►Nytaarsnat
eller
Blik paa Christendom og Historie.
✂ Dersom Nogen af eder indbilder sig, at være viis i denne ⓘ Verden, han vorde en Daare at han kan vorde viis!
✂ 1 Cor. 2.
180Til min Fader
paa
Hans Jubelfest den 5 Decbr. 1810.
✂
Gamle Fader! paa Din Høitidsdag
Maa jeg Dig en Sønnehilsen bære;
Alderen har gjort Dig mat og svag,
Men ei stum til Jesu Christi Ære:
Lavere er vel Din Tunges Røst,
Høiere dog Stemmen i Dit Bryst!
Thi, o Kristen! naar Din Røst mon dale,
Synker den i Hjertets Stemme ned,
Vorder Maalet, som Guds Engle tale,
Sphærers Lovsang i al Evighed.
✂
182Issen krandses af de hvide Haar,
Ei som Snee de Vinteren forkynde,
Men som Sneens hvide Blomst i Vaar,
At for Dig skal Vaaren snart begynde.
Sneeblomst! ja, du ene skal bestaae,
Naar hver Blomst paa Jorden maa forgaa;
Farven er kun Skin af brudte Straale,
Farveløs er Straalens rene Glands,
Og naar Øiet lærer den at taale,
Vorder Blomsten til en Straalekrands.
✂
Hil Dig, Fader, Præst i Luthers Aand!
Med Din Krands og hil Dig med Din Krone,
ⓘ
Naar, udløst af Støvets tunge Baand,
Kæk Du svinger Dig ⓘ
mod Herrens Trone!
Hil Dig, Fader, paa Din Jubelfest!
Thi Du var en sanddru Jesu Præst:
Fræk Du ei med Herren gik i Rette,
Vilde ei fortjene Himmerig,
Derfor Gud vil al Din Skyld udslette,
Salighed af Naade skjænke Dig.
✂
183Jubellærer! paa Din Jubelfest
See, hvor man Lutheri Liig omfører!
Han var Herrens ypperlige Præst,
Men hans Aand i Liget ei sig rører:
Navnet har han, som fra Herren lød,
At han lever, skjøndt han dog er død.
See, hvor de paa Mindestenen hugge!
Den skal reises paa hans Jubelfest,
Med den vil de Graven da tillukke,
Frit bekjende: død er Herrens Præst.
✂
Gamle Fader! Du har tjent saa tro
I halvtredsindstyve Aar til Ende,
Vel Din Sjæl maa længes efter Ro,
For mod Himmel ene sig at vende;
Men før end Du vender Dig fra Jord,
Medens Du kan tale Herrens Ord,
Og fra Altret i Hans Navn velsigne,
Lys Velsignelsen da over mig!
At min Tro de Helliges maa ligne,
Løfte mig til Krist i Himmerig!
✂
184Himlens Herre det allene veed,
Hvad sig i min Sjæl saa stærkt bevæger;
Det dog veed Du, Fader, Herrens Fred
Er det Eneste, paa Jord, som kvæger;
Lys den over mig i Jesu Navn!
Rolig da mod Himlens sikkre Havn
Skal jeg stævne over Livets Bølger,
Lad dem løfte sig med Skum og Brag!
Tryg jeg er, naar mig min Jesus følger,
Lys og Kraft Han er endnu i Dag.
✂
Laurbærkrandsen har jeg beilet til,
Men ei meer jeg tragter den at vinde,
Hvad er vel et borget Farvespil,
Hvad en Krands, som Mennesker kan binde?
Hvad er Kløgt, og hvad er Alt paa Jord
Mod det rene, klare Guddomsord!
Derfor skal min Sang nu ene tone
Til Hans Priis, som steeg fra Himlen ned,
Som os vilde med vor Gud forsone,
Skjænke os en salig Evighed.
Fortale.
