[W.H.F. Abrahamson] Tanker om Krigsstanden og dens Forbedring.

Tanker

om

Krigsstanden

og dens

Forbedring.

Mich hört, roer Muht im Busen fühlt, Soldat und Officier.

Kiøbenhavn 1771.

Hos Joh. Gottl. Rothe, Kongel. Hof- og Universitets-

Boghandler i No. 8. paa Børsen.

2

        

3

Adskillige Venner af Krigsstanden have ønsket denne Stands Forfremmelse, og offentligen opmuntret dem, som vilde og kunde, at sige deres Meeninger, hvorledes Soldaternes Gage kunde formeeres. Heri, neml. synes HovedSagen at bestaae, som Standens Velyndere ønsker at see tilvejebragt. Det er unægteligt, at jo Soldatens Løn er for ringe for ham at leve af, for alting i Hovedstaden, allerhelst da han neppe har hver tredie Dag for sig selv. Thi naar han kommer af Vagt, det er midt paa Dagen, saa maae han pudse Gevær, Lædertøi, Støvelletter, Patrontaske, Knapper o. s. v., og faaer derfor ingen Tid til sine egne Forretninger, førend den paafølgende Dag; men hvor mange Extra-Turer falder saa ikke ind, som tage end ogsaa

4

4

denne eene Dag fra Stakkelen; thi den paafølgende trækker han igien paa Vagt. Han maae da tidt og mangen Gang leve hele Dagen af sine 4 Skilling. Ja, kunde han endda spise og drikke disse Penge op, saa torde han dog maaMe, en Dag om den anden, faae en nogenledes Mættelse for dem. Men Kiere! her skal Vask, her skal Poleervox, Skoevox, Pibeleer, Tripels, og Gud veed, hvad mere anskaffes. Altsammen af de bedrøvelige 20 Skilling, som han faaer hver femte Dag. Qvartals-Pengene kan han jo ikke bruge dertil, de gaaer alligevel op, for Skiorter, Skoe, Strømper, Saaller og andet.

Det er da med Rette, at man ønskede Soldaten lidt bedre Traktamente. To Skilling i daglig Tillæg, vilde være en mægtig Lættelse for ham, hvilket nok indsees af enhver, der har bekymret sig lidt om Soldatens Huusholdning. (Naar jeg siger Sol- dat, saa antager jeg Ordets mere indskrenkende Bemærkelse, nemlig: Musketeer, Underofficier, og kort sagt, alt hvad ikke er Officier. Siden naar jeg taler om Officiererne allene, saa betiener jeg mig maaskee

5

5 af Ordets mere udvidede Meening, hvori det bemærker enhver Krigsmand.)

Alt dette, hvad jeg hidindtil har sagt, er almindelig bekient, og jeg troer, at enhver Patriot ønsker med mig: at de, som ere bestemte til den vigtige Forretning, at forsvare Landet; de som i paakommende Tilfælde maae finde sig i at døe, ofte paa en pinefuld Maade, eller det som er langt værre, at læmlæstes og giøres uduelige til næsten alting; de, som endogsaa midt i Fredens Tider føre den besværligste, den ubehageligste Levemaade, saa at de næsten, (som Hine Spartaner,) have det lettere i Fælten, end de have det Hjemme. At disse, siger jeg, fik en liden Hielp, en liden SmertePenge, for alle de Livets Behageligheder, som de mage opofre, for at være Statens Gierde.

Det store Spørsmaal er da dette: Hvorledes fange vi det an, at forskaffe vores Soldat denne ønskelige Forbedring? Hvor er den Fond, den græsseligen store Fond, som behøves dertil, naar Kongen skal ikke udgive meer end Han udgiver nu, og naar de andre Stænder ikke skal bebyrdes stærkere?

6

6 Jeg vil fremsætte mine Tanker derom, og sige: (som alle Politici udi Afkrogene sige,) Dersom jeg maatte raade, saa gjorde jeg saaledes. Men først og førend jeg kommer til mit Æmne, maae jeg igientage nogle meget gamle Sandheder; thi disse udgiør det beste Forsvar, jeg veed, imod de vigtige og uvigtige Indvendinger, som kunde giøres mig.

I. En Ting er ikke umuelig, omendskiønt der findes Vanskeligheder ved at bringe den til Virkelighed. II. Det Tab som een lider, maae ikke tages i Betænkning, naar en Snees vinde derved. Forstaae, naar denne eenes Tab ikke er ødeleggende. III. Nogle Uleiligheder for den nærværende Tid ere ubetydelige, naar de forsvinde i Fremtiden: og, den levende Slægt maae ogsaa taale lidt for Efter- slægtens Skyld. IV. En liden Hielp bliver stor for den, som har kun lidet og er vant til lidet. V. Totale Forandringer kan ikke skee uden Fordommers Tilsidesettelse.

Disse Grundsætninger ere det, som mit System er bygget paa, og jeg har nu kun en

7

7 Ting Meer at erindre, for desbedre at blive for- staaer. Dette er, at jeg her allene taler om det hværvede Infanterie. Naar jeg først har sagt mine Tanker herom, saa vil jeg anføre, Hvorfor hverken Landmilicen eller Kavalleriet, eller Artillerister, Ingenieurer eller Garderne kommer i mit Anslag, for saa vidt Hoved-Posten er angaaende.

Mit Svar paa det store Spørsmaal: Hvor skal den Fond komme fra, at skaffe Soldaten et Tillæg? Bliver da med tre Ord: Af Officierernes Gage.

Forklaringen er denne: Kongen holder nu 16 hværvede Infanterie-Regimenter, hvert paa 14 Kompagnier, ved hvert Kompagnie staaer 3 Officierer og 67 Mand. En kort Beregning vil vise os, at naar disse 16 Regimenter bleve til 8, saa kunde hver Soldat nyde 6 Skilling om Dagen, i Steden for 4 Skilling, og en Underofficier efter Forhold. Hvem der ikke troer min IV. Grundsætning, den komme og see Soldatens Huusholdning, saa skal han overbevises om, at dette er en stor Tilvæxt i Indkomster, for den der endogsaa kiender Værdien af en Halvskilling.

8

8

Beregningen er let giort. Naar 8 Regimenter saaledes gaaer ind, saa spares Maanedlig i Gage for

8 Obrister, foruden hvad de har som Kompagni-Chefer, hvilket siden anføres under Kapitainerne a 100 Rdlr. er - 800 Rixdaler. 8 Obrist-Lieutenanter ligesaa a

50 Rdlr. - - 400 -

8 Premier-Majorer ligesaa a 16

Rdlr. 4 Mk. - - 133 R. 2 Mk.

112 Kompagnie-Chefer ligesaa

a 50 Rdlr. - - 5600 -

112 Premier-Lieuten. a 17 R. 1904 -

112 Second-Lieuten. a 15 R. 1680 -

8 Regiments-Qvarteermestere

a 17 Rdlr. - - 136 -

8 Auditeurer a 17 Rdlr. - 136 - 8 Regiments-Feltskierer a 15

Rdlr. - - 120 -

Da Infanteriet efter nu værende Indretning har 2 virkelige Generaler, 4 virkelige General-Lieutenanter, og 8 General-

10909 R. 2 Mk.

9

9

10909 R. 2 Mk. Majorer, faa gik ved Reduktion Hælvten af disse ind med, og straredeS derfor Maanedlig: for

1 virkelig General a 333 Rdlr.

2 Mrk. - - 333 2

2 virkelige General-Lieutenanter

a 250 Rdlr. - - §00 -

4 virkelige General-Majorer a

166 Rdlr. 4 Mrk. - 666 4

12409 R. 2 Mk. Ydermere gik ved de reducerede Regimenter ind:

112 Fourerer a 3 Rdlr. 3 Mk.

9 Skill. - - 402 Z

224 Korporaler a 3 Rdlr. 12

Skilling - - 696 -

16 Kompagnie-Feltffierera 5 R. 80 -

8 Gevaltiger a 3 R. 2 mk. 4 Fl. 27 -

8 Regiments - Tambourer a 3

R. 2 mk. 4 M. -- , 27 t

48 Hautboisier a 3 Hd. 2mk. ask, 162 -

8 Stokkenknegte a 1 Rdlr. 1

et 8 Skil. - - 10 -

13813 R. 5 Mk.

10

10

I denne Beregning har jeg ikke anført Douceurene for Regiments-Qvarteermester og Com- mander-Sergeanter de Omkostninger som Instrumenterne og Tambourenes samt Hautboisternes Munderinger, (Under-Officierernes ikke at glemme,) koste meer end den gemeene Mands, med flere smaae Ting, som dog det ene med det andet noksom beløber sig til en lille Sum; men som vilde falde for vitløstigt, her at anføre. Nok er det, at det udgiør meer end 200 Rdlr. Maanedlig ved de 8 Regimenter, og da jeg desuden i Officierernes Gage overalt har regnet det mindste, saa kan man sikkert antage, at ved denne Reduction sparedes Maanedlig i det mindste 14000 Rdlr.

Denne Sum kunde da anvendes paa de overblevne 8 Regimenter. Disse bleve nu fordobblet i Henseende til Mandskabet. 3 Officierer som passer paa Tjenesten, kan gierne holde 80 Mand i Orden. Jeg siger 80, (egentlig blev Hvert Kompagnie over 130 Mand;) thi vi veed jo, at der ere kun faa, jeg tør sige ingen Kompagnier, som nu har 40 Mand i Garnisonen. De faa Uger at Frimændene ere inde, giøre vel ikke

11

11 stort til Sagen. Lidt Paapassenhed mere, det er alt; men, flere Under-Officierer maatte disse fordobbelte Kompagnier have, 1 Ser- geant og 2 Korporaler af de reduceerte Regimenter kunde derfor sættes ved hvert Kompagnie, saa at der nu vare 3 Ober- og 9 Under-Offlcierer derved; og saa maatte det være Nisser og ikke Mennesker, dersom de ikke kunde holdes i Ave af disse 12. Ligeledes maatte ved hvert Regiment antages 4 Kompagnie-Feltskierere til, eftersom Mandskabet bliver dobbelt, saa at nu ved hvert Regiment kom 10 Kompagnie-Feltskierere. For denne nødvendige Augmentations Skyld, har jeg i Beregningen alt fradraget, saavel disse, som de omtalte Under-Offlcierer, og kun regnet saa mange iblant de Reduceerte, som ikke kan anvendes i deres forhen havte Pladse udi de vedblivende Regimenter. Og disse sidste kunde ogsaa Med Tiden faae deres respektive Charger igien, men for det første fik de tage til Takke med en Gemeens Plads og Lønning, eller ogsaa de faa, som ikke vilde dette, kunde Kongen tilstaae Afskeden, saasom dette Tab ikke vilde være af nogen Betydenhed.

