✂ II
III 213 (VU7) 64 (US)

►Til

👤Cathrine Marie Bang►

min elskede Moder.

IV

1

✂ V 475 (PS) Moder! i Dit ►Enkesæde
Til Din Priis jeg Harpen slaaer,
►Sjunge skal for Dig med Glæde
Hvert af mine Skjaldeaar;
Ingen Krands de har at bringe,
Men med ubesmittet Navn
Og med klare Toner svinge
De sig til Din Moderfavn.

2

✂ De har ingen Krands at bringe
Thi ei Verdens Priis de sang,
Altid de paa kjække Vinge
Over Støvet sig opsvang,
Vild de foer, men aldrig bøied
De for ►Døgnets Afgud Knæ,
Haaned kjæk hvad han ⓘ ophøiedophøied] GV, øphøied A,
Spotted med hans Laurbærtræe.

3

✂ VIDerfor, naar min Harpe lyder,
Klinger over 📌Danevang,
►Døgnet haaner og forskyder
Alt mit Syn og al min Sang;
214 (VU7) Men, o Moder! dog saalænge
Du har Søn og Syner kjær,
Tone høit de stemte Strænge,
Trodse ►Døgnets ►Skyggespær.

4

✂ 476 (PS) 65 (US) Baaret har Du under Hjerte
Alt mit Syn og al min Sang,
Født til Verden dem med Smerte,
Skjalden af dit Skjød udsprang;
I de gamle Heltedage
Gjennem Dig han har sin Rod,
Sands for Sang og Syn for ►Sage
Fik han med dit Adelsblod.

5

✂ VIIDog, det vilde lidt ham gavnet,
Havde som et Hjerteskud
Du ei from med Adelsnavnet
Gjemt den gamle Troe paa Gud,
Troe paa Ham, som fra Guds Throne
Kom til Jord og sank i Grav,
For vor ►Vanart at udsone,
Skjænke os Sit Adelskab.

6

✂ Foer jeg vild i Ungdoms Dage,
Vild fra Gud og fra Hans Ord,
Foer jeg vild med ►Asa-Brage
Fandt jeg seent min Frelsers Spor,
Skjøndt der for min Vugge sjunget
Var saamangen Psalme sød,
Hvad! om da jeg var udsprunget
Af en vantro Moders Skjød!

7

✂ VIIIEne dog Du ►vilst ei tage
Takken for min Troe paa Gud,
Du Din Arv ►i onde Dage
Redded som en Præstebrud,
Derfor vil i Chor vi ►love
Gud, som gav i ►ægte Stand
215 (VU7) Ham der nu ►mon salig sove
Mig til Fader, Dig til Mand!

8

✂ 477 (PS) Moder! fra Dit ►Enkesæde
Flytter jeg da nu min ►Stav,
Takkesangen vil jeg kvæde
Over gamle 👤Grundtvigs Grav,
66 (US) Den mod Himlen sig skal svinge
Hvor han nu ►forklaret staaer,
Over Haven skal den klinge
Ind i gamle Præstegaard.

9

✂ IXDer Du ►bygged, ædle Kvinde!
Med Din Præst saamangen Dag,
Medens ►end de vakkre Linde
Løfted kjækt sig over Tag,
Der ⓘ DuDu] GV, Dn A bar mig under Hjerte
Som en christen Præstebrud,
Der Du fødte mig med Smerte
Som til Verden ►saa til Gud.

10

✂ Rige kun paa Troens Skatte
Fattige paa Sølv og Guld,
I til Gud og Bogen satte
Eders hele Sønnekuld,
Trende ►alt paa Gulvet ►ginge,
Sadde ►og ved Skolebord;
Verdslig talt var Haabet ringe,
►Kvinde! men Din Troe var stor.

11

✂ XDet var i den Præstebolig
Under Lind med Ruder smaa,
Under Moderhjertet rolig
Og usynlig ►end jeg laae,
Der var Gilde, der var Gjæster,
Der og over breden Bord,
►Alt for Bispen mellem Præster
Faldt om mig det første Ord.

12

✂ 478 (PS) 216 (VU7) Spottefuglen tog til Orde:
“Det betvivles vel omsonst,
Hvis en Søn det skulde vorde,
Er han født til boglig Konst,
Ikke sandt, han er den Fjerde,
Moderhjertet ham vel glad
Tæller ►alt iblandt de Lærde,
Fuldt er Lykkens Kløverblad.”

13

✂ XI 67 (US) Moder! Du det selv bekjender,
►Heed og harmefuld Du blev,
►Alt som dine gamle Frænder,
Naar med Slægten Spot man drev;
Over Bord Du flux lod klinge,
Kjæk i Troe, men ►og lidt stolt:
“Skal min sidste Trøie ►springe
Blir han dog til Bogen holdt.”

14

✂ Moder! som en ærlig Kvinde,
Ord Du holdt, ►der høit det gjaldt,
Ei, skjøndt Taarer maatte rinde,
Troen vakled, Modet faldt,
Aldrig ⓘ DuDu] GV, Dn A fortryde vilde,
At Du mig til Bogen holdt,
Skjøndt Du sagde: det var ilde
At mit Løfte lød saa stolt.

15

✂ XII►Stavene Du lærde Pogen
Under Graad og Hjertevee,
At han dued ei til Bogen,
Tykdes Dig var ►grandt at see;
Men Du bad og sagde: Amen!
Herren bød, og flux Din Pog
Staved ei, men lagde sammen,
Lærde som en Leeg sin Bog.

16

✂ 479 (PS) O! det var et ►Aftensæde
Som vi glemme ei paa Jord,
217 (VU7) Der din Pusling sad med Glæde
Ved det vakkre, lille Bord,
Læsde om de gamle Dage,
Reent og klart med høien Røst,
Fulgde gjennem Kirkens ►Sage
Frelseren med Liv og Lyst!

17

✂ XIIINaar da fra sin Præstecelle
Gamle Fader til os kom,
Lod sig Læsningen fortælle,
Retted den med Christendom,
68 (US) Gav Beskeed om hvad vi gjemde
Til han kom, forstandig, blid,
O! hvad var vi, hvis vi glemde
Slig en hellig Gammenstid?

18

✂ Moder! jeg vil ei opregne
Hvad Du siden for mig leed,
Ingen ►og ►i Støvets Egne,
Ikkun Himlens Gud det veed,
Men min Tak jeg Dig vil bringe,
Signe Dig i ⓘ JesuJesu] GV, Jesn A Navn,
Lade Harpen for Dig klinge,
Synke kjærlig i Din Favn.

19

✂ XIV►Give Gud, o Moder kjære!
At oprinde maae den Dag,
Da en Slægt til 📌Danmarks Ære
►Sjunger ►saa med Harpeslag
Om et livligt ►Aftensæde
Under Bøgeblad og Gran,
Hvor hos Kvinden stod med Glæde
Hendes gamle Præstemand.

✂ med sønlig Kjærlighed

✂ Nicolai Frederik Severin.

✂ XV 69 (US)

---

Fortale.

✂ 473 (PS) I det jeg udgiver nærværende Samling af Smaavers, der betegne Veien jeg i syv forledne Aar har vandret, kunde jeg vel ønske at tale med mine Landsmænd om ►Skjaldskabs Vilkaar i Almindelighed og om min Deelagtighed deri; men deels veed jeg, at om de end ikke alle fradømme mig Digternavn, ønske dog kun Faa at høre min Tale om saadanne Ting; deels har jeg ofte, ►og selv i 474 (PS) den Fortale til ►Nytaarsnat som her er aftrykt, sagt mine Tanker, som jeg ►vel kunde nøiere bestemme og videre udvikle, men ikke forandre, og endelig er Bogen ►alt blevet en god Deel større end jeg havde tænkt. Det Sidste har voldt en anden Udeladelse, som adskillige Læsere maaskee mindre havde ønXVIsket, nemlig den af et Kvad om ►Freden til Fædrenelandet fra 1813 og ►et historisk Digt om det gamle Norge, men ogsaa disse vil vel lade sig høre i betimelig Tid, hvis de skal høres. Forresten har jeg kun det at anmærke om Samlingen i Almindelighed, at jeg ikke troer heri at have indlemmet noget Stykke der kan synes ganske ubetydeligt, ►uden for dem, der ansee det Hele for ubetydeligt og for dem har jeg naturligviis ikke samlet; men at jeg imidlertid har indrykket enkelte Smaastykker, som jeg selv tillægger lidet eller intet poetisk Værd, har samme Grund som det, at jeg har ladet alle de ældre Stykker aftrykke, paa enkelte Ord nær, uforandrede, thi det er ingenlunde skeet, fordi jeg ingen Feil saae i dem, men fordi jeg veed det maae være en tænkende Læser, som i det Hele ynder min Sang, kjært at kunne med et Blik overskue min ►Gang, som den virkelig har været.

✂ Hvad de enkelte Stykker angaaer, da har jeg ved hvert især anmærket, hvad jeg derom havde at sige, og saa uvelkomne disse Anmærkninger kan være mange, XVII baade for Indholdens Skyld, og for det ►braagede Udseende de give Bogen, tør jeg dog 70 (US) haabe at de jeg skriver for vil billige min Hensigt. Hvad som derimod maae synes underligt er, at der i disse Anmærkninger tales om forskjellige Tider som nærværende, men det kommer deraf, at jeg begyndte Samlingen for hardtad et Aar siden, Trykningen har varet mere end et halvt, og de sidste Tillæg skrev jeg da i den nysfuldendte Maaned. Det sidste Stykke i Samlingen forsynede jeg ei med noget Tillæg, da et saadant tykdes mig unødvendigt, og jeg behøver vel neppe at anmærke at det er skrevet ganske nylig.

✂ Vel har man ei for Skik at recensere mine Riim eller overhovedet Andet af min Skrift, end hvad man vil fordømme ubetinget, men skulde denne Samling alligevel vorde dømt eller fordømt ved det litteraire Bything, da tjener det forud til behagelig Efterretning, at den ei gaaer ud for at beile til de ►Krandse der have andensteds hjemme, men blot for at hilse gamle ►Kyndinge og med dem venlig fordrive en Aftenstund.

✂ XVIIITil Eder, I adspredte Ædle! Eder med hvem jeg vandrede venlig, og Eder, som skjøndt vi ei saaes, venlig annamme min Tale, 475 (PS) til Eder er den stilet, med Eder er det jeg taler aabenhjertig om mit Syn og min ►Gang, mit Mæle, mine Feil og Vildfarelser; de som hade og haane mig vil ogsaa misbruge mine Bekjendelser og bruge mine egne Ord som Vaaben imod mig; men det faaer saa være, Eder skal min Tale stadfæste i den Vished, at jeg ei er den hovmodige, egenkjærlige Mand, jeg udraabes for, og at jeg hos mig selv som hos Andre hader og fordømmer al ►Plantelse som Faderen ei haver ►plantet. Og saa, i Guds Navn, ►lad Verden gaae sin skjæve Gang! den kan ikke andet.

✂ 📌Kjøbenhavn, den 9de April 1815.

✂ Grundtvig.

✂ IXX 71 (US)

Indhold.

	Side
Maskeradeballet 1808	1
Tiderne	22
Villemoes	25
Krigssang	29
Gunderslev Skov	32
Til Pram	41
Nornerne	43
Freias Kjærlighed	47
Ygdrasill	86
Duggen	91
Honningduggen	94
Skjaldskab	97
Kjøbenhavn	102
Nors Saga 1809	105
Knud Lavard	123
Riisbrigh	130
Freias Priis	134
Sagas Tempel	139
Til Balle	146
XXTil Oehlenschläger 1809	148
Gravskrift	152
Til min Fader 1810	154
Christian August	157
Villemoes	171
Nytaarsnat	179
Helligtrekongerne	229
Anholtstoget 1811	235
Til Bechmann	ⓘ 248248] GV, 245 A
Til Kongen 1812	275
Skjaldelivet	293
Til Sverdrup	308
Til Elises Søster	315
Kammersvenden	320
Golgatha	334
Historien	339
Reinhard	351
Tyge Rothe	369
Til Grev Danneskjold	385
Farvel 1813	390
Karen Bjørn	393
Fædrenelandet 1814	412
Min Sangfugl	425
Hammervisen 1815	439

---

✂ 1

►Maskeradeballet i Danmark

1808►.

(Et Syn).

✂ Tid er at tale
– – –
– – –
Jeg saae, og tænkde,
Jeg saae, og tav.

✂ Jeg lytted til Raad,
Til Taleruner,
Da jeg hørde Domme
– – – –
I den høie Sal.

✂ Døer Fæ
Døe Frænder,
Selv hver paa det Sidste,
Eet dog veed jeg.
Som ret aldrig døer:
Dom over hver en Død.

Havamal.

---

Fortale.

✂ Her er da den første Bog jeg lod udgaae paa ►Prænt, det er kun faa Blade, og der staae Ord udi, som jeg nu 2for ingen Priis vilde gientage, men alligevel anseer jeg den for det Bedste og Vigtigste jeg skrev mellem min Afhandling ►om Religion og Liturgi og min ►Dimispræken. Det er et ►begeistret Syn af 📌Danmarks dybe Fornedrelse, som dets Sønners Brøde, og den visse Undergang, naar ei ►Fædrenes Tro og Dyder gjenfødtes. Sangen, i hvilken Synet tolkedes, skiæmmes af enkelte hedenske ►Vildtoner: men Synet var Sandhed, det er stadfæstet for vore Øine, det vil gruelig opfyldes, dersom vi, hvad Gud forbyde! vægre os gjenstridige mod Herrens Kald.

✂ Rygtet om Hovedstadens Forlystelser umiddelbar efter ►Tugtelsen 1807, og en Maskerade paa 📌Langeland, hvor jeg da opholdt mig, gave Anledning saavel til Synet selv, som til dets ►Indklædning og Navn.

---

✂ Skarer af alle Stænder samledes i Danmarks Sørgetid, i dets Lykkes haarde Vinter, i Vinteren Attenhundrede og otte; de samledes, for i overgiven Spøg at præge deres Glæde.

✂ Enkelte traadte frem, med Billedet af den lidende den blødende Dana i Haand, og stillede det for de Jublendes Øie; enkelte Stemmer lød: skammer eder dog, ⓘ SønnerSønner] GV, Sonner A af Nord! skammer eder dog ved at dandse og giøgle paa Bredden af Dannemarks Grav, Dog – blind og døv var Skaren for Synet og Stem3men; Strængelegen tonede høit, og med den blandede sig i rædsom lystige Accorder:

✂ Fryd dig ved Livet!

✂ Gulvet dundrede under de Dandsende, medens andre Formummede dreiede sig under Rægrimen*►Rægrime (Rædselsgrime) er hos 👤Anders Vedel det danske Ord paa Maske efter det Islandske ►Grima som betyder en Maske og hos Digterne Natten, som dølger og ►forvender Skikkelser. Ordet: ►grimet (►besmurt i Ansigtet) er hermed beslægtet. i lystige Kredse, og skreve i hinandens Hænder, som kunde der tvivles om deres Navne: de rette.

✂ Men, see! Lysenes Lue flød over i blaalige Flammer, raslende aabnedes Dørren og ind traadte en bleg, skiælvende Olding, et Spyd var hans Stav, haardt havde han lænet sig til det paa sin tunge Gang, og farvet var det af hans Blod, Faa men Trofaste fulgde ham med løftet Sværd i den stærke Haand, og en Taare hang i ⓘ detdet] GV, bet A ildfulde Øie, fremmerst var Danmarks Kongesøn blandt dem, tæt vandrede han ved Oldingens Side og bød ham hvile sig paa den kraftige Arm*Bogen er skrevet i Begyndelsen af 1808 før 👤Kong Christian den Syvendes Død, og udkom, enten kort før han sov hen, eller i de samme Dage, hvilket nu synes mig ►mærkeligt..

✂ Forvirret samledes Skaren trindt Gubben, paa hvis Bryst stod Dannemarks Navn med halv udslettet Skrift. Tale vilde han, men kun en utydelig, jamrende Lyd kom over de sittrende Læber; den Ædle ved 4hans Side stod rede til at styrke ham med sit Blod, men da rystede den Gamle sine hvide Lokker med truende Alvor; flux traadte Tvende frem af Følget, skjulde Spydsodden i det blottede Bryst, og lædskede Oldingen med det varme Hjerteblod, skrækket veeg Skaren tilbage, men den Gamle reisde sig kiæmpehøi og talde:

✂ Saa stod jeg gjennem Seclers Aar,
I Manddoms fulde Styrke,
Kraft var min Søn, Blufærdighed
Min favre, rene Daatter.

✂ Naar Bølgen slog i Syd og Vest
Mod fjerne Landes Kyster;
Mit Navn den bar, og Feighed skjalv
I stolte Marmorsale.

✂ Hovmodig paa sin brede Bænk
Som Havets Dronning throner
Nu Bretland, men i Jernet spændt
Hun ved min Fod har hvilet.

