Grundtvig, N. F. S. Kvædlinger eller Smaakvad





I

Kvædlinger
eller
Smaakvad

ved

Nic. Fred. Sev. Grundtvig, *Præst.


Spiritum Graiæ tenuem camoenæ

Parca non mendax dedit et malignum

Spernere vulgus.

👤Horat.

Kiøbenhavn, 1815. Trykt og forlagt af Andreas Seidelin, store Kannikestræde No. 46

II
III

Til

👤Cathrine Marie Bang

min elskede Moder.

IV

1

V Moder! i Dit Enkesæde
Til Din Priis jeg Harpen slaaer,
Sjunge skal for Dig med Glæde
Hvert af mine Skjaldeaar;
Ingen Krands de har at bringe,
Men med ubesmittet Navn
Og med klare Toner svinge
De sig til Din Moderfavn.

2

De har ingen Krands at bringe
Thi ei Verdens Priis de sang,
Altid de paa kjække Vinge
Over Støvet sig opsvang,
Vild de foer, men aldrig bøied
De for Døgnets Afgud Knæ,
Haaned kjæk hvad han ophøied,
Spotted med hans Laurbærtræe.

3

VIDerfor, naar min Harpe lyder,
Klinger over 📌Danevang,
Døgnet haaner og forskyder
Alt mit Syn og al min Sang;
Men, o Moder! dog saalænge
Du har Søn og Syner kjær,
Tone høit de stemte Strænge,
Trodse Døgnets Skyggespær.

4

Baaret har Du under Hjerte
Alt mit Syn og al min Sang,
Født til Verden dem med Smerte,
Skjalden af dit Skjød udsprang;
I de gamle Heltedage
Gjennem Dig han har sin Rod,
Sands for Sang og Syn for Sage
Fik han med dit Adelsblod.

5

VIIDog, det vilde lidt ham gavnet,
Havde som et Hjerteskud
Du ei from med Adelsnavnet
Gjemt den gamle Troe paa Gud,
Troe paa Ham, som fra Guds Throne
Kom til Jord og sank i Grav,
For vor Vanart at udsone,
Skjænke os Sit Adelskab.

6

Foer jeg vild i Ungdoms Dage,
Vild fra Gud og fra Hans Ord,
Foer jeg vild med Asa-Brage
Fandt jeg seent min Frelsers Spor,
Skjøndt der for min Vugge sjunget
Var saamangen Psalme sød,
Hvad! om da jeg var udsprunget
Af en vantro Moders Skjød!

7

VIIIEne dog Du vilst ei tage
Takken for min Troe paa Gud,
Du Din Arv i onde Dage
Redded som en Præstebrud,
Derfor vil i Chor vi love
Gud, som gav i ægte Stand
Ham der nu mon salig sove
Mig til Fader, Dig til Mand!

8

Moder! fra Dit Enkesæde
Flytter jeg da nu min Stav,
Takkesangen vil jeg kvæde
Over gamle 👤Grundtvigs Grav,
Den mod Himlen sig skal svinge
Hvor han nu forklaret staaer,
Over Haven skal den klinge
Ind i gamle Præstegaard.

9

IXDer Du bygged, ædle Kvinde!
Med Din Præst saamangen Dag,
Medens end de vakkre Linde
Løfted kjækt sig over Tag,
Der Du bar mig under Hjerte
Som en christen Præstebrud,
Der Du fødte mig med Smerte
Som til Verden saa til Gud.

10

Rige kun paa Troens Skatte
Fattige paa Sølv og Guld,
I til Gud og Bogen satte
Eders hele Sønnekuld,
Trende alt paa Gulvet ginge,
Sadde og ved Skolebord;
Verdslig talt var Haabet ringe,
Kvinde! men Din Troe var stor.

11

XDet var i den Præstebolig
Under Lind med Ruder smaa,
Under Moderhjertet rolig
Og usynlig end jeg laae,
Der var Gilde, der var Gjæster,
Der og over breden Bord,
Alt for Bispen mellem Præster
Faldt om mig det første Ord.

12

Spottefuglen tog til Orde:
“Det betvivles vel omsonst,
Hvis en Søn det skulde vorde,
Er han født til boglig Konst,
Ikke sandt, han er den Fjerde,
Moderhjertet ham vel glad
Tæller alt iblandt de Lærde,
Fuldt er Lykkens Kløverblad.”

13

XI Moder! Du det selv bekjender,
Heed og harmefuld Du blev,
Alt som dine gamle Frænder,
Naar med Slægten Spot man drev;
Over Bord Du flux lod klinge,
Kjæk i Troe, men og lidt stolt:
“Skal min sidste Trøie springe
Blir han dog til Bogen holdt.”

14

Moder! som en ærlig Kvinde,
Ord Du holdt, der høit det gjaldt,
Ei, skjøndt Taarer maatte rinde,
Troen vakled, Modet faldt,
Aldrig Du fortryde vilde,
At Du mig til Bogen holdt,
Skjøndt Du sagde: det var ilde
At mit Løfte lød saa stolt.

15

XIIStavene Du lærde Pogen
Under Graad og Hjertevee,
At han dued ei til Bogen,
Tykdes Dig var grandt at see;
Men Du bad og sagde: Amen!
Herren bød, og flux Din Pog
Staved ei, men lagde sammen,
Lærde som en Leeg sin Bog.

16

O! det var et Aftensæde
Som vi glemme ei paa Jord,
Der din Pusling sad med Glæde
Ved det vakkre, lille Bord,
Læsde om de gamle Dage,
Reent og klart med høien Røst,
Fulgde gjennem Kirkens Sage
Frelseren med Liv og Lyst!

17

XIIINaar da fra sin Præstecelle
Gamle Fader til os kom,
Lod sig Læsningen fortælle,
Retted den med Christendom,
Gav Beskeed om hvad vi gjemde
Til han kom, forstandig, blid,
O! hvad var vi, hvis vi glemde
Slig en hellig Gammenstid?

18

Moder! jeg vil ei opregne
Hvad Du siden for mig leed,
Ingen og i Støvets Egne,
Ikkun Himlens Gud det veed,
Men min Tak jeg Dig vil bringe,
Signe Dig i Jesu Navn,
Lade Harpen for Dig klinge,
Synke kjærlig i Din Favn.

19

XIVGive Gud, o Moder kjære!
At oprinde maae den Dag,
Da en Slægt til 📌Danmarks Ære
Sjunger saa med Harpeslag
Om et livligt Aftensæde
Under Bøgeblad og Gran,
Hvor hos Kvinden stod med Glæde
Hendes gamle Præstemand.

med sønlig Kjærlighed

Nicolai Frederik Severin.

XV

Fortale.

I det jeg udgiver nærværende Samling af Smaavers, der betegne Veien jeg i syv forledne Aar har vandret, kunde jeg vel ønske at tale med mine Landsmænd om Skjaldskabs Vilkaar i Almindelighed og om min Deelagtighed deri; men deels veed jeg, at om de end ikke alle fradømme mig Digternavn, ønske dog kun Faa at høre min Tale om saadanne Ting; deels har jeg ofte, og selv i den Fortale til Nytaarsnat som her er aftrykt, sagt mine Tanker, som jeg vel kunde nøiere bestemme og videre udvikle, men ikke forandre, og endelig er Bogen alt blevet en god Deel større end jeg havde tænkt. Det Sidste har voldt en anden Udeladelse, som adskillige Læsere maaskee mindre havde ønXVIsket, nemlig den af et Kvad om Freden til Fædrenelandet fra 1813 og et historisk Digt om det gamle Norge, men ogsaa disse vil vel lade sig høre i betimelig Tid, hvis de skal høres. Forresten har jeg kun det at anmærke om Samlingen i Almindelighed, at jeg ikke troer heri at have indlemmet noget Stykke der kan synes ganske ubetydeligt, uden for dem, der ansee det Hele for ubetydeligt og for dem har jeg naturligviis ikke samlet; men at jeg imidlertid har indrykket enkelte Smaastykker, som jeg selv tillægger lidet eller intet poetisk Værd, har samme Grund som det, at jeg har ladet alle de ældre Stykker aftrykke, paa enkelte Ord nær, uforandrede, thi det er ingenlunde skeet, fordi jeg ingen Feil saae i dem, men fordi jeg veed det maae være en tænkende Læser, som i det Hele ynder min Sang, kjært at kunne med et Blik overskue min Gang, som den virkelig har været.

Hvad de enkelte Stykker angaaer, da har jeg ved hvert især anmærket, hvad jeg derom havde at sige, og saa uvelkomne disse Anmærkninger kan være mange, XVII baade for Indholdens Skyld, og for det braagede Udseende de give Bogen, tør jeg dog haabe at de jeg skriver for vil billige min Hensigt. Hvad som derimod maae synes underligt er, at der i disse Anmærkninger tales om forskjellige Tider som nærværende, men det kommer deraf, at jeg begyndte Samlingen for hardtad et Aar siden, Trykningen har varet mere end et halvt, og de sidste Tillæg skrev jeg da i den nysfuldendte Maaned. Det sidste Stykke i Samlingen forsynede jeg ei med noget Tillæg, da et saadant tykdes mig unødvendigt, og jeg behøver vel neppe at anmærke at det er skrevet ganske nylig.

Vel har man ei for Skik at recensere mine Riim eller overhovedet Andet af min Skrift, end hvad man vil fordømme ubetinget, men skulde denne Samling alligevel vorde dømt eller fordømt ved det litteraire Bything, da tjener det forud til behagelig Efterretning, at den ei gaaer ud for at beile til de Krandse der have andensteds hjemme, men blot for at hilse gamle Kyndinge og med dem venlig fordrive en Aftenstund.

XVIIITil Eder, I adspredte Ædle! Eder med hvem jeg vandrede venlig, og Eder, som skjøndt vi ei saaes, venlig annamme min Tale, til Eder er den stilet, med Eder er det jeg taler aabenhjertig om mit Syn og min Gang, mit Mæle, mine Feil og Vildfarelser; de som hade og haane mig vil ogsaa misbruge mine Bekjendelser og bruge mine egne Ord som Vaaben imod mig; men det faaer saa være, Eder skal min Tale stadfæste i den Vished, at jeg ei er den hovmodige, egenkjærlige Mand, jeg udraabes for, og at jeg hos mig selv som hos Andre hader og fordømmer al Plantelse som Faderen ei haver plantet. Og saa, i Guds Navn, lad Verden gaae sin skjæve Gang! den kan ikke andet.

📌Kjøbenhavn, den 9de April 1815.

Grundtvig.

IXX

Indhold.

Side
Maskeradeballet 1808 1
Tiderne 22
Villemoes 25
Krigssang 29
Gunderslev Skov 32
Til Pram 41
Nornerne 43
Freias Kjærlighed 47
Ygdrasill 86
Duggen 91
Honningduggen 94
Skjaldskab 97
Kjøbenhavn 102
Nors Saga 1809 105
Knud Lavard 123
Riisbrigh 130
Freias Priis 134
Sagas Tempel 139
Til Balle 146
XXTil Oehlenschläger 1809 148
Gravskrift 152
Til min Fader 1810 154
Christian August 157
Villemoes 171
Nytaarsnat 179
Helligtrekongerne 229
Anholtstoget 1811 235
Til Bechmann 248
Til Kongen 1812 275
Skjaldelivet 293
Til Sverdrup 308
Til Elises Søster 315
Kammersvenden 320
Golgatha 334
Historien 339
Reinhard 351
Tyge Rothe 369
Til Grev Danneskjold 385
Farvel 1813 390
Karen Bjørn 393
Fædrenelandet 1814 412
Min Sangfugl 425
Hammervisen 1815 439

1

Maskeradeballet i Danmark

1808.

(Et Syn).

Tid er at tale
– – –
– – –
Jeg saae, og tænkde,
Jeg saae, og tav.

Jeg lytted til Raad,
Til Taleruner,
Da jeg hørde Domme
– – – –
I den høie Sal.

Døer Fæ
Døe Frænder,
Selv hver paa det Sidste,
Eet dog veed jeg.
Som ret aldrig døer:
Dom over hver en Død.

Havamal.



Fortale.

Her er da den første Bog jeg lod udgaae paa Prænt, det er kun faa Blade, og der staae Ord udi, som jeg nu 2for ingen Priis vilde gientage, men alligevel anseer jeg den for det Bedste og Vigtigste jeg skrev mellem min Afhandling om Religion og Liturgi og min Dimispræken. Det er et begeistret Syn af 📌Danmarks dybe Fornedrelse, som dets Sønners Brøde, og den visse Undergang, naar ei Fædrenes Tro og Dyder gjenfødtes. Sangen, i hvilken Synet tolkedes, skiæmmes af enkelte hedenske Vildtoner: men Synet var Sandhed, det er stadfæstet for vore Øine, det vil gruelig opfyldes, dersom vi, hvad Gud forbyde! vægre os gjenstridige mod Herrens Kald.

Rygtet om Hovedstadens Forlystelser umiddelbar efter Tugtelsen 1807, og en Maskerade paa 📌Langeland, hvor jeg da opholdt mig, gave Anledning saavel til Synet selv, som til dets Indklædning og Navn.


Skarer af alle Stænder samledes i Danmarks Sørgetid, i dets Lykkes haarde Vinter, i Vinteren Attenhundrede og otte; de samledes, for i overgiven Spøg at præge deres Glæde.

Enkelte traadte frem, med Billedet af den lidende den blødende Dana i Haand, og stillede det for de Jublendes Øie; enkelte Stemmer lød: skammer eder dog, Sønner af Nord! skammer eder dog ved at dandse og giøgle paa Bredden af Dannemarks Grav, Dog – blind og døv var Skaren for Synet og Stem3men; Strængelegen tonede høit, og med den blandede sig i rædsom lystige Accorder:

Fryd dig ved Livet!

Gulvet dundrede under de Dandsende, medens andre Formummede dreiede sig under Rægrimen*Rægrime (Rædselsgrime) er hos 👤Anders Vedel det danske Ord paa Maske efter det Islandske Grima som betyder en Maske og hos Digterne Natten, som dølger og forvender Skikkelser. Ordet: grimet (besmurt i Ansigtet) er hermed beslægtet. i lystige Kredse, og skreve i hinandens Hænder, som kunde der tvivles om deres Navne: de rette.

Men, see! Lysenes Lue flød over i blaalige Flammer, raslende aabnedes Dørren og ind traadte en bleg, skiælvende Olding, et Spyd var hans Stav, haardt havde han lænet sig til det paa sin tunge Gang, og farvet var det af hans Blod, Faa men Trofaste fulgde ham med løftet Sværd i den stærke Haand, og en Taare hang i det ildfulde Øie, fremmerst var Danmarks Kongesøn blandt dem, tæt vandrede han ved Oldingens Side og bød ham hvile sig paa den kraftige Arm*Bogen er skrevet i Begyndelsen af 1808 før 👤Kong Christian den Syvendes Død, og udkom, enten kort før han sov hen, eller i de samme Dage, hvilket nu synes mig mærkeligt..

Forvirret samledes Skaren trindt Gubben, paa hvis Bryst stod Dannemarks Navn med halv udslettet Skrift. Tale vilde han, men kun en utydelig, jamrende Lyd kom over de sittrende Læber; den Ædle ved 4hans Side stod rede til at styrke ham med sit Blod, men da rystede den Gamle sine hvide Lokker med truende Alvor; flux traadte Tvende frem af Følget, skjulde Spydsodden i det blottede Bryst, og lædskede Oldingen med det varme Hjerteblod, skrækket veeg Skaren tilbage, men den Gamle reisde sig kiæmpehøi og talde:

Saa stod jeg gjennem Seclers Aar,
I Manddoms fulde Styrke,
Kraft var min Søn, Blufærdighed
Min favre, rene Daatter.

Naar Bølgen slog i Syd og Vest
Mod fjerne Landes Kyster;
Mit Navn den bar, og Feighed skjalv
I stolte Marmorsale.

Hovmodig paa sin brede Bænk
Som Havets Dronning throner
Nu Bretland, men i Jernet spændt
Hun ved min Fod har hvilet.

Jeg slumred, Valmusaften giød
En Trolddom paa mit Øie,
Mit Navn forglemdes, paa min Ryg
Opkravled kaade Dværge *I Dagene mellem 👤Svend Estridsen og 👤Valdemar..

5Jeg vaagned, saae og skjalv, men frem
Jeg raabde mine Sønner,
Med Staal i Bryst og Staal i Haand,
De tæmmed kaade Dværge. *I 👤Absalons og Valdemarernes Dage; at jeg dengang saae kun Dagenes Glimmer, ei deres Brøst, er ligefrem..

Jeg ældedes, en Søn af Skjold,
(End staaer han ved min Side)
Gjenfødte mig, og Ungdoms Blod
Alt varmede mit Hjerte.

Da kom fra Vesterleed en Vind,
Saa luun, som Vestenvinde,
Ak! Storm den blev, bortrev min Krands,
Som dulgde hvide Lokker.

Naar Bølgen, som mit stolte Navn
Henbar til fjerne Lande,
I Syd og Vest nu slaaer mod Kyst,
Den bærer – mine Sukke *At jeg ei havde klart og stadigt Syn paa det som gienfødte 📌Danmark, nemlig Troen og Guds Ord, mærkes let, knap tænkde jeg engang ret paa den hele Oldenborgske Stamme ved at nævne Sønnen af Skjold, eller paa den aandelige Pest, ved at nævne Vestenvinden, som drev 📌Bretlands Snekker hid; men det er ikke derfor desmindre Ordenes rette Mening, og at jeg dog ei var blind for Troens Kraft og vort største Savn viser det Følgende..

6Jeg raaber mine Sønner frem,
Ak! Faa er de som høre,
I Blødheds Favn og Lystens Skiød
De slumrende sig velte.

See! tomme Herrens Templer staae,
Og Støvet ei vil knæle
I Støvet ned for Støvets Gud,
At angre sine Synder!

Ak! mine Børn det er som saa
Foragte Himlens Konge,
Som see mig syg, og springe dog
Med Lyst i Giøglerhammen!

O! reis dig dog, nedfaldne sjunkne Slægt!
Mod Himlen op fra Blødheds fule Leie!
Husk, du udsprang af Nordens Kiæmpeæt,
Til Daad, og ei til Sydens kiælne Vellyst!
O, kaster dog den fæle Giøglerham!
O! dæmper dog de vilde Glædestoner!
Ombytter Prunk med festlig Sørgedragt,
7Og ganger hen i Herrens Huus at bede!
Med hellig Sang, det fromme Hjertes Bøn
Sig hæver da paa Andagts Luevinge,
Og Ungdoms Kraft nedstiger i min Barm
Fra Ham som holdt mig reist i lange Tider.
Da hvæs, o Mand, paa hellig Alterfod
Det tunge Sværd til Bretlands Skjold at kløve!
Og sværg da Had til Sydens lumske Gift!
Til Vellyst, Pragt og Guldets dorske Glimmer!
Men Kvinde! du, som Herren af Sin Soel
En Straale gav til Mandens Bryst at varme,
Kys Altrets Fod! og sværg ved Straalen selv!
At ei med den du meer min Søn vil daare,
At du med Smil vil nære Himlens Ild,
Og svale med din Taare Jordens Flamme,
At med din Haand du huld vil klæde mig,
Og vandre frem, som ærbar Dannekvinde!
Naar Bølgen da mod Syd og Vest henruller,
Og naar den slaaer mod fjerne Landes Kyst;
Da atter skal den, som i Oldtids Dage,
Henbære did mit næsten glemde Navn.

O Søn! o Daatter! hør en Faders ømme Stemme!
O! hører dog, imens det end er Tid!
Før, dræbt af Sorg og Mødighed jeg segner
I skumle Grav til evig Glemsel ned!


8Oldingen tav, et Øieblik stod Skaren som grublende, men nu lød det i Salens øvre Ende:

Glaubt nicht an solche dumme Dinge!

og i den anden:

Tro ei Zelotens mørke Lære:
At Himlen er den Glade vred!

fordobblet vendte den vilde Fryd tilbage.

End ravede Oldingen enstund, støttet af sin ædle Ledsager og hans mandige Følge, men – Dødningeuhret slog sit tolvte Slag, og livløs nedsank den Gamle, med sine tro Sønner blødende trindt sig. Stort var Faldet, Salen rystede som Blad i Storm, og Skræk udpustede Livsaanden af de Dandsende, gispende fore de til Hel.

Lysskinnet blaanede end mere, Jorden gungrede, som under Kiæmpefod, og ind traadte tvende Skarer af Nordens gamle Helte, Hedningene havde sorte, men de Christne hvide med Kors udsmykkede Brynier, og alle havde de gyldne Hjelme. For dem gik en Skjald med Harpen i Haand, taus sørgende stirred de Christne paa den Døde, men Hedningene omginge trende Gange Liget og kvad:

Af dine Lænder
Vi alle sprang.
Vi, baarne Frænder,
Gik Kiæmpegang.
9Med Sværd vi hærged,
Med Skjold vi værged,
Vor Fader! dig.

Vi hørde runge
I Valhals Borg
Dit Fald, det tunge,
Da voxde Sorg,
Hvor Roser stode;
Hvor Liljer groede,
Paa Vigrids Mark *Det kan omtvivles, hvor de Roser og Lilier havde mindst hjemme, paa Vigrids Mark, paa de gamle Kiæmpers eller min Tunge, men det er vist, at de havde der ingensteds hjemme. Sagen er, at jeg fandt Blomster klædte godt, der var ingen i det 📌Iisland, hvor jeg dengang boede, jeg stjal da det Par i 👤Oehlenschlägers Have, og for at vise, hvor godt jeg forstod mig paa Blomster, plantede jeg dem paa Vigrids Mark, og i de nordiske Hedningers Hjelme. Latterligt var det tilvisse, dog, gid det var min største Synd!.

Skjalden greb i Strængene og kvad saa gladelig om den Hedenfarnes Manddom, saa sørgelig om hans Død. Som stivnede stode alle Heltene, og lyttede til Kvædet, men da det var endt, fremtraadte Regner Lodbrok og kvad:

10I Bretland fangen
Jeg sad enstund,
Mig favned Slangen
I Ormegrund,
Den fast mig knuged
Mit Blod den suged,
Jeg blegned ei.
I Ellas Taarne
Da lød min Sang:
For gamle Orne
Blir Tiden lang,
Men vidste Grise,
Hvad Orme spise,
De tøved ei.

Frem stod da Ivar Beenløs*Vist nok er det forvovent at lade en beenløs Mand staa, men i en Tidsalder da de Fleste indbilde sig at kunne baade levende og døde staae i Luften baade beenløse og grundløse, lønner det 11ei Umagen at gaae i Rette med Ivar, som dog havde Spydet og Valhals Støtter at læne sig til; thi i en saadan Tid maae Man jo ansee ham for en ret standhaftig Mand. og kvad:

Vi tøved ikke,
Men djærve lod
Vi Ulve drikke
Af Bretlands Blod,
Vi Ryggen risted,
Og Hjertet vristed
Af Ellas Bryst.

11Af den christne Skare fremtraadte Gunhild, Svend Tveskiægs den stolte, den deilige Syster, og kvad:

Udsprungen af Dannemarks kraftige Rod,
Udrunden af Skjoldungers herlige Blod,
I Bretland mig timedes Kvide,
Paa troløse Ø,
Der maatte jeg dø,
I Ungdommens favreste Tide.

Paa Kongestol Nidingen Edelred sad,
Han blanded og laved saa blodigt et Bad
For Danske, det havde ei Lige;
Da dræbdes i Løn
Hver Dannemarks Søn,
Som bygged’ i Engellands Rige.

Ei havde de Vaaben, de dristige Mænd,
Saa trøstig de flydde til Kirkerne hen,
Men Kirkerne tændtes i Lue,
Saa ynkelig klang
Da Hylen for Sang
Alt under den hellige Bue.

12Af nyfødte Spæde, forbarme Sig Gud!
Fløi Hjernen mod Stolper, mod Stenene ud,
Kun Faa kiende Moderens Smerte,
Da groves i Jord
De Kvinder fra Nord,
Og Hundene sleed deres Hjerte.

Dog end havde Bretland ei styret sin Lyst,
Jeg maatte i Søns og i Ægtemands Bryst
De blodige Spyde beskue;
Den Høieste veed,
Hvad Angest jeg leed,
Men Ingen dog saae mig at grue.

Nu løftedes Øxen, jeg gjorde min Bøn
Til Christ og hans hellige Moder i Løn,
Og døende tog jeg til Orde:
Græd Bretland! o græd!
Thi Blod var din Sæd
Og blodig vil Høstdagen vorde *Alt dette, og selv 👤Gunhilds Spaadomsord, som dog ei er fuldkommedes under 👤Svend og 👤Knud, er en aldeles tro historisk Fortælling, som man kan see i 👤Suhms Dannemarks Historie. Tom. 3. Side 349-52. De engelske Skribentere sige selv at alle Danske bleve udryddede, dog er det vel troligt, hvad 👤Suhm mener, at foruden de tolv unge Karle 13som undflydde med den Tidende til 📌Dannemark, Flere kan have reddet sig. Til Ihukommelse af dette gruelige Nidingsværk, holdt Engellænderne i lang Tid en Høitidsdag, som fortrinlig kaldtes Høitidsdagen (Hockeday)..

13Frem stod da Ottar den Sorte og kvad:

Ja, hevnet du blev,
Du, Gunnild hin fagre!
Med Blod vi beskrev
Paa Engellands Agre
Dit Mord og vor Hevn.

Saa harmefuld drog
Kong Svend over Strande,
Han Edelred jog
Til fremmede Lande,
Fra Rige og Stoel.

Han synded mod Gud,
Mod Edmund, og døde,
Da farvede Knud
De Hjelme saa røde,
Og Bretland var Træl.

Christne og Hedninge sloge Kreds om Liget og kvad i Chor:

14Ja, Fader! tro
Vi stod og streed,
Og høit vi lo
I blodig Sveed.

Men vee den Svend,
Og vee den Mø,
Som saae dig dø,
Og lever end!

Baalet tændtes midt i Salen, og viedes med Korsets og Hammerens Tegn, mens Choret kvad:

Høie Odin, Hvide Christ!
Slettet ud er eders Tvist,
Begge Sønner af Alfader *Hver Christen seer let, at det er formastelige Ord, som, naar de toges strængt, maatte betyde, at 👤Christus var som Odin kun en Idee, et luftigt, indbildt Væsen. Det var nu ikke min Mening jeg følde selv, det var usømmelig talt, og sendte derfor aldrig min salig Fader den Bog; men det er aabenbart, at jeg ei for Klangens Skyld havde ladet saadanne Ord staae, og end mindre sagt noget lignende i min Mythologie, dersom jeg havde været ret omhyggelig for at undgaae 15Mistydning i saa vigtige Ting, og havt den Tro i Hjertet at der er ikke Salighed i noget Navn, uden i 👤Jesu. Langt er det endnu, som altid, fra mig at fordømme fromme Hedninger som vandrede redelig for Gud ved de Stjerner de saae, men ligesaalangt er det fra mig, at nævne et Afgudsnavn ved Siden af 👤Christi, og Ordene lader jeg kun staa til min Skam, og til et Vidnesbyrd om, hvad et Menneske, som dog troede paa 👤Christus, i den galne Tid, kunde føre det over sit Hjerte at sige. ,
Med vort Kors og med vort Sværd
Vies eder Baalet her,
Begge elskde I vor Fader.

15Tregange bares den Døde paa Skjolde trindt om Baalet, og Choret kvad:

Os Guderne sende,
At hædre dit Liig,
Til Aske vi brænde,
O Elskede! dig.

En Høi vi skal reise
Paa smuldrede Been,
Og paa den skal kneise
En varslende Steen.

Den Høi skal ei lægges af Jord eller Muld,
Men af Sølv og af Guld,
Men af Silke og Liin,
Begydt med den skummende Viin,
16Og af Skarlagen rød,
Og af Fraadsernes Kiød,
Saa Guderne bød.
Paa Høien vi reise en Bautasteen,
Af Dødningebeen,
Af Hormænds Been,
Af Hoerkvindebeen,
Af Nidingebeen,
Og den Bautasteen
Skal stande i Nord
Til forældede Jord
Opløses i Damp.

Liget lagdes paa Baal, Flammerne omsnoede hele Følget og Alt forsvandt.



Tillæg.

