M.P.O. [Martin Peter Ohm] Nødvendige Erindringer til Forfatteren af Skriftet om Helvedes Evighed og Arve-Synden ved en efter Skriften tænkende.

Nødvendige Erindringer

til

Forfatteren af Skriftet

om Helvedes Evighed

og

Arve-Synden ved

en efter Skriften tænkende.

Audiatur et altera pars.

Kiøbenhavn,

trykt hos P. H. Höecke. 1771.

2

        

3

1ste Capitel.

Om Helvedes Evighed.

Forfatteren lover paa Titel-Bladet, at vise os skræksomme Følger af den Lære om Helvedes Evighed. Efter dette skulde man vendte, at høre noget om den Skade, denne Lærdom maatte foraarsage, endten den sande Religions Udbredelse eller Menneskenes borgerlige Nytte; Men i dets Stæd vises ikke andet, end den Indvending, som saa ofte er opkaagt imod denne Lærdom, som at den ey kunde bestaae med Guds Godhed og Barmhjertighed.

Nu er det vist, at giør den Lærdom om Straffernes Uophørlighed noget virkeligt Skaar i de sande Begrebe, man bør have om Gud, fortiente den ey at bifaldes; men saa burde dette nøyere, i en rigtigere Orden og af stærkere Grunde bevises, end hidtil og

4

4

i dette Skrift er skeet; Og saa dernæst vises, hvad Skade det in Praxi bragte med sig hos dem, som ligefrem troe Straffernes Evighed i Sammenhæng med de andre bibelske Lærdomme.

Lader os undersøge, om den Lærdom fornærmer Guds Godhed.

For at giøre dette med nogen Vished, maae vi ey skiere et eller andet Attributum fra Gud, og betragte det særskildt fra hans andre Egenskaber: Ligesaa lidt som vi maae betragte en eller anden theologist Lærdom afrevet fra sin Sammenhæng med de øvrige Lærdomme; thi saa er det ikke at undre over, om Lærdommen bliver uforstaaelig, ja vel og stridende mod de fremmede Concepter, man vil forbinde den med. Naar der derfor handles om en af Guds Egenskaber, maae den betragtes, som den er i sig selv, forbunden med de øvrige Guds Egenskaber, og Gud bør igien ansees, som han selv har aabenbaret sig, og efter sin hele Huusholdning med Menneskene.

Følgelig bør Spørsmaalet være, om Straffenes Evighed kunne bestaae med Guds Egenskaber, saaledes, som han har aabenbaret sig i sit Ord; thi havde vi ey hans Ord, hvori han selv beretter os, hvorledes og hvad vi skal troe om ham, kunde den nu brugelige

5

5

Maade nok gielde, og blev fornøden, som er først at gaae til Fornuftens Domstol; Men da Gud selv har draget Omsorg for at aa- benbare os, hvad han er, maae vi nok giøre ham den Ære at høre ham selv først, førend vi begynde at tale.

Og da beretter hans Ord os, at han vil ikke en Synderes Død: Saa sandt jeg lever, siger han, vil jeg ikke en Synders Død, men at han skal omvende sig og leve: Høyere kunde han ikke forsikkre det. Fremdeles læres vi, at Gud har elsket Verden saa høyt, at han gav sin eenbaarne Søn, paa det at alle de, som troe paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. Og endelig byder den Gud, som vil alle Menneskers Salighed, alle Mennesker allevegne at omvende

sig, og vil, efter Jesu Ord, give dem sin Aand, som bede ham derom: Saa her fattes ikke paa Guds og Jesu kierlige Hiertelaug til at ville forsamle dem alle til Naaden; men det skal paa hin Dag hede til alle dem, som blive fordømte for Jesu Domstol, af hvilket Folk de end ere: I vilde ikke. Ligeledes fattes her ikke paa Magt til at frelse, da Gud er selv den, som udretter baade at ville og udrette efter sin Velbehagelighed, hos alle dem, som ey imodstaae hans Aand forsætlig, men ville lade Lyset skinne ind i deres mørke Hier-

6

6 ter, det Lys, som oplyser hver den, der kommer til Verden. Her er da aabenbaret en Magt og Kierlighed og Naade, som kan og vil saliggiøre alle, skiøndt den ey virkelig giør det ved alle for deres forhærdede Hierters Skyld.

Den Gud nu, som kan og vil giøre alle salige, kan dog ikke giøre syndige Mennesker salige, saalænge de ere Syndere, uden at fornærme sin Hellighed. Hans Hellighed er ham lige saa nær og lige saa væsentlig, som hans Godhed; ja hans Godhed er ikke andet, end hans Hellighed, for saavidt den udøves. Efter hans Hellighed taaler han ey den mindste Synd, men fordrer en fuldkommen Hellighed; thi uden Hellighed skal ingen see Herren; og han vil have os uden ringeste Lyde, ustraffelige og rene for sin Dom i den Herres Jesu herlige Aabenbarelse. Da ingen saadan Hellighed kan faaes eller vendtes af Menneskene, saaledes som de ere af dem selv, hvilket endog de maae tilstaae, som ey kiende Arve-Synden i dens fulde Begreb, har han selv beredt en fuldkommen Hellighed i hans Søn Jesu, saadan en, som fyldestgiør alle hans Fordringer, og hvormed ene han som den hellige Gud er fornøyet. Hvor nu denne findes og sees af Gud, der kan han uddele Saligheden, som ved den ene er for-

7

7

tient og beredt; og hvor den ikke findes, seer Gud intet, som er hans Egenskaber værdigt, men maatte forlade sin Natur, om han der skulde skienke nogen Salighed.

Nu er Troen, som Gud holder alle for, og ved sit Ord i sin Aands Kraft vil pirke i alle, det eneste Middel til at fatte og annamme denne fuldkomne Hellighed; Thi den Retfærdige af Troen skal leve; Og de, som annamme Jesum, dem giver Gud Magt til at vorde Guds Børn, dem, som troe paa hans Navn: Saa ingen menneskelig Dyd er i Stand til at imodtage denne guddommelige Gave, hvorved ene Veyen aabnes til den tilkommende Salighed; thi Jesus ene er Veyen; hvilket dog Forfatteren synes at sige, naar han skriver, at man ved Dyder bør beredes til Evigheden; da Troen ene bereder til Evigheden, og Dyderne ere kun Pant, Beviser og Kiendetegn paa, at man har annammet den Hellighed i Troen, som kan bestaae for Gud, og som Gud ene vil see efter; thi indtet Menneske skal blive retfærdiggiordt af Lovens Gierninger, men ved Jesu Christi Troe.

Skal der da i Straffenes Evighed foregaae en Forandring, maae der hos de Fordømte tillige skee den Forandring, at de ved Troen annamme den fuldkomne Hellighed, hvormed ene Saligheden er forbunden;

8

8

Thi Gud er fra Evighed til Evighed den samme, og uden Omskiftelse. Nu kunne Straffe i og for sig selv ey udrette saadan en Sinds Omskiftelse hos er Menneske, som Troen er; thi Troen er, efter Guds Ord, Guds kraftige Styrkes Gierning. Lad være, Straffe og Elendigheder her i Tiden synes undertiden at forandre og forbedre Mennesket, saa har det dog ikke Stæd her; thi (a) er den Forbedring, som skeer her ved Straffe og Modgang i Almindelighed, kun en Moralsk naturlig selv-virket Omvendelse, fra en og anden enkelt grov Last til et udvortes ærbart Levnet, men ikke til nogen sand Troe paa Jesum, hvorved Hiertet forandres: (b) Naar end saadan en Forandring her gaaer for sig, som sielden skeer, at et Menneskes Hierte ved Modgang bøyes til en sand Omvendelse, saa er Guds Ord, og Guds Aand ved Ordet, Aarsagen dertil; og Modgangen kun en Drivere til at agte paa Ordet, og give der Rum. Og (c) vise 1000 Exempler af Elendige, at Straffe og Ødeleggelser snarere giøre Hiertet følesløst, frekt og forhærdet end bøyeligt til Forbedring: Følgelig vilde en uendelig Straf ey forbedre Hiertet, skabe nogen Troe, eller aabne nogen Vey til Salighed. Naar derfor ingen guddommelig Naade kom til, som i og under Straffene bøyede

