↩ End ravede Oldingen ⓘ enstund, støttet af sin ædle Ledsager og hans mandige Følge, men – Dødningeuhret slog sit tolvte Slag, og livløs nedsank den Gamle, med sine tro Sønner blødende trindt sig. Stort var Faldet, Salen rystede som Blad i Storm, og Skræk udpustede Livsaanden af de Dandsende, gispende fore de til Hel.