Dette Kvad gjorde ikke mindste Opsigt, ja udentvivl ere der mange, som kiende mine senere Arbeider og veed dog ei at det er til. For min egen Skyld var det saare godt, at saavel dette, som min øvrige Skrift i hine Aar blev saa godt som uændset, thi jeg var langt fra at være fri for Lyst til Bifald og Navnkundighed, naar de kun vare at vinde uden Opoffrelse af min Overbeviisning, og havde man misbilliget denne men rost mine Anlæg, da var jeg uden Tvivl kommet 17i et Vilderede, hvoraf Udveien er vanskelig at finde og end tungere at vandre, fordi man da skal bortkaste de Verdens Krandse, Man elsker, og agter for sit Hovedsmykke. Jeg forvildedes alt for meget ved Bifaldet i en snever Kreds, Gud skee Lov! at Fristelsen ikke blev større.

Seer jeg derimod hen til 📌Danmark, da maa jeg kalde det sørgeligt, at en saadan Tale ingen Opsigt gjorde, thi det beviste, at den desværre! var alt for sand, at Aanden ingenlunde var vaagnet ved Tordenen, Hjertet ei ydmyget ved Tugtelsen, men at Man i Sikkerhed begyndte det gamle Syndelevnet, uden at frygte for den Høiestes Dom, uden at ændse de Røster, som forkyndte den. Aldrig blev Maskeradeballet recenseret og aldrig var det vel indtil nu blevet nævnet paa Prænt, hvis ikke en ung Mand med christen Tro, inderlig Kiærlighed til alt Godt og til det gamle 📌Danmark, men ei noksom bekiendt med Tidens Elendighed og dybe Fordærvelse, havde fundet mit Syn for mørkt og udsagt det i et Vers til mig*Kiøbenhavns Skilderie No. 66 1808. Herved foranledigedes det Bekiendskab, der hører til de glædelige og vigtige Optrin i mit Liv, og det i mange Maader: Bekiendskabet med 👤Povel Dons, hvem det her ei passer sig at rose, men visselig at nævne som den redelige, frimodige og trofaste Ven, han var og er for mig.. Vist havde han Ret deri, at Livet var ei reent forsvundet og troede det 18sagtens inderligere end jeg, at Slægten kunde gjenfødes ved Troen, men Uret havde han i at tiltro Krigens Bulder formeget, og mig den Tanke, at 📌Danmarks Undergang var uafvendelig. Derom mindede jeg, men ikke venlig som jeg burde, i følgende Vers *Kbh. Skild. No. 69 1808.:

Meer end man veed,
Trænges og lider
Ygdrasils Ask,
Høit bider Hjorten,
Trøsket er Siden,
Nidhøg gnaver forneden.
Grimnismal.

Hvorfor mon Danmarks Tale lød
Ved Siden af de gamle Sange,
Ifald jeg troede Kraften død
Og Jorden gold i Nordens Vange!

Nei, vække vilde jeg den Aand,
Der slumrede i Fortids Grave,
Og derfor grov min svage Haand.
I Bautastenen Runestave.

Men er jeg feig, fordi jeg ei
Tiltroer mig Vegtams høie Galder,
Og seer vel den, som skuer ei
Tungsøvned Hela i vor Alder?

19Jeg føler det, om Nordens Træ,
End stod med tørre, visne Grene,
Et nyt dog i det Gamles Læ
Opvoxde vist blandt Klippens Stene.

Men, synker, under tunge Vægt,
Den gamle Eeg i Baalets Flamme,
Da ligefuldt dog Vee den Slægt,
Som falde laer den gamle Stamme!

Jeg henrykt skuer hver en Gnist,
Som minder mig om Oldtids Lue,
Men Valhal faldt ved Lokes List,
Og maa da Nordens Søn ei grue?

Naar Ormen gnaver Træets Rod,
Da maa, trods Ørnens ædle Vrede,
Det falde, hvis i Mandeblod
Ei drukne, dødes kan den Lede.

Vil Nidhøg med sin Ormehær *Saaledes husker jeg tydelig der stod i min Haandskrift, men til Trykningen læmpede og forvanskede jeg det ret mærkelig til det flaue:

Vil Nidhøg Luxus med sin Hær.


Fra Danmark flye til fjerne Lande,
Da skal, i Ly af Fredriks Sværd,
Den gamle Eeg urokket stande.

20Men, hist i Salen seierrig
Uhyret klædte Herresæde,
Og derfor lød ved Danmarks Liig
De gamle Heltes Sørgekvæde.

Endnu engang blev mit Syn bemærket, men kun for at belees og udskiældes. Da jeg nemlig, ei uden Føie, men ei heller uden Kaadhed, lastede en Comedie i nogle Linier, fik jeg et Svar fra en Navnløs, der bør anføres, ei fordi det har mindste Værd i nogen Maade, men fordi det viser hvad Man, og vel ikke forgiæves, dengang ventede at vække Latter med i 📌Dannemark. Saa lød det *Kbh. Skild. No. 98 1808.:

Du som reisde dit Land en Bautasteen
Af Dødningebeen og Hoermændsbeen,
Af Hoerkvindebeen og Niddingebeen,
Hvor kan din Barm, saa høi og reen,
Selv nære Selvtens *Jeg skrev dengang Selotens, ved en Trykfeil stod der Selvtens, og det var en af Blomsterne jeg fik for min kloge Orthographie. nidske Smerte?
Hvor kan du midt i Syner om 📌Nord,
Mens Hundene slide Kvindernes Hjerte
Og Ryggen ristes, og, kort hvor du lærte
Os 📌Dannemarks Død saa komisk stor,
I Hjertet saa lav en Misundelse nære,
At Latteren heel du beholde vil?

21Mit Svar viisde tydelig, at Fornærmelsen mod mig selv gik mig nærmere end den mod Sandhed og 📌Danmarks Aand, men dog paatalte jeg denne ikke usømmelig i følgende Vers *Kbhavns. Skild. No. 99. 1808.:

Engellands Niding lod grave i Jord
De Kvinder fra Nord,
Og Hundene sleed deres Hjerte,
Harmer det dig, da lyd mit Raad:
Afskye hver Nidingsdaad!

Ikke du lider en Bautasteen
Af Nidingebeen
Paa Dannemarks Grav, naar Dannemark faldt:
Gyser du ved,
At ei dine Been skulde hvile i Fred;
Hør da mit Raad:
Vogt dig for Nidingedaad!

Du snakker om Syner fra Nord,
Og veed, at det rimer paa stor,
Hvis i det var trængt dine Blikke,
Du om det vist snakkede ikke.
Kunde du see
Dannemarks Gravhøi, og lee,
(Mærk da mit Ord!)
Var du hin argeste Niding paa Jord.


22

Tiderne.

(Til min Ven C. Molbech *Kbhvs. Skild. No. 81. 1808 i Anledning af 👤Molbechs to første Breve fra Sorøe, hvor han vemodig stirrede paa den svundne Middelalder, men lovede dog den nærværende Tid. At jeg ophøiede den Absalonske Tid meget for meget er aabenbart, men det er kun saa, fordi den lignede den nærværende formeget.).

1

Til Absalons nedsjunkne Grav,
Du gange hen i Kvælde!
Eet Baand omslynger Sværd og Stav,
I Andagt luer Vælde.

2

Jeg stander i den svundne Old,
Og skuer i dens Indre,
Mod Verden vendes brede Skjold
Og lyse Sværde tindre;
Men Øiet stirrer længselfuld
Didop mod Solens Lue,
Og Helten sukker dybt fra Muld
Mod høien Himmelbue.
Saa stræber Aanden mod sit Hjem,
Men kjæmpende den stræber,
Da stiger Daad paa Jorden frem,
Og Sang fra fromme Læber;

3

23Den Evige, forsonet, ned
En hellig Straale sender;
Og Straalens Navn er Kiærlighed,
Den lyser og den brænder;
Paa Jord den brænder som en Glød,
Og brændte Fod sig hæver,
Men blid igiennem skumle Død
Den lysende hensvæver.

4

Ak! at den svandt, den skiønne Old;
Ei fængslet selv i Norden *Ogsaa her tog jeg ved Trykningen netop det Halve fra Sandheden, og læmpede Ordene saa:

Kun fængslet halv i 📌Norden.

,
Da hæved sig, forstandig kold
En anden Tid paa Jorden,
Man kiæmped for at vinde Jord,
Og agted Himlen ringe,
Saa brat den Straale da opfoer,
Alt paa sin lyse Vinge.
Ei mere tvinger heden Glød
Vor Fod til sig at hæve,
O! skued vi vor store Nød,
Da maatte vi vist bæve:
24Bag Straalen lukdes Porten i
Som staaer for Evigheden,
Thi drømme vi om Harmoni,
Om Harmoni herneden.

5

Du Ædle mod den brudne Form
Saa længselfuld henskuer,
Du seer den svøbt i hellig Storm,
Du vender dig, og gruer,
Din Længselstaare tørres hen,
Og svag dig selv du kalder,
Da Absalons saa hulde Ven
Lovpriser sjunkne Alder.

6

Jeg stander i den svundne Old
Og rører Harpens Strænge.
O! kan da giennem Tidens Vold
Ei Tonen mere trænge!
Til Absalons nedsjunkne Grav,
Du gange hen i Kvælde!
Der vies Sværd af hellig Stav,
I Andagt luer Vælde;
Nedknæl! bekiend! den høie Glands
Den svandt og maatte svinde,
Men ei vanhellig Seierskrands
For Nutids Prunk du binde!



25

Villemoes.

1

Ved Midnat jeg sad i min enlige Vraa,
Og Nutiden veeg fra mit sorgfulde Øie,
Ved Stjernernes Glimt paa det hvælvede Blaa,
Da Oldtiden steeg fra de Fædrenehøie,
Jeg holdt mig saa fast ved dens kraftige Arm,
Jeg slynged mig tæt til dens brændende Barm,
Og pludselig standsed den rindende Taare.

2

Med inderlig Tillid til Asernes Magt,
Jeg bad at jeg Hærfaders Sal maatte skue,
Og aaben stod Valhal i herlige Pragt,
Bestraalet af Rinmalmens skinnende Lue;
Som naglet til Jord var min skiælvende Fod,
Beruset, henrykket i Salen jeg stod,
Og kasted mit Blik paa de salige Helte.

3

Dog, ikke for Støv er Einheriers Fryd,
Til bittreste Sorg blev min sværmende Glæde,
Det gjalded, jeg hørde en tordnende Lyd
Fra Odins det fjerne, ophøiede Sæde.

4

26Odin bød,
Høit det lød:
Gøndul! spænd dit Sværd ved Belte!
Leed fra Val
Til min Sal
En af Nordens djærve Helte!
Høit da klang
Gønduls Sang:
Hid fra Nordhavs røde Bølge
Ungersvend.
Kampens Ven
Brat skal Herjans Norne følge.

5

Et Hynde var bredt mellem Norbye og Skram,
Paa Hjertet da faldt det saa tungt det er ham,
Som Kongedyb vied til Bølgernes Herre.

6

Som natlige Spøgelse Nutiden steeg
End sortere klædt for mit sorgfulde Øie,
Den kraftige Oldtid for Svagheden veeg,
Og skjulde sig atter i Fædrenehøie,
Jeg sørged ved Nat og jeg sørged ved Dag
Opfyldt var mit Øre af Vaabnenes Brag,
Jeg stirred saa vildt paa den nordlige Bølge.

7

27De Tidender fløi over Sø, over Land,
At hisset i Nord vare Bølgerne røde,
At Christian kiæmped og segned som Mand,
Men Villemoes faldt i det natlige Møde,
Da runde de Taarer saa stride i Løn
For Dannemarks bolde, elskværdige Søn,
O Fædreneland! du mig Svage tilgive!

8

O Villemoes! Søn af den herlige Old,
Som kun i et Speil at beskue jeg mægter
Med glimrende Stave skal Saga paa Skjold
Nedsende dit Navn til de sildige Slægter;
Men længe skal Taaren nedrinde i Løn
For Dannemarks bolde, elskværdige Søn:
Din Gravhøi skal blaane af tætte Kiærminder.

9

Thi Du var en Søn af den herlige Old,
Som blindede Nutid ei mægter at skue;
Naar Sværdene lød paa det buklede Skjold,
Da blussed dit Mod som fortærende Lue;
Og naar du hjemvendte fra Fare og Strid
Da skued du Møen saa kiærlig og blid;
Men stundede dog efter Heltenes Lege.

10

28Nu Kvinder og Mænd skal i løbende Aar
Paa Langelands Høi og paa Lavlandets Slette
Opsøge Smaablomster i Høst og i Vaar,
Velsigne dit Minde, og sørgende flette
Af Taarer bedugget uvisnende Krands,
Thi du gik til Striden som Møen til Dands,
Og vendte tilbage med elskende Hjerte.

11

Saa rid da, du Ædling! ved Stjerner fra Grav
Til Valhals og Vingolfs de glimrende Sale!
Sig graahærdet Sømand skal støtte ved Stav,
Og Helten og Vennen for Sønnen afmale,
Men Daatter skal sidde paa Moderens Skjød
Og høre din Daad og begræde din Død,
Og knyttes saa fast til dit elskende Hjerte.


Tillæg.

Om dette Vers, som stod i Danske Tilskuer No. 49 1808, gjorde nogen Lykke veed jeg ikke, men at det var derpaa stilet, det kan ieg see, og naar Man skriver et saadant pynteligt Liigvers, da har Man visselig mere sin end den Afdødes Roes for Øie, og 29ikke det, men kun Pennen fælder Taarer. Den hedenske Indklædning lod sig maaskee noget undskylde med det Exempel selv Christne Mænd have givet i mere end eet Aarhundrede, men det er stedse uforsvarligt og usømmeligt, især, naar det, som her, gaaer saa uforskammet vidt, at man snakker om Tillid til Afguders Magt.


Krigssang for Nordmænd.

1

Hører! gamle Norrig kalder,
Kalder os til Vaabengny,
Tryg hun stod i lange Alder
Bag ved sine Børn i Ly,
Kommer! kommer! Moder kalder,
Før hun falder,
Skal hun svømme i vort Blod.

2

Norges Mø og Norges Kvinde!
Hvorfor er jer Kind saa vaad?
Ei for os maa Taaren rinde,
Thi vi haste frem til Daad,
Giennem Blod skal Fjenden vade,
Vil han skade
Gubbe, Kvinde, Barn og Mø.

3

30Der hvor Fædre vilde bygge,
Dybt i Dal og høit paa Fjeld,
Boede vi blandt Grander trygge,
Fred og Frihed gav os Held,
Trodse List ved Mod og Styrke,
Gud at dyrke,
Lærde vi af Fædres Mund.

4

Sverrigs Mænd vort Land vil hærge,
Fare frem med Rov og Brand.
Men med Staal i Haand vi værge
Hver en Klippe, hvert et Spand,
Gamle Norrig har os baaret,
Og udkaaret
Til at værge Odels Land.

5

Tit, ei sjelden Svenske droge,
Paa vor Grund med stolte Ord,
Fædre stode, Fædre sloge,
Fjenden knust nedsank til Jord,
Er vor Arm da svag af Ælde?
Skal han fælde
Søn, hvis Fader fældte hans?

6

31Nei, som Fædrene vi stande,
Som vor Prinds ved Høland stod,
Der vel Svensken maatte sande:
I os rinder Nordmænds Blod.
Norge staaer som Norges Fjelde,
Ingen Vælde
Skal betvinge Klippens Hiem.

7

Gud, som fordum skiænked Seier,
Gud, vor Gud er med os end,
Guldbrandsdøler og Haleier!
Trønder! Nordmænd! Fredriks Mænd!
Kiækt I Fiendens Orden bryde!
Høit det lyde:
Frem med Gud og Christian!

8

Hører! gamle Norrig kalder,
Kalder os til Vaabengny,
Tryg hun stod i lange Alder
Bag ved sine Børn i Ly,
Kommer! kommer! Moder kalder,
Før hun falder
Skal hun svømme i vort Blod.


32

Tillæg.

Denne Vise var indrykket i danske Tilskuer No. 55 1808 med den svulstige Anmærkning: Harmoniens store Tolk! til dig vender jeg mig, og finder du, som jeg, at disse Lyde ere Klippens Børn værdige, da lad 📌Norges uforgiængelige Storhed gribe dig, som den greb mit hele Væsen og fremman ved Musikens Trolddom Aanden, der vil skjule sig i det døde Ord! da skulle dine Toner gjenlyde fra 📌Norges Fjelde, i dem og i Nordmænds Bryst skal du leve.


Gunderslev Skov.

1

Siig mig, o Skov! hvad du slutter saa tæt,
Hvad du knuger saa fast i din Favn!
Siig mig det, Vind, du som svæver saa let,
Du som svæver saa tæt,
Over Egene hist,
Som kan stirre derned
Giennem Grene og Løv!
O, du sikkerlig veed,
Hvad den slutter i Favn.

2

33I Egenes Toppe
Det rusker og bryder;
Og Vinden deroppe
Saa susende lyder,
Som Stemmer fra Nord,
Og vel kan jeg tyde
De susende Lyde,
Der strømme fra Nord.

3

Saa er det da eder, I knudrede Ege,
Som hegne om Kredsen, hvor Luerne stege,
Og Offeret blødte paa hellige Steen!

4

O Soel! du som blusser saa høit udi Luft,
Du har seet og du veed,
At ei Blomsternes Duft
Mine hurtige Fied
Kunde standse paa Jord,
At ei Søen saa mild
Kunde svale min Ild
For det flygtede Nord;
At saa saare jeg gik
Over Dal, over Høi,
At mit brændende Blik
Over Markerne fløi,
34For at søge den Plet,
Hvor sig Egene tæt
Havde sanket omkring
Den hellige Ring.

5

Sagtelig, Ven!
Flyt dig i Lunden!
Let du berøre
Viede Jord!
Her mellem Egene boe
Nordens de hensovne Guder,
Sødelig Slumrendes Roe
Trinenes Lyd ei forstyrre!
Seer du de Vanddraaber trille
Saa stille,
Hisset i Dal!
Fordum, da Aser med Vælde
Høit over kneisende Fjelde
Throned i Sal,
Sang de med buldrende Lyd
Asernes Priis og Lundenes Fryd;
Nu de i Dalen hentrille
Saa stille,
Stenen de kysse,
Paa den de tysse,
35Hvidskende dysse
Guderne end i en dybere Søvn.

6

Hisset Bakken høit sig løfter,
Bredere er Egens Kløfter
Dunklere er Skoven her;
Nu er Guders Alter nær.
Bort fra denne slidte Vei!
Den til Altret fører ei,
Thi hvor Hoben farer frem
Har ei Guder deres Hjem.
Her jeg seer en Sti sig dølge,
Under Græsset matte Spor
Sprede sig af sjeldne Fod,
Dristig, Ven! vi den vil følge,
Til det Hellige fra Nord
Lede kun de dunkle Spor.
Fast og nøie maa vi stirre,
Synet kan sig let forvirre,
Paa en Vei til gamle Nord,
Stands kun ikke, følg mig, Ven!
Sporene jeg skuer end,
Underlig paa Straaets Rygge
Let de have præget sig,
Her en gammel Kiæmpeskygge
Vist i Natten skrider hen.

7

36Ak! nu svandt det lette Spor;
Som ved Lyden af mit Ord
Som henveiret af min Aande,
Hvilken Vaande!

8

Stands, o Fod!
Her paa denne Egerod,
Høit, o Øie! hvælv din Bue!
Fik du Evne til at skue,
O, saa skue
Dristig giennem Lunden nu!

9

Med faldende Taare,
Jeg stirrer saa saare,
Hvad løfter sig hist?
O, er det ei Alterets mossede Stene
Som Egenes Grene
Saa tætte omhvælver?
Det er, o jeg skiælver,
Jeg dirrer af Lyst,
Og hellige Andagt opfylder mit Bryst,
Jeg iler, jeg iler med vingede Fjed,
For Asernes Alter at kaste mig ned,
Og prise de hensovne Guder.


37

Tillæg.

At det koster mig Overvindelse at afskrive især de sidste Linier, der ligefrem er Daarekistesnak, det kan Enhver forstaa. At det nu er Løgn, at jeg, Gud skee Lov! ligesaa lidet udvortes som indvortes har nogensinde bøiet Knæ for slige Afguder, det er da af to onde Ting den mindste, ja at jeg ei engang gebærdede mig som vor Tids pathetiske Enthusiaster, det veed 👤Molbech, som var den Ven, med hvem jeg fulgdes paa en deilig Sommerdag fra 📌Sorø over det deilige Bakkeland ved 📌Tystrup Sø, ind i den virkelig høitidelige Skov, og til det saare mærkværdige Oldstidsminde. Jeg har været nær ved at ansee disse Vers, udentvivl nogle af de meest velklingende jeg har gjort, for spildte, og forundret mig over, hvorledes de kunde falde saa godt, da et saadant Fald pleier at være et vist Kiendemærke paa Begeistring, og jeg dog veed, at aldrig har nogen gammel Steen begeistret mig, og aldrig har jeg anseet Aserne enten som Idee eller Mennesker for andet end Oprørere i Guds Rige, en Ting der er klart af al min Skrift om Nordens Mythologie. Imidlertid lader det sig ikke nægte, at de Vers ere udrundne af Begeistring, og jeg indseer nu ret godt for hvad, nemlig for et Fund af herlige Minder om Fædres Storhed og Tro paa det Aandelige. Jeg arbeidede just dengang paa min Bog om Nordens Mythologie, og hin udvortes Vandring til Offerlunden maatte da 38af sig selv blive et Billede paa min indvortes Granskning efter de gamle Mythers Sammenhæng og Betydning, den blev det end mere ved den Umage det virkelig kostede os at finde den Steen, thi forsaavidt kvad jeg Sandhed, ja endvidere, i det Verset virkelig afbilder en Higen og Stunden og Stræben efter noget Herligt og Helligt, og Enhver som har følt en saadan, og seer bort fra den Steen og de Afguder, vil udentvivl finde en Gienlyd af Tonerne i sit Indvortes, skiøndt de er misbrugte.

👤Molbech meende i dette Vers at finde en Bebreidelse til sig, fordi han ei med Varme nok havde omtalt Stenen i sit Brev (Skild. No. 100) og skiøndt mig nu synes han snarere talde for høit end for lavt, havde han dog maaskee Ret, thi min Varme for Oldtiden var besmittet af Lyst til Navnkundighed ved at afbilde den, og derfor syndes ingen Toner mig for høie til at ledsage Talen derom. 👤Molbech havde uimodsigelig Ret, da han skrev til mig (Skild. No. 102):

– selv paa de – Steder
Hvor henrykt du skiælver af Lyst,
Ei Asernes Glands jeg tilbeder,
Ei Andagt opfylder mit Bryst,
Nedsjunken er Gudernes Vrimmel,
I Tusindaars evige Grav,
Og Valhal var ikke den Himmel,
Som Mennesket Salighed gav,

39Uret havde han derimod, forsaavidt han satte Naturen istedenfor Aserne, Afgud for Afgud, ogsaa i den Tanke, at jeg stirrede paa Valhal, som Menneneskets Himmel, thi det havde jeg lige fra Begyndelsen af erklæret, at min Ærbødighed for 📌Nordens Myther netop kom deraf, at Aserne forgik og den sande Gud da thronede i Gimle. Herom mindede jeg ham, men var blind for min egen Uret i de galne Ord, og sagde nogle som end vare værre i følgende Vers (Skild. No. 103):

1

Du stander midt i Guders Lund
Med Varme, som hos hver Kjærminde,
Thi du i gamle Norden kun
En mærkelig Ruin vil finde,
Du knæler ei, thi Asers Magt
Er dig kun Phantasiens Pragt.

2

Dit Syn forvilder sig, min Ven!
Imellem Gudenavnes Vrimmel,
Og stedse stivt du stirrer hen
Paa Valhal som paa Nordens Himmel,
Igiennem Ragnaroke ei
Dit Øie end har fundet Vei.

3

Kan nogen skue høie Strid,
Som føres mellem Lys og Mørke,
Og Lyset i den svundne Tid,
Og Nordens Aser ikke dyrke?
O, saae du Lysets Herlighed,
Du ved min Side knæled ned.

4

40Jeg skuer sidste, hede Damp,
Som stiger op fra Tidens Lue.
Jeg glædes, endt er store Kamp,
Men Aser faldt, og jeg maa grue,
I Skiælven klæder sig den Lyst,
Som da indstrømmer i mit Bryst.

5

Aartusender kan over Jord
Henrulle, glemmes kan Idrætter,
Men har det Evige sit Spor
Aftrykt, ei Tiden det udsletter;
Et Billede jeg seer i Nord,
Og Træk jeg skuer end paa Jord.

6

Du peger paa Naturens Sprog
Som om din Ven det ikke kiendte;
Som til et Blad i store Bog
Jeg til Naturen Øiet vendte,
Og Nattens Mulm og Dagens Glands
Sig blanded for min indre Sands.

7

Jeg stirrede mod Harmoni,
Da jeg mod Alteret henstirred,
Og ilende jeg gik forbi
Det Enkelte, som kun forvirred,
Men veed du deraf, at jeg fik
Ei for det Enkelte et Blik.

41Vel maatte jeg togange sige:

– Nattens Mulm og Dagens Glands
Sig blanded for min indre Sands,

men visselig var det ingen Roes, thi hvad Samfund haver Lyset med Mørket?


Til Pram.

(Tilegnelse af Nordens Mythologi).

1

Naar Solen er sjunken fra hvælvede Bue,
Med ildige, straalende, blændende Glands,
Naar Skinnet afløser den mægtige Lue,
Da aabnes for henfarne Tider min Sands,
Naar Drauger omride de jævnede Høie,
Da aabnes, da skuer, da funkler mit Øie,
Jeg vandrer blandt Guder, blandt Helte i Nord.

2

Jeg skuer, jeg grubler, jeg stræber at tyde
De Syner jeg seer ved det natlige Skin,
At tolke de underlig gribende Lyde,
Der tone saa høit i den susende Vind;
I Nutiden bundne, med Øie paa Jorden,
De Høilærde fandt at hver Tone fra Norden
Var raa og barbarisk og sværmerisk vild.

3

42Jeg hørde, o Pram! at du, her, som i Livet,
Fra Flokken dig skilde og hørde mig blid,
At du, hvem Naturen saa venlig har givet
En brændende Sands for den henfarne Tid,
Hvis Blik ei nedstirrer som naglet til Jorden,
Erkiendte en Røst fra dit elskede Norden.
Nu ryst kun dit Hoved, du høilærde Flok!

4

Jeg offrer mit Liv og min Kraft til at reise
Paa Hedenolds Gravhøi en talende Steen,
Med Runer ombeltet, saa høit den skal kneise
Paa Valhals Ruiner, paa Heltenes Been,
Om Nornerne unde mig Livet at friste.
Om Odin mig lærer de Stave at riste,
Saa dybt dem at grave med Sands og med Kraft.

5

Den stander paa Høi, kan ei glimrende prale,
Som Marmor med farvede Striber og Glands,
Om Kampen i Nord bør en Kampesteen tale,
Dens Herlighed fattes af dybere Sands,
Den vakler endnu uden Støtter, kun matte,
Kun enkelte Runer paa Fladen jeg satte,
O, tør jeg vel, Ædle, tilegne dig dem?

6

43Jeg tør det, thi Stenen har Hedenold baaret,
De splittede Stykker jeg samlede kun,
Og Hedenolds Skjalde har Runerne skaaret,
Jeg renser kun Mosset fra Trækkenes Bund,
Og Stenen, som Norriges Klipper har baaret,
Og Runer, som Norriges Skjalde har skaaret,
Dem tør jeg og hellige Norriges Pram.


Nornernes Fødsel.

(Af Mythologien *Dette Vers er ældre end alle de forrige, eller i det mindste jævnaldrende med Maskeradeballet.).

1

Fra høibygte Himle,
Fra guldtakte Gimle
Saae Alfader ned,
Paa yndige Sletter
Gik Aser med Jetter
I syndige Fred.

2

Nedstyrter, udsletter
De syndfulde Jetter!
44Saa Alfader bød,
Men troløse glemme
De Alfaders Stemme,
Og Jetternes Død.

3

De Hamre nedfalde,
Og Slagene gjalde
I gnistefuld Damp,
Men Aser ei hvæsse
I rygende Esse,
De Sværde til Kamp*Det skulde hede:

Men Aser ei hærde
Sig blinkende Sværde
I Essen til Kamp.

.

4

Af Guldet de smede
Sig Ringene brede
Til Jettemøers Arm,
I blomstrende Enge
De rede sig Senge
Ved Jettemøers Barm.

5

Af Fjeldet udslide
De Marmoret hvide,
45Sig hæver en Borg;
Paa Hynderne bløde
De glemme al Brøde,
De kiende ei Sorg.

