↩

Anmærkninger

i Anledning af

Hr. Oberlandmaaler Bugges

Afhandling og Beviis

for

Hegnets Deelmg efter Hartkorn, m. v.

See Adresse-Contoirets Efterretning,

No. 177.

Kiøbenhavn 1774,

Trykt hos Lauritz Christian Simmelkiær, boende paa Adressecontoiret.

2

—

3

Da jeg havde læst den første Deel af denne Afhandling, der fører Navn af almindelig Beviis, at Hegnets Deeling efter Hartkorn er billig og naturlig; saa fandt jeg det vel ikke saa overbevisende, at nogen Forandring i den anordnede Hegns Deeling for der kiere Landvæsen skulde være at befrygte. Min Tanke var da ar legge dette Blad hen uden videre; men da jeg saae, det var dateret Landmaalings-Comptoiret, og underskrevet af Ober-Landmaaler Bugge, en Mand, der, formedelst adskillige givne Prøver paa hans Indsigter,

4

har erhvervet sig almindelig Tilliid, og under hvis Bedømmelse, som Mathematikkyndig, denne Sætning for endeel kunde synes at henhøre, troede jeg, at denne hans Sætning mueligen engang kunde give Anledning til en almindelig Regel for Hegnets Deelings Maade ved Fælledskabets Ophævelse.

Og som Qvæstionen om Hegnets Deeling, hvor ubetydelig den ved første Øyekast af mange vil ansees, er af Vigtighed for vore Agerdyrkere og Landmænd, der ville opmuntres til, eller modsette sig Fælledskabets Ophævelse, alt ligesom Hegnenes Deelings Maade bliver efter vore Love meere eller mindre naturlig og billig; saa ansaae jeg det for min Pligt at give, saavidt min Indsigt kunde strække sig nogen Oplysning i denne Sag.

I Forveyen maae jeg anføre, som en almindelig bekiendt Sandhed: At de Regler, man agter at give for almindelige Indretninger i Staten, bør være a) naturlige- og billige.

5

b) saa bestandige eller varige, som mueligt; man vil ellers komme til at giøre om igien i Morgen, hvad man har giort i Dag, hvorved aldrig vindes, c) saa passende overalt med Indretningen, som Tingens Natur det tillader.

Efter disse Regler vil jeg korteligen prøvede omtvistede Sætninger: Halv Hegn eller Hegn efter Hartkorn.

Gaaer man tilbage i Tiden, da Folkemængden endnu ikke var saa tiltagen, at Agerdyrkerne stødte paa hinanden med deres Jorder, men Agerdyrkningen dog begyndte at komme i Gang, og en Jordbruger fandt det Umagen værd at freede sine Agre og Enge for den Skade, dem kunde tilføyes af Creaturet, naar det ubehindret betraadte Marken, hvor og naar det lystede; saa falder det af sig selv, at Eyermanden allene maatte indhegne den Strækning, han vilde have beskiermet; men sæt, at Jordbrugerne komme tættere sammen, at A og B støde med en Side af deres Marker paa hinanden, mon disse ikke

6

nu naturligviis vilde falde paa, at giøre den Aftale imellem sig: Hidtil have vi begge paa denne Kant hegnet enhver sin Jord, siden det Stykke, der laae imellem os, blev af ingen brugt; men da du A nu har tager det ind, og vil dyrke det, saa vil det spare vores Tiid og Arbeyde meget, om vi nu hver hegne for det halve, saavidt vore Grunde her støde sammen. Jeg kan umueligen forestille mig, at A skulde falde paa, herimod at giøre den Indvending: at siden B havde bedre og større Strækning Jord end A, saa maatte B tage 5 hvorfore ikke 10 Dele af Hegnet, naar A fik 1 Deel. B ville hertil svare: Det maae jo være dig ligesaa meget om at giøre at freede din Eyendom, som det er mig i Henseende til min, enten Forholder er saa eller saa; Du faaer jo kun det halve af din Jordstrækning at hegne, som du før har hegnet alt, i hvor stor min end er. Bliver nu A desuagtet ved sin unaturlige Paastand, saa skal begges Jorder opmaales, deres Værd bestemmes; de troe hinanden ikke til at giøre

7

det selv; de troe ikke andre, som dertil af dem ere antagne; de overlade deres Sag til at paadømmes af endnu andre; men hvad om en af dem endnu holder sig fornærmet. Hvilke Vidtløftigheder og Uendeligheder ville der ikke opkomme imellem disse tvende gode Mænd, naar en af dem saaledes lod sig falde ind, at fravige den naturlige og billige Hegnets Deeling.