12

12 Antage vi nu, at alle de som ikke er Officierer bleve i Tjenesten, og af ovenstaaende 14000 Rdlr. fik et Tillæg daglig, Sergeanten, Gevaltiger, Regiments-Tambour og Kompagnie-Feltskier 6 Skilling.

Foureren 64 Skilling Korporalen 4 Skilling.

Grenadeer, Musikeieer, Tambourer og Støkkenknegte 2 Skilling.

Saa beløb sig dette Maa- nedlig ved de overblevne 8 Regimenter, for 336 Sergeanter, Kompagnie - Feltskierer, Regiments-Tambourer og Ge- valtiger a 1 Rdlr. 5 Mrk. 4 Skilling til - - 630 Rixdaler,

112 Fourerer a 2 Rdlr. 3 skl. 227 3 Mrk. 672 Korporaler a 1 Rdlr. 1

Mk. 8 Skill. - - 842 -

14072 Grenadeerer, Muffeteerer, Tambourer og Støkkenknegte a 3 Mk. 12 Skill. 8795 -

Tillægget beløb sig altfaa Maa-

nedlig kun til - - 10492 R. 2 Mk.

13

13

Anmærkning.

Foureeren faaer 1/2 Skilling Daglig meer i Tillæg end Sergeanterne; men han faaer derved dog ikkun den samme Lønning som disse, thi han har nu virkelig 1/2 Skilling Daglig mindre. Da ham paaligger alt Skriverie ved Kompagniet, og dette Skriverie ved den Forandring Qvæstionis blev fordobbelt, saa vilde det være ubilligt dersom han ikke skulde nyde lige saa meget i Lønning som Sergeanten. Vel er det sandt, at KommandeerSergeanten har mere travelt i Tienesten, men derfor har han og aparte Douceurer, og ikke de utrolige Bryderier med Skrivning og Regning som Foureren har. Og han fik jo ogsaa en Sergeant til Hielp, som kunde skiftes til at besørge Tienesten med ham, og alt hvad han beholt allene at forrette, det bestod i Komandoen, og den kan han gierne komme af Sted, uden al for stor Umage. Hautboisterne behøve vel intet Tillæg, da de alligevel veed at fortiene sig uden om, meer end dem tiener.

14

14

Man seer af dette korte Overslag, at det store Ønske kunde blive opfyldt, uden at Kongen og de andre Stænder udgav mere end hidindtil, ja, der sparedes da Aarlig nogle og Fyrretyve Tusinde Rixdaler. Mueligheden og Nytten af saadan Forandring synes da øjensynlig nok, uden at der behøvedes at legge noget mere til.

Men her møder mig tvende Indvendinger, som jeg ikke tør forbiegaae, allerhelst da mig synes at de ere de eeneste som med Skiel kunde giøres.

Først da, vil man spørge: Naar saale- des Officierernes Tal bliver nedsat paa Hælvten, hvorledes skal de da kunde bestride Tjenesten? Jeg svarer: Meget vel!

Lad os sætte, at i Steden for de 6 Regimenter som nu ligge i Kiøbenhavn, herefter laae kun 3, (Mandskabets Antal bliver det samme,) saa vilde der være 78 Lieu- tenanter til Tjenesten, naar 3 Kapitain-Lieutenanter og lige saa mange Adjutanter fradrages. Og disse vare tilstrækkelige at besætte Vagterne, (som den eeneste besværlige Tieneste,) dersom der virkeligen og for Alvor tænktes paa Militair-Standens Forbedring.

15

15

Thi siig mig, hvorfor skal Reusensteins Bol- værk, Rosenborg Slot og Hovedvagten have en Lieutenant paa Vagt? Fordi engang ved Reusensteins Bolværk er begaaet et Ran paa et drukkent Qvindemenneske? Fordi at Rosenborg kaldes et Slot? Fordi maaskee i Preussen, (hvor der er Overflødighed af Of- ficierer,) en Lieutenant trækker med Kapitainen paa Hoved-Vagten? — Kunde disse, burde disse smaae Aarsager ikke falde reent bort, naar det gialt om at erholde saa betydelige Fordeele? Kiøbenhavn beholdt da ikkun 5 Lieutenants-Vagter, og saa falt Touren kun hver 14 Dag til en Officier, da de nu ikke nær saa længe have frie. Sant er det, der maatte da ikke heller tilstædes, at en Officer var ideligen af Byen, uden at see sin Vagt-Tour besørget; det maatte ikke tilstædes, at en Officier giorde sig syg, naar hans Vagt-Tour treffer; der burde ikke være Patteglutter med Portepeen paa Vuggen, som de andre brave Officierer maa giøre Tienesten for; der burde høre mere til end Chefens Bevaagenhed eller Skiødesløshed, naar en Officier skulde gandske frietages for Tieneste. Alt dette burde være og

16

16

maatte være, naar man havde det faste Forsæt, at hielpe Soldaten paa Fode.

Som det gaaer med Kiøbenhavns Garnison, saa gaaer det og med Rendsborg, som den anden Hoved-Festning i Landet. Tre (maaskee To) Lieutenants-Vagter vare nok der, i Steden for de Fem til Sex som de have nu, Resten kunde besættes med Under- Officierer, uden at der blev forsømt det ringeste. Det vilde falde for vidtløftigt, her at tale om vore andre saa kaldede Festnin- ger, om hver især; men man kan forsikkre sig om, at det i alle Maader forholder sig med dem, som med de anførte.

Den første Indvending falder altsaa bort. Nu da til den anden, og her maae jeg til- staae, at den er vigtig og grundet.

Naar skal alle de Officierer, som I sætter ud af Nummer, komme ind igien? Baade de reducerede og de vedblivende tabe derved Aar paa Aar udi deres Avancement, saa at den, der havde sandsynligt Haab om, inden 4 Aar at blive Kapitain, maae nu staae i 8, maaskee 10 og flere Aar, førend han kommer dertil, og ligesaa med de høiere og mindre Klasser.

17

17

Jeg svarer hertil: I har Ret! I har Aarsag til at klage, naar I reduceres; I har Aarsag at klage naar I bliver. Jeres Avancement standses i en lang Tid, ja maa- skee gaaer tilbage. — Men kiere brave Venner! hvad er at giøre? I som opofrer jeres Magelighed, ja jeres Sundhed og Liv til Staten, I, som ere Patrioter nok til, for en ringe Giengieldelse, at frasige jer, i jeres blomstrende Aar, Tusende Livets Behageligheder, for at skaffe Borgeren og Bonden Fred og Roelighed. I vilde ikke undslaae jer, ogsaa at giøre noget for jeres kiere undergivne Brødre, hvis Vilkaar alligevel ere og bliver langt under jeres. See til min II. og III. Grundsætning, og lad disse være eders opmuntrende Trøst. Siig mig, hvad ere 40 Officierer imod 950 Gemeene? Disse sidste faaer saa stor en Hielp ved denne Ulejlighed, som nu rammer jer faa, og som I med Tidens Længde vil have forvundet, og som da vil glæde eder med den behagelige Erindring, at I, endog med eders Tab, have biedraget noget til saa stor en Forbedring. Og inden 50 Aar vil næsten ingen mere vide af dette at sige. Nytten skal ved-

18

18 vare og Ulejligheden glemmes, og I skal have forfremmet mange Efterflægters Gavn. (I maae forlade Mig at jeg taler om Mit Indfald, som om et virkeligt Project. Det er en Autor-Svaghed, som alle er befængt med, ligesaavel den der skriver nogle Ark, som den der skriver Alphabeter.)

Men det er ikke allene med dette, som jeg agter at svare paa denne Indvending med. Dersom jeg ikke havde andre Grunde at sætte imod den, saa vilde jeg heller reent tiet stille. Lad os tale med kolt Blod herom og sætte:

1). At Kongen var naadig nok, (af de Penge som sparedes og ikke gik med til Tillægget for de Gemeene,) til at lade hver Officier faae saa meget i Vartpenge, at han havde nok til tarvelig Klæde og Føde, til han blev emploieret. Sant er det, en Officier kan ikke leve i 4 til 6 Aar af 60 eller 72 Rdlr. Aarlig, men han kan, (i hvor stort han er vant,) komme ud med mindre end 400 til 500 Rdlr. Disse Vartpenge toge af fra Aar til Aar, ligesom Officiere- ne bleve emploierede til. I de første Aa- ringer lagde Kongen noget til, derefter in-

19

19

tet, og endelig vant han fra Aar til Aar. Jeg tør sige, og kunde bevise, at ved en ordentlig Indeling, Kongen ikke behøvede at legge i de første besværligste Aaringer meer end 10000 Rdlr. til i det allerhøjeste, og inden 3 til 4 Aar behøvede Han slet intet meer at legge til, og siden var det snart opreist igien, hvad hans Kaffe tabte i disse første Aaringer.

2). Da denne Forandring hverken rammede Nationalene, eller Kavalleriet, eller Garden: saa kunde alle hos dem forefaldende Vacancer ligeledes besættes med reducerede Officierer; thi det var ikke meer end billigt, at de, i det mindste for saa meget, hialp til at bære paa Byrden. Maaskee at der iblant de Reducerede ogsaa fandtes nogle, som kunde emploieres i Artilleriet eller Ingenieur-Corpset; ja, hvem veed, om ikke i Søe-Etaten selv, eller i Civilstanden?

3). En alvorlig Kongelig Beslutning kunde tages, gandske og aldeles at forbyde det skammelige Kiøben, som endnu ikke er saa udryddet som det burde være, og som hidindtil saa meget har nedslaget den brave

20

20

men uformuende Officier. Dog herom me- re siden.