6

Af Vrede da brændte
Alfader, og vendte
Sit Øie fra Jord;
Det sortner, det gjalder,
Og Hornet omfalder
Paa Asernes Bord.

7

De blegne, de skue
Mod Himmelens Bue,
Den rødmer som Blod,
Det syder, det kvælder,
En Kilde udvælder
Af Ygdrasils Rod.

8

Nu Solen fremluer
Og glad sig beskuer
I speilklare Sø,
Af Evigheds Svøbet
Udvikles trekløvet,
Treenige Mø.

9

46Urd, Verand og Skulde,
De Strænge, de Hulde,
Som styre hver Old,
Let dandse henover
De trillende Vover
Med Griffel og Skiold.

10

Nu riste, nu synge
De Systre i Klynge
Et underligt Kvad,
Til Nornernes Sange
Da lytte saa bange
De Aser paa Rad.

11

“Vi vare, da Livet
Blev taget, blev givet,
Udvælded af Død*Her er da den samme Daaresnak, som Naturphilosopherne føre om et Liv, som udvikler sig af Død, dog skal det mærkes, at det ei er det Godes, men kun det Ondes Liv, Jettelivet, der tilskrives en saadan Oprindelse, og vist var det de gamle Hedninges Forestilling..
Det Tagne skal stivne,
Det misbrugde Givne
Skal renses i Død.”


47

Freis Kierlighed.

(Et Mythekvad).

Fortale.

Dette Kvad, som er indflettet i Nordens Mythologie (S. 76-113) er meest skrevet for at vise hvor ganske anderledes det eddiske Digt: Skirners Reise, skulde behandles og omarbeides, end i den Fortælling, jeg begyndte min Skribentbane med at nedrive. Kun fra dette forfængelige Stade har det behaget mig som Heelt, thi det var mig i Grunden modbydeligt at behandle en Mythe som Historie, uden at kunne angive dens Betydning, og det kunde jeg ikke dengang. Vel synes Kvadet at faae mythisk Betydning ved Fuglesangen paa Kvist om Freis Raadvildhed i Ragnaroke, fordi Gerda kostede ham Sværdet, og denne Bemærkning findes i Edda selv, men, om det ogsaa stod i Edda som det ikke giør, at Loke voldte dette Tab, var Kvadet dog tomt, saalænge det ei kan udsige, hvad Freis Giftermaal med Gerda i Grunden har at betyde. Nu kunde jeg maaskee sige det og give Kvadet Betydning, men jeg vil ikke, thi enten maatte jeg sætte mig som en Fugl paa Kvist i Barrilund, og der gider jeg ikke kommet, mindre sjunget imellem de Spøgelser, eller jeg skulde omarbeide det Hele, og da var det ei længere 48et Kvad fra min syncretistiske Tid, som jo dette skal være. Udelukke det vil jeg ikke heller, fordi det baade har Værd i det Enkelte og Sandhed i det Hele, naar det betragtes som et Kvad om nordisk, menneskelig, syndig Kiærlighed i mythisk Dragt, thi den indvortes Strid mellem den renere og den besmittede Kiærlighed, og Frygt og Fare, som føres i vort eget Inderste, sees her afbildet tilligemed Ormen som stikker flux den forbudne Frugt, saasnart den er brudt, og spilder den drømde Glæde, hvis Skyggebillede forblindede og henrev os. Denne Sandhed tilligemed Ahnelsen af en Betydning jeg ikke saae, gjorde det muligt at jeg kunde begeistres.


1

Af Vaners milde Stamme
Den blide Frei udsprang,
Og Asakraftens Flamme
Ei Vanens Hjerte tvang.

2

Der slumrede en Længsel,
Der hvidskede en Lyd:
Opbryd dit gyldne Fængsel,
Og søg en større Fryd!

3

49Heel mat var Guldets Lue,
For huul var Brages Sang,
For lav var Loftets Bue
Og Alfheims Borg for trang.

4

“Naar Van til Odins Sæde
Opstiger, tændes Glød
Som spilder Asers Glæde.”
Saa gamle Spaadom lød.

5

Fra gyldne Sale iled
Dog Frei, beklemt i Sind,
Han steeg, og ei han hviled
Før høit paa Hlidskjalfs Tind.

6

Begiærlig Jorden favned
Hans Blik, saavidt det foer;
Dog ikke hvad Han savned,
Han fandt paa viden Jord.

7

Han skued Helte kiæmpe,
Det var saa kiær en Lyst,
Men kunde dog ei dæmpe,
Den Længsel i hans Bryst.

8

50Han saae af Mø omfavnet
En Helt i salig Lyst,
Saa høit da tyktdes Savnet
At tale i hans Bryst.

9

Fra Midgaard sig hans Øie
Opvendte høit mod Nord;
Der fandt det uden Møie,
Hvad ei det fandt paa Jord.

10

Som Rosen, der forvilder
Sig mellem Tidsler hen,
Sin Pragt og Duft forspilder
Useet af Blomstens Ven;

11

Saa mellem Skiønheds Fiender
Det Skiønneste oprandt;
Thi Frei blandt Jettekvinder
Den fagre Gerda fandt.

12

Nu dæmpet var Hans Smerte,
Nu stillet var hans Nød;
Og Stemmen i hans Hjerte
Om Savn ei mere lød.

13

51Ak dæmpet blev Hans Smerte
Kun af en større Nød!
Ak borte var Hans Hjerte!
Derfor ei Stemmen lød.

14

Alt svandt den fagre Kvinde
Bag Taagen hist i Nord,
Og ned fra Hlidskjalfs Tinde
Ophidset Guden foer.

15

Men viis som andre Vaner,
Begrunder han sin Daad,
Og sorgbetynget ahner
Han Norners skjulte Raad.

16

Han gik til gyldne Sale,
Paa Bænk han sattes ned;
Ei Tungen kan udtale
Den Smerte, som Han leed.

17

I Dage og i Nætter
Han maalte breden Flod,
Som evig stiller Jetter
Fra Skud af Asarod*Floden Ifing der aldrig belægges med Is, er det bundløse Svælg som skiller mellem Aser og Jetter..

18

52Han skued Urdas Kilde,
Og Asers onde Id,
Da de opfylde vilde
Hin Flod saa dyb og strid*Ved Jettefreden..

19

Han Laufeis Søn beskued
I Angurbodes Favn,
Og rædselsfuld han grued
Ved Jordmundganders Navn.

20

Dog Kiærlighed betvinger
Selv Vaners høie Slægt,
Ei holdes kan dens Vinger,
Af Jords og Himmels Vægt.

21

Paa dem sig Guden hæver,
Og skuer kun sin Fryd,
Men over fromme Læber
Ei trænge kan en Lyd;

22

Thi nødig kun han følger
Den stærke Kiærlighed,
Og for sig selv han dølger.
Hvad kun Hans Hjerte veed.

23

53Njordur og Skade
Sørgende saae
Guden at sidde
Taus udi Sal.
Skirner de bade
For ham at gaae,
Ønsked at vide:
Hvi han i Sal
Sad saa bedrøvet,
Hvorfor han øved
Daarskab, den vise
Kyndige Ven?

24

Reiste sig Skirner
Nødig til Gang,
Frygtede Vrede,
Straffende Ord,
Naar han den vise
Gud skulde spørge:
Hvi han bedrøvet,
Daarlighed øved?

Skirner

25

Hid gik min Vei,
For Dig at spørge:
Hvi Du vil sørge?
Siig mig det, Frei!

54Frei.

26

O Kæmpe hin unge!
Hvi spørger Du mig?
Min Smerte den tunge
Ei fattes af Dig.
See Solen oprinder
Paa Straaler saa rig;
Men aldrig forsvinder
Dog Natten i mig;
Den stiger om Morgen
Og daler i Kvæld,
Men skuer kun Sorgen
I evige Væld.
Forgiæves jeg grunder,
Forgiæves jeg stunder
Mod Ønskernes Maal.

Skirner

27

Kun Menneskers Afkom
Fik Ønske i Bryst;
Saa vilde dem Odin
Opvække af Søvn,
Til Stunden og Stræben,
Til Bønner og Daad;
Men hos de rige
Guder ei stige
55Ønsker i Bryst,
Verdener følge
Villiens Bølge.
Hvad er din Lyst?

Frei

28

I Jotunheim skued
Jeg Møen saa huld,
Paa Armene lued
Det rødeste Guld.
Meer skinned dog Møen,
Og af hendes Glands,
I Luften, paa Søen,
Gik Straaler i Dands.

29

Ei veed jeg om Armen,
Ei veed jeg om Barmen,
Om Øiet det var,
Som Straalen udsendte,
Der lyste, der brændte
Mig dybt udi Bryst.

30

Naar Kiærligheds Blomsten
I Alderens Vaar
Fremspirer og trives,
Den duftende staaer.
56Den lyster at bygge
I Lundenes Skygge,
Og blusser endda;
Men Dugdraaber lædske
Med svalende Vædske
Den glødende Kalk.

31

Ak at jeg er Vaner med Asernes Kraft!
I dybere Jord, og af stærkere Saft
Opvoxte et Træ i mit elskende Hjerte.

32

Ei Dug, som i Dale
Nedfalder, kan svale
Den sydende Marv;
Ei Knoppe udbryde,
Thi Aser ei taale,
Jeg favner den Straale
Som tændte min Glød.

Skirner

33

Giv Du mig Hesten
Der, som en flagrende
Lue, kan fare
Frem giennem Mørket,
Frem giennem sorte,
Svovlede Damp!
Giv Du mig Sværdet,
57Sværdet som blotter
Selv sig mod Jetter!
Da vil jeg fare,
Bringe Dig Gerda,
Lindre din Vaande,
Eller og lade
For Dig mit Liv.

Frei

34

Det Sværd er oplivet
Af Asernes Kraft,
Derfor det sig blotter
Mod Jetter saa brat.
I Tidernes Fødsel
Mig Odin det gav,
Og Styrken opvoxte
I gjordede Lænd.

35

Men naar det sig blotter
I fremmede Haand,
For evig da tabes
Den skiænkede Kraft.
Saa Nornerne vilde,
Saa Spaadommen lød.

58Skirner

36

Det Odin forbyde?
Men kun med dit Sværd
Jeg vover at fare
I Jetternes Land.


37

Samledes Aser
Alle paa Thinge,
Komme Asynier
Alle til Stævne,
Syntes dem Lykken
Fattes og vige,
Frygted de saare
Nornernes Raad.

38

Meget blev talet paa
Asernes Stævne,
Ordene onde
Fik da den vise,
Elskede Frei,
Han som paa Hlidskjalf
Opsteg forvoven,
Voved at elske
Jotunheims Mø.

39

59Sad han paa Stenen,
Tiende sad han,
Taus og bedrøvet,
Brændt udi Sind.
Saae det de rige,
Mægtige Guder,
Vidste ei Raad.

40

Freias de gyldne
Taarer nedrunde.
Aldrig blandt Jetter
Faldt hendes Taarer;
Nu dog paa Gerda
Faldt de, og smelted
Hjertet i Møens
Kiærlige Barm.

41

Frem stod da Odin,
Visest af Aser,
Guderne lytted,
Hærfader talte:
Kiøb Du for Drupner
Gerda, den fagre
Ulykkens !

42

60Sværdet ei vige
Bort fra din Lænd!
Vel veed Du Norners
Truende Dom.


Frei

(til Skirner)

43

Rid Du paa Hesten!
Kiøb Du for Drupner
Gerda, den fagre,
Elskede Mø!
Sværdet ei vige
Bort fra min Lænd!
Vel veed Du Norners
Truende Dom.

Skirner

44

Ondt er at tage
Hvad ei tør gives,
Frygter jeg Norners
Truende Dom;
Dog uden Sværdet
Ei tør jeg fare
Frem gjennem Jetter.


45

61Med sænkede Øie
Stod Guden saa taus.
Han grubled og grued,
Og vaklede end,
Saae Faren, som trued
Og spændte fra Lænd
Dog Sværdet det dyre,
Og talte med Suk:
Du Sværdet maa dølge,
Du blotte det ei!
Men ei Dig maa følge
Et knusende Nei.


Skirner

(til Hesten).

46

Mørkt er ude.
Tid er at fare
Over Lyng, over Fjeld,
Over Thursernes Land.
Begge hiemkomme Vi,
Eller Os Begge
Fanger hin mægtige Jette.


62Jotunheim.

Gerda

(synger i Bure)

47

En Længsel mig tvinger,
Jeg kiender den ei;
Men hvad mig omringer
Opfylder den ei,
Jeg længes
Og trænges
Saa underlig.

48

Jeg stirrer paa Frænder,
Paa Jetterne hen;
Men ikke jeg kiender
Mig selv der igien;
Jeg gyser,
Da fryser
Mit unge Blod.

49

Sig Øiet vil stiæle
Til Jorden i Løn;
Det lyster at dvæle
Paa Asernes Søn.
Det Hvide,
Det Blide
Det vinker mig.

50

63Men Svaghed udbreder
Sig over hans Æt.
Han Aser tilbeder,
Og Jetternes Æt
Han frygter;
Da flygter
Mit Blik fra Jord.

51

Det Stærke, det Milde,
Forenet jeg saae,
Saa gjerne da vilde
Jeg stirre derpaa;
Jeg trængdes.
Jeg længdes
Saa underlig.

52

Der Styrken forgyldtes
Af Guddommens Glands,
Og Hjertet opfyldtes
Af dybere Sands;
Det Svage
Tilbage
For Kraften veeg.

53

64Men fiendtlig os Jetter
Det stander imod,
Det farver og tvætter
Sin Krands i vort Blod,
Jeg grued,
Jeg skued
Min Broders Fald.

54

En Længsel mig tvinger,
Jeg kiender den ei;
Men hvad mig omringer
Opfylder den ei.
Jeg længes
Og trænges
Saa underlig.


55

Skirner skued
Høie Gaarde,
Hørde glamme
Høit i Sky,
Gymers galne
Bidske Hunde,
Dem som vogted
Gaardens Port.

65Skirner

(til Hyrden)

56

Siig Du mig Hyrde!
Du som paa Høi
Sidder at vogte
Veiene vel!
Hvor skal jeg finde
Væneste Mø,
Og gennem Hunde
Til hende naae?

Hyrden

57

Vist har din Fylgie
Alt Dig forladt,
Siden Du stunder
Saa efter Død.
Aldrig dig undes
Tale med Gymers
Solskære Mø.

Skirner

58

Kaarene bedre
Troer jeg at have.
Dog er paa Død jeg
Stedse beredt
66Een kun var Dagen,
Da mig bestemtes
Hele mit Liv;
Nidingen bæver,
Kan dog ei ændre
Nornernes Raad.


Gerda

(til sin Terne)

59

Hvad er det buldrende Raab
Som stiger og gjalder?
Er det vel Menneskeraab?
Ei er det Menneskeraab,
Gymer sig byggede Gaarde,
Af Stenene faste og haarde,
Dem ryster den dundrende Lyd
Paa skælvende Jord.

Ternen

60

Hest seer jeg stande,
Underlig skinner
Manken, med Hov
Banker Han Jorden,
Ryster vor Gaard.
67Mand seer jeg stande,
Gjordet med Sværdet,
Stenene dyre
Glimre paa Gjorden,
Trindt om hans Lænder;
Blændende Straaler
Fare fra Hjaltet,
Splitte og favne
Stenenes Skær.

Gerda

61

Hiertet er bange,
Ahnende Kval.
Beed Ham dog gange
Ind i vor Sal!
Beed ham at drikke
Klareste Mjød!

(Allene)

62

Det Stærke det Milde
Forenet jeg saae,
Saa gerne da vilde
Jeg stirre derpaa.
Men fiendtlig Os Jetter
Det stander imod,
68Det farver og tvætter
Sin Krands i vort Blod.
Jeg grued,
Jeg skued
Min Broders Fald.

63

Saa skinnede Manken
Paa flyvende Hest,
Saa straalede Hjaltet
Paa luende Sværd,
Ak! Vel maa jeg ahne,
Min Broders den mægtige Bane
Er kommet til Sal.

(Til Skirner)

64

Er Du af Aser?
Er Du af Alfer?
Er Du af milde,
Kyndige Vaner?
Hvi kom Du ene
Hid giennem Mørket,
Hid giennem Ilden?
Kom Du at skue
Glimrende Sal?

69Skirner

65

Ikke af Aser,
Ikke af Alfer,
Ikke af milde,
Kyndige Vaner,
Kom jeg dog Ene
Frem giennem Mørket,
Frem giennem Ilden,
Ei for at skue
Glimrende Sal.

66

Æblerne elleve
Lue af Guld,
Dem vil jeg alle
Gerda! Dig give,
Bod for din Broder,
Fred Os at købe,
Om Du vil sige,
Frei er Dig ene
Kiærest i Sind.

Gerda

67

Æblerne elleve
Aldrig mig byde
Mand for min Gunst!
70Medens vi leve,
Ei tør jeg bygge
Sammen med Frei.

Skirner

68

Ring ieg Dig giver,
Ring som med Odins
Baldur opbrændtes.
Hvad er som Drupner
Luende, frugtbart?
Ringene otte,
Sønner som Fader,
Fra den neddryppe hver
Niende Nat.
Skuer Du Glandsen?
Fatter Du Sandsen?
Vittige Mø!

Gerda

69

Undrende skuer jeg
Guldmalmens Konge,
Hærfaders Smykke,
Baldurs Ledsager,
Dværgenes Konst.

70

71Jetter mig fødte,
Ei tør jeg røre
Gudernes Ring.
Bela er faldet,
Ei skal mig lænke
Gudernes Ring.
Skjul den i Barmen!
Drag til det høie
Asgaard! Ei taaler
Jetternes Øie
Guddommens Straaler.
Aldrig mig fattes
Guld eller Ringe.
Nok har min Fader,
Nok har og jeg.

Skirner

71

Nornernes Domme
Undflyes ei.
Ei maa jeg komme
Hjem med et Nei.

(Til Gerda med blottet Sværd,)

72

See da, Du Mø,
Saarildens Lue!
72Vist maa Du grue,
Brat skal Du dø,
Hugger jeg over
Hovedets Led,
Hvis Du ei lover
Kiærlighed.

Gerda

73

Dit Sværd for mit Øie
Vel blinker i Gru;
Men ei kan Du bøie
Med Trudsler min Hu.
Med Gymer Du stride
Om Mod er i Bryst!
Lad Sværdet da bide!
Thi Strid er hans Lyst.

Skirner

74

Seer Du det Sværd Mø!
Smidigt som Vaanden,
Jeg har i Haanden!
Nu for dets Egge
Du og din Fader
Falde vist Begge;
Brat jeg det bader
I Eders Blod.

73Gerda

75

Kun spildt er din Harme,
Og saa dine Ord;
Thi før mine Arme
Skal Sønnen af Njord
Omfavne, jeg falder
I Ungdommens Alder;
See her er mit Bryst!

Skirner

76

Siden Du Livet
Agter saa ringe,
Er det mig givet,
Mø! Dig at tvinge.

77

Hisset paa Høien,
Trængt og nedbøiet,
Der skal Du staa.
Skjult er for Øiet
Himmelens Blaa,
Jord Du ei skuer,
Dagen er mørk,
Kun Du beskuer
Niflheims Ørk.

78

74Slangerne hvisle,
Bækkene risle,
Tunge af Gift;
Ormene lede
Skal man berede
For Dig til Mad.
Giftbølger trille,
Vel kan Du stille
Tørsten i dem.

79

Valmuer dufte,
Søvnige Lufte
Dysse dig ind,
Ei kan Du sove,
Tuder i Skove
Hungrige Ulv.

Gerda

80

Med Tunge,
Og Lunge,
Ei længe jeg suger
Den dræbende Gift;
Thi Edderen knuger
Og knuser min Lunge.
Jeg blegner,
Og segner,
75De Guder saa gramme
Ei meer mig kan ramme.

Skirner

81

Vist skal Du blegne,
Derfor ei segne,
Guderne gramme
Vist Dig skal ramme.

82

Brændende Vinde
Suse, da svinde
Farver af Kind.
Angest og Øde,
Smertefuld Længsel,
Skal i dit Fængsel
Plage dit Sind.

83

Ud skal Du gange,
Spøgelser lig,
Studsende, bange,
Stirre paa Dig
Jetternes Sønner,
Naar Du i Sal
Visnet indtræder,
Tæret af Kval.

84

76Ud skal Du gange,
Lungen skal fange
Renere Luft.
Stor er da Nøden,
Livet og Døden
Haardelig kæmpe;
Aldrig skal Død
Kiærlig neddæmpe
Evige Nød.

Gerda

85

Ak! Norner forbarme
Sig over mig Arme!
Thi stor er min Nød.
O! Vist maa jeg grue,
Naar Guderne true
Med Mere end Død.

Skirner

86

For Eder at tvinge
Sprang Norner af Sø,
De agte heel ringe,
Om Jetternes Mø
End sukker og stønner,
Ei høre de Bønner
Fra Urgelmers Æt.

77Gerda

87

Dog fældedes Balder
I Ungdommens Alder,
Til Jetternes Fryd.
Vist Aser ei glemme,
At Norner kan tæmme
Den pralende Kraft.
Du truer, og mægter
Dog Mere vist ei.
End ikke jeg ægter
Den straalende Frei.

Skirner

88

Til grøndklædte Skove,
Til Høien jeg gik,
Hævnstaven at skære,
Hævnstaven jeg fik.
Vreed er Dig Odin,
Thor er Dig gram,
Frei Dig skal hade,
Naar Dig har rammet
Asernes Vrede.

89

Hører det Aser, og
Asernes Sønner!
78Hører det Jetter!
Hører Hrimthurser!
Hvor jeg forbander
Trodsige Mø!
Hvor jeg fremkalder
Bølgende Smerte,
Skræk til at rive
Trodsige Mø!
Hvor jeg befaler
Smidige Orme,
Svøbte om ranke,
Skinnende Midie,
Knuge, ei knuse
Hjertet i Bryst!

90

Seer Du? med hvasse
Hellige Sværdsod,
Rister jeg Runer
Dybt udi Stav,
Graad Dig for Gammen,
Evige Kval.

91

Thurs jeg Dig rister,
Tre er hans Træk:
Kraftløshed, Galskab,
Pinende Lyst.

92

79Han Dig skal favne,
Mand Du da fanger
Trodsige Mø!

93

Runer jeg risted.
Som jeg dem risted,
Saa jeg dem sletter,
Om Du vil bøie
Sindet til Frei.

Gerda

94

Ei meer jeg nøler,
Thi ak! jeg føler
De Runers Magt.
Som Ild jeg brænder,
Og Gift omspænder
Det klemte Bryst.

95

O snart udskrabe
Du Runestave,
Som dybt Du skar!
Den tunge Smerte
Mit arme Hjerte
Vil knuse brat.

80Skirner

96

Som jeg dem risted,
Saa jeg dem sletter,
Nu da Du bøier
Sindet til Frei.

Gerda

97

Sid nu paa Bænken!
Tag imod Kalken
Fuld af den gamle Miød!
Aldrig jeg tænkte, at
Jeg skulde Vaners
Æt unde vel;
Men mod de mægtige
Aser forgæves kun
Strider en Mø.

Skirner

98

Hjem vil jeg ride,
Først vil jeg vide
Stædet og Stunden,
Naar Du vil unde
Njords Søn Gammen?

81Gerda

99

Barri heder
(Som begge vi vide)
Glindsende, kølige Lund.
Ni Gange Synke
Solen i Hav!
Der vil da Gerda
Unde i Natten
Njords Søn Gammen.


Asgard.

Frei

100

Sig mig det Skirner!
Før Du af Hest
Sadelen løfter,
Førend Du fløtter
Fremad Din Fod,
Hvad Du i Jetters
Verden udretted!

82Skirner

101

Barri heder
(Som begge vi vide)
Glindsende, kølige Lund,
Ni Gange synke
Solen i Hav!
Der vil da Gerda
Unde i Natten
Njords Søn Gammen.

Frei

102

Lang er Nat,
Længere tvende,
Hvor kan jeg udholde tre?
Ofte mig Maaned
Kortere tyktes,
End nu den halve
Længselens Nat.

103

Med Længsel jeg køber
Den elskede Mø;
Men naar jeg da svøber
Mig trindt om min Mø,
Da stiger en Lyst
I mit brændende Bryst,
Som Kraften ei skaber,
Jeg salig mig taber
I ahnede Lyst.


83

Den niende Nat.

Gerda

104

Nu Stjernerne blinke,
Saa smaalig i Luft,
Og Roserne vinke,
Med liflige Duft.
Jeg ganger til Lunden i Kvælde.

105

Til Døden udtegnet,
I Alderens Vaar,
O Bela! Du segned.
Tilgiv mig! Jeg gaaer.
Til Kjærligheds Lund udi Kvælde.

106

Jeg stred mod mit Hierte,
Mod Sværd og mod Guld,
Jeg stred imod Smerte;
Men Kalken blev fuld.
Jeg ganger til Lunden i Kvælde,

107

Saa kom da Du blide,
Elskværdige Gud!
Ei meer vil jeg stride,
Jeg ganger som Brud
Til Kjærligheds Lund udi Kvælde.

108

84Det dundrer. Hid iler
Den kjærlige Gud.
I Lunden alt hviler
Med Længsel hans Brud
Paa duftende Blomster i Kvælde.

Frei

109

Her er Lund,
Hvor er Hun,
Som jeg søger saa brat
I den Fiælende Nat?

110

Hist i Lund
Hviler Hun,
Som jeg søgte saa brat
I den venlige Nat.

111

Alt var knoppet mit Træ,
Nu det blomstrer i Læ
Af den vældige Eg.
I min Arm,
Ved min Barm,
Hun nu hviler saa sødt,
Og jeg hviler saa blødt,
I den aabnede Favn.

85Fuglen paa Kvist.


112

Tiderne lide,
Snart skulde Muspels
Sønner fremride.
Veed da den Svage
Hvormed Han vil stride?

Anden Fugl.


113

Sit Sværd og sin Styrke
For Møen Han gav.
Saa grave i Mørke
Sig Guder en Grav.

Loke (i Jetteskikkelse)

114

End Fenris! Du tuder
I fængslende Baand;
Men Frihed bebuder
Min konstige Haand.
Alt rører med Styrke
Sig Ormen i Hav.
Saa grov jeg i Mørke
For Aser en Grav.


86

Asken Ydrasill.

(Et Mythekvad.*Nordens Mythologie S. 155.)

1

Tidens Sønner, Mænd paa Jord!
Vil I eders Moder skue,
Vender Øiet op mod Nord,
Stirrer stivt paa Himlens Bue!
Denne Bue er en Rod
Af det Træe som længe stod
Og som staaer, til Verden falder.

2

Træets Navn er Ydrasill,
Vidt udbrede sig dets Grene,
Under dem i Vexelspil
Alt som blev maa sig forene,
Ingen saae det randt af Rod,
Alt i Tidens Fødsel stod
Grønt det over Urdas Kilde.

3

Træets andet Navn er Tid,
Mange Løv dets Grene tvinge,
Hver en Daab og hver en Iid
Maatte af dets Saft udspringe,
87Underligt, at end det staaer
Som det stod utalte Aar,
At det raadned ei og visned.

4

Trende Rødder har det vel,
Men de kan det ei oplive,
En nedruger over Hel,
Som en tung og dunkel Skive,
En nedtrykker Jetters Æt,
Under Solen, klar og let,
Over Midgard en sig hvælver.

5

Kommer, Tidens Sønner! hører,
Hvad det er som Livet rører
I det alderstegne Træe!
Nornerne, som Tiden lænke,
Tidens tørre Ask bestænke
Lædske den af Urdas Brønd.

6

Derfor kneiser end i Vælde
Stammen, trods sin høie Ælde,
Derfor visned ei dens Løv,
Dog kan Ingen ret udmaale
Al den Trængsel, den maa taale,
Evig kan den ikke staae.

7

88Kan I høre hvor den stønner!
Fire Hiorte, Søvnens Sønner
Stande i dens høie Top,
Og som Tiderne fremskride,
Bladene de dybt afbide,
Bladet med den unge Knop.

8

Veed I vel, hvad Hiorten bider?
At det er de gamle Tider;
Som fortæres af dens Tand?
Derfor mørke Glemsel ruger
Over dem og dybt nedknuger
Spiren til hver herlig Old.

9

Mere Trængsel Asken lider,
Thi ved Roden Nidhøg slider,
Dragen med sin Ormeflok,
Selv den ældes giennem Tiden,
Mør og trøsket bliver Siden,
Og den stunder mod sit Fald.

