[J. Balthasar Winterfeldt]** Adskillige Tanker som Skrive-Friheden har givet Anledning til.

Adskillige Tanker som Skrive- Friheden har givet Anledning til.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, og sælges paa Børsens Boglader.

2

        

3

Da Skrive-Friheden blev given, tænkte jeg ikke at blive een af dem, som skulde have betient sig deraf; men er og andet, som i denne Tid er skrevet og talt om, har bevæget mig dertil.

Ved at igiennemlæse Philopatreias, syntes mig, at der i Anledning af nogle af de Præstelige Indkomster kunde være noget ved at erindre, dog var der mig uvedkommende. Men da kort efter Philodani Undersøgelser kom ud, og jeg deri havde seet Sammen-

4

4

ligningerne imellem Præsternes og Officierernes Indkomster, og siden hørte noget mere om det samme, fattede jeg det Forsæt at skrive et par Ord om begge Deele, og da jeg havde faaet Penen i Gang, bragte en Tanke en anden efter sig, og jeg kom baa- De videre og paa andre Materier, end jeg først havde foresat mig.

Det er langt fra, at jeg holder med Philopatreias, idet han siger om Præstestanden, hverken i Henseende til Antallets eller til Lønnens Formindskelse; men faae hellere tvert imod, om der var mueligt, at nogle af Kirkerne, hvor Forretningerne ere mange, fik flere Præster, og nogle af Præsterne, som har heel lidet at leve af, større Indkomster. Jeg vil ikkun mælde, at jeg, og flere med mig, ønsker, at den Skik, at betale Penge til Præsten for Brude-vielser, Børne-Daab og Jords- Paakastelse, var afskaffet. Ikke fordi jeg, som Philopatreias, troer at disse Udgifter af- skrekker Folk fra at gifte sig, endskiønt de kom-

5

5

mer paa en Tid, da Omkostningerne desuden ere store nok; men for Geistlighedens egen Æres og Fordeels Skyld; thi det er just her- ved, at de ere komne i det almindelige slemme Rygte for Gierrighed.

Der klages, maaskee med Rette, over en Deel alt for nærige Præster, som, om jeg skal bruge den Talemaade, saa got som høkrer med disse hellige Forretninger, og viser Folk bort, hvis de ej betaler saa og saa meget; og ikke allene disse; men endog de, som ej forlange mere end hvad billigt er, kan ikke undgaae Beskyldning. Dersom en Præst vil alt for ofte eftergive, fordres det siden som en Skyldighed, og han kommer til at miste en anseelig Deel af sine Indkomster; derfore kan ingen fortænke ham i at kræve sin Ret. Han kan siden give dobbelt saa meget bort, om han vil. Et er at give en Ting bort frivilligen, et andet er at blive nød til at afstaae noget. Hvo er vel den Mand, han maa være Geistlig eller Verdslig, som taaler, i hvor

6

6

gavmild han end ellers kan være, at no- get af det ham med Rette tilkommer, beta- ges ham?

Den hvis Indkomster ere uvisse, er gierne mere nøiseende i Penge-Sager, end andre som har staaende Løn; han veed hvad han har i Dag, han kan ej vide hvad han faaer i Morgen. Det er Naturen af Tingene, og ikke nogen besynderlig Egenskab hos Præsten, som forvolder det. Man give ikkun Agt, om det ikke i Almindelighed forholder sig ligesaadan ved de verdslige Embeder, hvor der falder Sportler. Men denne Maade at oppebære Penge paa, synes i den gemeene Mands Øjne saa uforsvarlig, at Beskyldningen falder saa got som paa hele Geistligheden; da der dog er saa langt fra at de forskylder det alle, at der endog har været dem iblant, som har begaaet Excesser i Gavmildhed. Den værdige Mand, som er min Skriftefader, kunde jeg anføre meget berømmeligt om i den Fald, og jeg

7

7

har den Ære at kiende mange flere foruden ham, til hvis Ros jeg kunde fortælle der samme.

Det kommer an paa at finde en Maade, hvorved Præsterne kunde nyde Erstatning for Tabet af ovenmeldte Indkomster. Der kan være Hindringer, som jeg ei seer; men saa vit mig tykkes skulde det gaae an, ved at an- slaae hver Person i Sognet for noget vist, som han i der minste skulle give. En Kiøbmand saa meget, en Haandværksmand saa meget, en Daglønner saa meget, alt efter et fornuftigt Overlæg og en billig Proportion, og det ikke allene Huuseieren, som derforuden skulde betale de sædvanlige Præstepenge; men og tillige de Logerende, baade gifte og ugifte, og Dette synes mig saa meget desmere billigt, da der ere mange nu, som har Evne til at offre deres Præst, og giør det ikke, men da blev nød dertil. I er vitløftigt Sogn kunde det beløbe sig til noget anseeligt, om endog enhver ikkun gav lidet, og dette skulde da hæves omtrent

8

8 paa samme Maade, som nu skeer ved ExtraSkatten. Men det maatte ikke regleres af nogen Præste-Hader.

Det forstaaer sig af sig selv, at disse paa denne Maade inddrevne Penge, skulde ikke være i Steden for Høitids-Offeret; men alle- neste, som jeg og allerede har sagt, en Erstatning for Udeblivelsen af det som ellers betaltes for Brude-vielser, Børne-Daab og JordsPaakastelse.

Og om en eller anden sterk Aand skulde vægre sig for at give Offer, under Paaskud, at han ikke hørte til Kirkens Samfund, da er i mine Tanker, en saadan Undskyldning ikke antagelig; thi endskiønt han ikke behøver Præsten til at sørge for sin Siel, saa trænger han jo dog, ligesaavel som hans svage Brødre, til den Sikkerhed og Beskyttelse som Religionen giver, og bør følgeligen betale for den Lykke at boe iblant Gudsdyrkere.

9

9

Men jeg maa begive mig til Hovedsagen, hvorfore jeg har taget Penen fat, og vende mig til Hr. Philodanus selv.

Der kommer mig fore, min Herre! at Deres Nidkierhed imod Philopatreias, har drevet Dem til at yttre sig med nogen Ugunst imod Krigsstanden, fordi han saa løseligen har talet et Ord til dens Fordeel.

Præstestanden og Krigsstanden er bleven ligesom Gienstand for hinanden. Mange har taget sig Geistlighedens Sag an, og derfore tager jeg mig den Frihed ogsaa at tale noget til Krigsfolkers Forsvar. Vel er der sant, ar man bør uegennyttigen forrette sin Tjeneste, og overlade til andre at skiønne om, hvor meget den er Tak værd eller ei; men naar man giør sir Beste, og lønnes med Forhaanelse, er det da Uret at beklage sig?

Jeg vil sætte mig i Officierernes Sted, og tale som Officier.

10

10 De sige, at Rang-Forordningen er ikke indrettet efter Embedernes Vigtighed, og De har Ret. Dersom man betragter Præsten som Sielesørger, da veed jeg ej at finde Plads til ham i Rang-Forordningen; thi en Siels Salighed overgaaer alle Timelige Fordeele; men jeg vil ikkun ansee ham som Sædelærer, og endda gierne tilstaae, at han er ligesaa værdig en Mand som en Capitain, hvilken De har sat ham i Ligning med, og jeg har ikke heller mærket andet, end at ham i alle skikkelige Sælskaber, hvor Ceremonieller ikke har Sted, gives et besynderlig Fortrin. En fornuftig Officier ansætter aldrig sit Embedes Forretninger høiere end de virkeligen ere, og han bør endog for sin egen Æres Skyld ikke giøre det; thi den som ærer sig selv, dens Ære er intet.

Jeg har altsaa i Henseende til Sammenligningen af Præstens og Capitainens Rang, intet imod Dem; men naar De taler om de vel proportionerede Indkomster, troer jeg, at

11

11

De tager mærkeligen Feil. Hvad Geistlighedens angaaer, da kan jeg ikke regne dem efter, og misunder denne ærværdige og umistelige Stand ei heller noget af sit; men Officierernes Indkomster veed jeg.

De siger, at Præsten behøver Penge til Bøger. Behøver Officieren ikke ligesaa? Og ere mathematiske Bøger mindre kostbare end Theologiske?

En Officiers Klæder kan ikke være af den Varighed som en anden Embedsmands, efterdi hans Forretninger falder meest under aaben Himmel, og det, hvad enten Veiret er ont eller got, og han kan ej klæde sig som han vil, men maa gaae i sin Uniform. Kongen skee Tak, for Guld- og Sølv-Sløiffers. Afskaffelse !

Den største Deel af Præsterne leve paa Landet, og har der meeste af der de behøver til Huusholdning i deres Huus. Officierernc derimod opholder sig i store Steder,! og

12

12

maa betale alting dyrt. Dette synes mig bur- de ogsaa overveies.

En Compagnie-Chef ved Søe-Etaten, en Escadrons-Chef og en Capitain, som har et Compagnie ved de gevorbene Regimenter, ere de første som man nogenledes kan sige om, at de har Levebrød; thi de besværlige Tider vil jeg sætte uden for Betragtningen, efterdi de trykker saavel den ene Stand som den anden. Men hvor bliver da Subalterne-Officieren af? Er han ikke værd at agte paa? Hvad han har at leve af er alt for vel bekient, til at jeg skulde behøve at anføre det, og jeg troer neppe, at nogen paastaaer, at han kan komme ud. Regningen er ikke tung at giøre, og der skeer letteligen at der mangler en Portion i hans Madspand, uden at en foregaaende Dags Ødselhed har forvoldt der, uagtet Hr. Philocleresias synes at tvivle derom. Enhver seer vel, at jeg ikkun taler om dem, som ingen Midler har.