4). Man kunde være lidt mindre føielig i, at give enhver indkommende Fremmed de anseeligste Charger. Da vi dog gierne følge andres Exempler, Hvorfor ikke heri, og i det som forrige Numer handler om med? Hvorfor kan en Fremmed, som forlader sit Fædreneland og kommer til os, ikke lade sig nøie med en Second-Lieutenants Plads naar han har været Premier-Lieutenant? Hvorfor skal han endelig være Obristlieutenant, Major, eller i det ringeste have Kompagnie? Gud forbyde, at vi skulde troe om vort kiere Fædreland, at det ikke havde brave Folk, der vare i Stand til at være gode Officierer, og at vi derfor maatte ligesom kiøbe de Fremmede herind. Nei, saa mange, mange velfortjente Landsmænd bevise Modsætningen. Fik de gode Herrer, som fra alle Verdens Kanter komme herind, at tage til Takke med en ringe Charge, eller (pia defideria,) bleve viist Veien tilbage, hvor de kom fra, saa vilde de snart betænke sig, at trække Dosinviis herind og forlade deres Fædreneland, (hvor somme Tider

21

21 der er Krig oven i kiøbet) og komme til et Land, hvor alting er roeligt, og hvor Hoved-Systemet er og bør være Fred. Og saa vilde Avancementet gaae utroeligen meget hastigere, vore reduceerte officierer fik snart deres Plads igien, og inden kort Tid var da alting i forrige Orden.

5). Der kunde saavel ved Reducering, som Forflytning, sees paa en Officiers Omstændigheder, og ikke alle skieres over en Kam. Den ugifte Officier taaler det bedre end den gifte; den unge bedre end den Gamle, den Formuende bedre end den Uformuende. Tyve Mile er ikke saa lang en Vei som Hundrede o. s. v. Endogsaa Garnisonen og Levemanden der burde paaagtes; thi at forflyttes fra Kiøbenhavn til Christiania, eller fra Glykstad til Rendsboeg, er langt fra ikke saa fortrædeligt, som at komme fra Rendsborg eller en anden Fæstning hvor alting er got Kiøb, til Hovedstaden, eller det ligesaa dyre Christiania.

Der kunde maaskee findes endnu flere Anordninger, hvorved denne Indvending om ikke gandske ophævedes, saa dog giortes saa ubetydende, at den i Patriotens Øien slet

22

22

ikke kom i Betragtning imod det store Gode, som vilde flyde af saa total en Forandring.

En tredie Indvending, som maaskee af nogle kunde giøres, er denne: Hvad skulde Verden sige, dersom Kongen af Dannemark og Norge ikke holdt flere end 8 Regimenter Hværved Infanterie?

Hvad Verden vilde sige? Den sagde: Kongen af Dannemark holder i 5000 Mand Hværved Infanterie; thi han behøver ikke flere i Fredstider, og lige det samme siges og saa nu. Bestaaer en Konges Ære eller et Lands Sikkerhed i Antallet af Regimenterne eller i Antallet af Soldater?

Den første, den vigtigste Post kan alt- saa afgiøres: Soldaten faaer større Traktamente. Lad os nu ogsaa betragte nogle andre mindre Lettelser, hvorved Livet kunde giøres lidt mere behageligt for den gode Soldat.

Soldatens Klædedragt møder os først; og her maa man tillade mig at spørge: Hvad due disse pinende ubeqvemmelige støvelletter til? O! gid at den, som først opfandt dem, maatte bestandig have gaaet i dem,

23

23

saa længe han levede, og det efter den samme Methode, som de nu bæres efter. Jeg veed ikke hvorledes det giør, naar Torturen de spanske Støvler appliceres, men det veed jeg, at strax efter disse, Støvletterne have største Ret til det Navn af ypperlige Pine-Maskiner. Man forestille sig disse, af tykt indgneden Poleer-Vox stive Tingester paa Beenene af den stakkels Karl, nogle Hattefilt-Lapper ligge der imellem for at giøre dem ret trange, og en jern Hage brækkes tit i Stykker under det Arbeide, hvormed de maae tilsnøres. Nu seer Karlen deilig ud! han har retskaf-fens Been! Støvelletterne kan man speile sig i og Knappene i dem? — Aa, de blinke som Solen! — Maaskee Karlen staaer endnu i fuld Væxt; maaskee hans Muskler ere ikke hærdede nok, at udholde saa voldsom en Sammentrykkelse; maaskee — Hvad? skal Karlen derfor ingen Støvelletter have paa.? Strax Støvelletterne paa ham! — See, Hvad fattes Karlen nu? Kan Han ikke exercere, marschere faa got som nogen? Og om de end piner lidt, og han derved bliver adspredt og kan ikke have Tankerne sammen, for at passe paa Kommandoen, saa kan et

24

24

Par dygtige Rap snart give ham Samling igien. Ja, ja! — inden et Aar gaaer om, ligger Karlen paa Sygestuen, han har sure Been, Regiments-Feltskieren trækker paa arlene. Karlen er incurabel, han maae have Afskeed. (Hvad kan man bruge en Karl til som ikke kan faae Støvelletter paa Beenene.) — Obristen bliver vreed: Hvor i al Verden kan det komme fra, at vi har saa mange Folk med Beenskade? Ja, Gud veed! — Ja vist veed han det, men jeg veed det ogsaa, og de fleste vide det, — men Støvelletterne kan aldrig afskaffes. Himlen bevare os! en Soldat uden Støvelletter, det var jo Himmelskrigende! Og hvad vil man sige? Kongen af Preussen giver jo sin Hele Armee Støvelletter, og officeren maae bære dem med. — Ja, det er sandt, derimod lader sig intet sige, giør han det, saa maae vi endelig ogsaa, det forstaaer sig.

Imidlertid, saa hørte jeg dog en gammel Officeer, som havde seet sig lidt om i Verden, han sagde til mig (under fire øien thi hvem vilde sige fligt offentligt,) han sagde: "Naar vi regner, Hvad Skoe og Støvelletter koster i Aar og Dag, saa be

25

25 høvedes der kun et lidet Tillæg, (naar man lod dem forfærdige paa engang og til den rette Tid,) for at skaffe hver Mand et Par korte Støvler. Disse Støvler holt Beenene langt varmere og tørrere, og al den forsmædelige Pine forsvant, som den ellers nok plage Soldat nu har at udstaae. Den meeste Pudsning falt. tillige væk, som Soldaten nu maae spilde saa megen Tid paa. Paa Marschen falt de vel lidt tungere end Støvelletter, men saa var Benene ogsaa mere frie i dem, og det skulde altsaa gaae op imod Hinanden. I Feldten, naar et Overfald skeer, saa springer Soldaten snart i et Par Støvler, men nu, maae han i flige Tilfælde enten fare herud imod Fienden i Strømper og Skoe uden Spender, eller og han maae give sig Tid at paaskrue sine gode Støvelletter, og imedens han har at bestille dermed, (thi det er ikke saa hastig giort.) lade sig slaae ihiel eller tage til Fange. Ydermere, (sagde den gamle Officeer,) naar det er heedt Veir om Sommeren, saa kunde vores Soldat have et Par Strømpeskafter paa, uden Fødder i; og jeg veed af egen Erfaring, hvor sunt og behageligt det er at

26

26 gaae barfoded i Støvler Sommeren over, helst naar man skal gaae meget. Skal vi igiennem lavt Vand eller Moradser, see, saa er Støvlen, og (om det behøves) Strømpen af, eins, zrvey, drey! og saa gaaer vi barbeened igiennem. Men nu — o. s. v.”

Soldatens Gevæhr, kiere Venner! siig mig: Hvorfor skal dette endelig være som et Speil? Maaskee at man i Krigstider skal kunde see en Trup, naar den kommer blinkendes langt fra? eller og i Fredstider at slide Løbene reent væk ved idelig Pudsning, saa de kan ikke holde nogen Fyring ud, naar det gielder. O! lad os faae en god brun Farve over dem, som tillige kan indrettes saaledes, at den holder Rusten fra Jernet. Soldaten sparede herved atter mangen en Time, som han nu maae pudse bort, og Kongen de mange nye Geværløb, som nu et Regimente, nu et andet trænger til, naar de forrige ere opslidte under Pudsestokken eller Poleerstaalet. Men her maae jeg vente en Hoben Indvendinger, som jeg intet har at sætte imod, uden min V. Grundsætning.

27

27 Det samme som her er sagt om Gevæhrene, kunde maaskee og passe sig paa Sabelgrebene. I det mindste sparede Soldaten mangen Skilling derved, som nu gaaer for Tripels, Blodsteen, og sligt Snurpiberie.

Jeg tør vel neppe udlade mig med en Tanke, som jeg længe har havt, og som alletider har syntes mig meget rimelig. Jeg har nemlig saa tænkt ved mig selv: At Soldatens Haar er opstukket og sidder glat naar Han er i Mondur, det kan jeg finde mig i, men at vi vil have vore unge raske Svende at see ud allesammen, saa graaehærdede som deres Farfar, det synes mig forunderligt. 45000 Pund Hvedemeel kunde dog bages en Deel Tvebakker af i et Aar, og Soldaten beholdt de 4 Skilling maanedlig i sin Lomme. Hvad Pudderkræmmeren tabte derved, fik Marketenteren igien, altsaa var det eet, i Henseende til Borgeren, men i Henseende til Soldaten var det ikke eet, enten han fik for 4 Skilling Vare paa Hovedet eller i Maven.

Haarpidsken synes vel af saa ringe Betydenhed, ak det ikke var Umagen værd at tale derom, men det maae ikke hielpe. Smaating

28

28

giøre mangen Gang megen Bryderie. Den- ne ubegvemme Tingest kan ikke anføre andet til sit Forsvar, end det, at den tager et Hug af, som ellers tog Hovedet med. Derimod er det øjensynligt, at den falder lige besværlig at bære, Baade i Fred og Feide. Baandet og Pidsken koster meer end Soldaten kan miste; under Gevæhr saavelsom paa Bridsken, er den til største Hinder. Thi det er ikke med denne, som med en Officeers eller Civilistes lille bitte Pidsk, der kan bukkes og dreies ligesom man lyster; nei, midt i denne Klump Hamp, gaaer der en Staaltraad igiennem, saa tyk som en Pibestilk, og nu skal man nok lade være at bøie Pidsken. Havde Soldaten derimod en Slags Merlidon i Nakken, omtrent et Spand lang, beviklet med trediedeelen af det Baand han nu bruger, saa havde han deri ligesaa got et Skiold mod Palladsken, det var uendelig mere mageligt, kostede mindre, og mig synes det vilde lade nok saa got, som de nu brugelige Knippele. Men Kongen af Preussen! —Ja, saa tier jeg!