10

Høre I det høie Kvæde
Lyde hist fra Ørnens Sæde
Paa det underfulde Træe,
Ratatoskur let nedspringer,
Kvadet ned fra Toppen bringer
Den til Dragen under Rod.

11

89Ørnen kvad om Træets Alder
Om, at naar engang det falder,
Skal det knuse Jetters Æt,
Dobbelt flinke Orme gnave,
Asken vil de undergrave,
For den frygtelige Stund.

12

Tidens Sønner! vil I stride
Lumskelig ved Ormens Side,
Imod Norners høie Raad?
Vil I eders Moder trænge?
Vil I stræbe at forlænge
Jetters syndefulde Liv?

13

Vel, saa stræber, som I stræbde
Da i eder selv I dræbde
Andengang den svundne Old!
Hevnen kommer, Asken raver,
Naar den falder, den begraver
Eder til en evig Død.



Tillæg.

Ogsaa dette forkynder sig som et Mythekvad, Asken med sin Trængsel og sine underlige Vilkaar er og ganske ordenlig afbildet efter Vøluspa og Grimnis90mal, ei heller bør der vel tvivles om, at den for 📌Nordens Skjalde var engang Tidens Sindbillede; men den videre Udlæggelse har ingen Hjemmel i Edda, og tildeels ingensteds hjemme, uden i et taaget Øie. Istedenfor den Ørnesang, der klinger heel mistænkelig, taler nok Edda om Skiendsmaal mellem Ørnen og Nidhøg, om Hiortene er dens Mening i det mindste tvivlsom, og at Ormene blive flinkere til at undergrave Asken, naar de høre, den i sit Fald skal knuse dem, klinger en smule dumt. I en anden Udgave af Mythologien er Stædet at omtale Mythens Betydning, her at sige, hvi Verset giemmes. Man seer let det egentlig er en Benyttelse af den gamle Mythe til at paaminde Tidsalderen om dens vrange Syn og galne Adfærd, og det kan vel endnu behøves, at lade Hedninge minde os om at Tidens Hjul drives ved ovenfalds Vande, at kun Gud paa underfuld Maade opholder Tiden og gienføder Kraften, medens vi, hvor høit vi end elske det Timelige, og grue for dets Ophør, arbeide paa at fremskynde den, ved at bortødsle Kraften og forpeste Luften. Saaledes aabenbares det, at jeg vel havde noget Sandt for Øie, men kunde ei ret afbilde det fordi Staven var bundet af en Mythe jeg ikke ret forstod. Den tilsyneladende Modsigelse forsvinder, naar man med mig betragter Tidens Øiemed kun opnaaeligt, naar den ender i en vis Time, det som Ormenes Øiemed, at Asken kan falde før 91den Time, det som Menneskenes Galskab at hielpe Ormene i Striden mod Guds Øiemed, og det som Galskabets Frugt, at Asken, der alligevel ei falder før den skal, knuser dem og deres Fostbrødre i den evige Død.


Duggen.

1

I Aftenens Stund over Enge jeg gik,
Sig Duggen nedsænked saa mildt fra det Høie,
Paa sugende Vexter jeg hæfted mit Blik,
Saae Græsset, for Duggen at fange, sig bøie,
Saae Blomsten at giemme den dybt udi Skiød.

2

Min Stemme i Enge da spørgende lød:
Du perlende Vædske,
Som mægter at lædske
Den tørstige Urt,
Som mægter at svale
Paa Høi og i Dale
Det brændende Straa;
Hvad er Du? Hvor findes dit sølvklare Hiem?
Naar Solen bortviger,
Sig Elskeren sniger
Til ventende Mø;
92Du sniger om Nat Dig til Blomsterne hen
Og kysser og favnes, og kysser igien,
O sig mig da! kiender Du, elsker Du dem?
Hvad er Du? Hvor findes Dit sølvklare Hiem?

3

Mellem Bøgene hist paa den mossede Sten
Over Fædrenes Ben
Hvor saa gierne jeg bygger
Blandt Oldtidens Skygger;
Hvor jeg hviled saa tit med mit blødende Hierte,
Hvor saa tit jeg neddæmped den rivende Smerte;
Der sattes jeg ned.
Paa duggede Enge
Jeg stirrende saae,
Jeg grubled saa længe,
Til Natten faldt paa.

4

Da var det, som hæved
Sig Stenen fra Jord,
Og trindt mig omsvæved
Gestalter fra Nord.
Jeg skiælvede ei; thi saa gierne jeg bygger
Blandt Oldtidens Skygger
Ved Stjernernes Glimt.

5

93En Stemme jeg hørte,
Saa kiendt og saa kiær,
Saa tit jeg den hørte,
Naar Midnat var nær;
Naar Siælen begierte
At flygte fra Jord,
Saa tit den mig lærte
At skue i Nord.
Den bød mig at skue
Mod stjernede Bue,
Mod Ydrasills Rod,
Hvor Vandene klare
Udrinde saa snare
Fra hellige Væld;
“See Vandet som spiller
Paa Grenenes Rad!
See Draaben, som triller
Paa lædskede Blad!
See! Blomsten er aaben,
Og bier paa Draaben
Den drypper i Smug
Og Draaben er Dug.”

6

Nedsjunken i hellig Beundring jeg sad,
Saae Draaben hentrille paa Ydrasills Blad,
Neddryppe, oplive de døende Vexter.
94Saa er da (udbrød jeg) den Draabe som kvæger
Dig Straa! som Du slutter saa ømt i dit Bæger
Du Blomst!
Den kraftige samme
Som Nornerne gød
Paa Tidens den hellige Stamme!
Historie da og Natur sig forene
I sluttede Favn under Ydrasills Grene.
O skarpt var dit Øie Du Sanger i Nord!

Honningduggen.

1

I Bøgenes Ly paa den mossede Steen,
Over Fædrenes Ben,
Hvor saa gierne jeg bygger
Blandt Oldtidens Skygger,
Jeg slumred saa sødt.

2

Da Solen bestraaled den duftende Vang,
Ved Biernes Surren og Fuglenes Sang
Jeg vaagnede op af de saligste Drømme;
For Morgenens Saligheds Bæger at tømme.
O Langeland! Du med dit tryllende Eden
Det eneste Skiønne jeg kiendte herneden,
95Du Øernes Dronning og Dannemarks Pryd,
Som stedse jeg mindes med Vemod og Fryd!
Paa Dig Hviler Stenen, jeg hvilede paa,
Den Steen, hvor de herlige Syner jeg saae,
Hvorfra jeg og da med min vaagnende Sands
Beskuede Morgnens udfoldede Glands.

3

Paa duggede Enge
Jeg stirred med Lyst,
Saae Bierne hænge
Ved Urternes Bryst.
Jeg saae hvor De suged
Hvad Blomsten indknuged
Saa fast i sit Skiød.
Jeg maatte udbryde!
O nu kan jeg tyde
Et Under igien:
Thi derfor o Bi! er din Honning saa sød,
Fordi den af Sødhedens Kilde udflød,
Og derfor i Kagen Man undrende tæller
De konstig afmaalte, omgrændsede Seller,
Fordi Du en Draabe af Viisdommen nød.

96

Tillæg.

Man seer let, at disse Vers ere mere foranledigede ved nordiske Myther end udsprungne af dem, thi alt hvad Vola siger er kun, at Duggen neddrypper fra Ygdrasill, og i den prosaiske Edda siges at det er Honningdug. En skiøn og sand Forestilling er det unægtelig, at Duggen, der for Planterne er en saadan størkende, vederkvægende, oplivende og underfuld Draabe, ligesaalidt har hiemme paa Jorden, som den aandelige Dug der lædsker og kvæger og størker de Levende, at det Alt er Draaber, med hvilke Alfader giennem Norners Haand bestænker den tørre Ask som ellers maatte visne, det er en af de mange Anelser i 📌Nordens Hjerte af Sandheden om den Gud, der klæder Markens Blomster, og i Hvem vi leve, røres og ere, det er en Duft fra Hiertets Blomst, avlet af en saadan Dugdraabe fra det Høie, og kan den kiendes giennem Verset, som jeg mener, da angrer jeg ei at have giort det, skiøndt adskillige Ord ere Daarskabs Børn. Den sidste Anvendelse paa Biernes Konst er ei heller ueffen, og kunde giøre godt, hvor den lagdes paa Hjerte i en Tid, da det er betragtet som Menneskers Maal at sanke og trælle for et Døgnliv og bringe Alt i snorlige Rade og Rum, thi see! det formaaer den liden Flue og giør det konstigere end vi, skulde det være Menneskets Maal at blive som den? skulde 97det være Umagen værd at arbeide saa ivrig, for at uddrives af Svoveldamp, naar det store Bistade optages i Høsten, og surre i Mørket medens Mjøden blandes til en evig Høitidskalk i de gyldne Sale? eller var det dog ikke bedre i Sommerens Tid ved Honningduggens Kraft at lade Vingerne voxe, og Sødmens Væld udspringe i Hjertet, saa vi, naar Vinteren kommer, kan uden Sorg forlade de afblomstrede Enge, og svinge os did, hvor Duggen har hiemme, og Stadet staaer fast, og Blomsten ei visner og Kalken ei tømmes, til Gud.


Odins Kvad

om

Skjaldskab.

1

Der stod udi Bierge
En Kiedel med Mjød,
Den blandede Dværge
Saa stærk og saa sød;
Forglemmelsens Fugl over Drikken hensvæver
Og sætter sig fast paa den Drikkendes Læber;
Til Himlen Han løftes og Jorden er glemt.

2

98Af Honning var blandet
Den kostbare Mjød,
Af Helligdomsvandet,
Af Dug som nedflød
Da førstegang Nornerne nyfødte, milde,
Bestænkede Asken af nyfødte Kilde
Var Honningen virket ved Biernes Konst.

3

Men Jetter udhulde
Et Fjeld udi Grund,
Og Mjøden De skjulde
Paa dybeste Bund,
At Mennesket Guderne skulde forglemme,
Og aldrig en Røst om sin Fødsel fornemme,
Men tiene og dyrke hver Jette som Gud.

4

Lig Guderne bliver
(Saa Spaadommen lød)
Hvem først sig opliver
Med glødende Mjød,
Og naar den af Kjedlen fra Bjerget sig hæver,
Da løsladt i Verdener alle omsvæver
Hver Asernes troende, lydige Søn.*Saaledes forstaaer jeg det besynderlige Vers i Grimnismal, (i Commissionens Udgave det 41de.)

5

99Jeg hængde paa Grenen
I Storm uden Læ;
Ukvæget paa Grenen
Af hellige Træ;*Ygdrasill. See Begyndelsen af Runekapitlet!
Til Odin jeg Odin mig ofred; til Værket
Jeg da blev indviet; med Spydsodden mærket,
Som Offer jeg hængde i Nætterne ni.

6

Mod Jord jeg forøgde
Min Stræben, og vandt;
Om Runer jeg søgte,
Og Runer jeg fandt;
Da kiendte jeg Veien til Hulen den mørke,
Jeg skiælvede ikke for Jetternes Styrke,
For Suttung, og Troldes afmægtige Kløgt.

7

Mod Skyen fremraged
Den Klippe saa stor;
Jeg bored, det knaged
I Steen og i Jord;
Men Braget jeg døved ved Runer og Sange,
Thi for mig og trindt mig var Jetternes Gange,
Ei vilde jeg vaagne den sovende Hær.

8

100Jeg sad hos Gunløde
Paa gyldene Stoel,
Af Ringen den røde
Det lyste som Sol.
Mens Jetterne sov paa de sukkende Stene,
Da tømde jeg Mjøden, den stærke, den rene,
Da favned jeg solskære, væneste Mø.

9

Min Aand var bortilet,
Som Gud jeg opfor;
Men legemlig hviled
Jeg end under Jord.
Da vaagnede Jetter, da giordes jeg bange;
Thi glemte var Runer og kraftige Sange;
Det dundred i Hulen af Thursernes Fjed.

10

Da hjalp mig Gunløde,
Saa kjærlig afdrog
Hun Ringen den røde,
Og Lyset forjog;
Da snublede Jetter og famled i Blinde,
Ei kunde i Mørket mig Thurserne finde,
Da fandt mig min Aand, og af Fjeld jeg opsteg.

11

Med Skjalde i Norden
Jeg deler min Drik;
Da løses fra Jorden
Det fængslede Blik;
101Da griber i Harpen den skæggede Brage,
Og Skjaldene kvæde, og Dværge gientage
For Klippernes Dørre hvert tonende Kvad*Ekko er Dværgemaal..



Tillæg.

Mythen om Poesiens Oprindelse findes i Havamal, men uagtet jeg har søgt at udfylde og fortolke den, er dog Kvadet ingenlunde hvad det skulde være. Det er tilvisse mærkeligt, at Poesien fremstilles som Noget Jetterne havde ranet, og vist var det en værdig Idræt for Alfaders Statholder at erobre den tilbage, rimeligt er det ogsaa, at Skialdene sammenknyttede Forestillingerne om den Honningdug der nedflød fra Ydrasill, og den Mjød, som var Skjaldskabs Sindbillede, men det burde forstaaes hvad Odin og Gunløde betyde her! Dog det hiemfalder nu til Mythologien, og hvo som ved at læse dette Vers i Forening med de foregaaende, kunde annamme en levende Forestilling om Skialdskabs Mjød som den aandelige Syster til Honningduggen der nedfalder i Blomstens Hjerte, en levende Forestilling om Skjaldskab som Kalken der indslutter alle Menneskets herlige Minder, dybe Længsler, og høie Ahnelser, som stjaalet fra Slægten og givet den atter af Gud paa underlige Maader, han vilde vist glad bekiende, at Gud ingen102sinde og allermindst i 📌Norden lod sig selv uden Vidnesbyrd, og at Mjødens Kræfter teede sig aabenbarlig; men han vilde ei gaae irette med Verset, eller forarges ved Talen om Afguden, som her var nødvendig, naar Mythen skulde beskues, skiøndt den vist nok baade kunde og burde været endeel anderledes.*Verset er forhen trykt i Nordens Mythologie S. 196.



Kiøbenhavn.

(Tilbageblik paa en Reise*Kbhavns. Skild. 6te Aug. No. 21, 1808.)

1

Sørgelig stander Du der,
Axelstad! syg og lemlæstet.
Hvor er nu Spiret som høit
Stræbde fra Jorden mod Himlen?
Uslingens Øie saa stivt
Stirred og hængde paa Guldet,
Gierrig han rev det til Jord,
Men det sig tabde i Støvet,
Lærde ham: hvad der er Guld
Hist i det Høie, det vorder
Atter til Støv paa vor Jord.
Sørgelig stander Du der
Axelstad! syg og læmlæstet
Røvet din herligste Pryd,
103Nutidens udtrykde Billed,
Der, som en sjunken Ruin,
Vidner om henfarne Tider.

2

Tiderne havde et Spir,
Kiækt det sig reiste mod Himlen,
Straaled af luende Guld,
Fæstet i Menneskets Indre;
Uslinge reve det ned,
Jorden de vilde forgylde,
Guldet sig tabde i Støv,
Støvet sig hvirvled i Luft,
Blev til en Sky, og vor Alder
Stirrer paa Skyen saa glad,
Peger paa den som sin Himmel.

3

Atter kan reises dit Spir,
Axelstad! men om den Bue,
Som bliver hvalvt under Spir,
Kan over Christne sig hvælve,
Eller om Tidernes Spir
Atter kan reises, det skjuler
Fremtidens natlige Slør.

4

Axelstad! hurtig du viger,
Taagen jeg skuer kun end,
104Taagen, som stadelig ruger
Over dig, giftig og tung,
Skjuler den renere Himmel
For dine giøglende Børn.

5

Taageindhyllede Bye!
Hvad er vel det, som mig drager
Til dig saa stærk og saa fast?
Som, naar for Øiet du svinder,
Avler i Hjertet et Suk,
Som, naar dig Øiet opdager,
Byder det tindre saa mildt,
Vækker en inderlig Længsel?

6

Det er det Døde i dig,
Som mellem Levendedøde,
Lever saa kraftigt et Liv,
Vækker det Døde til Live.*Man seer let, at er Veiret ikke jaget ud af disse Ord, da er dog Aanden det tilvisse.
Minder fra hensvundne Old
Fængsle min Sjæl og mit Øie,
Billedet stirrer jeg paa,
Blind for de luftige Skygger,
Axelstad! maatte jeg da
Leve i dig til min Død,
Knyttet til Oldtidens Liv,
Fremmed for Nutidens Død!


105

Saga om Nor og hans Æt.

(Med et Kvad til mit Fædreland den 28de Jan. 1809.*Indrykket i samme Dags Skilderie.)


Høitiden byder hver Haand
Hvile fra Hverdagens Syssel;
Vinteren driver os ind,
Trindtomkring Arnen os sanker
Ret er at lytte til Sagn,
Sagn om de fremfarne Tider;
Saa lytted Fædre i Nord.
Nordboer! lytter til mig!
Jeg vil en Saga fortælle
Medens i Skjoldungens Hald
Holdes den herlige Fest.


Saa er sagt af sagnkyndige Mænd, at i meget gammel Tid, end før Asamænd indkom i Nord, da var en Kjæmpe af Gudernes Æt, rig og mægtig, og dertil begavet med allehaande Kløgt, men meest med den, som Spaakløgt heder, og som af al er først at nævne; thi vel er det Noget, at kjende Tiden, som hun nu er, og end Mere, ret at vide, hvordan hun været haver, men Mest er 106det at see og forstaae, hvad hun skal vorde. Nor var Kjæmpens Navn, og ham fødtes tvende Sønner, hed En Noreg, og Gautur den Anden, men kun een Datter aatte han, og er hun nævnet Dana. Han skiftede Nordurlande udi trende Parter, og fik Noreg den Part, som efter ham er nævnet Norrige, og er det et haarde Land, og fuldt med Elv og Fjelde, men dog fagert i sin Maade, og rigt paa Malm og Stene. Dana fik de Øer, som svømme udi Østersaltet, lystelige at bygge paa, med Korn, med Eg og Bøg og med blommede Enge; saa fik hun og Jotland og Alt hvad som Mænd nævne Danmark. Gautur fik Gautland, som nu nævnes Svithjod, og er det sandt at sige, at ligerviis som han byggede mellem baade Sødskende, saa havde og hans Odel i mange Maader Ligning med Begges, aldenstund han ligesom kunde række den ene Haand til sin Broder paa det høie Fjæld, og den anden til Søsteren i Dal. Saa var Landeskifte, men ei kommer Gautur meer ved denne Saga.

Saa er det sagt, at Nor skulde aldrig døe, men der han ældedes, drog han til det grønne Godheim, at være med Guderne, og før han drog did, da tog han til sig alle sine Børn, og gav dennem kostelige Raad, bød dem leve endrægtelig til107hobe og varede dem ad deres Skade, om de ei vilde gjøre derefter. Saa tog han og Noreg og Dana til Enetale hos sig, og sagde dem forud, at der vilde komme megen Ufred mellem de Sødskende, men at de dog, som Ret var, skulde enes paa det Sidste. Som han var vel øvet i Skjaldskab, da kvad han for dennem om al deres Landes Leilighed, og hvorledes de bedst kunde hjælpe og tjene hinanden, og var det et langt Kvæde, det Ingen nuomtide veed at sjunge fuldelig, dog Mænd sige for Sanden, at en Part var saa, som end kvædes i Normal hiint gamle:

Malmet voxer
Dybt i Fjælde,
Kornet voxer
Høit paa Sletten;
Odin skifted,
Hvi han skifted
Saa, det vide
Taaber ikke;
Mon I veed det?

Jorden bærer
Hør, men Faaret
Uld paa Heden;
108Deri Datter!
Klæd dig! Smyk dig
Med din Broders
Maard og Sobel!
Staa i Nord, som
Nordens Mø!

Tag ei Silke,
Tag ei Smykker,
Tag ei Perler,
Som dig Sakslands,
Som dig Vallands
Sønner byde!
Naar de beile,
Naar de byde:
Skuffes Du.

Sakslands Døttre,
Vallands Døttre
Vil dig lokke
Søn! til Leflen;
Høit i Bægret
Bruser Eddren,
Sødt de kvæde:
Der er Kraften!
Tro dem ei!

109Elven fraader
Ud af Fjeldet,
Der er Kraften.
Øs af Elven!
Bed din Søster
Øl at brygge,
Mjød at blande!
Staa som Nordens
Søn i Nord!

Og end kvad han:

Norner styre,
Aser aarke,
Vaner vide;
Tro paa Norner!
Blot til Aser!
Beed til Vaner!
Saa har forne
Skjalde kvædet.

Saa sige gamle Mænd, de som bedst mindes Fædres Frasagn, at Nor mælte, og er det vel troligt det var udi denne Mening, dog det ei var saa læmpet med Rimstave og anden Konst; thi det vide Alle som nogen Kløgt eie, at ret Skjaldskab er at 110agte som Asamænds Skjænk til dem som boe i Norderlande, saa som Odin siger i Havamal:

Gunlød paa gyldne
Stoel har mig skjænket
Drik af den dyre Mjød.

Og end:

Letkjøbte Vædske
Vel har jeg nydt,
Skjaldskabet voxer
Frem nu paa Jord.

Nu er det at sige, at i mange Aldre ihukommede Børnene vel deres Faders Ord, og, som det pleier at skee, at de som meest gjøre efter de Gamles og Kløgtiges Raad, dem gange og alle Ting bedst tilhaande, saa bleve og de Sødskende stærke og mandelige og deres Ætmænd spredtes vide om Lande, og Ingen mægtede at modstaa dem, der som de fore frem. Men som de Sødskende ældedes, saa argedes de, og troede paa deres egen Styrke, og tyktes sig klogere at være end deres Fader; thi sloge de hans Tale mestendeels hen i Veir og Vind.

Nu er det til Tidende, at en ny Sæd kom ind i Norderlande, og vist var hun god, ja fuld111bedre end hiin gamle, saa som hun forkyndtes udi Østerleden; men sandt er det og at sige, at i den Time hun kom hid, var det Kosteligste ei mere tilsyne. Somme mene, at hun havde tabt det paa de lange Veie, men Somme mene det, som ligeligst kan være, at hun havde gjemt det saa vel og inderlig, som Klippen sin dyre Malm, og at hendes Følgesvende ei vidste det at fremføre for Dagens Lys. For den Sags Skyld hændtes det og saa, at hine første Klerke og Kjendemænd ei talte som Sandingen var, at den Gud, som Mænd nu skulde tjene, var hin samme, som de fordum tjente, dog de havde forvendt hans Navn og Idrætter; men sagde idensted, at hine gamle Guder maatte nævnes Diævle og Meenvætter, ligerviis som den Jord, hvorpaa de ginge, og den Himmel med de store og smaa Lys, som løftede sig over dette Hoved, ei havde været de rette, denstund de meente dem bygte af Aser. Da forgjættedes hartad alle de Ord, som Nor havde talt, i det hans Børn finge den gruelige Tanke, at der han drog til Guderne, da drog han til Djævlene udi Helvede, som de nu meente Guderne at være, og at det ei sømmede sig for dem, nu de skulde tjene Krist, at lyde hans Raad*Skammeligt er det tilvisse at give 📌Nordens Apostle Skyld for Ufreden, og det Hele er Sludder..

112Lyster Nogen at vide alle de Ting, som hændtes ere de Sødskende indtil denne Time, han maa vel rette sin Leilighed til at efterforske i alle de Sagaer, som om dem ere samfatte! Her er det kortelig at mælde, hvorlunde det gik dem i alle Maader efter som Nor havde spaaet: baade at der kom megen Ufred mellem dem, indtil en Kvinde med Mandemod, dannis og kløgtig og nær i Frændskab med begge, forligede dennem; saaog at ihvorvel Nor udentvivl meente Mere, kan vel være og Andet, der han talte om Drik og om Klæde, saa maatte dog og i disse Dele hans Spaadom opfyldes.

Fra den Time Dana hentede sine Klædningsmon fra Bretlands Øer og sin Drik fra Sønderleden, da hovmodedes og bedaaredes hun saa, at Intet som groede paa Dyr eller Jord i hendes Sletter var hende til Maade, og hengav hun det for en ringe Priis, at hun kunde bramme med braagede og blommede Mon, og heller vilde hun øge sin Tørst med fremmet Drik, end lædske den i sin egen. Da blev hun blød i Sind og Hjerte, og er det Sommes Mening, at hun ved det Levnet kortede sine Dage.

Bedre bleve Noregs Vilkaar, dog han i mange Stykker ei var klogere paa det Sidste; men fast 113maatte man sige, at ligesom de giftige Urter, ei trives paa Fjeldene, saa kan ei heller Blødhed og Vellyst, der vel maa lignes ved giftige Urter, ret fæste Rod i hannem, for den stærke og rene Lufts Skyld, som blæser mellem Klipperne. Ei var det dog derfor et umærkeligt Ord, hvad som Nor talte til sin Søn; thi fra den Stund at Saxlands Mænd kom til at bygge og kiøbslaa i Biørgvin, da kom mangen ny og overflødig Skik, som ei var den bedste. Ondt maatte Man og hartad nævne det, at Noget blev fundet i Noregs Land, udaf hvilket det underligt Klare giordes som Glar bliver kaldt; thi altsom Glarmon kom til at stande paa Bordene isteden for de dunkle Horn og de mørke Bægere, saa maatte Øllet og Mjøden lade sig drive paa Flugt af Vin og anden udlændisk Drik. Men, om Drik at tale, da haver den meest fordærvet baade Sødskende, som de ugudeligen pinte af det velsignede Korn, og ei er det at undres paa, aldenstund den laves ved Ild og ved Nat, ved den gruelige Troldomskunst, som Seid monne kaldes; thi vel er det kundbart af gamle Bøger, at med den Konst vilde onde Jetter fordærve Jorden, og var det med hende, at Folk forgjordes fra Liv og Helsen, Vid og Forstand, ret som vi end dagligen see for Øie.

1

114Nu er Normal kvædet
Og fremtalt er Sagnet,
Gavnlig for Askurs Æt,
Ikke for Jetters.
Vel ham, som kvad!
Vel ham, som kan!
Han nyde som nemmed!
Vel dem som hørte!


2

Landsmænd! Frænder i Nord!
Vil I end lyde paa Skjalden,
Medens han, kyndig ved Sagn,
Kyndig ved Fædrenes Kvad,
Stræber i Nutidens Maal
Oldtidens Kløgt at udtale?


3

Noreg! skue fra dine Fielde
Ei saa kold til Dalens Søn!
Han har seet dig i din Vælde,
Og fornummet Kvadets Døn
Som udgik fra dine Skjalde,
Fro han end dig seer gienkalde
I din Daad den svundne Tid.

4

Dana kalder han sin Moder,
Elsker hende som en Søn,
Dog til hendes djærve Broder
Sneg han sig saa tit i Løn;
115Øiet funkled, Kinden lued,
Naar den Kækkes Færd han skued,
Naar han hørte stærke Maal.

5

Derfor Noreg! tør, som Frænde,
Til dig træde Danas Skjald,
Frygter ei, at du skal vende
Ryggen mod ham i din Hald.

6

Naar paa høie Fjeld du stander,
Og paa Dana skuer ned,
Glem da aldrig, det er Fjeldet,
Ei dig selv som hæver dig!

7

Husk at Dana er en Kvinde!
See hvor Blomsterflokken tæt,
Trindt om hendes Fod sig slynger!
Maa hun ei af den en Krands
Vinde om sin fagre Tinding?

8

Hør hvor Nattergalens Kvad
Smeltende og liflig toner!
Maa ei Taaren da paa Kind
Mildt og sagtelig nedrinde?
Maa da hendes Stemme ei
Sænke sig i ømme Toner?

9

116Tør du kalde hende svag?
Tør du pukke paa din Styrke?
Vil du at den grønne Eng
Skal sig bradt som Klippen løfte,
Og det runde Bøgeblad
Sig som Granenaalen spidse?

10

Om paa Øers Blomsterbred
Søsteren du seer at stande,
Stirre paa sit Billed ned
I de blaa, de stille Vande;
Husk at hun en Kvinde er,
At, som Kvinde, hun sig speiler,
Kun fordi at Speilet hører
Med til Kvindernes Natur!

11

Seer du hende stundom spøge
Vild med Ynglinge fra Syden,
Husk at Fristelsen er stor
For den fagre, ømme Kvinde,
Naar en fyrig Ynglings Mund
Blusser, brænder hendes Hænder!