13

13

Det er sant, at en Lieutenant tiener paa Forfremmelse, og derfor giøres det ei behov at han i de første Aar har saa meget som han faaer siden, naar han bliver Regiments- eller Divisions-Chef har han desmere. Men naar det gaaer Lieutenanten som Jakob, der tiente 7 Aar for Rachel *), og i Steden for hende, fik en Lea, og maatte tiene 7 Aar til for det samme. Naar han maa, siger jeg, ikke allene tiene 14, men maaskee 20 til 30 Aar, inden han faaer et Compagnie eller en Escadron, og naar han efter at have faaet det, maa i lang Tid leve knap, for ar betale den Gield, han i sine Lieutenants-Dage har giort, for endeligen, om der er mueligt, ak komme som en ærlig Mand i sin Grav, hvor lang Tid mon

*) Nogle har fundet for got at ligne et Compagnie i Søe-Etaten, eller et andet gevorben Compagnie, ved en kier Brud, som en Officier tiener for at faae. Jeg veed ikke om det er saa almindeligen bekient; men mig Lykkes Lignelsen er ikke saa slet.

14

14 der da vel er tilbage for ham at have got af Livet i? Skal han endeligen være dømt til Elendighed? Hvor mange ere der ikke, som aldrig opnaaer den Lykke, om jeg saa skal kalde det, og hvad gavner det dem da, ar deres Commandeur eller Oberst har gode Indkomster? Mon ikke en stor Mængde i deres Alderdom har Aarsag at sige: Vi har for in- tet slebt.

Jeg veed vel, at imod dette kan indvendes, at man ogsaa seer Capitainer iblant, som ere temmelig unge, og allerede haver Compagnie, hvilket ogsaa er sant; men saa meget desværre; thi derover har mangen en gammel velfortient Lieutenant maattet miste der. Herpaa kan svares, at sligt reiser sig af en Uorden i Krigsstanden selv, og bør ikke tages i Betragtning, hvor der alleneste tales om Forholdet imellem den og andre Stender. Lad os derfore tilsidesætte Land-Etaten, for saa længe, og allene agre pan Søe-Etaten, hvor det gaaer meest ordenligen til; lad os see, om der ikke ere

15

15

Capitain-Lieutenanter, og caracteriserede Capitainer, henimod 40 Aar gamle og derover, som ingen Compagnie har, og kan maaskee komme til at vente længe derefter endnu, og da ved et hvert Compagnie er en Compagnie- Chef og to Subalterne-Officierer, og det ved begge Etater, det er, een som har Brød, imod to som tiener for at faae det, saa troer jeg at Forfremmelserne kan omtrent ansees for at være i ens Forhold, i Land-Etaten som i Søe-Etaten, naar lige Orden paa begge Steder iagttages.

En ung Officier, hvis han ikke er af et des lykkeligere Naturel, staaer Fare for at forfalde enten til Følesløshed og letsindig Ubekymring, for ei ar sige Liderlighed, som giør ham uskikket til alvorlige Foretagender, eller og, at Nærings-Sorg betager ham baade Mod og Munterhed; man har Exempler paa begge Deele, og det er maaskee en lang Vane allene, som foraarsager at en stor Deel bæ

16

16

rer deres trykkende Omstændigheder endda nogenledes vel.

Om Lieutenanterne ved National-Regi- menterne, har jeg tit hørt det Mundheld, at de kan nok leve, naar de ikkun staaer sig got med Proprietairerne, og om Enroullerings- Lieutenanterne siges det samme, i Henseende til Borgerskabet. Jeg vil ikke søge at ud- vikle alt hvad disse Mundheld synes at kunde indeholde; men det er nok, de giver til- kiende, at Lieutenanten, uden andres Hielp, maa leve slet.

Nogle vil maaskee, fordi Præsten sættes ved Siden af Capitainen, have Studenten sat i Rang med Lieutenanten, og sige, at denne første maa ogsaa gaae længe, og ofte blive gammel, førend han kommer til Kald. Jeg ærer en brav Student; men i Ligning med Lieutenanten kan han ej sættes. En Student er ikke i Statens Tieneste, men det er Lieutenanten. En Student kan søge mange Nærings-

17

17

veie, han kan informere Ungdommen, han kan fortiene Penge med at skrive, han kan conditionere i et eller andet Huus, Lieutenanten derimod maa og bør nøies med sin Gage. Dersom der endog var saa lidet og ubetydeligt ved Tienesten at forrette, at man kunde sige, han giorde slet intet, saa burde dog, efterdi al Lejlighed til paa nogen anden skikkelig Maade at erhverve sit Brød er ham betagen, hans Tidsspilde ham gotgiøres. Alle Love bevilger det.

At gifte sig maa meget saa Officierer tænke paa; thi den som ikke kan tage en Kone førend han er 4, 6 til 8 og fyrgetyve Aar, troer jeg gior best i at lade det blive.

En Officier maa ikke gifte sig, sige nogle. Men I gode Herrer! som ere af den Tanke, hvad Ont giør vi, at I vil fradømme os den sødeste af alle Timelige Lyksaligheder?

I svarer: En Officier kan gaae til Skiøger. — Min Gud! jeg vil ej tale om Ugudeligheden i dette Svar; men alleneste spørge: om noget fornuftigt Menneske kan sætte

18

18 en blot kiødelig Lyst i Ligning med en Kierlig- hed, som er grundet paa Høiagtelse; og en egennyttig Skiøge, med en kierlig Kone, som i Medgang og Modgang deeler Skiebne med sin Mand?

Kongen skal søde Officieren, men ej hans Kone. Got! det bør Kongen ikke heller. Han bør ligesaa lidet føde Officierens Kone, som Hofmandens og Dommerens. Naar Officieren har en skikkelig Gage, ernærer han nok sin Kone selv.

Der foruden troer jeg ikke at Staten taber ved det, at Officiererne har Børn; jeg vil ikke sige, at Officiers-Sønner just alle Tider bliver de beste Officierer; men naar til er naturligt got Genie føies en fornuftig Faders Underviisning, maa ufeilbarligen en dobbelt Nytte frembringes.

Jeg har forlat Dem lidet, Hr. Philodanus! og kommer til Dem igien. Lad os, om det behager Dem, følge Krigsmanden i

19

19

Marken og paa Søen, for ar see, om han der har det bedre, eller og, efterdi vi ei selv kan komme over alt, for at betragte alting, lad os nøies med den Underretning andre kan give. Jeg vil ikke kræve Vidnesbyrd af Of- ficierer, de bør ei vidne i deres egen Sag; men spørg Felt-Præster og Skibs-Præster, spørg Proviant-Commissarier og andre Civile, som følger med til Felts til og Søes, om hvad de der mangen Gang maa døie. Der behøves hverken Sverd eller Kugle for at dræbe en Mand, han har ofte Elementerne selv imod sig, og de uundgaaelige Fatiguer kan giøre ham nok af det. De har bragt mangen en brav Officier for Tiden i sin Grav, fat hans Kone i Enkestand, og giort hans Børn faderløse. Andre have mistet deres Helbred, (uden hvilket alt andet er intet,) og i deres sidste Aaringer maattet slæbe paa er svagt Legeme.

Jeg veed vel, at nogle sige, en Officier bør have et des stærkere Helbred, og jeg til-

20

20

staaer, at det kunde giøres fornøden; men hvor skal han faae det stærke Helbred fra mere end andre Folk?

Andre sige, at alt sligt er en Følge af en Officiers Metier, og derfor bør han taale det, og jeg er eenig med dem, han bør ikke allene taale det, mm han bør taale det villigen og uden Knur; men just fordi det er en Følge af hans Metier, derfore synes mig at det burde paaskiønnes.

De seer, min Herre! af foregaaende, at en Officier ikke alleneste kan komme til at udstaae, men at han ofte virkeligen udstaaer mere Ont en andre Embedsmænd af lige Værdighed med ham, og at han følgeligen snarere kan blive Syg end de; at han er fattig har jeg allerede forhen viist. Jeg har været Vidne til de Ting, som nok kunde præsse Taarer ud,

og dersom De selv havde seet: Jeg

troer De er en medlidende Mand, mere vil jeg ikke sige.

21

21 Kaster man Øiet til den gemeene Mand, især til Soldaten, hvilken viid Mark fuld af Elendighed bliver man ikke da vaer!En saadan Stakkels Karl lastes, fordi han imellem tager noget, som ikke hør ham til, og han fortiener at lastes; men om mange af os var i hans Sted! Gud veed hvorledes --- Men der vil jeg ikke tale

mere om.

