? Forslag til den offentlige Oeconomies Forbedring i Danmark.

Forslag

til

den offentlige

Oeconomies

Forbedring

i

Danmark.

Kiøbenhavn, 1773.

Trykt hos H. I. Graae, boende i Knabroestrædet i No. 70,

2

Indhold 1. ) On Aarsager til Fattigdom og

dens Afhielpelse.

2. ) Om Landets Gields fordeelagtige

Afbetaling.

3.) Om Aarsager til Mangel paa courante Penge og Deres Udførsel.

4. ) Om publiqve og privat Gield el-

ler Laan at giøre, og deraf kommende Fordeel eller Tab.

5. ) Om Fabriqvernes fordeelagtige

Anlæg.

3

Om Aarsager til Fattigdom og dets Afhielpelse.

Naar de rene Aarsager skal siges til den al- mindelige Fattigdom, som kan Herske iblant et Lands Folk, da maae tilsidesættes den Fattigdom, som kommer af Efterladenhed, Dovenskab, Ødselhed og deslige, og tales om den, som kommer af Mangel paa Forraad, Næringsveye og Fortjenester; da siges udi kort Begreb: Jo større Forraad af Levnetsmidler og jo mindre Mængde af Mennesker, jo større Velstand iblant Folket i Særdeleshed, og jo mindre

4

4

Forraad af Levnetsmidler og jo flere Mennesker, jo større Mangel og Fattigdom iblant samme; men jo flere Mennesker et Land kan føde og underholde, og jo mere de kan faae at bestille og fortiene, jo større Fordeel er@det for Landet eller det ganske Societet i Almindelighed. Et Folk kan derfor ikke bestaae eller blive mægtige og stærke uden Mængden af de samme har Forraad af Levnetsmidler til deres retskaffene Underholdning og gode Næringsveye og For-

Mængden af Mennesker kan nok faaes og bestandig formeres, naar de ikke plages med Krig eller smitsomme Sygdomme, hvorved de udi Hobetal bortrykkes, men det kommer an paa, at de kan have Forraad og erlange saadanne Næringsveye, som kan være dem til Bistand og Styrke.

Naar Mængden bliver alt for stor, saa faaer den Mangel, og denne Mangel giør dyr Tid og tilsidesætter alle af Hænders Gierninger kommende Næringsveye, dog kan vel nogle for dem selv være best tient med den Mangel, som kommer af en alt for stor Folkemængde, i det den havende Forraad til dem er klækkelig, men de fleste lider derunder, og Landet eller det hele Societet taber derved; thi er Lands Folk (som i Henseende til almindelig eller felleds Interesse bør være som eet, og lempe sig efter hinanden, saaledes at den ene kan bære Byrden med den anden) kan i Henseende til særdeles Fordele deles udi 6 Classer, saa-

5

5

som: 1) Kongen, som holder Landets fælleds Casse, og giver Love for Folket til deres indbyrdes Vel eller det almindelige Beste. 2) De som Kongen sætter til at holde over Lovene, at uddele Retten, og at være ham til Tieneste. 3) De som med Mængden og Magten skal forsvare Folket for Overfald. 4) Handlende. 5) Haandværksmænd og 6) Jordbrugere; og som de 3de første Classer maae udgive Skillingen for alt det, som behøves til Underholdning og Brug, og lever af den bare Skilling, som faaes af Landets fælleds Casse, den 4de af den Skilling som kan fortienes paa det som omvexles, den 5te af Hænders Gierninger, og den 6te af Jordens Grøde og det som derfor kan indbringes, og al Indkomst kommer af Jorden af Hænders Gierninger og ved Handelen, hvoraf alting imellem det ganske Folk og til deres Nytte maae bestrides, saa naar Mangelen kommer paa Levnetsmidler, og foraarsager en dyr Tid, vinder vel Forraadshaverne, men det gaaer ud over Kongens Casse, hvoraf alting for de 3 første Classer maae bestrides, og udkræver nye og usædvanlige Skatter, samt trykker Næringen for dem, som skal leve af Hænders Gierninger, i det endeel intet kan foretage sig og andre derimod finder ingen Afsats, fordi at Mangelen og Dyrheden foraarsager dem at sætte saadan en Forhøyelse paa deres forarbeydende Vahre, at de ikke kan holde Priis med andre, og altsaa ey allene selv arbeyder forgieves,

6

6 men og tilveyebringer Landet et Tab, i det andre der søger den Fordeel, som dets egne Indbyggere selv burde og kunde søge. Vel kan de Arbeydende blive understøttede ved Forbudde, men den mindste og billigste Priis er det beste Forbud, og Indførselen kan ved andre Forbudde ikke fuldkommen hemmes, og naar den ey kan hemmes, tilveyebringes en ulige Fordeel og Tab ibiant Indbyggerne, i det de, som søge forbudne Ting indførte, hvilke de med Fordeel kan afsætte, vinder derved, men andre, som i saadant ere udeelagtige, lider derunder. Et Folkes Vel udfordrer derfore, tilligemed Forraad, Moderation og Billighed paa alle for- tærende og forarbeydende Vahre.

Landet har i nogle Aar været uden tilstrækkelig Forraad, eller haft en følende Mangel paa Levnetsmidler, som tilligemed en stor Told-Consumption og nye Skatter har trykket Haardt og tvungen Næringen. Samme, som i mange Aar ikke har været plaget med Krig eller smitsomme Sygdomme, er ogsaa folkeriig; men dog troer jeg ey at Mangeler paa Levnetsmidler kommer af Folkemængden, men af den store Qvægsyge, som nu i saa lang Tid haver grasseret her i Landet, og i det at Korn- og Fedevahre ey ere indførte til Landet; Qvægsygen har foraarsaget en stor Mangel, i det at de, hvis Qvæg er uddød, hverken har haft Kiød, Smør, Ost og Melk til Føde for dem selv, mindre til at sælge, og derover har de ogsaa maattet fortære saa mrget mere af Øl og

7

7 Brød eller Kornvahre, hvorover der har været saa meget mindre af Korn at sælge til dem, som maae kiøbe alt det de bruge; hvortil kommer den i Aaret 1770 hafte store Misvext paa Kornet.

Denne Mangel, Misvexten undtagen, har vel været god for de Landmænd, som ey har haft nogen Følelse af Qvægsygen, i det de har faaet deres Vahre saa meget bedre betalte, men den har foraarsaget den Kongelige Casse en dobbelt Udgift til de til Kongens Tieneste behøvede Vahrers Indkiøb, og nye Skatter for Borgere og Bønder til den samme dobbelte Depence, samt ruineret Kiøbstæderne, i det at de sammes Ind- byggere ikke allene har maattet udgive til deres Underholdning og til Skatter alt hvad de har kundet sammenskrabe, men endog ikke har kundet sælge deres Vahre til saa billige Priser som andre, og derover haver haft Mangel paa Afsats og Fortienester, og dette har giort saa mange fattige og forarmede Mennesker.

Dette maae da ufeylbarlig være de rette og sande Aarsager til den almindelige Fattigdom, Mangel og Næringens Trykkelse iblant Folket, dog kan de samme vel derimod hielpes, saa længe de har Penge og kan faae Levnetsmidler nok fra andre Stæder, men Aarsagerne til Kongens eller Landets Gield kommer deels af det samme og deels af andet, som er bekiendt: Vores nu regierende Konge har ikke bragt Landet i Gield og Armod, men af alle Kræfter sørger for at Gielden kunde

8

8 blive afbetalt og Undersaatterne befriede for de usædvanlige Skatter, som dertil ere paalagde: I Kong Friderich den Fierdes, Christian den Siettes og Friderich den Femtes første Regie- rings Tid har Landets Indkomster, naar Extra- Skatten undtages, som er paalagt til Gieldens Afbetaling, ikke været saa store som nu, da Tolden og Consumptionen i den Sidstes Tid meget er forhøyet, og dog befandtes ingen Gield i Kong Friderich den Fierdes og Christian den Siettes Regierings Tid, undtagen i den Førstes Tid, da Krigen varede med Sverrig, da den Høysalige Konge af Mangel paa Penge udgav authoriserede Pengesedler, som skulde gielde og roulere iblant Folket ligesom Penge og igien indløses, ligesom Han og førend sin Død indløste samme; og ligesom denne Høyfalige Konge Friderich den Fierde har søgt at giøre alting billig i Sit Land, og derved at skaffe Sine Undersaatter Leylighed til Næringsveye, samt at bringe det saavidt, at hvis Han behøvede til Sin Hofholdning, Guarnison og Armee, kunde faaes for billigt, samt at Hans Betientere og formedelst Billigheden i Landet kunde udkomme med en maadelig Gage, som ikke for meget skulle bebyrde den Kongelige Casse, saa har Han og givet Sine Betientere en maadelig Gage, og derved besparet Sin Casse, saaledes at Han ikke behøvede at paalægge store Skatter, og derved har truffet en herlig Liighed iblant Sit Folk, fom har sat og holdt dem udi Velstand;

9

9

men ligesom Qvægsygen nu i nogle Aar har for- aarsaget Mangel og Dyrtid, som er bleven forøget ved det, at intet har kundet faaes fra fremmede Stæder af nødvendige Levnetsmidler, saa har og den Høysalige Konge Friderich den Femte forhøyet Tolden og Consumptionen til Byrde for Kiøbstæderne, og derover ogsaa har maattet give Sine Betientere og Folk mere til deres Underholdning end som forhen, saa og betale de af Ham brugte Vahre, som da Armeen var udrustet, vare mangfoldig dyrere end som forhen, og til den Ende ogsaa igien anseeligt har maattet forhøye Sine Betienteres Gage, saa har ogsaa Armeens Underholdning i Holsteen i Høystsamme Kong Friderich den Femtes Tid kostet store Penge, ligesom og de til Fabriqverne giorde Forskudde og den Indretning, som er giort paa Hederne i Jylland og Friderichs Kirke paa Amalienborg, har kostet mange Penge, og dette altsammen har været Aarsag til den bundløse Gield og Fattigdom, som Landet er bragt i, og de Extraskatten er bleven paalagt til denne Gields Afbetaling, har dette giort saa mange flere fattige og forarmede Mennesker.