Kommer man nu til den borgerlige Indretning, hvor et Maal for Jordernes Størrelse og Værd er fastsat, der er næsten ligesaa forskiellig, som Menneskene, det er bestemt for, jeg mener vores danske Hartkorn; saa mangler man ikke Exempler, til at vise der Unaturlige og Ubillige af Hegnets Deeling efter Hartkorn. Jeg vil allene anføre eet: Af de tvende Byer i det Wordingborgske, Græsbierg og Ørslev, flytter af hver Bye en Gaard, hvis Jorder komme til at støde sammen. Gaarden fra den første Bye kalder jeg A, og den anden B. A staaer for 2 Tønder Hartkorn, og, som bekiendt, har

8

20 a 25 Tønder Land paa hver Tønde Hartkorn (et Beviis paa, at man ikke med Hr. B. behøver at reyse til de jydske Heeder, for at finde 20 Tønder Land paa 1 Tønde Hartkorn; man vil i det samme Wordingborgske, som er kun en Krog af Sielland, finde adskillige Byer, der alle have over 20 Tønder Land paa 1 Tønde Hartkorn, saasom Knudsbye, Ørebye, Bakkebølle, Winterbølle og andre fleere) B skylder af 4 Tønder Hartkorn, og har allene 10 a 12 Tønder Land paa 1 Tønde Hartkorn; Saa skal B, fordi hans Sæd har den Ære at staae for dobbelt Skyld mod A, foruden den Fornærmelse at svare dobbelt Skat, tillige og have dobbelt mod ham at hegne; treffer saadant ind med fleere Bs Naboer paa de andre Kanter, bliver det Onde alt større og større. Det Stykke, B faaer meere at hegne, vil altid, naar man kiender lidet til Menneskene, være et Tvistens Æble, og falder B besværligere end alt det øvrige; Han vil vist søge adskillige Udflugter, for at flippe det, blot fordi

9

det overskrider den halve Linie af hans Jordstrækning. Denne Part Hegn bliver altid anseet for at være blot A til Fordeel; og deraf vil følge idelige Tvistigheder og Vidtløftigheder.

b) At Reglen halv Hegn er varig og bestandig, ikke underkast ve Forandringer, som Hartkornet.

Derfor er en Hoben at sige.

Jeg vil allene erindre, at denne Regel er først almindelig bekiendtgiort i Kong Waldemar den Andens Lov midt i det 13 Seculo, og hvo veed, hvor mange hundrede Aar den for den Tiid kan have været vedtaget; saavidt man kan slutte sig til af dens naturlige Billighed, saa er den vist meget gammel; Den gieldte efter Waldemars Lov allene for Bye og Bye. Vores nærværende danske Lovs 3die Bogs 13 Cap. 36 Art. er Ord til andet taget af denne gamle Lov. At den allene angik Hegnet imellem Bye og Bye, er rigtig nok, som Hr. B siger, at tilskrive de Tiders Tænkemaade, der ikke statuerede Fælledskabs

10

Ophævelse, uden allene imellem Byer; Loven giver en god naturlig Aarsag for halv Hegn her, nemlig, fordi de der nu have Fælled, fange ad Aare Hegnet, og have sliig Jevnet behov, det er, de tage halv Hegn, fordi de deraf have lige stor Nytte.

Hvad havde været Kong Waldemar lettere, hvis ikke denne Regels naturlige Billighed og øvrige Fuldkommenheder var faldet i Øynene, end i dens Sted at have fastsat, at Byerne skulle hegne efter de Tiders Maal og Værd paa Jorderne, nemlig Mark, Boel, Otting, Fierding m.m., som vores Hartkorn kom i Steden for, skiønt mindre fuldkommen, end hiin gamle Maal.