✂ Jeg slumred, Valmusaften giød
En Trolddom paa mit Øie,
Mit Navn forglemdes, paa min Ryg
Opkravled kaade Dværge *I Dagene mellem 👤Svend Estridsen og 👤Valdemar..

✂ 5Jeg vaagned, saae og skjalv, men frem
Jeg raabde mine Sønner,
Med Staal i Bryst og Staal i Haand,
De tæmmed kaade Dværge. *I 👤Absalons og ►Valdemarernes Dage; at jeg dengang saae kun Dagenes Glimmer, ei deres Brøst, er ►ligefrem..

✂ Jeg ældedes, en Søn af Skjold,
(End staaer han ved min Side)
Gjenfødte mig, og Ungdoms Blod
Alt varmede mit Hjerte.

✂ Da kom fra Vesterleed en Vind,
Saa luun, som Vestenvinde,
Ak! Storm den blev, bortrev min Krands,
Som dulgde hvide Lokker.

✂ Naar Bølgen, som mit stolte Navn
Henbar til fjerne Lande,
I Syd og Vest nu slaaer mod Kyst,
Den bærer – mine Sukke *At jeg ei havde klart og ►stadigt Syn paa det som gienfødte 📌Danmark, nemlig Troen og Guds Ord, mærkes let, knap tænkde jeg engang ret paa den hele ►Oldenborgske Stamme ved at nævne ►Sønnen af ►Skjold, eller paa den aandelige Pest, ved at nævne Vestenvinden, som drev 📌Bretlands Snekker hid; men det er ikke derfor desmindre Ordenes rette Mening, og at jeg dog ei var blind for Troens Kraft og vort største Savn viser det Følgende..

✂ 6Jeg raaber mine Sønner frem,
Ak! Faa er de som høre,
I Blødheds Favn og Lystens Skiød
De slumrende sig velte.

✂ See! tomme Herrens Templer staae,
Og Støvet ei vil knæle
I Støvet ned for Støvets Gud,
At angre sine Synder!

✂ Ak! mine Børn det er som saa
Foragte Himlens Konge,
Som see mig syg, og springe dog
Med Lyst i Giøglerhammen!

✂ O! reis dig dog, nedfaldne sjunkne Slægt!
Mod Himlen op fra Blødheds fule Leie!
Husk, du udsprang af Nordens Kiæmpeæt,
Til Daad, og ei til Sydens kiælne Vellyst!
O, kaster dog den fæle Giøglerham!
O! dæmper dog de vilde Glædestoner!
Ombytter Prunk med festlig Sørgedragt,
7Og ganger hen i Herrens Huus at bede!
Med hellig Sang, det fromme Hjertes Bøn
Sig hæver da paa Andagts Luevinge,
Og Ungdoms Kraft nedstiger i min Barm
Fra Ham som holdt mig reist i lange Tider.
Da hvæs, o Mand, paa hellig Alterfod
Det tunge Sværd til Bretlands Skjold at kløve!
Og sværg da Had til Sydens lumske Gift!
Til Vellyst, Pragt og Guldets dorske Glimmer!
Men Kvinde! du, som Herren af Sin Soel
En Straale gav til Mandens Bryst at varme,
Kys Altrets Fod! og sværg ved Straalen selv!
At ei med den du meer min Søn vil daare,
At du med Smil vil nære Himlens Ild,
Og svale med din Taare Jordens Flamme,
At med din Haand du huld vil klæde mig,
Og vandre frem, som ærbar Dannekvinde!
Naar Bølgen da mod Syd og Vest henruller,
Og naar den slaaer mod fjerne Landes Kyst;
Da atter skal den, som i Oldtids Dage,
Henbære did mit næsten glemde Navn.

✂ O Søn! o Daatter! hør en Faders ømme Stemme!
O! hører dog, imens det end er Tid!
Før, dræbt af Sorg og Mødighed jeg segner
I skumle Grav til evig Glemsel ned!

---

✂ 8Oldingen tav, et Øieblik stod Skaren som grublende, men nu lød det i Salens øvre Ende:

✂ Glaubt nicht an solche dumme Dinge!

✂ og i den anden:

✂ Tro ei Zelotens mørke Lære:
At Himlen er den Glade vred!

✂ fordobblet vendte den vilde Fryd tilbage.

✂ End ravede Oldingen ⓘ enstundenstund] GV, enstnnd A, støttet af sin ædle Ledsager og hans mandige Følge, men – Dødningeuhret slog sit tolvte Slag, og livløs nedsank den Gamle, med sine tro Sønner blødende trindt sig. Stort var Faldet, Salen rystede som Blad i Storm, og Skræk udpustede Livsaanden af de Dandsende, gispende fore de til Hel.

✂ Lysskinnet blaanede end mere, Jorden gungrede, som under ⓘ Kiæmpefod,Kiæmpefod,] GV, Kiæmpefod. A og ind traadte tvende Skarer af Nordens gamle Helte, Hedningene havde sorte, men de Christne hvide med Kors udsmykkede Brynier, og alle havde de gyldne Hjelme. For dem gik en Skjald med Harpen i Haand, taus sørgende stirred de Christne paa den Døde, men Hedningene omginge trende Gange Liget og kvad:

✂ Af dine Lænder
Vi alle sprang.
Vi, baarne Frænder,
Gik Kiæmpegang.
9Med Sværd vi hærged,
Med Skjold vi værged,
Vor Fader! dig.

✂ Vi hørde runge
I Valhals Borg
Dit Fald, det tunge,
Da voxde Sorg,
Hvor Roser stode;
Hvor Liljer groede,
Paa Vigrids Mark *Det kan ►omtvivles, hvor de Roser og Lilier havde mindst hjemme, paa ►Vigrids Mark, paa de gamle ►Kiæmpers eller min Tunge, men det er ►vist, at de havde der ingensteds hjemme. Sagen er, at jeg fandt Blomster klædte godt, der var ingen i det 📌Iisland, hvor jeg dengang boede, jeg stjal da det Par i 👤Oehlenschlägers Have, og for at vise, hvor godt jeg forstod mig paa Blomster, plantede jeg dem paa ►Vigrids Mark, og i de nordiske Hedningers Hjelme. Latterligt var det ►tilvisse, dog, gid ⓘ detdet] GV, drt A var min ⓘ størstestørste] GV, storste A Synd!.

✂ Skjalden greb i Strængene og kvad saa gladelig om den Hedenfarnes Manddom, saa sørgelig om hans Død. Som stivnede stode alle Heltene, og lyttede til Kvædet, men da det var endt, fremtraadte Regner Lodbrok og kvad:

✂ 10I Bretland fangen
Jeg sad enstund,
Mig favned Slangen
I Ormegrund,
Den fast mig knuged
Mit Blod den suged,
Jeg blegned ei.
I Ellas Taarne
Da lød min Sang:
For gamle Orne
Blir Tiden lang,
Men vidste Grise,
Hvad Orme spise,
De tøved ei.

✂ Frem stod da Ivar Beenløs*►Vist nok er det forvovent at lade en beenløs Mand staa, men i en Tidsalder da de Fleste indbilde sig at kunne baade levende og døde staae i Luften baade beenløse og grundløse, lønner det 11ei Umagen at gaae i Rette med ►Ivar, som dog havde Spydet og ►Valhals Støtter at læne sig til; thi i en saadan Tid maae Man jo ansee ham for en ret standhaftig Mand. og kvad:

✂ Vi tøved ikke,
Men djærve lod
Vi Ulve drikke
Af Bretlands Blod,
Vi Ryggen risted,
Og Hjertet vristed
Af Ellas Bryst.

✂ 11Af den christne Skare fremtraadte Gunhild, Svend Tveskiægs den stolte, den deilige Syster, og kvad:

✂ Udsprungen af Dannemarks kraftige Rod,
Udrunden af Skjoldungers herlige Blod,
I Bretland mig timedes Kvide,
Paa troløse Ø,
Der maatte jeg dø,
I Ungdommens favreste Tide.

✂ Paa Kongestol Nidingen Edelred sad,
Han blanded og laved saa blodigt et Bad
For Danske, det havde ei Lige;
Da dræbdes i Løn
Hver Dannemarks Søn,
Som bygged’ i Engellands Rige.

✂ Ei havde de Vaaben, de dristige Mænd,
Saa trøstig de flydde til Kirkerne hen,
Men Kirkerne tændtes i Lue,
Saa ynkelig klang
Da Hylen for Sang
Alt under den hellige Bue.

✂ 12Af nyfødte Spæde, forbarme Sig Gud!
Fløi Hjernen mod Stolper, mod Stenene ud,
Kun Faa kiende Moderens Smerte,
Da groves i Jord
De Kvinder fra Nord,
Og Hundene sleed deres Hjerte.

✂ Dog end havde Bretland ei styret sin Lyst,
Jeg maatte i Søns og i Ægtemands Bryst
De blodige Spyde beskue;
Den Høieste veed,
Hvad Angest jeg leed,
Men Ingen dog saae mig at grue.

✂ Nu løftedes Øxen, jeg gjorde min Bøn
Til Christ og hans hellige Moder i Løn,
Og døende tog jeg til Orde:
Græd Bretland! o græd!
Thi Blod var din Sæd
Og blodig vil Høstdagen vorde *Alt dette, og selv 👤Gunhilds Spaadomsord, som dog ei er ►fuldkommedes under 👤Svend og 👤Knud, er en aldeles tro historisk Fortælling, som man kan see i 👤Suhms ►Dannemarks Historie. Tom. 3. Side 349-52. De engelske Skribentere sige selv at alle Danske bleve udryddede, dog er det vel ►troligt, hvad 👤Suhm mener, at foruden de tolv unge Karle 13som undflydde med den Tidende til 📌Dannemark, Flere kan have reddet sig. Til Ihukommelse af dette gruelige ►Nidingsværk, holdt Engellænderne i lang Tid en Høitidsdag, som ►fortrinlig kaldtes Høitidsdagen (►Hockeday)..

✂ 13Frem stod da Ottar den Sorte og kvad:

✂ Ja, hevnet du blev,
Du, Gunnild hin fagre!
Med Blod vi beskrev
Paa Engellands Agre
Dit Mord og vor Hevn.

✂ Saa harmefuld drog
Kong Svend over Strande,
Han Edelred jog
Til fremmede Lande,
Fra Rige og Stoel.

✂ Han synded mod Gud,
Mod Edmund, og døde,
Da farvede Knud
De Hjelme saa røde,
Og Bretland var Træl.

✂ Christne og Hedninge sloge Kreds om Liget og kvad i Chor:

✂ 14Ja, Fader! tro
Vi stod og streed,
Og høit vi lo
I blodig Sveed.

✂ Men vee den Svend,
Og vee den Mø,
Som saae dig dø,
Og lever end!

✂ Baalet tændtes midt i Salen, og viedes med Korsets og Hammerens Tegn, mens Choret kvad:

✂ Høie Odin, Hvide Christ!
Slettet ud er eders Tvist,
Begge Sønner af Alfader *Hver Christen seer let, at det er formastelige Ord, som, naar de toges strængt, maatte betyde, at 👤Christus var som ►Odin kun en Idee, et luftigt, indbildt Væsen. Det var nu ikke min Mening jeg følde selv, det var usømmelig talt, og sendte derfor aldrig min salig Fader den Bog; men det er ►aabenbart, at jeg ei for Klangens Skyld havde ladet saadanne Ord staae, og ►end mindre sagt noget lignende i min ►Mythologie, dersom jeg havde været ret omhyggelig for at undgaae 15►Mistydning i saa vigtige Ting, og havt den Tro i Hjertet at der er ikke Salighed i noget Navn, uden i 👤Jesu. Langt er det endnu, som altid, fra mig at fordømme fromme Hedninger som vandrede redelig for Gud ved de Stjerner de saae, men ligesaalangt er det fra mig, at nævne et Afgudsnavn ved Siden af 👤Christi, og Ordene lader jeg kun staa til min Skam, og til et Vidnesbyrd om, hvad et Menneske, som dog troede paa 👤Christus, i den ►galne Tid, kunde føre det over sit Hjerte at sige. ,
Med vort Kors og med vort Sværd
Vies eder Baalet her,
Begge elskde I vor Fader.

✂ 15Tregange bares den Døde paa Skjolde trindt om Baalet, og Choret kvad:

✂ Os Guderne sende,
At hædre dit Liig,
Til Aske vi brænde,
O Elskede! dig.

✂ En Høi vi skal reise
Paa smuldrede Been,
Og paa den skal kneise
En varslende Steen.

✂ Den Høi skal ei lægges af Jord eller Muld,
Men af Sølv og af Guld,
Men af Silke og Liin,
Begydt med den skummende Viin,
16Og af Skarlagen rød,
Og af Fraadsernes Kiød,
Saa Guderne bød.
Paa Høien vi reise en Bautasteen,
Af Dødningebeen,
Af Hormænds Been,
Af Hoerkvindebeen,
Af Nidingebeen,
Og den Bautasteen
Skal stande i Nord
Til forældede Jord
Opløses i Damp.

✂ Liget lagdes paa Baal, Flammerne omsnoede hele Følget og Alt forsvandt.

---

Tillæg.

✂ Dette Kvad gjorde ikke mindste Opsigt, ja udentvivl ere der mange, som kiende mine senere Arbeider og veed dog ei at det er til. For min egen Skyld var det saare godt, at saavel dette, som min øvrige Skrift i hine Aar blev saa godt som uændset, thi jeg var langt fra at være fri for Lyst til Bifald og ►Navnkundighed, naar de kun vare at vinde uden Opoffrelse af min Overbeviisning, og havde man misbilliget denne men rost mine ►Anlæg, da var jeg uden Tvivl kommet 17i et Vilderede, hvoraf Udveien er vanskelig at finde og ►end tungere at vandre, fordi man da skal bortkaste de Verdens ►Krandse, Man elsker, og agter for sit ►Hovedsmykke. Jeg forvildedes alt for meget ved Bifaldet i en snever Kreds, Gud skee Lov! at Fristelsen ikke blev større.

✂ Seer jeg derimod hen til 📌Danmark, da maa jeg kalde det sørgeligt, at en saadan Tale ingen Opsigt gjorde, thi det beviste, at den desværre! var alt for sand, at Aanden ingenlunde var vaagnet ved Tordenen, Hjertet ei ydmyget ved Tugtelsen, men at Man i Sikkerhed begyndte det gamle ►Syndelevnet, uden at frygte for den Høiestes Dom, uden at ændse de Røster, som forkyndte den. Aldrig blev ►Maskeradeballet recenseret og aldrig var det vel indtil nu blevet nævnet paa ►Prænt, hvis ikke en ung Mand med christen Tro, inderlig Kiærlighed til alt Godt og til det gamle 📌Danmark, men ei noksom bekiendt med Tidens Elendighed og dybe Fordærvelse, havde fundet mit Syn for mørkt og udsagt det i et Vers til mig*►Kiøbenhavns Skilderie No. 66 1808. Herved foranledigedes det Bekiendskab, der hører til de glædelige og vigtige Optrin i mit Liv, og det i mange Maader: Bekiendskabet med 👤Povel Dons, hvem det her ei passer sig at rose, men visselig at nævne som den redelige, frimodige og trofaste Ven, han var og er for mig.. ►Vist havde han Ret deri, at Livet var ei ►reent forsvundet og troede det 18►sagtens inderligere end jeg, at Slægten kunde gjenfødes ved Troen, men Uret havde han i at tiltro Krigens Bulder formeget, og mig den Tanke, at 📌Danmarks Undergang var uafvendelig. Derom mindede jeg, men ikke venlig som jeg burde, i ►følgende Vers *►Kbh. Skild. No. 69 1808.:

✂ Meer end man veed,
Trænges og lider
Ygdrasils Ask,
Høit bider Hjorten,
Trøsket er Siden,
Nidhøg gnaver forneden.
Grimnismal.

✂ Hvorfor mon Danmarks Tale lød
Ved Siden af de ⓘ gamlegamle] GV, gamlr A Sange,
Ifald jeg troede Kraften død
Og Jorden gold i Nordens Vange!

✂ Nei, vække vilde jeg den Aand,
Der slumrede i Fortids Grave,
Og derfor grov min svage Haand.
I Bautastenen Runestave.

✂ Men er jeg feig, fordi jeg ei
Tiltroer mig Vegtams høie Galder,
Og seer vel den, som skuer ei
Tungsøvned Hela i vor Alder?

✂ 19Jeg føler det, om Nordens Træ,
End stod med tørre, visne Grene,
Et nyt dog i det Gamles Læ
Opvoxde vist blandt Klippens Stene.

✂ Men, synker, under tunge Vægt,
Den gamle Eeg i Baalets Flamme,
Da ligefuldt dog Vee den Slægt,
Som falde laer den gamle Stamme!

✂ Jeg henrykt skuer hver en Gnist,
Som minder mig om Oldtids Lue,
Men Valhal faldt ved Lokes List,
Og maa da Nordens Søn ei grue?

✂ Naar Ormen gnaver Træets Rod,
Da maa, trods Ørnens ædle Vrede,
Det falde, hvis i Mandeblod
Ei drukne, dødes kan den Lede.