12

Speiler hun sig alt for længe,
Saa hun glemmer Husets Dont;
Spøger hun dig alt for kælen,
Saa hun glemmer høie Byrd;
117Slaae da med dit Sværd paa Skioldet!
Syng et gammelt Heltekvad!
Husk, du taler til din Søster!
Talen være broderlig!


13

Dana! kjære, ømme Moder!
Ei det sømmer sig en Søn
Om sin Moders Feil at tale,
Kiærlig skal han dølge dem,
Kysse dem fra hendes Læber;
Men en heed og heftig Bøn
Kan sig dog og for ham sømme.

14

Heed og heftig er min Bøn:
Aldrig glemme du din Broder!
Er han stiv, saa er han fast,
Er han stolt, saa er han kraftig,
Søg ei spæde Blomster der
Hvor de store Fjelde voxe!

15

Har du en vanartet Søn,
Som tør spotte med din Broder,
Haardt du revse ham! thi ei
Drengespot den Gamle taaler
118Ei han det forskylder. See!
Hvor han vogter sine Klipper,
Hvor den kolde Iis og Snee
Hænger i hans hvide Lokker,
Mens han staaer med nøgent Bryst
Og med Sværd i Haanden æsker
Hvem som tør, til Enekamp!

16

Tøe du op de frosne Lokker!
Løn hans Kamp med Kjærlighed!
Viis Ham at du er hans Søster,
Sprungen ud af samme Lænd!
Kvinde er du, men ei Sydens
Bløde, svage Kvinde; husk!
Til en Skioldmø est du baaret,
Født til Kamp og Kjærlighed!


17

Noreg! Dana! end en Bøn!
Glemmer aldrig hvad den Gamle
Talte om de høie Guder!
Navn og Form kan sig forvandle,
Men det Evige, som var
Førend Form og førend Navn,
Var, og er og vorder Kilden
Hvorfra Kraft og Kløgt udstrømmer,
119Hvorhen Kraft og Kløgt henpeger,
Som en Straale til sin Sol.

18

Kristus Herlighedens Glands
Og Guds Væsens rette Billed
Aabenbarede paa Jord,
I sig selv og i sin Lære;
Aser, Vaner er ei meer,
Himlen er ei længer kløvet,
Kraft og Kløgt og Kjærlighed,
Tre til Een, til Gud er blevet.
Vil I løfte eders Isse
Kraftig imod Himmelbuen,
Først I knæle dybt i Støvet
Ned for ham, som Kraften eier!


19

Noreg og Dana! I elskede To!
Hørte I Sagnet og nemmed I Kvædet,
Haand udi Haand da I Sødskende tvende!
Ganger saa begge til Skioldungens Hal!
Kommer! o følger den ilende Skjald!

20

Hisset han skuer en Herre saa bold,
Høit er Hans Hjerte og høit er Hans Sæde,
Mandig han sidder som Yngve og Skjold,
Gammelt og herligt er Skioldungens Sæde.
120Venlig Hans Fødedags stigende Sol
Førstegang seer ham paa Kongernes Stoel;
Nordsolens Straaler de lyse, de kolde,
Speile sig glade i blinkende Skjolde,
Skjoldene blinke om Nordurlands Drot.

21

Skjalden, hvis Øie er fængslet i Nord,
Som ikkun mægter om Norden at kvæde,
Som, naar han skuer et Oldtidens Spor,
Standser og stirrer beruset af Glæde,
Stirrer paa Kors og paa løftede Sværd,
Herlige Minder om Heltenes Færd.
Sværdet nedsynker paa Dannemands Skulder,
Vier til Daad og til Sværdenes Bulder;
Ridderen stander for Nordurlands Drot.

22

Valdemar havde et Banner saa prud,
Korset i Midten saa skinnende lued,
Vist kom det hellige Banner fra Gud,
Fienderne bæved, naar Korset de skued!
Valdemar kaared de gjæveste Mænd,
Slog dem med Sværdet ved Skulder og Lænd,
Bød dem at tegnes med hellige Mærke;
Ridderne løfted sig mandige, stærke,
Stred under Korset trehundrede Aar.

23

121Det Herlige svinder i løbende Tid;
En Konning uddrog med saa fager en Skare,
Han agted at kjæmpe saa syndig en Strid,
Dog hellige Banner for Hæren de bare.
Ei længer det værged om Kjæmper fra Nord,
De sjunke, de segned paa blodige Jord,
Det Banner var svundet, man aldrig det fandt
Fra Riddernes Bryst da og Korset forsvandt,
Og flygted til Snekken paa Havet.

24

Tregange skjulte sig Seclet i Tid,
Britter uddroge, saa talrig en Skare,
Røvede Korset i syndige Strid,
Venskabets Banner til Skjændsel de bare,
Dannemarks Brøde udsonedes brat,
Tabt var for evig den herlige Skat,
Dog sig de Riddere, mandige, stærke,
Reiste med Korsets det hellige Mærke,
Rørte af Sværdet i Frederiks Haand.

25

Skjalden, hvis Øie er fængslet i Nord,
Som ikkun mægter om Norden at kvæde,
Som, naar han skuer et Oldtidens Spor,
Standser og stirrer, beruset af Glæde,
Stirrer paa Kors og paa løftede Sværd,
122Herlige Minder om Heltenes Færd,
Sværdet nedsynker paa Dannemands Skulder,
Vier til Daad og til Sværdenes Bulder,
Ridderen stander for Nordurlands Drot.


26

Noreg og Dana! i Skjoldungens Hald,
Rinde nu Festens ophøiede Timer.
Nærmere træde I Nordurlands Drot!
Skuer i Korset det gjenfødte Banner!
Vover at bryde det festlige Stille!
Sværger for Guds og hans Salvedes Aasyn:
Dem og hinanden i Liv og i Død
Troelig at elske og troelig at tjene,
Korset at følge og Korset at bære,
Aldrig at glemme I stamme fra Nor!!!



Tillæg.

Enddog denne Saga ogsaa har Ord imellem, der ei ere aldeles i christelig Sandhed, indeholder den dog mangt et Ord, som hvis det var blevet lagt paa Hjerte, vilde sparet 📌Nordens ægte Venner mangt et Suk og mangt et bedrøveligt Syn, som, hvis det endnu blev rettelig ihukommet, kunde avle lyse Dage 123og glade Syner. Jeg vil da kun minde om, at Sagaen klang paa den Dag, den ny Dannebrogsorden indviedes, og at Historien paa det kraftigste modsiger Kvadets Vink om et herligt Ridderliv under Dannebraag mellem Kong 👤Valdemar og 👤Hans. Det var ikke en Korsets men en Hammerens Tid.



Knud Lavard.

(Ved min Reise til Sorø.)

1

Saa gladelig farer jeg hen over Land,
Mit Øie har Stiernerne fundet,
Nedsænket i Hav er nu Solluens Brand,
Og Dugdraaben Støvet har bundet,
I Skumringen vinker den kjølige Lund
Nu alle Smaafugle til natlige Blund,
Og Blomsten alt blunder i Enge,
Paa Himmelen tindre de Stjerner saa smaa,
Saa tindre de Smaalys i Hytternes Vraa
Og lyse de Bønder til Senge.

2

Hvi flygter hist hver Stjerne bort,
Og hvi mon over Skoven ruger
Den Sky saa sort;
124I Haraldstæd sad Hertug Knud
I Julefæstens Dage,
Ved Aften treen i Sal et Bud,
Og talede saa fage:
I høre mig nu Hertug Knud!
I komme flux i Skoven ud,
Kong Magnus eder bier.

3

Og det var Eriks djærve Søn,
Saa brat han sprang fra Borde,
Men Ingeborg ham drog i Løn,
Og saa tog hun til Orde:
I ride ei, min Herre god!
Thi vist det gjælder eders Blod,
Kong Magnus vil jer svige.

4

Ei er jeg som en Kvinde ræd,
Og Magnus er min Frænde,
Saa talde han, men Kvinden græd,
Og bad i stor Elende:
O! drag ei denne onde Færd!
Men tænk paa Fostret som jeg bær
For eder under Hierte!

5

Han klapped hende under Kind,
Og sagde: vær ei bange!
Men der hun saae ham stolt i Sind
Heel vaabenløs at gange,
125Med Graad og Suk da gik hun hen,
Og spændte Sværdet ved hans Lænd,
Bad ham med Gud at fare!

6

Og det var hellig Hertug Knud,
Og Sivard, Saxlands Sanger,
De rede flux af Byen ud
Alt paa den rappe Ganger,
Men der de rede hen ad Snee,
Fru Ingeborg hun tykdes see
Om Knud et Jordelagen.

7

Og der de komme ud fra By,
Tog Sivard til at kvæde,
Saa sørgelig det klang i Skye,
At Knud han maatte græde,
Om Grimhilds Svig var lagt det Kvad,
Der hun tillaved blodigt Bad
For sine Brødre baade.

8

Heel fager er den gamle Sang,
Saa mælde Knud med Blide,
Men alt for ynkelig den klang
Dog her ved Nattetide,
Saa hug han Sporen dybt i Hest,
Og reed, alt som han kunde bedst
Sit Dødningrid til Skoven.

9

126Fru Ingeborg saa enlig sad
I Salen med stor Kvide,
Og inderlig til Gud hun bad,
De Taarer flød saa stride,
Men der det var ved Midienat,
Da banked det paa Dørren brat,
Dog Ingen var derude.

10

I Blod og Bryst en Rædsel foer
Og stemmed hendes Aande,
Som uden Liv hun sank til Jord
Udi sin store Vaande,
Og det var i den samme Stund
Da dræbdes Knud i mørke Lund,
Af Magnus og hans Svende.

11

Saa myrded de den Herre from,
Det Gud tilstæde vilde,
Til Vidne om hans Helligdom,
Udsprang saa klar en Kilde,
Men hver en Stjerne flygter ræd,
Fra mørke Skov fra Haraldstæd,
Hvor Magnus slog sin Frænde,


12

Hevnerens Engel alt svæved,
Truende Sværdet han hæved
127Over det syndige Folk,
Derfor, du Hellige! døde,
Dobbelt blev Dannemarks Brøde,
Dobbelt blev Dannemarks Straf.

13

Herren dog saared og læged,
Han er retfærdig og god;
Kilden, som sprang af dit Blod
Dannemark kjøled og kvæged;
Kilden, som sprang af dit Blod,
Valdemar heed den paa Jorden,
Samlet med Absalons Flod
Kjøled og kvæged den Norden.



Tillæg.

Jeg kommer grandt ihu, at disse Riim bleve trykkede i Skilderiet (No. 39, 1809) for at vise hvorledes 👤Knud Lavard burde betragtes i Modsætning til den Beskuelse der havde avlet en Tragoedie, jeg nys havde stræbt at giøre til en Comedie; om Rimene bleve giorde i samme Anledning, husker jeg ikke, men i saa Fald behøvede man ei at lede om anden Grund til den Mangel af Begeistring, som er kun alt for aabenbar. Det er ellers en besynderlig Skjæbne 👤Knud Lavard har havt, thi jeg veed ingen Dansk fra Middelalde128ren, der er saa tit og slet besjunget som han, saa man vel maa sige at han har været en Martyr, et pint Vidne om den Uforstand paa Middelalderen og overalt paa Hjertet, der selv hos Digtere, var almindelig i den sidste lange Vinter, Ragnarokes Forvarsel, og saavist som 👤Sanders Knud Lavard er et daarligt Arbeide i det Hele, findes der dog flere enkelte Glimt af Følelse, end i nogen anden Bearbeidelse. Hvad nu mit Vers angaaer, da er det vel her, som i Tiden, at efter Saga kommer Kjæmpevisen, og Rimet har adskillige Spor af, at jeg virkelig var paa Vei til at gaae over fra 📌Iisland til 📌Sjølund, at Asarusen var hartad bortdampet, og at Hjertet begyndte at komme til Orde, men det er tillige aabenbart, at jeg endnu stod mellem Snee som en Vintergiæk og Sommernar, at jeg nok vilde være en duftende Blomst, men vilde groe paa Iisbierget, og indbildte mig at jeg der var nærmere ved Himlen end i den lave Eng, fordi jeg ingen Lyst havde til at fornedres, ingen Forstand paa den ydmyge Høihed. Hvad jeg gjorde 👤Knud til, var jeg selv, en Søn af Hedenolds kolde Kjæmper, som vel stundom maatte græde, naar jeg lyttede til Hjertets bevægende Toner, men bluedes hartad ved Taaren og sagde

Heel fager er den gamle Sang,
Men alt for kvindelig den klang.
Saa hug jeg Sporen min Hest,
Og reed alt som jeg kunde bedst,
Mit Dødningrid til 📌Norden.

129Betragter man nu Rimet som historisk, da er dets Dom allerede fældet, dersom 👤Knud var, hvad jeg tænkde, en kjærlig, christelig Ridder, thi det er han ingenlunde i min Sang, og den var da inderlig usand, om den ogsaa udvortes holdt sig til Historien. Det gjør den virkelig undtagen i Versene om 👤Ingeborgs Nattesæde, der ikke engang ere en rimelig Tilsætning, thi vel kunde hun vaage og høre Varsel, men ikke vel sidde ene, og endnu mindre bede inderlig til Gud uden at føle Lindring. Dog paa Bøn havde jeg, desværre! dengang ei synderlig Forstand, saalidt som paa Historiens Sammenhæng, hvilken jeg vel ahnede og krævede, men ei saae, fordi jeg ei havde Gud levende for Øie. Ogsaa i denne Henseende sporer man imidlertid Begyndelsen til en Overgang, men med vaklende Trin; og Sagnet om Kilden er rettelig udlagt om 👤Valdemar, jeg følde Nødvendigheden af at betragte Historien som Guds Faderlige Husholdning, men dunkel og forvirret var min Forestilling derom.


130

Grundkløgten ved Riisbrighs Grav.

1

Stander stille, sorte Mænd!
Her med Støvet af min Ven,
Sætter Kisten ned paa Jord!
Høit skal lyde mine Ord
Til den tause Sørgeskare,
Kirkens Hvælvinger skal svare,
Og stadfæste mine Ord.

2

Han, hvis Støv nu Jord skal dølge,
Han den Ædle, som I følge,
Han mig søgde al sin Tid,
Søgde mig med hellig Flid,
Ei forgjæves har han grundet,
Hvad han ei paa Jord har fundet,
Fandt han nu, da Aanden sig,
Hæved fra det kolde Liig.

3

Mig at skue og begrunde,
Vilde ham ei Nornen unde,
Medens han var her paa Jord,
Efter mine dunkle Spor,
Som er vidt i Skrifter spredte,
Derfor han saa saare ledte,
Men han tabde ei sin Tro,
Derfor eied Sindet Ro.

4

131Svag han sad paa gamle Dage,
Tavs han sad, ei lød hans Klage,
Freden bygged i hans Bryst,
Gud og Bøger var hans Trøst;
Haardt den Evige ham prøved,
Flammen Bøgerne ham røved,
Røved ham hans sidste Skat
Midt i Alderdommens Nat.

5

Da sin Gud han bad med Sukke
Ham den Verden at oplukke,
Hvor ei skues gjennem Glar,
Hvor selv Natten vorder klar,
Lukt for Verden blev hans Øie,
Aabnet blev det for det Høie,
Og han vandred i sin Tro
Did, hvor Lysets Aander boe.

6

Mangen Aand fik Kraft at stige
Høiere i Tankens Rige,
Men en Vandel, meer uplettet,
Efter Christi Bud indrettet,
Førde Ingen her paa Jord,
Hører du det, tause Sørgeskare!
Kirkens høie Hvælvinger mig svare,
Og stadfæste mine Ord.

7

132Kommer kun, I sorte Mænd!
Sænker Liget af min Ven
Dybt i Graven ned til Roe!
Støv skal blande sig med Støvet,
Aanden som i Støv blev prøvet,
Løfted sig til Gud ved Tro.


Tillæg.

Betragter man dette Liigvers (skrevet paa 👤Riisbrigs Begravelsesdag, og indrykket i Skilderiet No. 58 1809) blot som en Yttring af Skjaldskab, da har det intet Værd; almindelige Tanker udsiges, ja gjentages i billedløs, og tildeels mat og slæbende Tone. Betragtes det derimod som et Liigvers over den hensovne fromme Olding, 👤Børge Riisbrigh af en Skjald, da troer jeg det maa erklæres for et saare vellykket Arbeide, og for en Sang, netop som 👤Riisbrigh ønskede den ved sin Grav; thi den giver i venlige Ord et sandfærdigt Billede af Manden som han var, tør, jævn, ærlig, retskaffen og gudfrygtig, som granskede flittig og redelig efter Sandhed, og lyttede til Kirkens Hvælvinger for at høre der Stadfæstelse paa sine Ord, som ene ved christen Tro opløftedes i Verden og indgik ved den til Livet og Sandhedens klare Beskuelse.

133Betragter jeg endelig Verset som mit, da var det et godt Tegn, at jeg vilde synge ved en saadan Mands Grav, uden paa Sandheds Bekostning at sige smukke Ting, at jeg med Behag kunde dvæle ved Billedet af en Mand hvis eneste Fortrin var Kristendom i Tro og Levnet, men en vis Fornemhed og daarlig Indbildning stikker dog igjennem. Man seer let, at jeg endnu drømde om en Viisdom (Grundkløgt) uafhængig af 👤Christus, som altsaa kunde dyrkes og naaes uden i og ved Ham, og saaledes maa man vel drømme, saalænge man ei vil forstaa, at den Hellig-Aand er ligesaavel Sønnens som Faderens Aand. Derfor talde man i Pietismens Dage saameget om en Sophia coelestis, derfor dyrkede saamange Christne i det forrige Aarhundrede en Philosophie, der skulde staa paa sine egne Been, derfor ledte jeg, skjøndt jeg troede paa Christus, dog i Asalæren og overalt i Tankeverdnen om en Viisdom, af hvilken jeg ventede at faae Forstand paa Troens Hemmeligheder. Attraaen efter denne Forstand og Erkjendelse skal vi have, men at den umulig kan naaes i Støvet, og kun i 👤Christo stykkeviis annammes, det skal vi indsee. Det indsaae imidlertid 👤Riisbrigh ikke heller, og min Vildfarelse havde altsaa ingen skadelig Indflydelse paa Afbildningen af ham.


134

Freias Priis.

1

Her i den svale Aftenstund,
Mens Soel i Hav sig sænker,
Jeg ganger i den grønne Lund,
Paa Freia kun jeg tænker,
Jeg hende seer i grønne Blad,
Og i den favre Blomme,
Fra hende og hvert Fuglekvad
Mig ene tykkes komme.

2

Jeg er saa fro, saa barneglad,
Og med de Blommer spæde,
Der staa saa net i Krinds og Rad,
Jeg deler al min Glæde,
Jeg takker dem saa inderlig,
Men de forstaa mig ikke,
Thi at i dem jeg seer kun dig,
Skjøn Freia! veed de ikke.

3

Den lyse Soel har fjælet sig,
Det mørknes brat i Lunde,
Smaafugle; vil I laane mig
Jer Stemme, mens I blunde?
Da vil jeg sjunge Freias Lov,
Og ikke jeg alene,
Men Dal og Høi og Mark og Skov
Skal sig med mig forene.

4

135I kan det ei, I Fugle smaa!
Og jeg kan ikke sjunge,
Men til skjøn Freias Priis dog maa
Sig røre høit min Tunge,
Thi hun har friet mig af Nød,
Af Sorgens mørke Fængsel,
Hun gav mig Liv, der jeg var død,
Og stilled al min Længsel.

5

Jeg gik saa sorrigfuld i Sind
I Ungdoms første Dage,
Og Taaren randt saa tit paa Kind,
Jeg higede tilbage,
Mig tyktes, jeg var fremmed her,
Og maatte vild omvanke,
Saa fjern, saa fjern, men aldrig nær,
Var derfor og min Tanke.

6

Af Angest var jeg mest omspændt
Alt i den blide Sommer,
Af onde Magter tyktes sendt,
For mig de favre Blommer,
Naar jeg med Gammen paa dem saae,
Da vilde Hjertet briste,
Jeg maatte snarlig fra dem gaae,
Hvorfor, jeg ikke vidste.

7

136Saa ginge hen de Aar i Kval,
De ginge som de komme,
Indtil engang jeg fandt i Dal
En yndig Rosenblomme,
Den blev jeg ved at stirre paa,
Dog Hjertet vilde briste,
Det maatte før i sønder gaae
End jeg den vilde miste.

8

Den Blomme blev en Kvinde liig,
Hvordan, det veed jeg ikke,
Hun lod mig hæfte fast paa sig
De luehede Blikke,
Jeg stod saalænge, stod og saae
Mig ind i hendes Øie,
Saa Læben vilde vove paa,
Til hendes sig at føie.

9

Gudinden stod med Smiil paa Kind,
Og sang med kjærlig Stemme:
Jeg saae, du følde dybt i Sind,
At du var ikke hjemme,
Thi steeg jeg her i Dalen ned,
Alt som en Rosenblomme,
Og har jeg al din Kjærlighed,
Du skal til Hjemmet komme.

10

137Jeg kyssed hendes Klædebon,
Forsaged Alt paa Jorden,
Da førde hun med Liljehaand,
Mig ind i gamle Norden,
Jeg saae den gamle Gudehær,
Dertil de Kjæmper stærke,
At jeg var kommet Hjemmet nær,
Jeg klarlig kunde mærke.

11

Saalænge jeg kan tælle Aar,
Jeg vil i Norden bygge,
Men naar i blide, lune Vaar
Mig vinker Lundens Skygge,
Da ræddes jeg slet ikke meer,
Min Trængsels Tid er omme,
Jeg overalt skjøn Freia seer
I fager Mø og Blomme.

12

Min Stemme er saa hvas og raa,
Og mine Toner runge,
Thi beder jeg, I Piger smaa!
I vil om Freia sjunge!
Da skal det tone sødt i Dal,
Og klinge over Enge,
Til Freias lyse, høie Sal
Skal eders Lovsang trænge.


138

Tillæg.

Ved første flygtige Øiekast synes dette, i sit Slags ikke uheldige, Vers at være et godt Tegn, Asarusen synes heel udsovet, Freia er kun et Navn paa Skjønheden, de milde, venlige Toner vidne om at Hjertet fører Ordet, og Talen om at bygge og boe i det gamle 📌Nord sees let at være af det Slags man fører langt fra et gammelt Stade, som man skammer sig ved at have forladt, og vil indbilde sig selv endnu at være det egenlige og kjæreste Opholdssted; det synes som Hjertet nu endelig havde lært at skatte den barnlige Høihed og smile ad Iisbjergenes storagtige Reisning. Noget Sandt er ogsaa heri, men seer man vist til, da opdager man, at jeg og min Sang vare paa slemme Veie, at vi stode ved Indgangen ikke til den himmelske, men til den jordiske Skjønheds Rosenlund, hvor det ei klinger sødt fra uskyldig, barnlig Kjærlighed, men smigrende fra kjødelig Lystighed; var jeg kommet længere end i Dørren, havde disse Toner fængslet mit Øre, da havde det været ude med min Sangs Betydning, thi den udvortes Skjønhed og Natur, der for hver Digter ere fristende Sirener, var det end langt mere for mig, da det hørde til mit Øies Beskaffenhed at see det Himmelske mere i Historiens end i Naturens Billede, først seent oplodes mit Øie ved Troen ogsaa for dette, men kan dog aldrig deri skue saa klart som i hiint.


139

Sagas Tempel.

(Ved Johannes Müllers Død.)

1

Saga! hellige Mø!
Hisset i Søgnabeks Sale
Skued jeg undrende dig
Tømme med Odin det gyldne
Tidernes skummende Bæger.

2

Høit fra skinnende Bænk
Toned din kløgtige Tale,
Odin forstod den, men ei
Fuldelig Kløgten at fatte
Mægtede Sønner af Askur.

3

Skjalden lyttende stod,
Tonerne fyldte hans Øre,
Og i hans Epos fornam
Undrende Menneskeslægten
Klang af din Tale til Odin.

4

Askurs Sønner et Hof
Bygged ukjendte Gudinde,
Du dig fra skinnende Bænk
Bøied, din Dyrker at skjænke
Kløgt, som at fatte han mægted.

5

140Tider runde forbi,
Klangen man vilde begribe,
Klangen i Lyde henrandt,
Krøniken blev din Præstinde,
Hende alene man dyrked.

6

Skjalde lytted igjen,
Fanged de vexlende Toner,
Og i den dobbelte Lyd
Hørdes til Under for Slægten
Klang af din Tale med Odin.

7

Men – hvad skuer jeg hist?
Knæler ei sølvlokket Olding!
Hellas! o det er din Søn,
See, hvor han reiser det første
Alter i Sagaens Tempel!

8

Vidt han vanked paa Jord,
Veied de mystiske Frasagn,
Barnlig bekjendte han dog:
Tidernes Vexel alene
Styre alraadende Guder.

9

141Tider rinde saa tungt,
Skjaldene lytte ei længer,
Saga! man smitter dit Hof,*Tempel.
Selvkloge, kun med din Terne
Krøniken ville de bole.

10

Vend dig, Øie, fra Syd
Høit mod det iiskolde Norden!
See om ei Klippernes Søn,
Skuende stolt over Midgard;
Ydmyg nedknæler for Guder?

11

Skjalden lytter saa nær,
Odins og Sagas forborgne
Taler han røber i Sang,
Volas de hellige Toner
Klinge i festlige Taushed.

12

Tider rinde forbi,
Skjaldene lytte ei længer,
Svundet er hellige Klang,
Søndret i jordiske Lyde;
Saga! hvor findes din Dyrker?

13

142Øiet tindrende seer
Knæle blandt Norriges Fjelde,
Sølvgraa en Olding i Kraft,
Saga han reiser et Alter;
Stenen med hellige Runer.

14

Stivt nedstirrer hans Blik,
Stirrer paa Skjaldenes Draper,
Edda det løfter igjen,
Ydmyg han beder, og Saga
Tolker ham Tidernes Jertegn.

15

Trindt ham knæler en Flok,
Rundt om hans kneisende Alter
Sanke sig Stene i Krinds,
Ristet paa hver er Gudindens
Navn, thi hun bygger i Norden.

16

Dorsk er Slægten, og ei,
Saga, din Tone den fatter,
Selvklog opstaaer den igjen,
Altid den kun med din Terne
Krøniken lyster at bole.

17

143Hvor skal Øiet hentye,
Drevet fra Syd og fra Norden?
Did, hvor i Alpernes Ly
Hellas og Norden henflygted,
Der vil jeg søge din Dyrker.

18

See! han knæler der alt,
Beder i rungende Toner,
Tiden vil døve hans Røst,
Krampe vil stille hans Tunge,
See, hvor sig stramme de Sener.

19

Høit paa Tidernes Gruus
Stræber han Altret at reise,
Ak, men han mægter det ei,
Halvt er det reist, og han segner,
Segner af Kampen udmattet.

20

Tiden henrinder saa tungt,
Ingen vil knæle, Gudinde!
Ydmyg i Templet, men stolt
Boler den selvkloge Skare,
Spottende dig, med din Terne.

21

144Rind kun, Taare, fra Kind
Ned paa det halvreiste Alter!
Halv det til Tidernes Gru
Staaer, og den Haand, som det reiste,
Kraftløs i Graven henvisner.

22

Væd kun, Taare, min Kind
Alperne Templet ei værge,
Storme fra Øst og fra Vest
Buldrende mødes og ryste
Sagas det hellige Tempel.



Tillæg.

👤Homer, de dramatiske Digtere, 👤Herodot, Vøluspa, 👤Snorro, Sagaskriverne og 👤Johannes Müller, det maa man vel kalde et underlig sluttet Selskab, og den Sidste har faaet mindre Deel i Sangen, der dog skulde være til hans Ihukommelse, end han 👤Simonides besang, fik i sin Seiersdrape, og de riimløse, skjødesløse Vers fuldende Stykket til et aldeles uværdigt Liigvers over Schveitseren. Det burde da neppe 145gjentages, dersom det ikke betegnede en Overgang og Udvidelse i min poetiske Synskreds, som i det mindste jeg finder værd at lægge Mærke til. Det var første Gang jeg saaledes saae ud over Verdenshistorien, og stræbde at samle til eet Billede de ypperste Tider i deres Tolke. Forunderlig bagvendt er det nu vist nok her at glemme de ebraiske Historieskrivere, og kan ene forklares af min Uvished om hvorledes jeg maatte og burde betragte dem, galt er det ogsaa at forbigaae Middelalderens udenfor 📌Norden, med andet Mere, men mærkelig er Maalestokken jeg anvendte, da jeg kun vilde erkjende dem for Sagas ægte Præster, som beskuede Tiderne med et gudfrygtigt, poetisk Øie, og brød saaledes Staven ei alene over 👤Polyb, og vor Tids pragmatiserende Annalister, men selv over Skjaldene i 📌Norden. Min lange Stirren paa 📌Nordens Myther og Sammenhængen der mellem Mythologie og Historie havde stadfæstet mig i den christelige Sandhed, at Historien maa beskues med et gudeligt Øie, men uagtet jeg selv var for nænsom til at forandre Noget i de Tildragelser jeg kjendte, seer man dog jeg ikke agtede det for nogen Brøde hos andre, naar de kun fremtryllede en Sammenhæng mellem det Himmelske og Jordiske, ellers kunde jeg ei saaledes omtalt de dramatiske Digtere. At jeg talde saa lidt om 👤Johannes selv, kom deraf, at jeg kjendte kun lidt til ham og var aldeles ikke begeistret for ham.


