↩

Guds Villie

efter det

Siette Bud

i en

Prædiken

forklaret

ved

Adam Struense. Af det Tydske Sprog oversat.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Til denne Oversættelses Læsere.

Enhver skiønner letteligen, at hverken Ærgiærighed eller Vinde-Syge, der i denne Tid have sat mange Penne i Bevægelse, kunne have nogen Deel i denne Oversættelse. Ære vilde man forgiæves søge at indlegge sig ved at oversætte en tydsk Prædiken, hvilket nesten er hver Mands Arbeyde; ligesaa lidet kan man derved vente nogen

Gevinst; thi i Almindelighed søger man nu kuns de Skrifter, som Trykke-Frieheden har givet Anledning til.

Men saasom de udvortes Anstalter, der skulde tilbringe Ureenheds Elskere Skade og Vanære, tildeels ere ophævede, saa var det at ønske, at der i Hierterne kunde giøres desto kraftigere Anstalter mod Ukydskhed og andre i Svang gaaende ugudeligheder. Og kunde nærværende Oversættelse dertil bibringe noget, saa opnaaede Oversætteren sin Hensigt.

Bøn.

Hellige og levende Gud! Du har givet os de dyrebareste Forjættelser, at vi

skulle blive deelagtige i din guddommelige Natur, naar vi ville flye denne Verdens forgængelige Lyster; overbeviis os ved din Hellig Aand, at vi have det saa got i din Samfund, og skulle, naar vi lade os hellige efter dit Billede, erlange en stor og vigtig Herlighed, paa det vi maae lade alle jordiske, syndige og ureene Lyster fare, og lade alle Sielens Tilbøyeligheder og Begierligheder allene være henrettede til dig. Velsigne til den Ende i nærværende Time dit Ords Betragtning for din ævige og ubegribelige Kierligheds Skyld, Amen.

Indgang.

Det er Guds Villie, eders Helliggiørelse, og at I skulle flye Horerie, og enhver af Eder skal vide, at bevare sit Kar i Heiliggiørelse og Ære, ikke i Begierligheds onde Lyster, som Hedningene, der ikke kiende Gud. Disse Ord findes i Thess. Kap. 4. v. 3. 4. 5. ved hvilke Apostelen Paulus formaner de Troende, til hvilke han skriver, 1) at de i Almindelighed skulle med al Alvorvorlighed efterjage Helliggiørelsen. Og 2) i Besynderlighed flye den hedenste Last, Horerie. Han havde med saadanne Personer at giøre, paa hvis Troes Gierning, Kierligheds Arbeyde og Haabes Taalmodighed han med Glæde kunde tænke, og om hvilke han med al Sandhed kunde sige, at de, som kiære Brødre, bleve elskede af Gud, og vare ved hans Naade blevne udvalgte til det ævige Liv. Kap. I, 3. 4.

Men som det ikke er nok, at Siæle opvækkes og omvendes ved troe Læreres Tie neste; men deres Troeskab og Forsigtighed ogsaa udfordrer, at de omgaaes moderlig med de dem af Gud skiænkte Børn, bevare dem for det Onde, og ved Bøn og Formaning ligesom inddryppe dem Evangelii Melk, paa det de maae tiltage i det Gode, og daglig voxe i det indvortes Menneske. Daa hold-

te Paulus det og for sin Pligt, at han alvorlig bemøyede sig for at advare de omvendte Thessaloniker mod det Onde, og videre at fortbringe dem i deres begyndte Christendom. Til den Ende beder han i det foregaaende 3 Kap. v. 12.13 ret inderlig og Hiertelig for dem: Men Herren, siger han, formere, og giøre Eder overflødige i Kierligheden til hverandre og til alle. Til at styrke Eders Hierter, at være ustraffelige for Gud og vor Fader, i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse med alle hans Hellige. Men i det 4 Kap. begynder han ret faderlig og kierlig at bede og formane dem i den Herre Jesu, at de maatte bestandig føre deres Vandel, ligesom de havde annammet af ham, tækkes Gud, og stedse blive fuldkomnere.

Og paa det han fremdeles kan vise dem, hvilket det Maal er, som de af alle Kræfter maae stræbe efter, saa udtrykker han det med faae Ord saaledes: Det er Guds Villie, Eders Helliggiørelse. Hermed igientager han korteligen Indholden af alt hvad de tilforn havde hørt af ham, da han først kundgiorte dem Guds Villie. Gud vil nemlig, at, ligesom han er er helligt og rent Væsen, ogsaa de, som ville have Samfund med ham, skulle beflitte sig paa den rette Reenhed. Herren har alt udtrykkelig fordret dette af Israels Børn i det gamle Testamente, naar

han 3 Mos. II, 44 tiltaler dem saaledes: Jeg er Herren Eders Gud, og I skal helliggiøre Eder og være hellige, thi jeg er hellig; hvilket Petrus i B. Kap. I, 15. 16. saaledes igientager: Men efter den Hellige, som Eder kaldte, vorder og I hellige i al Omgængelse; thi der staaer skrevet: vorder hellige, thi jeg er hellig.

Mod denne Hellighed ere i Almindelighed alle Synder, som begaaes mod Guds Bud, indvortes eller udvortes, ved at efterlade det Gode, eller at giøre det Onde; men i Besynderlighed stride det 6te Buds Synder mod den; hvorfore Paulus og besynderlig advarer mod samme: Det er Guds Villie, siger han, at J flye Horerie, og at enhver af Eder skal vide at bevare sit Kar i Helliggiørelse og Ære, ikke i Begierligheds onde Lyster & c.

Hvad Indholden af disse Ord angaaer, da bliver samme ved det Siette Buds Forklaring os tilstrækkelig bekiendt. Gud give os den værdige Hellig Aand til ærbødigen og med Velsignelse at afhandle hans Ord, at vi samtligen deraf maae have en sand og blivende Nytte.

Det Siette Bud: Du skal ikke bedrive Hoer:

Vi afhandle i nærværende Time:

Guds Villie efter det Siette Bud:

som er

I. At vi skal flye Horerie.

II. At enhver skal bevare sit Legeme i Helliggiørelse og Ære.

Men dig, o hellige og levende Gud! anraabe vi ydmygeligen om din Hellig Aands Sendelse og Medvirkning, paa det at alt hvad der skal tales, maa tales i din Frygt, og anhøres uden Forbittrelse, til salig Anvendelse og velsignet Nytte. Ach Herre, vi forlade os paa din Troefasthed; beviis dig efter samme kraftig paa alles vore Siæle, for din Kierligheds og Forbarmelses Skyld. Amen.

Første Deel.

Naar Gud i det Siette Bud siger: Du

skal ikke bedrive Hoer, saa tiltaler han dermed ethvert Menneske, der af ham har annammet Legem og Siæl, og altsaa er skyldig til at erkiende Gud for sin Herre og Lovgiver, og at adlyde ham i alle Stykker. Hos Gud er ingen Persons Anseelse. Hvad han

forlanger af Undersaattere, Borgere og Bønder, der vil han og have iagttaget af De Høye, Konger, Fyrster, al Øvrighed, Lærde, Soldater, ja de maae have hvad Navn de ville. Han laver uden al Undtagelse sine Befalinger udgaae til unge Karle og Jomfruer, til Gifte og Ugifte. Du Menneske, siger handu Konge, du Øvrighed, du Lærde, ja du maa være, hvo du vil; jeg Herren din Gud befaler dig, du skal ikke bedrive Hoer.

Men da Mennesket bestaaer af tvende Dele, nemlig Legeme og Siæl, saa tiltaler og Gud begge disse væsentlige Deele, og det enhver for sig i Besynderlighed.

Han seer i sin Befaling for det første paa Siælen, som den, i hvilken Kilden til alt Ont fornemmelig er at finde; og da samme af Naturen er fuld af Vederstyggelighed og Ureenhed, hvoraf, efter Christi Vidnesbyrd Matth. 15, 19. onde Tanker, Horerie, Skiørlevnet & c. kommer, saa vil Gud, at dette for alle Ting skal renses, efterdi, naar det Indvortes er helliget, saadant og nødvendig maa vise sig i Henseende til Legemet.