For da at see Gielden afbetalt, er Extraskatten paalagt, og Hans Majestet har desuden giort en stor Indskrænkning udi sin Hofholdning og Stat, for derved i alle Dele at bespare Sin Casse, og at kunde saa meget hastigere see Gielden afbetalt, men denne Gield tilligemed Renterne ere

10

10 saa anseelige, at samme ikke paa kort Tid har kundet blive betalt; og som Kiøbenhavns Borgere nu i saa lang Tid har betalt Levnetsmidler saa overmaade dyre fremfor tilforn, og samme desuden ved Toldens og Consumptionens Forhøyelse har været fordyrede eller belagt med en stor Depence, har det været fornøden at der maatte flere Penge til at roulere iblant Borgerne end som forhen, og derfore har Høysalige Kong Friderich den Femte i Sin sidste Regierings Tid ogsaa maatret føre en stor Hofholdning og Stat, og forhøye Sine Betienteres Gage, at derved kunde erholdes Penge til at roulere iblant Borgerne, for at see dem forhiulpen til det Behøvende, hvorfore de og nu ved den giorte Indskrænkning, som er giort til Udgifternes Besparelse og Gieldens desto hastigere Betaling, maae lide stor Mangel paa Fortienester og Penge, som skulle komme fra Hoffet og Betienterne, og saafremt samme ey kan erholdes eller Forandring skee, vil Byen blive ruineret og de fleste Indbyggere gaae til Grunde. Dette udfordrer en Hoved-Forandring med bestandig frie Indførsel af Levnetsmidler, Toldens og Consumptionens Nedsættelse til det samme som forhen, samt Skatternes Lindring og tildeels aldeles Eftergivelse; og naar saadan Forandring skeer, saa bliver Kongens Casse meget besparet i Henseende til de Deputater, som behøves til Hofholdningen, Militair Tieneste og Betienterne, Levemanden bliver billig for alle og enhver, mange, som nu intet

11

11

kan foretage sig, gives Leylighed til Næringsveye og Fortienester, hvorover flere og flere Mennesker der kan opholde sig, og det som Kongen taber ved Toldens og Consumptionens Nedsættelse, vinder Han igien paa den samme ved en større Mængde af Mennesker og den for dem udfordrende større Provision.

De smaae Kiøbstæders Indbyggere, som selv have Markjorder, Avling og Creature til Brug og Underholdning, lider ikke meget ved Mangel, og Told og Consumptions Forhøyelser, men de som ingen Avling og Tillæg have, og maa indkiøbe alt det som de bruge og fortære, samt deraf betale en stor Told og Consumption, trykkes haardt derved, ligesom og saadant i nogle Aar har foraarsaget stor Forarmelse og Ruin iblant dem, og derfore ogsaa behøver Understøttelse med frie Indførsel, Moderation og Billighed paa alt hvad som de nødvendig behøve, bruge og fortære, og om saadant ikke skeer, blive de aldeles ruinede, og alle iblant dem brugte Næringsveye af skaaren; thi den Mangel og den dyre Tid, som de i nogle Aar have været plagede med, har allerede foraarsaget, at mange Tusinde Siæle derfra ere bortrykkede, deels paa Landet og deels til andre Græder, hvorover Kongen har tabt den Told og Consumption, som af dem kunde været indbragt, og Landet har enten tabt den Skilling, som de ved Handelen eller deres Hænders Gierninger kunde have indbragt, eller og den Skilling

12

12

er udgaaet af Landet for fremmede Vahre, som for deres Vahre kunde have forblevet i Landet.

Landmændene eller Jordbrugerne, som have det Korn og de Fedevahre, hvormed de selv, saa- velsom Kongen og Borgerne skal forsynes, har vel i nogle Aar, for saavidt som de ey har været plagede med Qvægsyge, paa den eene Side vunden ved den værende Mangel og Dyrtid, i det de har faaet deres overflødige Vahre saa meget Høyere be- talte, men paa den anden Side har de tabt i det, at de formedelst den deraf for den Kongelige Casse flydende Byrde, igien har maattet og endnu maae betale Extraskatten, saa og i der at den fælleds Næring og Importance, som skulle haves fra Kiøbstæderne, derved er bleven beskaaret; dog har det samme ogsaa foraarsaget, at Jordegodset er stegen i dobbelt eller mere end dobbelt saa høy en Priis som forhen, hvorover at JordegodsEyere og, som sidder i Gield for Godsernes Kiøbe-Summa, vilde komme tillagters, naar Prisen skulle tvinges eller nedsættes til den samme, som forhen.

Af alt foregaaende sees det da, at Mangelen har foraarsaget den Kongelige Casse en umålelig Byrde, og en ulige Fordeel og Tab for Borgere og Bønder, som har tilsidesat Borgernes Næ- ringsveye og været Aarsag til nye og usædvanlige Skatters Paalæg, og deraf kommer et vigtigt Spørsmaal: Hvad enten der er best, at Kon- gens Casse, saavelsom Borgernes, eller de som

13

13 ingen Avling og Tillæg have, bliver bebyrdet med dobbelte Udgifter for hvad de bruge og fortære, og Landet derover plages med usædvanlige Skatter, eller at Jordegods Eyerne blive belastede med Tab og Forliis? og dertil svares: At nogle Jordegods-Eyere har vel i endeel Aaringer haft Fordelen for dem selv, i det, at de som har kiøbt Gods i de billige Tider for liden Capital og deraf følgen- de maadelige Renters Svarelse, har derved i de dyrere Tider, da de har kundet faaet nok for deres Korn eller Fedevahre eller Godset in natura, vundet noget anseeligt, men de som har kiøbt ide dyre Tider, har intet vundet, fordi de af Godserne ey har kundet indbringe mere end som Renterne af Capitalerne, og hvad de desuden selv behøvede, og Bønderne har i samme Tid ikke kundet vinde stort eller noget derved, fordi de selv har brugt det meste af deres Avling og Tillæg til Føde og Landgilde, og desuden har maattet betale Extra- skatten for dem og deres Folk; thi omendskiønt de har faaet det Korn og de Fødevahre, som de sælger til Skatter, Landgilde, Folkeløn og Gaardbygning, dobbelt betalt imod forhen, saa er dog samme igien bortsvunden, saavel til Extraskatten, som til den Forhøyelse eller større Profit, som Bonden har maattet give Kiøbmændene eller Borgerne i Kiøbstæderne paa de Vahre, som der søges, saasom: Tømmer, Salt, Jern, Hør, Hamp og alle andre Slags Handels- og HaandverksVahre, da det følger af sig selv, at Borgerne,

14

14 naar de maae betale forhøyede Priser til Landmændene, igien maae tage forhøyede Priser paa de Vahre, som de forskrive fra fremmede Stæder eller hos dem selv forarbeyder og igien afsætter til Landmændene; og som da saadan Forhøyelse altsaa ikke kan være andre til Fordeel, end dem som haver kiøbt Jordegods i de billige Tider, og enten endnu bruger eller haver solgt samme til høyeste Priis, men derimod foraarsager at Fabrikantere og Haandværksmænd saavel til skatters Brug, som egen Fornødenhed maae sætte saadan en forhøyet Pris paa deres Vahre, at de ikke kan holde Pris med Fremmede, og derfor ey heller kan finde nogen Afsats hos dem selv, langt mindre sælge noget til Fremmede, hvorover alle Næringsveye og billige Fordeles Søgelse dem betages, og mange maae af samme Aarsag lade det fare, som de ellers kunde foretage, og enten bortreyse til andre Stæder, eller gaae ørkesløse hen udi Tryglerie og Fattigdom, og det er klart og uimodsigeligt, at Moderation og Billighed besparer den Kongelige Casse med de i Tieneste staaen- des Løn og Underholdning, lindrer Skatterne og befordrer alle Næringsveye til flere og flere Men- neskers Understøttelse; saa kan jeg ikke forsvare at sige, at saadanne Jordegods-Eyere bør tilstædes disse Fordele, men ligesom Kongens Casse bespares og Borgerne forhielpes ved Moderation og Billighed, og det uden de fleste Landmænds Fornærmelse, saa synes dette at være det raadeligste

15

15 og det beste, at tvinge Priserne paa Landets Vahre, ved en bestandig frie Indførsel af Korn og Fedevahre, om endog nogle Jordegods-Eyere derover skulle lide Tab, saa meget mere, da den Skilling, som udgaaer for de nødvendig behøvende Vahre, kan igien indhentes ved deres Hænders Gierninger, som samme fortære.