✂ Vil Nidhøg med sin Ormehær *Saaledes husker jeg tydelig der stod i min Haandskrift, men til Trykningen ►læmpede og forvanskede jeg det ret ►mærkelig til det ►flaue:

Vil ►►Nidhøg Luxus► med sin Hær.

Fra Danmark flye til fjerne Lande,
Da skal, i Ly af Fredriks Sværd,
Den gamle Eeg urokket stande.

✂ 20Men, hist i Salen seierrig
Uhyret klædte Herresæde,
Og derfor lød ved Danmarks Liig
De gamle Heltes Sørgekvæde.

✂ Endnu engang blev mit Syn bemærket, men kun for at ►belees og udskiældes. Da jeg nemlig, ei uden Føie, men ei heller uden Kaadhed, ►lastede en Comedie i nogle Linier, fik jeg et Svar fra en Navnløs, der bør anføres, ei fordi det har mindste Værd i nogen Maade, men fordi det viser hvad Man, og ►vel ikke forgiæves, dengang ventede at vække Latter med i 📌Dannemark. ►Saa lød det *►Kbh. Skild. No. 98 1808.:

✂ Du som reisde dit Land en Bautasteen
Af Dødningebeen og ►Hoermændsbeen,
Af ►Hoerkvindebeen og Niddingebeen,
►Hvor kan din Barm, saa høi og reen,
Selv nære ►Selvtens *Jeg skrev dengang ►Selotens, ved en ⓘ TrykfeilTrykfeil] GV, Trykfel A stod der ►Selvtens, og det var en af Blomsterne jeg fik for min kloge Orthographie. ►nidske Smerte?
►Hvor kan du midt i Syner om 📌Nord,
Mens Hundene slide Kvindernes Hjerte
Og Ryggen ristes, og, kort hvor ⓘ dudu] GV, dn A lærte
Os 📌Dannemarks Død saa komisk stor,
I Hjertet saa lav en Misundelse nære,
At Latteren heel du beholde vil?

✂ 21Mit Svar ►viisde tydelig, at Fornærmelsen mod mig selv gik mig nærmere end den mod Sandhed og 📌Danmarks Aand, men dog paatalte jeg denne ⓘ ikkeikke] GV, ikkǝ A usømmelig i ►følgende Vers *►Kbhavns. Skild. No. 99. 1808.:

✂ Engellands Niding lod grave i Jord
De ⓘ KvinderKvinder] GV, Kvindrr A fra Nord,
Og Hundene sleed deres Hjerte,
Harmer det dig, da lyd mit Raad:
Afskye hver Nidingsdaad!

✂ Ikke du lider en Bautasteen
Af Nidingebeen
Paa Dannemarks Grav, naar Dannemark faldt:
Gyser du ved,
At ei dine Been skulde hvile i Fred;
Hør da mit Raad:
Vogt dig for Nidingedaad!

✂ Du snakker om Syner fra Nord,
Og veed, at det rimer paa stor,
Hvis i det var trængt dine Blikke,
Du om det vist snakkede ikke.
Kunde du see
Dannemarks Gravhøi, og lee,
(Mærk da mit Ord!)
Var du hin argeste Niding paa Jord.

---

✂ 22

►Tiderne.

(Til min Ven C. Molbech *►Kbhvs. Skild. No. 81. 1808 i Anledning af 👤Molbechs to første ►Breve fra Sorøe, hvor han vemodig stirrede paa den svundne Middelalder, men ►lovede dog den nærværende Tid. At jeg ophøiede den ►Absalonske Tid meget for meget er ►aabenbart, men det er kun ►saa, fordi den lignede den nærværende formeget.).

1

✂ Til Absalons nedsjunkne Grav,
Du gange hen i Kvælde!
Eet Baand omslynger Sværd og Stav,
I Andagt luer Vælde.

2

✂ Jeg stander i den svundne Old,
Og skuer i dens Indre,
Mod Verden vendes brede Skjold
Og lyse Sværde tindre;
Men Øiet stirrer længselfuld
Didop mod Solens Lue,
Og Helten sukker dybt fra Muld
Mod høien Himmelbue.
Saa stræber Aanden mod sit Hjem,
Men kjæmpende den stræber,
Da stiger Daad paa Jorden frem,
Og Sang fra fromme Læber;

3

✂ 23Den Evige, forsonet, ned
En hellig Straale sender;
Og Straalens Navn er Kiærlighed,
Den lyser og den brænder;
Paa Jord den brænder som en Glød,
Og brændte Fod sig hæver,
Men blid igiennem skumle Død
Den lysende hensvæver.

4

✂ Ak! at den svandt, den skiønne Old;
Ei fængslet selv i Norden *Ogsaa her tog jeg ved Trykningen netop det Halve fra Sandheden, og ►læmpede Ordene ►saa:

✂ Kun ►fængslet halv i 📌Norden.

,
Da hæved sig, forstandig kold
En anden Tid paa Jorden,
Man kiæmped for at vinde Jord,
Og agted Himlen ringe,
Saa brat den Straale da opfoer,
Alt paa sin lyse Vinge.
Ei mere tvinger heden Glød
Vor Fod til sig at hæve,
O! skued vi vor store Nød,
Da maatte vi vist bæve:
24Bag Straalen lukdes Porten i
Som staaer for Evigheden,
Thi drømme vi om Harmoni,
Om Harmoni herneden.

5

✂ Du Ædle mod den brudne Form
Saa længselfuld henskuer,
Du seer den svøbt i hellig Storm,
Du vender dig, og gruer,
Din Længselstaare tørres hen,
Og svag dig selv du kalder,
Da Absalons saa hulde Ven
Lovpriser sjunkne Alder.

6

✂ Jeg stander i den svundne Old
Og rører Harpens Strænge.
O! kan da giennem Tidens Vold
Ei Tonen mere trænge!
Til Absalons nedsjunkne Grav,
Du gange hen i Kvælde!
Der vies Sværd af hellig Stav,
I Andagt luer Vælde;
Nedknæl! bekiend! den høie Glands
Den svandt og maatte svinde,
Men ei vanhellig Seierskrands
For Nutids Prunk du binde!

---

✂
25

►Villemoes.

1

✂ Ved Midnat jeg sad i min enlige Vraa,
Og Nutiden veeg fra mit sorgfulde Øie,
Ved Stjernernes Glimt paa det hvælvede Blaa,
Da Oldtiden steeg fra de Fædrenehøie,
Jeg holdt mig saa fast ved dens kraftige Arm,
Jeg slynged mig tæt til dens brændende Barm,
Og pludselig standsed den rindende Taare.

2

✂ Med inderlig Tillid til Asernes Magt,
Jeg bad at jeg Hærfaders Sal maatte skue,
Og aaben stod Valhal i herlige Pragt,
Bestraalet af Rinmalmens skinnende Lue;
Som naglet til Jord var min skiælvende Fod,
Beruset, henrykket i Salen jeg stod,
Og kasted mit Blik paa de salige Helte.

3

✂ Dog, ikke for Støv er Einheriers Fryd,
Til bittreste Sorg blev min sværmende Glæde,
Det gjalded, jeg hørde en tordnende Lyd
Fra Odins det fjerne, ophøiede Sæde.

4

✂ 26Odin bød,
Høit det lød:
Gøndul! spænd dit Sværd ved Belte!
Leed fra Val
Til min Sal
En af Nordens djærve Helte!
Høit da klang
Gønduls Sang:
Hid fra Nordhavs røde Bølge
Ungersvend.
Kampens Ven
Brat skal Herjans Norne følge.

5

✂ Et Hynde var bredt mellem Norbye og Skram,
Paa Hjertet da faldt det saa tungt det er ham,
Som Kongedyb vied til Bølgernes Herre.

6

✂ Som natlige Spøgelse Nutiden steeg
End sortere klædt for mit sorgfulde Øie,
Den kraftige Oldtid for Svagheden veeg,
Og skjulde sig atter i Fædrenehøie,
Jeg sørged ved Nat og jeg sørged ved Dag
Opfyldt var mit Øre af Vaabnenes Brag,
Jeg stirred saa vildt paa den nordlige Bølge.

7

✂ 27De Tidender fløi over Sø, over Land,
At hisset i Nord vare Bølgerne røde,
At Christian kiæmped og segned som Mand,
Men Villemoes faldt i det natlige Møde,
Da runde de Taarer saa stride i Løn
For Dannemarks bolde, elskværdige Søn,
O Fædreneland! du mig Svage tilgive!

8

✂ O Villemoes! Søn af den herlige Old,
Som kun i et Speil at beskue jeg mægter
Med glimrende Stave skal Saga paa Skjold
Nedsende dit Navn til de sildige Slægter;
Men længe skal Taaren nedrinde i Løn
For Dannemarks bolde, elskværdige Søn:
Din Gravhøi skal blaane af tætte Kiærminder.

9

✂ Thi Du var en ⓘ SønSøn] GV, Son A af den herlige Old,
Som blindede Nutid ei mægter at skue;
Naar Sværdene lød paa det buklede Skjold,
Da blussed dit Mod som fortærende Lue;
Og naar du hjemvendte fra Fare og Strid
Da skued du Møen saa kiærlig og blid;
Men stundede dog efter Heltenes Lege.

10

✂ 28Nu Kvinder og Mænd skal i løbende Aar
Paa Langelands Høi og paa Lavlandets Slette
Opsøge Smaablomster i Høst og i Vaar,
Velsigne dit Minde, og sørgende flette
Af Taarer bedugget uvisnende Krands,
Thi du gik til Striden som Møen til Dands,
Og vendte tilbage med elskende Hjerte.

11

✂ Saa rid da, du Ædling! ved Stjerner fra Grav
Til Valhals og Vingolfs de glimrende Sale!
Sig graahærdet Sømand skal støtte ved Stav,
Og Helten og Vennen for Sønnen afmale,
Men Daatter skal sidde paa Moderens Skjød
Og høre din Daad og begræde din Død,
Og knyttes saa fast til dit elskende Hjerte.

---

Tillæg.

✂ Om dette Vers, som stod i ►Danske Tilskuer No. 49 1808, gjorde nogen Lykke veed jeg ikke, men at det var derpaa stilet, det kan ieg see, og naar Man skriver et saadant pynteligt Liigvers, da har Man visselig mere sin end den Afdødes Roes for Øie, og 29ikke det, men kun Pennen fælder Taarer. Den hedenske ►Indklædning lod sig maaskee noget undskylde med det Exempel selv Christne Mænd have givet i mere end eet Aarhundrede, men det er stedse uforsvarligt og usømmeligt, især, naar det, som her, gaaer saa uforskammet vidt, at man snakker om Tillid til Afguders Magt.

---

✂

►Krigssang for Nordmænd.

1

✂ Hører! gamle Norrig kalder,
Kalder os til Vaabengny,
Tryg hun stod i lange Alder
Bag ved sine Børn i Ly,
Kommer! kommer! Moder kalder,
Før hun falder,
Skal hun svømme i vort Blod.

2

✂ Norges Mø og Norges Kvinde!
Hvorfor er jer Kind saa vaad?
Ei for os maa Taaren rinde,
Thi vi haste frem til Daad,
Giennem Blod skal Fjenden vade,
Vil han skade
Gubbe, Kvinde, Barn og Mø.

3

✂ 30Der hvor Fædre vilde bygge,
Dybt i Dal og høit paa Fjeld,
Boede vi blandt Grander trygge,
Fred og Frihed gav os Held,
Trodse List ved Mod og Styrke,
Gud at dyrke,
Lærde vi af Fædres Mund.

4

✂ Sverrigs Mænd vort Land vil hærge,
Fare frem med Rov og Brand.
Men med Staal i Haand vi værge
Hver en Klippe, hvert et Spand,
Gamle Norrig har os baaret,
Og udkaaret
Til at værge Odels Land.

5

✂ Tit, ei sjelden Svenske droge,
Paa vor Grund med stolte Ord,
Fædre stode, Fædre sloge,
Fjenden knust nedsank til Jord,
Er vor Arm da svag af Ælde?
Skal han fælde
Søn, hvis Fader fældte hans?

6

✂ 31Nei, som Fædrene vi stande,
Som vor Prinds ved Høland stod,
Der vel Svensken maatte sande:
I os rinder Nordmænds Blod.
Norge staaer som Norges Fjelde,
Ingen Vælde
Skal betvinge Klippens Hiem.

7

✂ Gud, som fordum skiænked Seier,
Gud, vor Gud er med os end,
Guldbrandsdøler og Haleier!
Trønder! Nordmænd! Fredriks Mænd!
Kiækt I Fiendens Orden bryde!
Høit det lyde:
Frem med Gud og Christian!

8

✂ Hører! gamle Norrig kalder,
Kalder ⓘ os tilos til] Rettelsesliste, til os A Vaabengny,
Tryg hun stod i lange Alder
Bag ved sine Børn i Ly,
Kommer! kommer! Moder kalder,
Før hun falder
Skal hun svømme i vort Blod.

---

32

Tillæg.

✂ Denne Vise var indrykket i ►danske Tilskuer No. 55 1808 med den svulstige Anmærkning: Harmoniens store Tolk! til dig vender jeg mig, og finder du, som jeg, at disse Lyde ere Klippens Børn værdige, da lad 📌Norges uforgiængelige Storhed gribe dig, som den greb mit hele Væsen og fremman ved Musikens Trolddom Aanden, der vil skjule sig i det døde Ord! da skulle dine Toner gjenlyde fra 📌Norges Fjelde, i dem og i Nordmænds Bryst skal du leve.

---

✂

►Gunderslev Skov.

1

✂ Siig mig, o Skov! hvad du slutter saa tæt,
Hvad du knuger saa fast i din Favn!
Siig mig det, Vind, du som svæver saa let,
Du som svæver saa tæt,
Over Egene hist,
Som kan stirre derned
Giennem Grene og Løv!
O, du sikkerlig veed,
Hvad den slutter i Favn.

2

✂ 33I Egenes Toppe
Det rusker og bryder;
Og Vinden deroppe
ⓘ SaaSaa] GV, saa A susende lyder,
Som Stemmer fra Nord,
Og vel kan jeg tyde
De susende Lyde,
Der strømme fra Nord.

3

✂ Saa er det da eder, I knudrede Ege,
Som hegne om Kredsen, hvor Luerne stege,
Og Offeret blødte paa hellige Steen!

4

✂ O Soel! du som blusser saa høit udi Luft,
Du har seet og du veed,
At ei Blomsternes Duft
Mine hurtige Fied
Kunde standse paa Jord,
At ei Søen saa mild
Kunde svale min Ild
For det flygtede Nord;
At saa saare jeg gik
Over Dal, over Høi,
At mit brændende Blik
Over Markerne fløi,
34For at søge den Plet,
Hvor sig Egene tæt
Havde sanket omkring
Den hellige Ring.

5

✂ Sagtelig, Ven!
Flyt dig i Lunden!
Let du berøre
Viede Jord!
Her mellem Egene boe
Nordens de hensovne Guder,
Sødelig Slumrendes Roe
Trinenes Lyd ei forstyrre!
Seer du de Vanddraaber trille
Saa stille,
Hisset i Dal!
Fordum, da Aser med Vælde
Høit over kneisende Fjelde
Throned i Sal,
Sang de med buldrende Lyd
Asernes Priis og Lundenes Fryd;
Nu de i Dalen hentrille
Saa stille,
Stenen de kysse,
Paa den de tysse,
35Hvidskende dysse
Guderne end i en dybere Søvn.

6

✂ Hisset Bakken høit sig løfter,
Bredere er Egens Kløfter
Dunklere er Skoven her;
Nu er Guders Alter nær.
Bort fra denne slidte Vei!
Den til Altret fører ei,
Thi hvor Hoben farer frem
Har ei Guder deres Hjem.
Her jeg seer en Sti sig dølge,
Under Græsset matte Spor
Sprede sig af sjeldne Fod,
Dristig, ⓘ VenVen] A, Van Rettelsesliste; Ven a88! vi den vil følge,
Til det Hellige fra Nord
Lede kun de dunkle Spor.
Fast og nøie maa vi stirre,
Synet kan sig let forvirre,
Paa en Vei til gamle Nord,
Stands kun ikke, følg mig, Ven!
Sporene jeg skuer end,
Underlig paa Straaets Rygge
Let de have præget sig,
Her en gammel Kiæmpeskygge
Vist i Natten skrider hen.

7

✂ 36Ak! nu svandt det lette Spor;
Som ved Lyden af mit Ord
Som henveiret af min Aande,
Hvilken Vaande!

8

✂ Stands, o Fod!
Her paa denne Egerod,
Høit, o Øie! hvælv din Bue!
Fik du Evne til at skue,
O, saa skue
Dristig giennem Lunden nu!

9

✂ Med faldende Taare,
Jeg stirrer saa saare,
Hvad løfter sig hist?
O, er det ei Alterets mossede Stene
Som Egenes Grene
Saa tætte omhvælver?
Det er, o jeg skiælver,
Jeg dirrer af Lyst,
Og hellige Andagt opfylder mit Bryst,
Jeg iler, jeg iler med vingede Fjed,
For Asernes Alter at kaste mig ned,
Og prise de hensovne Guder.