Hvad om den danske Armee heri, som i det foromtalte, engang gav Mynstret? Hvad

29

29

om vi herved begyndte at blive Originaler? Om vi var de første der afskaffede Støvelletter, og blanke Gevæhr og Pudder og Pidske. Men vi torde endda komme for sildig; thi der siges, at den østerrigske Armee har hverken Støvelletter eller Pudder mere. — Lad saa være da! Har vi saa længe været Kopier i andre Ting, saa lad os være det heri med, hvorved vi dog i det mindste engang skulde antage en fremmed Skik, som var nyttig.

Nok om Klædedragten. Lad os tale lidt om Soldatens Qvarteer. Aldrig boer han bedre end i Baraker. Maatte dog snart hele Garnisonen være forsynet dermed, og det saa- vel i Kiøbenhavn som i andre Fæstninger. Men Stabs-Officerene behøve ikke at tage Rummet op i dem: Maaskee ikke Kapitainen engang. Naar to Officerer og alle Underofficerene ligge sammen med Kompagniet, saa kan der holdes Orden nok. Kapitainen kan jo visitere hver anden Dag, eller saa omtrent, og Stabs-Officeren hver Uge.

I Barakerne Har for det første Soldaten ikke Behov at ligge paa et durklaüchtigt Loft eller i en sumpet Kielder, og der at sætte sin Helsen til; ikke behøver han der at drikke en

30

30 Skilling op, naar han engang vil varme sig lidt; holder han got Huus med den Ildebrand som han staaer, saa kan han have lidt Varme om Morgenen, naar han skal klæde sig paa, og behøver derfor ikke at søge Varme i Brænde- viinens og ere hans Klæder giennemvaade af Snee og Regn, saa kan de tørres til næste Vagtdag. I Barakerne er ingen egennyttig Vert, som forfører Soldaten at fortære meer end hans Lønning, ved en tilbuden, ja somme Tider paanødet Kredit. De saa kaldede Ka- meradskaber kan aldrig giøres bedre end i Barakerne, hvor et hvert Kammer har sit bestemte Mandskab, som legger sammen, og laver sig selv hvad Mad dem lyster og de kan betale, og gierne er der en Kone i hvert Kammer, denne koger da for Soldaterne, og disse løbe og slæbe for hende. Soldaten i Baraken har ikke nødig at tradske igiennem Kiøbenhavns skidne Gader, fra Vestergade til Gottersgade, eller fra Borgergaden til Stormgaden til Kompagnie-Paraden, og saa derfra igien til General-Paraden. Her er Kompagnie-Paraden strax ved Barakerne, og saa gaaer Vagtfolkene derfra lige hen til Kongens Nyetorv, eller hvor de skal hen.

31

31

Officeren kan i en Barake visitere 7 Gange en Dag, om han lyster, det koster ham ikke meer end at gaae fra det eene Kammer i det andet; og vil han visitere sildig om Aftenen, eller og om Natten, saa behøver han ikke at lade sig begegnes grovt af en Spekhøker eller anden ubehøvlet Karl, som lukker sine Døre naar ham behager. Hvor meget let det bliver at forhindre Desertion, naar Officeren har hele Kompagniet under Øinene, begriber nok enhver, uden at her behøves at legge mere til *). Kort sagt: Aldrig har Soldaten bedre end i Barakerne.

Et Ønske endnu har jeg til de gode Soldaters Fordel. — Det er en besværlig Sag at trække paa Vagt; det er meget mere besværligt at staae Skildvagt; men allerhaardest er det naar man er frossen stiv, eller giennemvaad af Snee og Regn, da i fire Timer at sidde i en kold Vagtstue, for efter denne Tids Forløb at trække paa sin Post igien, koldere og stivere end

*) Mangt et Monderings-Kammer er brændt op i Borger-Huse, aldrig i Barakerne; thi her er hele Kompagniet i samme Øieblik tilstæde og kan redde.

32

32 man kom fra den, ja mueligen i disse 4 Timer at være i Mørke til. Jeg vil her ikke engang tale om, at hverken Brænde eller Tran strækker til, naar der leveres noget; thi det er dog noget, Vagten kan dog engang blive varm, og en stor Deel af Natten kan der være Lys. Men jeg vilde kun, at der maatte giøres Forandring i den besynderlige Indretning, at det skal net op til Mortensdag begyndes, og Paa- ske Aften endes, med Lysets og Ildebrandens Levering til Vagterne. Slig mig, kiere Landsmænd! I, som kiende det danske Clima, siig mig, begynder Vinteren og de lange Aftener kun for Civilisten saa tidlig, og varer saa læn- ge? eller har Soldaten maaskee meer end vi andre en Jern-Hud og Muldvarpe-Øine? Soldaten bør være haardfør, men han er og bliver dog et Menneske; hvorfor da paastaaes, at han, kun han, skal være uden Varme og Lys indtil den bestemte Dag? Og Gud veed af hvad for en Aarsag net op disse Dage ere fastsatte.

Dersom dette blev forandret, (gandske saa Omkostninger, ja, jeg torde gotgiøre slet ingen Omkostninger behøves dertil,) saa blev det alt en Hoben lettere for vores stakkels Soldater, hver tredie Døgn at have en urolig Nat og en

33

33

besverlig Dag. Saa vilde det falde en Hoben lettere for dem, hver tredie Nat at sove en idelig afbrækket Søvn i Klæderne paa den haarde Bridsk, og hver tredie Dag at staae to Timer ad Gangen i det gyseligste Veir, i den kolde Vinter, under aaben Himmel, paa en høi Vold, udsat for alle Vinde, og intet at skiule deres Legeme med, uden en stumpet Mundering, en Smule Hat og en traadbar forreven SkilderKappe. Kunde man da ogsaa faae det saa- vidt, at naar en Underofficeers Vagt byggedes af nye, eller en gammel reparertes, at der da blev indrettet en lille Forstue med Dør for, saa at Vinden og Kulden dog ikke saa strax feiede derind, ved den idelige fornødne Ind- og Udgang. Kunde dette bringes tilveie, saa var det en nye Beqvemmelighed som Soldaten gierne tog med.

Det er virkelig en utrolig ubetydende Sag at faae alt dette indført, alligevel er det ikke skeet. Hvad en eller anden Veltænkende Kommandant kan rette deri, saa længe han har at raade, det giør kun lidet til Sagen, og lidet er deres Antal, som bekymrer sig derom; thi hvor mange Garnisoner kan vel rose sig af en

Sames?

34

34

Vi see altsaa, at det er ikke saa umuligt at giøre betydelige Forbedringer i Soldatens

Gage,

Klædedragt,

Qvarteer og Tienefte.

Andre Forbedringer i Soldatens Kaar overhovedet, bør ikke forbiegaaes; men saasom de formeget beroe paa Tid og Omstændigheder og Vedkommendes Tænkemaade, saa kan deri intet vist bestemmes, men kan allene søges at blive tilveiebragt, saa vidt mueligt er. Hertil regner jeg: lemfældig Medfart, kierlig Omgang, Skaansel for unyttig og overflødig Exercice og Parade, Frimændenes Udeblivelse, naar de kan fortiene noget retskaffens, Opmærksomhed med at Folkene ikke commanderes at møde Klokken Sex, naar de skal bruges Klokken Tolv, (besynderlig om Vinteren,) Kirkeparaders Afskaffelse, med mere. Hvad denne sidste Post især angaaer, da er det meer end bekient, hvilken elendig Gudstjeneste den er, som Folk tvinges til, og ligesaa bekient er og den Sandhed, at den samme Ting, som vi giør af egen Drift og Lyst, bliver os modbydelig og ubehagelig saasnart den forlanges af os som en Pligt. Lad

35

35

ogsaa Præsten klynke over (hvilket er skeet,) at ham betages saa mange Tilhørere; saadan ubetænksom Klage bør ikke agtes paa, naar man alleneste betænker den Lunkenhed i Gudstjenesten, ja de Bespottelser, som desværre ikke udeblive, og som er en bekient Følge af denne forunderlige Ceremonie. Erfarenhed Har lært mig, at endog Soldater gaae i Kirke, og det ikke i ringe Antal, naar de kun ikke drives derhen.

At ved disse Forandringer Soldaterne vant saare meget, det er vel ingen som nægter; men lad os nu gaae videre, og see om ikke Kongen selv vinder anseeligen derved.

Dersom disse Indretninger fant Sted, hvor vilde da Solvaren finde det nogen Steds bedre end her? I Preussen? Vist ikke. I Sverrig? Langt mindre. Ikke heller i nogen af de tydske Fyrsters Tienesie, og iblant Hundrede der desertere, kommer neppe een i østerrigsk, fransk eller anden Armee, og endogsaa der finder han ikke alle de Fordeele, som Han fik at nyde her Hos os. Desertionen altsaa formindskedes. Første betydelige Fordeel!

De faa, som løbe bort, alleneste for en Forandrings Skyld. O! de vilde ved første

36

36

lighed komme igien, og endda maaskee bringe nogle med sig. Og blev det først be- kient, hvor got den danske Soldat havde det, og det spørges snart; see, saa vilde det vist ikke mangle paa dem, der snart indfant sig, for at tage Deel i dette Gode. Hværvingen blev saa let, at vi maaskee fik den samme Karl for 20 Rdlr. som nu maae veies op med en 50 ja 80 Rdlr. Og hvo veed, om ikke mangen vakker ung dansk eller norsk Karl tog imod en liden Haandpenge, og tiente sine 8 til 10 Aar, naar de blev vaer at der hverken var Sult eller Slaverie ved Tienesten. Hværvingen lættedes derved

en Hoben, og dette vilde være en anden Hoved-Fordeel. Hvilke mægtige Penge-Sum-

mer derved sparedes ei allene for Kongens Kasse, men endog for hele Landet, det falder let i Øinene, naar man kiender lidt til en udenlandsk Hværving. Haandpengene ere de mindste. Men Diæterne for et Hværve-

Kommando, Stikpenge, Anbringer-Penge,

Transport-Omkostninger, disse ere det der gaae udaf Landet og kommer aldrig igien. En stor Deel af alt dette falt bort, saa- snart den danske Tieneste blev saa profitabel,

37

37 at den øiensynlig udmærkede sig for de andre Magters.

See, disse tvende Poster har jeg maattet anføre først; thi der gives Folk som alting maae regnes ud for, og som kiende til intet andet Argument, uden til det, der tages af Penge-Kassen.