9

9

Hiertet til en sand Omvendelse og Troe, vilde de Fordømtes Hierter efter Millioner Aars Forløb være i samme syndige Tilstand, som da Straffene begyndte og følgelig endnu lige langt fra Naaden og Guds Salighed: Saa der altsaa i Straffenes Uendelighed ingen tilstrækkelig Aarsag indeholdes til, at Gud skulde tage de lidende til Naade: Naar derhos tages i Betragtning, at Sraffene i Evigheden ere ikke blot en Betalning for de her i Livet begangne Synder, skiøndt de indeholde en tilbørlig Erstatning i sig for hver en syndig Tanke, Ord og Gierning, som her er begaaet; men de ere og nødvendige Følger og Domme over den Tilstand, Mennesket fra dette Livs Ende og siden hen i Evigheden befindes i. Af Mangel paa tilbørlig Oplysning og Be- tragcning over Arve-Synden, som Menneskernes Hierter fødes med, ja ere besmittede med fra deres Undfangelse af, betænkes ikke nok, at det Fiendskab mod Gud, som de vantroe Mennesker have ladet sig regiere af her i Verden, tage de med sig ind i Evigheden; hvilket er en bestandig Kilde til nye Straffer, eftersom vi ikke maae forestille os dem, som fordømmes, som blotte Machiner, der ikke due til andet, end at tage mod Pinsler; thi saalænge de forblive Mennesker, i hvad Tilstand de end ere, maae de kunne

10

10

tænke, attraae og være i en Virksomhed, som maae svare til deres Hierters Beskaffenhed, det er: som Guds Fiender, og saalænge de ere det, kunne de ikke andet, end vise de- res Fiendskab mod ham midt under Strafferne. Den Medynk derfor, som reyser sig over Straffernes Evighed, ligesom de vare for store mod Menneskenes nærværende Opførsel, er ilde grundet, saasom Guds Ord ingen Steds siger os, at Menneskene skal evig straffes for det, de her har begaaet, men u- den saadan Limitation viser de Fordømte hen til en evig Ild, og lader os følgelig med Grund slutte til en evigvarende syndig Tilstand hos Mennesket, som maae medføre evig Straf.

Fremdeles maae disse evige Straffe ikke betragtes, som noget arbitrairt, der her i Tiden sættes for en Forseelse efter Dommernes Behag, men som nødvendige og ufraskillelige Følger fra Synden, som saalænge maae væ- re forenede dermed, som Synd er Synd, og Gud er Gud; thi som Gud er all Godheds Kilde, og det høyeste Gode, saa maae de, som i deres Hierter ere afvigede fra ham, tillige være skildte ved alt det, som er godt, og i dets Stæd have og lide det, som er ondt; thi der gives ikke flere Slags Ting til, end Godt og Ondt; Hvor der ikke er Lys, maae

11

11

der være Mørkhed; hvor der ikke er Glæde, maae der være Sorg: Gud giør derfor ikke andet ved de Fordømte, end lader dem være forviste fra sig og alt sit Gode, og saa bliver der intet andet, end Sorg, Jammer og Smerter tilbage, som betegnes i Guds Ord ved Ild og Mørke; hvilket allerede opfyldes og kiendes her paa Jorden hos dem, som kommer i nogen Angest over deres Synder, og lærer at kiende at Gud er vred paa Synden: Saadanne Folk flye, og ingen forfølger dem. Men eftersom denne Guds Huusholdning med Menneskerne her i Tiden sigter egentligt ikke til at straffe nogen, eller fuldkommen at aabenbare sin Retfærdighed; men søger paa alle muelige Maader at bringe Menneskene ved Godhed til at erkiende hans Retfærdighed for at undgaae den tilkommende Vrede; saa er det derimod forbeholdet til Evigheden, at giøre en nøye Forskiel imellem dem, som i Troen har elsket og fremdeles elske Gud, og dem, som ere hans Fiender, da enhver skal faae det, deres Gierninger fortiene, uden saadan Blanding, som her i Verden ofte har Stæd, at Retfærdighed og Barmhiertighed samles, ja at ofte, til de Troendes Anstød, Barmhiertigheden synes allene at vises mod de Vantroe, Retfærdigheden derimod synes nøye at udøves mod

12

12

Guds kiereste Børn, som ofte revses af Guds faderlige Haand for deres Afvigelser, og i det øvrige de fleste Tider maae staae langt neden for Verdens Børn i det timelige Godes Uddelelse. Men i Evigheden skal Skiulet borttages, og Gud skal aabenbares heel god mod sine Venner, og deres Fiende, som hade ham; Og altsaa kan de Fordømtes Tilstand ikke blive andet, efter alle Guds Egenskaber, end bestandig stor Jammer, saalænge deres Hierter ere bestandig afvigede.

Saalænge et Menneskes Hierte regieres af Fiendskab mod Gud, kan han ikke attraae Guds Salighed, eller de Saliges Sælskab, eller finde sig i de Forretninger, som øves af de hellige Hierter. Deri er altid noget U- behageligt og anstødeligt for de uomvendte Hierter, som tydelig kan kiendes af saadanne Menneskers Sindelaug mod Guds NaadeVirkninger, de Troendes Forretninger og Omgang her i Verden. Menneskene ere de samme i Evigheden. Haarde Pinsler og Smerter ville vist nok giøre dem kiede af deres Opholds-Stæd, men aldrig villige til at blive salige efter Guds Orden og Maade, uden for saavidt det kunde være et Middel til at hielpe dem af med deres Pinsler; men Gud vil da ingen Hyklere vide af i sit Rige. Endnu mindre vil han indrette sit Rige paa Ma-

13

13

homeds Facon, for at befordre deres Begier- lighed derefter. Saalænge de da ingen sand Begierlighed har efter Guds Salighed; thi Guds Salighed er ey en Herlighed for Kiødet; og saalænge man er uigienfødt, siger Jesus, kan man ikke see Guds Rige: Kunne altsaa de fordømte Siele i deres jammerlige Tilstand ikke see, kiende og forstaae sig paa Guds Ri- ge, saa ville de vist heller ikke attraae det; og saalænge de ikke have nogen sand Begier- lighed efter Saligheden, kan man ikke dispu- tere Gud hans Godhed af, fordi han ikke slæber sine Fiender ind i en Tilstand, de ikke skiøtte om at være i, saalænge de ikke have ladet sig skienke Hierter til at elske Gud, og det ham hører til: Ligesom ingen tager en Monarkes Godhed i Tvivl, fordi han udelukker den bestandig fra sit Hof, som bestandig er misfornøyet med hans Person, Regiering, Indretning, og Hofstat, naar Monarken i det øvrige har viist, at det er ham om at giøre, at befordre alles Beste. Vanskelighederne da i at fatte denne Lærdom om Straffernes Uendelighed reise sig 1) deraf, at man seer paa Straffen, uden at see paa Personerne og deres indvortes Beskaffenhed, som straffes; 2) seer man paa Guds Godhed, uden at betænke hans Hellighed, og uden selv at vide det, betragter man Gud, hvilket man

14

14 dog beskylder andre for, som et vredt og hevngierrigt Menneske, som straffer allene paa en Tid for at fyldestgiøre sin Hevn; da Guds Straffe derimod ikke ere andet, end at lade Mennesket blive i den Tilstand, som svarer til hans indvortes Forfatning, og altsaa i sig selv den viseste Uddeling af det, som tilkom- mer enhver. Endelig 3) Agter man ikke nok paa, hvad det bør være for en Forandring, som skeer hos et Menneske, der gaaer over fra Mørket til Lyset, og som aldrig kan udvirkes ved Straf allene; Man har allene Øye paa den udvortes Forandring, som ved TvangsMidler kan opnaaes her paa Jorden, men som aldrig allene medbringe eller give noget Hier- te til at elske Gud. Naar dette tilbørlig over- veyes, haaber jeg, meget af den Taage forsvinder, som man kan falde paa at blande ind i denne Lærdom under Skin af at redde Guds Ære; da dog Gud allerbest æres af os, naar vi tage hans Ord, som de staae der, og uden at beskadige den nærmeste Mening af dem, som strax falder i Øynene, lemper den overensstemmende med hans øvrige Huusholdning, som han har aabenbaret, saa vi troe ham til, at han, som er Fader til al den Ret, som er paa Jorden, og Menneskene kunde dømme efter, ikke skal giøre en eneste Siel et Haarsbred Uret, som han henviser til Straf i Evighedernes Evigheder.