✂ Adam syndede, og alle Jordens Slægter i ham, tabt var det rene Gudsbillede, tabt var den klare Beskuelse af Guddommen, forsvundet var Naturens Glands og Harmonie, forsvundet Freden og Eenheden i og omkring Mennesket. Først nu bleve Sjæl og Legeme to, først nu opstod den moralske Strid i Menneskets Indvortes, og den naturlige i Legemet som maatte avle Døden. Det arme Menneske stod i Strid med sig selv og Alt, og skjalv paa det Uendeliges Rand, hvis Dyb hans Forstand i daarlig Hovmod havde meent at kunne udmaale. Dog en Levning af Gudsbilledet lod Skaberens evige Kjærlighed overleve Faldet, paa det at den arme Slægt ei aldeles skulde nedsynke i det Endelige og glemme sit Slægtskab med Guddommen. Denne Levning var ingen anden, end hin forborgne, uden Skriftens Oplysning uforklarlige, Higen ud over det Synlige, som, hvor den var stærkest, blev Poesie. Alle de gamle Religioner, disse matte Stjerner i Natten, avledes af den, og at det 186var af Religionerne alt det høiere Liv, som skinner og glimrer i Oldtiden, udviklede sig, derom vidner Historien, ja tav den og, kunde vi dog indsee at det saa maatte være; thi uden Tro, uden fast Forvisning om det Usynlige, dets Høihed og vort Slægtskab dermed, lader sig ingen Stræben imod det tænke. Ogsaa Videnskaberne fødtes da af Religionen, men disse selvkloge Sønner foragtede snart deres Moder, og selv Poesien, den evig unge Oldemoder, forlod sin aldrende Datter, nedsteg fra sin høie Trone, hvorfra hun havde stirret mod Himmelen og skuet dybt i Livets Hemmeligheder, for i Dalen, med sin velklingende Stemme, at forlyste Jordens sjunkne Børn. Dog her omtaagedes snarlig hendes Øie af Jordens Dunster, dets Lys udslukkedes alt meer og meer, og Blindheden var hendes Død. Hendes selvkloge Ætmænd fældte en tvetydig Taare ved hendes Liig, men maatte snart selv følge hende i Graven. Dette er tilsammen Religions, Daads og Videnskabs Historie i de gamle Tider.
✂ Christus kom, og beviste ved mange kraftige Gerninger, men fremfor Alt ved sin Opstandelse, for den dybt nedsjunkne, tvivlende Slægt, at der er et høiere Liv og en høiere Kraft end Jordens; men Han gjorde Mere, Han fremstillede sig selv som det tabde Guds Billede, som den ny Adam, hvori Menneskene kunde vorde deelagtige, ved i Troen at tilegne sig Ham, Hans Død og Fortjeneste. Da Han opstod af Graven, 187opstod Poesien med Ham, stirrede længselsfuld op mod den Himmelfarne, forkyndte Hans Priis, og stræbde overalt i Tiden og Rummet at opdage Hans Spor og Glimt af hans Herlighed. Dog Videnskaberne, som Kristendommen ei allene, lig ⓘ andre Religioner, avlede, men endog havde helliget til sin Tjeneste, bortkastede alligevel Ærbødigheden for deres guddommelige Moder, og skammede sig ved hendes Ledebaand, som de meente at kunne undvære. Med formastelig Haand stræbde de at nedrive Verdens himmelske Dronning ⓘ fra sin Trone, ja erklærede hende, bespottende, for deres egen umyndige Datter. O I Lærde og Selvkloge! vider at Herren har gjort eders Viisdom til Daarlighed! lad dog den daglige Erfaring lære eder, at Urten, som skjæres fra sin Rod, vel enstund kan føre et sygeligt Liv, men visner dog sikkerlig, lad ⓘ Historien lære eder, at saa gik det altid med Videnskaberne i de forbigangne Tider Eller, have I virkelig Lyst til at forære Verden en Mumie som den alexandrinske?