Men der gives andre derimod, som tænke finere, der gives Patrioter iblandt de Danske og Christianer iblandt Kongerne. For disse er det en magtpaaliggende Sag, at see mange Tusindes Vilkaar forbedrede; for disses Øien er Soldaten, endogsaa den Hværvede, ikke blot en foragtelig Leiesvend, som fortiener neppe at lægges Mærke til; disse ansee Krigsstanden for ligesaa vigtig, (hverken mere eller mindre) som de andre Stænder; thi de troe, at den europæiske Stats-Forfatning nu engang er saaledes, at endog i Fredstider der behøves en Armee, og at denne Armee ikke kan bestaae af lutter Indfødninger, naar Staten ikke har stor Overflødighed af Folk; disse endelig ere det, som ønske denne nødvendige Stands Opkomst og Forbedring til saadan Grad, at den (ikke overgaaer, men) staaer i Ligevægt med de

38

38

andre Stender, baade i Udkomme og Anseelse, alt efter Proportion, og medlidig see de til hine, som foragte Soldaten, der er nødt at leve tarvelig og at beqvemme sig til de besværligste Møisommeligheder, naar han befales dertil.

O uretfærdige Foragt! Skulde man troe at den fant Sted, dersom man ikke saae og hørte det? Tager eder den Umage, I, som lade saa haant om, naar man ikkun udlader sig for eder med, at en Soldat, ja en gemeen Soldat kan have sine Fortienester og kan paastaae nogen Høiagtelse; tager eder den Umage at tænke lidt paa hans Besværligheder. Hvad om I selv skulde staae paa Voldene og skræmme de lurende Fiender bort?

-- Hvad? Hører I Stormens Tuden derude? Hører I Haglen at rasle paa eders Vinduer? Seer I det tykke Sneefog som opfylder hele Armo-Sphæren? Sætter Foden uden for eders varme Gemak, føler I den hvasse Frost? Hvad? I gyser, og tilbage kryber I, til den blide Kakkelovn og den bløde Kanapee. Midnatten, den cimmeriske Midnat ligger over Jorden, endnu holder Uveiret ved, endnu raser Stormen, endnu

39

39

fyger Sneen, og i al den Tid har Solda- ten staaet og staaer endnu derude og trodser alle Elementer. Et Stykke tørt Brød, og kommer det høit, et lille Glas Brændeviin, det er tit alt, han har faaet den gandske Dag. Stod han ikke der, saa skulle I ikke ret længe have Roelighed og Fred til at spise eders Kapuner, og drikke af den raske Schampagner, og strække eder paa Ederdun. Fortiener han da intet uden Foragt for denne taalmodige Standhastighed? "Jo, han faaer jo sin Betaling!" — Ja vist faaer han sine 4 Skilling! Men troe I da, at disse Femten Tusende allesammen vare for dovne til at føre Ploven, eller Øxen, eller Høvlen, eller for svage til at hale et Toug, eller at vinde et Anker op, for derved at fortiene ti Gange saa meget, og saa lade eder selv sørge for eders Forsvar? — Og nu nærmer sig den grumme, den blod- og rovgierrige Fiende? Hvad nu? Hvem gaaer den i Møde? Hvem er det, der uforfærdet farer frem ind imellem Ti Tusende blinkende Sværde; der uforsagt staaer, naar "det lyner Marken om, og hagler Morder-Blye;" der kiek seer ind i Kartovens aabne Strube,

40

40

og glad styrter sig i Døden? Fortiener denne Mand ogsaa kun Foragt og 4 Skilling? Nei, saa længe der gives Patrioter, saa længe vil det ikke nægtes at den Hværvede Armee er en uundværlig og derfor agtværdig Stand. Og for Patrioter er det, at den tredie Fordeel, som flyder af de foreslagne Forandringer, bliver den vigtigste. Femten Tusende Menneskers, Femten Tusende nyttige Menneskers forbedrede Omstændigheder! Hvilken betydelig Sag for Patrioten, Hvilken betydelig Sag for en Titus, en Antonin eller en Christian! Hvilken inderlig Glæde optændes i disse høie Siele ved saa- dan Tanke! Hvilken Glands i deres Øien, og hvilken Purpur paa deres Kinder! thi Patrioten paa Thronen og Patrioten i Hytten spørge som Himlens Monark, ikke efter hvad er Stort? hvad er Ringe? Nei, deres Spørsmaal er: hvad er lykkeligt, hvad er det ikke?

Førend jeg gaaer videre, maae jeg nu fremsætte de Aarsager hvorfor jeg hidindtil kun har talt om en Deel af den danske Krigsmagt; thi i det Paafølgende kommer jeg til at tale om Officerene, og der maae

41

41

jeg tale om dem allesammen overhovedet ved den hele Landmagt. Jeg har vendt mine Tanker først og allene paa den hværvede Infanterist, af følgende Aarsager: Den hvær- vede Infanterist er slettest aflagt af alle Soldater, ligger tillige i Garnison paa saadanne Steder, hvor der ere de dyreste Priser paa alting, har tillige (Artilleristen undtagen,) den mindste Tid tilovers at fortiene noget udi, uden om, og tillige den besværligste Tieneste. Her behøves vel intet Beviis til dette; thi det er hver Mand bekiendt, at Kavalleriet ligger omkring i Kiøbsteder og Landsbyer, giør siælden eller aldrig Vagt, og har desuden meer i Gage. Artilleristerne have dog lidt meer i Gage, og dersom ikke deres daglige Arbeide, og tredobbelte Exercice var, saa levede de ti Gange bedre end Infanteristen. Garden har en vakker Gage, og en Garde-Soldat har desuden adskillige Fordeele, som ingen anden kan rose sig af. Land-Milicen derimod kan slet ikke komme i Betragtning. I Fredstider faaer den ingen Sold, thi da giør den ingen Tieneste, og i Krigstider, naar Nøden

42

42

paakommer, strider Landsoldaten kun som en- Hver Borger pro aris & focis.

Den anden Hoved-Aarsag er, at kun i det hværvede Infanterie kan der mistes Officerer; thi Kavalleriet ligger overalt fordeelt i Landet. Paa hver Post behøves dog en Officier, for at have Tilsyn med Karl og Hest. Ligesaa forholder det sig med Artil- leriet og Ingenieur-Corpset, hvoraf der behøves overalt i begge Kongeriger nogle Officierer, og der hvor Staben ligger maae dog ogsaa være et tilstrækkeligt Antal af dem tilovers. Garderne have ikke for mange Officerer, det sees tydelig nok af deres Vagter, som indfalder næsten hver tredie eller fierde Dag. Land-Milicien har kun to Officerer ved hvert Kompagnie, alt hvad derfor kunde spares ved den, gik ud paa nogle Ba- taillons-Chefers Gage, naar flere Kompagnier bleve lagde til een Bataillon eller til et Regimente.

Vende vi os nu til Officieren, saa seet man tydelig, at deres Gage, (Subatlernenes nemlig,) er noget vel ringe, og jeg ønskede ret inderligen (og hvo der kiender min ubetydelige Person, den vil troe mig paa mit

43

43

Ord, at dette Ønske er mit Alvor,) at der kunde sindes Udveie til ar skaffe dem en bedre; men denne Bekostning vilde blive for stor, og Kongens Kasse har alligevel Udgifter nok at holde af, for Krigsstanden; saa at dette Ønske maae for det første nok regnes iblant dem, hvis Opfyldelse ikke er at haabe. Ydermere synes mig, at det ikke er ilde indrettet, at et ungt Menneske i Udskejelsernes Aar, ikkun faaer det, hvad han behøver til det allernødvendigste, naar han har grundet Haab om, med Tiden ogsaa at faae noget til det beqvemmelige og behagelige. Naar for Ex. Een paa 18 Aar bliver Sekond-Lieutenant, saa kan han dog, naar alting gaaer, som det burde, vente sig et Kompagnie naar han er 45 Aar, og da har han i de sidste 12 til 20 Aar af sin Levetid, noget lidet at giøre sig til Gode med.

Her spørges altsaa: Kan Officerernes Omstændigheder forbedres, uden at give dem meer i Gage? Jeg meener ja. Der er en Hoben Ting som kunde indrettes, hvorved Officerens ellers ubehagelige Levemaade kunde forbedres, og hvorved den blev sat i Stand

44

44

til, at tiene med Lyst, og til at bestræbe sig med Iver efter, at giøre sig alt mere og mere duelig og fuldkommen til sin Bestemmelse.

Jeg antager, at i den nuværende Forfatning, Officerenes Omstændigheder ere næsten eens i den hele Land-Armee, hvad deres Gage og Avancement angaaer, som de tvende Hoved-Poster der udgiør Krigsmandens Lykke. Jeg antager dette paa følgende Grunde:

Infanteriers Gage er bekiendt nok. Hvert Regimente har 14 Kompagnier og 28 Lieutnanter. I Kavalleriet derimod ere kun 5 Eskadroner og 15 Subalterner, og Hest og Ridetøi koster en Deel; men til Vederlag har de og større Gage; ligge ikke i de bekostelige Garnisoner; og faaer de først en Eskadron, da tjene de en Hoben bedre end Infanterie-Kapitainen. National-Officeren tiener kun slet, det er sandt nok; men saa ere de og kun sex Lieutenanter om sex Kompagnier; de fleste ligge paa Landet og de faa andre i smaa Kiøbstæder, hvor de kan leve for tredjedelen hvad den garnisonerende Officeer behøver, og kan have en Mundering

45

45

i sex Aar, som hin slider op i eet. Ingenieurerne have god Rang og Gage, og kan derfor gierne bie lidt paa Avancement, og ere de engang Ober-Kondukteurer, saa har de det bedre end mangen InfanterieMajor. De kan desuden begynde tiligere end Infanteristen, saasom de ikke have noget ordentligt Kommando over Folk. Deres hele Tieneste (i Fredstider,) bestaaer i en let Tilsyn med nogle Arbeidere og i Tegninger, som de kan giøre i deres gode Stue, de have ingen raa Soldater at trekkes med og (en stor Post!) ingen Exercice, at spilde den skiønneste Aarsens-Tid paa *). De faa Garde-Officerer have foruden god Rang og Gage endda mange Fortrin frem for alle andre, og inden man veed et Ord deraf, har de Kompagnier i Regimenterne. Artilleriet

*) Det synes vel efter denne Betragtring, som om Ingenieurene havde alt for udmærkede Fortrin, frem for de øvrige Officerer. Men her er intet uden Billighed. Der bør skiønnes paa, hvad det koster førend Een faaer lært alt dette, som en nogenledes duelig Ingenieur bør at forstaae, endog i Fredstider. Deres slette Avancement har jeg alt nævnet der oppe.

