Uddrag fra Periode og saetningsanalyse, [Helsingfors] 071-0090

periode- cg sætningsanalyse 5 og ut triumphum habéret, og dette vilde blive en deling i to sætninger, den ene forudsættende (bisætningen), den anden forudsat (hovedsætningen). Imidlertid må vi, ved delingen av en størrelse i mindre størrelser, tage hensyn til at de dele der fremkommer ved delingen eventuelt skal deles videre. Vi mådærfor, mellem flere muligheder for deling, vælge den der giver os mulighed for en videre deling, foretager vi nu delingen av denne periode på den fø rst påtænkte made, møder der os, nar vi skal dele ut triumphum habéret, en vanskelighed med størrelsen ut. Hvilket forhold står denne større i til triumphum habéret? let er vel u£ der har an- svaret for konjunktiven i habéret. Og går vi videre møder spørgsmålet: hvorfra får vi imperfektum. 1 begge tilfælde må vi vende tilbage til den forudsatte sætning tor at få svar. Sa kan vi tage sætningen med ut. først, og sige at den har sin forklaring i hovedsætningen. .en heller ikke dette h/jælper os helt. i or hvad enten vi begynder analysen videre frem med den ene eller den anden av de to størrelser, kommer der et tidpunkt hvor vi ma gribe tilbage til den anden størrelse, læste deling består jo dæri, at begge størrel- ser hver for sig deles i mindre størrelser, og på det tids- punkt melder sig da for alvor vanskeligheden med at gøre fuld rede for st'rrelsen ut - for vi har jo hidtil hævdet, ud^ fra den forsøgsvise deling vi gjorde, at størrelsen der indledes med ujt er en enhed, men hvad er det der binder ut sammen med resten av bisætningen? Den først forsøgte de- ling er dærfor ikke hensigtsmæssig. Og i stedet vil vi dele perioden således at vi regner ut for den ene del og hele resten for den anden del. Vi opdager dog hurtigt, at det ikke er nok med at tage ujt ud; ut kan nemlig ikke hær skilles fra imperfektum og konjunktiv i habéret, mens der ikke er nogen forbindelse mellem ut. og aspekt, diatese eller person i habéret. Dærfor skiller vi ud: ut + Irnpf.+ konj. De-rmed har vi eriodens karakteristik. Hovedsætningens tempus eller modus bliver ikke bsøri berørt. Hele resten