---

37

Tillæg.

✂ At det koster mig Overvindelse at afskrive især de sidste Linier, der ligefrem er ►Daarekistesnak, det kan Enhver forstaa. At det nu er Løgn, at jeg, Gud skee Lov! ligesaa lidet udvortes som indvortes har nogensinde bøiet Knæ for slige Afguder, det er da af to onde Ting den mindste, ja at jeg ei engang gebærdede mig som vor Tids pathetiske Enthusiaster, det veed 👤Molbech, som var den Ven, med hvem jeg fulgdes paa en deilig Sommerdag fra 📌Sorø over det deilige Bakkeland ved 📌Tystrup Sø, ind i den virkelig høitidelige Skov, og til det saare ►mærkværdige Oldstidsminde. Jeg har været nær ved at ansee disse Vers, udentvivl nogle af de meest velklingende jeg har gjort, for spildte, og forundret mig over, hvorledes de kunde falde saa godt, da et saadant Fald pleier at være et vist Kiendemærke paa Begeistring, og jeg dog veed, at aldrig har nogen gammel Steen begeistret mig, og aldrig har jeg anseet ►Aserne enten som Idee eller Mennesker for andet end Oprørere i Guds Rige, en Ting der er klart af al min Skrift om Nordens Mythologie. Imidlertid lader det sig ikke nægte, at de Vers ere ►ⓘ udrundneudrundne] GV, ndrundne A af Begeistring, og jeg indseer nu ret godt for hvad, nemlig for et Fund af herlige Minder om ►Fædres Storhed og Tro paa det Aandelige. Jeg arbeidede just dengang paa min Bog om ►Nordens Mythologie, og hin ⓘ udvortesudvortes] GV, udvorees A Vandring til Offerlunden maatte da 38af sig selv blive et Billede paa min indvortes Granskning efter de gamle Mythers Sammenhæng og Betydning, den blev det ►end mere ved den Umage det virkelig kostede os at finde den Steen, thi forsaavidt kvad jeg Sandhed, ja endvidere, i det Verset virkelig afbilder en Higen og ►Stunden og Stræben efter noget Herligt og Helligt, og Enhver som har følt en saadan, og seer bort fra den Steen og de Afguder, vil udentvivl finde en Gienlyd af Tonerne i sit Indvortes, skiøndt de er misbrugte.

✂ 👤Molbech meende i dette Vers at finde en Bebreidelse til sig, fordi han ei med Varme nok havde omtalt Stenen i sit ►Brev (Skild. No. 100) og skiøndt mig nu synes han snarere talde for høit end for lavt, havde han dog maaskee Ret, thi min Varme for Oldtiden var besmittet af Lyst til ►Navnkundighed ved at afbilde den, og derfor ►syndes ingen Toner mig for høie til at ledsage Talen derom. 👤Molbech havde uimodsigelig Ret, da han skrev til mig (►Skild. No. 102):

✂ – selv paa de – Steder
Hvor henrykt ⓘ dudu] GV, dn A skiælver af Lyst,
Ei ►Asernes Glands jeg ⓘ tilbedertilbeder] GV, rilbeder A,
Ei Andagt opfylder mit Bryst,
Nedsjunken er Gudernes Vrimmel,
I Tusindaars evige Grav,
Og ►Valhal var ikke den Himmel,
Som Mennesket Salighed gav,

✂ 39Uret havde han derimod, forsaavidt han satte Naturen istedenfor ►Aserne, Afgud for Afgud, ogsaa i den Tanke, at jeg stirrede paa ►Valhal, som Menneneskets Himmel, thi det havde jeg lige fra Begyndelsen af erklæret, at min Ærbødighed for 📌Nordens Myther netop kom deraf, at ►Aserne forgik og den sande Gud da thronede i ►Gimle. Herom mindede jeg ham, men var blind for min egen Uret i de ►galne Ord, og sagde nogle som end vare værre i ►følgende Vers (►Skild. No. 103):

1

✂ Du stander midt i Guders Lund
Med Varme, som hos hver Kjærminde,
Thi du i gamle Norden kun
En mærkelig Ruin vil finde,
Du knæler ei, thi Asers Magt
Er dig kun Phantasiens Pragt.

2

✂ Dit Syn forvilder sig, min Ven!
Imellem Gudenavnes Vrimmel,
Og stedse stivt du stirrer hen
Paa Valhal som paa Nordens Himmel,
Igiennem Ragnaroke ei
Dit Øie end har fundet Vei.

3

✂ Kan nogen skue høie Strid,
Som føres mellem Lys og Mørke,
Og Lyset i den svundne Tid,
Og Nordens Aser ikke dyrke?
O, saae du Lysets Herlighed,
Du ved min Side knæled ned.

4

✂ 40Jeg skuer sidste, hede Damp,
Som stiger op fra Tidens Lue.
Jeg glædes, endt er store Kamp,
Men Aser faldt, og jeg maa grue,
I Skiælven klæder sig den Lyst,
Som da indstrømmer i mit Bryst.

5

✂ ⓘ AartusenderAartusender] GV, Aartufender A kan over Jord
Henrulle, glemmes kan Idrætter,
Men har det Evige sit Spor
Aftrykt, ei Tiden det udsletter;
Et Billede jeg seer i Nord,
Og Træk jeg skuer end paa Jord.

6

✂ Du peger paa Naturens Sprog
Som om din Ven det ikke kiendte;
Som til et Blad i store Bog
Jeg til Naturen Øiet vendte,
Og Nattens Mulm og Dagens Glands
Sig blanded for min indre Sands.

7

✂ Jeg stirrede mod Harmoni,
Da jeg mod Alteret henstirred,
Og ilende jeg gik forbi
Det Enkelte, som kun forvirred,
Men veed du deraf, at jeg fik
Ei for det Enkelte et Blik.

✂ 41►Vel maatte jeg togange sige:

✂ – Nattens Mulm og Dagens Glands
Sig blanded for min indre ►Sands,

✂ men visselig var det ingen Roes, thi ►hvad ►Samfund ►haver Lyset med Mørket?

---

✂

►Til Pram.

(Tilegnelse af ►Nordens Mythologi).

1

✂ Naar Solen er sjunken fra hvælvede Bue,
Med ildige, straalende, blændende Glands,
Naar Skinnet afløser den mægtige Lue,
Da aabnes for henfarne Tider min Sands,
Naar Drauger omride de jævnede Høie,
Da aabnes, da skuer, da funkler mit Øie,
Jeg vandrer blandt Guder, blandt Helte i Nord.

2

✂ Jeg skuer, jeg grubler, jeg stræber at tyde
De Syner jeg seer ved det natlige Skin,
At tolke de underlig gribende Lyde,
Der tone saa høit i den susende Vind;
I Nutiden bundne, med Øie paa Jorden,
De Høilærde fandt at hver Tone fra Norden
Var raa og barbarisk og sværmerisk vild.

3

✂ 42Jeg hørde, o Pram! at du, her, som i Livet,
Fra Flokken dig skilde og hørde mig blid,
At du, hvem Naturen saa venlig har givet
En brændende Sands for den henfarne Tid,
Hvis Blik ei nedstirrer som naglet til Jorden,
Erkiendte en Røst fra dit elskede Norden.
Nu ryst kun dit Hoved, du høilærde Flok!

4

✂ Jeg offrer mit Liv og min Kraft til at reise
Paa Hedenolds Gravhøi en talende Steen,
Med Runer ombeltet, saa høit den skal kneise
Paa Valhals Ruiner, paa Heltenes Been,
Om Nornerne unde mig Livet at friste.
Om Odin mig lærer de Stave at riste,
Saa dybt dem at grave med Sands og med Kraft.

5

✂ Den stander paa Høi, kan ei glimrende prale,
Som Marmor med farvede Striber og Glands,
Om Kampen i Nord bør en Kampesteen tale,
Dens Herlighed fattes af dybere Sands,
Den vakler endnu uden Støtter, kun matte,
Kun enkelte Runer paa Fladen jeg satte,
O, tør jeg vel, Ædle, tilegne dig dem?

6

✂ 43Jeg tør det, thi Stenen har Hedenold baaret,
De splittede Stykker jeg samlede kun,
Og Hedenolds Skjalde har Runerne skaaret,
Jeg renser kun Mosset fra Trækkenes Bund,
Og Stenen, som Norriges Klipper har baaret,
Og Runer, som Norriges Skjalde har skaaret,
Dem tør jeg og hellige Norriges Pram.

---

✂

►Nornernes Fødsel.

(Af ►Mythologien *Dette Vers er ældre end alle de forrige, eller i det mindste jævnaldrende med ►Maskeradeballet.).

1

✂ Fra høibygte Himle,
Fra guldtakte Gimle
Saae Alfader ned,
Paa yndige Sletter
Gik Aser med Jetter
I syndige Fred.

2

✂ Nedstyrter, udsletter
De syndfulde Jetter!
44Saa Alfader bød,
Men troløse glemme
De Alfaders Stemme,
Og Jetternes Død.

3

✂ De Hamre nedfalde,
Og Slagene gjalde
I gnistefuld Damp,
Men Aser ei hvæsse
I rygende Esse,
De Sværde til Kamp*Det skulde hede:

✂ Men ►Aser ei hærde
Sig blinkende Sværde
I Essen til Kamp.

.

4

✂ Af Guldet de smede
Sig Ringene brede
Til Jettemøers Arm,
I blomstrende Enge
De rede sig Senge
Ved Jettemøers Barm.

5

✂ Af Fjeldet udslide
De Marmoret hvide,
45Sig hæver en Borg;
Paa Hynderne bløde
De glemme al Brøde,
De kiende ei Sorg.

6

✂ Af Vrede da brændte
Alfader, og vendte
Sit Øie fra Jord;
Det sortner, det gjalder,
Og Hornet omfalder
Paa Asernes Bord.

7

✂ De blegne, de skue
Mod Himmelens Bue,
Den rødmer som Blod,
Det syder, det kvælder,
En Kilde udvælder
Af Ygdrasils Rod.

8

✂ Nu Solen fremluer
Og glad sig beskuer
I speilklare Sø,
Af Evigheds Svøbet
Udvikles trekløvet,
Treenige Mø.

9

✂ 46Urd, Verand og Skulde,
De Strænge, de Hulde,
Som styre hver Old,
Let dandse henover
De trillende Vover
Med Griffel og Skiold.

10

✂ Nu riste, nu synge
De Systre i Klynge
Et underligt Kvad,
Til Nornernes Sange
Da lytte saa bange
De Aser paa Rad.

11

✂ “Vi vare, da Livet
Blev taget, blev givet,
Udvælded af Død*Her er da den samme ►Daaresnak, som Naturphilosopherne føre om et Liv, som udvikler sig af Død, dog skal det ►mærkes, at det ei er det Godes, men kun det Ondes Liv, ►Jettelivet, der tilskrives en saadan Oprindelse, og ►vist var det de gamle Hedninges Forestilling..
Det Tagne skal stivne,
Det misbrugde Givne
Skal renses i Død.”

---

✂ 47

►Freis Kierlighed.

(Et Mythekvad).

Fortale.

✂ Dette Kvad, som er indflettet i ►Nordens Mythologie (S. 76-113) er meest skrevet for at vise hvor ganske anderledes ►det eddiske Digt: ►Skirners Reise, skulde behandles og omarbeides, end i den Fortælling, jeg begyndte min Skribentbane med at nedrive. Kun fra dette forfængelige ►Stade har det behaget mig som ►Heelt, thi det var mig i Grunden modbydeligt at behandle en Mythe som Historie, uden at kunne angive dens Betydning, og det kunde jeg ikke dengang. ►Vel synes Kvadet at faae mythisk Betydning ved Fuglesangen paa Kvist om ►Freis Raadvildhed i ►Ragnaroke, fordi ►Gerda kostede ham Sværdet, og denne Bemærkning findes i ►Edda selv, men, om det ogsaa stod i ►Edda som det ikke giør, at ►Loke voldte dette Tab, var Kvadet dog tomt, saalænge det ei kan udsige, hvad ►Freis Giftermaal med ►Gerda i Grunden har at betyde. Nu kunde jeg maaskee sige det og give Kvadet Betydning, men jeg vil ikke, thi enten maatte jeg sætte mig som en Fugl paa Kvist i ►Barrilund, og der gider jeg ikke kommet, mindre sjunget imellem de Spøgelser, eller jeg skulde omarbeide det Hele, og da var det ei længere 48et Kvad fra min syncretistiske Tid, som jo dette skal være. Udelukke det vil jeg ikke heller, fordi det baade har Værd i det Enkelte og Sandhed i det Hele, naar det betragtes som et Kvad om nordisk, menneskelig, syndig Kiærlighed i mythisk Dragt, thi den indvortes Strid mellem den renere og den besmittede Kiærlighed, og Frygt og Fare, som føres i vort eget Inderste, sees her afbildet tilligemed Ormen som ►stikker flux den forbudne Frugt, saasnart den er ►brudt, og spilder den drømde Glæde, hvis Skyggebillede forblindede og henrev os. Denne Sandhed tilligemed Ahnelsen af en Betydning jeg ikke saae, gjorde det muligt at jeg kunde begeistres.

---

1

✂ Af Vaners milde Stamme
Den blide Frei udsprang,
Og Asakraftens Flamme
Ei Vanens Hjerte tvang.

2

✂ Der slumrede en Længsel,
Der hvidskede en Lyd:
Opbryd dit gyldne Fængsel,
Og søg en større Fryd!

3

✂ 49Heel mat var Guldets Lue,
For huul var Brages Sang,
For lav var Loftets Bue
Og Alfheims Borg for trang.

4

✂ “Naar Van til Odins Sæde
Opstiger, tændes Glød
Som spilder Asers Glæde.”
Saa gamle Spaadom lød.

5

✂ Fra gyldne Sale iled
Dog Frei, beklemt i Sind,
Han steeg, og ei han hviled
Før høit paa Hlidskjalfs Tind.

6

✂ Begiærlig Jorden favned
Hans Blik, saavidt det foer;
Dog ikke hvad Han savned,
Han fandt paa viden Jord.

7

✂ Han skued Helte kiæmpe,
Det var saa kiær en Lyst,
Men kunde dog ei dæmpe,
Den Længsel i hans Bryst.

8

✂ 50Han saae af Mø omfavnet
En Helt i salig Lyst,
Saa høit da tyktdes Savnet
At tale i hans Bryst.

9

✂ Fra Midgaard sig hans Øie
Opvendte høit mod Nord;
Der fandt det uden Møie,
Hvad ei det fandt paa Jord.

10

✂ Som Rosen, der forvilder
Sig mellem Tidsler hen,
Sin Pragt og Duft forspilder
Useet af Blomstens Ven;

11

✂ Saa mellem Skiønheds Fiender
Det Skiønneste oprandt;
Thi Frei blandt Jettekvinder
Den fagre Gerda fandt.

12

✂ Nu dæmpet var Hans Smerte,
Nu stillet var hans Nød;
Og Stemmen i hans Hjerte
Om Savn ei mere lød.

13

✂ 51Ak dæmpet blev Hans Smerte
Kun af en større Nød!
Ak borte var Hans Hjerte!
Derfor ei Stemmen lød.

14

✂ Alt svandt den fagre Kvinde
Bag Taagen hist i Nord,
Og ned fra Hlidskjalfs Tinde
Ophidset Guden foer.

15

✂ Men viis som andre Vaner,
Begrunder han sin Daad,
Og sorgbetynget ahner
Han Norners skjulte Raad.

16

✂ Han gik til gyldne Sale,
Paa Bænk han sattes ned;
Ei Tungen kan udtale
Den Smerte, som Han leed.

17

✂ I Dage og i Nætter
Han maalte breden Flod,
Som evig stiller Jetter
Fra Skud af Asarod*Floden ⓘ IfingIfing] GV, Ising A der aldrig belægges med Is, er det bundløse Svælg som skiller mellem Aser og Jetter..

18

✂ 52Han skued Urdas Kilde,
Og Asers onde Id,
Da de opfylde vilde
Hin Flod saa dyb og strid*Ved Jettefreden..

19

✂ Han Laufeis Søn beskued
I Angurbodes Favn,
Og rædselsfuld han grued
Ved Jordmundganders Navn.

20

✂ Dog Kiærlighed betvinger
Selv Vaners høie Slægt,
Ei holdes kan dens Vinger,
Af Jords og Himmels Vægt.

21

✂ Paa dem sig Guden hæver,
Og skuer kun sin Fryd,
Men over fromme Læber
Ei trænge kan en Lyd;

22

✂ Thi nødig kun han følger
Den stærke Kiærlighed,
Og for sig selv han dølger.
Hvad kun Hans Hjerte veed.

23

✂ 53Njordur og Skade
Sørgende saae
Guden at sidde
Taus udi Sal.
Skirner de bade
For ham at gaae,
Ønsked at vide:
Hvi han i Sal
Sad saa bedrøvet,
Hvorfor han øved
Daarskab, den vise
Kyndige Ven?