Her er en anden Omstændighed, som er det meest væsentlige og uomgjengelig fornødne i den Militaire-Stat, og som, i hvor fornøden den end er, dog har sine Ubehageligheder. Jeg meener Subordinationen. Denne saa nødvendige Ting i en Stat, strækker sig i de andre Stænder ikkun til visse Embeds-Forretninger, og naar de ere vel til Ende bragt, er Manden sin egen Herre. Men hvad Officieren angaaer, da kan og bør den ikke allene i Henseende til hans Embeds-Forretninger, (som ikke i alle Ting saa fast kan bestemmes som andres,) udstrek-

22

22

kes meget vidt, men han er ogsaa tvungen i sine egne daglige Handlinger, saa at han hverken saa reise, gifte sig, o. s. m, ja hart ad hverken gaae eller staae, uden sine Foresattes Tilladelse. Nu indseer en fornuftig Officier vel, hvor fornøden Subordinationen er, ja jeg er vis paa, at enhver af dem ønskede heller at nedlegge sin Charge, end at see denne saa nødvendige Ting, som er Sielen i Krigsvæsenet og Kilden til alle Seiervindinger, svækket; men han seer ogsaa hvor meget samme indskrænker hans naturlige Frihed, og at han næsten er den mindst frie i hele Staten, og den som er minst frie og tillige besværet med Fatiguer og Fattigdom, hans Lykke kan ikke siges at være saa stor, at nogen har Aarsag at fortryde derpaa.

I Deres andet Hefte fra pag. 46 til pag. 49, anfører De de Regler hvorefter Gager bør bestemmes.

23

23

Disse Regler ere for det første følgende trende:

a). Embedsmændene bør salareres efter de-

res Forretningers Mængde.

b). Forretninger som ere vanskelige, (det

er efter deres egen Forklaring saa- danne, som udkræver Forstand, Indsigt og Erfarenhed,) fortiener bedre at lønnes, end de som ere lette.

c). Et Embede bør have Gage efter sin

Vigtighed.

Dernæst følger disse tvende:

d). De Embedsmænd som ere tillige Til-

synsmænd, (eller Befalingsmænd,) ere i alle Stater besynderlig gagerede. Gagerne stiger efter dette Tilsyns større eller mindre Vigtig- hed.

24

24

e). De Poster, som ere bestemte til Regentens og Statens udvortes Ære, ere og gierne vel aflagde.

Intet af dette trætter jeg imod; men mig tykkes at her fattes en Regel, nemlig denne:

Ved at bestemme Gagen til et Embede, bør skiønnes paa dets Møisommelighed og Farlighed.

Jeg seer ikke at den er indbefattet under nogen af de andre Regler, og den er dog billig. Mig rykkes, at naar Officierernes Gage ere nøie indrettede efter de foregaaende Regler, fordrer denne, at endnu et lidet Tillæg bør skee. Den som udstaaer Ont frem for andre, behøver Vederqvægel- se frem for andre, og om en Officier havde noget lidet tilovers tli anstændig Forlystelse, troer jeg ikke at det var utienligt. Sømmelig Sinds-Opmuntring en Gang imel-

25

25

lem, er nødvendig for Mennesket, lige saa vel som Mad og Drikke, og den strengeste Moralist skal ikke kunde modsige det. Men saa længe der ikke haves til det Nødtørstige, er det forgieves at tænke paa Forlystelser.

Forestil Dem, min Herre! at en Mand hielper Dem med en Sum Penge, og en anden vover sit Liv, eller i det minste sit Helbred for Dem, hvilken af disse to troer De at De bør være meest forbunden? Sæt t een, for at bevise Dem en Villighed, paatager sig den Umage at skrive nogle Ark Papir for Dem, og en anden i Regn og Slud gaaer en Miil for Deres Skyld; hvilken af dem fortiener meest Tak?

De sige: Officieren kan komme i den Nødvendighed at vove sit Liv, men det kan og hænde sig, at det ikke skeer. Gud være lovet, at vi leve i Fred! og gid vi maa beholde den længe. Men om saa skeer, at vi faaer Ufred, maa han ikke da

26

26

være redebon til at vove det? Det kan hæn- des at han beholder Liver, og mister nogle af sine Lemmer; det kan hændes, at han beholder sine Lemmer og mister sin Eqvipage; Det kan hændes at han mister ingen Ting; det kan og hændes, at han mister alting. Det ene som det andet er uvist.

Men just fordi det er uvist, derfore er det og stedse mueligt, og denne Uvished og Muelighed allene, giør hans Tilstand mindre lykkelig; thi jeg sætter at Officieren er en saadan Helt, at ingen Farer strækker ham, lad ham foragte alt hvad Resten af de Dødelige gruer for, lad ham med kolt Blod bivaane det Slag, hvis blotte Fortælning kommer hans Medborgere til at gyse; saa kiender han dog Livs og Lemmers Værd, og om han end skulde aldeles ringe agte Livet, og ansee Døden som et Budskab Naturen desuden sender ham en Gang, tilig eller sildig, saa bliver dog Lemmernes Forliis af en saadan Vigtighed, at intet uden allene-

27

27 ste en god Samvittigheds Trøst og den Glæde at have tient sin Konge og sit Fædreneland troe, kan veie op derimod. At sige anderledes kunde ikke agtes for andet end Pralerie, som er Feighed nær beslegtet, og det vilde være ufornuftigt at vise det første, og derved giøre sig mistænkt for det sidste. Det var at have et urigtigt Begreb om Tapperhed, at forlange den skulde bestaae i en Sandseløshed; thi en retskaffen Mand, endskiønt han som en anden er et Menneske, gaaer nok hvor Æren kalder ham alligevel, og tænker, saalænge Heeden varer, ikke paa andet end at iagttage sin Pligt. Ja, dersom han endog ligesaavel uden for, som i Striden, ikke skulle røres af noget, som ikkun angaaer ham selv, saa kan han dog ei være uempfintlig ved sine lemlæstede og halvdøde Kameraters Suk, og jo ædlere og større Helt han er, jo mere føler han dertil.

28

28 Andre Embeder kan ogsaa have deres Fortrædeligheder og Vanskeligheder, men faa eller ingen har dem saa store som Krigsmanden. Foruden disse almindelige, kan der endnu møde ham een, som maaskee overgaaer alt hvad jeg hidindtil har handlet om, og den bestaaer deri, at Tilfældene kan være saa tvivlsomme, at den Allererfarenste og Dygtigste ikke veed hvad der er raadeligst, og at Resolutionen taaler ingen Opsættelse: falder Sagen ikke ud efter Ønske, kaldes en saadan Mand for en Krigsret, hvor han maa giøre udførlig Reede for een i en uvis Sag hastig fattet Beslutning, og svare til de Spørsmaale, som en Fiscal, forsynet med tydelig Kundskab om de Omstændigheder, som før Udfaldet vare skiulte, har lang Tid at betænke sig paa; det hele Publicum taler om hans Forhold, mange som hverken har Forstand eller Indsigt, dømmer med Myndighed om hvad han burde have giort, og ofte bestaaer hans hele Forseelse deri, at han ikke har kundet giøre Mirakler. Et

29

29 ugunstig! Øieblik kan forspilde al den An- seelse og Lykke, som han i mange Aar har været om at erhverve. Og dette kan hændes ikke allene en Generals- eller AdmiralsPerson, men og en langt mindre Commanderende, som nogen Expidition er betroet. See! hvad der fordres af en Officier! overvei det ene med det andet, og siig, om hans Tilstand er meest at misunde eller beklage?

Jeg har i Korthed giort denne ufuldkomne Afbildning paa berørte Poster, for at bevæge mine Landsmænd til at troe, at den Smule Brød vi faaer, gives os ei uforskylt, og for at betage dem den Tanke, at det er os alt for rundeligen tildeelt. Jeg veed ikke, at jeg har overdrevet noget, eller fremført andet end bekiendte Sandheder.

I det foregaaende har jeg sagt, at en Compagnie-Chef ved Søe-Staten, en Esca-

30

30

drons-Chef og en Capitain som har et Com- pagnie ved de gevorbene Regimenter, kan siges at have Levebrød; men da abstraherte jeg fra den dyre Tid og de trykkende Paalæg, og supponerede, at vi levede i lige saadan en Tid, som Den for 40 Aar siden. Naar der nu tæn- kes paa vores nærværende Tilstand, troer jeg ikke man kan sige, at Capitainen har bedre end Lieutenanten. De maa vide, at jeg anseer Capitainen som gift; thi om han end giør be- dre i at lade blive ar gifte sig, bør det dog ingenlunde være ham forbudet.

De sige selv, at til at leve anstændigen og som skikkelige Folk i Middel-Standen i Dannemark, udkræver paa Landet 400 Rixdaler, i de smaa Kiøbstæder 600, i de større 800, og i det dyre Kiøbenhavn 1000 Rixdaler, foruden Tillæget til Boger; 400 Rdlr. har ingen Major ved Nationalen, til 800 Rdlr. stiger ingen Premier-Majors Indkomster ved de gevorbene Regimenter, og de i virkelig Gage staaende Commandeur-Capitainer

31

13

og Oberst-Lieutenanter, har under 900 Rdlr., da dog saa got som hele Søe-Staten, og en stor Deel af Land-Etaten boer i Kiøbenhavn, hvor der udfordres 1000 Rdlr., og følge- lig kan efter deres egen Regning, ingen af disse forommeldte Officierer leve anstændigen og som skikkelige Folk i Middel-Standen, og altsaa Capitainerne endnu mindre. Der bliver da ikkun Divisions - Chefferne og Regiments-Chefferne i Kiøbenhavn, (thi Generaler og Admiraler taler jeg ikke om,) og foruden dem, Obersterne, Oberst-Leiutenanterne med et Par Majorer i de smaa Kiobstæder, samt en eller to Enroullerings- cheffer som har anstændig Udkomme, og dertil naaer de fleste aldrig.

