Skrivelse fra et Fruentimmer til Stadens Ædle, Høyædle og Velbaarne Samtlige Elskere af Pebersvenderiet.

Skrivelse

fra et

Fruentimmer

fil

Stadens Ædle, Høyædle og

Velbaarne

Samtlige

Elskere af Pebersvenderiet.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos Brødrene Berling.

2

        

3

Siine Geister! aldrig sætter jeg Pen til Papiir, for at betynge Eder med nye Pligter, aldrig for at vise Vittighed, mindre for at søge Fordeel, uden den jeg meener, I selv, hele Sta- ten det lykkelige Dannemark vil vinde ved Opfyldelse af mit forlangte, og den Fornøyelse, jeg kan nyde ved at have nedrevet de svære Indvendinger, Eders Høy- heder og dybe Indsigter have sammensmedede i saa mange Aar og saa lærde Sælskaber.

4

4 Mit Formaal sigter til at vise, at Tidernes Forandringer ere ikke de Ting, der smertelig føre eder til at overtræde Forfædrenes Skikke; at det er ikke Naturen, der er bleven koldt i vore Dage, der kaster den almindelige Foragt og Forsømmelse paa Ægteskab; at Verdens formeerte Tall og Indbyggernes bestemte Føde kan ikke foranledige det; kort! jeg vil stræbe at viise, at ingen gyldig Aarsag kan gives for Eder, som kaldes Viisdommens Børn, og som have lært, at lige Virkninger ikke altid følge af lige Aarsager, men at Ægteskaber og kan have de lyksaligste Indflydelser bade paa Manden og Hustruen, han kan forbedre hende, hun ham, eller og Viisdommen kan forleene dem begge øn- skelige Leyligheder til at opmuntre hinanden, til at udslukke Mangler, deres Liv aldrig havde kiendt, dersom Børnenes Feil ey havde lært dem at see samme. Naar dette er beviist, bør Eders Afhold ansees for en kiælen, sandselig og ugyldig Afhold, en Afhold, der hviler ikke paa Dyd og Religion, mm paa en taabelig Banghed,

5

5

for at afskaffe eller formindske Giæstebuder paa en daarlig Stands Høyhed, paa Iver for det ceremonielle, der allene i den Post, behersker Eder, hvor det mindst burde skee, der, hvor Love skal nedrives, dem Gud og Naturen haver paalagt: Formerer Eder og opfylder Jorden, var Over-Her- rens første Befaling til Menneske-Slægten; Hver Mand skal have sin egen Hustrue, og hver Hustrue sin egen Mand, siger den af Guds Aand oplyste Paulus. Dersom Eders dyrkede Fornuft derfore vil tage imod en Gud-Lære, og ikke lade Kiødet holde Eder hendyssede i Sandseløshed, og paaskudte Friheder, vil jeg stræbe at igiendrive Eders vigtigste Indvendinger.

Første Indvending synes maaskee saa- ledes: „Man kan ligesaavel avle Børn og opdrage dem, altsaa opfylde Naturens Baand, uden at være kiendt derfor, som ved en offentlig Tilstaaelse deraf" men hertil svares: En tvivlende Samvittighed bliver dog altid tilbage i de Lande, hvor man tiender, at der handles imod den, og saa-

6

ledes er det her. I nødes formedelst Religionen til at vide, Eders Gierning er ulovlig, og den føder altid flere af sig; Eders vankende Gierning frembringer denne vankende Slutning: „Skal jeg opdrage, behøver jeg der dog ey, som min Stand ellers udfordrede det? thi hvad er da min Fordeel for dem, der gaaer den almindelige Bey? ,,Skal Bekostningen ikke spares her, hvor den udvortes Stand ikke lider derved? Skal mine Lyster og Fornøyelser tvinges, for det, jeg af en utvungen Nødvendighed giør, heldst da det ikke giør no- get til Sagen, hvad Stand et Menneske bliver sat i, naar han kuns bliver et nyttigt Medlem i Staten, og kan erhverve sin Underhold." Vel nok! om ey han, der bestemmes til en Arbeids Karl, var dygtigere til at beklæde et Raads eller Læ- rers Æmbede, om ey han, der vanæres endog i den ringere Stand, burde æres i den høyeste: Følgen bliver altsaa smuk af denne første Indvending.