Hernæst forlanger Gud, at Legemet, som er hans Skabning, med sine Lemmer, maa være et helligt og renset Kar, og at man med stor Alvorlighed skal vogte sig for al, saavel Aandens, som og Kiødets Besmittelse. 2 Cor. 7, I. Thi der staaer ikke i er

Menneskes Magt, at giøre med sine Lemmer hvad han vil; men han er skyldig at opofre dem til den, som han har annammet dem af.

Men det, som Gud vil, at man efter det Siette Bud skal flye, er Horerie.

Dette Ord tages i den hellige Skrift saavel i en mere indskrænket, som i en vidtløftigere Mening.

I en indskrænket Mening betyder det saadan Ægtefolkes slette Forhold, da de blive hinanden utroe, og overlade en anden deres Legems Brug.

Men i en vidtløftigere Mening bemærker det al Ukyskhed og Ureenhed, indvortes eller udvortes, enten den begaaes af Ægtefolk, eller ugifte Personer. Dette lærer Christus selv, thi naar han Matth. 5 Kap vil redde de 10 Guds Buds egentlige Mening mod falske Læreres forkerte Udleggelser; saa siger han og i Besynderlighed om det Siette Bud, at man endnu langt fra derefter har fuldkommet Guds hellige Villie, naar man flyer Kiødets udvortes Gierninger; men Gud fordrer og en indvortes Lydighed af os; og hvo derfore som aleneste seer paa en Qvinde med ukydske og urene Øyne, at begiære hende, den har allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hierte.

De Synder, som hid henhøre, ere vel saa beskafne, at de ere skændige endog alee-

neste at nævnes, og der var særdeles at ønske, at man i Christenheden ikke engang vidste noget om deslige Slags Laster. Men da denne Vederstyggelighed griber om sig, ligesom en anstikkende, giftig Sygdom, og æder om sig som en Kreft, saa fordrer den høyeste Nødvendighed, at man troligen advarer derimod, og legger enhver for Øynene, hvad Guds Villie er endogsaa i dette Stykke.

Jeg vil lade det være mig angelegen af bekiendte Aarsager at bruge al Varsomhed og Forsigtighed i disse Ureenligheders Benævnelse , og derfore mestendeels tale med den hellige Skriftes Ord. Men enhver der hører dette, bede Gud om et kydskt Øre og et reent Hierte. Man betænke alle Stykker, som i Herrens Frygt fremføres; man spørge sig i sin Samvittighed hvorledes det hidindtil har været beskaffent med Siælens Tilstand, og om man ikke i denne eller hiin Punkt har overtraadt det 6te Bud, og derved høyligen forsyndet sig mod Gud? Men den som overbevises og foruroeliges af sin Samvittighed, den sukke strax, at Gud vil fordrive den urene Aand fra ham, udredde ham af alle den fæiske Vellystes Lænker og Baand, og aftoe ham i det uskyldige, rene og ubesmittede Guds Lams Blod af alle Ureenligheder.

Horerie kan da, som sagt er, begaaes saavel i som uden Ægteskab.

I. I Ægteskab udøves denne Synda) Naar Ægtefælle af Ondskab forlade hinanden, eller den ene forskyder den anden.

Dette strider mod Ægtestandens Natur, som er et uopløseligt Baand imellem tvende Personer, hvilke deels til det menneskelige Kiøns Forplantelse, deels til indbyrdes Hielp, skulle blive tilsammen, indtil de af Gud ved Døden adskilles. Hvorfore, da vor Frelsere af Pharisæerne Math. 19, 3. blev tilspurgt, om det og er ret, at en Mand skiller sig fra sin Huustroe, eller at en Qvinde skiller sig fra sin Mand? saa svarer han dem, at dette var mod den nøye Forbindelse der sker ved Ægteskab; et Menneste skal forlade sin Fader og Moder og blive fast ved sin Huustroe, og de to skal være eet Kiød (og være fælles om alt hvad enhver af dem besidde); derfore, hvad Gud haver tilsammenføyet, skal Mennester ikke adskille. Og da derimod skeede denne Indvending, at Moses dog har budet at give et Skilsmisse-Brev, og skille sig fra sin Huustroe; saa frembringer Jesus til Giensvar, at saadan Tilladelse er skeet for Jødernes Hiertes Haarhed, men at det ikke af Begyndelsen havde saaledes været. Herpaa fremsætter han, som den store Prophete, der er kommen af Gud, sin og

sin Faders Meening om denne Sag med disse Ord: Jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Huustroe, uden for Hoer (da Skilsmissen ved denne Synds Udøvelse alt paa den anden Side er skeet), og tager en anden til Ægte, han bedriver Hoer; og hvo som tager den adskildte til Ægte, han bedriver og Hoer.

Mange Slags Undskyldninger og kolde Udflugter, som her ofte for verdslige Domstoele med stort Skin kunne fremføres, gielde intet i Guds Øyne, og skulle ikke paa hiin Dag for den almindelige Dom frikiende den, som af allehaande ugyldige Aarsager handler mod Guds Villie, og bryder den Pagt, som han for Guds Øyne har lovet at holde indtil Døden.

b) Fremdeeles bedrives Hoer, naar Ægtefolk vel blive hos hinanden, men enten Manden driver Utugt med en anden Person, eller Qvinden med en anden Mand.

Dette er en af de største Synder, hvorfore og mange Hedninger have haft Afskye. Og hvo, som forfalder i denne gruelige Last, den sidder vist Satan ret dybt i Struben, og har forbandet al Tugt, Skam og Ærbarhed af sit Hierte.

Denne Last strider mod den Ægtestabs Troe, som to Personer der træde i Ægtestanden love og tilsige hinanden. Thi efter

Pauli Ord I Cor. 7, 4. er Qvinden ikke mægtig over sit eget Legeme (at giøre dermed, hvad hun vil, og overlade dets Brug til en anden,) men Manden. Men desligeste er og Manden ikke mægtig over sit eget Legeme, men Huustroen. Hver Mand skal have sin egen Huustroe, og hver Huustroe sin egen Mand. Manden bevise Huustroen den skyldige Velvillighed, men desligeste og Huustroen Manden, v. 2. 3.

Hvo som handler derimod, den faarer sin dyrekiøbte Siæl, skiller sig selv ved al guddommelig Velsignelse, og drager alle de Straffe-Domme over sig, som denne Lastes Elskere trues med.

Syrach beskriver denne Synds Art og Farlighed udførlig Kap. 23, 22 og følg. v. saaledes: Et (af ureene Lyster) antændt Sind er ligesom en brændende Ild, og kan ikke udslukkes, førend det er fortæret, (dette er de letfærdige Begierligheders bittre Frugts at et Menneske derved fordærver Legeme og Siæl, og bringer sig for Tiden i Graven). Et ukydsk Menneske har ingen Roe, indtil han optænder en Ild, (o en ulyksalig Tilstand, naar et Menneske paa det grusomste martres og qvæles af sine onde Lyster). For et ukydske Menneske er al Spise sød, han holder ikke op, indtil han døer. (Ingen Møye eller Arbeyde maa der spares, det allerfarligste

voves ofte, aleeneste, at Kiødets Lyster kunne fuldbringes). Et Mermeske, som gaaer af Vey fra sin Seng, og tænker ved sig selv: hvo seer mig; det er mørkt om mig, og Væggene skyvle mig, hvad skulde jeg reddes for; den Allerhøyeste skal ikke ihukomme mine Synder. (Saavidt bringer Diævelen det ofte hos sine Tienere, at de ansee slige Synder for ubetydelige Bagateller, hvormed Gud selv ikke engang vilde regne det Nøye; brugte de aleene den Forsigtighed, at andre ikke mærkede deres Overtrædelser, og de ikke derover skulde blive til Skamme for Verden, saa havde de intet videre at befrygte), han skyer aleeneste et menneskes Øyne, og eftertænker ikke, at Herrens Øyne ere langt klarere end Solen, som see paa alle Menneskers Veye, og agte paa de skyvlte Deele. Ach kiære Menneske, den som haver giort Øyet, skulde han ikke see? Skyvle end Væggene og Mørket dig, saa seer dog den allesteds nærværende Gud, hvad du foretager dig. Mørkhed er ikke Mørkhed hos ham, og Natten skinner for ham ligesom Dagen. Mørkhed er hos ham som Lyset. Psal. 139, 11.12. Alle Ting ere ham bekiendte, førend de skabes, saavelsom, naar de ere skabte; han randsager og kiender dig, hvad enten du sidder eller du opstaaer, saa veed Gud det, han forstaaer dine Tanker langt fra, han omringer