24

✂ Reiste sig Skirner
Nødig til Gang,
Frygtede Vrede,
Straffende Ord,
Naar han den vise
Gud skulde spørge:
Hvi han bedrøvet,
Daarlighed øved?

✂ Skirner

25

✂ Hid gik min Vei,
For Dig at spørge:
Hvi Du vil sørge?
Siig mig det, Frei!

✂ 54Frei.

26

✂ O Kæmpe hin unge!
Hvi spørger Du mig?
Min Smerte den tunge
Ei fattes af Dig.
See Solen oprinder
Paa Straaler saa rig;
Men aldrig forsvinder
Dog Natten i mig;
Den stiger om Morgen
Og daler i Kvæld,
Men skuer kun Sorgen
I evige Væld.
Forgiæves jeg grunder,
Forgiæves jeg stunder
Mod Ønskernes Maal.

✂ Skirner

27

✂ Kun Menneskers Afkom
Fik Ønske i Bryst;
Saa vilde dem Odin
Opvække af Søvn,
Til Stunden og Stræben,
Til Bønner og Daad;
Men hos de rige
Guder ei stige
55Ønsker i Bryst,
Verdener følge
Villiens Bølge.
Hvad er din Lyst?

✂ Frei

28

✂ I Jotunheim skued
Jeg Møen saa huld,
Paa Armene lued
Det rødeste Guld.
Meer skinned dog Møen,
Og af hendes Glands,
I Luften, paa Søen,
Gik Straaler i Dands.

29

✂ Ei veed jeg om Armen,
Ei veed jeg om Barmen,
Om Øiet det var,
Som Straalen udsendte,
Der lyste, der brændte
Mig dybt udi Bryst.

30

✂ Naar Kiærligheds Blomsten
I Alderens Vaar
Fremspirer og trives,
Den duftende staaer.
56Den lyster at bygge
I Lundenes Skygge,
Og blusser endda;
Men Dugdraaber lædske
Med svalende Vædske
Den glødende Kalk.

31

✂ Ak at jeg er Vaner med Asernes Kraft!
I dybere Jord, og af stærkere Saft
Opvoxte et Træ i mit elskende Hjerte.

32

✂ Ei Dug, som i Dale
Nedfalder, kan svale
Den sydende Marv;
Ei Knoppe udbryde,
Thi Aser ei taale,
Jeg favner den Straale
Som tændte min Glød.

✂ Skirner

33

✂ Giv Du mig Hesten
Der, som en flagrende
Lue, kan fare
Frem giennem Mørket,
Frem giennem sorte,
Svovlede Damp!
Giv Du mig Sværdet,
57Sværdet som blotter
Selv sig mod Jetter!
Da vil jeg fare,
Bringe Dig Gerda,
Lindre din Vaande,
Eller og lade
For Dig mit Liv.

✂ Frei

34

✂ Det Sværd er oplivet
Af Asernes Kraft,
Derfor det sig blotter
Mod Jetter saa brat.
I Tidernes Fødsel
Mig Odin det gav,
Og Styrken opvoxte
I gjordede Lænd.

35

✂ Men naar det sig blotter
I fremmede Haand,
For evig da tabes
Den skiænkede Kraft.
Saa Nornerne vilde,
Saa Spaadommen lød.

✂ 58Skirner

36

✂ Det Odin forbyde?
Men kun med dit Sværd
Jeg vover at fare
I Jetternes Land.

---

37

✂ Samledes Aser
Alle paa Thinge,
Komme Asynier
Alle til Stævne,
Syntes dem Lykken
Fattes og vige,
Frygted de saare
Nornernes Raad.

38

✂ Meget ⓘ blevblev] GV, hlev A talet paa
Asernes Stævne,
Ordene onde
Fik da den vise,
Elskede Frei,
Han som paa Hlidskjalf
Opsteg forvoven,
Voved at elske
Jotunheims Mø.

39

✂ 59Sad han paa Stenen,
Tiende sad han,
Taus og bedrøvet,
Brændt udi Sind.
Saae det de rige,
Mægtige Guder,
Vidste ei Raad.

40

✂ Freias de gyldne
Taarer nedrunde.
Aldrig blandt Jetter
Faldt hendes Taarer;
Nu dog paa Gerda
Faldt de, og smelted
Hjertet i Møens
Kiærlige Barm.

41

✂ Frem stod da Odin,
Visest af Aser,
Guderne lytted,
Hærfader talte:
Kiøb Du for Drupner
Gerda, den fagre
Ulykkens ⓘ MøMø] GV, Mo A!

42

✂ 60Sværdet ei vige
Bort fra din Lænd!
Vel veed Du Norners
Truende Dom.

---

✂ Frei

✂ (til Skirner)

43

✂ Rid Du paa Hesten!
Kiøb Du for Drupner
Gerda, den fagre,
Elskede Mø!
Sværdet ei vige
Bort fra min Lænd!
Vel veed Du Norners
Truende Dom.

✂ Skirner

44

✂ Ondt er at tage
Hvad ei tør gives,
Frygter jeg Norners
Truende Dom;
Dog uden Sværdet
Ei tør jeg fare
Frem gjennem Jetter.

---

45

✂ 61Med sænkede Øie
Stod Guden saa taus.
Han grubled og grued,
Og vaklede end,
Saae Faren, som trued
Og spændte fra Lænd
Dog Sværdet det dyre,
Og talte med Suk:
Du Sværdet maa dølge,
Du blotte det ei!
Men ei Dig maa følge
Et knusende Nei.

---

✂ Skirner

✂ (til ⓘ HestenHesten] GV, Hefien A).

46

✂ Mørkt er ude.
Tid er at fare
Over Lyng, over Fjeld,
Over Thursernes Land.
Begge hiemkomme Vi,
Eller Os Begge
Fanger hin mægtige Jette.

---

62Jotunheim.

✂ Gerda

✂ (synger i Bure)

47

✂ En ⓘ LængselLængsel] GV, Læugsel A mig tvinger,
Jeg kiender den ei;
Men hvad mig omringer
Opfylder den ei,
Jeg længes
Og trænges
Saa underlig.

48

✂ Jeg stirrer paa Frænder,
Paa Jetterne hen;
Men ikke jeg kiender
Mig selv der igien;
Jeg gyser,
Da fryser
Mit unge Blod.

49

✂ Sig Øiet vil stiæle
Til Jorden i Løn;
Det lyster at dvæle
Paa Asernes Søn.
Det Hvide,
Det Blide
Det vinker mig.

50

✂ 63Men Svaghed udbreder
Sig over hans Æt.
Han Aser tilbeder,
Og Jetternes Æt
Han frygter;
Da flygter
Mit Blik fra Jord.

51

✂ Det Stærke, det Milde,
Forenet jeg saae,
Saa gjerne da vilde
Jeg stirre derpaa;
Jeg trængdes.
Jeg længdes
Saa underlig.

52

✂ Der Styrken forgyldtes
Af Guddommens Glands,
Og Hjertet opfyldtes
Af dybere Sands;
Det Svage
Tilbage
For Kraften veeg.

53

✂ 64Men fiendtlig os Jetter
Det stander imod,
Det farver og tvætter
Sin Krands i vort Blod,
Jeg grued,
Jeg skued
Min Broders Fald.

54

✂ En Længsel mig tvinger,
Jeg kiender den ei;
Men hvad mig omringer
Opfylder den ei.
Jeg længes
Og trænges
Saa underlig.

---

55

✂ Skirner skued
Høie Gaarde,
Hørde glamme
Høit i Sky,
Gymers galne
Bidske Hunde,
Dem som vogted
Gaardens Port.

✂ 65Skirner

✂ (til Hyrden)

56

✂ Siig Du mig Hyrde!
Du som paa Høi
Sidder at vogte
Veiene vel!
Hvor skal jeg finde
Væneste Mø,
Og gennem Hunde
Til hende naae?

✂ Hyrden

57

✂ Vist har din Fylgie
Alt Dig forladt,
Siden Du stunder
Saa efter Død.
Aldrig dig undes
Tale med Gymers
Solskære Mø.

✂ Skirner

58

✂ Kaarene bedre
Troer jeg at have.
Dog er paa Død jeg
Stedse beredt
66Een kun var Dagen,
Da mig ⓘ bestemtesbestemtes] GV, brstemtes A
Hele mit Liv;
ⓘ NidingenNidingen] GV, Nidingeu A bæver,
Kan dog ei ændre
Nornernes Raad.

---

✂ Gerda

✂ (til sin Terne)

59

✂ Hvad er det buldrende Raab
ⓘ SomSom] GV, Svm A stiger og gjalder?
Er det vel Menneskeraab?
Ei er det Menneskeraab,
Gymer sig byggede Gaarde,
Af Stenene faste og haarde,
Dem ryster den dundrende Lyd
Paa skælvende Jord.

✂ Ternen

60

✂ Hest seer jeg stande,
Underlig skinner
Manken, med Hov
Banker Han Jorden,
Ryster vor Gaard.
67Mand seer jeg stande,
Gjordet med Sværdet,
Stenene dyre
Glimre paa Gjorden,
Trindt om hans Lænder;
Blændende Straaler
Fare fra Hjaltet,
Splitte og favne
Stenenes Skær.

✂ Gerda

61

✂ Hiertet er bange,
Ahnende Kval.
Beed Ham dog gange
Ind i vor Sal!
Beed ham at drikke
Klareste Mjød!

✂ (Allene)

62

✂ Det Stærke det Milde
Forenet jeg saae,
Saa gerne da vilde
Jeg stirre derpaa.
Men fiendtlig Os Jetter
Det stander imod,
68Det farver og tvætter
Sin Krands i vort Blod.
Jeg grued,
Jeg skued
Min Broders Fald.

63

✂ Saa skinnede Manken
Paa flyvende Hest,
Saa straalede Hjaltet
Paa luende Sværd,
Ak! Vel maa jeg ahne,
Min Broders den mægtige Bane
Er kommet til Sal.

✂ (Til Skirner)

64

✂ Er Du af Aser?
Er Du af Alfer?
Er Du af milde,
Kyndige Vaner?
Hvi kom Du ene
Hid giennem Mørket,
Hid giennem Ilden?
Kom Du at skue
Glimrende Sal?

✂ 69Skirner

65

✂ Ikke af Aser,
Ikke af Alfer,
Ikke af milde,
Kyndige Vaner,
Kom jeg dog Ene
Frem giennem Mørket,
Frem giennem Ilden,
Ei for at skue
Glimrende Sal.

66

✂ Æblerne elleve
Lue af Guld,
Dem vil jeg alle
Gerda! Dig give,
Bod for din Broder,
Fred Os at købe,
Om Du vil sige,
Frei er Dig ene
Kiærest i Sind.

✂ Gerda

67

✂ Æblerne elleve
Aldrig mig byde
Mand for min Gunst!
70Medens vi leve,
Ei tør jeg bygge
Sammen med Frei.

✂ Skirner

68

✂ Ring ieg Dig giver,
Ring som med Odins
Baldur opbrændtes.
Hvad er som Drupner
Luende, frugtbart?
Ringene otte,
Sønner som Fader,
Fra ⓘ denden] GV, deu A neddryppe hver
Niende Nat.
Skuer Du Glandsen?
Fatter Du Sandsen?
Vittige Mø!

✂ Gerda

69

✂ Undrende skuer jeg
Guldmalmens Konge,
Hærfaders Smykke,
Baldurs Ledsager,
Dværgenes Konst.

70

✂ 71Jetter mig fødte,
Ei tør jeg røre
Gudernes Ring.
Bela er faldet,
Ei skal mig lænke
Gudernes Ring.
Skjul den i Barmen!
Drag til det høie
Asgaard! Ei taaler
Jetternes Øie
Guddommens Straaler.
Aldrig mig fattes
Guld eller Ringe.
Nok har min Fader,
Nok har og jeg.

✂ Skirner

71

✂ Nornernes Domme
Undflyes ei.
Ei maa jeg komme
Hjem med et Nei.

✂ (Til Gerda med blottet Sværd,)

72

✂ See da, Du Mø,
Saarildens Lue!
72Vist maa Du grue,
Brat skal Du dø,
Hugger jeg over
Hovedets Led,
Hvis Du ei lover
Kiærlighed.

✂ Gerda

73

✂ Dit Sværd for mit Øie
Vel blinker i Gru;
Men ei kan Du bøie
Med Trudsler min Hu.
Med Gymer Du stride
Om Mod er i Bryst!
Lad Sværdet da bide!
Thi Strid er hans Lyst.

✂ Skirner

74

✂ Seer Du det Sværd Mø!
Smidigt som Vaanden,
Jeg har i Haanden!
Nu for dets Egge
Du og din Fader
Falde vist Begge;
Brat jeg det bader
I Eders Blod.

✂ 73Gerda

75

✂ Kun spildt er din Harme,
Og saa dine Ord;
Thi før mine Arme
Skal Sønnen af Njord
Omfavne, jeg falder
I Ungdommens Alder;
See her er mit Bryst!

✂ Skirner

76

✂ Siden Du Livet
Agter saa ringe,
Er det mig givet,
Mø! Dig at tvinge.

77

✂ Hisset paa Høien,
Trængt og nedbøiet,
Der skal Du staa.
Skjult er for Øiet
Himmelens Blaa,
Jord Du ei skuer,
Dagen er mørk,
Kun Du beskuer
Niflheims Ørk.

78

✂ 74Slangerne hvisle,
Bækkene risle,
Tunge af Gift;
Ormene lede
Skal man berede
For Dig til Mad.
Giftbølger trille,
Vel kan Du stille
Tørsten i dem.

79

✂ Valmuer dufte,
Søvnige Lufte
Dysse dig ind,
Ei kan Du sove,
Tuder i Skove
Hungrige Ulv.

✂ Gerda

80

✂ Med Tunge,
Og Lunge,
Ei længe jeg suger
Den dræbende Gift;
Thi Edderen knuger
Og knuser min Lunge.
Jeg blegner,
Og segner,
75De Guder saa gramme
Ei meer mig kan ramme.

✂ Skirner

81

✂ Vist skal Du blegne,
Derfor ei segne,
Guderne gramme
Vist Dig skal ramme.

82

✂ Brændende Vinde
Suse, da svinde
Farver af Kind.
Angest og Øde,
Smertefuld Længsel,
Skal i dit Fængsel
Plage dit Sind.

83

✂ Ud skal Du gange,
Spøgelser lig,
Studsende, bange,
Stirre paa Dig
Jetternes Sønner,
Naar Du i Sal
Visnet indtræder,
Tæret af Kval.

84

✂ 76Ud skal Du gange,
Lungen skal fange
Renere Luft.
Stor er da Nøden,
Livet og Døden
Haardelig kæmpe;
Aldrig skal Død
Kiærlig neddæmpe
Evige Nød.

✂ Gerda

85

✂ Ak! Norner forbarme
Sig over mig Arme!
Thi stor er min Nød.
O! Vist maa jeg grue,
Naar Guderne true
Med Mere end Død.

✂ Skirner

86

✂ For Eder at tvinge
Sprang Norner af Sø,
De agte heel ringe,
Om Jetternes Mø
End sukker og stønner,
Ei høre de Bønner
Fra Urgelmers Æt.

✂ 77Gerda

87

✂ Dog fældedes Balder
I Ungdommens Alder,
Til Jetternes Fryd.
Vist Aser ei glemme,
At Norner kan tæmme
Den pralende Kraft.
Du truer, og mægter
Dog Mere vist ei.
End ikke jeg ægter
Den straalende Frei.

✂ Skirner

88

✂ Til grøndklædte Skove,
Til Høien jeg gik,
Hævnstaven at skære,
Hævnstaven jeg fik.
Vreed er Dig Odin,
Thor er Dig gram,
Frei Dig skal hade,
Naar Dig har rammet
Asernes Vrede.

89

✂ Hører det Aser, og
Asernes Sønner!
78Hører det Jetter!
Hører Hrimthurser!
Hvor jeg forbander
Trodsige Mø!
Hvor jeg fremkalder
Bølgende Smerte,
Skræk til at rive
Trodsige Mø!
Hvor jeg befaler
Smidige Orme,
Svøbte om ranke,
ⓘ SkinnendeSkinnende] GV, Skinneude A Midie,
Knuge, ei knuse
Hjertet i Bryst!

90

✂ Seer Du? med hvasse
Hellige Sværdsod,
Rister jeg Runer
Dybt udi Stav,
Graad Dig for Gammen,
Evige Kval.

91

✂ Thurs jeg Dig rister,
Tre er hans Træk:
Kraftløshed, Galskab,
Pinende Lyst.

92

✂ 79Han Dig skal favne,
Mand Du da fanger
Trodsige Mø!

93

✂ Runer jeg risted.
Som jeg dem risted,
Saa jeg dem sletter,
Om Du vil bøie
Sindet til Frei.