Denne Regl har altsaa staaet ved Magt, som en almindelig Lov paa 6te Aarhundrede, indtil Forordningen af 29de December 1758 hævede den, som til Lykke ikke varede længe; og man har aldrig hørt nogen Bye klage over Fornærmelse ved denne Hegnings Maade, fordi den kunde have mindre Hartkorn eller slettere Jorder, end Naboe-Byen. Det skulde da

11

være sært, om Reglen just skulde være fornærmende ved det specielle Fælleskabs Ophævelse, hvorved Forholdet imellem enkelte Gaarde net op bliver det samme, som Loven statuerer imellem Bye og Bye, og behøve altsaa samme Jevnet. Hvo veed ikke, at Matriculen i den Tiid er adskillige Gange forandret, og at den maaskee i Tiden endnu kunde ooergaae Forandring; den behøver det vist i mange Henseender, naar Agerbruget hos os engang skulde blive ordentlig; Saa ligger med det samme vor nye Regel for Hegnets Deling efter Hartkorn, og en Forandring vil derefter blive nødvendig med Hegnene. Halv Hegn derimod forandres aldrig uden med Jorden og Grunden selv.

c) Halv Hegn passer sig til alle vore danske Provincer.

Det kan med lige Fordeel bruges i Jylland, som i Fyen eller Sielland. En Jyde, om han har nok saa mange eller faa Tønder Land paa en Tønde Hartkorn, kommer ikke

12

til at Hegne mere end en Fyenboe; begge hegne efter deres Grundes Størrelse og Strækning; ere de store, saa kunde de og staae ved at tage Deel derefter i Hegnet; ere de smaa, bliver Forholdet med Hegnet og derefter. Kort sagt: Jeg kan aldrig komme til at hegne mere end det halve efter min Grunds Strækning, bliver det end noget meget paa een Sandt, saa formindskes det igien paa de andre. Man behøver altsaa ikke en Regel for Jylland, og en anden i de andre Provincer.

Det er vist nok, at, naar ved det specielle Fælledskabs Ophævelse, som egentlig er det Tilfælde, hvor der kan blive Qvæstion om Hegnets Deelings Maade, man enten giver een sin Jord paa 3, 4 a 5 Steder, eller og kun paa eet Sted, men af saadanne Figurer, som de af Fælledskabet udskiftede Stykker af Nestved Overdrev udmærke sig ved, troede jeg for min Deel, at ingen Regel for Hegnets Deeling vilde giøre Nytte, men at det rundeligste var, at lade sin Eyen-

13

doms Bevaring overlades Lykken; thi det blev galt her, hvad man og vilde antage.

Derimod, naar en Byes Beboere udskiftes af Fælledskaber, og enhver faaer al sin Jord paa eet Sted samlet og i en ordentlig Figur, som absolute kan og bør skee, hvor nogle af Beboerne flytte ud fra Byén, og en dygtig Land-Inspecteur bestyrer Uddeelingen, der har den Indsigt, at kunde tillegge enhver Beboer de Herligheder, han efter Beliggenheden kan og bør have; saa kommer halv Hegn her til Pas; og man vil da ligesaa lidet af nogen enkelt Beboer, som hidtil af nogen Bye høre Klagemaal over Fornærmelse af halv Hegn.

Man tage Chartet over det Bernstorfiske Gods for sig, Hvor ordentlige Figurer overalt forekommer, og forsøge, om ikke halv Hegn der falder naturlig, og er ler at anvende. Det er ikke at spørge, om denne Hegnings-Maade finder Sted paa dette Gods, hvis oeconomiske Indretning i det øvrige har saa mange Fuldkommenheder.

14

Et er, at man bruger Hartkorn til at beregne Skatter og Paalæg efter, og at det en kort Tiid har værer brugt til at bestemme Hoveriet efter, det beviser ikke andet, end at hvor man er nød til at bestemme noget, der maae man tage til Takke med den Regel, der er ved Haanden, skiønt den ikke er saa fuldkommen, som den kunde og burde være. Men er andet er, at man uden nogen saadan Nødvendighed vil forkaste en Sætning, der har nogle hundrede Aars Erfarenhed for sig, og man i al den Tiid hav fundet sig vel ved, alleene for at giøre noget nyt, der har større Uleyligheder og mindre Fuldkommenhed i Følge med sig, end der gamle.