din Stie og dit Leye, og kiender grandt alle dine Veye. Der er intet Ord paa din Tunge, ingen Tanke i dit Hierte, ingen Gierning, som du fuldbringer, som jo den alvidende Gud seer og kiender. Ja alle Gierninger, som ere skyvlte i Mørket, vil, Gud bringe for Lyset. Denne Mand (den ukydske) skal straffes offentligen, og skal gribes naar han mindst tager sig vare derfor. Hvor ofte lader Gud der skee, at den Skiendsel, som een hemmeligen begaaer, alt her bliver andre Mennesker bekiendt! Men bliver endog alting her forborgen og skyvlt, saa skal dog alt det, som her er bleven dulgt og holdt hemmelig, paa hiin den store Doms Dag aabenbares og bringes for Lyset. Og o! hvor vil da mange blive forskrekkede, som her have været anseete for uskyldige, naar de der for den høylovede hellige Treenighed, for alle hellige Engle og udvalgte, ja for det ganske menneskelige Kiøn blive erkiendte som forbandede Ægteskabsbrydere, og for ævig bortviste med de ureene Aander fra Guds hellige Ansigt. O! kiære Mennesker! betænker dette og aflader fra Synden.

Hvad nu Syrach har sagt om Mændene, der blive deres Qvinder utroe, det samme fører han og Qvinderne til Gemytte paa følgende Maade: v. 32 & c. Saaog en Qvinde, som forlader Manden, og sætter en Ar-

ving hos sig af en fremmet; først er hun den høyestes Bud ulydig, for det andet forseer hun sig imod sin egen Mand, og for det tredie bliver hun en Hoerkoene i Horerie, og setter Børn hos sig af en fremmed Mand, hun skal udføres til Meenigheden, og der skal skee Hiemsøgelse over hendes Børn. Hendes Børn skal ikke roedfæstes, og hendes Grene ikke give Frugt, hun skal lade en forbandet Afmindelse efter sig, og hendes Haanhed skal ikke udflettes. O! at Menneskene maatte blive kloge og lære, at intet er bedre end at frygte Gud, og intet sødere end at iagttage Guds Bud; saa skulde de blive bevarede fra deslige Vederstyggeligheder, og i Steden for Uroe og en ond Samvittighed, have Roe og Glæde i Gud.

c) Videre hører til de Synder, som af gifte Personer kan begaaes mod det Siette Bud, naar man aleeneste af Løsagtighed indtræder i Ægtestanden, eller fører samme i fæisk Ureenlighed, og altsaa ikke betænker denne Stands Hellighed.

Ægteskabet i sig selv betragtet er i Guds Øyne en reen og hellig Sag, ligesom og Gud selv alt i Uskyldigheds Standen har stiftet og indsadt den. Den hellig Aand værdiger og Ægtestanden at bruges til en Afbildning og Forestilling paa Christi aandelige Trolovelse med en troende Siæl, Ephes. 5 , 25. & c.

Derfore er det deres største Skyldighed, som gifte sig, at de begynde denne Stand med rene og kydske Hierter, og føre den i Herrens Frygt med al Tugt og Ærbarhed, paa det de engang kunne beslutte den i Velsignelse med usaarede Samvittigheder, uden at lide Skade paa deres Siæle.

Hvo som nu begynder denne Stand af og efter utugtige Begiærligheders og urene Hensigters Tilskyndelse, og mener, samme kunde være ham en aaben Dør til uden Undseelse at fuldbringe al sin forvendte Villies Lyst efter sit Kiøds Tilskyndelse, og dog at besmykke sin Vanart med det hellige Ægteskabs Navn, den giør Ægtestanden til en Syndestand, og betænker ikke at Gud ikke aleene har givet ledige, men og gifte Personer Kydskheds og Reenheds Bud. Om deslige Folk maa man vel lade Engelens Raphaels Ord gielde: Tob. 6. At Diævelen haver Magt over dem, eftersom de foragte Gud, og aleeneste af Utugt tage Huustroer, som umælende Fæe.

Og da der af saadanne Personer gives en stor Mængde, saa er det ikke heller at undre over, at der af saadanne ukydske og urene Ægteskaber fødes saa ulykkelige Børn, som ere ret en Samleplads af alle Ondskaber, og saasnart de lidet komme til Aarene,

have Hierter og Øyne fulde af Horerie, og lade ikke af fra Synden, 2. Petr. 2, 14.

Ved saadan Slags Giftermaale er det vel at befrygte, at ingen kiødelig Besmittelses Synd er saa stor, at jo disse ukydske Personer Fulde samtykke den. Uvidenhed om denne Vederstyggelighed, og Undseelse for kydske Ørne tillade ikke at tale mere derom. Men enhver betænke Sagen hos sig selv for Guds alseende Øyne, og prøve sig, hvorledes han hidtil har levet med sin Ægtefælde. Samvittigheden vil snart overbevise og tilkiendegive mange hvorledes det heri staaer sig med dem. Dog kan man herhos ikke undlade at berøre, at mange Ægtefolk forsynde sig grovelig ikke aleene mod det Siette men og mod det Femte Bud, i det de af allehaande giærige, vellystige og diævelske Aarsager søge at hindre Fosternes Undfangelse. Hvad dette er for en Vederstyggelighed, og hvorledes Gud ikke lader dem, der giøre sig skyldige i samme, blive ustraffede, der kan Juda Søns Onans Exempel, I. Mos. B. 38, 9 tilfulde lære os.

d) For det fierde regne vi til de Synder, som i Ægtestanden kunne begaaes mod det Siette Bud, naar Ægtefolkes Hierter ere adskilte og de leve i indbyrdes Strid og Ueenighed.

Ægtestanden beroer paa Gemytternes Overeensstemmelse, og det er langt fra, at Ægtepagten fyldesgiøres for Gud dermed, at Ægtefolk aleeneste udvortes boe tilsammen, og have fælles Omgang: Guds Hensigt ved denne Stands Indstiftelse har og været, at der skulde være en indvortes Hierte-Foreening mellem tvende Personer, paa det de kunde være hinanden behielpelige paa deres Løb til Ævigheden, og staae hinanden indbyrdes bie i at bære deres legemlige og aandelige Gienvordigheder. Derfore befaler Gud saa ofte i sit Ord, at de skal elske hinanden, ja den Hellig Aand fordrer, Ephes. 5, 23. & c. at Mændene skulle elske deres Huustroer, som Christus sin Meenighed, og Qvinderne deres Mand, som Christi Brud elsker sin himmelske Brudgom. Og dertil sigter og Lutherus, naar han i det Siette Buds Forklaring siger: hver agte og elske sin Huustroe.

Hvo som i sit Ægteskab ret iagttager dette, den skal kunde føre et ret fornøyet, ja lyksaligt Liv. Bøyer man flittig med sin Ægtefælde sine Knæe for Gud, foreener man sig i at tiene sin Jesus i eet Sind, redelig og uden Svig, og at bære al Gienvordighed uden Knur med Taalmodighed; saa skal man rigeligen spore Guds Velsignelse og Bistand i alle Stykker, Jesus vil da være tredie Mand i Ægteskabet, og man skal i

alle Lidelser kraftigen oprettes og rigeligen vederqvæges ved den hellig Aands Trøst.

Er man derimod uden Guds Samfund, og lever med sin Ægtefælde i Had, Bitterhed og Fiendskab, o! saa har man vist en Forsmag af Helvede paa Jorden, saa er man stedse uroelig og misfornøyet i Sindet, kan ey trøste sig ved guddommelig Hielp, og hvad Gud forordner til Menneskenes Beste, det bliver saadan en til Byrde og Besværlighed; ja hvad som endnu mere er, ved saadant ufredeligt Ægteskab, tilveyebringer man sig Guds Vrede og den ævige Fordervelse. Thi Herren, den nidkiære Gud, vil ævig straffe og hiemsøge dem, som overtræde hans Bud.

e) Endelig hører til de Synder, som af Ægtefolk kunne øves mod det Siette Bud, naar man begaaer det, som Gud 3. Mos. B-20, 18 meget alvorlig har forbudet og truet at straffe.