15

15

Men lader os endnu gaae et Skridt ind i denne Sags Betragtning i Henseende til Guds Omgang med Hiertet for at give det den Troe, hvorved allene man kan slippe ud af al Fordømmelse, og i Christo Jesu faae fuld Ret og Adgang til Guds Salighed, tilligemed det Sind og Hierte, som elsker Gud og finder Behag i hans Gode. Da er det vist, at Gud vil alle Menneskers Salighed, har ladet Saligheden forhverve til alle, og ved sin Aand i Evangelio tilbyder den kraftig til alle, som ville lade ham arbeyde og virke i Hiertet, saa at ingen Siel fra det spædeste Barn af indtil den Gamle og Forstandige ved Døden gaaer ind i Evigheden, at jo Guds Naade har arbeydet tilstrækkelig paa hans Sieles Frelse og Befrielse fra den forestaaende Jammer. Thi hvad de Lænder an- gaaer, som bekiende sig til Christi Lærdom, er Guds Ord, som er mægtigt til at giøre Sielene salige, naar det er indplantet i Hiertet, eller dog endeel deraf, bekiendt og forkyndes: Lad dem end have ulige Meninger derom og ulige Forstand derpaa, den Sandhed maae dog af og til komme frem med, at Troen til Jesum giør salig, som bliver dem til Nytte, der oprigtig søge Saligheden. Hvad derimod de Hedenske og Tyrkiske Lænder angaaer, er fast intet Land, at der jo findes Christne,

16

16 det er, i det mindste nogle Bekiendere til Christi Lærdom, foruden Jøderne, som allevegne ere adspredte, og have en vigtig Deel af Guds Ord hos sig, skiønt de ey selv forstaae det. Følgelig er der overalt, vel et Stæd mere, et andet Stæd mindre, dog nogen Leylighed til at undervises om Guds Vey og Villie til Salighed; hvori vi maae troe den himmelske Fader til, som lod sin Søn døe for alle Mennesker, at han har uddeelt sit Ords Kundskab efter den Nytte, det kunde giøre, og efter den Søgning, det vilde faae. Fremdeles har Gud ey bundet sig saa til hans Ords udvortes Forkyndelse, at han jo uden den, som han viser i Daaben, arbeyder paa deres Hierter, som ingen udvortes Overbeviisning kan fatte og tage imod, hvor han ifører dem sin Søn Christum, at de retfærdiggiordte af hans Naade skulde blive Arvinger efter det evige Livs Haab, om de blive ved i den Troe, som der er dem skienket; thi hvo som troer, og bliver døbt, skal blive salig. Og hvorfor giør han dette ved Børn, uden for at lede os til at betænke, at Mangel paa Ordets udvortes Forkyndelse holder ham ey fra at arbeyde paa Hiertet, men at han kan og vil fuldføre sin Naades Gierning endog der, hvor dette Middel savnes. Følgelig kunne vi ikke sikkert slutte: der

17

17

eller der høres indtet Guds Ord, følgelig bliver ingen der salig; ellers maatte vi af samme Grund forkaste og tvivle paa Børns Salighed, som døe før deres skiønsomme Aar; Men vi bør fra Daaben og fra alle de Sprog, som handle om Guds Kierlighed til alle Mennesker, slutte til hans Naades Arbeyde paa alle, uden at indskrænke det efter vort Syn eller vore Formodninger. Thi er Jesus Verdens Lys, som han kalder sig, og ikke et Lys for en Part eller liden Deel af Verden, saa maae Skinnet og Straalerne af dette Lys strække sig over hele Verden, ligesom Solen oplyser den hele Overflade af Jorden, som den ved sit Skin kan fatte, og hindres ey fra at lyse, fordi een eller vel alle lukte deres Øyne, og ey vilde agte det. Lægge vi endnu til, at Apostelen siger om Hedningerne, at Gud har ikke ladet sig uden Vidnesbyrd for dem, da han gav dem Regn og frugtbare Tider, samt at han haver giordt, at al Menneskens Slægt boer paa Jordens Kreds af eet Blod, og haver bestemt forordnede Tider og deres Boeligs beskikkede Grendser, at de skulde søge Herren, om de dog kunde føle og finde ham; som og at han overalt i sit Ord har lovet, at hvo som søger ham af gandske Hierte, skal finde ham; saa sees, at Gud over hele Naturen har udbredt og tilbyder den Naade at søge ham, for at

18

18 findes af alle, saa at de, som ingen levende Erfaring faae af hans Naade, enten det er Hedninger eller Christne, ere efter Apostelens Ord uden Undskyldning; Og for saavidt er jeg gandske enig med Forfatteren, at Saligheden ey er bunden til noget Land eller Clima, men betragter Sagen fra en anden Syns Punkt, og troer, at da Apostelen siger: At hvo, som frygter Gud og giør Retfærdighed, er Gud behagelig iblant alle Folk, maae der følgelig iblant alle Folk tilbydes tilstrækkelig Naade til at frygte Gud og giøre Retfærdighed, skiønt den tilbydes rigest og overflødigst der, hvor Guds Ord reent og rettelig forkyndes. Da nu ikke eet Menneske gaaer frie for Naadens tilstrækkelige Arbeyde her i Tiden, men en mere, en mindre, dog alle tilhobe maae erfare Guds Ords guddommelige Kraft paa Hiertet, at de i det mindste for en kort Tid komme til at føle deres elendige Tilstand i Henseende til Evigheden, og sættes i Skræk derover; som jeg er vis paa, enhver af mine Læsere, om det endog var den ryggesløseste og stolteste Frietænker, maae tilstaae, naar han vil lade hans Hierte tale, at i det mindste eengang i hans Liv har en eller anden guddommelig Sandhed trængt ind i hans Hierte, og giordt ham bekymret for sin Tilstand for Dommen og i Evigheden, skiønt de fleste ulykkelig dæmpe og have dæmpet saa-

19

19

danne begyndende Virkninger af Naadens Kraft, og derover blive skildte ved de paafølgende større: Saa bliver tilbage at betragte, om det er Guds Egenskaber imod, at lade det beroe ved dette Naade-Kald her i Tiden, eller om der er noget enten hos Gud eller Mennesket, som udfordrer en Continuation af Naadens Arbeyde i Evigheden, og om Skriften giver os noget Haab om saadan Continuation. Tage vi nu det sidste først, om Skriften giver os noget vist Haab om en Prolongation af Naadens Arbeyde efter Døden, saa findes der ikke eet Sted, som positive udtrykker det, men vel følgende, som betage os det Haab: (a) Saasom ikke allene Sielen, men og Legemet er besmittet med Synd, og begge Dele følgelig bør hielpes ved Naa- den, saa kan intet Naades Arbeyde foretages med de Afdøde i det Intervallo, indtil de faae deres Legemer igien; thi Gud vil have og oprette alt det samme hos Mennesket ved Troen, som han gav det i Skabelsen, hvilket ikke allene strakte sig til Sielen, men og til Legemet, som staaer i nøyeste Foreening med Sielen; derforuden heder det, at de Troende skulde ære Gud, ikke allene med deres Aand, men og med deres Legemer, hvilket ikke kan skee, førend Siel og Legeme samles igien; da vi (b) har at agte, at saa skal denne For-