Ved saadan Forandring troer jeg at Dannemark igien kunde komme i sin forrige Tilstand og Velstand, og jeg haaber at have seet og herved fremført det som er Aarsag til den slette Tilstand, som saa mange Tusinde Mennesker i saa lang Tid har sukket og daglig sukker over. Vil nogen herudi contradicere mig og sige, at jeg haver feilet i min Mening, og derimod foregive, at Mangelen kommer af en alt for stor Folkemængde, som Landet ikke kan føde og underholde, da holder jeg det for urigtig og at være uden Grund, og derhos siger, at om endog saadant var sandt, saa var det dog best at hielpe ved Tilførsel af Levnetsmidler, saa længe de kunde faaes, efterdi et Lands Vel bestyrkes ved flere og flere Menneskers Understøttelse, Arbeidsomhed og Brug.

Dog bør Landmanden ey at lide noget Tab, men bør have sine Vahre nogenledes vel betalte, paa det han derved kan opmuntres til Arbejdsomhed og Flittighed, og blive udi Velstand, saa det var got om alletider kunde følges en Middelvey paa alle Sider, saaledes at den ene kunde leve med den anden.

16

16 Om den offentlige eller Landets Gields Afbetaling paa en meget fordeelagtig Maade.

Aarsagerne til den bundløse Gield, som Landet er bragt i, viiste jeg under det foregaaende Stykke om Aarsagerne til Fattigdommen; Jeg har altsaa nu ikkun at tale om Raad til sammes Afbetaling, paa en Maade som er beqvem og til stor Nytte.

Extraskatten er paalagt til sammes Afbetaling, men Gielden og dens Renter, har formedelst Dybheden eller Storheden ey dermed udi en Hast kundet aftage. Denne Skat er vel ogsaa en naturlig og billig Deputat iblant dem som leve udi er Societet og betrygges under et Forsvar, naar de have været lige deelagtige udi Fordeel og Tab under det samme Forsvar, og saa længe samme kan bestrides uden alt for stor Fattigdoms Foraarsagelse og Nærings Trykkelse, samt Landets Svækkelse og Ruin, men naar den ey kan bestrides paa saadan Maade, som alt for længe siden haver været Prøver paa, saa maae skrides til saadan en Formue-Skat, hvorved den ganske Gield kan blive afdraget.

Endeel sukker og beklager sig over denne saa haardt trykkende Skat, især da Landet ikke har været plaget med stor Krig; men jeg haver viist ved det foregaaende, at dertil er grundige Aarsa- ger, og hvad enten det var saa eller ey, saa maae

17

17 det dog hede: Gielden er giort, den skal ogsaa betales; og hvad enten den bliver betalt ved Hielp af Extraskat eller Formueskat, saa er dog den første Betaling den beste og fordeelagtigste, efterdi Renterne af Capitalen ved lang Henstand opløber til noget anseeligt og udfordrer større og større Skatter; mine Tanker om dens, nemlig Gieldens hastige og fordeelagtige Afbetaling ere derfore disse: At Kongen kunde giøre ligesom Høysalig Kong Friderich den Fierde giorde i den Tid Krigen varede med Sverrig og han behøvede Penge, da Han udgav authoriserede Pengesedler, som skulle gaae og gieide iblant Folket ligesom Penge, og saaledes nu udstæde saa mange authoriserede Sedler, som Landets indvendige Gield er, Stykket til 100, 50, 10 og 1 Rdlr., og dermed strax afbetale Gielden, hvorved Han blev befriet for at betale Renterne af Capitalerne efterdags, og Under- saatterne ligeledes befriede for de Skatter, som til Renterne maae svares.

Disse Pengesedler maatte da roullere iblant Folket ligesom Bancosedler, og igien med Tiden indløses og casseres, og imidlertid de blive uindløste, modtages af alle og enhver uden Vægring, ligesom Bancosedler nu blive modtagne.

Saadanne Sedler maatte og saaledes indrettes og stemples, at de ey kunde eftergiøres, og om ellers nogen falske maatte befindes, af Kongen indløses.

18

18 Naar samme saaledes blev indrettet og der- om giort den Anordning, at de uden Vægring skulle af alle og enhver modtages, bleve de, som have laant Penge til Kongen, ikke forlegne med, udi samme Sedler at modtage Capitalerne udbetalte, efterdi de enten kunde benytte sig af Sedlerne til at betale andre med, eller og udsætte dem paa Rente ligesom rede Penge, og saaledes kunde Kongen og Landet i Almindelighed deraf høste en stor Frugt og Nytte med Skattens Lindring og hastigere Eftergivelse.

Om Aarsagen til Mangel paa courante Penge her i Landet, og hvorfore saa man- ge rede Penge ere af Landet udførte.

Jeg har ofte hørt fortælle af gamle Folk, at der har været nok til i forrige Tider af gamle SølvMøndter, saasom i Christiani 5ti. og F4ti. Tider, da det heder, at Borgere og Bønder opstablede Specie-Rixdaler, Kroner og Tomarker i deres Kister og Skabe, og havde nok deraf, ligesom der og i de nyere Tider er bleven slagen og har været en stor Mængde af Danske Ducater her i Landet; men spørger man nu derom, da ere de fleste borte og ikkun ganske faa findes.

Spørger man videre hvor saadanne Myndter ere afblevne? da svares med Grund, at de-

19

19

res Aftagelse maae have sine Aarsager, og derfore er det ogsaa fornødent at undersøge, hvori samme bestaaer.

Der er da naturligt, at endeel af de første Slags, nemlig Specie-Rixdaler, Kroner og To- marker udi de langvarige Krige med Sverrig mærkelig kan have aftaget, i det endeel af dem kan være brugte til Armeens Besoldning og Underholdning paa fremmede Grunde, endeel borttagne af Fienden, og endeel nedlagte i Jorden eller ogsaa af Landet udførte af dem, som enten i Landet har villet forvare deres Midler for Fienden, eller og dermed til deres Sikkerhed kan være bortreyst til fremmede Stæder; men ikke desto mindre saa heder det dog, at der efter Krigens Tid har været en Mængde, som nu maae savnes; og som der immer i mange Aar er bleven udført endeel med de Skibe som fare paa Indien, ja og til andre Stæder for at bruges i Handelen, og ingen igien ere blevne møndtede, saa er det naturligt, at samme, saavel det første som sidste, har foraarsaget deres saa store Formindskelse og Afsavn; men hvad Ducaterne er angaaende, hvoraf siden Krigen er bleven slagen, og for 10 Aar siden har været i stor Mængde her i Landet, da ere de hverken borttagne af Fjenderne, eller af Frygt for at blive af dem anholdte, nedgravne i Jorden eller paa anden Maade af samme Aarsag udførte, men som de dog saa mærkelig har aftaget og savnes, at det er rart at faae nogen af dem at

20

20 see, undtagen ved Hoffet, hvor der dog ikke sees uden faa, eller i saadan Mængde, at de almindelig udgives og kommer til at roullere iblant Folket som forhen, saa ere de paa anden Maade udførte og bortkomne; og som endeel af dem ere forbrugte til Armeens Besoldning i F5ti. Tid, da den laae i Holsteen for at forsvare den imod Rusland, saa ere vel ogsaa ved denne Leylighed de fleste udførte af Dannemark til Holsteen og videre udgaaet til Hamborg og Tydskland; dog kan dette ikke være den eneste Aarsag til deres Bortgang og Aftagelse her i Landet, efterdi der, efter den Tid at Armeen var hjemkommen her, har været en stor Mængde, som nu maae savnes, hvorfore og endeel in natura maae være udførte for at bruges i Handelen eller at sættes paa Rente.

