↩
O! reis dig dog, nedfaldne sjunkne Slægt!
Mod Himlen op fra Blødheds fule
Leie!
Husk, du udsprang af Nordens Kiæmpeæt,
Til Daad, og ei til Sydens kiælne Vellyst!
O, kaster dog den fæle
Giøglerham!
O! dæmper dog de vilde
Glædestoner!
Ombytter Prunk med festlig Sørgedragt,
7Og ganger hen i Herrens Huus at bede!
Med hellig Sang, det fromme Hjertes Bøn
Sig hæver da paa Andagts Luevinge,
Og Ungdoms Kraft nedstiger i min Barm
Fra Ham som holdt mig reist i lange Tider.
Da hvæs, o Mand, paa hellig
Alterfod
Det tunge Sværd til Bretlands Skjold at kløve!
Og sværg da Had til Sydens lumske Gift!
Til Vellyst, Pragt og Guldets dorske Glimmer!
Men Kvinde! du, som Herren af Sin Soel
En Straale gav til Mandens Bryst at varme,
Kys Altrets Fod! og sværg ved Straalen selv!
At ei med den du meer min Søn vil daare,
At du med Smil vil nære Himlens Ild,
Og svale med din Taare Jordens Flamme,
At med din Haand du huld vil klæde mig,
Og vandre frem, som ærbar Dannekvinde!
Naar Bølgen da mod Syd og Vest henruller,
Og naar den slaaer mod fjerne Landes Kyst;
Da atter skal den, som i Oldtids Dage,
Henbære did mit næsten glemde Navn.