Det betreffer en Sag, hvorfore Naturen selv pleyer at have en Afskye; og bliver derfore sammes Udøvelse, Ezech. 22, 10 regnet iblant de største Misgierninger, som Gud ikke vil lade blive ustraffet.

II. Men ikke aleeneste i, men og uden Ægteskab begaaes mange Synder, og hører hertil fornemmeligen den skiændige Horeries

Synd, da en ledig Person driver Utugt med en anden

Gud siger, 5. Mos. B. 23, 17: Der skal ingen Hore være iblant Israels Døttre, og ingen Hoerkarl imellem Israels Sønner. Dette skulde meget mere være sagt om saa helligt et Folk, som de Christne billig burde være, at der ingen Hore maatte være iblant de Christnes Døttre, og ingen Hoerkarl iblant de Christnes Sønner. Thi saa meget helligere et Navn de bære end Israels Børn, og saa meget flere Aandens Naade-Gaver og Kræfter dem i det nye Testamente ere blevne forjettede end Jøderne i det gamle Testamente, ja saa meger klarere Evangelii Lys skinner for dem, end for hine; saa meget helligere skulde de og bevise sig i al deres Giøren og Laden, og desto troere skulde De omgaaes den aabenbarede og tilbudne Guds Naade, til det gamle Menneskes Dødelse og Korsfæstelse, og til at fornyes efter Guds hellige Billede. Men ach! Skam er det, at Christi Navn for denne Synds Skyld endog bespottes blant Hedninger. Ja visseligen, blant mange hedenske Folk, gaaer det i dette Stykke ikke saa slet til, som iblant de saa kaldte Christne, hvorfore de og paa hiin Dag skal opstaae, vidne mod der Christne Folk, og høyligen beskæmme det.

Hertil maae fremdeles regnes mange andre Slags Synder, hvilke Viisdommens Bog Kap. 14, 16. i Almindelighed kalder stumme Synder; ikke i den Henseende, atman ikke torde paaminde mod dem, eller bestraffe dem, men fordi deslige Vederstyggeligheder bedrives hemmeligen og i Løndom, og de, som begaae samme, ikke gierne selv tale derom, ja man endog i at bestraffe dem maa bruge tilbørlig Viisdom og Forsigtighed; thi det som hemmeligen begaaes af dem, er endog skammeligt at sige. Eph. 5, 12.

Hid henhøre de afskyelige Synder, hvorom Paulus Rom. 1, 24. & c. melder, at, fordi Hedningene ikke ret brugte den naturlige Guds Kundskab, og ikke ærede eller takkede ham, som en Gud, saa har Gud af en retfærdig Dom givet dem hen i deres Hierters Begieringer til Ureenhed, at vanære deres egne Legemer ved sig selv, fordi de have forvendt den Guds Sandhed til Løgn, derfore haver Gud hengivet dem i skiændige Lyster; thi deres Qvinder have forvendt den naturlige Brug til den unaturlige; desligeste have og Mændene forladt Qvindens naturlige Brug, og bleve optændte i deres Begiering til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede de skammeligste Uteerligheder. O hvilken Vederstygelighed.' Best er det, at man ikke engang veed og forstaaer, hvad disse ere for

Synder. Dog ere de almindeligere iblant den raae Mængde, end man skulde indbilde og forestille sig. Hvo som er skyldig deri, den skal Samvittigheden vel sige, hvad for Overtrædelser herved forstaaes. Ach! at Samvittigheden aleeneste ret maatte opvaagne, og saalænge ængste og foruroelige Ureenheds Slaver, indtil de fattede et alvorligt Forsæt, at afstaae derfra, og lade sig frigiøre ved den guddommelige Kraft i Jesu Christi Blod.

Mod det Siette Bud stride fremdeles Sodomiteries Synder, hvorom Gud taler hist og her i Mosis Bøger, og hvorfore han har fastsat Døds Straf. Dette er jo visselig en ganske umenneskelig Vederstyggelighed, da et Menneske derved ligesom affører sig den menneskelige Natur, og bliver værre end Besterne, der dog aleeneste holde sig til deres Lige. 2 Mos. B. 22, 19.

Det er iligemaade mod den guddommelige Orden, naar Personer, der ere for nær slægtede, træde i Ægteskab sammen; hvorfore saadanne efter den gudommelige Kiendelse 3 Mos. 20, 11. 12. skulle døe Døden.

Dog, hvo kan opregne alle de Vederstyggeligheder som i Tanker, Ord, Gierninger, Klædedragt, Geberder, og paa mangfoldige andre Maader kunne begaaes mod det Siette Bud af Mennesker, der vel

ere skabte efter Guds Billede, men desværre igien fra Gud affaldne, og hengivne til den ureene Aands Tieneste? Herren see dertil, og redde hvad som endnu vil lade sig redde.

Anden Deel.

Men vi skride nu videre til den anden Deel

af vor Betragtning, da vi overveye Guds Villie efter det Siette Bud, at enhver skal bevare sit Legeme i Helliggiørelse og Ære; hvad her vidtløftig kunde udføres, det ville vi aleene korteligen berøre i følgende fem Satzer:

1) Vil du, o Menneske, opfylde Guds Villie efter det Siette Bud, saa stræb for alle Ting efter, at dit Hierte virkelig forandres og fra Grunden af renses i Jesu Christi Blod.

Saalænge Syndens Kilder ikke tilstoppes, saalænge bliver de ureene Begierligheder ved at frembryde, og saalænge ville de stedse føre et usaligt Herredømme over Mennesket.

Hvo som derfore mener, at Sagen er dermed afgiort, naar han aleeneste vogter sig for Kiødets udvortes Udbrydelser, eller, naar han har levet i Kiødets Besmittelser, foretager sig igien udvortes at skye disse Synder, den bliver for den alvidende Guds

Øyne, som beskuer Hiertets Inderste, i høyeste Grad bedraget. Lever du endskiønt, min Ven! saaledes for Menneskene, at ingen kan beskylde dig for Ægteskabs Brydelse, Horerie, eller andre aabenbare Kiødets Gierningen; men du endnu har et uforandret og ureent Hierte, saa du giver dine uordentlige Tanker og Begierligheder Tøylen, saa er du for Gud ikke bedre end en aabenbare Hoerkarl og Ægteskabsbrydere. Men begynder du, naar du har levet i deslige Synder, aleeneste udvortes at afstaae derfra, og bekymrer dig ikke fornemmeligen om din indvortes Siæle-Tilstands alvorlige Forandring, saa skal du enten slet ikke kunne komme løs fra de Synder, der alt ere blevne dig en Vane og anden Natur, eller, om det endskiønt skeer, at du ved allehaande fornuftige Forestillinger udvortes bliver befriet derfra; saa beholder du dog en saaret Samvittighed, og bliver en Slave af dine onde Affecter og Begierligheder som ved forefaldende Leylighed igien ville henrive dig, og indvikle dig i den forrige Vederstyggelighed.

O! hvor uomgiængeligt fornødent er det derfore, at man ved den Hellig Aands Lys lærer at indsee den høystbedrøvelige Siæle-Skade, og under megen Angest og Bedrøvelse over sin dybe Fordærvelse med David skriger til Gud: Ps. 51. Skab i mig, Gud!

er reent Hierte, og giv mig en nye vis Aand, forkast mig ikke fra dit Ansigt. At det ikke er umueligt, naar det kuns bliver een alvorligt derom at giøre, af et ureent og utugtigt Menneske at blive et reent og helligt Guds Barn, saadant viser Paulus af de Corinthiers Exempel, om hvilke han bevidner, 1 Cor. Kap. 6, v. 11. sammenligner med v. 9. 10. at de tilforn havde været Skiørlevnere, Hoerkarle, Blødagtige, Syndere mod Naturen & c., men at de ikke vare forblevne saadanne afskyelige Folk; men at de vare aftoede, de vare helliggiorte, de vare retfærdiggiorte ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand.

Just denne Barmhiertighed vil Gud endnu lade Menneskene vederfares, naar de aleeneste komme til ham i en sand Omvendelse og Troe til hans Søn, og Længselfuld søge hans Yndest.

2) Vil du, o Menneske! fuldkomme Guds Villie efter det Siette Bud, saa hav stedse Guds allesteds Nærværelse for Øyne, og hav en bestandig Ærbødighed for hans hellige Majestæt.