Jeg har da viist, at Mangelen kan have adskillige og ufeilbarlig de anførte Aarsager. Det er uforbigiengelig, at Penge i Krigens Tid maae udføres til Armeen hvor den er beliggende, for dermed at bestyre Besoldningen og Underholdningen; dog kan saadan Besoldning ligesaavel besørges med smaae Bancosedler og smaae courante Myndter, som med Ducater og store Sølvpenge, naar ikkun saadanne Myndter paa de Stæder, hvor Armeen ligger, ere gangbare og antagelige, og som Danmark ei udi den Tid, som Armeen laae i Holsteen, var forsynet med Smaaesedler og havde Mangel paa smaae courant Myndt, saa maatte ufeilbarlig bruges Ducater; men det er

21

21

just ingen Nødvendighed at udføre Ducater, Sølvmyndter eller smaae Couranter, for at sætte dem paa Rente, eller for ar bruge dem i Handelen, fordi man kan betale Vahre med Vahre eller med Vexeler, og sætte Penge paa Rente i Landet, dog kan det vel være, at den som tilkiøber sig Vahre paa udenlandske Stæder, kan have større Fordeel ved at betale samme med rede Penge, end som med andre Vahre eller Vexler, og at han ved at indsætte en Capital i de udenlandske Banqver, kan høste større Fordeel deraf, end som ved at færre samme paa Rente i Landet eller der paa anden Maade at bruge Capitalen, fordi saadanne Penge paa de udenlandske Stæder ere mere be- gierlige end som Vexler eller Vahre, og kan bruges med Fordeel, men som det er Landet i Almindelighed til Tab og Skade, at dets Myndter udføres og derover maae savnes saavel til indbyrdes Brug, som til Brug i paakommende Tilfælde af Krig, hvorfor det og er forbuden under Capitalens Forlis og Straf efter Omstændighederne, at udføre rede Penge af Riget, saa burde ingen til Landets almindelige Tab udføre rede Penge, omendskiønt han deraf selv kunde høste nogen Fordeel.

Ved dette foregaaende viste jeg da, at rede Penge udføres for at bruges i Handelen eller at sættes paa Rente, fordi de ere mere begierlige end som danske Vahre, hvormed andre Vahre burde og kunde betales paa de Stæder hvor Pengene henføres, og deraf falder det Spørsmaal: Hvad

22

22

er Aarsagen til, at de Danske ei kan betale Vahre med Vahre eller Vexler, og at Danske Penge kan bruges med Fordeel paa fremmede Stæder, og der ere begierlige? Samme bliver da ikke saa vanskelig at besvare: For det Første har de Danske ikke saadanne Anlæg af Fabriqver i Landet, hvorved de kan forarbeide noget, som de kan afsætte med nogen Fordeel paa andre Stæder; thi omendskiønt de have Fabriqver, saa ere de anlagte paa de kostbareste Stæder, hvor Brugerne formedelst Dyrheden ikke kan forfærdige noget til den Priis som Fremmede, hvorover deres Vahre ikke kan bruges i Handelen med nogen Fordeel, endog ikke finde Afsats i deres eget Land, men fremmede Vahre maae søges og bruges i Handelen, om nogen Profit skal vindes, eller og man maae betale de Vahre, som man kiøber, med den bare Skilling, saa længe man har nogen. For det Andet er al den Provision og alt det, som bruges til Skibs Udredning i Danmark, saavelsom de Korn- og Fedevahre, som derfra medtages for at omvexles med fremmede Vahre paa et Stæd, hvorfra de Handlende kunde føre dem, for at forhandle dem paa er andet fremmed Stæd, meget dyre, hvorover paa de Vahre som saaledes ind- vexles, ifald de paa et andet Stæd skal kunde finde nogen Afsats, kan søges saa saare liden eller ingen Profit, eller og at de, ifald derpaa søges nogen Profit, ei kan finde Afsats, saa at Skillingen i dette Tilfælde ogsaa bruges saavidt mue-

23

23

ligt. For det Tredie kan de Danske af samme Aarsag ikke bruge Pengene med nogen Fordeel i Handelen i deres eget Land, hvorover de og, som ei paa bemeldte Maader bruges i den udenlandske Handel, enten sættes paa Rente i Landet, eller naar sligt ikke kan skee i Landet, da paa udenlandske Stæder. Dette foraarsager da Pengenes Udførsel af Landet, og deres Begierlighed og Valeur paa andre Stæder, hvorover og Skillingen maae, som det heder, springe saa længe den haves, og naar den ei haves, saa ligger Handelen qvalt eller tvungen og stille.

Saadant udfordrer da en Iagttagelse, hvorledes og paa hvad Maade de Danske kan søge at faae deres Penge i Landet, og drive Handelen saaledes, at de kan med nogen Fordeel og Profits Søgelse omvexle Vahre med Vahre, og naar jeg derom skal sige det, som jeg tænker og troer at være sandt, da kan jeg ikke uden at handle noget vidtløftig fremføre de rette Aarsager dertil, sc: Danmark er et velsignet Land, som har stor For- raad af Korn- og Fedevahre, samt mange andre Ting, og meget, som mangler, kunde forskaffes i Landet ved Forplantelse eller rette Anlæg af dens Indbyggere, saasom Hør, Hamp, Tobak, Piber, Kartofler og mange Slags Jord- og Træfrugt, samt mange Slags Fabriqve-Vahre, baade til Indbyggernes egen Brug og Fornødenhed, saa og til Brug i Handelen og Omvexling med fremmede Vahre, som kunde behøves, eller og i

24

24

sidste Tilfælde, saavidt mueligt derfor at see Pengene indbragte i Landet. Korn- og Fedevahre haves nesten overalt i stor Mængde, men som den fordærvelige Qvægsyge nu i nogle Aar har borttaget Qvæget, saa har dette foraarsaget, at Danmark eller Landet ikke har kundet sælge saa mange Fedevahre som forhen, hvorover de som gives, ere blevne fordyrede, især da ingen frie Indførsel almindelig har været tilladt. Saadant, foruden Misvext, kan ogsaa foraarsage en Mangel og Dyrhed paa Korn, i det, at de som mangler Kiød, Smør og Ost, maae benytte sig af Kornet saa- vel til Føden, som til at sælge, og derfore maae tage saa meget mere for det, som kan undværes; dog som Indbyggerne har Fiskerie, samt Faar og Sviin, baade til Underholdning og til at sælge, kan Mangelen des Aarsag ikke gives saa stor hos dem selv, paa hvad de behøver til deres egen Underholdning, som den forhindrer dem fra at søge den Skilling, de kunde søge hos Fremmede, saasom for Stald-Øxen og andre af de berørte Ting. Hertil kommer 2) at som Frugt er et stort Næringsmiddel, og at de som benytter sig deraf, kan derved ei alene spare meget paa Kornet og Fe- devahrene for dem selv, men endog overlade saa meget mere af alle Slags til andre, og derfor ind- bringe anseelige Penge, men siden de ikke fuldkommen benytter sig af sligt, thi omendsskiønt der paa nogle Steder findes gode Frugthauger og somme Stæder hos Bønder i den Tilstand, at en Bon-

25

25 de ei alene selv kan have det Behøvende, men endog sælge for 100 Rdlr. aarlig, og er dog paa de fleste og mange hundrede Stæder aldrig et Frugttræ og ingen Jordfrugt, undtagen Kaal at see, saa kommer deraf at Fordelen i dette Til- fælde ei rettelig søges, men en stor Mangel gives; dette er derfor og det, som Loven vil iagttage til Bedring udi dens 3 Bogs 13 Cap. 18 Art. hvorudi den siger, at enhver Bonde skal aarligen legge 5 Humlekuuler, 3 Ymper Abild, Pære- eller andre gode Træer, og derforuden plante 10 Pile eller have forbrudt et halv Lod Sølv for hver han forsømmer, og Forordningen af 7 August 1687, at Borgerne skal aarligen saae den fierde Part af deres Sædeland med Roefrøe. 3.) Kan baade Hør, Hamp og Tobak saaes, forplantes og voxe her i Landet, ligesom samme og er befalet at iagttages ved den oven allegerede Lovens Art. og Forordning, og naar saadant blev efterkommer, kunde Indbyggerne ei alene selv forsyne sig med det Behøvende, men endog overlade meget i Handelen, men som saadan ikke efterkommes, gives derpaa Mangel, og det meste maae forskaffes fra andre Stæder, hvorfor Pengene udgaaer; og for det 4) er her i Landet Lejlighed til mange adskillige Fabriqvers Anlæg, hvorved meget kunde giøres af det, som fra andre Stæder maae søges og der betales; her er vel ogsaa giort Anlæg med endeel Fabriqver, men de ligge paa saa kostbare Stæder, at det er Brugerne umuelig paa deres

26

26 forfærdigede Vahre at holde Priis med Fremmede, hvorfore og fremmede Vahre søges og Skillingen derfor udføres. Denne Mangel, tilligemed en stor Told og Consumption, sees da i disse Ting saa stor, at Landet ikke har det Behøvende, men derfore maae udgive Skillingen til andre, og især, naar ingen frie Indførsel er tilladt paa Levnetsmidler, kan endog Mangelen være saa stor at deraf kommer en saa overmaade høi Pris paa den Provision, som forbruges til de Skibe, som gaaer til Middelhavet eller langt bortliggende Stæder, for at hente Vahre til Omvexling med andre Stæder, at derved ingen Profit kan søges. Det lader sig derfor let besvare, hvorledes Pengene kan indhentes i Landet, og Handelen drives saaledes, at her kan med Fordeel omvexles Vahre med Vahre; thi naar Gud ikke straffer Landet for Haardt med Qvægsyge, og de Danske vil benytte sig af Fiskeriet, af gode Frugthauger, af Hør- Hampe-@og Humle-Avlingen, af nyttige Anlæg med Fabriqver paa de billige eller ey for dyre Stæder, saa har de Guds Velsignelse og nok for dem selv i Overflødighed, samt mange Ting at overlade til andre; og naar de da desuden kan blive soulagerede med en maadelig Told og Consumption, samt bestandig frie Indførsel paa Korn- og Fedevahre, hvorover alting maae blive billigt, saa kan de og- saa give got Kiøb paa hvad de kan overlade og sælge til andre; og naar de kan give got Kiøb, finder de god Afsats; og endelig naar de da kan

27

27 producere noget anseeligt og finde god Afsats derpaa, saa maae Skillingen nødvendig indbringes.