46

46

giør her en Undtagelse. Thi deri ere 60 Lieu- tenanter og 20 Kompagnier. Naar en Infanterist begynder Officeer-Tienesten, saa kan han haabe, i det længste inden 14 Aar at have gaaet de 14 Sekond-Lieutnants Pladse igiennem, og at være Primier-Lieutenant. Artilleristen derimod skal med mindre Gage end Infanteristen gaae igiennem 18 Numere, førend han bliver første Sekond-Lieutenant og da er han endda ikke saa vidt som Infanteristen var, da han blev den yngste Officeer i hele Regimentet; thi nu maae han paa nye gaae 18 Numere igiennem, førend han kan naae den Lykke, at blive den yngste af 24 Premier-Lieutenanter. Artilleristen har desforuden ikke den ringeste Smule Rang frem for Infanteristen; han maae i de første 10 til 12 Aar tiene med mindre Gage end denne, og siden i 16 til 18 Aar med meget lidt mere, han maae desuden anskaffe sig en Deel bekostelige Ting, som denne ikke egentlig behøver, som Ridsetøi, Instrumenter, Bøger o. s. v. Og har endelig, foruden ordentlig Infanterie-Tieneste, endnu en tredobbelt Exercice, som varer den hele Sommer igien- nen, til midt ude i Efterhøsten; ikke at regne mange bekostelige Reiser, som indtil de yngste

47

47

Subalterner maae giøre, naar Chefen finder det for got. Artillerie-Officerene tiene altsaa virkelig en Hoben slettere end nogen i hele Armeen, men da de i Forhold til hele Landmagten kun udgiøre et ringe Antal, saa kan jeg nok antage, som sagt er, at hele Armeens Officerer have omtrent eens Vilkaar i Henseende til Avancement og Gage, alt efter deres respective Charger. Naar man derfor taler om Forbedring i Officerenes Omstændigheder, saa kan man uhindret tale almindeligen, thi bliver saadan Forbedring giort overhovedet, saa at alle Corpse tage Deel deri, saa skeer ikke andet, end enhvers Omstændigheder giøres fuldkomnere, alt efter det Forhold som hans Corps og hans Person staaer i imod andre. Lad os derfor see hvilke almindelige Forbedringer kunde være giørlige.

Den første og vigtigste Post er Avance- mentet. Dette kunde indrettes saaledes: at en Officeer var forvisset om, alletider efter den rigtige Tour at naae en Kapitains ellers høiere Plads. Da vilde et ideligt Haab oplive Officeren og aldrig kom den tilkommende Tid ham til at gyse, som desværre, den nu giør. Hvem der veed, hvilken beha

48

48

gelig Ting Haabet er, naar det er geleidet med en Slags synderlig Vished; hvem der veed, hvor megen Styrke der giver os i alle Livets Besværligheder; hvem der har erfaret dette, (og hvem har ikke det?) den vil sande med mig, at der er intet der mere nedslaaer, intet, der giør mere uvillig til alle Ting, end end Haabets Svækkelse. Burde da ikke alle Krigsstandens Velyndere ønske med mig at Officeren, frem for alt andet, maatte nyde igien til Fuldkommenhed denne søde Trøst, nemlig, et vist Haab om sin tilkommende Befordring. Hvorledes dette kunde skee, skal jeg her sige mine Tanker om, til Skiønsommes Om- dømme.

1). Dersom hvert Avancement, som forefaldt, forblev i det Regiment eller Corps hvori det var, saa at hverken nogen af et andet Regimente, eller og en Fremmed kom dertil, saa var dette alt vunden en Hoben *). I et Infanterie-

*) Det synes, som jeg modsiger mig selv, (og det var ikke meer end naturligt; thi hvilket Menneske giør ikke det, naar han ønsker noget med Heftighed,) efter det jeg har sagt i den anden Post om de reducerede Officerers Befordring.

49

49

Regiment ere der 42 Officerer. Der eene Aar i det andet, døer af 40 Mennesker Eet. Naar altsaa en Officeer begyndte OfficerTienesten, saa kunde han inden 28 Aar have naaet et Kompagnie. Men det er ikke ved dødelig Afgang allene at der bliver va- cancer. Nu tager Een fin Afskeed; nu gaaer der Een i anden Tieneste og bliver der, nu forefalder der ellers noget, hvilket altsammen sætter Antallet af Aarene ned. Saa, at naar vi antage, at Een træder i Tienesten i sit attende Aar, saa er han 45 Aar eller saa omtrent, naar han faaer Kompagnie, og saa er dog endnu en Deel Aar tilbage som man kan leve skikkelig i, efter den trange Lieutenants-Tid er overstaaet.

Jeg har med Flid antaget, ar hvert Aar kun 1 døer af 40, da det det dog er bekient at Proportionen er som 1 til 36

Men det synes kun faa; thi ved den foreslagne Reduktion maatte der jo giøres en Undtagelse. Men det ovenstaaende skulde være Reglen. De faa Garde-Officerer som ikke kunde befordres i Garden, kunde ogsaa gierne medtages i denne Undtagelse, da de ikke kunde giøre stor Hinder i det Hele.

50

30

i det mindste; men jeg maatte antage lidt mere, fordi at jo høiere man kommer, jo mindre bliver Antallet af dem, som skal for aarsage Avancement, saa at naar man ikkun haver 18 for sig, faa døer kun hver andet Aar Een, og saa fremdeeles. Ja, jeg burde sætte Forholdet som i til 50, dersom ikke dette kom i Betragtning, at jo høiere jeg kommer op, des ældere blive mine Formænd; og de ovenomtalte Vacancer, som just ikke skee ved naturlig Dødsfald, giøre ogsaa noget.

2). Hvad som jeg har rørt om, under tredie og fierde Post, angaaende de reduceerte Officeres Employering, det maae jeg igientage her, som en vigtig Punkt til Avancementets Befordring overhovedet. Hvor bedrøveligt er det ikke for en Officer, naar Han seer et Avancement for sig, og allerede smigrer sig med det søde Haab om at komme lidt videre frem, naar saa en Fremmed, som ikke har kundet sinde Befordring i sit eget Fædreneland, (og som maaskee ikke engang har fortient det,) naar den kommer og snapper Brødet af Munden for ham, og han maae staae tilbage; eller naar

51

51 et Menneske, hvis eneste Fortineste er, at have havt rige Forældre, kiøber det bort for ham, som han i saa lang en Tid har gaaet og flæbet for. Den ubemidlede Officeer kan ikke spilde sin ledige 'Tid paa disse kostbare Forlystelser, han legger sig derfor, (saa vidt hans ringe Indkomster tillade det,) efter et og andet, som kan giøre ham brugbar, ikke alleneste i Fredstider, men endogså i Krig; han er nødt til Tarvelighed, og derved bevares hans Sundhed og Sæder fra Fordærvelse; hans Omstændigheder bøie hans Omgængelse, hans Tænkemaade til Beqvemhed for det menneskelige selskab. Den derimod, hvis Forældre fulgte den vak- kre Grundsætning: Virtus poft nummos, og som han formodentlig antager efter dem, denne springer ved sine gode Penge lige ind i hvilken Charge ham lyster, og naar han er deri, saa staaer han og seer sig om, som i et ubekiendt Land, men hvilket han kun bryder sig lidt om at lære at kiende. Penge med Ungdom ere alt for mægtige Fiender af Helbred og gode Sæder, end at han skulde bevaret disse, og naar saa Staten troer, den har en duelig Soldat i Leiren, saa

52

52

ligger han ved mindste Fatigue og stønner i Telten, eller og han giør ved Spil, Drik og Fruentimmer sig end meer uskikket til alting, end han allerede var i Garnisonen. Og i Garnisonen selv øder han sin Tid paa idelige (faa kaldede) Forlystelser, ja giør maa- skee ved sin uforsigtige Opførsel største Skam til den Stand, hvilken han saaledes har trængt sig ind udi. Spørg ham om Soldatens Levemaade eller Klædedragt, om Maa- den at holde et Kompagnie i Orden paa, uden Stok eller Spidsrod; han svarer enten slet intet eller noget gandske urigtigt, om han ikke leer ad dig. Men spørg ham, om vi snart kan vente friske Østers; om Con- toirerne, hvor de smukkeste Piger ere; om hvad et lækkert Maaltid Mad koster i Torbek, og du skal see at han kan svare til Gavns. —

Og flige Folk skal den sædelige, den brave Officer staae tilbage for? For saadanne Spraderes Skyld skal han gaae og blive gammel, for engang, som en graaehærded Mand at leve et Tiggerlevnet? Ikke at tale om den vanærende Tænkemaade, som bliver en nødvendig Følge deraf, og som

53

53 tidt nok høres af mangen Officeer: ”Pen ge er alting! dersom jeg bare havde Pen ge, saa brød jeg mig Pakkeren om alt andet. o. s. v." Ja, af denne Tænke: maade kommer det, at mangen Officeer ødelegger sig ved Basset-Bordene, for, som det kaldes, at giøre sin Lykke. Eller kan han faae saa meget famlet, at han kan begynde noget anseeligt, da — — — Jeg gider ikke udført dette videre, thi en Spillere af Profession er i mine Øyne saa foragtelig en Karakteer, at jeg let kunde forledes, at bruge saadanne Udtryk, som vare for ubeqvemme til at tillægge dem Folk, der alligevel staae i hæderlige Betieninger.

Jeg veed heel vel, at der gives dem blant Officerene, som have kiøbt, hvor det foranførte Billede ikke passer sig til, og kiender selv nogle faa, som virkeligen ere fortiente Mænds men jeg tør paastaae, at disse ere kun saa faa, at de ikke ere at regne imod den Sværm af flette. Og lad være der var flere, saa sætter dog alletider dette skammelige Kiøb og Salg, den ubemidlede Officeer saaledes tilbage; nedslaaer hans Bestræbelser, hans Flid og Mod i en Maade;

54

54

at det ikke kan ansees for andet, end den fordærveligste Misbrug af en mild Konges Maade.

Men det er ei alleneste Penge, hvorved Uberettigede trænger sig ind i Officeer-Charger. Familie, Bevaagenhed, Smigrerie, en sinuk Søster eller Cousine, og flere saadanne hæderlige Ting, kaster en uduelig Karl efter den anden i OfficerStanden, eller avancerer ham deri, til andre brave Folkes Nakdeel, og Standen selv til Skade, som tidt maae høre ilde af Folk, for flige Folkes slette Opførsels Skyld.

