[J. G. Krüger] Godhed uden Retviished er ingen moralsk Dyd. En Continuation af det forige.

Godhed uden Retviished

er

ingen moralsk Dyd.

En Continuation af det forige.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt i det Kongl. Universit. Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske.

og findes sammesteds tilkiøbs.

2

Prov. 22de Cap. 6. v. Hvorledes man vænner den unge, der lader han ikke af, naar han bliver gammel.

3

Lader os gaae til Huusholdnings Standen, og see, hvad denne Tosse Godhed udretter.

Hvad er der vel, som meere forderver Børne-Optugtelsen end denne Egenskab; den ypperste Præst Elis Exempel er ikke

4

4

saa usædvanligt, endskiønt det er det eeneste af den Art, som er optegnet i den hellige Skrift. Dog troer jeg, at mand ey uden føye kunde ligeledes giøre nogen velgrundet Anmærkning imod Kong David, naar man betragter hans Forhold imod sine Børn.

I alle Tider har Forældres ilde anvendte Godhed været Aarsag til deres Børns Ulykke, og maaskee endnu mere i de nyere Tider end i de gamle. Ingen maae tænke, at jeg priser Strenghed, eller en bestandig Tvang, som et tienligt Middel til Børne Optugtelsen. Ney, jeg troer snarere, at man derved afværger ondt med det som er en halvgang verre, hvilket jeg alligevel i adskillige af mine Skrifter har lagt for Dagen.

Om Opdragelsen skal have Fremgang, saa bør Børnene have Fortrolighed til de-

5

5 res Forældre; men hvorledes kand de det, uden at elske dem, som deres beste Venner! kan ikke Kierligheds Tønder drage dem til det, som er godt, saa kan Øyemaalet aldrig opnaaes ved Ferle og Riis.

Disse kunde vel giøre Hyklere og Sla- viske Gemytter; men aldrig fornuftige og dydige Mennesker. Dog saa unægteligt dette er, saa fornødent er det, at Kierligheden eller Godheden bør være blandet med Alvorlighed, om noget gavnligt skal udrettes. Det er sandt, at ingen kan drives til Dyden med Pidske og Svøbe. Men som Mennesker ere af Naturen meest tilbøyelige til det, som Ondt er, og allermeest Børn, førend deres Forstand og Hjerter blive forbedrede; saa bør de i det mindste vide, og ved disse Tilfælde fornemme, at Riiset er til deres Tieneste, naar kierlige og alvor-

6

6 lige Formaninger intet hielpe. Dog bør alligevel den virkelige Revselse være blandet med Kierlighed og Ømhed; thi ellers giver den kun Anledning til Forbittrelse. Med et Ord: Børns Kierlighed til deres Forældre bør eyn være uden Ærbødighed, og denne kan ey opvækkes ved Godhed allene, men udkræver nogen Art af Frygt, dog ikke saadan, som findes hos Trælle mod deres Tyranniske Herrer.

Frue Benigna har ingen større Af- gud end sin Datter; denne synes at være hendes Siel, af hvilken hun styres, som en

Maskine i alle sine Gierninger. Alt hvad Pigen vil, det bør hun faae, om det var aldrig så skadeligt, saa kan hun ey sige ney dertil, naar det er Pigens Befaling. De

største udyder ere Artigheder i hendes Øyne, naar de alleneste fornøye den lille hierte-

7

7 Unge. Vil Faderen bruge en skiællig Myndighed imod Barnet, saa bliver Moderen dets Forsvarerske. Ja, om hun ey kand hindre, at han nogensinde griber til virkelig Revselse, saa faaer man at høre, hvorledes Moderen beklager sin Øyesteen, beskylder Faderen for Haardhed, og bruger tusende søde Ord og andre deslige Midler, for at stille Barnet tilfreds igien. Intet Modveyr maae komme hende nær, intet, som hun har Lyst til, maae negtes hende; og ingen Møye eller Arbeyde hindre hendes roelige Timer.