Paa saadan Maade mener jeg da, at ey alene Penges Udførsel og Brug forekommes, men endog at deres Indførsel befordres. Der findes Billighed udi at indføre Vahre eller Penge af Landet for fremmede Vahre, som nødvendig behøves og er til Nytte, saasom Korn og Fedevahre, men det er just ingen Nødvendighed, at udføre Pengene for Silketøyer og Porcellain, efterdi her i Landet kan forskaffes og haves det behøvende af Klæde og andet brugeligt Tøi, samt Porcellain og Steentøi, ei heller er det en Nødvendighed at indføre saa mange Vine, Franske Brændevine og Casse, fordi her haves nok i Landet af Øl, Brændevine, Æblemost, Pæremost og Urter, som kan bruges til Drik; det var derfor got om alle Proprietairer ville ei alene selv, men endog tilholde deres Bønder og Tienere at anlægge gode Frugthauger. Der haves og ved de fleste Herregaarde gode Frugthauger, hvor man overalt seer stor Forraad af Træ- og Jordfrugter, men hos Bønderne, især udi Jylland ikke; dog som der gives Pladse og god Lejlighed ved Bønder- gaardene til Haugers Anlæg og Frugternes Sæd og Forplantning, og saadant er til stor Fordeel, som jeg forhen har viist, saa er der ilde giort af Bønderne, at de ei derudi efterkommer Lovens Bydende, og endnu værre giort af Proprietairerne, at de ei tilholder deres Bønder i saa Maa-

28

28 de at efterkomme deres Pligter, især da det er en Sandhed, at det er til stor Fordel for Proprietairerne, at Bønderne paa de Stæder, hvor de har liden Avling og neppe det behøvende til Skatter, Landgilde og deres eget Brug og Fornødenhed, anlægger saadanne Frugthauger, som kan være dem saa fordeelagtige, at de ei alene selv deraf kan have saadan Næring, som kan bespare deres Korn, men endog tilveiebringe dem noget til

forhandling og Penges Indbringelse baade af Korn og Frugt. Ved Kiøbstæderne eller inde udi Byerne gives ikke saa god Leilighed til Haugers Anlæg og Frugternes Sæd og Forplantning, undtagen ved Udsiderne af Byerne, hvor der kan være Plads og Rum; dog som der findes mange Pladse uden for Kiøbstæderne, som ligge udyrkede og kunde dyrkes og giøres beqvemme til Hauger, saa kunde det ikke falde Indbyggerne meget vanskeligt og besværligt at dele saadanne Pladse, indrette og dyrke dem til Hauger og Frugtes Sæd eller og bortforpagte og overlade dem til andre, som samme ville dyrke og bruge, for deraf at forsyne Byerne med det Behøvende, og naar saa- dant skede, vilde det blive dem til stor Fordeel og Menage, i det de baade kunde tage Forpagtnings Afgift af Jorden og have hos dem selv det som kunde bespare dem fra andre Fødevahre at bruge, eller som maatte forskaffes fra andre Stæder.

Jeg troer da herudi at have fremført de rette Grunde til Mangelen paa rede Penge her i Lan-

29

29 det, og troer snarere, at rede Penge bliver af for- anførte Aarsager udførte for at forbruges i Han- delen, eller dermed at betale indførende Vahre, saasom til Østersøen for Hør, Hamp og andet sligt, til Spanien eller Indien for de Vahre, som derfra hentes, og endeel til Tydjkland for Silkestrømper, Silketøy og Klæde, som derfra indprakriceres, end som de udføres for at sættes paa Rente; dog veed jeg vel, at mange og de fleste raisonerer anderledes, men jeg kan ikke bifalde den Mening; og det var derfor at ønske, at nogen ret ville lægge Haand paa gode og nyttige Indretninger i Landet og paa at befordre alle andre Ting, som kunde være til andres Nytte; Kongen har vel dertil i mange Maader animeret Sine Undersaatter og forundt dem adskillige Friheder, men som Kongen just ikke kan vide Anlæggernes Beskaffenhed, Bekostning, og hvorledes samme med Fordeelagtighed kan bruges baade for Anlæggerne selv og det Almindelige, saa har det været og bliver enhvers egen Sag at giøre saadanne Anlæg, som kan være den nyttig og fordeelagrig, hvorfore og de, som har giort saadanne Anlægge, som et kan tilveiebringe nogen Fordel, eller og hvorved tabes, har sig selv at takke for derved hafte Skade.

Man kan da vel see hvad som er tienlig og nyttig, men det er Sagen om at faae det befordret. Kongen har da og befalet mange nyttige Ting ved Loven og andre Anordninger, saasom

30

30 foruden der, som jeg meldte om i næste Post: at saae Hør-, Hampe- og Roefrøe, at Plante Tobak, at legge Humlekuuler og at plante Abild-, Pære- eller andre gode Træer; men hvad hielper det, naar Folket ei vil indsee deres eget Vel med at befordre sligt. Vel er ogsaa saadanne Ting befalet at efterkommes under Fæstes og Jords Forbrydelse og anden Straf, og kan dog intet hielpe; jeg troer derfor det kunde være nyttigt, om alle Amtmænd i Danmark bleve saaiedes instruerede og paalagt, at de skulle nøie undersøge hvem som befandtes at sidde disse Anordninger overhørige og lade de Proprietairer, som ei bragte deres Bønder til i saa Maade at efterkomme deres Pligter, tiltale til Strafs Undgieldelse og Bønderne til Fæsternes Forbrydelse efter Loven, eller i Mangel af sligt selv at undgielde derfor, saa og at lade alle Præster og Selveiere for deres Forsømmelse i samme Begivenhed tiltale og afstraffe, eller og om Hans Majestæt beskikkede een i hver Amt, som dermed skulle have nøie Indseende og tiltale de Skyldige under vedbørlig Straf, og ligesaa om Stiftamtmændene eller Byefogderne fik den samme Ordre, for saavidt som Kiøbstæderne angaaer, efterdi Anordningerne ikke paa anden Maade blive holdte og efterlevede.

31

31 Om publiqve og privat Gield etter Laan at giøre, og deraf kommende Fordeel etter Tab.

Gield eller Laan kan siges at bestaae, fornemmelig af tvende Slags, saasom: publiqve eller den, som giøres til offentlig Brug og Tieneste, og privat Gield etter den, som enhver giør for sig selv til sin egen Brug og Fornødenhed.

En Offentlig Gield giøres enten for et heelt Land, et Societet eller en Stiftelse, og det Brug, hvortil den giøres, er forskiellig, hvorfore og Følgerne i Henseende til Fordeel eller Tab bliver ulige, og naar der ei haves nogen Fordeel eller Interesse ved det, hvortil Gielden giøres, er det bedre, at den bliver ugiort end giort, og at der i Tide søges om andre Midler til de behøvende Udgifter, eller at Indskrænkningen og Huusholdningen giøres og føres saaledes, at Indkomsterne, eller den havende Fond, uden Gæld kan være tilstrækkelig, og det af den Aarsag, at Renterne om 20 Aar opløber Capitalen, og naar da i samme Tid ei er vundet noget ved Laanet etter onde Følger forekommet, har Debitor uden Nytte paadraget sig en dobbelt Gield, i det at han udi Rentepenge har udbetal den laante Capital og staaer dog i Gield for den samme, saa at den fremdeles maae forrentes, og efter slig Beskaffenhed 3 a 4 Gange i Rentepenge og Hovedstoel sammenregnet,

32

32 maae betales; derfore og, naar der behøves en usædvanlig Sum Penge til et Lands Udgifter at bestride, hvortil de almindelige eller ordinaire Indkomster ei ere tilstrækkelige, er det bedre, strax at udskrive nye og usædvanlige Contributioner, end at giøre Gield, dog møder herimod den Vanskelighed, at der ofte til Krigs Udrustninger og andre Ting udi en Hast kan behøves saa store Summer, som ikke udi Contributioner kan bestrides og erlanges paa een eller to Gange, hvorover der maae skrides til at giøre Laan og Gield til For- rentelse, og efterdi Omstændighederne i dette Tilfælde kan være saaledes, at om Laanet og Gielden ei blev giort, de behøvende Præparationer da ei heller kunde giøres til Forsvar, og Landet derover maatte oversvømmes med Elendigheder og Undergang af dets Indbyggere, saa er den i saa Maader giørende Gield baade uforbigiengelig og nyttig; dog skrider ikke en Monark til at giøre Gield, saa længe andre Midler kan være forhaan- den; thi saaledes seer man, at Høisalig Kong Friderich den Fierde, da Han behøvede Penge i de Aaringer som Krigen varede med Sverrig, undtog Sig fra at laane, og udstædede au- thoriserede Pengesedler, som skulle gaae og gielde iblant Folket, hvilke Han, da Freden blev sluttet, igien indløste, og imidlertid profiterede saa meget derved, at Han blev befriet for at betale Rentepenge af den Capital, som Han ellers i dets Sted havde maattet laane.

