsagn og Underretning derom, er ikke altid tilforladelig at stole paa, hver udtolker alting til det beste for sig selv, helst hvor de træffer Eenfoldige, som ikke veed at forestille noget ret grundet derimod.

Udi Danmark og Norge er jo i disse Tider ikkun 2de slags forskiellige Handelsmænd fornødne i Kiøbstæderne, nemlig til indlændisk og udlændisk Handel at drive, Kiøbenhavn undtagen, hvis Handel er af en

langt anden Beskaffenhed. De indlændske Handlere kunde vel og blive tilladt at interessere sig med en og anden Udlændsk Handlere, efter hvers Formue og Gotbefindende; Men begge maatte have Frihed at handle, eller kiøbe og sælge, baade i store og smaae Partier, i den Kiøbstæd hvor de boede, saavel Udlændske, som indlændske Vahre, alt efter som Kiøberne det forlangte og som enhver Handelsmand vilde befatte sig dermed, enten i stort eller smaat Maal og Vægt; thi den Maade, som i endeel Kiøbstæder er i Brug, efter deres udvirkede Handels Privilegier, at det ene Handels Parti maa sælge 3 Skiepper Kornvahre & c. og ikke derunder, uden at være underkastet den Straf, som Privilegierne foreskriver, og det andet Handels-Partie ligesaa, naar de sælger over 3 Skiepper af samme slags Vahre, til en Mand, og saa videre med andet meere som maa udsælges efter Bismer-Pund og Skaal-Pund af begge Partierne. See derom i Særdeleshed Christianiæ

Byes Privilegier, som er trykt at faae, og er confirmeret og dateret den 26de Septbr. i Aaret 1749. Det foraarsager da iblant de Handlende megen Avind, samt Trætte og Ueenighed, med mange Fortrædeligheder Aarlig, ja tildeels saadanne Processer, der ruinerer snart den ene og snart den anden af Parterne, og kan aldrig blive holdt retskaffen Haand og Hævd over Mishandlingerne imod de samme Privilegier, end ikke om der var beskikket en vis Politie-Betient for hver Handelsmands Huus.

Formedelst saadanne Uhæld og Vanskeligheder, er det jo, og vil altid blive best, at hver Handelsmand maatte have Frihed at sælge og kiøbe i saa store og smaa Deele, som han selv vilde og Kiøberen det forlangte; Men ukyndige og uerfarne Handelsmænd maatte aldrig tillades at drive nogen udlændisk Handel videre, end allene imellem begge foreenede Riger og Lande; Men de, der

drev udlændisk Handel, maatte tillige have selv samme Frihed, som hine, til den indlandske Handel.

De Handels-Folk, som ellers kaldes Høkkere, og udsælger meest Fødevahre i smaa Maal og Vægt, de ere vist nok at regne iblant de nødvendige Handlere, de burde vel og være tillagt et meere honorable Navn, end som Høkker i disse Tider agtes for, i det mindste kunde de kaldes Smaa-Handlere, eller Marketentere, da dem og burde være tillagt den Næring, som Vertshuusholdere ellers har, samt at herbergere Almues-Folk, saa og at være de rette Marketentere i Kiøbstæderne. Mange Vertshuuse eller Skiænkehuuse i en Kiøbstæd, er ikkun til Laster og Udarmelser tienlige; men nødtørftig Mad og Drikke er nødvendig for alle, og ligesaa visse Herbergshuuse for reisende Folk.

Udi Norge er det saa beskaffen, at der i de Bøygdelauge, som ere langt fra Kiøbstæden, behøves bestandig boende Handelsmænd, nemlig een i hvert Bøygdelaug, skiønt og tildeels Baade i store og mindre Destricter, for at handle med de Almues-Folk, som har ikkun smaa Partier Vahre at afhænde, og behøver adskillige nødvendige Vahre sig tilbyttet derfor, og er ey af den Værdie, at det kan lønne Umage og Bekostning, at fare en lang Vej til Kiøbstæden dermed, derfor er og samme Handelsmænd heel tienlige, naar de ikke handler med andet end nødvendige Vahre; De bør vel og efterdags, som hidindtil, skatte og skylde noget til den Kiøbstæd, hvorigiennem de driver deres Handel.

Hver betydelig Entrepeneur, Fabricant og Manufacturist, bør jo fornemmeligst nyde directe Handel med alle sine forfærdigede Vahre, baade i store og smaa Partier, thi ellers kan de ikke vel subsistere.

Alle Handels-Indretninger kan ikke være lige, eller paa eens Maade for hvert Land og i hver Kiøbstæd, saavidt Tarv og Nødvendighed først og fremst maa paaagtes.

Erfarne og forstandige Læsere maa nu selv videre eftertænke det meere og specielle, som her ikke i Korthed har kundet blive ret forstaaelig forestillet; men viser sig best udi enhvers egen Kreds og tilladte Næringsveje.

Kan dette nu blive eragtet til Gavn, Saa kan meere ventes frembragt i mit

Navn.

Det er nok for mange Aar siden betænkt, Men Armod har holdt det hos mig indestængt.

Kun lidet er her bleven meldet om alt, Som længe har været forvirret og galt.