20

20

ening imellem Siel og Legeme ikke skee, for at gaae ind igien i en nye Naades Huusholdning, men for at stilles for en Dom, hvor de Fordømte skal reent forvises fra Gud og Christo. Nu kunde de ikke siges, at være reent bortviiste fra Gud og Frelseren, dersom hans Naades Tilbud og Arbeyde fulgte med i deres Straffe; thi hvor Guds Naades Tilbud er, der er Gud selv paa den høyeste Maade nær, i hvilken Henseende Gud siges her i Naadens Tid ikke at være langt borte fra nogen af os; men, naar Gud er borte, saa er og al hans Gode borte med, hvorunder ikke allene befattes Saligheden i sig selv, men og Naaden, som bereder til Saligheden; thi det ene med det andet hører til det Gode, som ved Jesum er fortient og forhvervet Menneskene; hvorfore og Jesus ey tillægger den rige Mand i Lignelsen nogen Begiering om at faae Guds Ord forkyndet for sig, men for sine Brødre, som levede endnu. Og skal det endelig være det yderste Mørke, de Fordømte henkastes i, saa kan det aldeles ikke hede saa, saalænge Naadens Tilbud kommer der; thi hvor den Hellig Aand arbeyder, der bringer og tilbyder han Oplysning og Hielp fra Gud, og hvor Jesu Forløsning tilbydes, der maae det hede, at Lyset er opgaaet over dem; Nu kaldes Jesus ingen Stæds Helve-

21

21

des, men vel Verdens Lys, hvoraf vi seer, at det er kun denne Guds Huusholdning her paa Jorden, Guds Naades Tilbud er indskrænket til, efter Guds Ord. Spørge vi fremdeles, om der er noget hos Gud eller Mennesket, som kunde udfordre eller dog haabe en Prolongation af Guds Naades Arbeyde i Evigheden? Saa, hvad Mennesket an- gaaer, maae enhver tilstaae, at Mennesket bliver derfor ikke værdigere til Guds Medynk, fordi han ved Døden er blevet afklædt sit Legeme, og indsat i Forvaring til Evighedens paafølgende Dom; ligesaa lidt som Misdæderen bliver derfor værdigere til sin Konges Barmhiertighed, fordi han afklædes og føres til sin Dom, naar han har forskudt den Pardon, ham var tilbuden, og derhos ey vil afstaae fra sit Sind og Lyst til fremdeles at begaae samme Misgierning, som han skal straffes for. I samme Casu er det med de Usalige; ved Døden skilles de vel af med deres Legemer, og Evne til ved deres naturlige Lemmer at udøve deres syndige Lyster; men derfor omvender Døden ikke deres Siele, eller skaber dem om, saa de træde ind i Evigheden med Siele fulde af Fiendstab mod Gud og Beredvillighed til at fortørne ham. Hvad er der i saadanne Sieles Beskaffenhed, som skal bevæge Gud til videre Naades Arbeyde?

22

22 ja, sad Synden saaledes i Legemet, at den ved en Aareladning kunde forsvinde, saa Sielen ved Døden traadde bøyelig og villig for Gud ind i Evigheden, saa kunde her være noget at haabe. Men Synden er ikke en saadan Incommodite, som en naturlig Sygdom, der ved Urter svækkes og brydes, men af en langt anden Beskaffenhed, som siden kortelig skal vises. Lader os nu sætte, at Gud desuagtet tilbød de fraskildte Siele sin Maade, og nogle, ja vel alle ved den bleve villige til en sand Omvendelse og Troe, saa maae her spørges, hvorledes kunde disse Omvendte da, naar Dommen skal holdes, faae efter det, de have giordt i Legemet? Thi hvor der er Omvendelse og Troe, der ere alle Synderne udslettede, og i Evighed glemte: Jeg vil aldrig ihukomme deres Synder og Overtrædelser, siger Gud; Saa kom jo Skriften til at sige sig selv imod, som siger: at hvo, som saaer i Kiødet, skal høste Forkrænkelse af Kiødet. Lad derimod disse Siele faae Naadens Tilbud efter Dommen under deres Straffer, og da ville give dem Rum, saa maatte jo Gud i samme Tid baade straffe dem, og tillige lade Straffen ophøre for at hielpe dem, hvilket er en Modsigelse. Thi i den Tid Gud straffer disse Usalige, nægter han dem al sin Naade: thi det hør og til

23

23

Strafferne, og er egentlig Hovedsagen i dem: Og samme Tid skulde han lade Strafferne ophøre for at arbeyde paa deres Hierter, det er, han skulde eftergive Straffen i det mindste for en Tid, førend der var nogen Troe ud- virket, som er det eneste Middel hos Mennesket for Gud til at lade Strafferne cessere. Ved at antage dette for sikkre Hierter ønskelige Haab, seer man da, at man indvikler sig i Modsigelser mod Guds Ord og mod Tingen i sig selv.

Betragte vi nu Sagen fra Guds Side af, saa maatte han, naar han i Evigheden skulde antage de Fordømte til Naade, og hielpe dem ud af deres Jammer, enten gaae en anden Vey, og lade sig bevæge af andre Aarsager, end han her i Naadens Tid seer paa; eller og han maatte følge samme Vey og Maade, som han her i sit Ord har betegnet. Skulde han blot af de Fordømtes Elendighed lade sig bevæge til at Tage dem til Maade; saa kunde jo samme Aarsag have bevæget ham til strax at tage Adam og med ham det hele faldne menneskelige Kiøn til Naade, uden at anordne nogen Forløsning og Betalning ved sin Søn for Synden, og saaledes med eet forekommet de mange Elendigheder, som Menneskene allerede her maae lide, som alle ere Følger af Synden; følgelig

24

24

maae vi jo beskylde vor Gud for Mangel af Viisdom, at han glemte at giøre det her, som man maatte tænke, han kunde giøre i Evigheden; Og saa maatte de, som her ere Guds Naade-Kald lydige, heller vælge her at nyde Syndens timelige Lyst, i Stæden for den trange og for Kiødet ubehagelige Vey, naar de da i Straffernes Begyndelse eller deres Løb kunde være vis paa, at komme ud deraf. Hvad Eftertryk laae der da i, at Gud med saa megen Omhue i sit Ord lokker, kalder og drager Syndere, som det var det eneste Arbeyde, der laae ham Magt paa? Videre: der der skulde bevæge Guds Barmhjertighed midt under Strafferne, maatte og røre ham ved deres Begyndelse. Kan han, som Gud, giøre det siden, saa kan han og giøre det da; følgelig faldt Strafferne hen med eet, og der blev indtet andet af, end en theatralsk Forestilling af hvad der kunde møde. Skulde nu Gud gaae en anden Vey med disse, end han gaaer her i Tiden, skulde han med en uimodstaaelig Magt tvinge og om- skabe deres Hierter; thi Hiertet maae forandres til at kunde finde Behag i Gud og hans Salighed; saa, at jeg ikke skal tale om, Gud saaledes ophævede den Naades Orden, han her har etableret, modsagde sig selv, og følgelig ikke var Gud længere; flød og deraf,