33

33 Nogle Societeter maae ogsaa nødvendig giøre Gield, saasom de, der ere forenede udi nogen Handel og Vandel til fælleds Interesse og Profits Søgelse; og naar Handelen er importabel og Societetet seer sin Regning, ved større og større Fond at kan søge større og større Fordeel, handles fornuftigst udi at giøre Gield eller Laan til Brug og mueligste Fordeles Søgelse; dog er det ogsaa farligt at risqvere for meget i Handelen, thi snart kan man være Tab og Forlis undergiven ved Søe- skade, ved Prisens hastige Nedfaldelse paa det Sted, hvor man tænker at handle og søge sin For- deel, ved utroe Folk, og ved Banqverotter og Bedragerier, saavel inden- som udenlands.

Andre Societeter, saasom Liig-Societeter eller deslige, kan vel underriden og ofte behøve flere Penge, end som Fondet eller den forud lagde Plan formaaer, men saadanne, som ingen For- deel haver af Depencerne, som alene bestaaer udi de behøvende Udgifters Bestridelse, hvortil hele Fondet forgaaer eller bortsvinder, handler imod det hele Societets almindelige Interesse, udi at giøre Gield, fordi de fleste Interessentere udi saadanne Societeter ere af den Beskaffenhed, at de ikke bruge deres Penge i Handelen eller andet sligt, hvorved noget kan importeres, som kan være til stor Fordeel, og derfor er bedre tient med at giøre Tilskud til de behøvende Udgifters Bestridelse, end som at der skulle laanes til samme, og saadanne Interessentere derover siden maatte betale baade

34

34 Laanet og Rentepenge deraf; vel kunde der findes dem iblant Interessenterne, som kunde være tient med, om Laanet i Steden for Tilskudet blev giort, saasom Handlende, i det de til Handelen eller andet Brug, som var importabel, kunde benytte sig af det giørende Tilskud, men som de første maatte lide under, at de sidste i saa Maade fik Fordelen og enhver desuden, naar han seer sin Fordeel, kan laane dertil, saa omendskiønt at den som laaner, oftest foraarsages Bekostninger paa de for Laanet afgivende Documenter, bliver det dog hele Societeter eller alle Interessenterne tilfælles, nyttigere at giøre Tilskud, end som at laane, især da Societetet, foruden Rentens Betaling af den laante Capital, ogsaa maae giøre Bekostninger paa de, for Laanet afgivende Documenter.

Publiqve Stiftelser, saasom: Hospitaler, Skoler og Fattiges Huse, maae indrettes saaledes, og ei bebyrdes anderledes, end at Fondet kan være tilstrækkeligt til de udfordrende Udgifters Bestridelse; thi som den samme Fond ei bruges til andet end Udgifternes Bestridelse, og det som derfra kan undværes til at sætte paa Rente, saa dersom dertil laanes eller giøres saadan Gield, som maae forrentes, faaer Stiftelsen derved en De- pence, som i lang Tid trækker saa stærk eller kan opløbe saa høit, at Fondet i Tiden aftager og bliver mindre og mindre, og omsider bliver slet intet til Udgifter; dog kunde vel indløbe saadanne Omstændigheder, som ville forvolde, at Stiftningens

35

35

Udgifter, naar den skulle blive uindstrænket, ei kunde bestrides med egne Midler, og derfor ogsaa kunde behøves en Capital til Laans, saasom: om Bygningerne, som vare nødvendige til Stiftningens Brug, afbrændte, eller anden slig uformo- dentlig Tilfælde, som udfordrede store Depencer, indløb, men bedre blev der da, at indstrænke Udgifterne, end som at laane, saasom at afskaffe Stipendier, Fattige Almisser og deslige, og det allerbeste eller den beste Oeconomie, som kan føres ved saadanne Stiftelser, er og bliver, bestandig at kunde udsætte flere og flere Penge paa Rente, som omsider tilveiebringer en anseelig Capital eller Fond.

Privat Laan og Gield giøres i mange Tilfælde og til adskillige Slags Brug, og kan i visse Maader være meget fordeelagtig, men i andre meget skadelig og til stor Tab og Ruin, hvorfore og enhver, omendskiønt den behøver Penge til Brug, maae vel betænke sig og fornuftig overlægge, om den, ved at laane til det samme Brug, kan høste nogen Frugt eller tilføies noget Tab, og den deraf omsider følgende Ødelæggelse, dog kan man ikke alle Tider forud see Følgerne, og de fleste Laan kan giøres i et got Haab om Fordelen af Brugen og der Udfald, som formedelst variable Tilfælde i Handel og Vandel kan blive slette og meget ufordeelagtige, saasom:

En Kiøbmand vil drive en stor Handel og langt større, end som han selv har Midler til, og naar han er en fornuftig og stræbsom Mand, kan

36

36 han ogsaa faae Penge til Laans; han laaner ogsaa til dette Brug, i den Tanke, at kunde igien betale enhver sit,, og selv profitere noget ved Laanet og dets Brug; han bruger og den Forsigtighed i sin Handel, ved sit Indkiøb at betinge sig billigste Priis, og førend Kiøbet skeer, at erkyndige sig om Prisen paa det Sted, hvor han agter at giøre sin Afsats; han lader sine Vahre asseurere tilligemed Skibet, som overfører dem til det Sted, hvorhen de ere bestemte, og sørger for, at Befordringen skeer saasnart mueligt; men ikke desto mindre kan dog herimod indløbe mange Vanskeligheder, som kan tilveiebringe ham et anseeligt Tab og befordre hans Ruin, saasom contrair Vind, som kan forlænge Reisen og foraarsage Folkenes Hyres og Underholdnings Formerelse, Prisens hastige Nedstigelse paa Vahrene paa det Sted, hvorhen de ere bestemte, Bankerotter, i det den Kiøbmand, som faaer hans Vahre i Haand, strax eller førend Betalingen følger, kan blive banqverot, utroe Folk med Skibet og Vahrene, som kan forhandle samme, og enten fordøie Pengene eller blive bedragen af andre; og om han faaer saadan en Smek, da dersom han er i den Stand, at han af egne Midler kan redde for sig, kan det endda gaae an, men har han giort Gield og ikke kan betale, saa er han en ruineret Mand, og dersom han til sit Indkiøb har giort saadan et Laan, som han maae forrente, saa er han derved sat i desto større og dybere Gield; det er derfore ikke

37

37

alle Tider got og tienligt at indlade sig i alt for stor Handel paa Credit eller for andres Penge; Vel sandt, at hvo intet vover, han intet vinder, men Tabet kan lige saasnart komme som Gevinsten, og naar saadant Tab er utaaleligt, befordrer Ødelæggelse.

Nogle laaner og giør Gield for at leve høit, for at opføre sig vel, at traktere, giæsterere og saa videre, endskiønt de ikke i andre Maader kan søge nogen stor Næring eller Profit; saadanne kan ikke tænke til at betale, men maae løbe hen til egen Fordærvelse og Ødelæggelse, og af saadant kom- mer ei andet, end at naar de haver faaet allermeest og omsider bliver saa forgieldet, at ingen vil betroe dem noget mere, de da enten blive holdte som Fanger i Arrest, eller maae leve her i Armod og Fattigdom, og saaledes, som de, der paa en kort Tid, ved at bedrage andre og opføre sig høit, blive anseete som foragtelige Lemmer, og saadanne var det bedre, at de i Begyndelsen, isteden for at laane og bedrage andre, og omsider at blive fattige og foragtede, havde givet sig til at være gode Soldater og Arbeidsmænd, da om hos dem fandtes Naturens Gaver til noget vigtigere, kunde de i Tide begynde med og fortgaae i det samme, og derved komme udi Værdighed og Anseelse, samt leve fornøiet og vel, og saaledes blive bedre farne, med først at være ringe og fattige og tilsidst at komme udi Velstand, end som først paa andres Regning at leve udi Velstand øg omsider at blive ringe og fattige.

38

.

38

Nogle giøre anseelig Laan og Gield paa fast Pandt og urørlige Ting, saasom Jordegods, Huse og Eiendomme, og i nogle Aar har været langt mere at faae til Laans paa Jordegods end som forhen; Aarfagen til denne Forhøielse er en større Folkemængde end forhen, og en derimod paa Korn og Fedevahre til de sammes Underholdning havende Mangel, hvorover Korn og Fedevahre blive saa meget mere udi Priis og Jordegods Eierne af samme Aarfag derfor kan faae saa meget mere til deres Rentepenge, men Spørsmaal, om Tiderne bleve foranderlige, i det at Landet kunde blive paa- ført Krig og endeel af Folket blev ødelagt, eller og ved Pest eller andre smitsomme Sygdomme borttagne, og Gud derimod afværgede den bedrøvelige Qvægsyge og velsignede Landet med en overflødig Frugtbarhed af Korn, hvorover Prisen paa Korn og Fedevahre nødvendig eller ufeilbarlig maatte nedfalde, hvorledes det da vilde gaae til med dem, som i saa Maade giør saa anseelig Laan og Gield? og saadant er let at besvare det ville da gaae med dem, som ingen Formue havde saaledes, at de maatte blive ruinerede, fordi af saadan Nedstigelse ville følge, ei alene at de ikke kunde faae deres Rentepenge indsamlede, men endog at de ikke kunde faae for deres Gods det, som samme havde kostet, hvorover de som haver laant nesten alt der, som de haver giver for Godset, ei alene som sagt, ville komme til at gaae udi Armod, men og blive udi en bundløs Gieid.

39

39

Med Huusgield eller det Laan, som giøres paa Gaarde og Huse, uden Markjorder og Eiendomme, saasom udi Kiøbstæderne, er det derimod anderledes; thi naar en Mand ved sin Næring eller Haandværk, eller og ved vis Levebrød kan indsamle saa meget, at han deraf kan have sine Rentepenge og Skatter, samt Underholdning for sig og sine Folk, saa er han altid sikker og ingen kan ved ham komme til at lide noget Tab før den ham laame Capital, efterdi Panter altid, i Mangel af Præstence, bliver tilstrækkelig til Capitalens Erlangelse; herimod kan vel siges, at som saadan en Mand, der maae kiøbe alt det han fortærer og bruger, er best tient med Billighed paa der samme, en Forhøielse da og ville forvolde, at han ikke kunde indsamle Renterne af den laante Capital, og at derfore ogsaa hans Huus ville falde i Prisen, men som Forhøjelsen kommer af Folkemængden, og han lever best af den samme, ifald han er en Haandværksmand, og hans Gage, ifald han er en Embedsmand, maae regleres til hans Udkomme, bliver hans Gaard eller Huus dog i sit Værd; gives derimod Omstændighederne saaledes for en Haandværksmand, at han ingen Afsats finder paa sine forarbejdende Vahre, som kommer sig af Mangel paa Liebhabere, faae Mennesker, eller Pengemangel paa det Sted, hvor han sig opholder, bliver der en anden Sag, og Tabet for Pandthaveren vil da snarere indløbe.

40

40

Dette er da de betydeligste Laan, som kan giøres til selv derved at søge sin Næring og være sin egen Herre, dog kan vel ogsaa derforuden giøres smaae Laan af Fæstebønder, men med dem er det af langt anden Beskaffenhed end som med an- dre, hvilke selv ere Eiere af noget, da en Fæstebonde, som ikke er Eier af noget, uden sin Gaards Avling og Besætning til Brug og Ophold saa længe han kan ernære sig derved og svare Skatterne til Kongen og Landgilden til sin Huusbonde, ikke kan blive betroet andet, end de Vahre, som han behøver til sin Gaards Brug og sin egen Underholdning, hvilke han igien, naar han faaer indhøstet og slagtet, kan betale med Korn og Fedevahre, og altsaa vil jeg forbiegaae at tale videre om denne Post.

Om Fabriqvers nyttige etter rette Anlæg.

Fabriqver, naar de rettelig anlægges, ere meget fordeelagtige og til stor Nytte, først fordi mange Mennesker lever derved, og for det andet, fordi Pengene kan forblive i Landet for de Vahre, som derpaa forarbejdes, og ellers i Mangel af Fabriqverne fra fremmede Stæder maatte forskrives og der betales, og naar de kan bruges saaledes, at Vahre i saadan Overflødighed kan for-

41

41

arbeides og overlades til saadanne Priser, at de kan afsættes til Fremmede, blive de saa meget mere fordeelagtige, i det Penge derfor indbringes i Landet; men naar de urettelig anlægges og derfore ei kan bruges saaledes, at de Vahre, som derpaa forarbeides, kan finde nogen Afsats, fordi de enten ikke er af den Bonitet eller kan sælges til den Pris som fremmede Vahre, ere de Landet til Tab, først fordi Anlæggerne arbeider forgieves, og taber deres derpaa anvendte Capitaler, og for der andet, fordi den Skilling og den Profit, som derved attraaes at vindes, udgaaer for fremmede Vahre, som maae. anskaffes og bruges. Man seer derfore fornemmelig hen til, om Anlægget og Brugen kan giøres og see saaledes, at lige Bonitet og Pris med fremmede Vahre kan skaffes og holdes; thi naar saadam ikke kan skee, maae Anlægget heller lades end som giøres.

I Almindelighed udfordres for alle Fabrikantere en stor Moderation og Billighed paa alt hvad som de bruge, forarbeide og fortære, og naar samme ei kan haves, kan de aldrig tænke til at reussere i deres Anlæg, fordi de ikke kan holde Pris med andre og derfor bør Fabriqverne anlægges paa de allerbilligste Stæder i Landet, hvor der er Forraad og got Kiød paa Levnetsmidler, saa og Vahre fra første Haand at faae til Forarbeidelse.

Kiøbenhavn er en af de ubeqvemmeste eller mindst fordelagtige Stæder i Danmark til Fabriqvers Anlæg, fordi Tolden og Consumpton-

42

42 nen er større der, end som paa andre Stæder i Riget, og derover er det ogsaa, at Fabriqverne der ikke kan bruges med nogen Fordel, og overalt er ingen Kiøbstæd beqvem til Fabriqver, uden de smaae Stæder, som selv have Markjorder, AvIing og Fiskerie til at underholde Indbyggerne og Arbeiderne, først fordi en Bygning og Værkets Indretning koster meget at opføre, og derudi stikker en stor Capital, for det andet, fordi alt hvad som skal bruges til Underholdning maae kiø- bes og betales dyre, og omendskiønt Tolden og Consumptionen modereres eller eftergives Fabrikanten for sig og sine Folk af hvad som bruges og fortæres, saa strækker den eller de samme sig dog til dem i andre Maader i Henseende til dem, som uden om gaae dem til Haande, saasom: Skrædere, Skoemagere, Slagtere, Bagere og andre saadanne, som maae betales saaledes, at de faaer deres Fortæring med Tolden og Consumptionen erstattet, for det tredie, fordi Fabrikanten maae indkiøbe og betale de Vahre dyre, som han bruger til Forarbeidelse, som altsammen tilligemed en stor Løn for Arbeiderne, især udi Kiøbenhavn opløber til en anseelig Capital, og naar Fabrikanten da faaer sine Vahre færdige, maae han sætte saa høi Pris derpaa, at han faaer Renten af sin anvendte Capital. Denne Pris kommer da saa høit, at den meget overgaaer andres Priser paa Vahre af samme Slags og Bonitet, og derover finder han ingen god Afsats i sit eget Land, min-

43

43 dre paa andre Stæder. Han har da uden Nytte anvendt en stor Capital og forgieves med Kummerlighed maae høkre sig igiennem, indtil hans Midler omsider reent forsvinder og medgaaer, da han endelig bliver ruineret. Vel kan han souteneres ved Forbudde, i det at det Slags Vahre, som af ham forarbejdes og produceres, kan forbydes at indføres, men et Forbud kan ikke fuldkommen hemme Indførselen, fordi det, som kan faaes billigst, søges indpraktiseret og hentes hvor det er at faae, og omendskiønt den kunde hemmes, saa lader dog alle Søefarende og andre, som reise paa udenlandske Stæder, hvor de kan faae bedre Kiøb end som i Landet, der giøre deres Klæder og kiøbe de Vahre, som de behøve af der Slags, som koster mere i Landet.