146

Til Biskop Balle

den christlige Olding.

(Paa hans Fødselsdag den 12te October 1809.)

Oldinge, som vel forestaa, skulle holdes dobbelt Ære værd mest de som arbeide i Ordet og Lærdommen

Paulus.

1

Med skjærpet Blik at trænge dybt i Livet,
Erkiende hvert et Guddoms lyse Spor,
Som knytter Himlen til den faldne Jord,
Blev Skjalden fra det Høie naadig givet
Og skulde han da ei opløfte Røsten,
Naar han paa Jorden skuer Ædles Gang!
Saa hilses jo den gyldne Soel i Østen
Af Himlens Fugle med en liflig Sang.

2

At see en Mand, som gjennem Verdensvrimlen,
Sig mandig skiød, og kjæmpede for Gud,
Hvis Lyst og Lov var Jesu Christi Bud,
Hvis Borgerskab var altid høit i Himlen,
Som vakde Slægten med sin Stemmes Torden,
Og gav det angergivne Hjerte Fred,
Det er at see et Skin af Gud paa Jorden,
Det er et Syn, som Engle glædes ved.

3

147Den Mand har Danmark seet i dig, du Gjæve!
Og skuer end som Olding dig med Lyst,
Dit Minde bygger i hver Ædlings Bryst,
Og for dit Held til Gud sig Bønner hæve,
De løfte sig, som min, fra dybe Hjerte,
Nedbede Held for dig, og for din Æt,
Nedbede Lindring for din indre Smerte,
At rene Hjerte og maa vorde let!

4

Din Fødselsdag henskrider mild og rolig,
Ei luende, som i den unge Vaar,
Thi Sommeren maa døe i Efteraar,
Men nærmende sig Vinteren fortrolig;
O, maatte nu din sidste Tid henile,
Saa reen og kjølig, som din Dag i Høst,
Indtil engang, i dybe, søde Hvile,
Dig skjænkes det, som var dit Haab, din Trøst.


Tillæg.

Dette Vers (indrykket i Skilderiet 7 Aarg. No. 6 1809) lader mærke at min Sang dog efterhaanden nærmede sig min Tro og christnedes, derfor skal det stedse være mig kjært, skjøndt det viser, at jeg end148nu ei regnede det saa nøie med Sandheden i Vers, thi at 👤Balles Stemme vakde Slægten, er desværre! saalidt Sandhed, som at den nu er vaagen. At Oldingens Hæder ei derved formindskes det ringeste, er klart, thi ei hvad vi udrette, men hvad vi vil tilregnes os.


Paa Adam Oehlenschlägers Fødselsdag.

(14de Novbr. 1809.)

1

Hisset, hvor Druerne gro,
Og modnes i varige Sommer,
Hist, hvor sig speile saa fro
I Floden de deilige Blommer,
Der over Høie og Enge
Zittarens klingende Strænge
Toned om Elskov og Lyst.

2

Hvor Granen saa sørgelig grøn,
Sig løfter i Vinter og Sommer,
Hvor sig for Elvenes Drøn
Skjule de frygtsomme Blommer,
Lød mellem svarende Fjelde
Harpen om Kraft og om Vælde,
Sjelden om Kjærligheds Lyst.

3

149Midt mellem Syden og Nord
Hersker ei Vinter, ei Sommer,
Nærende Urter paa Jord
Trænge de yndige Blommer,
Her blev til Høi, hvad i Norden var Fjeld,
Sø blev af Sydens det rislende Væld,
Vaklende saa mellem Norden og Syd,
Sjelden i Echo hensvæved en Lyd,
Mat over tause, ombølgede Slette.

4

Tiderne runde, og Tonen i Syd
Slumred, som Braget i Norden,
Atter opvaagnende, Braget mod Syd
Stævned, og Tonen mod Norden,
Folkene lytted og hørte med Fryd
Zittar og Harpe i nordlige Syd,
Smeltende, rungende Lyde.

5

Midt mellem Syden og Nord
Breder sig Dannemarks Slette,
Stundom de Blommer paa Jord
Saaes i Krands sig at flette,
Stundom og hørdes fra Norden
Lyd som af fjernere Torden.

6

150Tiden er kommet, o seer
Og lytter, I Dannemarks Skarer!
Sletterne tie ei meer,
Guddommen sig aabenbarer,
Hører, hvor Bjergelven lyder!
Seer hvor den skummende flyder
Midt gjennem blommede Eng!

7

Dannemark! Fædreland! knæl
Rørt paa de fædrene Høie!
Guderne løsde din Sjæl,
Tak dem med taarefuldt Øie!
Nu tør du blande dig, sydlige Nord
Stolt mellem Landenes syngende Chor.

8

Dannemark! Fædreneland!
Iklæd dig det herligste Smykke!
Gak til den bølgende Strand
Paa Dagen, som fødte din Lykke!
Send over Havet din Elskedes Navn!
Kald ham tilbage i moderlig Favn!


151

Tillæg.

Dette Vers (indrykket i Skild. 7de Aarg. No. 12 1809) har i mange Maader Lighed med det ved 👤Joh. Müllers Grav og er i Grunden ubetydeligt. Det skulde da ei blevet gjentaget her, dersom man ei dristig havde paastaaet, at jeg, selv naar jeg rosde 👤Oelsch. ophøiede mig over ham, og det i al Fald vilde menes at jeg udelod det, fordi jeg ei vilde være bekjendt at have rost ham. Det er sandt, jeg maa kalde denne Roes overdreven og usømmelig; men ligesom det er Sandhed at 📌Dannemark har faa Digtere fra umindelige Tider indtil 👤Evald, som i høiere Forstand fortjene dette Navn,*De navnløse Forfattere af Kjæmpeviserne være herved ufortalte og forsaavidt 📌Danmark tør tilegne sig 👤Kingo har det en Digter der leder om sin Mage. saaledes seer jeg endnu ikke rettere end at 👤Oehlenschläger har været den største Digter 📌Dannemark fostrede, og dets eneste egenlige Tragiker. Aldrig skal jeg aflade at sørge over at Hakons Skjald vilde synke til han blev Hugos, førend, det Gud give! jeg igjen hører de gamle, dybe, kjære Toner fra hans Harpe og Tunge.


152

Indskrivten

paa

Oddens Mindestøtte.

1

De Snekker mødtes om Nat paa Hav,
Og Luften begyndte at gløde.
De leged alt over den aabne Grav,
Og Bølgerne gjordes saa røde.

2

Her er jeg sat til en Bautasteen,
At vidne for Slægter i Norden:
Danske de vare, hvis møre Been
Under mig smuldre i Jorden.
Danske af Tunge, af Æt og af Id
Thi skal de nævnes i løbende Tid
Fædrenes værdige Sønner.


Tillæg.

Det var en af min Barndoms og Ungdoms Venner, den ædle, nu til Fred hensovne, Capitain 👤Lorentz Fribert paa 📌Anneberg, som til et Minde om den sørgelige men dog hæderlige Nat, da Skibet Prinds 153Christian søndersledes og 👤Villemoes faldt, lod paa 📌Oddens Kirkegaard over de Faldnes Grav opreise en Støtte af norsk Marmor. Arbeidet bestyredes af den livlige og kunstforstandige Hr. Inspecteur 👤Friis ved 📌Nyboder, og Afbildningen er en Forstavn, værget af en Løve med en Herculeskølle og støttende sig paa et Skjold med det danske Vaaben. Paa Spidsen hænge tre Skjolde for de faldne Anførere, med en Hjelm, og en Krands af Cypresser. Indskrifterne bad 👤Fribert mig venskabelig at forfatte, og foruden Verset skrev jeg.

“Orlogsskibet Prinds Christian, ført af den kjække 👤Jessen, kjæmpede ved 📌Oddens Kyst den 22de Marts 1808 i tre Timer med 2 engelske Linieskibe. 👤Villemoes, 📌Kongedybets Helt, 👤Dallerup og 👤Soland med 79 af menig Mand faldt, 👤Rothe, 👤Top, 👤Ferry, 👤Thostrup og 132 saaredes, Vraget blev erobret men 📌Dannemarks Søhæder stadfæstedes.”

Hvad nu disse Indskrifter angaae, da synes mig de have dog endeel af den Korthed og det Fynd som bør udmærke slige Støtters Tale, sandfærdige troer jeg ogsaa de ere, thi Mandtallet er opgivet af Høvedsmanden selv, og deres største Mangel er da vist, at Gud som stedse skulde ihukommes er i dem forglemt. Vist bleve de derved endnu et troere Billede af den Tid i hvilken de sattes og maaskee, desværre, et passeligere Eftermæle for endeel af de Faldne, men dermed er jeg ingenlunde undskyldt. Verset er skrevet i Efterhøsten 1809.


154

Til Præsten Johan Grundtvig,

min 76aarige Fader.

(foran min Dimispræken 1810.)

1

Naar om Odin og om Asathor
Dunkle Sagn jeg stræber at forklare,
Naar jeg Kjæmpers Liv i gamle Nord
Vil for deres Ætmænd aabenbare;
Mangen Ædling seer jeg da i Rad,
Som ei vredes om mit Skrift og Kvad,
Jeg ham vover dristig at tilegne.

2

Hvad er Aser mod den store Gud,
Hvad er Oldtids Kjæmper vel at regne
Mod de Hellige, som Christi Bud
Følge, og Hans Død sig tør tilegne?
Dog med Tvivl jeg skuer vidt i Nord,
Naar jeg tolker Christi Guddomsord,
Hvilket Navn tør jeg vel dristig nævne?

3

155Dog, hvem er Oldingen, som hisset staaer,
Paa Gravens Rand foruden Stav saa rolig?
Andægtig blotter han de hvide Haar,
Og stirrer op til Himlen saa fortrolig,
Han knæler, see! han beder rørt i Sind,
Og milde Taarer rinde ned paa Kind,
Mon ogsaa han sin Frelser har fornægtet?

4

Det er min Fader, end paa Gravens Bred
Han takker Gud som gav ham sjelden Størke
Til, mens et halvt Aarhundrede forleed,
Sin Frelser at forkynde og at dyrke,
Han beder for de mange Sjæles Roe,
Som han opfostrede i Jesu Tro,
Og Bønnen smelter i en hellig Taare.

5

Hans Nok og Alt var Jesu Christi Tro,
Dog blev han ei i Gjerningen tilskamme.
For ham var Tro og Gjerning aldrig to,
Thi Livet lysde af den indre Flamme;
O, gid Enhver, som spotter fræk med Tro,
Hans Idræt skued og den høie Roe,
Hvormed han Livets Aftenbøn kan holde!

6

156O, Fader! see! her er din yngste Søn,
Du har fuldendt, og han skal nu begynde,
Indslut mig ømt i Hjertets stille Bøn!
At kraftelig jeg Ordet maa forkynde,
At Synd og Hovmod som er altid nær,
Maa flygte for de gode Aanders Hær;
At ei min Id min Tunge skal beskjæmme!


157

Sørgekvad ved Prinds Christians Død.


Ei for Guld og ei for Herregunst
Rører Nordens sanddru Skjald sin Tunge,
Høie Aser lærte ham sin Konst,
For om dem og deres Æt at sjunge.


Augustenborgs ædle Hertug

Videnskabs ophøiede Talsmand

Den faldne Kjæmpes Broder

helliget

158

1

159Kun sjælden lød min Sang om Nutids Færd,
Kun eengang den til Nutids Drot sig voved,
Da Nordens Fredrik med Sit Kongesværd
Til Nordens Kjæmpetid sig fast troloved.
Hvad er det vel, som atter mægtig driver
Fra Hedenold fremfarne Tiders Skjald?
Hvad er det vel, som atter Mod ham giver
En herlig Drot at gjæste i sin Hald?

2

I gamle Nord en Kjæmpering han fandt
Og derfor er hans Hjem i gamle Norden,
Men vel han veed, at ei med Oldtid svandt
De høie Guders prude Æt af Jorden;
Han saae en Helt, og selv sig rørte Tungen,
Thi Helten var en Søn af gamle Nord,
Paa Danmarks Kongetræ han var udsprungen,
Og det har Rod i Oldtids Kjæmpejord.

3

160Til Dig, o Drot, tør Skjalden gange nær,
Thi stærke Baand med Helten dig forene:
Den haarde Malm ved Konst maa vorde Sværd,
Og Odin var ei Krigens Gud alene;
Adskillig yttre sig de Spredte Gnister,
Men alle sprang af Samme Guddomsild,
Den Samme Krands, som Djærvhed sig tilvrister,
Om Lærdoms Tinding vinder selv sig mild.

4

Saa ganger tryg da Skialden til Din Borg,
Men tør han dristig og dens Stilhed bryde?
De lange Sale seer han klædt i Sorg
Og Taarebække sig fra Hjertet gyde.
Tør han vel sjunge om den faldne Kjæmpe?
Tør han fremkomme med sin svage Trøst?
Kan Sangens Toner mildne vel og dæmpe
Den stærke Storm i vaandefulde Bryst?

5

Nei ikkun taus, o Drot, han nærmer sig,
Utrøstet selv, han veed det vel, at Dig
161Ei Ord kan trøste i Din dybe Smerte:
Men lagdes værdelig hans Mindesang
Om Nordens Sorg og Heltens Kjæmpegang,
Da skal den tækkes dog Dit Broderhjerte.


6

Mit Øie vandred mellem Norrigs Fjelde
Og søgde de forgangne Tiders Spor.
Jeg saae, og see! der stod i herlig Vælde
En Broder til de Ypperste i Nord;
Med løftet Sværd jeg saae den Djærve staae,
Og Glædens Taarer randt paa mine Kinder;
Udfoldede de gamle Tider laae,
Og levende sig rørde alle Minder.

7

Paa Kampens Dag han havde Staal i Bryst,
Men aldrig køled det hans varme Hjerte,
Hans Mænd ham fulgte som til Leg og Lyst,
Og han dem ei forlod i deres Smerte;
Thi han som stod i Vaabengny saa haard,
Medlidende ved Jammerleiet stædtes,
Med Taarer svaled han de hede Saar,
Og tappre Nordmand i sin Smerte glædtes.

8

162Dog, hvi vil jeg med svage Røst gjentage,
Hvad Norrigs Fjelde skal til sidste Dage
Forkynde høit igjennem Slægters Rad?
Lad dem fortælle det til alle Lande,
Hvordan de saae den bolde Kjæmpe stande,
Naar Fjenden han tillaved røde Bad!
Lad dem fortælle, hvor den Gjæve laa,
Naar Bolstret han ombyttede med Straa!
Lad dem gjentage hvad hans Mænd dem bød,
Naar glad med dem han delte Brød og Nød!
Lad dem det sige, saa det høit kan runge!
Jeg veed det vist, dem fattes aldrig Tunge,
Saalænge de i Favnen eie Mænd.

9

De tale, hør! sig hæver stærke Lyd,
Og over Danmarks Sletter høit det gjalder;
Men ak den Røst forkynder ikke Fryd,
Thi hul den er som Skriget over Balder.
Hvad er det, ak! har atter Lokes Haand
Da Øst for Valhal fundet lumske Vaand,
Og dermed atter viet ind til Baalet
Det stærke Bryst, som kunde trodse Staalet.

10

163Ak nei, det er ei om de døde Guder
Der mæles sørgelig i stærke Døn,
For Norden det en større Sorg bebuder,
Det taler om en falden Askurs Søn,
Men, ak! om En der var i unge Alder
Saa elsket som det gamle Nordens Balder.
I Kongeborgen rinder selv en Taare;
Thi Christian ligger paa den sorte Baare:
Hans Broder græder, og det hele Nord,
Hvor nordisk Aand i rene Tempel bo’r,
Forstummende, kun taler gjennem Taarer.


11

Sørger, græder, Mænd i Nord!
Skammer eder ei ved Taaren!
I har hørt de tunge Ord:
Kristian ligger kold paa Baaren,
Grønne Kvist i gamle Træ
Podet blev til Frugt og Læ,
Ak, men, den er nu henvisnet.

12

164Naar en Drot af Kjæmpeæt
Har sig rørt i al sin Vælde,
Og i Høi nedsynker træt
Af Bedrifter og af Ælde;
Glædelig er Skjaldens Id;
Thi som den fuldendte Tid
Han sin Helt forklaret skuer.

13

Men ak! naar kun Skjalden saae,
Mat belyst af Kraftens Stjerne,
Hans Bedrifter hvor de laa
Dulgt i Fremtids mørke Fjerne;
Da er sorrigfuldt hans Kald,
Naar han ved sin Kjæmpes Fald
Vemodsfuld maa Strængen røre.

14

End det ei var Himlens Raad
At opvække det som sover,
Derfor ei uvordne Daad
Han til Lys at drage vover;
Smerte er kun Harpens Klang,
Og et Suk hans Mindesang,
Hvem tør trættes med den Høie!

15

165Upsals grumme Gudehær!
Over dig maa Skjalden klage,
Dine Goders Offersværd
Styred du i gamle Dage
Avindsyg mod Domalds Bryst,
Og paa Altret du med Lyst
Altid skued Drotteblodet.

16

Ingen Kongeslægt saa god
Siddet har paa Upsals Trone,
Den jo maatte dig med Blod
Af sin Ypperste forsone;
Yngve, Folke, Bonde, Skjold,
Eie hver en Ætmand bold,
Som du dig til Offer kaared.

17

Atter lød dit onde Bud,
Thi hos dig er ingen Naade,
Du nedslaaer hver Helt saa prud,
Ene vil du Landet raade.
Sørgende ved Liig vi staa,
Men for vist tør Skjalden spaa:
Dette Offer var det sidste.

18

166Norrig, du som Helten knuged
I din Kjæmpefavn med Lyst,
Du hvis Jord hans Taarer suged,
Da han sled sig fra dit Bryst,
Hult din Elveharpe bruser,
Over Fjeldet Stormen suser,
Og forkynder høit din Sorg.

19

Sømmelig er dybe Smerte
I den Dødes eget Hjem,
Og han bygged i dit Hjerte,
Vel maa Taarer vælde frem;
Men ifald du Skjaldens Stemme
I din Vaande kan fornemme,
Skal den lindre vist din Kval.

20

Nu Valkyrien dig gav
Hvad dig Nornen bød forsage,
Der han sank i mørke Grav,
Sank han i din Favn tilbage.
Evig han tilhører dig,
Sverrig har hans Blod og Liig,
Du hans Daad og milde Taarer.


21

167Men Kristian! ak, er dette kolde Liig,
Som ligger der saa farveløst og stille,
Er det den bolde Kjæmpe, er det Dig?
Hvad kunde saa dig selv fra dig adskille?
Ak! det var Hel, som med sin Aandes Gift
Bortpustede den lyse Livets Farve,
I dig hun kvalte mangen stor Bedrift,
Og kvalte Kjæmpe mener hun at arve.

22

Dog nei, du Herlige, thi ikke Dig
Det var, som blev til dette kolde Liig;
De onde Magter kunde Blodet svale,
Og drage dig fra Livets lyse Tind
Til Porten ned for Helas mørke Sale,
Men aldrig gik du gjennem Porten ind.
Du kasted flux hvad ei dig kunde følge,
Og gik til Valhal gjennem Broderfavn,
Og naar du skuer over Tidens Bølge,
Da seer du skinnende dit høie Navn.

23

168For gamle Kristians Brøde at forsone
Forsaged du en føie Stund dit Navn,
Dit Fædrenavn, omhvalvt af Nordens Krone,
Og dybt du følte underlige Savn.
Forundrede vi stod og Ingen kunde
Den høie Nornes skiulte Raad udgrunde,
Nu klart det blev, den vise Askens Mø
Hun vilde ei at Kristian skulde dø,
Da Sverrigs Karl nedsank i mørke Grav,
Dit Hædersnavn hun atter mild Dig gav,
Og at Enhver maa tro mit Ord er sandt,
Du sank for dem, som Kristian overvandt.*Man erindre Optrinet ved Blakier og hvor Helten udaandede.



Tillæg.

Dette Liigvers er baade det første og det sidste af mine Kvad, som er optaget med stort og almindeligt Bifald, stor Priis har jeg derimod selv aldrig sat derpaa, og maatte ved hiint Bifald fristes til at vurdere det end lavere, dersom jeg ikke vidste, at det var Tidsomstændigheder og enkelte Udsagn af den almindelige 169Stemme der gjorde det saa velkomment. Naar jeg nu betragter og betænker det, da maa jeg tilstaae, at det som Skjaldekvad er ikke at foragte, at det levende afbilder de Forhaabninger mange med mig havde knyttet til Helten, og den mere Harme end Sorg, der saa almindelig føldes, ja der ere dristige Blik ind i Fremtiden, som udentvivl ei skuffe, der ere Ord som have langt meer at betyde end jeg dengang tænkde, det er et begeistret Kvad, og Begeistringen var mindre for 👤Christian August, hvis Bedrifter jo virkelig laae i det dunkle Fjerne, belyste mat af Haabets Stjerne, end for den kjække milde Drot der skulde forene og gienføde 📌Norden, og hvem det var blevet almindeligt at vente i 👤Christian, ligesom siden i hans Navne. Naar jeg nu rolig betragter disse Forhaabninger, da kan jeg ingenlunde billige dem, thi de vidnede om at Øiet havde vendt sig fra Kongelinien, og at det ventede Frelsen ikke fra Gud i det Høie, men fra menneskelig Kraft og Kløgt, satte den, ei i indvortes, aandelig Gjenfødelse, men i udvortes Magt og Glimmer. 👤Christian August var en kjæk, for sine Vaabenbrødre omhyggelig, jævn og folkelig Mand, men at han var en inderlig kjerlig og gudfrygtig Mand, derpaa kjender jeg intet Beviis, skjøndt heller intet paa det Modsatte. Det seer jeg derimod, at da han satte sig under 📌Sverrigs Throne, da han ombyttede det danske Kongenavn med det svenske, Christennavnet med Kjæmpenavnet, 170da burde alle Forhaabninger om hans Gavnlighed for 📌Norden forsvundet, og om hans Død er kun det at sige: voldtes den af Mennesker, da vee dem! men vist var hans Død gavnligere for 📌Norden end hans Liv kunde blevet, 👤Christian den Andens Brøde er visselig ved ham udsonet.

At Mythologien i dette Kvad blot er en Klædning meer til at skjule end smykke sees lettelig, min christnede Sang tog den kun paa, for ubekjendt at følge den danske Kjæmpe til Jorde og tale danske Ord ved hans Grav, paa Graven lagde den det opslidte Klædebon, og iførde sig det aldrig siden. Skjalden opsagde 📌Upsals grumme Gudehær al Huldskab, og spaaede selv i den Mening ret, at dette Offer blev det sidste, aldrig har han siden talt om Asers Magt, uden for at spotte og nægte den, aldrig har han siden brugt 📌Nordens Myther uden som enkelte Billeder for christelig Sandhed, eller som Levninger af Patriarchers Sandsagn. Ligesom Skjalden sagde at 👤Christian kun en liden Stund forsagede sit Navn for at ei det, men 📌Sverrigs 👤Carl skulde døe, saaledes gik det med Skjalden selv, skjøndt han er dermed ikke at undskylde; der han stod frem, var Timen ikke kommet, da christen Sang kunde finde Indgang i 📌Nordens Øre, men Kjæmpevisen lærde det at ynde under Krigens Bulder; vel da Skjalden! at han ei for døve Øren skulde udsjunge sin Psalme, men vandt Øren for den, just da 171hans Kjæmpevise var ude, da han i Kjæmpernes Grav nedlagde det forgjængelige Haab om at Kraften kunde vaagne før Troen, Sønnen avles før sin Moder, 📌Norden frelses og gjenfødes ved Heltekraft og Mandevid. Aldrig har man lyttet saa til Psalmen som til Kjæmpevisen, men Enden er ikke endda, og turde Skjalden, trods Spot og Kulde, udsjunge denne, med hvilken Frimodighed maa han da ikke nu røre Tunge og Harpe, nu da eet vundet Hjerte er ham mere værd end al Verdens Bifald, da han veed at han har en Hjelper og hans Sang et Vidnesbyrd som man kan trodse, men aldrig overvinde.


Villemoes.

1

Kommer hid, I Piger smaa!
Strængen vil jeg røre,
Taarer skal i Øiet staae,
Naar min Sang I høre;
Om saa bold en Ungersvend,
Alle fagre Pigers Ven,
Sørgelig jeg sjunger.

2

172Vaaren er nu kommet nær,
Dagene sig længe,
Vaaren har I Piger kjær,
Blomster groe i Enge;
Dog I skal i sene Aar
Mindes at I saae en Vaar
Med bedrøvet Øie.

3

Ak, thi før sig op af Jord
Blomsten kunde trænge,
Falmede en Blomst i Nord,
Som skal mindes længe:
Villemoes var Blomstens Navn,
Og ei glemmes tunge Savn
Midt i Blomsterflokken.

4

Han var Dreng, men stod som Mand,
Medens I var spæde,
Staae og slaae for Fædreland
Var den Unges Glæde;
Strømmen gaaer mod Kjøbenhavn,
Kongedyb er Strømmens Navn,
Der blev Helten viet.

5

173Drengen voxte op til Mand,
Barnlig dog i Sinde,
Maatte han paa Sø og Land
Alle Hjerter vinde:
Sømænd bare ham paa Haand,
Og den fagre Liljevaand
Gav ham sin at kysse.

6

Gjerne han paa Haand og Mund
Hende kysse vilde,
Lod sig og en liden Stund
Vel i Snarer hilde!
Men han var og blev en Mand,
Kjæk han drog til fremmed Land
Manddoms Værk at øve.

7

Sælsomt i hans Aand det lød:
Hører du, det dønner!
Dannemark er stædt i Nød,
Kalder sine Sønner.
Og som gamle Danmarks Søn
Fløi han mod det høie Døn,
Fædreland at værge.

8

174Ak! den Gjæve kom, og saae
Fædrelandet bløde,
Hvor de stolte Snekker laae,
Var saa tomt og øde;
Disse Snekker var hans Hjem,
Han opvoxed mellem dem,
Stred i deres Skygge.

9

Dertil var fra Hedenold
Hid til sidste Dage
Disse Snekker Danmarks Vold,
Vold foruden Mage;
Sorg og Harm i Heltens Sind
Maatte da vel gange ind,
Følge ham til Graven.

10

Vinter leed og Isen brast,
Over brede Vande,
Kristian med sin høie Mast
Lod fra Norrig stande,
Helten stod saa rørt i Sind,
Store Taarer faldt paa Kind,
Der han Snekken skued.

11

175Kjære Snekke, hilset vær!
Saa tog han til Orde,
Sømmelig er vist din Færd
Med de høie Borde;
Ak! men det er Hjertesorg,
At kun af den stolte Borg
Staaer et enligt Kammer.

12

Høie Magter, I som slog
Dannemark med Jammer,
Lad mig til min Afgang dog
Boe i dette Kammer!
Men skal ogsaa det forgaae,
Lad mig først da Bane faae
Paa dets røde Tilje!

13

Snekken seiled under Ø,
Kjæmper var omborde,
Vikinger laae trindt paa Sø,
Dog den seile torde.
Vikinger sig flokked brat,
Leired sig i dunkle Nat
Om den prude Snekke.

14

176Hist i Nord gaaer Odden ud
Mellem høie Bølger,
Der blev Døn af stærke Skud,
Kristian ei sig dølger;
Men som gamle Kristian
Staaer han fast paa danske Strand,
Skjøndt hans Blod udrinder.

15

Bretlands Viking, har du Mod
Til med mig at sande,
At du maatte give Bod
Til de danske Vande,
Bod til gamle Dannebrog,
Som du nys uheiset tog
Med saa ringe Møie?

