↩

Godhed uden Retviished er ingen moralsk Dyd.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt i det Kongel. Universit. Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleveskle, og findes sammesteds tilkiøbs.

Prov. 29. 7. v. Den Retfærdige kiender de Fattiges Sag; den Ugudelige after ingen Fornuft.

Et got Menneske kalder man den, som har et et ømt, Blødt og medlidende Hierte; som røres strax over sin Næstes mindste Modgang, som ey er genegen til Straf imod den, som i nogen Maade har forseet sig; som ey regner Nøye med den, der er hannem noget skyldig; som er snart Redebon til Forson-

lighed, og snart bevæges til Medynk, naar nogen klager over sin Elendighed.

Saadanne Mennesker ere mestendeels behagelige i Omgang, og derfor elskede af andre; men naar deres Godhed ey styres af en sund Eftertanke, eller er blandet med den Retviished, som Guds og Naturens Lov fordrer, saa elsker man dem ikke anderledes, end man holder af et spagt og fromt Creatur, frem for et andet der er grumt, arrigt og uregierligt. Om Godheden hos saadanne Folk stal kaldes Dyd, da er den blot physisk eller naturlig (om jeg saa maa sige). Den er en blot mechanisk Rørelse, uden Aarsag og tilstrekkelig Grund; de kunde ikke handle anderledes, og alt hvad som strider derimod, blev for dem en piinagtig Tvang og en utaalelig Byrde. Dog saa behagelige de ere, blot som Mennesker, saa uduelige ere de som Borgere, eller naar

man betragter dem i Samqvem, større eller mindre. Gud har foreskrevet visse Pligter, hvilke Forældre mod deres Børn, Husbonder mod deres Tienere, Øvrigheds Personer, eller de, som ere i deres Sted, bør udove, (og alle Mennesker indbyrdes mod hverandre) uden hvilke intet Samqvem kan bestaae. At være god, det er en Egenskab, fom udkræves af alle, der staae i Forbindelse med andre. Men som Retviished er den Egenskab, der tildeler hver og en det ham tilkommer, saa kan Godheden aldrig blive af den rette Art, eller opfylde de Pligter, som Gud af os fordrer, og ere fornødne til Samqvemmes Bestandighed, om den ikke har Retviisheden i følge med sig. Denne Anmerkning er af større Vigtighed, end man, maaskee, ved første Anseelse, torde finde; thi jeg fordrister mig til at paastaae, at en ilde anvendt Godhed dagligen giør saa megen Skade, og saa stor Uret som

den aabenbareste Uretviished. Forsættet er vel ulige, men Gierningen bliver dog den samme.

Om en Dommer lader sig bestikke, da giør han Uret med beraad Hu, af Egennyttighed; men er han tossegod, da giør han just det samme, skiønt hans Mening er ikke ond. Den første er til Fals for Penge, og den sidste for Bøn og Taare. Den første dømmer til deres Fordeel, som meest betaler, og den sidste til deres som meest eller sidst græder. Veyen til begge staaer aaben for Bedragere saavel som for ærlige Folk; dog snarere for de første, efterdi ærlige Folk ikke gierne kiøbe sig til Retten, hverken med Penge eller hykkelske Gebærder. En Dommer, som allene styres af Tosse-Godhed, spørger en efter hvilken af Parterne har meest Ret, men hvilken der er meest nødtrængende. Med et Ord: han

er et godt Menneske, men en uduelig Dommer. Han bør miste Tienesten, som en Meen-Eeder, og dømmes til at vœre Fæehyrde, eller som en Eremit at boe udi Udørkener; thi hans Godhed kan være nyttig for ufornuftige Dyr, men er skadelig iblant Mennesker. Samme Beskaffenhed er med alle andre Embedsmænd Høye og Lave, endskiønt ingen Doms Afsigelse er dem anbetroet. Det er nødvendigt og behageligt at de ere Menneske-Venner, men de bør og tillige være retsindige; Thi om denne Egenskab fattes hos en Embedsmand, da kan han en forrette sit Embede uden Partiskhed, han seer da sielden saa meget paa Sagen som paa Personen; da han alligevel burde med 100 Øyne, om han havde dem, see paa Sagen, men være blind i Henseende til Personen.