25

25 at det var ikke de samme Skabninger, som vare fordømte, der nu bleve tagne til Naade; deres forrige Natur blev derved annulleret, og nye Skabninger bleve frembragte for at tage Deel i Herligheden. Men Gud vil have, at de samme Skabninger, som have synder, skulle, naar de troe, erfare og nyde hans Salighed, følgelig kan han ikke andet end virke paa en modstaaelig Maade, saa det maae staae til dem, enten de ville lade ham virke eller ey. Jeg sætter nu, Gud bliver ved at arbeyde med denne Naade paa deres Hierter, saa enten modstaae de den fremdeles eller ey. Imodstaae de den ikke, saa maae de nu have mindre Hindringer fra at imodstaae Naaden eller tvertimod. Er det første, saa var det jo Guds Viisdom anstændigst at bie med alle, indtil de kom i en Tilstand, hvor der formodes mindre Hindringer, end her, og saa lade Menneskene uhindret nyde Verdens Gode her. Er det sidste, at Hindringerne ikke ere blevne færre, men vel og flere og større, eftersom de, der uden Troe gaae ind i Evigheden, komme der ind med en større Gienstridighed mod Gud i deres Hierrer, end de kom til Verden med, da en forskudt Naade altid forlader Hiertet haardere, end den fandt det; Naar nu saaledes Modstanden og Hindringerne ere blevne flere,

26

26 deels ved Siels og Legems Adskillelse, deels siden ved den aldeles Udelukkelse fra alt Gode, hvad Rimelighed bliver der da under større Hindringer, at de ville lade den Naade virke, som her er under mindre Hindringer blevet foragtet. Imodstaae de derimod fremdeles Naaden, saa sees ikke, hvi Gud skal blive ved at tilbyde den for at forskydes, og saale- des i Stæden for at formindske, heller formere deres Elendighed, thi Naadens Foragt bør jo og straffes; saa blev Gud jo en Bøddel, som tilbød dem sin Naade for desmere at pine dem. Vil man endnu tænke, ja Gud kunde med en større Naade-Kraft, end her arbeyde paa dem, saa gav de sig nok; saa maae vi ikke forestille os Guds Naade, som en physisk Kraft, der bliver nogle Grader stærkere eller svagere; thi Naaden er, som Gud selv, noget udeelt, der ey kan afveyes eller afmaales i Portioner, og den samme Naade, Gud bruger til den frekkeste Synder, bruger han til det spædeste Barn; thi vi ere alle Syndere, behøve lige stor Hielp, og Troen skal virkes i alle, som frelses, og dertil hører een og den samme gudommelige Kraft hos Manasses som hos David; saa vi maae heri giøre Forskiel paa Naade-Midlerne, som et Stæd ere overflødigere end et andet, og Da Naaden selv, Guds Aand, som virker

27

27

ved disse Naade-Midler med een og den samme guddommelige Kraft; og altsaa falder Haabet hen om nogen formeent større NaadeVirkning i Evigheden; og da vi bør troe den allene Viise Gud til, at han øder intet bort til Unytte, saa kan Fornuften ikke fordre, at han skal gaae forgæves med sin Naade efter de Fordømte i Evigheden, som de her med mindre Hindringer og Vanskeligheder have forkastet. Efter disse Betragtninger sees da, at det er det Gud værdigste, med hans Ord meest overeensstemmende, paa de Usalige sig meest passende, og for Fornuften det rimeligste at troe Straffernes Uendelighed, saa den Lære ikke rokkes ved, at giøre sig en Forestilling i sine Tanker, kalde den Gud, og foreskrive det Malerie, hvorledes det skal bære sig ad med de Fordømte. Det kan gaae an i en poetisk Drøm. Men naar vi handle om Menneskenes evige Vel og Vee, maae vi tage Gud, som han har aabenbaret sig, Menneskene, som de der beskrives, og hans Ord, som de forefindes; saaledes ære vi rettest en Regent, naar vi ikke bedømme ham efter en eller anden enkelt Handling, og deri foreskrive ham, hvad os godt synes; Men vi maae see til det Hele, tage hans hele Regierings-Naade, og Subjecterne, han regierer

28

28 over, i Betragtning, saa kan mange Ting blive rette, som ellers synes krogede.

Nu gaae vi til en anden Post. I Fald der var nogen Misforstand i den Lære om Straffernes Uendelighed, og den ey hvilte paa saa stærke Grunde, som den har, lader os da see, hvilke skræksomme Følger den førte med sig hos dem, som antage samme; Thi de, som ikke bryde sig, om Strafferne ere uendelige, eller ey, tilstaaer enhver mig nok, komme ikke her i Betragtning. Endten maatte den da lægge nogen Hinder i den sande Christendom, og en Christens fortroelige Tillid til og Omgang med Gud, eller og hindre de borgerlige Dyder. Det første kan ikke have Stæd, thi en Christens Fortroelighed og Kierlighed til Gud, fødes ikke af nogle Speculationer over Straffernes Endelighed eller Uendelighed, men udøses i Hiertet ved den hellig Aand hos dem, som ere Evangelii Ord lydige, hvilket Ord bringer den hellig Aand, og alle hans Gaver med sig til dem, som ved Troen annamme det. Endnu mindre kunde det Begreb om Straffernes Uendelighed opholde eller skrække dem, som ved Troen ere blevne forligte med Gud, og have faaet Fred med ham, thi der er jo ingen Fordømmelse for dem som ere i Christo Jesu, og følgelig angaae Strafferne dem ey. Skul

29

29 de noget skade dem, maatte det snarere være den Lære om Straffernes Evighed; thi om de troede den, kunde de let i store Fristelser og Farligheder i Verden forledes til et Fald, og trøste sig med, at deres Sag blev dog ikke saa farlig i Evigheden, thi de kom dog engang ud af Straffen. Dette kunde meget let formindske og svække den Aarvaagenhed, Bøn, Striid og Troeskab, der skal findes hos en Christen, som vil være vis paa Livets Krone, thi det heder: Vær troe indtil Døden; Og: Strider for den Troe, som er eder overantvordet. Betragte vi derimod Sagen fra den politiste Kant i Henseende til de borgerlige Dyders Udøvelse, saa kan ingen Grund anføres, at der skulde være mindre Troeskab mod sin Regent, Lydighed mod Lovene og Kærlighed til sine Landsmænd, hvor man troede Helvedes Straffers Evighed, end hvor man tænkte tvert imod. Det falder, som enhver seer, langt rimeligere, at Frygt for uen- delige Straffer, hvor de virkelig troes, kunde lægge en langt større Hindring for Laster, som ingen menneskelig Domstol kan straffe, end det Modsatte. Man maatte vel indvende, hvoraf kommer det, at saa mange, som dog troe uden nogen Tvivl Straffernes Uendelighed, dog ey opholdes eller hindres i deres Lasters Udøvelse. Det kommer sig deraf:

30

30

De troe derefter, de troe der, ligesom en Fa- bel eller Drøm, de troe det, ikke med den Overbeviisning, som de ellers troe at en Tyv skal hænges og en Morder aflives; thi giorde de der i Sandhed, havde deres Troe og an- dre Følger i Udøvelsen. Videre vil jeg ey denne Gang indlade mig i den Materie om Straffernes Uendelighed. Det er nok, at ha- ve viist, denne Lære hverken er farlig eller urimelig, eller skrift-stridig. Skulde det giøres fornødent, og Leylighed forundes, kan det og en anden Gang vises, at Forfatterens Ind- vendinger mod denne Lærdom ey have den tilbørlige Styrke eller Rigtighed.

2det Capitel.