Dersom en Officier ikke havde nødig at tiene længere end 8,10 eller høit 12 Aar, som Subalterne, og dersom de forbigangne lykkelige Lider tillige varede endnu, saa kunde man antage Gagerne fom nogenledes vel proportionerede. Men da Omstændighederne ere som de

32

32 ere, nægter jeg ikke, at jeg ønskede gierne, at de classer, som har saa saare lidet at leve af; maatte faae noget mere, om det var muligt, og jeg veed ikke, om den Begierlighed er at laste, dog er det langt fra, at jeg ønsker Tillægget at være saa stort som Møjsommeligheden og Farligheden af Tienesten kunde synes at forlange det; thi det var ikke nogen Veltænkende og ærekier Mand anstændigt, og Kongens Casse formaaede der ei heller.

Hr. Philalethes siger, at Ære bør være Krigsmandens Drivefieder, og ei Binding; og han har fuldkommeligen Ret. En Stand maa nok tragte efter at faae sit Udkomme men den maa ei forlange ar trykke de andre.

Imod Enden af Deres Undersøgelse, beskylder De den militaire Etat for at være den tærende Deel af Staten, den, som udarmer hele Europa, og Der med et efter-

33

33

krykkeligt NB. I den Meening, som jeg troer at de selv tager disse Ord, tilstaaer jeg dem gierne at have ret; men de indeholde en Slags Tvetydighed, som fortolkes ilde.

Først siger De, den tærende Deel, ligesom det var den, og allene den der levede paa Statens Bekostning; da dog, om enhver Stand, som lønnes enten af Kongen eller Publicum, kan siges der samme.

Dernæst: Den tærende Deel. Dette Ord forstaaer ei alle paa een Maade; nogle sige, at man deraf snart skulle slutte, at Krigsstanden fik sin Løn uden at giøre fyldest Tieneste derfor, eller at den førte Pengene ud af Landet, eller og at den forvarede dem paa Kistebunden, og ikke ved Circulation igien lod Dem flyde hen til Kilderne, hvorfra de ere tagne. Der ere nogle borgerlige Håndteringer, som ikke nytter til andet end at føde Overdaadighed, og andre som allene søger deres Vin-

34

34

ding i Lasters Vedligeholdelse. Der ere Spillehuse og de saa kaldede Contoirer, hvor Ungdommen taber Penge, Helbred, Sæder Samvittighed og alt; der kan man sinde de Stender som med bedre Føie fortiener at kaldes de tærende. Maaskee det alt for store Antal af Brændeviins-Handlere kan legges til med.

Fremdeles: som udarmer hele Europa, (nemlig med sin Mængde.) At der i Europa, at forstaae i hele Europa sammenberegnet, holdes for mange Krigsfolk i staaende Sold, kan nok være. Men hvis Skyld er det? Mon det er Krigsmagtens egen eller Regieringernes? Krigsfolkene selv havde mere Nytte af at være færre; thi saa kunde de baade lønnes og agres bedre. Man kan end ikke kaste Skylden paa alle Regieringer i Almindelighed; thi naar et Rige giør sig formidabel, nødes det Angrænd- sende til at giøre ligesaa. Det svagere Ri-

35

35

ge kan vist ikke begynde med at formindske sin Magt.

For ei at paadrage mig den Beskyldning at fordreie en Mands Ord, vil jeg igientage, at jeg aldeles ikke bebreider Dem, min Herre! at have meent saaledes som foranført, og jeg begriber Heel vel, at De med det Ord tærende, ikke vil have andet forstaaet, end de Paalæg Indbyggerne maa taale, at De tillægger Krigsstanden i Besynderlighed det Epitheton, ikkun fordi den koster mere end andre tærende Stender, at De fremfører det alleneste for at sætte Deres Meening imod Philopatreias, som synes at ville forstørre Rigets Udgifter.

Men mon og en liden Forøgelse eller Formindskelse i Folkenes Antal og Løn, foraarsager Forandring i Skatterne? Oeconomien giør meget til Sagen. Maaskee er det ikke heller afgiort endnu, at Krigsstanden er saa overmande mere tærende end an-

36

36 dre Stender; thi her maa mærkes, at alt hvad som udgives for at vedligeholde Fæstnings- Værkerne, Krigsskibene, Tøjhusene med Tilbehør, Magaziner med mere fligt, bør trækkes fra det, fom Krigs-Væsenet over Hoved koster, og at man maa alleneste agte paa Det som gaaer med til Folkenes Underholdning. Men lad være, at denne Stand, formedelst sin Takrighed, koster dobbelt, og tredobbelt imod nogen anden, er det dog vist, at naar man efter en General-Beregning, ligner Mand imod Mand, og Lige imod Lige, saa er Krigsmanden, paa saa Undtagelse nær*), den minst tærende af alle.

Jeg vilde, at den gode Philopatreias enten ikke havde begegnet Geistligheden saa groveligen, eller og ladet være strax derpaa

*) Med disse Undtagelser har jeg egentligen sigtet til Skoleholderne paa Landet, hvis Vilkaar det var at ønske maatte forbedres.

37

37

at tale til vores Fordeel; thi han har giort os mere Fortred end dem, og kunde have skaanet os for en Deel ubehagelige Expressioner.

Dog, ligesaa lidet som jeg holder mig for at være Hr. Philopatreias Tak skyldig, fordi han paa saa ubeleiligt et Sted taler til Officierernes Beste, saa langt er jeg og fra at troe om Dem, Hr. Philodanus! at De har havt det Forsæt at krænke os; thi De har i Deres Skrift viist for megen Ret- sindighed og Forstand dertil. Det jeg har skrevet, er ikke heller anført altsammen for at overbevise eller modsige Dem, hvilket og letteligen sees; men jeg har tilligemed vildet besvare andre, som har talt om samme Materie, og lagt os til Last det der alle- este er en Følge af Tingenes Natur. De maa ellers holde mig til gode, min Herre! at jeg har vent mig til Dem i Besynderlighed. De er en Mand som har forhvervet sig en almindelig Høiagtelse, og et Ord

38

38 af Dem er af alt for stor Vægt, til at vi skulde lade det være os ligegyldigt, aller- helst da der ere alt for mange som søger at sværte os og at betage os Publici yndest, og ingen bør fortænke os i, at vi søger at hindre Det saa meget vi kan; thi enhver ærlig Mand holder sine Medborgeres Kierlighed og et got Navn for den rette sande Ære, og agter, naar dette fattes, al den Anseelse som Rang og Æres-Tegn kan give, for intet.

Jeg siger, at alt for mange søger at sværte os, og at betage os Publici Ynvest. Vi begik en Uret, om vi vilde ganske, fritage os fra al Skyld. Der siges om Officiererne, at det meste man i Almindelighed hører af dem, er stolte Ord og Trudsler *), og at det som de

er

*) Det er vel ikke fornuftigt at udbrede sine egne Feil; men hvad hielper det at ville skiule en Ting, som hver Mand taler om? Er det ikke bedre at bekiende, at det saaledes har været i

39

39

er beredvilligst til, er Udfordringer og tve- kamp. Men mine kiere Medborgere! exami-. nerer til Gavns, saa skal I befinde, at disse krigerigske Folk, har for største Deelen værer enten Udlændinger, eller og unge Mennesker, som nylig er kommen i Tienesten. Sielden

fornemmer man det af en aldrende Officier, og for nærværende Tid hart ad af ingen. Og om end denne Brutalite herskede endnu, mon den da ikke snarere fortiente at belees, end at

gamle Dage, end ved Stiltienhed at giøre sig skyldig. Man maa rose vore gode Forfædre, de Tydske, saa meget man vil i andre Tilfælde, saa er det dog dem, tillige med flere senere fra Tydskland indkomne, som har indbragt denne Svaghed, hvilken siden af og til, ogsaa har yttret sig paa de Danske L begge Etater. Hr. Philocleresias stikler herpaa, og føier mere til, som gierne kunde været udelat. Er der nogle Officierer iblant, som elsker at fortælle deres Mandoms Bedrifter; der findes og Jurister, som prale af deres Lovkyndighed, Studerende som giør sig til af deres Lærdom, og andre af andre Ting, hver paa sin Maade, saa at den ene har ikke meget at lade den anden høre.

40

49 vredes over? Enhver Stand er tilbøielig til sine Feil. En ung Krigsmand veed, at han skal være ærekier og modig, han feiler ved at vise det paa det urette Sted, og deraf kommer hele Forseelsen. Hvad Menneskelige Feil Officiererne kan have tilfælles med andre Folk, bør ikke tilregnes dem i Besynderlighed.

Naar ellers en officier begaaer noget nedrigt, eller alleneste bliver beskylt derfor, hvem er ham da mere imod end hans egne Kamerater? Hvem mere end de driver paa, ar han enten skal fralegge sig Beskyldningen, eller og gaae ud af Tienesten? og saaledes bør det være, Gid enhver Stand giorde det samme! thi de som beskiemmer dem meest, ere deres egne Medbrødre.