7

7

Men maaskee Eders Afhold er en reen Afholdelse? maaskee Forretninger eller dybe Studeringer, en gammel Vens Raad, som den forsigtige Povels til de Tider, da Omflytning og Ustadighed forbød nogle af hans Venner det, er Aarsagen, at I ikke vover samme. Ney! aldrig troe vi det: Da Eders Tid og Stadighed er saa stor, at den tillader Eder de prægtigste Boeliger, de meest udmerkte Klæder, de optænkeligste Forlystelser, alt hvad der kiælner Kiø- det og giver den udvortes Stand glimrende Anseelse. Frygte I vel ikke, første Indbrud skal borttage eders Næring og skille Eder ved Livets Behageligheder, langt mindre giøre Pligternes Opfyldelse umuelig, at opdrage Børn.

Fremdeeles sige I: ,,Vi afskrækkes ved den Uroe og Besværlighed, der følger ægtestanden, i sær ved Børns Opdragelse." Ey betænkende, at I maaskee ere til for Eders Børns Skyld, for som en Isai at give Verden en David: Maaskee I ere til efter en viis Huusholdning, for at give

8

8

Prøve paa, at kiække Siæle hellere lade sig nøye med Livets Nødvendigheder, end forglemme sine Pligter: Maaskee eders ved Ægteskab bundne Liv kan afskaffe de udsvævende Sælskaber I nu holdes af, alt- saa forsøde Eders Liv med reen Kiærlighed af en dydig Hustrue, hvilket det behageligste Sælskab end ikke har kundet give.

Men kan man og love sig en dydig og from Hustrue? Ja! naar man selv er retskaffen oplyst dydig, saadan, som jeg vilde, mine Herrer at være. Naar man ey lader Penge, Anseelse, slige blændende Ting forvilde sine oplyste Øyne, og til ydermeere Bekræftelse udbeder sig den usynlige Guds Beraadslutning, samt ikke af en Hen- rivelse beslutter saa betænkelig en Gierning, at gifte sig, skal man erfare, at der gives lyksalige Ægteskaber, om de end ikke kiendes, førend Bestemmelsernes fulde Hensigt beskues, og deres Viisdom skal frem- lyse, der har vidst at skiule Feiler, ogbøye svage Gemytters ømme Lidenskaber. Ingen skal bedre kunde giøre dette, hvor-

9

9 om jeg taler, end mine Herrer, der ere af de Egenskaber, at de ikke bør blive modløse ved første Modstand. De ere Herrer, der nyde Landets Marv, saasom de ere satte til Hoveder for andre, til Lys, hvoraf Almuen antændes til Ondt eller Godt De ere Herrer, hvilke Fornuft og Religion burde udmerke ved en herskende Lyst til at tiene sine Medborgere, ved at overlade Staten troe og dydige Efterkommere: ja ved at vise sig al være saadan- ne Elskere af Gudsfrygt og Orden, at endog Almuen maatte oplives derved. Men desværre! vi see allerede de smaae Stænder at efterabe disse store Hoveder i ikke at gifte sig, saa vi næsten maae spørge: Ere disse gifte eller ugifte? Staden veed det ey!

Foregaaende Tanker lede mig til at troe, at Mistillid paa Guds-Forsyn er det

i sær, der afskrækker disse Mennesker fra det borgerlige Livs Love og Forpligtelser. De slutte vel saa: „En Hustrue kan blive Moder til tie ad tolv Børn, og hvorledes skulde man da i en prangende og vellystig

10

10

Verden kunde giøre Alting med, være et æret Hoved i De Stores Samlinger?" Men! Mueligheden at føde een og toe er lige saa stoer, som at velsignes med tie, og om end faa var, saa lyder gammelt Ordsprog: Aldrig skabte Gud den Mund, han skabte jo og Mad, at forsørge den med, heldst da en kiælen Levemaade ikke bor indføres: hos dem, den daarlige Nødvendighed at mættes i Overflødighed kan ^ derfor tidlig nok blive deres Vane. Desuden er den frugtbare Jord efter sine uendelige afvexlende Frembringelser endnu et rigt Bord for alle levende, Himlens Fugle-Mængde, Dyre-Overflødigheden, og Havets Vrimmel udtømmes og ikke ved at berige Verden med fornuftige Skabninger. Skulde disse mangle Føde, der ere giorte i Skaberens Lignelse, eller skulde de, der have den ønskelige Leylighed, at opdrage tænkende Væsener, være givet samme for at plages deraf? Ney! Sødheden, der er lagt paa Forplantelsen, overbeviser over- lydt, at et falskt Begreb maa have bemestret os, naar vi slutter saa ukiærlige