Vi bekiende vel alle med Munden, at Gud er nærværende paa alle Steder; men den mindste Deel have herom en levende

Kundstab. Var der saa, da skulde man undsee sig ved at begaae de Synder for en alseende Guds Øyne, som man pleyer ar skamme sig ved for ærbare Folk.

Vil man altsaa bevare sit Legeme i Helliggiørelse og Ære; saa bede man Gud, at han vil give os et kraftigt Indtryk i Hiertet om hans allesteds Nærværelse. Man lære at sige til Gud af Hiertets indvortes Overbeviisning med David: Herre du randsager mig og kiender mig; hvad enten jeg sidder eller opstaaer, saa veed du det. Du omringer min Stie og mit Leye; du kiender grandt alle mine Veye. Hvor skal jeg gaae hen fra din Aand, og hvor skal jeg henflye fra dit Ansigt? Psal. 139, 1. 2. Af denne Forestilling om den guddommelige allesteds Nærværelse vil opkomme en sønlig Frygt og Undseelse for Guds Hellighed, og samme skal ved Christi Kraft bevare Menneskene fra alle hemmelige og stumme Synder.

Et herligt Exempel derpaa have vi i den kydske Joseph, som, da han var eene med Potiphars Huustroe, og af hende blev frister til Ukydskhed, af sønlig Ærbødighed for Gud havde Afskye for denne Synd, og aflagde derved et herligt Vidnesbyrd om sit Hiertes indvortes Beskaffenhed, naar han

siger: Hvorledes skulde jeg gjøre saa stort et Onde, og synde mod Gud? 1 Mos. Bog 39, 9.

Derhen rettede og den gamle Tobias sin faderlige Formaning til sin unge Søn, at han, saa længe han levede, skulde have Gud for Øynene og i Hiertet, saa skulde han i saadan Sinds Forfatning kunne vogte sig for at samtykke i nogen Synd og at handle mod Guds Bud, Tob. 4, 6.

3) Vil du, o Menneske, blive bevaret fra Ukydskheds Synd, saa flye Leilighed og saadanne Personers Omgang, der kunne friste dig dertil.

Mange skulde ikke henfalde i Horeries afskyelige Last, og anden Vederstyggelighed, naar de ikke ved onde Sælskaber vare blevne forførte dertil. Disse ere Aarsagen til, at mange ellers stille og dydelskende Gemytter blive styrkede i den yderste Fordærvelse baade paa Legeme og Siæl. Onde Sælskaber ere ret en Pest i Besynderlighed for unge Mennesker, og drage mange, der i Begyndelsen ikke havde tænkt det, til at samtykke i de groveste Misgierninger.

Dina havde ikke saa let blevet en Hoere, hvis hun stille og eensom havde bleven hjem-

me i sin Faders Huus, og ikke havde ladet sig forlede til at besøge Landets Døttre, og derved at komme i Bekiendtskab med Sichem. 1 Mos. B. 34, 1. 2. & c. O! at Forældre, som Gud har givet Børn, maatte af dette Exempel lære, hvor nødvendigt det er, at have et agtsomt Øye paa dem, og alvorlig at afholde dem fra alt for fortrolig Omgang med det andet Kiøn. Visselig Forældre, som heri forsømme det nødvendige, ville paa hiin Dag faae et svært Regnskab at aflegge for alt Kiøds Dommere, at de ikke bedre have givet Agt paa deres Børn, ja vel endog selv af allehaande ugyldige Aarsager været dem behjelpelige til en eller anden skadelig Omgang.

Men finder nogen sig truffet i sin Samvittighed, at han hidindtil har holdt sig til saadanne Personer, der have været ham Anledning til urene Begierligheder og allehaande Udsvævelser efter Kiødets onde Drift; den maae nødvendig, hvis han ellers vil befordre sin Siæls Salighed, herefter flye deres Omgang, og efter den guddommelige Villie afsondre sig fra dem: thi saalænge dette ikke skeer, er han aldrig i Stand til at blive løst af Ureenheds Lænker, eller at overvinde sit Hiertes utugtige Lyster.

4) Vil du, o Menneske, bevare dit Legeme i Helliggiørelse og Ære, saa beflit dig paa Maadelighed i Mad og Drikke.

Vor Natur er fornøyet med lider. Overfiødighed i Mad og Drikke foraarsager mange Synder, berøver Menneskene deres Forstands Brug, og giør dem vilde, frekke og ryggesløse; derfore advarer og Paulus alvorlig Rom. 13, 14. at man ey maa have Omsorg for Kiødet ti! at opvække Begierligheder, og Eph. 5, 14. siger han: Drikker Eder ikke drukne af Vin, hvoraf et uordentlig Væsen følger.

Ved denne Overflødighed forstaaes ikke aleeneste, naar et Menneske paa en grov Maade besværer sit Hierte med Fraadserie og Drukkenskab, og deri endog overgaaer de ufornuftige Kreature; men i Guds Øyne er det alt Overflødighed, naar man tager mere til sig af Mad og Drikke, end man har fornøden til Livets nødtørftige Underholdning.

Thi og derved blive de kiødelige Lyster satte i Bevægelse, og, naar man engang er bleven vandt til ureene Gierninger, bliver man stedse ved Overflod paa det kraftigste fristet til sammes Udøvelse, ikke heller er man i Stand til at imodstaae dem, saa længe det gamle Menneske gives for meget Foder, hvor-

ved det faaer Anledning og Formue til bestandig at igientage de engang tilvandre kiødelige Besmittelser. Derfore pleyede en vis Lærer ved denne Materie altid at sige med stor Alvorlighed og Eftertryk: Denne Ureenheds Dievel udfarer ikke uden ved Bøn og Faste.

5) Vil du endelig, o Menneske, undflye Ureenheds Synder, saa iagttag troeligen dit Kalds Forretninger, og flye den skammelige Lediggang.

Efter Faldet har vi ikke aleeneste Guds udtrykkelige Befalning for os, at enhver i sit Ansigtes Sveed dvs. med Møye og Arbeyde skal æde sit Brød 1 Mos. 3., 19. Men vi maae og ansee Arbeyde for et sikkert Middel, hvorved man kan bevares fra mange Sinds Adspredelser og Uordener.

Lediggang derimod lærer meget Ont: naar et Menneske intet har at bestille, saa kan Satan let komme til at dreye hans Hierte efter sin Villie. Der er et sandt Ordsprog, som læres i Skolerne: Lediggang er Dievelens Hovedpude og en Begyndelse til alle Laster.

Da David var ledig slog sig for meget til Roelighed, saa var dette ham Anledning til at bedrive Hoer og Mord; og sam-

me Fare ere de underkastede, der ikke troeligen og alvorligen iagttage de dem anbetroede Forretninger.

Mange Mennesker ere af den daarlige Meening, at dette er et ret lykkeligt Levnet, naar de aleeneste kunne sove, æde, drikke, giøre Visiter, spille, eller paa anden Maade unyttigen fordrive Tiden, uden at have nødigt videre at bekymre sig om noget; og de betænke ikke, at Dievelen just derved faaer aaben Port og Dør til deres Hjerter, og at deres Siæle derved yderligen besmittes og foruroeliges. De leve i Verden for at søge og befordre Kiødets Magelighed, og forstaae ikke, at man maa korsfæste sit Kiød med Lysterne og Begierlighederne, paa det man ret kan komme til at leve, og blive ret fornøyet med sit Liv.

De Troende vide og forstaae der, hvor velsignet Arbeyde er dem. De lade ikke gierne nogen Tiid gaae forbi uden at tage sig noget fore. Begyndelsen til alle deres Forretninger giøre de med Bøn, og deres Siæle opløfte sig under deres udvortes Arbeyde uden Afladelse til deres troefaste Abba. Ere de ledige fra udvortes Arbeyde, saa arbeyder Sielen desto alvorligere paa, stedse dybere at indtrænge i Gud, at stride Troens Strid og daglig ved deres Jesu Blods Kraft at

overvinde den Onde. I saadan Orden ere de i Stand til at dæmpe alle opstigende onde Lyster, at efterjage Hellighed og i den inderligste Siele-Roe med megen Glæde alt her at nyde deres Guds Samfund, indtil de endeligen blive befriede fra alt besværligt Arbeyde, og værdigede bestandig at hvile i deres kiære Faders Skiød.