En Unavngiven, giver i Fri-Magasinet No. 3. i det andet Stykke, sin Uviilie imod Krigsstanden, eller imod de gevorbene Landtropper, saa tydeligen tilkiende, at meget lidet

41

41 af det han om dem anfører er teen Sandhed. Jeg forbigaaer mange af hans Talemaader, som deels igiendriver sig selv, og deels allerede ere besvarede, og vil ikkun rage far paa nogle af hans Sætninger.

41 Han spørger: Hvortil nytter en talrig gevorben Armee i Freds-Tiid? Dette Spørsmaal er dobbelt, og vil sige saa meget, som, hvortil nytter en gevorben Armee i FredsTid, og hvorfor skal den være Talrig? Jeg vil for Tydeligheds Skyld skille dem ad, og paa Dette sted allene besvare det første. Den er vant til Krigs-Disciplin, den er færdig ved første Vink, naar nogen uformodentlig Fiendtlighed Fulde paakomme, og den tvinger blot ved sin Tilstædeværelse en krigerigsk Naboe ofte til at holde inde med sine overrumplende Anslag, hvilke Fordeele man ikke kan vente af uøvede øg adfpredde Folk. Der for uden tiener den i de store Steder, hvor den ligger i Guarnison, som en Art af Politie, Opkommer nogen Klammerie, kan der faaes Hielp

42

42

fra den nærmeste Vagt; skeer et eller andet Optog, er strax en Commando til rede for ar holde Orden. Mig synes allerede at jeg hører ham raabe: En herlig Orden! en saadan Commando giør mere Skade end Gavn: en Skildvagt bør anstendigen advare Folk, og ei slaae dem. Ja, det er sant; men naar Folk klager over at en Skildvagt staaer om sig, tier de stille med, at han i Forveien er længe bleven drillet; og hvad Anstændigheden angaaer, da troer jeg ar en Skildvagts Høflighed gaaer lige saa langt som en Vægters.

Den gode Anonymus er meget behændig i at indslikke noget sant iblant meget Usant. Han siger, og det i Sammenhæng med det foregaaende, ar den gevorbene Armee kan ei bringes længere end til Fiendens Fortropper, hvor med han uden Tvivl sigter til de Desertioner som skeer af de mange fremmede antage ne; men om faa er, burde det nok have udgjort en Meening for sig selv; thi et er at ønske, at de gevorbene Regimenter bestod af Lan

43

43

dets Indfødde, og et andet er at ønske de ge vorbene Troppers Afskaffelse.

Formedelst andre potentaters StatsMaximers Skyld, tilstaaer han at disse Tropper ere nødvendige; men vil at de skal indskrænkes til et saadant Antal, at staten lige- saavel kan lønne dem i Krigs- som i Fredstid, og flere end han er af samme Tanker. Philo- patreias med sine Tilhængere, mener at Krigsstanden ei letteligen kan blive for stor. Begge Partier haver deres Aarsager, og maaskee ere deres Meeninger ikke saa stridige, som de ved første Øiekast synes at være. Det ene Partie kan omtrent forklare sig saaledes: "En Re gent bør holde saa liden Krigsmagt som mu- ligt, for ikke at betynge sit Rige for meget, dog ei mindre, end at han kan være i Stand til at forsvare sig imod fiendtlig Angreb." Og det andet Partie: "En Regent bør holde saa stor Krigsmagt, at han kan være sine Naboer voxen, dog ei større end hans Ri ge taaler.”— Jeg troer der er et Medium,

44

44 som kan foreene begge Deele. Den som kien- der Rigets, og dets Naboers Tilstand, maa skiønne derom.

Han siger, at denne Stand hører ganske allene til de fortærendes, og er til de fortienen- des Classe. Det synes, som han deeler Stenderne ind i 3 Slags, nemlig tærende allene, nærende allene, og tærende og nærende tillige. (Jeg vil heller bruge Det Ord nærende end fortienende, efterdi der her skal betyde eet, og der første udtrykker Meningen bedre.) At de gevorbene Tropper, eller reent ud sagt, alle de Krigsfolk som har staaende Løn, gan- ske og aldeles ei hører til de fortienendes eller nærendes Classer, troer jeg neppe er nogens alvorlige Meening. De maa betale Told, Consumption og Accise, (undtagen af det Kongen giver dem i Varer, som Brød og fligt, hvilket for Soldatens Part ikke er meget,) og alle de som ere i saadanne Omstændigheder, at de nogenledes kan, (der er nemlig Officie- rerne,) maa svare Skatter og Paalæg, som

45

45

andre; der for uden lever en stor Deel Bor- gerfolk i Kiøbenhavn af Soldaten og matro- sen, og mange andre Kiøbsteder i Landet har deres halve Næring af de der liggende Ryttere og Soldater.

Man kunde opfylde en heel Bog med at anatomere de Ord tærende og nærende, med at undersøge hvilke Stender det meest tilkommer at kaldes saaledes, og hvilke der lade deres Penge circulere paa en Riget meest fordeelagtig Maade, og med at examinere om ikke alle og enhver, ja Bønderne selv, (ved umaadelige Priser,) gierne hælder over til den tærende Side, naar der ei passes paa med dem. Jeg troer, som den ærlige Mand der har besvaret vores Anonymus i Fri-Magazinet No. 5. og 6. at alle Stender ere baade rærende og nærende; men nogle kan være mere det eene, og andre mere det ander, og i den Forstand taget, tilstaaer jeg, og har allerede for

46

46 hen tilstaaet, at Krigsstanden hører til de tærende classer.

Bemeldte Besvarer er af samme Tanker som Anonymus, at Bønderne og Borgerne bør være Regieringens kiereste Børn*), eller med andre Ord, er dens besynderlige Opmærksomhed værd, og jeg er eenig med dem begge, hvad Bønderne angaaer, og til- staaer og at Borgerne, nemlig skrædere, Skomagere, bagere, Bryggere, Murmestere og Tømmermand, og flere saadanne nødvendige Folk hører dertil med; men om Ga- lanteriekremmere, Perlestikkere, Hyrekudske, Haarskiærere med flere af Det Slags, fortiener Regieringens særdeles Omhue, er jeg ikke overbeviist om.

*) Alle Mennesker i Riget bør være Regieringen lige kier, men uden at elske den ene mere end den anden, kræver Fornuften at Øiet bør fornemmelig være henvent til de Folk, paa hvis Velstand det Hele beroer.

47

47

Men jeg vil være saa billig og saa føie- lig som jeg være kan, og lade alt dette staae ved sit Værd, og den Udtryks-Maa- de af et nødvendigt Onde, vilde jeg ogsaa ganske tilgive ham, hvis han alleneste talede om Talrigheden, og hvis hans hele Afhandling ei tydeligen indeholdte denne Syllogismus:

Et Onde som ei kan afskaffes, bør trykkes saa meget mueligt,

Krigsstanden er et Onde som et kan afskaffes;

Derfore bør den trykkes, eller, hvilket er det samme, slet lønnes og

agtes.

Hos den berømte Poet Friis, da de Svenske ved en Skrivelse forestiller de Norske deres Trang, og indbyder dem til at

48

48 Kaste sig under Kong Carl, svarer en norsk bonde saaledes: saa længe der er Bark i skoven til en kage, saa længe der er vand i elv og aae at tage, der er Liv og Varme i vort Blod,

er vor Pligt, vor Kierlighed, vor Mod.

Jeg haaber, at en Dansk kunde sige dét saavelsom en norsk, og at en Krigs- mand var lige saa villig dertil som en Bon- de, naar det gielte; men uden Fornødenhed, alleneste for sine Medborgeres Ukierligheds Skyld, at føre et Levnet som ikke er meget bedre, kunde betage Krigsmanden Lyst til at vove sig for saa uskiønsomme Landsmænd. Den Lunkenhed som findes hos en Hob af de Gemeente, saavelsom de mange

49

49 Desertioner, er maaskee og til Deels Virk- ningerne deraf.

Vor Anonymus vil have en Ligevægt og passende Forhold indført imellem Stenderne, og deri ere Krigsfolkene fuldkommen eens finder med ham; men saa længe, de ere i en undervægtig Tilstand, maa de stige op ad, for at komme i Ligevægt, og ei ned ad. Jeg skulde dog neppe troe, ar han vil have den sat ned ved Siden af Slaverne. At det er for den gevorbne Armees kostbare Underholdnings Skyld, Staten er nedsynket i Forgieldelse, Armod og elendige Ruiner*), bilder jeg mig aldrig ind, at han selv har kundet tro.

Man skulde snart falde paa de Tanker, at Hr. Anonymus har begaaet et lidet Kneb**), ved at tiikiendegive at han mee-

*) Saaledes ere hans egne Ord.

**) I det minste har man Aarsag at slutte saaledes. Giør jeg ham Uret, er Skylden hans egen.

50

50

ner alleneste de gevorbene Land-Tropper, for at bringe Søe-Etaten og Land-Milicien paa sin Side; men der er saa megen Overeensstemmelse-imellem disse adskilte Dele af Krigs- standen, især hvad Officiererne angaaer, at det meeste som siges om den ene Deel, kan ogsaa hentydes paa de andre.

Han slutter med at paastaae, at Krigsstanden, eller egentlig Officiererne, bør settes i en med deres Indkomster overeensstemmende Rang, paa det de ei skal have Aarsag at klage over deres ringe Løn.