3). En officeer burde ikke være over 20 Aar naar han blev den yngste i et Regimente. Var han ældre, saa kunde han ikke haabe om at faae et Kompagnie eller dersom han endog oplevede det, saa fik han dog neppe Tid at nyde det.

Men derimod burde ikke heller antages Svøbelsebørn til Officerer, saadanne som alt ere af de ældste Premier-Lieutnanter naar de begynde at faae Skiæg og Forstand, og som en Snees brave, dygtige Mænd maae giøre

55

55

Tieneste for i en 12, 16 Aar, uden en Gang at faae Tak for det.

Dette hvad jeg hidindtil har anført, har syntes mig baade billigt og giørligt til at befordre Officerenes Avancement. Jeg tvivler ikke paa, at der jo kunde findes flere Midler dertil, som jeg ikke er falden paa, og som maaskee kunde være endnu mere virksomme. Jeg ønskede at disse Tanker, maatte bidrage noget til at formaae een eller anden af de mange, der have flere og bedre Indsigter i disse Ting end jeg har, ligeledes at bekiendtgiøre deres Tanker om denne Sag, for at komme Maalet saa nær som mueligt.

Gagen eller overhovedet en Officeers Indkomster, er det andet Hovedstykke som bør agtes paa, naar OfficeerenS Kaar skal forbedres. Vi have seet, at det falder meget vanskeligt at skaffe alle Subalterner flere Indkomster, men her lad os eftertænke, om man ikke derimod var i Stand til at skaffe dem færre Udgifter.

1). Her falder os da strax i Øinene hvilken ødeleggelse for Officerene disse fordærvelige Forandringer i Munderingen ere.

56

56

Naar en eller anden engang faaer et Indfald om en nye Slags Uniform, saa maae der strax projecteres; det bliver proponeret i Parole-Stuen, samtykket af de Bemidlede, (andre faaer neppe Lov at tale med,) derpaa forestillet, og da Kongen umueligen kan bryde sig om alle Smaaeting, approberet og indført. Med den gemeene Mands Mundering har dette intet at sige, thi naar Forandringen kun ikke koster meer end den gamle, saa kommer det ud paa eet, naar Munderings-Terminen kommer, enten Munderingen giøres saa eller anderledes. Men Officeren, som ikke kan binde sig til MunderingsAar, som alle Tider skal gaae skikkeligen paaklædt, og hver Dag maae være i Klæderne; Officeren, som har sammensparet sig en nye Klædning, og har den hængendes til Hæders, tilligemed en skikkelig een til Vagt, og en gammel til Exercice; han maae nu anskaffe sig en nye Klædning to Aar førend han behøver det. Den gode Kiole, som endnu i Aar og Dag kunde holde ud paa Vagten, den maae han kaste bort, og da han i tienesten maae være munderingsmæssig, saa maae han slide den nye foran

57

57 vrede Mundering paa Vagterne og ved er- ercicen. Ja, vil han see nogenledes menneskelig ud, saa maae han anskaffe nok en Mundering af dette forandrede Slags, og de Munderinger, som han har levet knap nok for førend han fik dem, disse maae han jaske op, eller see hvad han faaer for dem. Jeg veed den Officeer, som maatte sælge en Mundering, som var gandske nye og havde kostet henved 40 Rdlr., for 12 Rdlr. o. s. v. Et Kongeligt Ord kunde ophæve alle disse bedrøvede Unyttigheder, ligesaa hastig som det fordum giengse Guld- og Sølv-Klikkerie, der ikke tiente til andet end at ødelægge Officeren des hastigere.

2). Omfløtningerne bidrage ogsaa en Hoben til at sætte en Officeer tilbage. Snart skal han ligge her, snart der, nu sættes han i dette Regiment, nu i et andet. I et andet Regimente maae naturligviis Munderingen forandres, og det koster altid noget. Ja, somme Tider kan han ikke bruge et Stykke af al hans forrige Mundering. Reyse-Omkostninger fra den ene Garnison til den anden, ere undertiden ogsaa betydelige nok; ikke at regne der Tab som lides ved

58

58

at rives ud af en Deel smaa oeconomiske Anstalter og Forbindelser, som den knappe Gage giør nødvendig. Har en Officeer selv søgt saadan Forandring; ja, saa faaer han finde sig i alt dette; men burde ikke ogsaa sees derhen, at ingen om han endogsaa vilde det, maatte ødelegge sig?

Men alt dette er lidet at regne imod de Uleiligheder, som forefalde naar et heelt Regimente maae trække ind i en anden Garnison. Naar man ikke har seet det, saa er det utroligt, hvilken Skade hver og een i hele Regimentet maae lide, og frem for alle andre, de som ere gifte. Et Regimente for Ex. som siden dets Oprettelse, har lagt paa et og det samme Sted, hvori næsten alle Kompagnie-Chefer og en Deel Lieutenauter ere gifte og have indrettet deres lille Huusholdning paa det beste: Dette Regimente bliver nu, uden den allerringeste rimelige Aarsag revet ud af sin Garnison, (som endda ikke havde Folk tilovers,) og bliver sendt over Land og Vand, en 80 Mile derfra til en anden, hvor Clima, Love maade, ja Sproget selv er fremmed for det. I denne Garnison laae ellers et Regiment

59

59

af Landets Indfødte, dette maatte en 30 Mile herned, til et Sted som atter var ubekiendt for dette. Denne smukke Foranstaltning varede net op et Aar, saa gik hvert til sit forrige Sted tilbage. Betænker nu, kiere Landsmænd, alle de Omkostninger og det smertelige Tab, som ved dette Flytterie unødvendigen paalagdes de stakkels Officerer. Hvor mange af deres gode Meu- bler, som de havde skaffet sig med stor Umage, der maatte sælges i en Hast for et Smørrebrød, deels for at formindske Bagagen, deels for at faae Reisepenge; thi en Reise paa saa mange Miles Distance behøves mere til, end en frie Bondevogn over Landet og en Plads paa et Skib over Søen. Det er intet Eventyr jeg fortæller, Historien er bekiendt nok. Folk som vare uden for det, loe af disse Anstalter, men Regimentet loe vist ikke*).

*) Og hvad lider ikke Kongens Kasse ved disse unyttige Omskiftninger? Skibsfragten udgiør allerede en temmelig Deel; men den, som kiender et hvert Regimentes Egenskaber og Forbindelser, seer det største Tab, som rejser sig af en Mæng

60

60

Det vilde da være meget at ønske, at saadanne Forandringer aldeles ikke mere foretoges, og naar endelig den yderste Nødvendighed udkrævede den, da burde det i det mindste bekiendtgiøres, (ikke 3 Uger, fem i det anførte Exempel,) men 1 Aar forud, for alle Officerer, at de kunde faae Tid at indrette dem derefter. Derfom dette alletider var blevet iagttaget, saa havde mangen of- ficeer ogsaa sparet et halvt eller heelt Aars Huusleye, som han maatte betale for slet intet til den Vert, hvor han havde fæstet. Det samme kunde og De, naar vi engang

de Friefolk der blive tabte. 1). I den Garnison hvor der laae 4 Regimenter tilforn, og efter dette Regimentes Bortgang ikkun Tre. 2). I den Garnison hvor det kom hen, og hvor det andet Regimente maatte flytte ud for dem; Folket af den gamle Garnison vare bekiendte i Egnen, og de nye kunde umueligen forhværve sig saadant Bekiendskab i det første, da de ikke engang forstode Landets Sprog. Og endelig, hvad døer der ikke Folk undervcys og i et ube- vandt Clima. Alt dette gaaer paa Kongens Regning, eller hvilket er det samme paa RegimentsKassens; thi naar denne er udtømt, faa faaer Kongen nok at fylde den igien.

61

61 oplevede den forønskede Tid, at alle garnisonerende Soldater lagdes ind i gode Baraker. — Naar jeg siger at Soldaterne ligger best i Baraker, saa er det kun dem allene jeg meener og ikke Officerene, thi disse råbe i Barakerne virkelig en Deel Mageligheder, som de har hos Borgerne. Men det maae ikke sige, et Par Officerer maae alle Tider uden Knur finde sig i, at opofre noget for 60 til 80 Mands Skyld. Men endogsaa heri kunde Officeren lettes, naar det betænkes, at, ihvorvel det er billigt, at Qvarteers-Penge falder bort, naar Qvarteret gives i Natura, at, siger jeg, alligevel intet Forhold findes i et Qvarteer, uden de ringeste af Meubler, til et Tab af 18 Rdlr. hvert halve Aar.

Da Omflytninger ere saa ødelæggende for Officeren, og som i den næstforegaaende Anmærkning er viist, pengespildende for Kongen, saa kan man ikke noksom undres over, at Folk kan tænke, ja offentlig sige, at disse fordærvelige Flytterier burde giøres almindelige. At der virkeligen gives saadanne Folk sees af Magazinet for patriot. Skribentere No. 36. og 37. Art. III. Patriotisk er

62

62

Forfatteren af denne Artikel vist ikke; thi at bygge en Stands Fordeel paa en andens Ruin, det er vel ikke synderlig patriotisk tænkt; men at han er ubesindig, og aldeles ukyndig i alt hvad Militairet angaaer, dette vil jeg bevise mathematisk. Lad ham først gaae hen og lære at Frimændene ikke faae Quarteerspenge, og at de høye Officerer ikke trækker deres Gage, men at den gaaer til RegimentsCassen og bliver beregnet til paa tusende Deel nær, lad ham først lære deste og hundrede andre Ting, førend han giver sig af med, at tale om militaire Indretninger.

3). En stor Deel Officerer forfalde til Mistrøstighed om ikke til Udskeyninger ved det, at de ere geraadet i Gield. Det er ikke alletider Liderlighed eller en slet Huusholdning, som sætter Officeren i Gield. En Mand som nu først bliver Officeer, og har intet uden sin Gage, hvor skal han tage alt det Nødvendige fra, som enhver offi- ceer dog saa høyligen behøver? Det er næsten uomgiængelig fornødent, at han har tre Munderinger, og dermed gaaer over 100 Rdlr. bort. Nu Lintøy, nu Skoe og Støvler, nu Propretæter, (en nødvendig Post, ou

63

63

Han skal kunde søge andre Sælskaber end Casse og Viinhuse) nu Portdepeer, Skiærs og Ringkrave, Madspand og hundrede Smaating Hvor skal de komme fra. Land-Kadetterne faaer dog en liden Hielp ved de 100 Rdlr. Eqvipage-Penge, som de faaer ved deres Afgang; men de mange Officerer som bliver det fra Underofficeer eller Volontair af, saae slet intet; hvor skal disse tage noget fra? Alle maae giøre Gield. Her er en Klat og der er en Klat. Paa hvert Sted skal der betales noget, og saa gaaer da den Smule maanedlige Gage bort, og der sidder han tilbage med tomme Hænder.

