↩ thi trohjertigt, uden al Pragt, og selv uden synderlig Velklang, i et lavt, ►mageligt Tonefald er Rimet heel igjennem. Det synes overalt, som jeg i dette Tidsrum var bange for, ved at bruge smukkere Vers, at falde ud af den christelige Sandheds Grundtone, en Frygt, der vel ei heller var saa ugrundet, og er maaskee endnu ikke overflødig. Det er ►vist og saa, at ligesom ►Saga elsker den jævne pragtløse Stiil, saaledes elsker ►og ►Sagakvadet den lavmælede ►konstløse Tone, thi det er og skal jo være en Rimkrønike efter Tidens ►Leilighed. Dog herom dømme man, som man har Lyst, mig glæder det at have ►alt dengang talt de Sandheds Ord om Landets sande Nød og om ►det rette Frederiksværn, samt om 📌Norges Stolthed, der siden er, desværre! alt for klarlig aabenbaret, men ogsaa dybt beskjæmmet af Ham, som staaer de Hoffærdige imod og giver de ydmyge Naade. Det glæder mig at have talet ►saa om 📌Norge, paa en Tid, da de Fleste lode sig af Ord indbilde, at det gamle Broderskab imellem 📌Dannemark og 📌Norge bestod ►end i sin fulde Kraft, paa 292en Tid, som Mottoet peger paa, Nordmænd vare mine bedste Venner i 📌Dannemark, og just i samme Aandedræt, som jeg forkyndte mit store lyse Haab om 📌Norges ►Høiskole, et Haab, der saa langt fra at nedslaaes af de Tidens Storme, der nu have rystet Bjergene, netop under dem, men ogsaa under Troens Skjold, groer og grønnes og knoppes, og vil snart udspringe i en Blomst, som skal lære Verden, at mit Haab havde Rod som duede. Det maa ►saa være, thi hvad jeg siden oftere gjentog, det sang jeg ►alt da til 📌Norge: