Bilag IX.

Bilag IX.

Hornslet, den 19. December 1915.

Til det højtærede Udvalg for Retsreformen.

Paa Hornslet Haandværker- og Borgerforeningens Vegne tillader jeg mig at fremkomme med følgende:

Da Herredskontoret i Hornslet for 4 à 5 Aar siden blev oprettet, forlangtes det af den daværende Justitsminister at faa en god og rummelig Byggeplads stillet til fri Raadighed samt 18 000 Kr. fra Kommunen. Paa Beboernes Vegne købte jeg en smuk Plads midt i Byen med Have ned mod et Bækløb for en Pris af 4 500 Kr. Paa denne Plads blev der saa bygget en moderne „Herredsfogedbolig med Kontorer", og ved Siden af — paa samme Plads — byggede Amtskommunen et tidssvarende „Tinghus med Tingsal. Arrester og Arrestforvarerbolig". Det hele kostede vistnok mellem 70 og 80 000 Kr. — Man kunde nu fristes til at spørge: Skal alt dette nye nu nedlægges ? — I saa Tilfælde maa Beboerne have moralsk Ret til at forlange deres Tilskud tilbagebetalt, og Kommunen vil sikkert stille samme Fordring. — Kan nogen Myndighed forsvare at sige til en Befolkning: Naar I bringer dette Offer, faar I dette Gode! — og godt 4 Aar efter: Nu tager vi det igen, og Pengene er I kommet af med?

Imidlertid er Folkemængden i de to til Sammenlægning bestemte Retskredse nu ca. 35 000, og da der i samme findes flere stærkt voksende Stationsbyer, vil Folke- tallet sikkert stige til 40 000 i en nærmere Fremtid, hvorfor saa ikke komme Befolk- ningens Ønske i Møde og opretholde Herredskontoret, især da det er det eneste Sted i Landet, hvor Befolkningen har bragt et betydeligt Offer for at faa nærmere til Tingstedet?

En Deputation fra Sogneraadene, Landboforeningen og Husmandsforeningen har været hos Justitsministeren og udtalt dette Ønske.

Til Slut beder jeg det højtærede Udvalg meget undskylde, at jeg gør det Ulejlighed med denne personlige Henvendelse paa Haandværker- og Borgerforenin- gens Vegne.

Med særdeles Højagtelse

Eskild Nørgaard.
Førstelærer.