✂ Gerda

94

✂ Ei meer jeg nøler,
Thi ak! jeg føler
De Runers Magt.
Som Ild jeg brænder,
Og Gift omspænder
Det klemte Bryst.

95

✂ O snart udskrabe
Du Runestave,
Som dybt Du skar!
Den tunge Smerte
Mit arme Hjerte
Vil knuse brat.

✂ 80Skirner

96

✂ Som jeg dem risted,
Saa jeg dem sletter,
Nu da Du bøier
Sindet til Frei.

✂ Gerda

97

✂ Sid nu paa Bænken!
Tag imod Kalken
Fuld af den gamle Miød!
Aldrig jeg tænkte, at
Jeg skulde Vaners
Æt unde vel;
Men mod de mægtige
Aser forgæves kun
Strider en Mø.

✂ Skirner

98

✂ Hjem vil jeg ride,
Først vil jeg vide
Stædet og Stunden,
Naar Du vil unde
Njords Søn Gammen?

✂ 81Gerda

99

✂ Barri heder
(Som begge vi vide)
Glindsende, kølige Lund.
Ni Gange Synke
Solen i Hav!
Der vil da Gerda
Unde i Natten
Njords Søn Gammen.

---

Asgard.

✂ Frei

100

✂ Sig mig det Skirner!
Før Du af Hest
Sadelen løfter,
Førend Du fløtter
Fremad Din Fod,
Hvad Du i Jetters
Verden udretted!

✂ 82Skirner

101

✂ Barri heder
(Som begge vi vide)
Glindsende, kølige Lund,
Ni Gange synke
Solen i Hav!
Der vil da Gerda
Unde i Natten
Njords Søn Gammen.

✂ Frei

102

✂ Lang er Nat,
Længere tvende,
Hvor kan jeg udholde tre?
Ofte mig Maaned
Kortere tyktes,
End nu den halve
Længselens Nat.

103

✂ Med Længsel jeg køber
Den elskede Mø;
Men naar jeg da svøber
Mig trindt om min Mø,
Da stiger en Lyst
I mit brændende Bryst,
Som Kraften ei skaber,
Jeg salig mig taber
I ahnede Lyst.

---

83

Den niende Nat.

✂ Gerda

104

✂ Nu Stjernerne blinke,
Saa smaalig i Luft,
Og Roserne vinke,
Med liflige Duft.
Jeg ganger til Lunden i Kvælde.

105

✂ Til Døden udtegnet,
I Alderens Vaar,
O Bela! Du segned.
Tilgiv mig! Jeg gaaer.
Til Kjærligheds Lund udi Kvælde.

106

✂ Jeg stred mod mit Hierte,
Mod Sværd og mod Guld,
Jeg stred imod Smerte;
Men Kalken blev fuld.
Jeg ganger til Lunden i Kvælde,

107

✂ Saa kom da Du blide,
Elskværdige Gud!
Ei meer vil jeg stride,
Jeg ganger som Brud
Til Kjærligheds Lund udi Kvælde.

108

✂ 84Det dundrer. Hid iler
Den kjærlige Gud.
I Lunden alt hviler
Med Længsel hans Brud
Paa duftende Blomster i Kvælde.

✂ Frei

109

✂ Her er Lund,
Hvor er Hun,
Som jeg søger saa brat
I den Fiælende Nat?

110

✂ Hist i Lund
Hviler Hun,
Som jeg søgte saa brat
I den venlige Nat.

111

✂ Alt var knoppet mit Træ,
Nu det blomstrer i Læ
Af den vældige Eg.
I min Arm,
Ved min Barm,
Hun nu hviler saa sødt,
Og jeg hviler saa blødt,
I den aabnede Favn.

✂ 85Fuglen paa Kvist.

---

112

✂ Tiderne lide,
Snart skulde Muspels
Sønner fremride.
Veed da den Svage
Hvormed Han vil stride?

✂ Anden Fugl.

---

113

✂ Sit Sværd og sin Styrke
For Møen Han gav.
Saa grave i Mørke
Sig Guder en Grav.

✂ Loke (i Jetteskikkelse)

114

✂ End Fenris! Du tuder
I fængslende Baand;
Men Frihed bebuder
Min konstige Haand.
Alt rører med Styrke
Sig Ormen i Hav.
Saa grov jeg i Mørke
For Aser en Grav.

---

✂ 86

►Asken Ydrasill.

(Et Mythekvad.*►Nordens Mythologie S. 155.)

1

✂ Tidens Sønner, Mænd paa Jord!
Vil I eders Moder skue,
Vender Øiet op mod Nord,
Stirrer stivt paa Himlens Bue!
Denne Bue er en Rod
Af det Træe som længe stod
Og som staaer, til Verden falder.

2

✂ Træets Navn er Ydrasill,
Vidt udbrede sig dets Grene,
Under dem i Vexelspil
Alt som blev maa sig forene,
Ingen saae det randt af Rod,
Alt i Tidens Fødsel stod
Grønt det over Urdas ⓘ Kilde.Kilde.] GV, Kilde, A

3

✂ Træets andet Navn er Tid,
Mange Løv dets Grene tvinge,
Hver en Daab og hver en Iid
Maatte af dets Saft udspringe,
87Underligt, at end det staaer
Som det stod utalte Aar,
At det raadned ei og visned.

4

✂ Trende Rødder har det vel,
Men de kan det ei oplive,
En nedruger over Hel,
Som en tung og dunkel Skive,
En nedtrykker Jetters Æt,
Under Solen, klar og let,
Over ⓘ MidgardMidgard] Rettelsesliste, Midgurd A en sig hvælver.

5

✂ Kommer, Tidens Sønner! hører,
Hvad det er som Livet rører
I det alderstegne Træe!
Nornerne, som Tiden lænke,
Tidens tørre Ask bestænke
Lædske den af Urdas Brønd.

6

✂ Derfor kneiser end i Vælde
Stammen, trods sin høie Ælde,
Derfor visned ei dens Løv,
Dog kan Ingen ret udmaale
Al den Trængsel, den maa taale,
Evig kan den ikke staae.

7

✂ 88Kan I høre hvor den stønner!
Fire Hiorte, Søvnens Sønner
Stande i dens høie Top,
Og som Tiderne fremskride,
Bladene de dybt afbide,
Bladet med den unge Knop.

8

✂ Veed I vel, hvad Hiorten bider?
At det er de gamle Tider;
Som fortæres af dens Tand?
Derfor mørke Glemsel ruger
Over dem og dybt nedknuger
Spiren til hver herlig Old.

9

✂ Mere Trængsel Asken lider,
Thi ved Roden Nidhøg slider,
Dragen med sin Ormeflok,
Selv den ældes giennem Tiden,
Mør og trøsket bliver Siden,
Og den stunder mod sit Fald.

10

✂ Høre I det høie Kvæde
Lyde hist fra Ørnens Sæde
Paa det underfulde Træe,
ⓘ RatatoskurRatatoskur] GV, Ratatoskue A let nedspringer,
Kvadet ned fra Toppen bringer
Den til Dragen under Rod.

11

✂ 89Ørnen kvad om Træets Alder
Om, at naar engang det falder,
Skal det knuse Jetters Æt,
Dobbelt flinke Orme gnave,
Asken vil de undergrave,
For den frygtelige Stund.

12

✂ Tidens Sønner! vil I stride
Lumskelig ved Ormens Side,
Imod Norners høie Raad?
Vil I eders Moder trænge?
Vil I stræbe at forlænge
Jetters syndefulde Liv?

13

✂ Vel, saa stræber, som I stræbde
Da i eder selv I dræbde
Andengang den svundne Old!
Hevnen kommer, Asken raver,
Naar den falder, den begraver
Eder til en evig Død.

---

Tillæg.

✂ Ogsaa dette forkynder sig som et Mythekvad, Asken med sin Trængsel og sine ►underlige Vilkaar er ►og ganske ordenlig afbildet efter ►ⓘ VøluspaVøluspa] GV, Vilusya A og ►Grimnis90►mal, ei heller bør der ⓘ velvel] GV, sel A tvivles om, at den for 📌Nordens Skjalde var engang Tidens Sindbillede; men den videre Udlæggelse har ingen Hjemmel i ►Edda, og tildeels ingensteds hjemme, ►uden i et ►taaget Øie. Istedenfor den ►Ørnesang, der klinger ►heel mistænkelig, taler nok ►Edda om ►Skiendsmaal mellem ►Ørnen og ►Nidhøg, om Hiortene er dens Mening i det mindste tvivlsom, og at Ormene blive ►flinkere til at undergrave Asken, naar de høre, den i sit Fald skal knuse dem, klinger en smule dumt. I en anden Udgave af ►Mythologien er ►Stædet at omtale Mythens Betydning, her at sige, hvi Verset ►giemmes. Man seer let det egentlig er en Benyttelse af den gamle Mythe til at paaminde Tidsalderen om dens ►vrange Syn og ►galne Adfærd, og det kan ►vel endnu behøves, at lade Hedninge minde os om at Tidens Hjul drives ved ►ovenfalds Vande, at kun Gud paa underfuld Maade ►opholder Tiden og gienføder Kraften, medens vi, hvor høit vi end elske det Timelige, og grue for dets Ophør, arbeide paa at fremskynde den, ved at bortødsle Kraften og forpeste Luften. Saaledes aabenbares det, at jeg ►vel havde noget Sandt for Øie, men kunde ei ret afbilde det fordi ►Staven var bundet af en Mythe jeg ikke ►ret forstod. Den tilsyneladende Modsigelse forsvinder, naar man med mig betragter Tidens Øiemed kun opnaaeligt, naar den ender i en vis Time, det som Ormenes Øiemed, at Asken kan falde før 91den Time, det som Menneskenes Galskab at hielpe Ormene i Striden mod Guds Øiemed, og det som Galskabets Frugt, at Asken, der alligevel ei falder før den ⓘ skalskal] GV, skal A; delvis fremhævet i A, knuser dem og deres Fostbrødre i den evige Død.

---

✂

►Duggen.

1

✂ I Aftenens Stund over Enge jeg gik,
Sig Duggen nedsænked saa mildt fra det Høie,
Paa sugende Vexter jeg hæfted mit Blik,
Saae Græsset, for Duggen at fange, sig bøie,
Saae Blomsten at giemme den dybt udi Skiød.

2

✂ Min Stemme i Enge da spørgende lød:
Du perlende Vædske,
Som mægter at lædske
Den tørstige Urt,
Som mægter at svale
Paa Høi og i Dale
Det brændende Straa;
Hvad er Du? Hvor findes dit sølvklare Hiem?
Naar Solen bortviger,
Sig Elskeren sniger
Til ventende Mø;
92Du sniger om Nat Dig til Blomsterne hen
Og kysser og favnes, og kysser igien,
O sig mig da! kiender Du, elsker Du dem?
Hvad er Du? Hvor findes Dit sølvklare Hiem?

3

✂ Mellem Bøgene hist paa den mossede Sten
Over Fædrenes Ben
Hvor saa gierne jeg bygger
Blandt Oldtidens Skygger;
Hvor jeg hviled saa tit med mit blødende Hierte,
Hvor saa tit jeg neddæmped den rivende Smerte;
Der sattes jeg ned.
Paa duggede Enge
Jeg stirrende saae,
Jeg grubled saa længe,
Til Natten faldt paa.

4

✂ Da var det, som hæved
Sig Stenen fra Jord,
Og trindt mig omsvæved
Gestalter fra Nord.
Jeg skiælvede ei; thi saa gierne jeg bygger
Blandt Oldtidens Skygger
Ved Stjernernes Glimt.

5

✂ 93En Stemme jeg hørte,
Saa kiendt og saa kiær,
Saa tit jeg den hørte,
Naar Midnat var nær;
Naar Siælen begierte
At flygte fra Jord,
Saa tit den mig lærte
At skue i Nord.
Den bød mig at skue
Mod stjernede Bue,
Mod Ydrasills Rod,
Hvor Vandene klare
Udrinde saa snare
Fra hellige Væld;
“See Vandet som spiller
Paa Grenenes Rad!
See Draaben, som triller
Paa lædskede Blad!
See! Blomsten er aaben,
Og bier paa Draaben
Den drypper i Smug
Og Draaben er Dug.”

6

✂ Nedsjunken i hellig Beundring jeg sad,
Saae Draaben hentrille paa Ydrasills Blad,
Neddryppe, oplive de døende Vexter.
94Saa er da (udbrød jeg) den Draabe som kvæger
Dig Straa! som Du slutter saa ømt i dit Bæger
Du Blomst!
Den kraftige samme
Som Nornerne gød
Paa Tidens den hellige Stamme!
Historie da og Natur sig forene
I sluttede Favn under Ydrasills Grene.
O skarpt var dit Øie Du Sanger i Nord!

►Honningduggen.

1

✂ I Bøgenes Ly paa den mossede Steen,
Over Fædrenes Ben,
Hvor saa gierne jeg bygger
Blandt Oldtidens Skygger,
Jeg slumred saa sødt.

2

✂ Da Solen bestraaled den duftende Vang,
Ved Biernes Surren og Fuglenes Sang
Jeg vaagnede op af de saligste Drømme;
For Morgenens Saligheds Bæger at tømme.
O Langeland! Du med dit tryllende Eden
Det eneste Skiønne jeg kiendte herneden,
95Du Øernes Dronning og Dannemarks Pryd,
Som stedse jeg mindes med Vemod og Fryd!
Paa Dig Hviler Stenen, jeg hvilede paa,
Den Steen, hvor de herlige Syner jeg saae,
Hvorfra jeg og da med min vaagnende Sands
Beskuede Morgnens udfoldede Glands.

3

✂ Paa duggede Enge
Jeg stirred med Lyst,
Saae Bierne hænge
Ved Urternes Bryst.
Jeg saae hvor De suged
Hvad Blomsten indknuged
Saa fast i sit Skiød.
Jeg maatte udbryde!
O nu kan jeg tyde
Et Under igien:
Thi derfor o Bi! er din Honning saa sød,
Fordi den af Sødhedens Kilde udflød,
Og derfor i Kagen Man undrende tæller
De konstig afmaalte, omgrændsede Seller,
Fordi Du en Draabe af Viisdommen nød.

96

Tillæg.

✂ Man seer let, at disse Vers ere mere foranledigede ved nordiske Myther end udsprungne af dem, thi alt hvad ►Vola siger er kun, at Duggen neddrypper fra ►Ygdrasill, og i ►den prosaiske Edda siges at det er ►ⓘ HonningdugHonningdug] A, Hunningdug og Biernes Føde Rettelsesliste. En skiøn og sand Forestilling er det unægtelig, at Duggen, der for Planterne er en saadan ►størkende, vederkvægende, oplivende og underfuld Draabe, ligesaalidt har hiemme paa Jorden, som den aandelige Dug der lædsker og kvæger og ►størker de Levende, at det Alt er Draaber, med hvilke ►Alfader giennem ►Norners Haand bestænker den tørre Ask som ellers maatte visne, det er en af de mange Anelser i 📌Nordens Hjerte af Sandheden om den Gud, der klæder Markens Blomster, og ►i Hvem vi leve, røres og ere, det er en Duft fra Hiertets Blomst, avlet af en saadan Dugdraabe fra det Høie, og kan den kiendes giennem Verset, som jeg mener, da angrer jeg ei at have giort det, skiøndt adskillige Ord ere Daarskabs Børn. Den sidste Anvendelse paa Biernes ►Konst er ei heller ueffen, og kunde giøre godt, hvor den ►lagdes paa Hjerte i en Tid, da det er betragtet som Menneskers Maal at sanke og trælle for et ►Døgnliv og bringe Alt i snorlige ►Rade og Rum, thi see! det formaaer den liden ►Flue og giør det ►konstigere end vi, skulde det være Menneskets Maal at blive som den? skulde 97det være Umagen værd at arbeide saa ivrig, for at uddrives af ►Svoveldamp, naar det store Bistade ►optages i Høsten, og ►surre i Mørket medens Mjøden blandes til en evig ►Høitidskalk i de gyldne Sale? eller var det dog ikke bedre i Sommerens Tid ved ►Honningduggens Kraft at lade Vingerne voxe, og Sødmens Væld udspringe i Hjertet, saa vi, naar Vinteren kommer, kan uden Sorg forlade de afblomstrede Enge, og svinge os did, hvor Duggen har hiemme, og ►Stadet staaer fast, og Blomsten ei visner og ►Kalken ei tømmes, til Gud.

---

✂

►Odins Kvad

om

Skjaldskab►.

1

✂ Der stod udi Bierge
En Kiedel med Mjød,
Den blandede Dværge
Saa stærk og saa sød;
Forglemmelsens Fugl over Drikken hensvæver
Og sætter sig fast paa den Drikkendes Læber;
Til Himlen Han løftes og Jorden er glemt.

2

✂ 98Af Honning var blandet
Den kostbare Mjød,
Af Helligdomsvandet,
Af Dug som nedflød
Da førstegang Nornerne nyfødte, milde,
Bestænkede Asken af nyfødte Kilde
Var Honningen virket ved Biernes Konst.