16

Snart ei saaes meer dit Flag,
Om for dine Skibe,
Hvad du gav for Kristians Vrag,
Prisen skulde blive;
Ringe blev paa Hav din Roes,
Om du fandt en Villemoes,
Paa hvert Skib du borded.

17

177Villemoes! du maatte gaae
Andet Hjem at finde,
Taarer i vort Øie staae,
Men de tør ei rinde;
Ak! thi vilde vi, at du
Skulde vanke her endnu,
Kristian overleve?

18

Herren var det, som til sig
Kaldte Livets Flammer,
Ved Hans Tempel til dit Liig
Lave vi et Kammer,
Over dine Kjæmpebeen
Reise vi en Bautasteen,
Give Stenen Mæle.

19

Hører det, I Piger smaa!
I maa ikke græde,
Men naar over Eng I gaae
Mellem Vaarens Spæde;
Binder da af dem en Krands
Parrer Blomsterne med Sands
Til den Faldnes Ære!

20

178Hvis det rørte Hjertes Sang
Hjertet røre kunde,
Sjunger den da mangengang
I de stille Lunde;
Sjunger den ved breden Strand
Naar hen over hviden Sand
Voven sagte triller!


179

Nytaarsnat

eller

Blik paa Christendom og Historie.


Dersom Nogen af eder indbilder sig, at være viis i denne Verden, han vorde en Daare at han kan vorde viis!

1 Cor. 2.

180
181

Til min Fader

paa

Hans Jubelfest den 5 Decbr. 1810.

1

Gamle Fader! paa Din Høitidsdag
Maa jeg Dig en Sønnehilsen bære;
Alderen har gjort Dig mat og svag,
Men ei stum til Jesu Christi Ære:
Lavere er vel Din Tunges Røst,
Høiere dog Stemmen i Dit Bryst!
Thi, o Kristen! naar Din Røst mon dale,
Synker den i Hjertets Stemme ned,
Vorder Maalet, som Guds Engle tale,
Sphærers Lovsang i al Evighed.

2

182Issen krandses af de hvide Haar,
Ei som Snee de Vinteren forkynde,
Men som Sneens hvide Blomst i Vaar,
At for Dig skal Vaaren snart begynde.
Sneeblomst! ja, du ene skal bestaae,
Naar hver Blomst paa Jorden maa forgaa;
Farven er kun Skin af brudte Straale,
Farveløs er Straalens rene Glands,
Og naar Øiet lærer den at taale,
Vorder Blomsten til en Straalekrands.

3

Hil Dig, Fader, Præst i Luthers Aand!
Med Din Krands og hil Dig med Din Krone,
Naar, udløst af Støvets tunge Baand,
Kæk Du svinger Dig mod Herrens Trone!
Hil Dig, Fader, paa Din Jubelfest!
Thi Du var en sanddru Jesu Præst:
Fræk Du ei med Herren gik i Rette,
Vilde ei fortjene Himmerig,
Derfor Gud vil al Din Skyld udslette,
Salighed af Naade skjænke Dig.

4

183Jubellærer! paa Din Jubelfest
See, hvor man Lutheri Liig omfører!
Han var Herrens ypperlige Præst,
Men hans Aand i Liget ei sig rører:
Navnet har han, som fra Herren lød,
At han lever, skjøndt han dog er død.
See, hvor de paa Mindestenen hugge!
Den skal reises paa hans Jubelfest,
Med den vil de Graven da tillukke,
Frit bekjende: død er Herrens Præst.

5

Gamle Fader! Du har tjent saa tro
I halvtredsindstyve Aar til Ende,
Vel Din Sjæl maa længes efter Ro,
For mod Himmel ene sig at vende;
Men før end Du vender Dig fra Jord,
Medens Du kan tale Herrens Ord,
Og fra Altret i Hans Navn velsigne,
Lys Velsignelsen da over mig!
At min Tro de Helliges maa ligne,
Løfte mig til Krist i Himmerig!

6

184Himlens Herre det allene veed,
Hvad sig i min Sjæl saa stærkt bevæger;
Det dog veed Du, Fader, Herrens Fred
Er det Eneste, paa Jord, som kvæger;
Lys den over mig i Jesu Navn!
Rolig da mod Himlens sikkre Havn
Skal jeg stævne over Livets Bølger,
Lad dem løfte sig med Skum og Brag!
Tryg jeg er, naar mig min Jesus følger,
Lys og Kraft Han er endnu i Dag.

7

Laurbærkrandsen har jeg beilet til,
Men ei meer jeg tragter den at vinde,
Hvad er vel et borget Farvespil,
Hvad en Krands, som Mennesker kan binde?
Hvad er Kløgt, og hvad er Alt paa Jord
Mod det rene, klare Guddomsord!
Derfor skal min Sang nu ene tone
Til Hans Priis, som steeg fra Himlen ned,
Som os vilde med vor Gud forsone,
Skjænke os en salig Evighed.


185

Fortale.

Adam syndede, og alle Jordens Slægter i ham, tabt var det rene Gudsbillede, tabt var den klare Beskuelse af Guddommen, forsvundet var Naturens Glands og Harmonie, forsvundet Freden og Eenheden i og omkring Mennesket. Først nu bleve Sjæl og Legeme to, først nu opstod den moralske Strid i Menneskets Indvortes, og den naturlige i Legemet som maatte avle Døden. Det arme Menneske stod i Strid med sig selv og Alt, og skjalv paa det Uendeliges Rand, hvis Dyb hans Forstand i daarlig Hovmod havde meent at kunne udmaale. Dog en Levning af Gudsbilledet lod Skaberens evige Kjærlighed overleve Faldet, paa det at den arme Slægt ei aldeles skulde nedsynke i det Endelige og glemme sit Slægtskab med Guddommen. Denne Levning var ingen anden, end hin forborgne, uden Skriftens Oplysning uforklarlige, Higen ud over det Synlige, som, hvor den var stærkest, blev Poesie. Alle de gamle Religioner, disse matte Stjerner i Natten, avledes af den, og at det 186var af Religionerne alt det høiere Liv, som skinner og glimrer i Oldtiden, udviklede sig, derom vidner Historien, ja tav den og, kunde vi dog indsee at det saa maatte være; thi uden Tro, uden fast Forvisning om det Usynlige, dets Høihed og vort Slægtskab dermed, lader sig ingen Stræben imod det tænke. Ogsaa Videnskaberne fødtes da af Religionen, men disse selvkloge Sønner foragtede snart deres Moder, og selv Poesien, den evig unge Oldemoder, forlod sin aldrende Datter, nedsteg fra sin høie Trone, hvorfra hun havde stirret mod Himmelen og skuet dybt i Livets Hemmeligheder, for i Dalen, med sin velklingende Stemme, at forlyste Jordens sjunkne Børn. Dog her omtaagedes snarlig hendes Øie af Jordens Dunster, dets Lys udslukkedes alt meer og meer, og Blindheden var hendes Død. Hendes selvkloge Ætmænd fældte en tvetydig Taare ved hendes Liig, men maatte snart selv følge hende i Graven. Dette er tilsammen Religions, Daads og Videnskabs Historie i de gamle Tider.

Christus kom, og beviste ved mange kraftige Gerninger, men fremfor Alt ved sin Opstandelse, for den dybt nedsjunkne, tvivlende Slægt, at der er et høiere Liv og en høiere Kraft end Jordens; men Han gjorde Mere, Han fremstillede sig selv som det tabde Guds Billede, som den ny Adam, hvori Menneskene kunde vorde deelagtige, ved i Troen at tilegne sig Ham, Hans Død og Fortjeneste. Da Han opstod af Graven, 187opstod Poesien med Ham, stirrede længselsfuld op mod den Himmelfarne, forkyndte Hans Priis, og stræbde overalt i Tiden og Rummet at opdage Hans Spor og Glimt af hans Herlighed. Dog Videnskaberne, som Kristendommen ei allene, lig andre Religioner, avlede, men endog havde helliget til sin Tjeneste, bortkastede alligevel Ærbødigheden for deres guddommelige Moder, og skammede sig ved hendes Ledebaand, som de meente at kunne undvære. Med formastelig Haand stræbde de at nedrive Verdens himmelske Dronning fra sin Trone, ja erklærede hende, bespottende, for deres egen umyndige Datter. O I Lærde og Selvkloge! vider at Herren har gjort eders Viisdom til Daarlighed! lad dog den daglige Erfaring lære eder, at Urten, som skjæres fra sin Rod, vel enstund kan føre et sygeligt Liv, men visner dog sikkerlig, lad Historien lære eder, at saa gik det altid med Videnskaberne i de forbigangne Tider Eller, have I virkelig Lyst til at forære Verden en Mumie som den alexandrinske?

Det var at forudsee, at Poesien vilde sidst forlade Christendommen, thi den maa dog føle, at dens Hiem er ikke herneden, og at den maa døe naar den ei længere kan tale et himmelsk Tungemaal. Fuld er Skilsmissen end ei i denne Time, men ogsaa Poesien er tilvisse besmittet af Tidsalderens jordiske Sind og dens Hovmod, den føler ei det Fornedrende i at male og forgylde Graven med det stinkende Aadsel, 188den vover formastelig at sætte sig selv paa Kristendommens Trone, og lade som om den mægtede at give sin foragtede Dronning Ly og laane hende Glands.

Med Smerte og Skam maa jeg bekjende, at jeg selv, saa fuldt som Nogen, har været deelagtig i denne Forstandens Hovmod, ja at min Brøde vel endog var større end mange Andres. Jeg vil ikke tale om den Tid, da jeg som Tidens Gjenlyd, besmittede Herrens Hus med unyttig og bespottelig Tale om Pligt og Saligheds Fortjeneste, om den dydige Mand, den redelige Sandhedens Lærer, Jesus, som dog ikke tog i Betænkning at udgive sig for andet end han var, og at bekræfte Usandheden ved tilsyneladende Underværker; thi ved den Tid har min Hovmod skammet sig for længe siden. Men i flere Aar har jeg agtet Kristendommen for Guds umiddelbare Aabenbaring ved sin Eenbaarne, og dog har jeg vovet, ret som for at redde dens Sandhed, at spænde den i menneskelig Menings Aag*Fremforalt i min Afhandling om Religion og Liturgi, hvor imidlertid Digteren var adskillige Aar forud for Mennesket.. Det faldt mig endnu stedse for tungt, at tage Fornuften fangen under Troens Lydighed, jeg vilde selv udgrundt hvorfor Kristendommen var sand, og selv da jeg erkjendte Umuligheden heraf, kostede det mig dog Overvindelse, offentlig at bekjende, jeg ei om det Usynlige havde nogen Vished som var 189min egen. Skjøndt Menneskets Fald længe havde været mig klart, og skjøndt jeg ikke vidste noget andet Middel til Opreisning end Christus, forargede hans Forsoning mig dog paa en Maade, fordi jeg ikke kunde finde Noget i min Grublen, som lignede den. Gid dette maa tjene til Advarsel for dem, som tro, at de ere Kristne, naar de dele den falske Ærbødighed for Kristendommens Hemmeligheder, som nogle af de nyeste Filosofer stille til Skue! Ved Guds Naade har jeg nu bøiet min Forstands Hovmod, og nu forekommer det mig ubegribeligt, hvorledes man kan tro, at Christus var meer end et Menneske, og dog ikke tro hans Lære, blot fordi det er Hans, da vi ved at fordre andet Beviis af os selv som Troens Betingelse, forudsætte, at vi ansee os i det ringeste for ligesaa kloge som Han. Dette udelukker ingenlunde Grublen, men bestemmer den blot som en Stræben efter klarere Indsigt i Kristendommen, om hvis Sandhed ingen Tvivl kan være. Saaledes er det ikke allene tilladt, men endog ueftergivelig Pligt for de Kristne, at drive Kundskaben i de døde Sprog, om Naturens og Historiens Hemmeligheder, til det høist mulige Trin, kun at alle disse Videnskaber træde villig i Kristendommens Tjeneste, thi naar de ville staa ved sig selv og dyrkes for deres egen Skyld, da er det jo klart at de ere Afguder, den menneskelige Hovmods besmittede Børn, der lede deres Dyrkere og alle Ubekræftede bort fra den Korsfæstede, og, efter hans eget Udsagn, fra Salighed. At min Synspunkt for Poesien i sine adskil190lige Skikkelser, er ligedan som den for Videnskaberne, er følgeligt, og naar den forstod sig selv, vilde den ei vægre sig ved at hvile i Kristendommens Skygge; thi ene derved vinder den det høie, guddommelige Præg, selv de Vanhellige og Vantro maa beundre, skjøndt de maa blive sært tilmode ved at spørge sig, hvorfor? Med denne Vished vil vel Ingen mene, at jeg i nærværende Tidsalder kan vanke rolig om mellem det gamle Nordens Kjæmpeskygger. Nedkaste mig i den brusende Strøm, det maa jeg, henrive mig mægter den ei, men om den skal lukke sig over mig, derfor raader den Evige. Paa Randen af det bundløse Svælg, mod hvilket Tidsalderen blind fremhaster, der vil jeg stande, jeg vil udspænde for den sit eget Billede og ved Siden vil jeg stille to luende Blus: Herrens Ord og de forbigangne Tiders Vidnesbyrd. Kalde og varsle i Herrens Navn, det vil jeg, saalænge Han forlener mig Kraft og tillader mig at opløfte Røsten; thi Hans er Magten og Æren i al Evighed!

Dette var egenlig ingen Fortale til efterfølgende Smaadigte, men udgjør meget mere i Forening med dem Fortalen til mit følgende Liv. Nu til Slutning et Par Ord om Digtene. De vare bestemte til en af mig besørget Nytaarsgave, men da der baade fattedes Tid og Rum, fandt jeg det ogsaa ret passende, at udgive dem for sig selv. Deres Hensigt er umiskjendelig, og jeg skulde vel ikke tro, det kunde falde Nogen ind, at beskylde mig for at have vanhædret nogen Skjoldung, 191ved at sige, som Sandt er, at alt eftersom Kristendommens Lue slukkedes i Hjerterne, sank Riget dybere til Vanmagt. Digtet selv maa vise, hvor langt jeg er fra at tilregne Kongerne Folkenes Brøde, og Ingen kan fuldere end jeg være overbeviist om, at en Konge maa bruge sit Folk, som det er, efter Øieblikkets Trang, omskabe eller gjenføde det mægter han ei, det kan Religjonen allene. O! gid jeg kunde dybt indpræge denne Overbeviisning hos hver Dansk, thi da vare vi frelste, da skulde ethvert ligesaa daarligt, som landsforrædersk, Knur mod Konge og Regjering, bortvige, vige bort til hine Vilde, som bande deres Husguder, naar Uheld ramme, til hine Blinde, som med Glæde lade Sjælen forgifte, og dens inderste Marv udsuge, men slaa deres Konger ihiel, naar de udskrive Skat! O gid dog Enhver, som fristes til saadant Knur, vilde gribe i sin egen Barm, og spørge sig selv oprigtig om han er villig til at opoffre Liv og Gods for Fædrenelandet; thi paa Svaret skal han mærke, hvad der er Skyld i Nøden, mærke, at dersom vi ei selv fatte et andet Sind, da kan ingen Konge, da vil Gud ikke hjelpe os.

Valkendorfs Collegium, den 31 Decbr. 1810.


192

Livets Æbler.

1

En Viv haver Bragur saa deilig og fin,
Som Skjaldene om monne synge:
Idunna hun vogter de Æbler i Skrin,
Som Aserne kunne forynge.
De ere at ligne ved Skjaldskabets Id,
Det Svundne, som stod i den nyfødte Tid,
I Skjaldskab end tykkes at leve.

2

De Aser dog bleve saa gamle og graa,
De sjunke i Graven hin mørke,
De Æbler de kunde ei længer forstaa
At give dem Ungdom og Størke;
Men Skyggerne kan de end trylle os frem,
Saa vi kunde skue og agte paa dem,
Hvad Størke i Livet dem fulgte.

3

193Alt saa, som det monne med Aserne gaa,
Saa mon det med Fædrene gange,
Af Graven de kunne ei mere opstaa,
Ei vækkes ved galdrende Sange;
Men alt som de ginge og stode paa Jord,
Maa Skyggerne komme paa Digterens Ord,
Omvandre i Verden saa vide.

4

De Jotuner havde en Klogskab saa ond,
Som Skjaldene end monne siunge,
Det skar dem i Sindet saa mangelund,
At Aserne bleve saa unge:
De Æbler dem vilde de stjæle med List,
Da maatte de Guder dog ældes forvist,
Men Jotuner leve og vinde.

5

Nu Loke henganger for Idun at staa,
O, hør du mig, Kvinde hin fine!
Et Træ har jeg fundet og Æbler derpaa,
De ere fuld bedre end dine,
Og vil du mig følge i Morgenens Stund
Da skal du dem skue saa fagre i Lund,
Da kan du med dine dem ligne.

6

194Idunna hun ganger med Fristeren ud;
Han monne med hende bortflyve,
Og nu skal du vorde en Hrimthussebrud,
Ei længer mig lyster at lyve,
Nu ere de Æbler i Jotuners Vold,
Saa ung og saa deilig hver Tusse og Trold
Omspringer paa Fjeld og i Dale.

7

De Æbler maa lignes ved Skjaldskabens Id,
Hun sidder i Gudernes Sale,
Derfra mon hun lokkes af Kløgt og af Vid
Til Jordens de taagede Dale,
Selv Urten, som stander af Edder saa tung,
Da tykkes for Øiet saa fager og ung,
Oplivet af Skjaldskabens Aande.

8

Nu fnyse de Aser af Vrede og Sorg,
Som Skjaldene end monne sjunge,
Dem glæder ei Livet i herlige Borg,
De gjøres saa gamle og tunge,
Omlynet af Sværdene Fristeren staaer,
Han tvinges at flyve til Jotuners Gaard,
Idunna til Asgaard at føre.

9

195I dette allene ei Skjaldskabens Id
Til Æblerne fagre er Mage,
Nedlokke kan hende vel Klogskab og Vid,
Men aldrig hjemføre tilbage,
Hun Giften i Helvedes Urten gjør sød,
Hun borger dem Liv, men betales med Død,
Saa lønner al Helvedes Yngel.

10

Et Æble af Livsens det hellige Træ,
Har Christus til Jorden nedbaaret;
Naar Kjærnerne voxe, da modnes i Læ
Og Æblet, som Kløgten har daaret.
O herlige Æble, som Kristus nedbar!
Det evige Liv i sit Inderste har
Enhver som det undes at smage.

11

Det Æble i kosteligt Skrin er nedlagt,
Det Jotuner kunne ei bruge,
Dog Skrinet de stjal fra den sovende Vagt,
Og monne derover nu ruge;
Et andet de satte udsmykket saa rigt,
Det tykdes saa fagert, det tykdes saa ligt,
Men Æblet er ikke derinde.

12

196O Brødre! o vaagner, o vaagner dog brat!
Mens Glimt er af Dagen at skue,
Thi ellers der kommer en sørgelig Nat,
Da kan vi kun sukke og grue,
Da spøge de Gjenfærd ved Midnattens Stund,
Og hvor vi opvaagne af rædsomme Blund,
Der var det vist bedre at sove.

13

O lader os kjæmpe for Frugten saa sød,
Og Korset til Banner fremholde!
Et Korstog allene kan frelse fra Død,
Et Korstog mod Jetter og Trolde.
De hyle, de flygte, naar Korset de see,
Og ikkun i Hulen som Djævle de lee,
Men Seier de aldrig kan vinde.

14

Vel er det om Christi den hellige Grav
Vi skulle med Hedninge stride,
Dog kalder os Korset ei vidt over Hav,
Vi maa det vel alle nu vide:
At Herren er nær, hvor vi gange paa Jord,
Og haver sit Tempel i Syd og i Nord,
Hvor efter ham Hjerterne længes.

15

197De Vantro de bygge os selv udi Bryst,
To Høvdinger føre den Skare,
Dem tjener hver Sands og dem tjener hver Lyst,
Selv Aanden er i deres Snare,
Den ene har visselig Hovmod til Navn,
Den anden som Løgner sig kalder vort Gavn,
De Høvdinger ere saa onde.

16

O Brødre, o lader os agte det vel,
Hvad gavner det os om vi vinde
Al Verden, men tabe det evige Held,
Som ei er i Verden at finde?
Kan Hovmod os frelse fra Synd og fra Død?
Kan Hovmod udslukke den evige Glød?
Kan den os med Herren forsone?

17

O lader os vandre til Gravene ind,
Hvor Fædrenes Aander omsvæve,
Der bøies maaskee det hovmodige Sind,
Saa Troen sig mægter at hæve.
Og fange vi Tro paa den Helliges Navn,
Da snarlig vi mærke hvad os er til Gavn,
Og Æblet tilbage vi vinde.


198

Sorø Kirke.

1

Høie, lyse Guddomsbolig!
Under din den stolte Bue
Andagt maa i Hiertet lue;
Mangen slummer her saa rolig,
Som i den forgangne Tid
Rørte sig her i vort Nord,
Vældig i den skarpe Strid,
Kløgtig i det stærke Ord,
Hellig for dit Alterbord.

2

Men hvad er det, som Øiet hist mon skue?
En Vaabenkrands alt under hvalvte Bue
Omringer Muren med sit Farvespil;
O, hvilken Slægt er fundet værdig til
At glimre saa paa Helligdommens Tinde,
Og leve der i evigt Helgenminde!
199Foruden Skjolds af Slægter jeg kun een
I Danmark veed, som værdig var den Ære
At eie slig udhulet Bautasteen,
O, mon det ei de Hviders skulde være?
Jo, den det er, og den det er med Ret;
Thi hvor er Slægten, som i Seklers Række
Kan ved sit Navn saa stolte Minder vække,
Som blev saa seent af Hædersgangen træt?

3

O, Jomsborgs Høvding, Kjæmpe uden Mage
Ei dine Been er’ gjemt i viet Jord,
Dit Liv indfaldt i hine tunge Dage,
Da Christ og Odin kjæmpede i Nord,
Den svundne Tid, den vilde du gjenføde
Og Liv igjen indtrylle i det Døde,
Men kun forgjæves var din blinde Daad.
Her stander jeg i andre tunge Dage,
I Hjerte vist, men ei i Kraft din Mage,
Og grunder dybt paa Herrens skjulte Raad.
Det Hellige, som dig og Odin overvandt,
Det ligger nu saa sygt og døende i Norden,
Ak, evige Forbarmer! er det sandt,
At ei det Døde kan igjen opstaae paa Jorden,
Saa brist kun Hjerte i et Krampeslag;
Thi svundet er da Jordens sidste Dag.
200Kan Herren vel en Søn paa ny til Jorden sende,
Som kan nedslagne Blik mod Himlen atter vende;
Ak nei, det er forbi, det haaber ikkun Daaren,
At stige skal til Jord en ny Eenbaaren.
Dog, Hjerte! stands med dine Rædselsskrig!
Veed du det ei, at Christus seierrig,
Som de Opstandnes første Grøde,
Opstanden er med Ære fra de Døde?
Mon eengang kun af Graven han opstod;
Opstod han ei i Kristnes Martyrblod,
Som randt for Korsets og for Gravens Ære?
Opstod han ei, da Luther kjækt oplod
Det blinde Øie for hans sande Lære?
Lad Tiden da sin Kundskabs tunge Steen
Kun fræk henvelte over Jesu Been,
Og fast den binde med Forstandens Seigl!
Lad den kun gange med sig selv i Pagt,
Og Mand ved Mand om Graven holde Vagt!
Det hjelper ei, naar Englene nedsvæve;
Da Vægterne skal fly, thi de maa bæve,
Da Stenen skal sig høit mod Himlen hæve,
Og straalende den Jordede opstaaer,
Da Slægter skal igjen paa Jord fremtræde,
Som den, hvis Støv og Fald vi her begræde;
Som Skjalm, og som de Tvillinger i Aand,
Som Esbern Snare og som Absalon.

4

201Saa hvile sig da under denne Steen
Nu Absalons de trætte Helgenbeen,
Det er da ham, hvis Billed her man præged,
Det er da dig, hvis Daad mig saa bevæged!
Saa staaer jeg nu da for den Ædlings Grav,
Som tidlig mig den Følelse indgav,
At det er stolt, at være født i Norden!
Ja, klart jeg dig i Lignelsen kan skue,
Som om din Aand til Kroppens Hvilested,
En føie Stund i Dæmring svæved ned.
I Øiet seer jeg Kraft og Fromhed lue;
Thi Søn du er af Christ og gamle Nord,
En Gjord er spædt om dine stærke Lænder,
Og tunge Sværd nedhænger fra den Gjord;
Med det du slog til Jord de grumme Vender;
For dette Sværd fra Tempelbænk nedfaldt
Hver Stok og Steen som var en Guddom kaldt;
Det samme høit du op i Luften bar
Dengang du slog til Konge Valdemar.
Din Stav – o see, den er jo søndersprungen,
Da Bisper stred mod Fædreland og Kongen,
Da Danmarks Hæder sank i mørke Grav,
Da knuged du saa haardt din Bispestav,
At Stenen selv isønder maatte springe.
Med Kraft den Stav du som et Septer førte,
Da Lov du gav mod Synd og Overvold,
202Med den det var, du Saxos Øie rørte,
Med den opmaned du den svundne Old.
Ja, Ædling, naar ved Valdemarers Minder,
Og naar ved dit opblusse mine Kinder,
Naar Øiet funkler ved en stor Bedrift,
Som du lod præge i den faste Skrift:
Og naar i Gru jeg gyse maa og blegne
Ved Tanken om, at var din Saxo ei,
Da maatte jeg, forvildet, uden Vei,
Omvandre her i Fædrelandets Egne,
Da knæler jeg med Tak for Ham som gav,
I Haanden dig en hellig Bispestav;
Ja laa din Steen for høien Alter end,
For Gud jeg nu nedknælede paa den.
Saa er da Alt i haarde Steen indpræget,
Hvorved dit Liv mig har saa dybt bevæget!
Nei Kaaben ei, hvorpaa i Roeskild hviled,
Den svegne faldne Knud, da i dit Venneskød
Han rørt sin Aand opgav, og end i Døden smiled.
At præges udi Steen, dertil var den for blød,
Men derfor dog dens Minde vist skal vare,
Saalænge gjævt og stolt det er i Nord
I Vennenød at glemme egen Fare.
Saa sov da sødt i hellig Kirkejord,
Du Støv af ham, som pryded Land og Kirke!
Det under dig vel dog forkeerte Old,
203Der stormer mod de Døde blind og kold,
Som det var dem, der Landfarsoten virke.

5

Hil være dig, udhugne Dannerkonning!
Uroligt var dit Liv, nu har du Fred,
Ei driver Geert dig meer fra Land og Dronning,
Thi ogsaa han i Graven lagdes ned.
For store Kjæmpeværk han Jylland tog i Pant,
Der søgte han sin Løn, der ogsaa den han fandt.
Christoffer! ja, et Offer var du vist,
For den i Nord vanhelligede Christ,
Din Stoel hartad du fløtted fra dit Rige
O, tungt for dig og Dannemark tillige!
Naar Herrens sande Frygt fra Tronen maa nedstige,
Og naar fra Altret selv den nødes til at vige,
Da kommer saadan Tid, da maa en Konge bøde,
Ei for sin egen blot, for hele Rigets Brøde.
Saa rind da Taare for det arme Rige,
Men rind kun for den svage Drot tillige!
Og rind for Sønnen, som de stærke Been
Nu hviler hisset under tunge Steen!
Thi Saga det med Smerte vidnet har,
Ei atter Dag det blev med Valdemar;
Saa vakler ei ved Dag en Konges Trone,
Saa raader ei vantrevne Kræmerflok,
Ved lyse Dag for Dannerkongens Krone,
204Ja, kan vel List og onde Rænker taale,
At skinnes paa af Solens klare Straale?
Her fordum hun, den kloge Dannekvinde,
Som det sig burde, mellem Frænder laae,
O! var du her endnu i Rad at finde,
Og kunde fra de Døde du opstaa,
Et sanddru Vidnesbyrd du skulde da frembære,
Om det var Dannemarks og Norges Kraft til Ære,
At saa du bøded med en konstig Haand
Den nye Klud paa gamle Klædebon,
Om Kvindekløgt og Banghed udi Sind,
Hvad heller Kraft det var, da i dit Rige
Med stor Besvær du murede dig ind,
At Tyve ei sig skulde der indsnige
Ved Nattetid; thi kun naar Folket sover
Den rædde Tyv sig ind i Huset vover.