Dersom nogle af de militaire Classer ere for høit ansatte i Rang-Forordnin i Proportion af visse civile Embedsmænd*), saa er de og ganske vist satte

Man nævner for Exempel, Kiøbenhavns Magistrat, naar de ikke har nogen anden carak- teer. Det er sant, deres Rang er vel liden. Dog kan der svares at en Civil Mands og en

51

51

for lavt i en Deel andre Henseende. Og om officiererne havde et lidet Fortrin i Rangen, over det dem efter fornuftige bestemte Regler, i Ligning med andre Embedsmænd tilkommer, til Erstatning for det, som de har mindre at leve af, troer jeg ikke at det var saa skadeligt; thi hvad skal bevæge et ungt Menneske til at give sig frivilligen i Krigstjeneste? de fede Indkomster og de magelige Dage, lokker ham sandeligen ikke dertil. Hvis han kan blive Capitain og faae Compagnie strax eller om kort Tid, ja saa vil han nok tiene; men naar alle skal gaae Trappe- viis, fra under op, lad os da see, hvor man-

Officiers Myndighed er af ulige Beskaffenhed. Den civile Mands er indskrænket til visse Om stændigheder, men Officierens gaaer meget vit, han er for sine underhavende, tillige Befalingsmand, Dommer, Politiemester, Forvalter, ja saa gar Formynder imellem, og alt hvad som ved dm Borgerlige Stand er fordeelt til ad- skillige.

52

25

ge der melder sig. Lidet Blendverk kan og have sin Nytte imellem.

Skulde nogen synes, at det er at tale sig selv imod, naar jeg først siger, at enhver ær- lig Mand, følgelig og en Officier, holder sine i Medborgeres Kierlighed og et got Navn for ' den rette sande ære, og siden begierer at han skal have høiere Rang, end den ham efter fornuftige bestemte Regler kan tilkomme; da vil jeg bede dem læse om igien, og observere, at jeg paa bemeldte tvende Steder har havt forskiellige Absigter.

De maa og tillige give Agt paa Anledninningen hertil, og vide, at jeg ikke har skrevet dette fordi jeg ønsker Officierernes Rang forhøiet; men for at fremvise en Meening, som er ligesaa rimelig, som den af vores Anonymus imodsatte. En Mands, eller et Embedes Værdighed, er som en Mynts Gehalt, og Mandens Rang og Caracter er som Præget paa Mynten. Præget kan være falskt,

53

53 men Mynten løber da og Fare for at blive re- duceret, og den som har eller tragter efter en uproporlioneret hoi Rang, kan letteligen kom- me til at friste samme Skiebne. Guldsmeden agter ikkun paa Metallens Verdie, og skiønsomme Folk skatterer en Mand ikkun efter hans Fortienester og hans Embedes Vigtighed; men for Ukyndiges og for Ordens Skyld, behøver Manden en bestemt Rang, og Mynten et Fiendelig Præg. At høiere Rang udfordrer større Bekostninger, er ikke kant, uden naar Distinctionen er stor, og Embedernes beskaffenhed udkræver det, (jeg abstraherer fra RangSkatten,) thi enten een staaer først eller sidst i en classe, eller om han er i den ene eller den anden af tvende tæt paa hinanden følgende classer, nødes han derfor ikke til at forstørre sine Udgifter. Jeg kiender mange af ulige Stender, hvoraf de fornemste fører minst Pragt, og derfore, om det forslag fom Hr. Anonymus giver, skulde hielpe, maatte reductionen være betydelig.

54

53

Jeg haaber, at enhver Skiønsom selv indseer, hvor meget et eller andet af det jeg om Krigsstanden, og om Subalterne-Offi- ciererne især har sagt, passer sig paa den Etat mere eller mindre end paa anden; jeg har søgt at undgaae overflødig Vitløftighed, og troer at det meeste kan henegnes paa begge Etater tillige.

Dette foregaaende er jeg bleven foranlediger til at skrive; men jeg begiver mig nu til en anden Materie, som jeg aldrig havde tager fat paa, hvis den første ikke havde ført mig paa Veien.

Jeg har længe staaer i Tvivl, om jeg kunde troe mine egne Begreber, eller om jeg og havde indseet alt. Jeg er ei endnu ganske vis i min Sag, og det er neppe at jeg kan overtale mig til at komme frem med mine Tanker; men Gud har forundt mig at Tænke, Kongen har tilladt mig at Skrive, og hos Publicum venter jeg en mild Overbærelse.

55

55

Skulde der ellers være nogen Grund i det jeg siger, vil jeg bede andre mere oplyste fremsætte det i et større Lys, eller og kuldkaste der om det er falskt.

Det er Folkemanglen jeg sigter til. Der klages over den overalt, og de store HovedAarsager dertil, saasom den høie Pris LevnetsMidler og andre Vare ere stegne til, de mange Ufornødenheder, som Overdaadighed har giort fornødne, og de Bekostninger Haandværksmænd maa giøre førend de kan faae Borger-Ret, ere noksom omtalte, hvorfore jeg forbigaaer dem med Tavshed; men der ere andre Aarsager, hvilke jeg ikke har hørt ere saa almindeligen bekiente, endskiønt flere end jeg maaskee har tænkt paa det samme.

Det første jeg vil tale om, er den saa kaldede 8 Skillings eller Rixdalers-Skat. Jeg veed hvad man kan vente sig af en Konge, hvis Symbolum er: Gloria ex Amore Patriæ. Jeg er vis paa, at vor Monarch letter sine

56

56

Undersaatters Byrder, saasnart Omstændig- hederne tillader ham at giøre det. Det er Derfore ei Skattens Ophævelse, men alleneste nogen Forandring i dens Indretning, at jeg har Øie paa.

Jeg kan ikke giøre Undskyldning nok for min Dristighed, men maa igientage, at jeg ikke skriver for at meddeele, men for at begiere Undervisning, og for at give andre Anledning at svare.

Jeg har begynt, jeg maa frem dermed. Dersom et hvert Mandsperson betalte 2 Rdlr. om Aaret i Skat, og Fruentimmerne derimod vare frie, i Steden for at Mandspersonerne og Fruentimmerne nu betaler hver 1 Rdlr., mon det da ikke skulde falde lættere for Landet i Almindelighed? I Henseende til Mand og Kone, vilde det blive det samme; thi enten en Mand giver 2 Rdlr. for sig allene, eller og, een for sig og een for sin Kone, falder det ud paa et, saavel for Kongen som for dem; men

57

57

naar et Par Folk har 3 eller 4 Pigebørn og derover, saa kiendes Forskiellen. Vel ere der de Huse som det ikke kommer an paa nogle Rixdalere mere eller mindre; men der ere og mange som savner dem.

Hele Forskiellen kom til at bestaae deri, at Ungkarlene og Enkemandene, foruden deres egen Andeel, tillige maatte svare Pigernes og Enkernes, og mig synes at det var ikke saa ubilligt. En Ungkarl bærer virkeligen i mange Henseende, meget for lidet af Landets Byrder, i Proportion imod en gift, og giør min- dre Gavn. Gavn, kalder jeg blant andet ogsaa det, at opføde Børn, endskiønt jeg veed at nogle svarer: "To Børn ere to Børn, hvad enten de ere ægte eller uægte sodde?" Men man maa tilgive mig, at jeg har Ont ved at troe, at Landet kan vente sig samme Nytte af to Børn, som mangler baade Faders og Moders Omsorg, og ofte løber for vild og vove, uden at kiende nogen af dem, som af to andre Børn, hvilke opdrages under fornuftige

58

58 Forældres Opsyn. Der er vel iblant de man- ge Ungkarle en stor Deel som tiener for deres Brød, og har af deres Løn ei Raad til at betale den Rixdaler mere; men Tienestepigerne har ei heller Raad dertil; deres Herskab maa betale den paa deres Vegne, og ligeledes kunde Herskabet giøre ved Karlene, og igien spare Omkostningen for Pigerne, hvilket jeg mener skulde ikke falde mere besværligt for nogen, men snarere lættere, saasom de fleste dog holde flere Piger end Karle i Tie- neste.

Nu resterer allene Haandværks-Svenne og Daglønnere at tale om. Otte Skilling for dem at give mere om Maaneden, det er ikkun 2 Skilling mere om Ugen, eller saa meget som 2 Glas Brændeviin koster; dersom denne Udgift til Kroen blev sparet, var strax de 2 Skilling tilvejebragt, og hvilken brav Karl vilde ikke gierne lade sig nøie med 2 Glas Brændeviin mindre om

59

59

Ugen, naar han vidste at det skeede til Pigernes Fordeel? han har saa ofte drukket 2 Glas mere for deres Skyld.

Om ellers nogen enkelt skulde lide et lidet ubetydeligt Tab ved dette Forslag, hvis han er Patriot, agter han det ei, og er han ei Patriot, fortiener han at taale det til Straf.

Hvad de Enker angaaer som holder Værkstæd, eller som driver Avling, eller har nogen anden Slags Næring, kunde nok taale at betale, som om deres Mænd levede endnu; thi de træder i saa Maader virkeligen i Mændenes Plads.

Her er ikkun en Ting tilbage at af- giøre, og det er i Henseende til Kongens Indkomster, om den dobbelte Skat af Mand- folk vilde beløbe sig til lige saa meget, som den enkelte Skat af begge Kiøn. Det kan vel være at der ere flere Fruentimre end

60

60

Mandfolk i Landet; men om saa er, saa er der nok noget nær, saa mange Enker og andre Fruentimre, som formedelst Fattigdom ere skatfri, ar Antallet af dem som betaler af begge Kiøn, kan ansees at være lige, og skulde Forskiellen være betydelig, kunde det lignes paa de mere formaaende. De som har med Regningerne over Skatterne at bestille, troer jeg, kunde og være tient dermed; thi de vilde hart ad slippe med den halve Umage.

Det kan være at Passion forleder mig, uden at jeg selv mærker det; men naar jeg tænker paa en gift Mand og en Ungkarl med lige Indkomster, og derhos overveier begges fornødne Udgifter, føler jeg, uagtet jeg selv ikke er gift, en saa stor Attraae hos mig efter at see den førstmeldte taget noget under Armene, besynderligen i en Tid, da Landet saa høiligen trænger til Folk, at om min Regning med Skatten ei skulde komme

61

61

ud, jeg da vilde ønske, at de Mandfolk, som har naaet en vis Alder, og er i noget skikkeligt Brød, være sig geistlige eller verdsligt, af Rangen eller i Borgerstanden, og efter et par Aars Forløb ikke gifter sig, maatte komme til at bøde noget derfor.

Dersom saadanne eller andre mere betydelige Forandringer kunde skee, til Lættelse for fattige Familier, vilde maaskee mangen et Barn blive befriet fra at forkomme af Sult og Nøgenhed, og Staten hielpes til saa mange Indbyggere flere. Der er got at opmuntre til Ægteskabe; men det fornemste er at stræbe efter at Folk kan leve, siden formeerer de sig nok, uden at man har synderligen nødig at overtale dem dertil.

Men i hvor almindelig at forommeldte Klage, at Landet fattes Folk, end er, saa findes der dog nogle, som jamrer sig, fordi Der ere for mange, hvilket vel synes stridigt;

62

62 men hvo veed ei, at vi har for faa til at arbeide i de ringere Stender, og for mange som tragter efter Høihed og bedre Dage? og det eene er i visse Maader en Følge af det andet.

De Ord Ærekierhed og Patriotisme, har i nogle Aar været saa brugelig, at man har hørt Gienlyd deraf allevegne. Saa got som enhver, hvis Vilkaar eller Adgang til de Store, nogenledes kunde give ham Haab, har ikke holt det for nok at være en ærlig privat Mand; men han har stræbet efter Embeder, for at tiene Kongen og Staten, og for at vise sin ærekiere og patriotiske Attraae. Saadan Bestræbelse fører sikkerlig megen Nytte med sig, og det er uimodsigeligt, at jo mere man benytter sig af Lejligheden til at befordre Fædrenelandets Vel, jo berømmeligere er det; men at bilde sig ind, at den handler imod sin Ære og sin Skyldighed, som lever i privat Stand, og derfor at tragte efter offentlige

63

63

Embeder, det er at drive Begrebet om Æren for vit, og at misbruge Navnet af Patriot.

Hvo som ikke har kundet komme i Embeder, eller ei skiøttet om at besvære sig med Em- beds-Forretninger, har i Steden derfor ladet sig nøie med en ligegieldende Titel; og den vin- skibelige og ærlige Borgermand er bleven seet over Skuldrene, og i Dag neppe agtet værdig at omgaaes med den, som i Gaar tilkiøbte sig en Caracter. Adskillige, som ellers aldrig havde tænkt derpaa, har, for at undgaae en saadan stædsevarende Forhaanelse, søgt en Rang som andre; og mangen en brav Mand, som i Hiertet beleer slig Daarlighed, og som nærer sig af en saa hæderlig Handtering, at han ikke behøver at skamme sig derved, har, for en eller anden Bi-Aarsags Skyld, og for at følge Strømmen, maattet giøre det samme, og saaledes skiult sin virkelige Stand under et fremmet Navn.

64

64 Man bør ikke fortænke Folk i, at de sørger for deres Børn det meeste de kan, og at de søger at bringe dem fra en saa uanseelig Stand, som de indbilder sig Borgerstanden at være, til en anseeligere; men deraf flyder, at Borgerstanden mister sine velhavenste og fornemste Folk, at Antallet af dem som søger Embeder, langt overstiger Embedernes Tal, og at det alt for store Overskud, for en stor Deel bliver til unyttige Lemmer, og forfalder baade til et og andet Ont, og naar de har forødt deres Midler, om de har havt nogen, lever siden enten af Spil, eller af at optrække Kiøbmænd og Handverksfolk, indtil de i deres beste Alder døer bort, uden at efterlade sig andet end et stinkende Eftermæle. Og dersom den besværlige Tid, som et i den Fald lykkelig Onde, ikke hindrede Giftermaale og Familiers Tilvæxt, skulde man endnu see flere slette Følger deraf.

Derimod, hvis den rette patriotiske Dyd var i vedbørlig Anseelse, skulde mange flere

65

65

faae Lyst at anvende deres Tid og Penge til at bringe Videnskaberne, Kunsterne og Handelen i Flor, i Steden for at spilde det eene saa vel som det andet paa de ligesaa unyttige som flittige Opvartninger; og saaledes tragte efter at gavne baade sig selv og andre, hellere end at være slet ingen til Nytte. Til Handelen behøves Penge, til Videnskaberne og Kunsterne ligesaa. Det er got at der ere andre Folk som studerer, end de som af Trang og Nød drives dertil.

Foruden dette, at den Mængde af caracteriserede Folk opføder deres Børn saaledes, at en stor Deel af dem bliver som tabte for Landet, behøver de endnu saa mange Mennesker til Tienere og Opvartere, som tages fra Ploven og andre nødvendige Stæder, og som, tilligemed deres Herrer, ikke alleneste er at ansee som et Nul, der ei giør Folkemængden større, men som et Negativ eller tærende Tal der bør trækkes fra.

66

66

Saa vel det som jeg har sagt om den alt for store, (jeg siger alt for store, thi naar den er modereret, har jeg intet derimod,) Begier- lighed efter at være Embedsmænd, som om Lysten til Titler, er intet nyt; men i hvor be- kient det end er, finder Sagen endnu sine Forsvarere. Og jeg skulde ikke have melt et Ord derom, dersom jeg ei fuldkommeligen vidste, hvorledes unge Mennesker troer sig be- skiemmet, hvis de ei kommer i Kongens Tieneste, hvorledes mange bilder sig ind, at de ved at ringeagte deres Undermænd, ikke giør andet, end hvad deres Embeders Høihed fører med sig, og at de dermed ikke forseer sig imod nogen Pligt, naar de ikkun i det øvrige handler retskaffeligen, og hvorledes en stor Deel taler om Caracterer, som en Riget nyttig Opfindelse, Der giør Levemaaden anseelig, skaffer Kiøbmanden, Kunstneren og Haandverksmanden Næring, og befordrer Folkemængden *), og er

*) At Folkene har formeeret sig i de store Steder eller i Kiøbenhavn, kan ikke nægtes; men man

67

67

er som en Tilflugts-Kilde, hvoraf Kongen i fornøden Tilfælde kan trække Penge, naar han vil paabyde en Rangskat. Det værste er endnu at den ødelæggende Pragt og Overdaadighed, som dette fører med sig, kan ikke igien afskaffes, uden at mange Menne- sker bliver brødløse derved; en Deel af Ar- beiderne reiser ud af Landet, for at søge For- tieneste anden Steds, og i Fald de her har forhvervet noget, tager de det bort med sig.

Og ligesom disse Indbildninger har forvoldet at Rangspersoner ere næsten blevne anseede for at være dannede af en anden Materie, end andre Borgere uden for Rangen, saaledes seer man og Embedsmænd af adskilte Stender, at hæve sig over hinanden, og Hoben troer, at det er saaledes ret. Nogle holder ikkun Krigsfolk for at være Ære

savner dem paa Landet, og dersom VornedRettigheden ikke var, beholt Bonden kan skee faa tilbage til at hielpe ham at dyrke sin Jord.

68

68

værd, andre tænke, at det er Hofmanden allene som bør hædres, og Tidernes Foran- dring giver snart een snart en anden Stand Fortrinet. Disse vildfarende Begreber for- aarsager at Forældre umager sig for at faae deres Børn satte til den Stand, som de hol- der for den fordeelagtige og værdige, og det uden at kiende Børnenes Genie eller Tilbøielighed, og derover bliver een til en slet Raadsherre som kunde have blevet en brav Of- ficier, og en anden til en maadelig Officier som med Ære kundet komme til at forrætte et Prædike-Embede.

Dersom alle Stender holtes i Agt, og ingen bleve anseede for ringe, søgte skiønsomme Folk mindre at tvinge deres Børns Naturel, og satte dem hellere til saadanne Metier, som de formedelst Lyst og Genie kunde vente at giøre god Fremgang ved, end til andre, hvor De i Mangel af beqvemme Gaver stedse vilde komme til at staae tilba-

69

69 ge, og der skulde blive saa uduelige Folk at see.

Skulde et eller andet af det jeg har frembragt, især om Rang-Sygen, synes noget haart *), da vil jeg bede, at det maae undskyldes mig; thi jeg har ikke havt i Sinde at fortørne nogen; men jeg troer at Sygdomme, som har taget saadan Overhaand, at endog Fornuftige selv ikke ere aldeles ube- fængte deraf, og Misbruge, som ere blevne saa mægtige, at mange imod deres egen Tænkemaade maa følge den, bør ikke skaanes.

Man veed, at til at hæve sig over en saa almindelig Fordom og herskende Mode, udfordres mere end hver Mand formaaer; og derfore bør de ikke saa meget lastes; men Misbrugen og Lysten dertil forebygges. Det

*) Saa længe Talen ikke sigter til visse Personer, kan ingen med Billighed fortryde paa at der røres ved sligt. Et hvert Menneske har Feil; men den Fornuftige søger at rette sine.

70

70

Kongelige Rescript af 4de Septembr. forri- ge Aar, har sat Grændser for Misbrugen; men Lysten er ikke endnu ganske betagen.

Store Herrer formaaer meget. Naar nogen tager sig den Frihed ar hilse dem, da først at see til dens høire Side, om han og der bærer en Nogle, førend de agter ham værdig ar blive hilset igien; at vise sig frygt- som for at nogen skal komme over at see dem tale med een, som de holder for at væ- re for ringe dertil, eller at lade en jevn brav Mand staae som en foragtet Ting i et Forgemak, og tilsidst bortvises med Uforskam- menhed af en dumdristig Tiener, er ikke Maaden at bringe enhver til at være for- nøiet med sin Stand. En mild Hilsen, en Art af fortrolig Samtale paa et offentlig Sted, engang imellem at byde en skikkelig Mand til Bords, og mere saadant, koster lidet, og kan have en uforlignelig Virk-

71

71 ning. Gid store Herrer selv vidste, hvor megen Kraft de besidder til at giøre Got.

Jeg, saavel som flere, har i Anledning af foregaaende, ofte tænkt paa, om det ikke kunde være gavnligt, at der paa 3 eller 4 Steder i Riget blev oprettet anseelige Skoler eller Seminarier, hvori alle slags Standspersoners (hvor- iblant jeg ogsaa regner Docteres, Professorers og Præsters) og Adelsmænds Børn, omtrent fra deres 10de eller 12te Aar, indtil deres 16de eller 18de, efter Omstændighederne, kunde, enten for intet, eller for ringe Betaling, blive underviiste i Christendom, Regning og Skrivning, Sprog, Geographie, Universal- Historien, de første Grunde af Geometrien, og kort sagt, Fundamenterne til alt det som er nyttigt for Folk af alle Stender. Naar saa de Foresatte, saavelsom Forældrene, imidlertid havde lært at kiende disse unge Menneskers Naturel og Genie, og ladet dem fornemmeligen holde sig til de Videnskaber som de fant

72

72 størst Behag i, og de derefter bleve satte til Sorøe-Academie, Cader-Academierne, Universiteterne, eller hvortil de fandtes meest be- qvemme og havde størst Lyst; da troer jeg, at de, naar den første Grund var vel lagt, siden i en temmelig kort Tid kunde opnaae en betydelig Færdighed. Hvilke som ikke kunde faae Plads i Kongens eller Statens Tieneste, maatte dog ansee det som en Lykke, at have havt Underviisning i saa lang Tid, og naar Vil- kaarene var bekient forud, havde ingen noget at beklage sig over.

Det er mig ikke ubekient at der kan siges meget imod saadanne offentlige Skoler, der er meget trettet i den Sag, og jeg vil ikke imodsige, at jo Privat-Information kan være bedre; men da mange brave og anseelige Folk, særdeles de, som boer paa Landet og i Smaaestæder, ei haver Evne til at holde Informatorer til deres Børn hiemme, troer jeg, at slige Seminarier, som var tilstræk-

73

73

keligen forseet, saavel med Opsynsmænd som Betientere, skulde hindre mangen et got Genie fra at blive forsømt. Tilgang til Værdigheder bør ikke være tilsperret for den fattige; thi det har alt for mange onde Følger, naar Rigdom allene skal være Middel til Befordringer.

Vil nogen spørge, hvorfra alle de Penge skulde komme, som disse Semenarier vilde koste, da svarer jeg, at jeg veed det ikke; Det jeg skriver er ikkun en Tanke til høiere Eftertanke, og dersom det først blev afgiort at Semenarierne vare til Nytte, fantes der maa- skee med Tiden ogsaa Raad til Omkostningerne.

Min Hensigt er ikke at faae Videnskaberne saaledes udbredt, at Kiøbmanden derover skulde forsømme sin Handel, og Haand- værksmanden sit Værkstæd, eller at bringe nogen fra en fordeelagtig Nærings-Vei, til at lide Mangel paa sit Studerkammer; men

74

74

mit Ønske er ikkun, at faae de beqvemmeste Genier udsøgt, saavel til det ene som til det andet, og der saa meget desmere, som vore Naboer trint omkring os legger en besynderlig Flid paa Studeringer.

Og dersom en saadan Art af Forfremmelser, som den Hr. Philodanus ønsker i den Juridiske Stand, blev indført i alle Stender, var det maaskee ei skadeligt. Det er unge Standspersoner ingen Skam at tiene deres Fædreneland paa nogen Maade, og allerminst paa den, hvorved de i mindre betydelige Embeder kunde forhverve sig Dygtighed til bedre at forrette de mere vigtige.

En skiønsom Ven, som jeg har viist dette Skrift, har giort mig den Indvending imod Rixdalers-Skattens Forandring, at ligesom der ere Folk som har 3 eller 4 Pigebørn, saa er der og dem som har 3 eller 4 Drengebørn; saa længe disse Drengebørn

75

75

endnu ikke ere store, kan de ei ret siges at fortiene noget, men falder Forældrene allene til Last, og disse Forældre vilde ved mit Forslag komme til at tabe for meget, i Proportion af hvad andre vant. Jeg seer heel vel denne Indvendings Vigtighed, og har, førend han sagde mig det, allerede selv tænkt derpaa; men her kunde maaskee og raades Bod paa. - - -

Jeg veed endnu flere Ting, som kan siges saavel imod Skatte-Forandringen, som imod det jeg har foreslaaet, angaaende de Penge der betales Præsterne for BrudeVielser, Børne-Daab og Jords-Paakastel- og om Seminarierne; men jeg befinder mig ikke i den Situation, at jeg kan have eller faae alle tilstrækkelige Oplysninger, og derfore sigter mit Forslag ikke heller til Tingene selv; men alleneste til en Undersøgelse om Tingene. Skulde jeg være Executor,

76

76 var det en anden Sag; jeg betænkte mig da vist Hundrede Gange.

Til Slutning vil jeg giøre det Ønske, at Hr. Philodanus, eller nogen anden Indsigtsfuld Patriot, eller og et Sælskab af forstandige Folk, vilde paatage sig den Umage at give os en udførlig Beskrivelse om Handelen med alle sine Grene, saavel den gavnlige som den skadelige, baade det der kan siges med, og det der kan siges imod, samt det der passer sig paa Dannemark i Henseende til dets Beliggende, frem for paa andre Lande. Den halve Deel af Publicum skriger efter Fri-Handel, det er, paa deres Sprog, frie Indførsel af alting.

Der ere Usandheder som have Sandheds Skin, og ere derfore des farligere; og jeg er ikke langt fra at troe, at det som siges til den Fri-Handels Forsvar er af det Slags: at Folk kunde faae mange Sorter fremmede Vare for bedre Kiøb end vore egne

77

77

er vist, og at de som handlede der med vil- de blive rige er ligesaa; men Spørsmaal, fra hvad Kilde vilde deres Rigdomme fly- de, og hvem vilde tabe det som de vant? Spørsmaal, om ikke den største Deel af Haandværkerne vilde gaae under, og Kon- gen komme til at miste den Skat som de nu i deres Velmagt yde? Spørsmaal, om Kongen ikke vilde blive nødt til at forhøie Paaleggene, for af de Tilbageblevne at faae Erstatning for det han ved de Fragangne havde tabt, og om ikke Dyrheden derefter vilde stige i Proportion? Og Spørsmaal, naar en Feil engang er begaaet, om det da er saa læt at rette den igien?

Vore danske Vare ere dyre, det er sant; men kan de vel være andet? da Haandværksmanden maa dyrt betale de raae Materier, give sine Svenne høi Løn, behøver selv at trække en skikkelig Profit, for at kunde leve, og Fabriquerne tilmed ere an-

78

78 lagde i det kostbare Kiøbenhavn. Jeg fryg- ter, at saa lenge den dyre Tid varer ved, vil alt det der arbeides til Landets Opkomst, være til liden Nytte.

den 12 Februarii 1771.

79

Trykfeil:

S. 19. L. 9. til og Søes, læs: og til Søes, 20. L. 14. en læs: end 30. L. 15. udkræver læs: udkræves 49. L. 10. den sat læs: dem satte 54. L. 5. Etat mere eller mindre end paa anden. læs: eene Etat mere eller mindre end paa den anden.

66. L. 1. det som jeg. læs: det jeg.

De øvrige Feil som ikkun vedkommer Skriverigtigheden, og hindrer ei at forstaae Meningen, vilde Læseren behage selv at rætte.

80