Man kan og ikke vel forestille sig, at det forrige General-Landvæsens-Collegium, der var en Samling, dels af practiske Huusholdexe i Landvæsenet, som allerede havde udført mest af de vigtige Forbedringer paa deres egne Godser, der videre skulle blevet udbreedt i det Almindelige, deels af vore bedste Jurister og Politici, der vist alle vare det De-

15

partement voxne, Hans Majestæt allernaadigst havde overdraget dem, at disse brave Mænd, siger jeg, skulle uden foregaaende nøyeste Prøve og Undersøgning, uden at spørge Indsigt og Erfarenhed til Raads, have givet Anledning til, at halv Hegn igien blev indført, ved Forordningen af 28de Julii 1769. En Forordning, der i det øvrige har store Fuldkommenheder, og er grundet paa de sundeste Begreeb af Eyendoms Retten.

Nu vil jeg korteligen berøre Hr. Bugges Beviis for, at Hegnets Deeling efter Hartkorn er billig og naturlig.

Følgen, Hr. B ligefrem anfører, kan aldrig være rigtig, da den udledes af Sætninger, der feyle. Her bevises just det Modsatte.

I Exemplet nævnes Tønder Land, men efter Sætningen, som skal bevises, faaer det vel være Tønder Hartkorn; thi vil man have, Hegnets Deling skal skee i Forhold af geometriske Tønder Land, saa er jeg alde-

16

les eenig dermed, og opofrer gierne halv Hegn.

At de tvende Byer A og Bs Jorder efter dette Exempel, hvor der forud sættes, at de ere fuldkommen firkantede Figurer, hvoraf A holder 400 Tor. Hartkorn, og B 100 Tønder, skulle komme til at støde sammen her, uden alleene paa en Side; det begriber jeg ikke; er dette saaledes, saa falder det heele Forhold bort, som i Beviset anføres imellem A og B, og Slutningen følger da. med.

Efter Sætningen har jo A 4 Sider, vil jeg altsaa betragte den i det rette Forhold med de paagrændsende, saa bør det skee fra alle 4 Sider. Exemplet maae da forandres saaledes, A paa 400 Tønder Hartkorn har paa hver Side af sig Byerne B, C, D og E, hver paa 100 Tønder Hartkorn; Efter Sætningen skal A tage 4 Alen Hegn, naar hver af de paastødende faaer alleene 1 Alen. Nu kan først det Spørsmaal giøres: Hvad Forhold har A imod B eller imod enhver af de øvrige Byer i Henseende til Hegnet? Svaret

17

bliver nu som 1 imod 16, det er, A faaer 16 Alen at hegne, naar enhver af de øvrige Byer har allene 1 Alen, og Forholder efter Hartkornet imellem A og B, er kuns som 4 til 1.

Hvo seer ikke her der Unaturlige og Ubillige i Hegnets Deeling efter Hartkorn. Herimod indvender hel Hr. 8, at disse fire Byer have og enhver tre andre Sider, hvor de maae tage Deel i Hegnet, og altsaa jevner Forholdet sig selv. Men hvad Nytte har A af det, at de fire paagrændsende Byer faae saa meget at hegne paa de andre Sider. Forholdet imellem den og enhver af disse Byer er og bliver fornærmende for den, efter Hartkornet at regne. Tager A derimod halv Hegn med B, C, D og E, saa bliver As Forhold til enhver af de andre Byer, somm 4 til een, følgelig naturlig og rigtig. Overalt tiener dette af Hr. 8 her anbragte Beviis og Exempel mere til at forvilde end til at oplyse den, der ikke giver sig Tid nok til at bemærke Sæt-

18

ningens Feyl. Jeg kan og ikke rettere skiønne, end at Hr Bs Hovedsætning i Denne Materie er af en Mathematiqvekyndig alt for løseligen afhandler.