Om Arve-Synden,

Skulde den, som plantede Øret, ikke høre, skulde den, som dannede Øyet, ikke see? Skulde Gud, som skabte os Mennesker, og bær os ved sit Kraftes Ord, i hvilken vi ere, leve og røres, som randsager Hierterne, og prøver Nyrerne, skulde han ikke kiende os langt bedre, end vi selv kiende os? Og maae ikke vor Kundskab om os selv billig tages i Tvivl, naar den løber imod den Efterretning,

31

31

som Gud giver om os i sit Ord? Vil man betragte Arve-Synden, for saavidt den kan kiendes ved naturlige Speculationer, naar man efter Forfatterens Ord er selv-tænkende, og en mere, giver jeg ham gierne Ret i noget, at den Fordervelse er vanskelig at fatte, som skulde være total; skiøndt Forfatteren i sine Følger, han udrager deraf, gaaer langt neden for all naturlig og hedensk sund Morale, og prædiker en Morale, som man maatte finde Behag i, om man hverken troede nogen Gud eller Evighed. Men fordi en Ting er vanskelig at fatte, derfor bliver den hverken Utroelig eller urimelig, naar Gud, Sandhe- den selv aabenbarer os den. Og hvad den Lærdom om Arve-Synden angaaer, da er det ingen Under, om den er vanskelig at fatte, eftersom den er Naturen sig selv overladt ubekiendt, indtil Talsmanden, den hellig Aand kommer, og Hiertet aabnes for ham; Thi naar han kommer, siger Jesus, skal han straffe Verden for Synd. Det maae ikke være de udvortes Laster, han skulde overbevise om; thi dem kunde en Cato og en Brutus, en Sylla og en Cæsar gierne kiende uden den hellig Aands Virkning, da den daglige Erfarenhed viser, at Mennesker, som vist ikke lade sig regiere af Guds Aand, eller bekymre sig om hans Regiering, men leve friet og

32

32

frekt i de Laster, de ere tilbøyelige til, meget vel kiende og kunde bevise, at de Laster, de endog selv udøve, ere onde og skammelige. Men den Synd, den hellig Aand maae overbevise om, er efter Jesu Forklaring, at de troe ikke paa ham. Følgelig er denne Mangel af den Beskaffenhed, at den af Naturen sig selv overladt ey kan kiendes; thi Gud giør intet Overflødigt. Kunde naturlig Forstand og Skarpsindighed selv opdage denne Feyl, og dens Art, arbeydede Gud ikke selv ved sin Aand at giøre den bekiendt, men saa opmuntrede han kun til selv at eftertænke den, og til at blive en selv-tænkende. Nu kan man endog med et maadeligt Begreb let vide med sig selv, hvilke Sandheder man bifalder, troer, og hviike man derimod nægter og tvivler paa; følgelig maae den Troe, Jesus taler om, der mangler, være af en langt anden Art, end det man i Almindelighed kalder Troe; og Mangelen deraf være noger andet og større, end det som i Almindelighed kaldes Tvivl og Vantroe: Nu er Guds Aands Arbeyde ikke blot, at vise os een betydelig Feyl hos Mennesket, og lade de andre staae, eller overlade dem til Mennesket selv at undersøge; thi hans Arbeyde er at straffe for Synd; følgelig for alt det der hører hen under dette Navn. Altsaa er Vantroe, eller Mangel

33

33

af den sande Troe paa Jesum, Kilden og Moderen til alle de øvrige Synder og For- dervelser. som findes hos Mennesker, og i Kraft af Jesu Forløsning igien skal oprettes; Thi i Jesu Christi Kundskab, der er i Jesu Christi Troe, blive alle de Ting skienkte, som høre til Livet og Gudfrygtighed. Da nu Vantroe er Hoved-Sagen, hvorfor de Usalige blive fordømte; thi hvo som ikke troer, bliver fordømt, saa vises vi derved hen til Arvesynden og Kilden til all menneskelig Fordervelse, og til et Principium, som adæquate indbefatter alle Synder; thi ellers maatte Jesus have sagt: Hvo som ikke troer, og derforuden bedriver de eller de Laster, bliver baa- de for sin Vantroe, som og for sine andre Laster fordømt. Et saadant Principium, som adæquate indbefatter og frembringer alle de Synder, Menneskene kunne begaae, findes hverken i deres Forstand, eller deres Villie, eller deres Begieringer separatim, ikke heller i dem alle 3 under eet. Forstanden indeholder ikke dette tilstrækkelige Principium til alle et Menneskes Handlinger; thi lad være den har Indflydelse paa mange Foretagender, som bestyres efter Fornuftens Udsigende, saa gives der dog i et hvert Menneskes Liv utallige Handlinger, som foretages uden Overlæg, efter blotte Drivter, og ofte mod Fornuftens Raad,

34

34 da ingen nægter, at han jo en og anden Gang er i samme Casu med Poeten, som siger: Video meliora proboque-deteriora sequor.

At jeg ikke skal tale om de mange Handling- ger, hvor en blot Mechanismus synes at drive os. Fremdeles kan Villien ey angives for en tilstrækkelig Kilde og Aarsag til alle et Menneskes Foretagender, da den snart hindres af Forstanden, snart af de sandselige Begieringer; thi den Enighed imellem Forstand og Villie, som Autor paastaaer, findes vel paa Papiret og i de philosophiske LæreBygninger, men i Erfarenheden meget sielden. At endelig de sandselige Begierligheder, ligesom de ofte hindre Forstanden og Villien, ligesaa ofte forhindres af dem, er bekiendt, og kunne altsaa ikke betragtes, som den ene tilstrækkelige Kilde til de Menneskelige Handlinger. Enten maae vi da tage dem alle tilsammen, og deri søge Grunden til Menneskenes Fordervelse, eller og søge dette Principium i Sielen uden for disse bekiendte Sielens Evner. Sætte vi det første, at Forstanden, Villien og de sandselige Begieringer indeholde tilsammen dette Principium til Menneskets Synd og Fordervelse, saa faae vi et sammensat Principium ud deraf, da Skriften kun viser os et enkelt, og saa maatte Troen, som er det Modsatte mod Vantroe, og være noget

35

35

sammenfat; Dernæst fik vi da ikke Kilden til Fordervelsen, men antog Fordervelsen selv for Kilden, hvad enten den er efter Autors Mening i Forstanden, eller i Forstanden, Villien og Begierlighederne. Altsaa maae vi antage et Principium i Sielen uden for disse Sielens bekiendte Evner, som har sin Indflydelse paa alle disse Evner, og følgelig bestyrer alle et Menneskes Handlinger. I den daglige Erfarenhed kendes ikke til noget mere i Sielen, end Fornuft og Villie med de sandselige Be- gierligheder; men Skriften taler endnu om noget andet i deres Siele, som ere komne til Troen, som Guds Ord kalder Aanden, og som udtrykkelig skilles fra foranførte Evner i det bekiendte Sprog om Siel, Legeme og Aand. Som nu denne Aand, der skienkes ved Igienfødelsen, egentlig er Troens Sæde hos de Troende; thi med den forvendte de Troende, efter Apostelens Ord, den tilkommende Herlighed; hvilken Aand hersker over de andre Sielens Evner, og giør, at den ved Troen kan staae i Samfund med Gud, og være een Aand med Herren: Saa er Mangelen af denne Aand, som er hos alle Uigienfødte, negative betragtet, Vantroens Sæde, der holder sig fra Gud, vil ey lade ham virke og raade for sig, og alle sine Handlinger, hvori egentlig Vantroens Actus bestaaer, at

36

36

den ey vil lade Forstanden oplyse, Villien bøye og regiere af Guds Aand; Thi som Gud er den, der hos de Troende udretter at ville og udrette efter sin Behagelighed, og Gud gaaer ingen anden Vey med de Troende, end hielper dem til den Tilstand, hvori de efter Skabelsen skulde have været; saa sees at Vantroe, som er Contrarium, bestaaer i ey at lave ham udrette det hos sig, men selv arbeyde paa at ville og udrette Tingene efter vor Behagelighed. Som nu alt det er en Feyl, som skeer mod Guds Indretning, saa ere og alle et Menneskes Handlinger Overtrædelser mod Guds Villie, saalænge Gud ey faaer Lov ved sin Aand at regiere Mennesket, og drive det i dets Gierninger, thi de Troende drives af Guds Aand; Hvo som ikke har Christi Aand, den er ikke hans. Betænkes endnu mere, at saalænge Mennesket saaledes er afviget fra Gud, og vil gaae efter sit eget Sind, ligger han under en anden Magt, efter Skriftens klare Ord, nemlig under denne Verdens Gud, Dievelen, som forblinder de Vantroes (det er alle dem, som ey ved en sand Omvendelse og Igienfødelse have faaet Troen) Sind, saa kan saadant et Menneske, endog med de ærligste Hensigter, ey andet, end begaae Feyltrin og Synd, om end hans Handlinger synes udvortes gode. Thi naar

37

37

der tales om gode Gierninger og Dyder, maae de betragtes, ey som de kan bestaae for menneskelige Øyne, men betragtes efter Guds Ord, hvor der Udfordres et godt Principium til en god Gierning, og Guds egen Virkning maae være i til at Gierningen kan være god.