Anvendelse.

Dette er da den korte Betragtning, som vi have villet anstille over det Siette Bud, da vi have overveyet Guds Villie efter samme.

Jeg vilde herved endnu engang ønske, at det ikke havde været fornødent at man skulde tale derom paa dette Sted; men der er Eder alle bekiendt, at denne Stad, saavel som andre

Lande og Stæder, ligesom oversvømmes af saadanne Synder. Og da Satan saa uophørligen skynder sine Redskaber til denne Synds Udøvelse, ja denne Vederstyggelighed stedse tager mere Overhaand, og mange Gemytter derved forarges og forføres; saa har man umuelig kundet tie derom, men man har seet sig nødt til ved denne Leylighed at tilkiendegive, hvad Gud har forbudet og befalet, paa det ingen paa hiin Dag skal kunde

undskylde sig dermed, at det ey var blevet ham sagt, eller, at han ikke havde vist at det eller det var Synd.

Man kan ikke uden den største Bedrøvelse og Veemodighed tænke paa, hvor meget Kydskhed og Blufærdighed har aftaget iblant os, og hvor meget derimod et frækt, ryggesløst, hoeragtigt og ukydsk Levnet begynder at tage Overhaand. Jeg beraaber mig heri paa Eders eenstemmige Vidnesbyrd. Lader det ikke næsten ligesom Horerie blant os har faaet frit Privilegium. Ere der ikke mange i denne Stad, som uden ringeste Straf i Utugt avle mange Børn? Ere der ikke de, som, naar de blive kiede af et Fruentimmer, udvælge sig et andet, og saaledes legge Synd til Synd, og opvække Guds retfærdige Vrede? Bliver ikke denne Synd anseet for en ringe og ubetydelig Sag? Ere der ikke mange af vore Indvaanere, baade Mænd og Qvinder, der skammeligen bryde deres Ægteskabs Løfte? Ja findes der ikke hos os saadanne Huuse, hvor ugudelige Koblere og Koblersker føre unge Gemytter sammen, og for en skammelig Hoere-Løn opofre Siælene til Satan? og hvad skal jeg sige om vores arme Ungdom? Mange af vore Borgeres og Indvaaneres Døttre blive under Ægteskabsløfte gjorte til Horer. Og vore unge Karle mee-

ne, at de uden Undseelse kunde giøre deres Kiøds Villie. Naar deres Lærere faderlig og troelig advarer dem og søger at bringe dem fra Lasternes Vey, da bliver saadant foragtet og slaaet hen i Veyret. O hvor forfalden viser dette at den sande Christendom er iblant os! Hvilken beklagelig Tilstand maa saadant endelig bringe Staten i! HErren opvække dog Øvrigheden, som har Magt til at hemme saadan Uorden, til at sætte sig derimod af alle Kræfter! Han iføre dem en hellig og retfærdig Iver, at de efter deres Embede og Samvittighed, ligesom en Pinehas, maa være nidkiære for Guds Villie, og derved afvende den hellige Guds Vrede fra vores Stad og Land. 4 Mos. 25, 11.

Guds Domme ere os nær, og HErren viser os i disse Dage, hvor eftertrykkelig og alvorlig han kunde hjemsøge Menneskenes Synder. Betragte vi de forskrækkelige Hiemsøgelser, som Gud i den hellige Skrift har ladet optegne, og seer paa Aarsagerne, der have opvakt hans retfærdige Vrede, saa er der ofte Ureenheds Synder. I den første Verdens Historie læse vi, at, da Guds Børn saae efter Menneskenes Døttre, levede med dem i utilladelig Ureenlighed, og ikke mere ville lade sig straffe af Guds Aand, saa sendte Gud Syndfloden og udstettede Men-

neskene, som han havde skabt, af Jorden, tilligemed Qvæget, og alle Orme og alle Fugle under Himmelen, 1 Mos. 6. 1. & c. Da Indvaanerne af Sodoma og Gomorra uden Undseelse omveltede sig i deslige Synder, saa lod Gud regne Ild ned af Himmelen over dem og fortærede dem og deres Stæder, i Mos 19. Da Sichem, Hemors Søn, havde besvangret Dina, Jacobs Dotter, saa tillod Gud, efter sine retfærdige Straffe-Domme, at Jacobs Sønner, Simeon og Levi, grebe til Sværdet, og i deres Forbittrelse ihielsloge alt Mandkiøn, saavel som og Sichem og hans Fader Hemor, 1 Mos. 34, 25. Da Israels Børn i Sittim bedreve Horerie med Moabiternes Døttre, saa lod Gud i sin grumme Vrede ikke aleeneste ophænge alle Folkets Øverster; men han sendte endog en Plage blant Folket, saa at fire og tive tusende Mænd deraf døde. 4 Mos. 25. Nu den Gud, som paa saa mange Exempler ved sin straffende Retfærdighed har aabenbaret sin retfærdige Afskye mod denne Synd, han lever endnu og er uforanderlig i sine Domme. Og da vi leve i de sidste Tider, saa kunde vi med Sandhed paastaae, at den overhaandtagende Horeries og Løsagtigheds Vederstyggelighed, samt de dermed forbundne Misgierninger, ville opfylde den guddommelige Vredes Maal, og foraarsage ret be-

drøvelige Tider. Tiderne ere vist forhaanden, som Christus Luc. 17, 26. 27. & c. har spaaet om: Ligesom det gik til i Noahs Tid, saa skal der og skee i Menneskets Søns Dage, (nemlig naar han vil komme at feye sin Lade, og at adskille Avnen fra Hveden:) de aade, de drak, de toge til Ægte, og bleve udgiftede, indtil den Dag, da Noah gik ind i Arken - og Syndfloden kom og omkom dem alle. - - Paa samme Maade skal det gaae til paa den Dag, naar Menneskets Søn skal aabenbares som en retfærdig Dommere over alt det Onde, som Menneskene begaae; det bedrøveligste herved er dette, at

de fleste sove saa dybt i Sikkerhed og Ondskab,

at de ikke ville troe, at det vil faae

saa bedrøvet en Udgang med dem. Men

farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte;

hvad et Menneske faaer, det skal han og høste,

hvo som faaer for Kiødet, han skal høste Fordervelse af Kiødet. Gal. 6, 7. 8.

Men hvorfore anfører jeg dette, og hvorfore opholder jeg mig saa længe ved at advare mod denne Synd, og at forestille den guddommelige Straf for samme? Ach, Elskelige Tilhørere! det skeer i intet andet Øyemeed, end for af en Hiertelig Kierlighed at overtale Eder, herefter at have Afskye for denne Last, paa det I maae undgaae Guds Vredes-Domme i Tiid og Ævighed.

Hvor mange blant denne Forsamling ere ikke overbeviiste i deres Samvittigheder, at de ofte paa en eller anden Maade skammeligen have besmittet deres Siæle! og skulde det staae skrevet paa deres Pander, vilde man see, at Tallet paa Horer, Ægteskabsbrydere, og ureene og afskyelige Mennesker er stort nok. O I arme Siæle! Man beklager af Hiertet, at I saaledes lader Eder bedaare, og af Eders ureene Lyster giøres til Diævelens Slaver og Fanger. Men for at afdrage Eder derfra, og opvække hos Eder en Væmmelse for slige Kiødets Gierninger; saa skal endnu korteligen vises: 1) hvad for en Ulykke I drage over Eder ved Eders kiødelige Lyster; 2) hvilket herligt Gode I derved ævig berøve Eder.

Ulykken, som I tilveyebringe Eder, er mange Slags. I ruinere Eders Legemer, miste Eders Sundhed, og foraarsage Eder allehaande onde og vederstyggelige Sygdomme; thi den, som hænger ved Skøger, bliver forvoven, Møl og Orme skal ave ham. Sirach 19, 2. Den fremmede Qvindes Læber ere vel i Begyndelsen søde som Honning-Kage, og hendes Gane er glattere end Olie; men derefter bitter som Malurt, og skarp som et tveeget Sverd; hendes Fødder gaae ned til Døden, hendes Gange holde fast ved Helvede. Ordspr. 5, 3. 4. 5.