✂ Det var at forudsee, at Poesien vilde sidst forlade Christendommen, thi den maa dog føle, at dens Hiem er ikke herneden, og at den maa døe naar den ei længere kan tale et himmelsk Tungemaal. Fuld er Skilsmissen end ei i denne Time, men ogsaa Poesien er ⓘ tilvisse besmittet af Tidsalderens jordiske Sind og dens Hovmod, den føler ei det Fornedrende i at male og forgylde Graven med det stinkende Aadsel, 188den vover formastelig at sætte sig selv paa Kristendommens Trone, og lade som om den mægtede at give sin foragtede Dronning Ly og laane hende Glands.
✂ Med Smerte og Skam maa jeg bekjende, at jeg selv, saa fuldt som Nogen, har været deelagtig i denne Forstandens Hovmod, ja at min Brøde vel endog var større end mange Andres. Jeg vil ikke tale om den Tid, da jeg som Tidens Gjenlyd, besmittede Herrens Hus med unyttig og bespottelig Tale om Pligt og Saligheds Fortjeneste, om den dydige Mand, den redelige Sandhedens Lærer, Jesus, som dog ikke tog i Betænkning at udgive sig for andet end han var, og at bekræfte Usandheden ved tilsyneladende Underværker; thi ved den Tid har min Hovmod skammet sig for længe siden. Men i flere Aar har jeg agtet Kristendommen for Guds umiddelbare Aabenbaring ved sin Eenbaarne, og dog har jeg vovet, ret som for at redde dens Sandhed, at spænde den i menneskelig Menings Aag*Fremforalt i min Afhandling om Religion og Liturgi, hvor imidlertid Digteren var adskillige Aar forud for Mennesket.. Det faldt mig endnu stedse for tungt, at tage Fornuften fangen under Troens Lydighed, jeg vilde selv udgrundt hvorfor Kristendommen var sand, og selv da jeg erkjendte Umuligheden heraf, kostede det mig dog Overvindelse, offentlig at bekjende, jeg ei om det Usynlige havde nogen Vished som var 189min egen. Skjøndt Menneskets Fald længe havde været mig klart, og skjøndt jeg ikke vidste noget andet Middel til Opreisning end Christus, forargede hans Forsoning mig dog paa en Maade, fordi jeg ikke kunde finde Noget i min Grublen, som lignede den. Gid dette maa tjene til Advarsel for dem, som tro, at de ere Kristne, naar de dele den falske Ærbødighed for Kristendommens Hemmeligheder, som nogle af de nyeste Filosofer stille til Skue! Ved Guds Naade har jeg nu bøiet min Forstands Hovmod, og nu forekommer det mig ubegribeligt, hvorledes man kan tro, at Christus var meer end et Menneske, og dog ikke tro hans Lære, blot fordi det er Hans, da vi ved at fordre andet Beviis af os selv som Troens Betingelse, forudsætte, at vi ansee os i det ringeste for ligesaa kloge som Han. Dette udelukker ingenlunde Grublen, men bestemmer den blot som en Stræben efter klarere Indsigt i Kristendommen, om hvis Sandhed ingen Tvivl kan være. Saaledes er det ikke allene tilladt, men endog ueftergivelig Pligt for de Kristne, at drive Kundskaben i de døde Sprog, om Naturens og Historiens Hemmeligheder, til det høist mulige Trin, kun at alle disse Videnskaber træde villig i Kristendommens Tjeneste, thi naar de ville staa ved sig selv og dyrkes for deres egen Skyld, da er det jo klart at de ere Afguder, den menneskelige Hovmods besmittede Børn, der lede deres Dyrkere og alle Ubekræftede bort fra den Korsfæstede, og, efter hans eget Udsagn, fra Salighed. At min Synspunkt for Poesien i sine adskil190lige Skikkelser, er ligedan som den for Videnskaberne, er følgeligt, og naar den forstod sig selv, vilde den ei vægre sig ved at hvile i Kristendommens Skygge; thi ene derved vinder den det høie, guddommelige Præg, selv de Vanhellige og Vantro maa beundre, skjøndt de maa blive sært tilmode ved at spørge sig, hvorfor? Med denne Vished vil vel Ingen mene, at jeg i nærværende Tidsalder kan vanke rolig om mellem det gamle Nordens Kjæmpeskygger. Nedkaste mig i den brusende Strøm, det maa jeg, henrive mig mægter den ei, ⓘ men om den skal lukke sig over mig, derfor raader den Evige. Paa Randen af det bundløse Svælg, mod hvilket Tidsalderen blind fremhaster, der vil jeg stande, jeg vil udspænde for den sit eget Billede og ved Siden vil jeg stille to luende Blus: Herrens Ord og de forbigangne Tiders Vidnesbyrd. Kalde og varsle i Herrens Navn, det vil jeg, saalænge Han forlener mig Kraft og tillader mig at opløfte Røsten; thi Hans er Magten og Æren i al Evighed!