Paa det saadanne ey skulle tænke, man giør dem Uret, og at det kan Kendes, hvilke Gierninger der ere onde og gode, efter Guds Ord, har Gud aabenbaret os sin Lov, hvori han viser, at de Gierninger, som ere gode, gaae af Kierlighed til Gud og Næsten; og ikke blot af Égenkierlighed eller Harmonie med andre, som Autor anfører; thi saa forøve Straten-Røvere ogsaa gode Gierninger; thi de harmonere og med sig selv indbyrdes i at plyndre og myrde Folk.

Naar nu en Gierning skal være god, skal den ikke blot stemme overeens med eet Bud af Guds Villie, eller og med den 2den Tavle allene, men og med den første; thi hvo, som holder den gandske Lov, men støder an i eet Bud, er blevet skyldig i dem alle. Den første Tavle forlanger, efter Jesu Forklaring, Kierlighed til Gud af gandske Hierte, af gandske Siel og af gandske Sind. Tager man da fra i de store Actioner, som have giordt og giøre Opsigt i Vetden, hvad der er giordt blot af Egennytte, som er mange

38

38

Slags, af Ærgierrighed, af Stolthed, af Kierlighed til sine Venner og Landsmænd, af Forvovenhed, af Hevngierrighed, af Vel- lyst, af naturlig Blødhed, skiult under andre Navne, af Herskesyge, og seer efter, hvad Der er giordt af Kierlighed til Gud, og en indvortes Drivt til at behage ham, saa vil vist Tabellen paa de dydige og skiønne HandAnger blive saare ringe, og Autor vil maa- skee finde ligesaa mange sande gode Gierninger og høye Dyder nu, som før, naar de prøves efter Guds Ord. Hvad Cato Uticensis har Øvet, som giør ham saa stor i manges Øyne, har mangt et desperat Menneske, men med mindre Ceremonier, giordt ham efter, uden at nogen Religion eller Kierlighed til Gud har drevet ham dertil; og hvad en Brutus har giordt sig berømmelig ved, har Ravaillac og andre i senere Tider, skiønt under mindre prægtige Titler, efterlignet ham i, og med mindre Success og Berømmelse. Naar der- for et Menneske er Guds Aands Oplysning i Lovens Ord lydig, at han deraf i Sandhed vil lære at kiende, hvad Gud fordrer af ham indvortes og udvortes, i den Agt deraf at kiende sit Hiertes Tilstand, og lade sig for- andre, rette og forbedre i det, som fattes, og ikke blot i den Mening, som de fleeste i vore Tider, allene for at udtænke, mestre og

39

39 formindske dens Indhold, saa kommer han først til Erkiendelse af, hvad den, Synd og Fordervelse er, som har besmittet hans hele Natur; thi da Loven kom, siger Apostelen, nemlig da det: ved den hellig Aands Kraft blev lagt paa Hiertet, saa blev Synden aabenbar, saa saae han først, hvad Synd var; Jeg vidste ikke, siger han, at Begierlighed var Synd, førend Loven sagde: Du skal ikke begiere; Og naar saaledes Loven faaer sin rette Virkning hos ham, som er at frembringe Syndens Erkiendelse, saa lærer han at give Gud Ret i sine Ord, som har i Skriften indsluttet alting, ikke blot Menneskernes hæftige Passioner, eller deres svage Indsigter allene, eller deres slette Opdragelse allene, eller deres Overilelser allene, men all deres Viisdom og Dyder, saa længe de ere uden Naade, all deres Kraft og Formue, under Synd, og Gud kalder vist intet Synd, som ikke er det; og det har han giort, at Forjettelsen af Jesu Christi Troe skulde gives dem, som troe, Naar Mennesker paa denne Vey lader sig overbeviise, og omgaaes Guds Ord og Lov, som et guddommeligt Ord efter Guds Orden og Villie, og ikke som han havde Lycurgi eller Minos Love for sig til en blot Undersøgning, saa lærer han af kiende, at Arve-Synden er ikke blot en Grille i For-

40

standen, eller ubesindighed i Villien, eller en Sygdom i legemet, men at den er Hiertets gamle Afvendelse og Gienstridighed mod Gud i Vantroen, og at denne Afvendelse og Gienstridighed deels skiller ham af med alt det Gode, som er i Gud, og som de nyde, der ere i Forening med ham, nemlig sand Oplysning i Forstanden; thi de, som ere i Herren ere et Lys i ham: I ere et Lys i Herren, det til de omvendte Epheser, og sand lyst og kraft til det Gode i Villien; thi de, som ved Troen til Jesum ere forenede med Gud, have Livet og have det overflødigt: Derimod er, hvor denne Hiertets Gienstridighed imod Gud hersker, Forstanden overgivet til det Modsatte, nemlig til Mørkhed, Uvidenhed og Vankundighed i de aandelige Ting; thi det naturlige Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til, thi de ere ham en Daarlighed, og han kan ikke kiende dem, thi de dømmes aandelig; og man maa have Guds Aand, og lade sig regiere af ham, for at vide og forstaae de Ting, som os ere skienkte af Gud. Ligeledes er en Vantroes Villie henvendt til det Modsatte, at den hverken kan, efter Guds udtrykkelige ord, eller vil være Guds Lov underdanig; thi et Medium gives ikke, hvor naturlige Dyder og buldrende prægtige Handlinger kunne faae Sted; Men hvad

41

41

der ikke hører Gud til, er i Dievelens Vold, hvor der ikke er Guddommeligt Lys og Liv, der er idel Mørkhed, Vankundighed og Død, i hvad Anseelse, det end kan have for blotte menneskelige og naturlige Øyne. Det hielper derfor ikke, om Sandhederne, der efter Au- tors Mening kunne bestemme os til de skiønne og dydige Handlinger, ligge der saa klare, hvad enten det er i Naturen eller Guds Ord; thi jeg tilstaaer ham gierne, at der ligge mange herlige Vidnesbyrd om Gud i Naturen, i hver en Insekt og Blomst, som fordre, at vi skal ære, takke, frygte, og forlade os paa Gud; Men Sagen er, om vi har Troe til at fatte og benytte os af disse Sandheder, og faae Forstanden og Villien bøyelige og enige med hinanden i at giøre det, da vi af os selv, blot med vor Forstand og Villie, ikke kan tænke noget Godt, end sige, giøre det, førend Guds Naade virker i os, det er, førend Troen, som er Guds Naade-Virkning i os, omskaber og omstøber Sind, Villie og Lyst, og giør os skikkede dertil. Saa heraf tillige sees, at Troen, som vore Systemata efter Guds Ords Indhold drive saa høyt, at de ansee den for en Kilde til alt Godt (hvilke de ikke giøre, blot for det Sprog: Hvad som ikke gaaer af Troen, er Synd, som mange Vankundige ansee for deres ene-

42

42

ste Grund; Men for Sagens Natur i sig selv:) er ikke en blot Speculation og Bifald i Hierum til de guddommelige Sandheder; thi det lærer den daglige Erfarenhed, at saa- dant Forstandens Bifald meget ofte er samler med der sletteste Levnet, og altsaa ikke kan ansees som et tilstrækkeligt Principium til rette gode Foretagender, end sige til alle er Menneskes Handlinger; Men den er en Evne og Kraft, som udover sin Magt over Forstand, Villie og det hele Menneske, oplyser Forstanden og helliger Villien. Irringen deri reyser sig af det vrange Begreb, man ey efter Skriften, men efter daglig Brug giør sig om det Ord Troe, som og af den Fordel man har af at flippe igiennem med sin naturlige og udstuderede Troe, uden nogen sand Hjertets Forandring. Heraf komme og de mange urimelige Indvendinger imod Troens og Naadens Lærdomme, som ingen Stæd have, men falde hen, naar Ordet ret forstaaes.