Skulde det ikke lade sig giøre, at Regiments-Kassen forstrakte en Officeer med saa meget, som kunde behøves til hans Gields fulde Afbetaling og hans Eqvipages fuldkomne Istandsættelse. Herpaa betalte han maanedlig 2 Rigsdaler, som han ved en stræng Oekonomie kunde søge at indbringe igien. Nu var Resten af Gagen hans, dermed kunde han holde sin Eqvipage ved lige og leve til Tarvelighed. Nu, da hans hele Gield var samlet paa et Sted, nu be

64

64 høvede han ikke at betale paa fire, fem forskiellige Steder, i Rigsdaler eller meer maa- nedlig til hvert; han behøvede ikke ideligen ved de mindste Leyligheder at giøre Kredit, og betale en Trediedeel meer, end han giver naar han betaler Kontant. Kassen kunde endogsaa tage 3 til 4 Procenter, det vilde en Officeer gierne give. Vil han derimod nu have en klækkelig Sum, saa maae han gaa til omskaarne og uomskaarne Jøder, og give 50, ja 120 Procent. Hundrede og Tyve Procent maae han give, og sige Tak

til.

Døde en Officeer, som havde faaet fligt et Forskud, og dette skeede dog vel ikke for ofte i et Regiment; Naar da, saa blev hans Plads saa længe ledig, til Gielden var betalt. Men dersom Kassen maaskee ikke var i Stand til at afholde de fornødne Udgifter, ved denne Indretning, saa kunde gierne giøres Anviisning paa en anden Fond, som kunde miste noget i en Tidlang, da det baade var profitabelt og sikkert at giøre disse Forskud.

Meget vel veed jeg, hvad imod dette Forslag kunde indvendes. Der kunde findes

65

65

dem iblandt Officerene, som misbruge flig en Hielp til Uordentligheders Understøttelse. Dette veed jeg fuld vel; men jeg veed ogsaa, at den som tænkte nedrig nok, til at giøre sig skyl-dig i flig en Misbrug, at den som et unyttigt og skadeligt Lem burde affskieres, og et tillades længere at vanære en ærværdig Stand. Lad den, som ikke har Følelse nok for Æren, til at holde ham fra flige udskeininger, lad ham gaae og tiene sin Føde med sine Hænders Arbeide; men lad Kaarden ikke bæres, uden ved den, hvis Hierte staaer for Ære og Dyd.

Ved disse tre Poster da, troer jeg, at Officerenes Omstændigheder kunde forbedres, for saa vidt deres Indkomster angaaer, og her maae jeg atter erindre, at ogsaa flere muelige og giørlige Anordninger kunde giøres, som een eller anden maaske kunde falde paa, giøre det bekiendt, og udføre bedre, end jeg troer mig til.

Tilsidst maae jeg sige et Ord endnu om Pensioner. Egentlig findes der kun faa Ka- pitainer og Stabs-Officerer, som ere saa gamle og aflægs, at de slet ikke mere due til Tjenesten, især i Fredstider; men i Kri-

66

66

gen har man seet mangen gammel graaehærdet Helt commandere bedre end den Unge. Saae ikke den sidste tydske Krig, den 80 Aars gamle Schverin at falde paa Ærens Seng? Efter den foreslagne Indretning vilde slet ingen gammel Lieutenant findes, og de faa alt for sikrebelige Officerer i Høyere Charger, vilde udgiøre saa ubetydende et Antal, at vores eyegode Konge gierne kunde lade dem beholde deres hele Gage, til deres ikke længe udeblivende Død; thi det er dog meget Haardt, at en Mand, som i 40 eller fleer Aars Tieneste har fortæret sine Kræfter i samme, at han skal leve af tre- diedeelen af det, hvad han havde tilforn, og det i den Tid og de Omstændigheder, hvori han just behøver den meste Pleye. Li- gesaa kunde det forholdes, naar en Subalterne ved Sygdom eller ulykkeligt Tilfælde, (som han slet og aldeles ikke var Aarsag til), blev ubrugbar til Tienesten. 60 eller 72 Rdlr. ere sandelig for lidt til Huus, Klæde og Føde. I denne Post Haver jeg det beste Haab. Thi den beroer til største Deelen paa Kongens Naade, og hvad kan man ikke vente sig af den, i Danmark?

67

67

Jeg vidste vel en Fordeel endnu for Officerene, og den var maaskee den allerbetydeligste, saavel for dem selv, som ogsaa for Kongen og Staten. Men den har desverre saa mange Vanskeligheder, at den alle Tider kun maa regnes iblant de behagelige Drømme, som imellem forlyste Menneske-Venner og Patrioter, saa længe disse tænke paa dem, men som give dem ikkun Aarsag at sukke, naar de vaagne og betragte den Umuelighed, at faae den iværksat, saa længe Mennesker ere Mennesker. Jeg har og derfor ikke anført denne Punkt paa sit behørige Sted, nemlig der, hvor jeg talte om Officerenes Befordring, og vil kun her røre lidt derom, for ikke aldeles at gaae den forbi med Tavshed.

Sagen er denne. Belønning bør ikke gives uden til den, som fortjener at belønnes. Den militaire Befordring er den eneste Belønning, Soldaten kan vente sig. Nu siger Retfærdighed: Hvad? kan I paastaae at belønnes, fordi at I ved en Slumpelykke et Aar før blev Officer, førend hiin velfortjente Mand? Ja, maa- skee er eders Bestalling kun een Dag æl-

68

68 dre: maaskee I er kun ved en Feyltagelse sat over ham; og derfor tør I paastaae at belønnes, at befordres frem for ham? Er denne eders paaberaabte Anciennetet en sand Fortieneste? Skal denne brave Mand, som har giort sig saa store Bemøyelser i Tjenesten; som har studeret de Nætter igiennem, som I sov eller svirede hen, skal han staae tilbage for jer? Og skal I unge Menneske, uden Erfarenhed, uden Kundskab, skal I kommandere, denne brave, gamle Mand? Og dette alleneste, fordi han har gaaet alle Underklasser igiennem, og derfor først blev Officer længe efter jer, som lige fra Skolen af, maaskee lige fra Vuggen af, hoppede ind i den røde Kiol, og snoede Fælttegnet om Kaarden strax den allerførste gang, da I fik en Kaarde ved Siden? — — Saa spørger Retfærdighed: Og alle Retskafne, og alle Fornuftige, og det hele ærværdige Chor af Patrioter og MenneskeVenner, de alle svare med een Røst, og raabe: Nei! Det er ubilligt! Det er en himmelraabende Uretfærdighed! Det er skam- meligt! Aldrig kan Krigsstanden komme til den Hæder og Anseelse, som den dog

69

69

ved sit Livs Opofrelse søger at forhverve sig, saa længe en Slumpelykke saaledes raader for Belønningers Uddeelelse, saa længe man kan sove sig til Befordringer og Forfremmelse! Fuld af denne ædle Nidkierhed reyser da Patrioten sig, han som staaer ved Fyrstens høyre Haand. Han taler, og Fyrsten syntes at samtykke. Nu udgaaer Retfærdigheds Stemmer, og byder: Kun Fortjenester skal fremmes! Den Dovne, den Udskejtende, den Vankundige, den Nederdrægtige skal staae tilbage! De skal i det høyeste kun tiene til at opfylde en Plads, men de skal blive hvad de ere, til de følge de Bedres Fodspor, og forhverve sig virkelige Fortjenester! — Nu bliver dette Bud bekiendt, de Gode glæde sig, og Sværmen skielver.

Men see! hvad følger? De Store

ere Mennesker, og hvem vil, hvem kan forlange, at de ikke skulle være det. De ansee for Fortjenester, det som ikke er det. Saa kiendte jeg een, som blev foretrukken en halv Snees af sine Ligemænd, som alle vare bedre end han, og hvoriblant fandtes de dueligste, habileste Folk. Hvorfor? Han

70

70

forstod at farve Soldaternes Lædertøy pag en ny Maneer, saa at det saae ganske artigt ud, og dette holdt hans Chef for en Fortjeneste, som burde belønnes. En anden havde den samme Lykke, fordi han tilbød sig at ægte et Fruentimmer, som Obristen i visse Tider havde befundet at være en ganske vakker Pige: See, det burde jo og belønnes! Her foretrækkes en elændig Karl, fordi at hans Obriste troer, at Øretuderie er en Fortjeneste; hist, fordi denne ikke veed, at den, der har meget i Munden, har sielden noget i Gierningen. Her sættes en vakker Mand til Side, fordi han ikke kan spille l'Hombre til 8 Skill. Matadoren, og der, fordi hans Haar er ikke opsat efter beste Smag, o.s.v.

Nu seer man endelig, at den ypperlige Anordning bliver netop brugt bagvendt, man trækker paa Arlene, og stiltiendes bliv den ophævet. Saa gaaer da Officeren igien Landeveyen igiennem Ancienneteten. Og, kiere! hvem skal vel dømme om Officerens Duelighed, uden hans Chef? Og hvem kan forlange, at en Mand skal frasige sig alle Passioner, saasnart han faaer et Regi-

71

71 ment? Nei, det faaer vel forblive ved det Gamle, og alt hvad man kan haabe, det er, at een eller anden retsindig Chef undertiden viser Mod nok, til at fremlægge saa upaatvivlelige Prøver paa en Officeers Fortienesier, at Kongen derved bevæges at giøre denne til et opmuntrende Exempel for hans Ligemænd.

Disse ere da de Tanker, som jeg Har Havt, ved de adskillige Ytringer, som i disse Tider een eller anden har udladt sig med, Krigsstandens Forbedring angaaende.

Hvo der kiender Krigsstanden, og tænker retsindig og dømmer Upartisk; Hvo der elsker Kongen og Fædrenelandet; Han være min Dommer!

72