✂ Dette var egenlig ingen Fortale til ⓘ efterfølgende Smaadigte, men ⓘ udgjør meget mere i Forening med dem Fortalen til mit følgende Liv. Nu til Slutning et Par Ord om Digtene. De vare bestemte til en af mig besørget Nytaarsgave, men da der baade fattedes Tid og Rum, fandt jeg det ogsaa ret passende, at udgive dem for sig selv. Deres Hensigt er umiskjendelig, og jeg skulde vel ikke tro, det kunde falde Nogen ind, at beskylde mig for at have vanhædret nogen Skjoldung, 191ved at sige, som Sandt er, at alt eftersom Kristendommens Lue slukkedes i Hjerterne, sank Riget dybere til Vanmagt. Digtet selv maa vise, hvor langt jeg er fra at tilregne Kongerne Folkenes Brøde, og Ingen kan fuldere end jeg være overbeviist om, at en Konge maa bruge sit Folk, som det er, efter Øieblikkets Trang, omskabe eller gjenføde det mægter han ei, det kan Religjonen allene. O! gid jeg kunde dybt indpræge denne Overbeviisning hos hver Dansk, thi da vare vi frelste, da skulde ethvert ligesaa daarligt, som landsforrædersk, Knur mod Konge og Regjering, bortvige, vige bort til hine Vilde, som bande deres ⓘ Husguder, naar Uheld ramme, til hine Blinde, som med Glæde lade Sjælen forgifte, og dens inderste Marv udsuge, men slaa deres Konger ihiel, naar de udskrive Skat! O gid dog Enhver, som fristes til saadant Knur, vilde gribe i sin egen Barm, og spørge sig selv oprigtig om han er villig til at opoffre Liv og Gods for Fædrenelandet; thi paa Svaret skal han mærke, hvad der er Skyld i Nøden, mærke, at dersom vi ei selv fatte et andet Sind, da kan ingen Konge, da vil Gud ikke hjelpe os.
✂ Valkendorfs Collegium, den 31 Decbr. 1810.
Livets Æbler.
✂
En Viv haver Bragur saa deilig og fin,
Som Skjaldene om monne synge:
Idunna hun vogter de Æbler i Skrin,
Som Aserne kunne forynge.
De ere at ligne ved Skjaldskabets Id,
Det Svundne, som stod i den nyfødte Tid,
I Skjaldskab end tykkes at leve.
✂
De Aser dog bleve saa gamle og graa,
De sjunke i Graven hin mørke,
De Æbler de kunde ei længer ⓘ
forstaa
ⓘ
At give dem Ungdom og Størke;
Men Skyggerne kan de end trylle os frem,
Saa vi kunde skue og agte paa dem,
Hvad Størke i Livet dem fulgte.