3

✂ Men Jetter udhulde
Et Fjeld udi Grund,
Og Mjøden De skjulde
Paa dybeste Bund,
At Mennesket Guderne skulde forglemme,
Og aldrig en Røst om sin Fødsel fornemme,
Men tiene og dyrke hver Jette som Gud.

4

✂ Lig Guderne bliver
(Saa Spaadommen lød)
Hvem først sig opliver
Med glødende Mjød,
Og naar den af Kjedlen fra Bjerget sig hæver,
Da løsladt i Verdener alle omsvæver
Hver Asernes troende, lydige Søn.*Saaledes forstaaer jeg det besynderlige Vers i Grimnismal, (i Commissionens Udgave det 41de.)

5

✂ 99Jeg hængde paa Grenen
I Storm uden Læ;
Ukvæget paa Grenen
Af hellige Træ;*Ygdrasill. See Begyndelsen af Runekapitlet!
Til Odin jeg Odin mig ofred; til Værket
Jeg da blev indviet; med Spydsodden mærket,
Som Offer jeg hængde i Nætterne ni.

6

✂ Mod Jord jeg forøgde
Min Stræben, og vandt;
Om Runer jeg søgte,
Og Runer jeg fandt;
Da kiendte jeg Veien til Hulen den mørke,
Jeg skiælvede ikke for Jetternes Styrke,
For Suttung, og Troldes afmægtige ⓘ Kløgt.Kløgt.] GV, Kløgt, A

7

✂ Mod Skyen fremraged
Den Klippe saa stor;
Jeg bored, det knaged
I Steen og i Jord;
Men Braget jeg døved ved Runer og Sange,
Thi for mig og trindt mig var Jetternes Gange,
Ei vilde jeg vaagne den sovende Hær.

8

✂ 100Jeg sad hos Gunløde
Paa gyldene Stoel,
Af Ringen den røde
Det lyste som Sol.
Mens Jetterne sov paa de sukkende Stene,
Da tømde jeg Mjøden, den stærke, den rene,
Da favned jeg solskære, væneste Mø.

9

✂ Min Aand var bortilet,
Som Gud jeg opfor;
Men legemlig hviled
Jeg end under Jord.
Da vaagnede Jetter, da giordes jeg bange;
Thi glemte var Runer og kraftige Sange;
Det dundred i Hulen af Thursernes Fjed.

10

✂ Da hjalp mig Gunløde,
Saa kjærlig afdrog
Hun Ringen den røde,
Og Lyset forjog;
Da snublede Jetter og famled i Blinde,
Ei kunde i Mørket mig Thurserne finde,
Da fandt mig min Aand, og af Fjeld jeg ⓘ opsteg.opsteg.] a93A, opst A

11

✂ Med Skjalde i Norden
Jeg deler min Drik;
Da løses fra Jorden
Det fængslede Blik;
101Da griber i Harpen den skæggede Brage,
Og Skjaldene kvæde, og Dværge gientage
For Klippernes Dørre hvert tonende Kvad*Ekko er ⓘ Dværgemaal.Dværgemaal.] GV, Dværgemaal, A.

---

Tillæg.

✂ Mythen om Poesiens Oprindelse findes i ►Havamal, men uagtet jeg har søgt at udfylde og fortolke den, er dog Kvadet ingenlunde hvad det skulde være. Det er ►tilvisse mærkeligt, at Poesien fremstilles som Noget ►Jetterne havde ranet, og ►vist var det en værdig ►Idræt for ►Alfaders Statholder at erobre den tilbage, ►rimeligt er det ogsaa, at Skialdene sammenknyttede Forestillingerne om den ►Honningdug der nedflød fra ►Ydrasill, og den Mjød, som var ►Skjaldskabs Sindbillede, men det burde forstaaes hvad ►Odin og ►Gunløde betyde her! Dog det ►hiemfalder nu til Mythologien, og hvo som ved at læse dette Vers i Forening med de foregaaende, kunde annamme en levende Forestilling om ►Skialdskabs Mjød som den aandelige ►Syster til ►Honningduggen der ⓘ nedfaldernedfalder] GV, nedsalder A i Blomstens Hjerte, en levende Forestilling om ►Skjaldskab som ►Kalken der ►indslutter alle Menneskets herlige Minder, dybe Længsler, og høie Ahnelser, som stjaalet fra Slægten og givet den atter af Gud paa ►underlige Maader, han vilde ►vist glad bekiende, at Gud ingen102sinde og allermindst i 📌Norden lod sig selv uden Vidnesbyrd, og at Mjødens Kræfter ►teede sig aabenbarlig; men han vilde ei gaae irette med Verset, eller forarges ved Talen om Afguden, som her var nødvendig, naar Mythen skulde beskues, skiøndt den ►vist nok baade kunde og burde været endeel anderledes.*Verset er forhen trykt i ►Nordens Mythologie S. 196.

---

✂

►Kiøbenhavn.

(Tilbageblik paa en Reise*►Kbhavns. Skild. 6te Aug. No. 21, 1808.)

1

✂ Sørgelig stander Du der,
Axelstad! syg og lemlæstet.
Hvor er nu Spiret som høit
Stræbde fra Jorden mod Himlen?
Uslingens Øie saa stivt
Stirred og hængde paa Guldet,
Gierrig han rev det til Jord,
Men det sig tabde i Støvet,
Lærde ham: hvad der er Guld
Hist i det Høie, det vorder
Atter til Støv paa vor Jord.
Sørgelig stander Du der
Axelstad! syg og læmlæstet
Røvet din herligste Pryd,
103Nutidens udtrykde Billed,
Der, som en sjunken Ruin,
Vidner om henfarne Tider.

2

✂ Tiderne havde et Spir,
Kiækt det sig reiste mod Himlen,
Straaled af luende Guld,
Fæstet i Menneskets Indre;
Uslinge reve det ned,
Jorden de vilde forgylde,
Guldet sig tabde i Støv,
Støvet sig hvirvled i Luft,
Blev til en Sky, og vor Alder
Stirrer paa Skyen saa glad,
Peger paa den som sin Himmel.

3

✂ Atter kan reises dit Spir,
Axelstad! men om den Bue,
Som bliver hvalvt under Spir,
Kan over Christne sig hvælve,
Eller om Tidernes Spir
Atter kan reises, det skjuler
Fremtidens natlige Slør.

4

✂ Axelstad! hurtig du viger,
Taagen jeg skuer kun end,
104Taagen, som stadelig ruger
Over dig, giftig og tung,
Skjuler den renere Himmel
For dine giøglende Børn.

5

✂ Taageindhyllede Bye!
Hvad er vel det, som mig drager
Til dig saa stærk og saa fast?
Som, naar for Øiet du svinder,
Avler i Hjertet et Suk,
Som, naar dig Øiet opdager,
Byder det tindre saa mildt,
Vækker en inderlig Længsel?

6

✂ Det er det Døde i dig,
Som mellem Levendedøde,
Lever saa kraftigt et Liv,
Vækker det Døde til Live.*Man seer let, at er Veiret ikke jaget ud af disse Ord, da er dog Aanden det ►tilvisse.
Minder fra hensvundne Old
Fængsle min Sjæl og mit Øie,
Billedet stirrer jeg paa,
Blind for de luftige Skygger,
Axelstad! maatte jeg da
Leve i dig til min Død,
Knyttet til Oldtidens Liv,
Fremmed for Nutidens Død!

---

✂ 105

►Saga om Nor og hans Æt.

(Med et Kvad til mit Fædreland den 28de Jan. 1809.*Indrykket i samme Dags ►Skilderie.)

---

✂ Høitiden byder hver Haand
Hvile fra Hverdagens Syssel;
Vinteren driver os ind,
Trindtomkring Arnen os sanker
Ret er at lytte til Sagn,
Sagn om de fremfarne Tider;
Saa lytted Fædre i Nord.
Nordboer! lytter til mig!
Jeg vil en Saga fortælle
Medens i Skjoldungens Hald
Holdes den herlige Fest.

---

✂ Saa er sagt af sagnkyndige Mænd, at i meget gammel Tid, end før Asamænd indkom i Nord, da var en Kjæmpe af Gudernes Æt, rig og mægtig, og dertil begavet med allehaande Kløgt, men meest med den, som Spaakløgt heder, og som af al er først at nævne; thi vel er det Noget, at kjende Tiden, som hun nu er, og end Mere, ret at vide, hvordan hun været haver, men Mest er 106det at see og forstaae, hvad hun skal vorde. Nor var Kjæmpens Navn, og ham fødtes tvende Sønner, hed ⓘ EnEn] GV, Cn A Noreg, og Gautur den Anden, men kun een Datter aatte han, og er hun nævnet Dana. Han skiftede Nordurlande udi trende Parter, og fik Noreg den Part, som efter ham er nævnet Norrige, og er det et haarde Land, og fuldt med Elv og Fjelde, men dog fagert i sin Maade, og rigt paa Malm og Stene. Dana fik de Øer, som svømme udi Østersaltet, lystelige at bygge paa, med Korn, med Eg og Bøg og med blommede Enge; saa fik hun og Jotland og Alt hvad som Mænd nævne Danmark. Gautur fik Gautland, som nu nævnes Svithjod, og er det sandt at sige, at ligerviis som han byggede mellem baade Sødskende, saa havde og hans Odel i mange Maader Ligning med Begges, aldenstund han ligesom kunde række den ene Haand til sin Broder paa det høie Fjæld, og den anden til Søsteren i Dal. Saa var Landeskifte, men ei kommer Gautur meer ved denne Saga.

✂ Saa er det sagt, at Nor skulde aldrig døe, men der han ældedes, drog han til det grønne Godheim, at være med Guderne, og før han drog did, da tog han til sig alle sine Børn, og gav dennem kostelige Raad, bød dem leve endrægtelig til107hobe og varede dem ad deres Skade, om de ei vilde gjøre derefter. Saa tog han og Noreg og Dana til Enetale hos sig, og sagde dem forud, at der vilde komme megen Ufred mellem de Sødskende, men at de dog, som Ret var, skulde enes paa det Sidste. Som han var vel øvet i Skjaldskab, da kvad han for dennem om al deres Landes Leilighed, og hvorledes de bedst kunde hjælpe og tjene hinanden, og var det et langt Kvæde, det Ingen nuomtide veed at sjunge fuldelig, dog Mænd sige for Sanden, at en Part var saa, som end kvædes i Normal hiint gamle:

✂ Malmet voxer
Dybt i Fjælde,
Kornet voxer
Høit paa Sletten;
Odin skifted,
Hvi han skifted
Saa, det vide
Taaber ikke;
Mon I veed det?

✂ Jorden bærer
Hør, men Faaret
Uld paa Heden;
108Deri Datter!
Klæd dig! Smyk dig
Med din Broders
Maard og Sobel!
Staa i Nord, som
Nordens Mø!

✂ Tag ei Silke,
Tag ei Smykker,
Tag ei Perler,
Som dig Sakslands,
Som dig Vallands
Sønner byde!
Naar de beile,
Naar de byde:
Skuffes Du.

✂ Sakslands Døttre,
Vallands Døttre
Vil dig lokke
Søn! til Leflen;
Høit i Bægret
Bruser Eddren,
Sødt de kvæde:
Der er Kraften!
Tro dem ei!

✂ 109Elven fraader
Ud af Fjeldet,
Der er Kraften.
Øs af Elven!
Bed din Søster
Øl at brygge,
Mjød at blande!
Staa som Nordens
Søn i Nord!

✂ Og end kvad han:

✂ ⓘ NornerNorner] GV, Noxner A styre,
Aser aarke,
Vaner vide;
Tro paa Norner!
Blot til Aser!
Beed til Vaner!
Saa har forne
Skjalde kvædet.

✂ Saa sige gamle Mænd, de som bedst mindes Fædres Frasagn, at Nor mælte, og er det vel troligt det var udi denne Mening, dog det ei var saa læmpet med Rimstave og anden Konst; thi det vide Alle som nogen Kløgt eie, at ret Skjaldskab er at 110agte som Asamænds Skjænk til dem som boe i Norderlande, saa som Odin siger i Havamal:

✂ Gunlød paa gyldne
Stoel har mig skjænket
Drik af den dyre Mjød.

✂ Og end:

✂ Letkjøbte Vædske
Vel har jeg nydt,
Skjaldskabet voxer
Frem nu paa Jord.

✂ Nu er det at sige, at i mange Aldre ihukommede Børnene vel deres Faders Ord, og, som det pleier at skee, at de som meest gjøre efter de Gamles og Kløgtiges Raad, dem gange og alle Ting bedst tilhaande, saa bleve og de Sødskende stærke og mandelige og deres Ætmænd spredtes vide om Lande, og Ingen mægtede at modstaa dem, der som de fore frem. Men som de Sødskende ældedes, saa argedes de, og troede paa deres egen Styrke, og tyktes sig klogere at være end deres Fader; thi sloge de hans Tale mestendeels hen i Veir og Vind.

✂ Nu er det til Tidende, at en ny Sæd kom ind i Norderlande, og vist var hun god, ja fuld111bedre end hiin gamle, saa som hun forkyndtes udi Østerleden; men sandt er det og at sige, at i den Time hun kom hid, var det Kosteligste ei mere tilsyne. Somme mene, at hun havde tabt det paa de lange Veie, men Somme mene det, som ligeligst kan være, at hun havde gjemt det saa vel og inderlig, som Klippen sin dyre Malm, og at hendes Følgesvende ei vidste det at fremføre for Dagens Lys. For den Sags Skyld hændtes det og saa, at hine første Klerke og Kjendemænd ei talte som Sandingen var, at den Gud, som Mænd nu skulde tjene, var hin samme, som de fordum tjente, dog de havde forvendt hans Navn og Idrætter; men sagde idensted, at hine gamle Guder maatte nævnes Diævle og Meenvætter, ligerviis som den Jord, hvorpaa de ginge, og den Himmel med de store og smaa Lys, som løftede sig over dette Hoved, ei havde været de rette, denstund de meente dem bygte af Aser. Da forgjættedes hartad alle de Ord, som Nor havde talt, i det hans Børn finge den gruelige Tanke, at der han drog til Guderne, da drog han til Djævlene udi Helvede, som de nu meente Guderne at være, og at det ei sømmede sig for dem, nu de skulde tjene Krist, at lyde hans Raad*Skammeligt er det ►tilvisse at give 📌Nordens Apostle Skyld for Ufreden, og det Hele er Sludder..

✂ 112Lyster Nogen at vide alle de Ting, som hændtes ere de Sødskende indtil denne Time, han maa vel rette sin Leilighed til at efterforske i alle de Sagaer, som om dem ere samfatte! Her er det kortelig at mælde, hvorlunde det gik dem i alle Maader efter som Nor havde spaaet: baade at der kom megen Ufred mellem dem, indtil en Kvinde med Mandemod, dannis og kløgtig og nær i Frændskab med begge, forligede dennem; saaog at ihvorvel Nor udentvivl meente Mere, kan vel være og Andet, der han talte om Drik og om Klæde, saa maatte dog og i disse Dele hans Spaadom opfyldes.

✂ Fra den Time Dana hentede sine Klædningsmon fra Bretlands Øer og sin Drik fra Sønderleden, da hovmodedes og bedaaredes hun saa, at Intet som groede paa Dyr eller Jord i hendes Sletter var hende til Maade, og hengav hun det for en ringe Priis, at hun kunde bramme med braagede og blommede Mon, og heller vilde hun øge sin Tørst med fremmet Drik, end lædske den i sin egen. Da blev hun blød i Sind og Hjerte, og er det Sommes Mening, at hun ved det Levnet kortede sine Dage.

✂ Bedre bleve Noregs Vilkaar, dog han i mange Stykker ei var klogere paa det Sidste; men fast 113maatte man sige, at ligesom de giftige Urter, ei trives paa Fjeldene, saa kan ei heller Blødhed og Vellyst, der vel maa lignes ved giftige Urter, ret fæste Rod i hannem, for den stærke og rene Lufts Skyld, som blæser mellem Klipperne. Ei var det dog derfor et umærkeligt Ord, hvad som Nor talte til sin Søn; thi fra den Stund at Saxlands Mænd kom til at bygge og kiøbslaa i Biørgvin, da kom mangen ny og overflødig Skik, som ei var den bedste. Ondt maatte Man og hartad nævne det, at Noget blev fundet i Noregs Land, udaf hvilket det underligt Klare giordes som Glar bliver kaldt; thi altsom Glarmon kom til at stande paa Bordene isteden for de dunkle Horn og de mørke Bægere, saa maatte Øllet og Mjøden lade sig drive paa Flugt af Vin og anden udlændisk Drik. Men, om Drik at tale, da haver den meest fordærvet baade Sødskende, som de ugudeligen pinte af det velsignede Korn, og ei er det at undres paa, aldenstund den laves ved Ild og ved Nat, ved den gruelige Troldomskunst, som Seid monne kaldes; thi vel er det kundbart af gamle Bøger, at med den Konst vilde onde Jetter fordærve Jorden, og var det med hende, at Folk forgjordes fra Liv og Helsen, Vid og Forstand, ret som vi end dagligen see for Øie.