I forhindre ved saadan Vederstyggelighed Guds Gierning paa Eders Siæle. Blive I end undertiden rørte og bevægede, saa forsvinder dog saadant snart igien, eftersom I ved Eders Ukydskhed og Ureenhed støde den reene og hellige Aand fra Eder; og paa denne Maade løbe I lige til Helvede og den ævige Fordømmelse; thi det vil visseligen blive ved det, som Gud i sit Ord haver truet: Hverken Hoerkarle, eller Skiørlevnere, eller Blødagtige, eller de som synde mod Naturen, eller Drankere & c. skulle arve Guds Rige. 1 Cor. 6, 9. 10. Kiødets Gierninger ere aabenbare, som ere: Hoer, Skiørlevnet, Ureenhed, Uteerlighed, Utugt, Drukkenskab, Fraadserie og deslige; de som giøre saadanne Ting, skulle ikke arve Guds Rige. Gal. 5, 19. 20. 21. De skulle (efter Hebr. 13, 4.) dømmes af Gud, og deres Deel skal være i Polen, som brænder med Ild og Svovel. Aabenb. 21, 8.

Besinder Eder, om I ville handle saa ubarmhiertig mod Eder selv, fremdeles at samtykke i saadanne Synder, og ævig at drage saa megen Elendighed over Eder.

Men kan dette endnu ikke bevæge Eders Hierter at flye Ureenhederne, saa lader det dog see ved det I videre skille høre, hvilke

store og uudsigelige Saligheder I stille Eder ved.

Til at forestille Eder dette tydeligen tager jeg: Bevægelses-Grundene af 1 Cor. 6, 13. & c. hvor Paulus anfører sex Aarsager, der skulle afholde en Christen fra Horerie.

1) Vore Legemer tilhøre den kiære Gud, som har givet et Memieste sine Lemmer, paa det han skal bruge dem efter hans hellige Villie, til hans Navns Herliggiørelse. Den derfor, som giør sit Legeme til et Syndens Verksted, handler mod Skabelsens Øyemeed, og kan altsaa ikke trøste sig ved sin Skaberes Maade og Bistand, v. 13.

2) Vore Legemer skulle engang opvækkes, og (efter Guds Hensigt) ligedannes efter Jesu Christi forklarede Legeme. Hvo som nu overgiver sig til Horerie, han stiller sig selv ved saadan Herlighed, og skal paa den yderste Dag opvækkes til ævig Skam og Skiændsel. v. 14.

3) Menneskene ere forløste til den Ende, at de skulle være Christi, deres velsignede Overhoveds Lemmer, og paa det nøyeste og inderligste med ham forbundne. Men ved Horerie skilles man fra Christo, og da man

hænger ved Skøgen, bliver man et Legeme med hende. v. 15.

4) Vore Legemer skulle efter Guds Villie være den Hellig Aands Tempel, hvori han kunde boe, og skynde os til alle Gud behagelige Dyder. Men Horerie fordriver Guds Aand, som den der ikke kan boe i et Legeme, der beherskes af Synder, v. 19.

5) Vi ere af Jesu ved hans dyrebare guddommelige Blod, med Legeme og Siæl kiøbte til at være hans Eyendom. Men hvo som hengiver sig til Ureenheds Synd, har ingen Deel i Christi Blod og Død, og saalænge han ikke giør alvorlig Omvendelse lever han uden Gud, og uden Christo i Verden. v. 20.

6) Heraf giør nu Paulus endelig den alvorlige Slutning: flyer Skiørlevnet: Al Synd, som Mennesker giør, er uden for Legemet, men hvo som bedriver Skiørlevnet, synder imod sit eget Legeme, i det han svækker samme, og før Tiden bringer sig i Graven.

Nu Elskelige, hvorledes ere I herved til Sinds, da I høre saadanne eftertrykkelige Forestillinger af den hellige Skrifts Vidnesbyrd? Ville I heldst undvære Guds salige Samfund, Deel i Jesu og hans Forrieneste,

den hellig Aands Iboelse, Guds Børns Herlighed i og efter dette Liv, og mange andre Fordeele? Eller ville I ikke heller beslutte at fordrive Ureenhed og alle dermed forbundne Udyder fra Hierter, og at væbne Eder med guddommelig Kraft til alvorlig Strid mod disse Fiender, og ved Christi Biestand at overvinde samme, naar I angribes af dem. Betænker Eder, førend vi stilles ad, hvad I for Fremtiden ville beslutte.

Er nogen iblant Eder alt kommen til saa høy en Grad i Ondskab, at han ved alle anførte Grunde ikke vil lade sig overtale, men blive ved i sit halstarrige Sind, uden at afstaae fra de kiødelige Lyster; den vove det paa sin egen Regning; men paa hiin Dag skal han være uden Undskyldning: thi det er dig, o Menneske! endog i denne Time sagt, hvad Ret er, og hvad din Gud kræver af Dig.

Men hvo som i sin Samvittighed finder sig skyldig i Kiødets Besmittelser, og derover finder en Hiertelig Angest, at han derved saa ofte har fortørnet sin godgiørende Gud, ønsker ogsaa alvorligen at renses fra denne Vedersiyggeligheds Skarn og Ureenhed, og at

erlange Herredømme over samme; han kan endnu hielpes, naar han aleeneste efter den

guddommelige Villie vil giøre en retskaffen Begyndelse.

For der første kan saadan en vist være forsikret, at, ligesom Gud ikke vil een eeneste Synders Død, men meget mere forlanger, at Synderen skal omvende sig og leve, han altsaa ogsaa har en inderlig Kierlighed til ham, og troeligen arbeyder paa at befordre hans ævige Vel. Til den Ende har Gud baaret saa megen Taalmodighed med ham i hans Synde-Tjeneste, og forundt ham Tid til en sand Omvendelse; ja, af Kiærlighed har Gud ofte rørt hans Hierte, og tillkiendegivet ham, at han i saadan Tilstand ikke kan blive salig, og hvor fornødent det er, at af staae derfra, og begynde at føre et andet Levnet, nemlig i Hellighed og Retfærdighed.

Ved Betragtning af saadan uforskyldt Naade, maae man dernæst lade sit Hierte ret høye og nedslaae. Man blive ikke staaende aleeneste ved Kiødets udvortes Gierninger; men man gaae fornemmeligen til den onde Kilde, hvoraf alle Ureenligheder have deres Udspring. Og naar man i den hellig Aands Lys af Guds Lov har erkiendt og indseet sin Siæls mange Afvigelser samt den derover optændte Guds Vrede; saa maa deraf nødvendig virkes en gudelig Bedrøvelse. Nu vil man ønske: Ach at jeg aldrig havde be-

gaaet denne Synd. Man vil skamme sig, at man har fortørnet sin kiære Fader i Himlen, saa ofte træder Christi Blod under Fødder, og fordrevet den hellig Aand af Hiertet: Man vil faae er inderligt Had og Afskye, ligesom til Ureenheds Synder, saa og i Almindelighed til alle Udyder, og fatte der alvorlige Forsæt, nu aldrig mere at vælte sig i onde Lysters og ureene Gierningers Dynd; ja man vil begynde at bede og af inderste Hierte at skrige til Gud: Tænk ikke paa mine Ungdoms Synder eller Overtrædelser; men tænk paa mig efter din store Barmhjertighed. Gaae ikke til Dom med mig, din arme Skabning, og handle ikke med mig efter mine Misgierninger. Mine Synder ere flere end Sand i Havet; de gaae over mit Hover, og ere blevne mig for svare, som en svar Byrde.

Er nu Siælen i Omvendelsen bleven ret arbeydende og besværet, vil man i saadan Orden gierne være fine Synder qvit, og forvisset om Guds Naade; saa er der fornødent, at man henvender sig til Jesus, det ganske menneskelige Kiøns Frelser og Forløser, i Tillidsfuld Fortroelighed til hans blodige Fortieneste. Denne er en Forsoning for den ganske Verdens Synder, og han er af sin Fader bleven giort til Synd for os, paa der vi i

ham maatte blive den Retfærdighed, som gielder for Gud. Denne har udgydet sit Blod, som det uskyldige og ubesmittede Guds Lams, for os, at vi deri skulle renses og aftoes.