Bliver hun noget større, da omgaaes Moderen med hende, som med sin fortroligste Leege Søster. Hun aabenbarer for Pigen alt, hvad hun har, eller nogen sinde har haft paa sit Hierte. Hendes Levnets Løb, indtil de største Daarligheder, ere en

8

8

u-udtømmelig Kilde, som giver Materie nok til hendes daglige Samtale.

Og naar dette ikke strækker til, saa maae alle Folk i Byen gaae Mynstring igiennem, paa det Datteren maatte i god Tiid blive saa svadsig som Moderen er, og lære

at qviddre samme Sang.

Imod Tieneste Folkene skikker Frue Benigna sig kun lidet anderledes. Hun omgaaes med sine Piger, som de vare hendes jævnlige. Om deres Levemaade er aldrig saa uordentlig, saa har hun dog ikke Hierte til at sige dem et ondt Ord. Ville de giøre hende nogen Tieneste er det vel; men behager det dem ikke, saa giør hun det heller selv, saa godt som hun kan, eller lader

det forrette ved Pigernes Haandlangere, eller Rende-Kiællinger. Det maae gaae

9

9 til i Huusholdningen, hvordan det vil, saa lever hun ubekymret, slaaes noget itu, saa er hun Glad, at hun faaer noget nyt i stædet.

Det eeneste Tilfald, hvorved hun kan opirres til at viise sig Vred, er, naar Pigen ey viiser den den Ærbødighed og Ømhed mod hendes lille Bellone, som hun paastaaer; Thi mestendeels elsker hun Mennesker og ufornuftige Dyr i lige Grad, og denne Kierlighed holder lige vægt imellem begge, saa længe, indtil den eenes Omstændigheder synes hende at fordre større Ømhed og Medlidenhed end den andens. Nu forsvarer hun Pigen imod Manden, nu atter Hunden imod Pigen; nu begræder hun en Person, som er Død for 50 Aar siden; nu leer hun over de alvorligste Ting. Med et Ord: Benigna er et godt stakkels Fiog, men et Huus- kors for en fornuftig Mand. Man holder

10

10

vel gemeenligen for, at denne Egenskab findes meest udi Uorden hos Qvinde Kiønnet; men det staaer og ofte ikke bedre til med Mandkiønnet, hvilket er saa meget verre, som det Almindelige lider endnu meere derved. Hvad Godhed, uden Retviished, giør for en skadelig Virkning hos Embedsmænd, derom er forhen noget meldet; og det er vel ustridigt, at den samme forvolder i HuusStanden i det mindste saa stor, om ikke større Uorden, end om Qvindekiønnet sagt er; lad Manden i Huuset være saadan som Frue Benigna og hendes Lige, saa har det ikke alleneste samme Følger, men og derudi verre, at det tilkommer ham at styre heele Huusholdningen, hvilket ey kan udøves uden Myndighed; saasom atter denne af sig selv forfalder, hvor der ikke er Alvorlighed udi Befalingerne, saavelsom udi Tilsynet, hvorledes de blive efterlevede. Melissantes

11

11 er et mecanisk godt Menneske, alting er ham til maade, hvor forvendt det end er, eller om noget skulle mishage ham indvortes; saa har han dog ikke Hierte til at tale et eeneste Ord derom. Han er færdig til at lade sig styre af hvem, som helst det behager; derfor er han alleeneste Herre af Navnet, men Tieneren er det i Gierningen selv. Han kan ikke afslaae nogens Begiæring, og af denne Grund flyder hans meget berømte Gavmildhed, Han laaner bort uden Forskiæl, og uden Forsikring om Betaling; thi han troer enhver paa sit ærlige Ansigt; og alles Ansigter ere i hans Øyne ærlige. Han skiænker saa længe, til han selv lider Nød; da falder han i Bedrageres og Aagerkarles Hænder, allerhelst da disse tale meest om Ærlighed, naar de have Skielmen i Hiertet. Men som han selv ikke regner nøye med sine Skyldnere, saa troer han, at an