1

✂ 114Nu er Normal kvædet
Og fremtalt er Sagnet,
Gavnlig for Askurs Æt,
Ikke for Jetters.
Vel ham, som kvad!
Vel ham, som kan!
Han nyde som nemmed!
Vel dem som hørte!

---

2

✂ Landsmænd! Frænder i Nord!
Vil I end lyde paa Skjalden,
Medens han, kyndig ved Sagn,
Kyndig ved Fædrenes Kvad,
Stræber i Nutidens Maal
Oldtidens Kløgt at udtale?

---

3

✂ Noreg! skue fra dine Fielde
Ei saa kold til Dalens Søn!
Han har seet dig i din Vælde,
Og fornummet Kvadets Døn
Som udgik fra dine Skjalde,
Fro han end dig seer gienkalde
I din Daad den svundne Tid.

4

✂ Dana kalder han sin Moder,
Elsker hende som en Søn,
Dog til hendes djærve Broder
Sneg han sig saa tit i Løn;
115Øiet funkled, Kinden lued,
Naar den Kækkes Færd han skued,
Naar han hørte stærke Maal.

5

✂ Derfor Noreg! tør, som Frænde,
Til dig træde Danas Skjald,
Frygter ei, at du skal vende
Ryggen mod ham i din Hald.

6

✂ Naar paa høie Fjeld du stander,
Og paa Dana skuer ned,
Glem da aldrig, det er Fjeldet,
Ei dig selv som hæver dig!

7

✂ Husk at Dana er en Kvinde!
See hvor Blomsterflokken tæt,
Trindt om hendes Fod sig slynger!
Maa hun ei af den en Krands
Vinde om sin fagre Tinding?

8

✂ Hør hvor Nattergalens Kvad
Smeltende og liflig toner!
Maa ei Taaren da paa Kind
Mildt og ⓘ sagteligsagtelig] GV, sagteljg A nedrinde?
Maa da hendes Stemme ei
Sænke sig i ømme Toner?

9

✂ 116Tør du kalde hende svag?
Tør du pukke paa din Styrke?
Vil du at den grønne Eng
Skal sig bradt som Klippen løfte,
Og det runde Bøgeblad
Sig som Granenaalen spidse?

10

✂ Om paa Øers Blomsterbred
Søsteren du seer at stande,
Stirre paa sit Billed ned
I de blaa, de stille Vande;
Husk at hun en Kvinde er,
At, som Kvinde, hun sig speiler,
Kun fordi at Speilet hører
Med til Kvindernes Natur!

11

✂ Seer du hende stundom spøge
Vild med Ynglinge fra Syden,
Husk at Fristelsen er stor
For den fagre, ømme Kvinde,
Naar en fyrig Ynglings Mund
Blusser, brænder hendes Hænder!

12

✂ Speiler hun sig alt for længe,
Saa hun glemmer Husets Dont;
Spøger hun dig alt for kælen,
Saa hun glemmer høie Byrd;
117Slaae da med dit Sværd paa Skioldet!
Syng et gammelt Heltekvad!
Husk, du taler til din Søster!
Talen være broderlig!

---

13

✂ Dana! kjære, ømme Moder!
Ei det sømmer sig en Søn
Om sin Moders Feil at tale,
Kiærlig skal han dølge dem,
Kysse dem fra hendes Læber;
Men en heed og heftig Bøn
Kan sig dog og for ham sømme.

14

✂ Heed og heftig er min Bøn:
Aldrig glemme du din Broder!
Er han stiv, saa er han fast,
Er han stolt, saa er han kraftig,
Søg ei spæde Blomster der
Hvor de store Fjelde voxe!

15

✂ Har du en vanartet Søn,
Som tør spotte med din Broder,
Haardt du revse ham! thi ei
Drengespot den Gamle taaler
118Ei han det forskylder. See!
Hvor han vogter sine Klipper,
Hvor den kolde Iis og Snee
Hænger i hans hvide Lokker,
Mens han staaer med nøgent Bryst
Og med Sværd i Haanden æsker
Hvem som tør, til Enekamp!

16

✂ Tøe du op de frosne Lokker!
Løn hans Kamp med Kjærlighed!
Viis Ham at du er hans Søster,
Sprungen ud af samme Lænd!
Kvinde er du, men ei Sydens
Bløde, svage Kvinde; husk!
Til en Skioldmø est du baaret,
Født til Kamp og Kjærlighed!

---

17

✂ Noreg! Dana! end en Bøn!
Glemmer aldrig hvad den Gamle
Talte om de høie Guder!
Navn og Form kan sig forvandle,
Men det Evige, som var
Førend Form og førend Navn,
Var, og er og vorder Kilden
Hvorfra Kraft og Kløgt udstrømmer,
119Hvorhen Kraft og Kløgt henpeger,
Som en Straale til sin Sol.

18

✂ Kristus Herlighedens Glands
Og Guds Væsens rette Billed
Aabenbarede paa Jord,
I sig selv og i sin Lære;
Aser, Vaner er ei meer,
Himlen er ei længer kløvet,
Kraft og Kløgt og Kjærlighed,
Tre til Een, til Gud er blevet.
Vil I løfte eders Isse
Kraftig imod Himmelbuen,
Først I knæle dybt i Støvet
Ned for ham, som Kraften eier!

---

19

✂ Noreg og Dana! I elskede To!
Hørte I Sagnet og nemmed I Kvædet,
Haand udi Haand da I Sødskende tvende!
Ganger saa begge til Skioldungens Hal!
Kommer! o følger den ilende Skjald!

20

✂ Hisset han skuer en Herre saa bold,
Høit er Hans Hjerte og høit er Hans Sæde,
Mandig han sidder som Yngve og Skjold,
Gammelt og herligt er Skioldungens Sæde.
120Venlig Hans Fødedags stigende Sol
Førstegang seer ham paa Kongernes Stoel;
Nordsolens Straaler de lyse, de kolde,
Speile sig glade i blinkende Skjolde,
Skjoldene blinke om Nordurlands Drot.

21

✂ Skjalden, hvis Øie er fængslet i Nord,
Som ikkun mægter om Norden at kvæde,
Som, naar han skuer et Oldtidens Spor,
Standser og stirrer beruset af Glæde,
Stirrer paa Kors og paa løftede Sværd,
Herlige Minder om Heltenes Færd.
Sværdet nedsynker paa Dannemands Skulder,
Vier til Daad og til Sværdenes Bulder;
Ridderen stander for Nordurlands Drot.

22

✂ Valdemar havde et Banner saa prud,
Korset i Midten saa skinnende lued,
Vist kom det hellige Banner fra Gud,
Fienderne bæved, naar Korset de skued!
Valdemar kaared de gjæveste Mænd,
Slog dem med Sværdet ved Skulder og Lænd,
Bød dem at tegnes med hellige Mærke;
Ridderne løfted sig mandige, stærke,
ⓘ StredStred] GV, Skred A under Korset trehundrede Aar.

23

✂ 121Det Herlige svinder i løbende Tid;
En Konning uddrog med saa fager en Skare,
Han agted at kjæmpe saa syndig en Strid,
Dog hellige Banner for Hæren de bare.
Ei længer det værged om Kjæmper fra Nord,
De sjunke, de segned paa blodige Jord,
Det Banner var svundet, man aldrig det fandt
Fra Riddernes Bryst da og Korset forsvandt,
Og flygted til Snekken paa Havet.

24

✂ Tregange skjulte sig Seclet i Tid,
Britter uddroge, saa talrig en Skare,
Røvede Korset i syndige Strid,
Venskabets Banner til Skjændsel de bare,
Dannemarks Brøde udsonedes brat,
Tabt var for evig den herlige Skat,
Dog sig de Riddere, mandige, stærke,
Reiste med Korsets det hellige Mærke,
Rørte af Sværdet i Frederiks Haand.

25

✂ Skjalden, hvis Øie er fængslet i Nord,
Som ikkun mægter om Norden at kvæde,
Som, naar han skuer et Oldtidens Spor,
Standser og stirrer, beruset af Glæde,
Stirrer paa Kors og paa løftede Sværd,
122Herlige Minder om Heltenes Færd,
Sværdet nedsynker paa Dannemands Skulder,
Vier til Daad og til Sværdenes Bulder,
Ridderen stander for Nordurlands Drot.

---

26

✂ Noreg og Dana! i Skjoldungens Hald,
Rinde nu Festens ophøiede Timer.
Nærmere træde I Nordurlands Drot!
Skuer i Korset det gjenfødte Banner!
Vover at bryde det festlige Stille!
Sværger for Guds og hans Salvedes Aasyn:
Dem og hinanden i Liv og i Død
Troelig at elske og troelig at tjene,
Korset at følge og Korset at bære,
Aldrig at glemme I stamme fra Nor!!!

---

Tillæg.

✂ ►Enddog denne Saga ogsaa har Ord imellem, der ei ere aldeles i christelig Sandhed, indeholder den dog mangt et Ord, som hvis det var blevet ►lagt paa Hjerte, vilde sparet 📌Nordens ægte Venner mangt et Suk og mangt et bedrøveligt Syn, som, hvis det endnu blev rettelig ihukommet, kunde avle lyse Dage 123og glade Syner. Jeg vil da kun minde om, at Sagaen klang paa den Dag, den ny ►Dannebrogsorden indviedes, og at Historien paa det kraftigste modsiger Kvadets Vink om et herligt Ridderliv under ►Dannebraag mellem Kong 👤Valdemar og 👤Hans. Det var ikke en Korsets men en Hammerens Tid.

---

✂

►Knud Lavard.

(Ved min Reise til Sorø.)

1

✂ Saa gladelig farer jeg hen over Land,
Mit Øie har Stiernerne fundet,
Nedsænket i Hav er nu Solluens Brand,
Og Dugdraaben Støvet har bundet,
I Skumringen vinker den kjølige Lund
Nu alle Smaafugle til natlige Blund,
Og Blomsten alt blunder i Enge,
Paa Himmelen tindre de Stjerner saa smaa,
Saa tindre de Smaalys i Hytternes Vraa
Og lyse de Bønder til Senge.

2

✂ Hvi flygter hist hver Stjerne bort,
Og hvi mon over Skoven ruger
Den Sky saa sort;
124I Haraldstæd sad Hertug Knud
I Julefæstens Dage,
Ved Aften treen i Sal et Bud,
Og talede saa fage:
I høre mig nu Hertug Knud!
I komme flux i Skoven ud,
Kong Magnus eder bier.

3

✂ Og det var Eriks djærve Søn,
Saa brat han sprang fra Borde,
Men Ingeborg ham drog i Løn,
Og saa tog hun til Orde:
I ride ei, min Herre god!
Thi vist det gjælder eders Blod,
Kong Magnus vil jer svige.

4

✂ Ei er jeg som en Kvinde ræd,
Og Magnus er min Frænde,
Saa talde han, men Kvinden græd,
Og bad i stor Elende:
O! drag ei denne onde Færd!
Men tænk paa Fostret som jeg bær
For eder under Hierte!

5

✂ Han klapped hende under Kind,
Og sagde: vær ei bange!
Men der hun saae ham stolt i Sind
Heel vaabenløs at gange,
125Med Graad og Suk da gik hun hen,
Og spændte Sværdet ved hans Lænd,
Bad ham med Gud at fare!

6

✂ Og det var hellig Hertug Knud,
Og Sivard, Saxlands Sanger,
De rede flux af Byen ud
Alt paa den rappe Ganger,
Men der de rede hen ad Snee,
Fru Ingeborg hun tykdes see
Om Knud et Jordelagen.

7

✂ Og der de komme ud fra By,
Tog Sivard til at kvæde,
Saa sørgelig det klang i Skye,
At Knud han maatte græde,
Om Grimhilds Svig var lagt det Kvad,
Der hun tillaved blodigt Bad
For sine Brødre baade.

8

✂ Heel fager er den gamle Sang,
Saa mælde Knud med Blide,
Men alt for ynkelig den klang
Dog her ved Nattetide,
Saa hug han Sporen dybt i Hest,
Og reed, alt som han kunde bedst
Sit Dødningrid til Skoven.

9

✂ 126Fru Ingeborg saa enlig sad
I Salen med stor Kvide,
Og inderlig til Gud hun bad,
De Taarer flød saa stride,
Men der det var ved Midienat,
Da banked det paa Dørren brat,
Dog Ingen var derude.

10

✂ I Blod og Bryst en Rædsel foer
Og stemmed hendes Aande,
Som uden Liv hun sank til Jord
Udi sin store Vaande,
Og det var i den samme Stund
Da dræbdes Knud i mørke Lund,
Af Magnus og hans Svende.

11

✂ Saa myrded de den Herre from,
Det Gud tilstæde vilde,
Til Vidne om hans Helligdom,
Udsprang saa klar en Kilde,
Men hver en Stjerne flygter ræd,
Fra mørke Skov fra Haraldstæd,
Hvor Magnus slog sin Frænde,

---

12

✂ Hevnerens Engel alt svæved,
Truende Sværdet han hæved
127Over det syndige Folk,
Derfor, du Hellige! døde,
Dobbelt blev Dannemarks Brøde,
Dobbelt blev Dannemarks Straf.

13

✂ Herren dog saared og læged,
Han er retfærdig og god;
Kilden, som sprang af dit Blod
Dannemark kjøled og kvæged;
Kilden, som sprang af dit Blod,
Valdemar heed den paa Jorden,
Samlet med Absalons Flod
Kjøled og kvæged den Norden.

---

Tillæg.

✂ Jeg kommer ►grandt ihu, at disse Riim bleve trykkede i ►Skilderiet (No. 39, 1809) for at vise hvorledes 👤Knud Lavard burde betragtes i Modsætning til den ►Beskuelse der havde avlet en Tragoedie, jeg nys havde stræbt at giøre til en Comedie; om Rimene bleve giorde i samme Anledning, husker jeg ikke, men i saa Fald behøvede man ei at lede ►om anden Grund til den Mangel af Begeistring, som er kun alt for aabenbar. Det er ellers en ►besynderlig Skjæbne 👤Knud Lavard har havt, thi jeg veed ingen Dansk fra Middelalde128ren, der er saa tit og slet besjunget som han, saa man vel maa sige at han har været en Martyr, et pint Vidne om den Uforstand paa Middelalderen og overalt paa Hjertet, der selv hos Digtere, var almindelig i den sidste lange Vinter, ►Ragnarokes Forvarsel, og saavist som 👤Sanders ►Knud Lavard er et ►daarligt Arbeide i det Hele, findes der dog flere enkelte Glimt af Følelse, end i nogen anden Bearbeidelse. Hvad nu mit Vers angaaer, da er det vel her, som i Tiden, at efter Saga kommer ►Kjæmpevisen, og Rimet har adskillige Spor af, at jeg virkelig var paa Vei til at gaae over fra 📌Iisland til 📌Sjølund, at ►Asarusen var hartad bortdampet, og at Hjertet begyndte at komme til Orde, men det er tillige ►aabenbart, at jeg endnu stod mellem Snee som en Vintergiæk og ►Sommernar, at jeg nok vilde være en duftende Blomst, men vilde groe paa Iisbierget, og indbildte mig at jeg der var nærmere ved Himlen end i den lave Eng, fordi jeg ingen Lyst havde til at fornedres, ingen Forstand paa den ydmyge Høihed. Hvad jeg gjorde 👤Knud til, var jeg selv, en Søn af Hedenolds kolde ►Kjæmper, som ►vel stundom maatte græde, naar jeg lyttede til Hjertets bevægende Toner, men bluedes hartad ved Taaren og sagde

✂ Heel fager er den gamle Sang,
Men alt for kvindelig den klang.
Saa ►hug jeg Sporen min Hest,
Og reed alt som jeg kunde bedst,
Mit ►Dødningrid til 📌Norden.

✂ 129Betragter man nu Rimet som historisk, da er dets Dom allerede fældet, dersom 👤Knud var, hvad jeg tænkde, en kjærlig, christelig Ridder, thi det er han ingenlunde i min Sang, og den var da inderlig usand, om den ogsaa udvortes holdt sig til Historien. Det gjør den virkelig undtagen i Versene om 👤Ingeborgs Nattesæde, der ikke engang ere en ►rimelig Tilsætning, thi vel kunde hun vaage og høre Varsel, men ikke vel sidde ene, og endnu mindre bede inderlig til Gud uden at føle Lindring. Dog paa Bøn havde jeg, desværre! dengang ei synderlig Forstand, saalidt som paa Historiens Sammenhæng, hvilken jeg ►vel ahnede og krævede, men ei saae, fordi jeg ei havde Gud levende for Øie. Ogsaa i denne Henseende sporer man imidlertid Begyndelsen til en Overgang, men med vaklende Trin; og Sagnet om Kilden er rettelig udlagt om 👤Valdemar, jeg følde Nødvendigheden af at betragte Historien som Guds Faderlige ►Husholdning, men dunkel og forvirret var min Forestilling derom.

---