6

Nu, sover vel, I gamle Kongebeen!
Jeg stride maa forbi den sidste Steen,
Som Saga taus og grundende tillige;
Tredobbelt, Olaf, var din Slægt, dit Arverige,
Tredobbelt Slægt med dig i Graven maatte stige.

7

Men hvem er du, som stander der allene?
Mig tykkes ret saa spottende du leer
Ad Kjæmperne og deres Mindestene,
205Det er fordi du kun paa Skraa dem seer.
Hvi blev du ei imellem dem herinde?
Om sjeldne Daad jo vidner dog dit Minde,
Og Altret kan du i din Krog ei see!
Ak, er det dig, du Paarses store Digter,
Som nødte os til Kjæmper at belee?
Ei for din Daad ukyndig jeg dig sigter
Jeg veed den Punkt, hvorpaa din Alder stod:
Den Lærde grandsked i de gamle Skrifter,
Ei glødende ved Hedenolds Bedrifter,
Men æresyg og under Ferlesang;
Paa saadan Færd kun findes hvad man søger,
Og ikkun Ord han fandt i gamle Bøger;
Han pløiede Homerers Heltesang,
Og sanked Fraser i den aabne Fure;
En Cicero, Ovid, Horats, Virgil
Han læste for at gjøre klassisk Stil.
Om hver en Pind i Oldtids Fuglebure
Man trættedes paa godt og slet Latin;
Men Fuglen selv, som sad og sang derinde,
Og Æggene, som laa i gyldne Skrin,
Dem fandt man ei, dem kunde man ei finde,
Saalænge man end fra Olympen ei
Til Herrens Himmel havde fundet Vei.
Saa Oldtids Glands er skjult den Dag i Dag
For hver som seer i Guder kun Bedrag;
206Thi ret som intet Folk var meer end sine Guder,
Saa er det og for os ei mindre eller meer,
End sløve, lyse Blik i deres Guder seer.
Dit Øie, Holberg, for hver Hedningold
Fik, som din Tid, og du fra dine Fædre,
Dem fried Luther fra Afguders Vold,
Og Hedningguder kunde de ei hædre.
Men Blikket, som din Tid dig gav for Heltedaad,
Fra eders Fædre det I arved ingenlunde,
Det hvasse Sværd hos Jer var blevet til en Braad,
Med den I stak, da ei med det I hugge kunde.
Saalænge Christi Aand var over Stat og Kirke,
Saalænge Danmarks Folk saamangen stor Bedrift
Ved Jesu Christi Kraft end mægtede at virke,
Var Øiet og opladt for Daad i gammel Skrift,
Var det og deres Lyst at digte og at skrive
Om Heltefærd og Daad paa gammel nordisk Viis,
At til Exempel det for Sønner kunde blive,
At ingen Helt saa gjæv forlorede sin Pris.

8

Dengang ved Svarteraa de første Lutherdrenge,
Med Gudsfrygt udi Sind, med frit og freidigt Mod,
Afskurede den Rust i Svenskens Hjerteblod,
Som havde sig indædt i Danmarks Sværd saalænge;
Da aabnedes igjen de gamle Kjæmpehøie,
Da kom det saa, da maatte det sig føie
207At Snorro! du, og Saxo! af jer Grav
Igjen opstod og tog jer Vandringsstav,
Og gik i Land omkring, saagodt I Gamle kunde;
I snakkede nu Dansk paa Jeres Sønners Viis
Med hver en Adelsmand, hver Rosenkrands og Friis,
I gjæsted, hvor I kom, hver Borger og hver Bonde,
Og satte Jer paa Bænk for Enden af hans Bord
Og glæded ham i Sind med Jeres snilde Ord.
Da var det og at du, vor store Christians Moder!
Da Tyge du engang besøgde paa hans Hveen,
Med Mester Anders om de gamle Syngenoder
Saa ivrig skifted Ord, som om en Ædelsteen
Med Straaleglands der sad i hver en gammel Tone,
Og du dig ønsked den til Smykke i din Krone.
Du fik dem, deelte ud til Frøkener og Fruer,
Paa gammel Dronningviis, og du endnu dem har;
Thi Stads saa gammeldags er ei for vore Fruer.
Kun for at smile af hvad Oldemødre bar,
Vi gjemme dem endnu, de gamle Kjæmpeviser,
Som ikkun Kjærlighed og Mod og Troskab priser,
Saadan som de saae ud i gamle Arilds Tid;
Thi gamle Arild sad just i de samme Dage
Og sanked paa Dragsholm med sindrig Kløgt og Flid,
Hvad der af Sagn og Skrift om Danmark var tilbage.
Da fjerde Christian ved Calmar stred og vandt,
Der Dannebrog igjen sig løfted under Ø,
208Da Kjæmpen Frederiksborg opvoxte udi Sø,
Da Grønland Lindenov og Edda Brynjulf fandt;
Da fandtes og en Mand som kunde sjunge
Om slig Bedrift, og medens Arbo sang
Med hellig Aand om Skaberværkets Gang,
Da rørte du, Lyskander, kjæk din Tunge
Om Verdens Herrers Værk; det bedre du forstod,
End dem at elske op af Danmarks Kongerod.

9

Nu nærmed Svensken sig til Kjøbenhavn,
Den stod som Adelsmand og vandt sig Adelsnavn;
Men skjønt det end var Dag, var det dog blevet silde.
En større Frændeflok alt havde Anders Bilde,
End, danske Præstemand! du store Henrik Gerner;
Men derfor og din Daad var større end din Sang.
O, brave Syv! hvad hjelper det du værner
Saa trofast om det gamle Dannersprog,
Som du fra Stevns saae dine Juler værne
I Kjøgebugt om gamle Dannebrog?
Seer du Torfæus hist! Han bryder nu sin Hjerne,
For som Stephanius, og Vorm, og Bartholin,
At grave ned igjen, hvad der er nys opgravet,
Begrave Nordens Sagn og Saga i Latin.

10

En Røg saa gloende jo stiger hist af Havet,
Og i den klarlig seer jeg Danmarks røde Flag,
209Det vaier stolt paa store Høitidsdag;
Herr Sehsted har en Søn sig avlet under Ø,
Som har det store Kaar, at han skal aldrig dø;
Det svor du Sorterup til Gud og Fædreland;
Jeg har den faste Tro, at Eden vorder sand,
Sønnen har paa danske Bølger vandret,
Skjøndt han sit Navn, som Tiden, har forandret;
Han først hed Tordenskjold, han sidst hed Villemoes.

11

O Sorterup! din Alders sidste danske Mand,
Som digted høit og kjækt om Danmarks Helteroes
Saa sorrigfuld du stod i sjunkne Fædreland,
Begreb det ei hvorfor kun Viser om Krysilles,
Som blødne meer end skjærpe Mandemod,
Om Paars og Synderen, som maa for Bøddel stilles
I Danmarks Egelund sig mærke, høre lod;
O hørte du da ei fra Skaane høie Rygte
Om Dannerhæren, som for Stenbuk maatte flygte;
O, føelte du det ei, alt Gammelt var forbi,
Den gamle Christendom, og Kraft og Poesie?
Ja, Christus selv ei meer i Straaleglands
Saa herlig stod for Sjælens Skuesands,
I tvende Sekler dæmpet var den Lue,
Som Luther tændte under Himlens Bue.
Ei til Bedrift var Tiden længer dygtig,
210Og, Holberg, du var til dens Færd for stor.
Hvad var tilovers da? kun det at spotte kløgtig,
Med Sorgen dybt i Sind at mæle Latters Ord.
Saa tro da ei, du Martyr, jeg er blind,
For hvad du var, og hvad du maatte være,
Nei ikkun da jeg harmes udi Sind,
Naar sløve Flok vil skoggre dig til Ære,
Som mindste Glimt ei af din Aand kan see,
Som mener fræk, dit Maal kun var i Livet,
Hvad deres er, at nyde og at lee!
Et andet Syn af Herren mig blev givet;
Jeg veed det vist, at hver en kraftig Aand,
I sig forener Alt, hvad i hans Tid og Folk
Der findes vidt adspredt, i Enkelthedens Baand;
Saa var og du din Tids, dit Nordens sanddru Tolk;
Men det, som med sig selv Forening kun kan avle,
Det ubekjendte Tal paa Aandens Regnetavle,
Det genialske Blik var Herrens og dit eget.

12

Saa skal jeg da forlade dig saa rolig,
Du underfulde, lyse Guddomsbolig?
Ja, rolig vel: thi nu for vist jeg veed,
At Christus lever i al Evighed;
Men dog med Taarer i det vaade Øie;
Thi hvilken Dansk kan stande her urørt?
211Paa hvilken Dansk kan Øiet blive tørt
Ved Valdemars og ved Christoffers Leie?
Vel Dannekongers Been sig hvile andensteds,
Ja ligge hist og her end tættere i Kreds;
Men! Sorøs Guddomshus! det var dog kun i dig
At Fædrene begrov det hele Danmarks Liig.
Fra Leire kun til Roskild Harald flytted,
Og Kongehøi med Kirkejord ombytted;
End Danmark straaled i sin fulde Glands,
Og trende Riger gik om Knud i Dands.
Fra Estrids Søn til store Valdemar
En Kløft heel dyb der er at overspringe,
I Roeskild ligger Svend, i Ringsted Valdemar,
For gamle Danmarks Liig begyndte det at ringe.
Den anden Valdemar man Seiernavnet gav,
Han planted røde Kors ved gamle Danmarks Grav.
Som Frodes, Liget blev end ført omkring enstund,
Indtil det her nedsank i Sorøs Kirkegrund.
Dog, slig en Kjæmpe ei saa snart kan rolig sove,
Som Gjenfærd see vi ham endnu engang sig vove,
Ved Midnat op af Grav og kaldes Valdemar,
Han gaaer som det var Dag, og som ei død han var;
Dog Døden rædsom, mørk, i Øiet malet staaer.
Der Timen er forbi, igjen i Grav han gaaer,
Og kun forgjæves vil en trolddomskyndig Vole
Ham mane op igjen paa trende Kongestole:
212Han kommer som et Barn, som hellig Olafs Skygge,
Kun for at i sin Grav trekronet han kan bygge.

13

Nu længe vi i Kirken have dvælet,
Det Døde til os Levende har mælet
Om nære Frændskab i den svundne Tid
Imellem Tro og Sang og kraftig Id.
Det samme vil og vore Ætmænd finde;
O lader det ei gange os af Minde!
Dog stille! end det Døde til os mæler,
En hellig Aand det døde Malm besjæler:
O hører ei I hvad det er som toner
Fra Hvælvingen? det er om vor Forsoner.
Ved Midnatstid, da blev vor Frelser født,
Til Verdens Trøst, som ellers var forødt.
O gid I dette Ord i Hjertet vilde gjemme,
Da maatte frit hvert andet I forglemme,
Thi kun i Ham der gives Salighed,
For alle dem der af Hans Fødsel veed.


213

Julesang.

1

Op, alle Christne! stemmer i!
Om Christus vil vi sjunge,
Med Sjæl og Hjerte sjunge vi,
Alt som med Mund og Tunge,
Og prise Herrens Kjærlighed,
Som sendte os fra Himlen ned
Sin elskede Eenbaarne.

2

Naar saae man før det Underværk,
At Stjerner maa nedskride,
Og Soel opgaae saa klar og stærk
Ved dybe Midnatstide!
O Midnat! lysere du er
End nogen Dag med Straaleskjær
Fra Verdens første Morgen.

3

214O Foraarssoel! din Magt er stor,
Naar Sneen du mon smelte,
Du løser ud den fangne Jord
Af Isens haarde Belte;
Alt paa din Straales Vennebud
Af Kvisten springer Knoppen ud
Og Blomsten op af Jorden.

4

Dog aldrig med den Vintersoel
Du vove dig at maale,
Som klar, da Midnatshanen gol,
Opgik med gyldne Straale!
Kun Billed er din stolte Pragt,
Kun Skygge er din store Magt,
Af den, af Kongesolen.

5

Alt som et Liig foruden Aand
Var Jorden at beskue,
I Satans Mørke, Syndens Baand
Den svarlig maatte grue:
Ei voxte nogen Blomst derpaa,
Thi Dødens Iis den knuged saa,
At Intet spire kunde.

6

215Da kom du, Soel, o Jesu sød!
Dig fulgte Guddomsstørke,
Med den du Syndens Lænker brød,
Adsplitted Satans Mørke,
Og Dødens Iis saa stærk og kold,
Den onde Fjendes Herreskjold,
Du med din Straale smelted.

7

Slet ingen Vraa er nu saa mørk,
Du den jo kan oplyse,
Saa vildsom er slet ingen Ørk,
At Vei du jo kan vise;
Saa lys er ingen Kongehald,
Saa lys er ingen Hjerneskal,
At de dig kan undvære.

8

Saa skin da, gyldne Soel saa klar,
Foruden Aar og Alder!
Din Straale og den Størke har,
At Blomster den opkalder;
Thi Kjærlighed og Haab, og Tro,
Det er den Blomst, som nu mon gro
Trefoldig, høit mod Himlen.

9

216Den Blomst, som paa dit Bud opkom,
Ei Mage her kan finde,
For Hjertet er den Lægedom,
Den visner ingensinde,
Og hvo den først beskuer ret,
Han af det Syn ei vorder træt,
For han i Graven synker.

10

Naar Iis optøes af Solens Glød,
Den vorder frugtbar Væde,
Saaledes maa nu og vor Død
Forvandle sig til Glæde;
Thi Tro og Haab, og Kjærlighed
Opgroe til Liv og Salighed
Af Dødens løste Vande.

11

Saa hav da Tak, o Herre from,
For Lys og Blomst tillige!
Fordi du som en Frelser kom
Til faldne Jorderige!
O lad os paa din Fødselsfest
Dig takke, som du takkes bedst,
Ved Tro i rene Hjerter!

12

217Og, Frelser, naar saamangengang
I Midnatsmulm vi vanke,
Forført af Lysters Trolddomssang,
Forvildet af vor Tanke;
O, fødes da hos os paa ny!
Forsmaa ei Hjertets ringe Ly!
Tilgiv hver daarlig Tanke!

13

Ja, derfor du, o Frelsermand!
Dig lod i Krybben lægge,
Imellem Dyr med Uforstand,
Alt inden ringe Vægge.
Dit Tegn det var i svundne Tid
Hvergang du dig gjenfødte blid;
Du altid saa vil fødes.


218

Tillæg.

Det er ingenlunde Uskjels at disse Blik paa Christendom og Krønike føre Navn af Nytaarsnat, thi dette Ord udtrykker i alle Maader deres Vilkaar. Først er det aabenbart at denne lille Bog er skrevet og udgivet paa Grændsen af mit Levnets tvende Aar, det saae jeg dengang allerede, og sagde derfor at dens Fortale var ei saameget Fortale til de efterfølgende Riim, som, tilligemed dem, Fortalen til mit følgende Liv. Men just heraf følger en anden Lighed mellem Nytaarsnat og denne Bogs Indhold, thi som mit Stade var, saa var mit Syn. Det er en gammel Troe om Nytaarsnat, at alle det tilkommende Aars Hændelser lade sig i den forbilledlig tilsyne, men i saa forblommet Skikkelse at der skal egne Øine til at see de fleste og en egen Konst til dem at samle og udlægge; det er nu ikke Timen her at sige, om og man vidste, hvad jeg ikke veed, Beskeed om hvad det gamle Ord kan have i og paa sig, men det er vist, at der er i Menneskens og allermeest i Skjaldens Levnet slig en Nytaarsnat, da Livets Billede staaer dunkelt for hans Øine, i mangfoldig Skikkelse, og rører ham heel underlig, og er han Skjald saa han kan ret indbilde sig de Syn og afbilde dem i Ord og Toner, da kunde og et opladt Søndagsøie saa nogenlunde gjætte sig til hans Bedrift, saavidt den maatte rimeligen følge, thi det kunde Ingen just saa lige vide om hans 219Levnet vilde sande, hvad han førde i sit Skjold. Nu mener jeg, at ligesom den lille Bog er skrevet i en Nytaarsnat, saa er den selv en saadan, og for mit Øie staaer i den et underlig forsamlet Billede af hvad jeg var og hvad jeg er, af hvad jeg gjorde og af hvad jeg haver end tilbage; men at ei dette stod mig klart for Øie, imens jeg selv stod i den stjerneklare Vinternat, det kan man vide ogsaa deraf, at det da havde været mig umuligt at tale og at siunge saa.

Bogen begynder med en lille Sang til min gamle Fader, som blev Jubellærer i de samme Dage og var en af de faa overblevne Guds Ords Tjenere, som var Præst i 👤Morten Luthers og de gamle Dages christelige Aand, og mens jeg stirrede paa Sølverkrandsen om det gamle Præstehoved, da maatte Øiet sagtens see et Glimt af den usynlige Guldkrone i det Høie, og kjedes ved al Verdens forfængelige Væsen, ja selv ved Laurbærkrandsen og det tomme Gjøgleværk som Verden gav Udødeligheds Navn, og Tungen maatte sjunge;

Laurbærkrandsen har jeg beilet til,
Men ei meer jeg tragter den at vinde,
Hvad er vel et borget Farvespil,
Hvad en Krands, som Mennesker kan binde,
Hvad er Kløgt og hvad er alt paa Jord
Med det rene, klare Guddoms Ord?
Derfor skal min Sang nu ene tone
Til Hans Priis, som steeg fra Himlen ned,
Som os vilde med vor Gud forsone,
Skjænke os en salig Evighed.

220Vel maatte det i slige Timer falde mig paa Sinde, at død var 👤Morten Luther, den Aand, som gjennem ham oplivede Kirken, bortsvævet, at før kunde Ingen tænke paa at vandre til hans Grav for at komme ham ihu, ei kunde man ønske at give den livløse Steen hans Navn i Gjemme før de hule, klangfulde Stene havde holdt op at velsigne hans Minde og gjentage hans Psalmers hellige Toner. Vel maatte jeg fra det høie Stade paa 👤Morten Luthers Grav see store Vidnesbyrd, om hvilken Kraft Guds rene Ord mon eie og kundgjorde i de forbigangne Dage, see den nærværende Tid i sin hele Krøblingskikkelse, stolt i sine glimrende Pjalter af sin egen Usselhed og Skjændsel; vel maatte jeg føle en brændende Længsel efter at see det kraftige Ord atter vandre paa Veirets Vinger, og indaande Liv og Mod og Kraft i den døende Slægt, men og maatte jeg stande nedbøiet, forsagt, naar jeg spurgte hvorledes? og Intet kunde trøste mig uden Tanken om den Guds høie Fred og 👤Jesu Christi Kraft, hvis Spor jeg saae paa Tidens Bølger, uden dog ret at føle dem inden i mit eget Hjerte. Derfor bad jeg Oldingen

Medens du kan tale Herrens Ord,
Og fra Altret i hans Navn velsigne,
Lys Velsignelsen da over mig,
At min Tro de Helliges maa ligne,
Løfte mig til 👤Christ i Himmerig:

221Himlens Herre det alene veed,
Hvad sig i min Sjel saa stærkt bevæger,
Det dog veed du, Fader! Herrens Fred
Er det Eneste paa Jord, som kvæger,
Lys den over mig i 👤Jesu Navn!
Rolig da mod Himlens sikkre Havn
Skal jeg stævne over Livets Bølger,
Lad dem løfte sig med Skum og Brag!
Tryg jeg er, naar mig min 👤Jesus følger,
Lys og Kraft Han er endnu i Dag.

Takket være den hensovne Olding! han lysde Herrens Velsignelse over mig, Takket være den Guders Gud evindelig! Han skjænkede mig den. Alt have Verdens Bølger løftet sig med Skum og Brag imod mig, og det er vel kun lidet imod hvad som forestaaer, men hidindtil haver Herren hjulpet og gjort store Ting imod mig, og naar jeg skal see de større Trængsler, da skal jeg og see større Ting end disse, tryg jeg er, thi mig min 👤Jesus følger, Lys og Liv Han er endnu i Dag, og Han er i al Evighed den Samme.

Fortalen giver tilkjende hvorledes jeg saae ud over Livet, og i hvilket Lys jeg nu betragtede Menneskets indvortes og udvortes Rørelse i Støvet, den gav og tilkjende, at det var mit fulde Alvor, med al den Kraft, Gud vilde forlene at gribe ind i Tidens Hjul, og hjelpe til, om det var muligt at dreie det tilbage til de gamle Stier. Nedkaste mig, sagde jeg, i den brusende Strøm, det maae jeg, henrive mig mægter den ei, men om den 222skal lukke sig over mig, derfor raader den Evige. Paa Randen af det bundløse Svælg, mod hvilket Tidsalderen blind fremhaster, der vil jeg stande, jeg vil udspænde for den sit eget Billede, og ved Siden vil jeg stille de tvende Blus: Herrens Ord og de forbigangne Tiders Vidnesbyrd. Kalde og varsle i Herrens Navn, det vil jeg, saalænge Han forlener mig Kraft og tillader mig at opløfte Røsten, thi Hans er Magten og Æren i al Evighed.

Det er klart at jeg nu vidste hvad jeg skulde troe og gjøre, hvor Kraften var at finde og Hvis Æren skulde være; men de Riim som følge efter kunde vel lært en ret opmærksom Christen, hvad jeg maatte lære i en haardere Skole, at man kan vide Meget, som man hverken føler eller følger, eller dog kun halvt; thi Rimene vise, at jeg endnu lagde megen Vægt paa Troen af den Grund at den er den eneste Rod hvoraf et aandeligt Træ med livlige Safter, med stærke Grene og deilige Frugter, kan timelig opvoxe, at Bekymringen for Sjælen og dens evige Salighed, min egen og Næstens; var endnu heel ringe, men min Lyst til at tækkes Verden endnu dygtig stor.

Nu at tale et Par Ord om hvert Riim især, da sees lettelig at det om Livets Æbler er en heel underlig Blanding af verdslig og christelig Tale, men ogsaa et sanddru Billede af Nytaarsnatten i mit Inderste, thi gjennem Mythesløret skimtes Morgenrøden, paa Valhals Tag staaer Korsets Tegn som Seiersbanneret 223til Ragnaroke, men Odin tømmer end Guldbægeret med Saga, og Einherierne drikke rolig Suttungs Mjød paa Valhals Bænke; rørde de sig end paa Jorden, da spurgtes vel ei saa stort om Korset, mægtede Idunnas Æbler at trylle Mere frem end store Skygger, at trylle Liv og Kraft og Vid og Sang i Dødningen, da spurgtes vel ei saa stort efter Æblet fra Guds sande Paradis; thi det er klart der lides ei men strides ikkun kjæmpeligen under Korset, det er ei Korset selv, men kun dets Tegn i Dannebraag, der skygger over Valhal, der er intet Spor dertil at Syndens Legeme skal først korsfæstes, før Aandens Legeme kan staae forklaret op, det skal ikkun lemlæstes ved et Pederssværd, og Livets Æble skal gjenføde os, før Giften er uddraget under Pine. Kort sagt, det Kors er sat saa høit, at Valhals Kjæmper, kan, uden sig at bøie indgaae i Gimle, naar de kun med Sværdet hilse for det og primsigne sig, og troe at det er Thors den rette Hammer hvis Størke underlig er deelt imellem dem, og knuser Midgardsormen, uden at dens Gift kan skade os. Visselig kunde jeg selv have det behov hvad Rimet siger:

O! lader os vandre til Gravene ind,
Hvor Fædrenes Aander omsvæve
Der bøies maaskee det hovmodige Sind
Saa Troen sig mægter at hæve.

Skal der nu endelig meldes et Ord om den Betydning som her er lagt i den gamle Mythe om Idun224nas Æbler, og om hendes Fangenskab hos Thurserne, da skjønner jeg ei rettere, end at den ei er langt fra Sandhed, det behøves kun at see Idunna ei som Skjaldskabs i sin Udøvelse, thi Billedet derfor var Bragur, men som dens Hjerte og Liv, der vakde Begeistringen, thi hun var Bragurs Viv; og Meget var at sige om den underlige Dybde som findes i saamangen nordisk Mythe, men her er Stedet ei, thi vel staae alle disse Myther som Sphinxer uden for den danske Kirkedør, men de forstaaes kun, naar de beskues høit fra Choret gjennem Kirkeruden, og saavidt ere vi end ingenlunde, det falder os nu først paa Sinde, det var vel godt, ifald man lavede sig til at gaae i Kirke.

Nu følger da det andet Riim og kaldes Sorø Kirke, og det skal da afbilde Kirkegangen, som det ogsaa gjør, thi Gangen var som Sangen, ei til Opbyggelse, men et Besøg ved Heltegravene derinde, en Vandring gjennem Kirkens Vaabenhuus, med Øiet heftet paa de skjønne Farver i hvilke Lyset bryder sig naar det bestraaler Korsets Tegn paa Jord. Det røber ogsaa Rimet flux, at vi er kun i Vaabenhuset, thi knap giver Øiet sig Tid til at kaste et flygtigt Blik paa Altret, og iler med at fæste sig paa Vaabenkrandsen under hvalvte Bue, som smykker Muren med sit Farvespil, og det er disse Vaabener, og Ravnebanneret fra Hedenold, og Dannebraag paa røde Val og over Bølgen blaa, og Sagas Skjoldmænd og Bragurs Billedværk, paa hvilke Øiet 225næsten hele Tiden hviler. Tabt af Syne er nu Sneblomsten som ene kan bestaae naar hver jordisk Blomst forgaaer, glemte synes nu de sande Ord:

Farven er kun Skin af brudte Straale,
Farveløs er Straalens rene Glands,
Og naar Øiet lærer den at taale,
Vorder Blomsten til en Straalekrands.

Dette er ikke her videre at udlægge stykkeviis, de Vaagne see det selv, og for Sovende er Lyset spildt, men det er ganske mærkeligt, at jeg henstirrede paa Palnatoke som det Forbillede, jeg havde Lyst at ligne, kun med den Forskjel at det, som brast for ham skulde lykkes mig, fordi jeg havde i det stærke 👤Jesu Navn den Talerune til at opvække Døde, som han forgjæves ledte om i Vegtams Runer, ja, et christent 📌Jomsborg, en Borg med stærke, kolde Kjæmper, som vandrede til 📌Golgata, mest kun for at finde Dannebraag, som stirrede paa 📌Zions Tempel mest kun for at frydes ved de favre Lignelser, kun for at styrkes ved de Livets Aandepust der susede fra Choret, som kun forsagede det bløde Levnet og de lave Lyster og Sjælens Hovmod for at hovmode sig i Aanden; en saadan Borg, et saadant christent Vaabenhus det var min Lyst, det var hvad jeg kaldte 👤Christi Kirke, Ved stolte Kjæmpeskridt og ei ved ydmygt Knæfald meende jeg at komme Herren nær, og jeg indbildte mig, at Vingerne, jeg dog kun saae, var mine, enddog de voxe kun, naar Himmelfuglen avles og elskes op i Kjærlighed. Paa dette Stade 226maatte 📌Sorø Kirke drage Øiet ret besynderligen til sig, thi den er selv et Vaabenhus i alle Maader, det siger Vaabenkrandsen paa dens Mure, det see vi paa Liigstenene tillige, thi ret som det var Skik i gamle Dage at Degn og Kirkeværger fandt i Vaabenhuset deres Leie, saa maa det falde os paa Sinde, at 👤Absalon var meer en Kirkeværger og en Kirkesanger end en Biskop, og at hartad alle de Navnkundige, hvis Støv nedlagdes her, var slige Folk, som havde ikkun lidt med Herrens Huus at gjøre, og havde lidet eller intet Godt forskyldt af Kirken, men var dog formedelst Embed eller Hoved af den Stand at Ingen vilde lægge dem hos menig Mand. End deri ligner denne Kirke Vaabenhusene, at den som de, er bygget sidst, først bygdes i 📌Roskilde den Hellig Trefoldigheds Kirke det er Choret, saa Fruekirke udi 📌Ringsted, som siden kaldtes efter 👤Knud Martyr, det er Kirkestuen, og tilsidst Sanct 👤Jacobs Huus i 📌Sorø, det er Vaabenhuset. At Kongebenene og flyttede i samme Orden, det vidner Saga, og det siger Rimet, men hvi 👤Margrethe ikke blev i 📌Søer, det kunde Rimet ikke sige, thi hun bedrev jo intet Kjæmpeværk.

Nu er kun det tilsidst at mærke, at saameget Øiet og skottede endnu til Verden, til dens Glimmer og dens Dom, saa blændedes det dog ei længere af Glimmeren i Valdemarers Dage, det saae i dem kun røde Kors som plantedes paa 📌Danmarks Gravstie, og Øret hørte det i