Bilag IX.

Hovedbestyrelsen for Den danske Sagførerforening.

Da Forslaget til Lov om Rettens Pleje var til Behandling paa Rigsdagen i Foraaret 1914, fik Landstingets Udvalg fra Domstolene og det juridiske Fa- kultet tilstillet Erklæringer, der udtalte Ønsket om Fremme af Lovforslaget som en Forbedring af den tidligere vedtagne Reform.

Retsreformens heldige Gennemførelse vil imidlertid bero ikke blot paa Videnskabens og Domstolenes, men i fuldt saa højt Maal paa Sagførerstandens Tilslutning. Den forandrede Procesform stiller store Krav til Sagførerne, og der vil fordres betydelige Ofre i Tid og Arbejde fra Standens Medlemmer, naar Re- formen skal føres ud i Livet. Men ogsaa Sagførerstanden har Blikket aabent for, at den nuværende Tilstand med en Retsreform, der er vedtaget, men allige- vel ikke træder i Kraft, i Længden umuliggør enhver friere Udvikling af Rets- livet, og i fuld Erkendelse af de væsentlige Forbedringer, som det Rigsdagen i Foraaret 1914 foreliggende Lovforslag i mange Retninger indeholdt, vilde Sag- førerstanden for saa vidt have kunnet slutte sig til det af Domstolene og Fakul- tetet udtalte Ønske om dets Fremme.

Retsreformens Betydning for hele vort Retsliv vil imidlertid i høj Grad forringes, hvis man ikke samtidig stopper op for den Sammenblanding af Dom- mer- og Sagfører-Gerning, som nu finder Sted gennem Retsbetjentfuldmægtigenes private Sagførervirksomhed. Ja, saaledes som Reformen tænktes gennemført, vilde denne uheldige Side ved vort Retsvæsen vel endog snarest komme til at træde stærkere frem. Den nuværende Tilstand, hvorefter juridiske Embedsmænd — Dommere og Retsbetjentfuldmægtige — ikke blot er Embedsmænd, men ogsaa Sagførere eller interesserede i Sagførergérning, staar i uløselig Strid med selve Grundprincipperne for en tidssvarende og betryggende Retsordning. Der maa her kræves et Enten—Eller. Man kan ikke have Embedsmænd, der driver Sag- førerpraksis uden at have Sagførerpligter, og som tilmed i deres private Forret- ningsforhold overfor Publikum drager Fordel af den Autoritet, der udelukkende tilkommer dem i deres Embedsvirksomhed og alene er tillagt dem i det offent- liges Interesse. Det er en Plet paa Retsordenen, og det en Plet, som ingen er nærmere til at forlange fjernet end netop Sagførerne.

Vil man gøre Regning paa, at Sagførerstanden skal gaa til de Opgaver, som Retsreformen paalægger den, med Iver og Interesse — og hvad det vil be- tyde, naar Retsreformen skal føres ud i det praktiske Retsliv, kan vanskelig an- slaas for højt —, maa man derfor nødvendigvis tage Hensyn til de Ændringer til den med Retsreformen forbundne Lørmingslov, der foresloges i Landstingsud- valget (jfr. Rigsdagstidende 1913—14, B. Sp. 2843 ff.), og som i øvrigt i alt væ- sentligt stemmede med Regeringens eget Lovforslag fra 1910. Overfor de Be- tænkeligheder af pekuniær Art, som de øvrige Medlemmer af Udvalget gav Ud- tryk Sp. 2816, maa det være os tilladt at fremhæve ikke blot, at Merudgiften efter de i 1910 anstillede Beregninger ingenlunde vilde være uoverkommelig, men

Udvalgenes Betænkninger m m. 50

navnlig ogsaa, at vi overhovedet ikke kan forstaa. at finansielle Hensyn kan træde hindrende i Vejen paa et Punkt, der er af saa gennemgribende Betydning for en tilfredsstillende Gennemførelse af hele Reformen. Uden en fuldstændig Sondring mellem Dommer- og Sagfører-Virksomhed er og bliver Retsreformen nemlig kun halvgjort Gerning.

I Hovedbestyrelsen for Den danske Sagførerforening. I December 1915.

Otto Liebe. Axel Bang. L. F. Kock. C. N. Henriques.

M. Chr. Petersen. Chr. Fester. P. P. Gram. Jens Kjersgaard. Frandsen. Ziel er. Knud Petersen.

S. Jensen. Wolff.

Til Rigsdagen.