Men maatte nogen indvende, Skriften kalder os jo til at betragte Troen, som en Forstandens og Villiens Virkning, deels af Navnet selv, Troe nemlig, deels og af de Stæder, som handle om at kiende Gud, at bifalde ham, at være overbeviiste om hans Godhed, at have Tillid til ham. Men her maa agtes, at paa saadanne Stæder tales

43

43

dels om Veyen til Troens Liv og Kraft, som faaes ved det man i sin Angest og Bekymring over sine Synder og Guds Vrede derover holder sig til Guds Naades Ord, og trøster sig ved at man for Jesu Skyld har faaet Maade og Synds Forladelse. I denne Erfaring ligner den den naturlige Troe og Tillid, men med den Forskiel, at der er i Angest og Bekymring at den udøves. Deels tales der og om de Frugter, som flyde af Troens Liv, naar man under Siele-Angest har trøstet sig ved Jesu Christi Fortiegeste, og derved har faaet det Liv fra Gud, ere blevne Guds Børn, have faaet den Aand, hvori Gud vil være og boe, da flyder deraf at man ret kiender Herren, raaber Abba Fader, har en fortroelig Tillid til Gud og Kierlighed til ham. Kort Grenene maae ey skieres fra Træet, ikke heller Stammen fra Roden, men alting maae være samlet i sin Orden.

Efterat vi da have seet den Gift og Smitte, som har fordervet den hele Natur, og befundet, at nogle smukke Talemaader og Vendinger ville ey forslaae til at giøre Gud til en Løgnere, som beskylder det hele Men- neske for Fordervelse fra Top til Taa, og kalder os af Naturen Vredens Børn, Løgnere, uduelige til alt Godt, døde, blinde, nøgne, skildte ved Guds Ære, det er ved alt det,

44

44

hvorved Gud kan æres af os; Saa bliver endnu at betænke, hvad Ret Gud har at til- regne Menneskerne denne Smitte og Mangel? som er det andet, Forfatteren finder mange Vanskeligheder i. Enten er Spørsmaalet, hvad Ret har Gud til at betragte Menne- skerne, saaledes, som han forefinder dem? Og da bliver Svaret meget let, at Gud har dertil samme Ret, som en Konge har at domme sine Undersaatter efter deres Beskaffenhed, de strafværdige til Straf, og de uskyldige til Frikiendelse; eller som en Huusfader i sit Huus at caffere og forkaste det unyttige og skadelige. Men maatte man indvende, her er Forskiel, Herren og Huus- Faderen er Skaberen selv, han har selv skabt Menneskene saaledes, og for de kunde tænke, arvede de en Fordervelse, som ikke de, men deres første Forældre vare Aarsag i. Dog, hvad Skabelsen og Faldet angaaer, maae agtes, at Mennesket kom fra Skaberens Haand i en fuldkommen Stand med Siel, Legeme og Aand, og med Evne at formere sig med Afkom sig selv lig i det Naturlige, nemlig i Legemet og Sielens naturlige Evner. Havde nu Mennesket faaet i sin Uskyldighed, saa havde ikke allene han, men og hans Efterkommere, beholdt en Gud lydig Natur, og saa havde Gud giordt ved hans Efterkom-

45

45 mere, som ved Adam selv, at der staaer: Der Gud havde skabt Mennesker (NB. Sielen allene kaldes ikke Mennesket, ikke heller Legemet, men begge Dele tilsammen), saa blæste han en Livs Aande i hans Næse, og han blev til en levende Siel. Det samme havde Gud giordt ved alle hans Efterkommere, som saasnart det Naturlige hos dem var blevet dannet i samme Tilstand, som deres Stamme-Faders, uden nogen Modstand og Gienstridighed mod Gud, saa havde de og faaet en Livs-Aande fra Gud, og saaledes, som Adam, vare blevne levende Siele. Men nu faldt Adam; derved foregik den Forandring, at det Aandelige hos ham døde ud fra Forening med Gud, blev ey en Aand længere med Herren; det Naturlige hos ham kom i Uorden, og blev efterhaanden overgivet til Døden. Ved Naadens Tilbud blev der Aandelige hos ham fornyet; men Naturens Uorden beholdt han, og kunde ey forløses fra før i den timelige Død. I samme Tilstand lod Gud der forblive med hans Efterkommere, som Tingene nu vare i, uden at cassere Millioner Skabninger, som i denne Situation kunde blive til, og som alle kunde frelses, om de ey ville hindre Gud, ligesom Adam blev frelst. Han lod Adam avle Børn, som avlede hans nærværende Natur, nemlig fordervet, men beredte, og

46

46 tilbød samme Lægedom for dem alle, som Adam blev hiulpen med; Han tilbød og tilbyder dem alle det aandelige Liv igien her i Tiden, ved Troen til Qvindens Sæd, og det herliggiordte Naturens Liv i Evigheden. Thi vi maae ikke see efter, om der stod saa mange Prædike-Stole i de første Tider, som nu, hvorfra der blev forkynder, men allene lade os Nøye med, at Lægedommen, Ordet eller Guds Forjettelse om Qvindens Sæd, der skulde sønderknuse Slangens Hoved, var i Werden fra Falder af, og eftersom det ey var et Ord til Adam eller Eva allene, saa maae vi overlade Guds Viisdom Maaden, hvorledes dette Ord er blevet aabenbaret for dem alle. Saa meget kan dog Fornuften allerede see, at Fædrenes langvarige Leve-Aar kunde bringe dette Ord omkring til alle deres Efterkommere; og hvor Guds Forrettelses Ord er og annammes, der er og der aandeli- ge Liv, Frelse og Salighed. Nu spørges, om Gud har ikke Ret til ar betragte syge Folk, som kunde læges, men en ville der, som syge, og lade dem blive udelukte fra de Sunde? Eller om han skal gaae sin Orden forbi for deres Skyld, betragte dem, som sunde, skiønt de have forskudt Lægedommen, saa kunde han jo have sparet at anordne noget Middel mod Sygdommen. Lægges nu til, at Gud vil

47

47 paa hin Dag ikke føre Proces med Menneskene, fordi de ere fødte blinde, uduelige og vanhellige Guds Fiender, men fordi de ey have vildet lade sig hielpe ud af den Tilstand; thi hvo som ikke troer, bliver fordømt, saa maae han jo betragte dem, som de ere, og forsætlig har fremturet i at være. Sandt, var der ingen Jesus til, var der ingen Naa- dens Tilbud, saa gieldte Indvendingerne noget. Var jeg ikke kommet, siger Jesus, og havde talet til Verden, havde de ikke Synd; men nu jeg er kommet, have de ikke end et Skin at aarsage sig med. Ved disse Jesu klare Ord er det best, min Herr Forfatter tillige med mig lader det beroe, og troer en- foldig, at alle Undskyldninger for Synden ere ved Jesu Komme og Forløsning tilstrækkelig ophævede, da de efter hans udtrykkelige Ord ey have et Skin at aarsage sig med.

M.P.O.

48