Gaaer da i Troen hen til denne korsfæstede Frelsere, I bodfærdige Siæle! han vil, uagtet alle Eders Synder, antage Eder paa det venligste, og da han er den fri aabne Kilde mod al Synd og Ureenhed, saa kunne I og bade Eder i samme, blive Eders besværlige Syndebyrde qvit, og deelagtige i den af ham forhvervede Retfærdighed, saa det og skal hede om Eder, efter det alt anførte Pauli Sprog: I vare tilforn Hoerkarle, Skiørlevnere, Blødagtige, Syndere mod Naturen — men I ere aftoede, I ere helligede, I ere retfærdiggiorde ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand.

Men hvo som ved Christum er bleven retfærdig og har erlanget sine Synders Forladelse; den vaage bestandig over sit Hierte. Sover end undertiden Ureenhedens Aand, saa opvaagner den dog ofte uformodentlig; og en hastig opkommende Lyst styrter mange pludselig i den forrige Fordervelse. Man beflitte sig stedse paa Maadelighed og Ædruelighed, og have bestandig Guds Allestedsnærværelse for Øyne. I Besynderlighed ihukomme

man Jesum den Korsfæstede, og dræbe ved hans Lidelses Kraft Kiødets Lyster og Begierligheder.

Men dette føres ikke alleneste dem til Gemytte, som paa en grov Maade have udøvet deres Kiøds Laster; men denne Bodfærdigheds og Troes Vey maa alle gaae, som endnu staae under de urene Begierligheders Herredømme, hvis de ellers ikke af Gud ville ansees som Hoerkarle og Skiørlevnere, og evig blive skilte fra ham.

Ingen tænke, at det, som nu er sagt, ikke gaaer ham an; thi du har, o Menneske! et Hierte, som af Naturen er meget tilbøyeligt til disse Synder. Og at der hos dig ikke er kommen til udvortes Giernmg, der har du alleneste din Guds Forbarmelse at takke for, eller du har kuns mangler Leylighed til at udøve dine ukydske Begierligheder. Gaae aleeneste i dit Hierte, stil dig for det guddommelige Ords Speyl: hvor mange Siælens Besmittelser vil du da blive vaer? hvor ofte har du ikke bedrevet Hoer i Tankerne? thi hvo som seer paa en Qvinde at begiære hende, han har allerede bedrevet Hoer i sit Hierte, og den som seer paa en Mand at begiere ham, hun har allerede bedrevet Hoer i sit Hierte. Matth. 5. Hvor ofte har du misbrugt din Mund til syndige og ureene Ord. Ja hvor

mange ere der ikke iblant os, som, fordi de ansee sig lidet bedre end gemene Folk, ved Legems Blottelse og andre utugtige Geberder noksom forraade deres hoeragtige og ukydske Hierte, og bevidne for enhver at de have forloret al Ærbarhed; hvor mange gaae aleneste i Kirken for at lade deres ukydske Øyne frit omstreife, og med utugtige Hierter at see efter Landets Døttre? Ja paa hvor mange Maader gives ikke Leylighed til disse Udyder, hvorved andre deels forarges og forføres, deels krænkes og bedrøves.

I da ogsaa, som finde Eder skyldige i disse anførte eller andre Misgierninger, enten de ere aabenbare eller forborgne for Verden, Eder opmuntrer jeg i Herrens Navn, og ombeder hierteligen for Christi Vunders Skyld, at I afstaae fra disse Laster, hvorved I bringe Guds Domme over Eder selv, ja endog over Landet Træder ind i den Orden, som allerede er bleven Eder viist, paa det I kunde erlange Barmhiertighed af Herren til Eders Synders Forladelse i Christi Blod, blive befriede fra den velfortiente Straf, og i Fremtiden føre Eders Vandel til Guds Ære.

De Troende, som leve i disse bedrøvelige og jammerlige Tider, erfare for deres Deel, hvad Petrus 2 Petr. 2, 7. 8. skriver om Loth, hvilken de skiændige Folk i So-

doma og Gomora krænkede ved deres uteerlige Vandel, thi, som han var retfærdig og boede iblant dem, saa pinte han Dag fra Dag sin retfærdige Siæl med de uretfærdige Gierninger, som han saae og hørte. De lade sig af saadanne i Svang gaaende Synder bevæge til inderlige Sukke til Gud, at han vil skaane, og endnu redde mange, som en Brand, fra Helvede. De beflitte sig paa en uhykkelsk Gudsfrygt, paa det de ved deres Vandel kunde bestraffe den ugudelige Verdens onde Væsen, og derved overbevise andre om et helligt og ustraffeligt Levnets Nødvendighed og Muelighed.

Ja I dyrebare og udvalgte Venner! Lader os, da Verden ligger i det Onde, og ikke vil have det Gode hos Gud, i Sandhed fatte der Forsæt, at tiene Gud i vort Legeme og i vor Aand, I Cor. 6, 20., og at lade det være vor daglige Bestræbelse, at vi opofre os med Legeme og Siæl Gud til et levende, helligt og velbehageligt Offer. Lader os ved Christi Døds Kraft døde de Lemmer, som ere paa Jorden, og stedse mere rense os i Lammets Blod fra al Kiødets og Aandens Besmittelse. Vel Eder! I have udvalgt den beste Deel: I nyde her en reen Vellyst, naar I, som af en Strøm, blive drukne af Guds Huuses gode Ting.

Vel Eder! i al Ævighed; thi da I her i Naade-Tiden har giort Eders Klæder hvide i

Lammets Blod, saa skulle I og blive værdigede med forklarede Legemer at skue Guds Ansigt uden Afladelse; thi I skulle see ham, som han er, og i det nye Jerusalem, hvor ingen Hoerkarl, Skiørlevnere, eller noget ureent indkommer, igiennem alle Ævigheder blive deelagtige i hans ømme Kierlighed. Salige ere de som ere reene af Hiertet, thi de skulle see Gud.

Bøn.

Du hellige og retfærdige Gud! Saa er da dette Vidnesbyrd atter aflagt for dit Aasyn, og denne tilstædeværende Forsamling, efter den Naade du dertil har forlenet. Jeg haver nu af Hiertet talt, hvad Du haver ladet mig kiende, at være fornødent i disse forvirrede Tider. Ach Gud, lad det ikke aleeneste være bleven hørt med legemlige Ører, men lad det ved din Aand dybt indtrykkes i Hiertet til manges Omvendelse og Befrielse af Diævelens Snarer, til Advarsel mod Ukydskhed, og til alle tilstædeværendes ævige Frelse. Ach barmhjertige Gud! du har hidindtil af blot Godhed og Naade skaanet os, og endskiønt du havde havt Aarsag nok formedelst Menneskenes overhaand tagende Ondskab at udøse dine Vredes Skaaler over os, saa har du dog hidindtil ventet paa vores Bedring,

og er endnu ikke bleven kied af Forbarmelse. Og, som vi nu af Hiertet love og prise dig for saadan din Kiærligheds Rigdom, saa bede vi dig inderligen, ach Gud! spar os fremdeles, og lad os ved din Godhed ledes til Omvendelse. Hem du selv alle i Svang gaaende Uordener. Regier deres Hierter, som du har sat til at forebygge og bestraffe det Onde, paa det Landets Synder og Sukke ved deres Bestræbelse og din naadige Biestand maa formindskes, og din Velsignelse formeres iblant os. Menneskenes Siæle høre jo dig til; thi de ere dig tilkiøbte ved din Søns Blod. Ach! tillad derfore ikke, at Satan fremdeles fører den største Deel af dem fangne efter sin Villie. Red du, o Gud! dem, som endnu ville lade sig redde, og lad deres Antal, som prise dig i deres Legeme og Aand, dagligen voxe og tiltage. Beskierme din arme liden Hob mod den Ondes Anløb, og lad dine Troende erlange en Seier over ham efter den anden; paa det vi maa bringe dig ævig Lov, Priis, Berømmelse, Tak og Herlighed, og uafladeligen besynge dit Navn, at du har giort saa vel imod os. Ja, Amen! du vil bønhøre det for din Kiærligheds Skyld. Amen.

Guds Villie efter det Siette Bud i en Prædiken forklaret ved Adam Struense. Af det Tydske sprog oversat. [af Gutz. Mich. Münster]

Guds Villie

efter det

Siette Bud

i en

Prædiken