11

11 om det grundgode, alviise og allene forsør- gende Væsen vor Fader.

Nu vil jeg forsvare mit Kiøn, hvis Sag jeg taler, ved at spørge: om vor Pragt og Forfængelighed, vore Besøgelser og Ceremonier kan være Sminker tilstrækkelige for Eders Last, da vor Tænkemaade beroer paa Eders, vor Vel bestyre I? Vil I derfor stræbe at drage os fra disse vellystige Tings Elskov, vil I vise os en ædel og fiin Fornøyelse, vil I anvende den Tiid, Umage og Bekostning, I nu give for at forblinde os, paa at indføre Vittighed, paa at lære os smukke og altid behagende Skrifter, vil I omgaaes os som Fortroelige, som et Kiøn, hvis Kundskab og Indsigter kan giøre Verden Ære, kan behage og aldrig kiæde; vil I saaledes lade os være Formaalet at høste af Eders dyrkede Forstand? da skal vi vist kaste de Masqver fra os, som nu tillukke vore Øyne ofte med blind Fornøyelse. Vore Forældre skal aldrig (om de end vare Sandsernes Fortryllede) vredes over, at

12

12

vi blive dydige, fornuftige, Veltænkende i Eders Arme: de vil snarere kappes om, ar udlede en forstandig, end en riig og prægtig Beylere: de vil Meere glædes over en lærd Eenfoldighed, end over en stoertalende Hof-Herres Glands. Værer visse paa, I Elskere af de smukke Videnskaber! Eder er det, der skal begynde ar forbedre vort Kions Tænkemaade, Eder er det, der kan oplive Dannemark med Eders smukke Exempler, og ved ikke al kaste en skams Melig Foragt paa Ægtessabet, ved ikke at vanære og forhaane et Kisn, som Himmelen selv har elsket og velsignet frem for Eder.

Bliv derfor troe mit Kiøn, og lad os ikke opofre vor Ære Velfærd og Lyks salighed få deres ukiærkige Lyster! Lad os Viise stolte Oyne, naar de foragte vor det de burde meddedte 0s! saa lære dem det de burde meddcoke os! saa at Viisdommen bliver vor Smykke og Dyden vor

13

13 Deres Foragt vores Opmuntring! Lad os see at vi oprette Verden det Tab, de nægte den, ved at nægte dydige Børns Forplantelse: Vor Troeskab skal belønnes, vor Viisdom æres, naar Tusinde Aar bli- ve os Glæde-Minuter!

Mine Herrer! erindre sig tilsidst no- gle løse Mennesker, der for faa Dage si- den i Mangel af reen Kierlighed, i Man- gel af at blive ved sin Hustrue og at være eet Kiød med hende, løb Fordervelsens Veye. De vovede en heel Stats Vel- gaaende for at udviide den Interesse, der faa forderveligen hindrer vore Ægteskaber, de elskede hellere at øse af Vellysterne, end at tage Deel i Huusbekymringer, de vare at ansee, og andre deres Liige ere endnu at ansee, som Byrder for Staten; thi udrette de end noget nyttigt, kunde andre vel giøre det samme, og desuden ved god Børne-Opdragelse forvisse Staten for altid om store Mænd, Mænd der oplærte i Statens Indretninger vare forpligtede at tiene for den Understyttelse, deres Fædre

14

14

have havt, at giøre dem til Statens vær- dige Lemmer.

I Følge min Skrivelse blive Eders@vigtigste Undskyldninger Kiælenhed Pragt og Mistillid, men skal de Ting være Eders Kiendemerker, der ere satte Til at lyse og lede andre,

forbliver jeg,

Min egen Ledsagerinde.