Om et saadant Menneske sidder ved et oeconomist Verk, hvor Rigets Eyendom skal behandles, da handler han de fleste Tider efter Godtbefindende, men sielden efter Ret og Billighed. Lad Philander forordnes til Skatmester, saa skal man see hvorledes de offentlige Midler vil blive Ravneføde. Han taaler ingens Misfornøyelse, derfor er hans Hovedregel at skikke sig saa, at han kan være Ven med alle. Han har Nidkierhed for det almindelige Beste, det nægter jeg ikke; han arbeyder alligevel paa dets Opkomst; men uden Orden, uden Grandskning, uden Retsindighed. Projectmagere og Bedragere ere hannem kierkomne, naar de kun love Guldbierge og have Ærlighed paa Tungen. Thi om de have den i Hiertet, saavidt strækker sig ikke hans Omsorg, og det, som værre er, han maa lade sig bedrage ustraffet; thi han kan ikke see nogens Ulykke, endskiønt den er

vel fortient. Saaledes begegner han Skielmer og ærlige Folk paa lige Maade; derfor er paa Ærens vegne lidet hos ham at fortiene; men for Egennyttighed saa meget som kan ønskes.

En Skielm som er nødlidende eller ulykkelig, er et langt værdigere Formaal i hans Øyne, end en ærlig Mand, som er skikkelig, eller riig, og derved kan tiene det Almindelige; han lader den første nyde ald sin Beskyttelse, og nægter den den sidste, i fald han ey kan tiene begge tillige. Skulde han due til noget, da vilde jeg giøre ham til Fattiges Forstander, dog kun til en Prøve, og indtil videre:

Denne forkeerte Dyd eller Gemyts-Svaghed, hvorom den svenske Autor Kryger, et værdigt Medlem af Videnskabernes

Societet, udi sit deylige Skrift, kaldet

Tankar ved lediga Stunder.

har giort ovenstaaende Reflectioner, har her i Landet igiennem rum Tid været en hemmelig dog ret følelig Plage for mange troe og duelige Undersaatter, Landet til utrolig Skade; men en gylden Sag for Hyklere, Bedragere og slette Personer. Hvor Dyd og Udyd, Fortienester og Forseelser, Duelighed og Uduelighed, ikke nøye efter sin forskiellige Vægt og Værd ansees, og i Henseende saavel til Straf som Belønning, paaskiønnes, der voxer Ukrudet snart den gode Sæd over Hovedet, saa man tilsidst har ont ved at stille det ene fra det andet. Da tverimod hvor Retviished har Sted, der undersøges Nøye, der straffes og belønnes efter Fortieneste, der qvæles Uretfærdighed, der forjages Laster, der æres Dyden, Duelighed belønnes efter sit større og mindre Forhold, der er Fred og Flor og got at opfylde sine Pligter.

Saa tænkte Kong David. Psal. 101 saaledes talende:

Om Naade og om Ret tillige Jeg her vil siunge som jeg bør Og dig, min Gud og Herre! sige Den Lov og Ære dig tilhør,

At Mildhed og Retviished med Du gavst udi mit Hierte Sted.

Thi vil jeg viseligen vandre Og følge i din Fodestie:

Ey Retten nogen Tid forandre

Af Gunst og Had; men staae mig

bie,

O Herre! Thi din Viisdom giør,

At dele Retten som jeg bør.

En forurettet og uskyldig Han være fattig eller riig,

Ven eller Uven, lige gyldig:

Naar jeg ham finder uden Sviig:

Hans Sag jeg tager an som min; Men Retten nyder han som sin. 4.

De Onde derimod som vove Uret og Vold, og driste sig At overtræde dine Love,

Dem straffer jeg heel haardelig, At ingen Ond skal lide paa Ved noget Middel at undgaae.

5. Banartige jeg ey fordrager,

En Ond skal vige langt fra mig, Bagvaskeren mig ey behager,

Den Stolte er mig viderlig,

Jeg fra mit Ansigt driver dem,

Hos mig de have intet Hiem.

Jeg søger derimod og vinder Trofaste Folks Fortrolighed;

Jeg ærer dem, naar jeg dem finder, Samt giver dem hos mig et Sted. Den som fin Vey gaaer redelig,

Er saadan han skal tiene mig.

Hos mig maa Hyklere ey være, Jeg Løgnere ey lide kan: Det er imod mit Huses Ære At holde en udydig Mand, Jeg jager ham udaf mit Slot Hvis Forhold er mit Huses Spot.

8. Ugudelige jeg af Landet I Tide rydder ud for Fod: Misdædere med saadant andet Jeg rykker op med Top og Rod Og Hader med et trofast Had Dem, som vanære Herrens Stad.

15
16