↩ 220Vel maatte det i slige Timer falde mig paa Sinde, at død var 👤Morten Luther, den Aand, som gjennem ham oplivede Kirken, bortsvævet, at før kunde Ingen tænke paa at vandre til hans Grav for at komme ham ihu, ei kunde man ønske at give den livløse Steen hans Navn i Gjemme før de hule, klangfulde Stene havde holdt op at velsigne hans Minde og gjentage hans Psalmers hellige Toner. Vel maatte jeg fra ►det høie Stade paa 👤Morten Luthers Grav see store Vidnesbyrd, om hvilken Kraft Guds rene Ord mon eie og kundgjorde i de forbigangne Dage, see den nærværende Tid i sin hele Krøblingskikkelse, stolt i sine ►glimrende Pjalter af sin egen Usselhed og Skjændsel; vel maatte jeg føle en brændende Længsel efter at see det ►kraftige Ord atter vandre paa ►Veirets Vinger, og ►indaande Liv og Mod og Kraft i den døende Slægt, men ►og maatte jeg stande nedbøiet, forsagt, naar jeg spurgte hvorledes? og Intet kunde trøste mig ►uden Tanken om den Guds høie Fred og 👤Jesu Christi Kraft, hvis Spor jeg saae paa Tidens Bølger, uden dog ret at føle dem inden i mit eget Hjerte. Derfor bad jeg Oldingen