12

12 dre bør igien giøre det samme mod ham, endskiønt de ere ham i ingen Maade forbundne. Deraf kommer det, at han er den sletteste Betaler i heele Byen, og hans Koldsindighed røres ikke det mindste derved, at Creditorer i Dosinviis banke Dagligen paa Hans Dørre, eller at hans Tieneste Folk ey have det hvormed de kunde skiule deres Nøgenheds Blussel, mangen fattig Haandverksmand kræver forgiæves af ham Betaling for det Arbeyde, som han alleeneste har ladet giøre til den Ende, at skænke det til uværdige Gulvskrabere; thi den Vanære, ey at betale hvad man er skyldig, er i hans Øyne ringe mod den Ære at priises overalt for Gavmildhed. Om jeg vilde være vidtløftig, da kunde jeg Viise, at denne Egenskab ey siælden falder hen til Gierrighed, da man sælger Ære og Samvittighed for Gaver og Stikpenge, til in-

13

13 gen anden Ende, end at kunde fremture i samme skødesløse Huusholding, og ødsele Levemaade; dog det maae være nok denne Gang. Hvor meget den største deel Mennesker bedrage sig i deres Dom, naar de give saadan Godhed, som her er blevet be- skrevet, Navn af Dyd, det behøver vel ey yderligere at bevises. Virkninger, der ere saa skadelige, kunde vel umueligen flyde af een saa reen Kilde, som Dyden er: eller hvorledes kan det Menneske kaldes dydtigt, som ey giør Forskiæl imellem godt og ondt, eller forholder sig ligedan imod Bedragere og ærlige Folk! eller hvorledes kan jeg kalde det Dyd, som er en blot naturlig Tilbøyelighed, hvilken driver Menneskene til visse Handlinger, ikke for at opfylde de Pligter, som Gud har befalet, men efterdi de

14

14

kunde ikke giøre det anderledes? Dog maae ingen indbilde sig, at, da jeg kalder en saa- dan Godhed mecanisk, de Mennesker ere undskyldte, som følge denne deres mecaniske Drift. Fornuften er givet til at styre de naturlige Tilbøyeligheder, efter Naturens Lov, til Skaberens Øyemeed; eller (at jeg maae tale med Skriften) de bør ved den Hellig Aand lade sig hellige til det, som er Godt og Gud vel behageligt. Ellers skulde man ligeledes sige, at Ukydskhed eller andre onde Tilbøyeligheder vare en Fornødenhed hos dem, som af Naturen ere hengivne til disse Udyder; hvilket var en Sætning, der kaster over Ende baade den naturlige og aabenbarede Religion. Det er ikke umueligere, ved en sund Sæde-Lære, og endnu bedre ved en retskaffen Omvendelse, at for,

15

15 andre Tossevorenhed til Alvorlighed, end det er for et Haardt og grumt Menneske, at blive spagt som et Lam. Men saalænge man holder den Egenstab for Dyd, hvilken i Grunden er ikke andet end Udyd, saalænge kan man umueligen blive anderledes.

Saa vidt af Hr. Krygers sindrige Tanker, som vel alle fortiente i vort Danske Sprog at oversættes; men da dette just ikke er min Sag, har jeg villet udgive denne liden Prøve, deels for at opmuntre en bedre skikket Oversætter dertil, og deels for at giøre denne bagvendte Dyd mere bekiendt i Henseende til sine skadelige Følger iblant mine Landsmænd i sær i Hovedstaden, hvor denne overdrevne God-

16

16

hed end og blant mine Medborgere af Mid- delstanden, besynderlig dem, der for deres Fromhed og Dyd ere meest rosede, allermest øves til ubodelig Skade saavel for det enkelte som det Almindelige.