Danmark er meget beqvem til alle Slags Klæde og uldene Fabriqver, fordi Landet producerer Uld i Mængde, naar de ellers rettelig og paa de mindst bekosteligste Stæder anlægges, saa- som enten paa Landet, eller i de smaae Kiøbstæder, som selv have Avling, Tillæg og Fiskerie; men de blive ikke anlagte og brugte paa de Stæder, fordi der er ingen, som veed at giøre Anlægget og bruge Værket, og om det skrives eller tales om i 100 eller 1000 Aar, saa bliver der dog ikke noget af, førend Kongen giør Begyndelsen eller paalægger nogen ar giøre det, og det var at ønske, at dette nyttige Værk engang kunde komme i Stand, og hvad skulle vel forhindre dets gode

44

44 Fremgang, naar der ret blev lagt Haand paa? intet eller ingen Ting, her er jo Uld og Levnetsmidler. Vel foregives, at den Danske Uld er ikke saa god som den udenlandske; men den er langt bedre; thi lad være at den ikke er saa fiin, såa er den dog langt stærkere, og den er dog ei heller saa meget grov, hvorpaa man har et Exempel af det Klæde, som giøres i Wiborg, da det baade er temmelig fiint og saa stærk og seit som Skind, samt af saadan Bonitet, at det holder 3 Gange saa længe som udenlandsk Klæde, og dog er det ikke meget dyrt. Naar og der ikkun fandtes Klædevævere og Overskiærere i Jylland eller Fyhn eller andre af Smaaestæderne, saa kunde Bønderne paa Landet lige saavel giøre Klæde som Vadmel, i det de selv kunde karte og spinde deres Uld, og derefter aflevere samme til Vævning og Overskiæ- ring, og naar samme saaledes blev iværksat, saa vilde der blive saa got Kiøb paa Klæde her i Landet, at det ikke kunde faaes saa billigt fra noget andet Sted; men naar det skal gaae som hidindtil, at man vil bygge Palais til Arbeidshuus, være Herre som Arbejdsmand, og desuden opholde sig og en stor Familie og Folk eller smaae Herrer paa det kostbareste Stæd i Landet, saa kan man aldrig reussere udi Anlægget og Brugen, men man har ligesom en stærk Muur for sig, som. aldrig kan overkommes, hvorfor man immer maa staae og drives tilbage, indtil man omfalder derved og intet kan reise sig mere. Stampemøller

45

45 og Farvere behøves ogsaa til Brug for dem, som stal giøre Klæde, men disse gives nok af i Provincierne, da der næsten i hver Kiøbstæd er en Farver, hvor Bønderne henfører deres Vadmel til at farve, og Stampemøller findes mange Stæder, og om flere behøves, kunde de lige saavel som Kornmøllerne anlægges. Bønderne paa Landet kan giøre en Alen Vadmel til 8 a 16 Sk., men jeg troer ikke at det kunde giøres af en Fabriqveur i Kiøbenhavn ringere end 32 Sk., og saaledes bliver det og med Differencen paa Prisen af det Klæde, som paa begge Stæder giøres og kunde giøres, at Kiøbenhavn udfordrer en fordoblet Pris imod Landet. At faae Klædevævere med deres Væve saavelsom Overskiærere til Provincerne, det vilde ikke koste meget; derimod kan vel dog giøres Indvendinger, men naar Danmark ikke kan have Klæde- og Uldene Fabriqver i Provincerne til Landets eget Ulds Forarbeidelse, saa er ingen af saa- danne Fabriqver nyttige; men til Skade i Landet, saavelsom Anlæggerne til Ruin, og der bliver heller intet andet af med alle Klæde og Uldene Fabriqver i Kiøbenhavn, end at de omsider maae blive ødelagt, især om Byen bliver udi sin nærværende Forfatning og alting saa dyrt som det nu er. Jeg forundrer mig ogsaa over, at saa mange Klæde- og Uldene Fabrikantere har etableret sig i Kiøbenhavn, dog naar derimod betænkes at Oeconomien i Høisalig Kong Christian den Femtes, Friderich den Fierdes og Christian den Siettes

46

46 Tider, i Henseende til Billigheden, har givet dem bedre Subsistence, end som i de efterkommende Tider, og de, som have nedsat sig, ikke ere indfødde Danske, men Tydske og Franske, som ikke har haft nogen Videnskab om Landets Forfatning og Oeconomie, henfalder sligt af sig selv; men derimod er det at beklage, at den Danske Nation eller de som have Raad, Evne og Lejlighed dertil, ikke foretager sig at iværksætte og bringe saa nyttige Ting til Fuldkommenhed, og naar det samme blev iværksat, kunde ei alene de Brugende leve got deraf, men endog mange tusinde Mennesker, som nu maae gaae hen i Tryglerie og Fattigdom, leve derved.

Landet er ogsaa beqvem til Jernværker eller Fabriqver, hvorpaa Issenkram forarbejdes; thi lad være at her intet Jern haves, saa haves dog nok i Norge, hvor det maaskee falder for besværligt at drive Værkerne, fordi at der haves Mangel paa Levnetsmidler, som med stor Bekostning maae didføres og betales, og lige saavel som Engelsmanden og andre Nationer kiøber Jern i Norge, som de hiemfører, forarbeider udi Issenkram og igien indfører til Danmark og Norge til Forhandling, lige saavel kunde den Danske Nation selv giøre det. Her i Landet er vel ogsaa anlagt Issenkram-Fabriqve, nemlig Raadvads Fabriqve udi Siælland, hvorpaa der vel og forarbejdes lige saa gode Issenkramvahre, som faaes fra andre Stæder; men de falder lidet dyrere end som de

47

47 udenlandske, og samme kommer sig af at den ligger Kiøbenhavn for nær, maae fourneres med endeel fra Kiøbenhavn til Underholdning og Brug, og det som kan faaes i Siælland er meget dyrt, formedelst alting af Landet, ved den bestandige Tilførsel til Kiøbenhavn baade Vinter og Sommer, hvor det faaes vel betalt, udtømmes; og saadanne Værker skulle anlægges i de andre Provincer, sansom i Jylland ved Aarhuus, Randers og Aalborg, hvor der falder stærk Tilførsel af Jern og kan faaes de behøvende Levnetsmidler til Arbeidernes Underholdning; Ingen Ting mangler til saadanne Værkers Indretning og Brug paa de Stæder, naar nogen ville giøre Begyndelse dermed, efterdi de samme, som haver giort Indretningen ved den i Siælland, kan ogsaa giøre det paa andre Stæder, og lige saavel som Folk kan faaes til at arbeide paa denne i Siælland, lige saavel kan de faaes til Jylland; det var derfore at ønske, at nogle ville giøre Begyndelse, da jeg troer at de derved kunde profitere noget anseeligt og desuden indeholde den Skilling i Landet, som udgaaer til fremmede Stæder for de samme Slags Vahre, som der kunde forarbejdes.

Danmark er desuden beqvem til mange andre Tings Forarbeidelse, saasom Læder og Skind, samt Been- og Horn-Arbeide, da der i Landet falder Skind, Horn og Been i Mængde af de mangfoldige Kreature som slagtes; men det føres ikke fuldkommeligen til Nytte, fordi at Bønderne deels ere plagede med Hoverie og deres eget Arbeide saaledes, at de ikke kan forrette andet end det samme, og desuden mangler den fuldkomne Videnskab at benytte sig deraf, og i Kiøbstæderne falder det saa saare dyrt og kostbart at foretage sig de Tings Tilladelse og Forarbeidelse, saa at ingen kan holde Prisen derpaa og ei heller foretage sig noget med nogen Fordeel. Loven synes vel ogsaa udi den 3 Bogs 13 Cap. 23 Art. ligesom at forbyde saadanne Tings Tilbere-

48

48 delse og Forarbeidelse paa Landet, især af Bønder; dette kan og efter Landets Forfatning og Oeconomie i de Tider, som Loven er udgivet, haft sin gode Hensigt, i det at Borgerne i Kiøbstæderne i de Tider, bedre end som nu, kunde komme afsted med at fortsætte deres Haandværker, fordi at alting da haver været billigere end som nu omstunder. Jeg troer at alting i de Tider haver været at faae for got Kiøb; thi som Landet i de langvarige Krige er bleven stærk udtømmet for Mennesker, og Jorden da, lige saavel som, den Dag i Dag er, har været beqvem til Grøde og har frembragt en stor Forraad af Levnetsmidler til en liden Mængde af Mennesker, saa er det slutteligt og troeligt at got Kiøb eller en maadelig Pris har været paa Levnetsmidler, lige saavel som Tolden og Consumptionen i den Tid har været moderat, saa at det ikke har kostet Kiøbstædernes Indbyggere saa meget da, som nu at anderholde sig. Og omendskiønt at Loven synes at være imod saadanne, som de berørte Tings Tilladelse og Forarbeidelse paa Landet, saa dog dersom nogen befinder at kan i saa Maade giøre et nyttigt Anlæg til sin egen og Landets Nytte, han giør Ansøgning om Privilegium derpaa og Kongen befinder at det kan være til Nytte og uden andres Fornærmelse at tillade, bliver det bevilget, hvorfore og ingen har Aarsag til at klage over at han fattes Lejlighed og Tilladelse til den forønskede nyttige Nærings Søgelse.