En af Hr. Bugges øvrige Sætninger falder for meget i Øynene til at den kunde

forbigaaes med Tavshed, det er den Slutning, Hr. B tilsidst giør, hvor han svarer sig selv paa der Spørsmaal: Hvorfore Loven 3 Bogs 13 Cap. 36 Art. fastsetter halv Gierde imellem Bye og Bye allene, og ikke imellem Mand og Mand; og erklærer Hr. 6 ar finde aabenbare Modsigelse i den anførte Artikel, confereret med den 34te Art. næst foran, siden det Loven her fastsætter for det Heele, ikke og kan gielde om enhver Deel.

Loven havde vist aabenbarligen sagt sig selv imod, om den her havde fulgt Hr. Bs Idee, nemlig at Mellemgierderne burde Dee les paa lige Maade med Markeskiels Gierderne, begge efter halv Hegn.

19

Det er noget Besynderligt, at en Mand, som Hr. Bugge, der i sit Fag, som Ober-Landmaaler, har haft den beste Leylighed at giøre sig vore Byemarkers Beliggenhed bekiendt, kan falde paa saa slet hen at caracterisere Loven.

Lad os engang eftersee, hvorledes Agerskifterne ere beliggende i Markerne. Man vil da besinde, at Beboerne af een og samme Bye have Agerskifter paa begge Sider af Mellemgierderne. Setter man, at disse Jordbrugere have paa den ene Side af Mellemgierdet et Agerstifte 100 Alen lang, og paa den anden Side et af 40 Alens Længde; Hvorefter skulle nu halv Hegn her udføres, enten efter de 100 Alen eller efter de 40 Alen? maaskee efter hver Agers Brede, der stødte daa Gierdet. Dette sidste ville ret blive et net Pille-Arbeyde for vore Bønder, naar de paa 15 Steder stulle komme til at sette, og siden aarligen vedligeholde et Par Alen Gierde.

20

Desuden kan det ikke vel være Hr. B ubekiendt, at hver Beboeres Jord ikke støder til Mellemgierderne, saaledes som en Byes Grund grændser til en andens; deraf følger jo meget naturlig, at Hegn imellem Mand og Mand ikke kan deeles, ligesom Markeskielsgierderne imellem Bye og Bye.

Forbemeldte Waldemars Lov siger, al Hegnet imellem Mand og Mand skal deeles, eftersom alle Eyere give ja til, og som enhver eyer og bruger i Bye eller Boel efter ret Reeb; Man seer heraf, at Vedkommende imellem sig kunde deele disse Gierder, eftersom de fandt beqvemmest at vedtage, og som de bedst kunde foreenes derom. Man seer ligeledes heraf Oprindelsen til, at visse Jordstykker i gamle Dage bleve overladte til en eller anden, uden anden Afgift, end at de holdte visse Strækninger af disse Gierder ved lige. Kunde Eyerne ikke mindeligen foreenes om Hegnet, skulde enhver tage Deel derudi, eftersom han brugte i Bye eller Boel efter ret Reeb: det er at

21

sige, Gierderne skulle tilmaales dem, efter det Maal Jord, de eyede, enten det var Boel, Fierding, Otting eller anden saadan Benævnelse, som i de Tider ikke var ideal Maal, som vores nærværende Hartkorn, men et bestemt Maal, hvis Unitet var Rafter eller Furrer, der vare af en og samme Størrelse overalt, ligesom vores Danske Aen, der indeholder samme Maal for den eene Province, som for den anden.

Man kunde derfor og paa den Tiid ved Reebet strax komme efter, hvis Andeel af Hegnet, der stod tilbage, og ikke var giort i Stand, naar ingen vilde vedkiende sig det, det lader man nok være efter det Maal vores Hartkorn med dets Skiepper og Fierdingkar afgiver.

22

Byemændene i enhver Bye have des Aarsag fra gammel Tiid af eengang for alle deelt imellem sig disse Gierder i visse Strækninger, saa at enhver uden Dispute veed, hvilket hans Stykke er at holde ved lige.

Saaledes har jeg yttret min Formeening om denne Qvæstion; dertil dreven blot af egen Overbeviisning. Kiert vil det være mig, om deraf kan tages nogen Anledning til at komme nærmere paa Spor efter det sande; og dette alleene bør altid være Øyemærket af vore Undersøgninger.

23
24