✂
193Alt saa, som det monne med Aserne gaa,
Saa mon det med Fædrene gange,
Af Graven de kunne ei mere opstaa,
Ei vækkes ved galdrende Sange;
Men alt som de ginge og stode paa Jord,
Maa Skyggerne komme paa Digterens Ord,
Omvandre i Verden saa vide.
✂
De Jotuner havde en Klogskab saa ond,
Som Skjaldene end monne siunge,
Det skar dem i Sindet saa mangelund,
At Aserne bleve saa unge:
De Æbler dem vilde de stjæle med List,
Da maatte de Guder dog ældes forvist,
Men Jotuner leve og vinde.
✂
Nu Loke henganger for Idun at staa,
O, hør du mig, Kvinde hin fine!
Et Træ har jeg fundet og Æbler derpaa,
De ere fuld bedre end dine,
Og vil du mig følge i Morgenens Stund
Da skal du dem skue saa fagre i Lund,
Da kan du med dine dem ligne.
✂
194Idunna hun ganger med Fristeren ud;
Han monne med hende bortflyve,
Og nu skal du vorde en Hrimthussebrud,
Ei længer mig lyster at lyve,
Nu ere de Æbler i Jotuners Vold,
Saa ung og saa deilig hver Tusse og Trold
Omspringer paa Fjeld og i Dale.
✂
De Æbler maa lignes ved Skjaldskabens Id,
Hun sidder i Gudernes Sale,
Derfra mon hun lokkes af Kløgt og af Vid
Til Jordens de taagede Dale,
Selv Urten, som stander af Edder saa tung,
Da tykkes for Øiet saa fager og ung,
Oplivet af Skjaldskabens Aande.
✂
Nu fnyse de Aser af Vrede og Sorg,
Som Skjaldene end monne sjunge,
Dem glæder ei Livet i herlige Borg,
De gjøres saa gamle og tunge,
Omlynet af Sværdene Fristeren staaer,
Han tvinges at flyve til Jotuners Gaard,
Idunna til Asgaard at føre.
✂
195I dette allene ei Skjaldskabens Id
Til Æblerne fagre er Mage,
Nedlokke kan hende vel Klogskab og Vid,
Men aldrig hjemføre tilbage,
Hun Giften i Helvedes Urten gjør sød,
Hun borger dem Liv, men betales med Død,
Saa lønner al Helvedes Yngel.
✂
Et Æble af Livsens det hellige Træ,
Har Christus til Jorden nedbaaret;
Naar Kjærnerne voxe, da modnes i Læ
Og Æblet, som Kløgten har daaret.
O herlige Æble, som Kristus nedbar!
Det evige Liv i sit Inderste har
Enhver som det undes at smage.
✂
Det Æble i kosteligt Skrin er nedlagt,
Det Jotuner kunne ei bruge,
Dog Skrinet de stjal fra den sovende Vagt,
Og monne derover nu ruge;
Et andet de satte udsmykket saa rigt,
Det tykdes saa fagert, det tykdes saa ligt,
Men Æblet er ikke derinde.
✂
196O Brødre! o vaagner, o vaagner dog brat!
Mens Glimt er af Dagen at skue,
Thi ellers der kommer en sørgelig Nat,
Da kan vi kun sukke og grue,
Da spøge de Gjenfærd ved Midnattens Stund,
Og hvor vi opvaagne af rædsomme Blund,
Der var det vist bedre at sove.
✂
O lader os kjæmpe for Frugten saa sød,
Og Korset til Banner fremholde!
Et Korstog allene kan frelse fra Død,
Et Korstog mod Jetter og Trolde.
De hyle, de flygte, naar Korset de see,
Og ikkun i Hulen som Djævle de lee,
Men Seier de aldrig kan vinde.
✂
Vel er det om Christi den hellige Grav
Vi skulle med Hedninge stride,
Dog kalder os Korset ei vidt over Hav,
Vi maa det vel alle nu vide:
At Herren er nær, hvor vi gange paa Jord,
Og haver sit Tempel i Syd og i Nord,
Hvor efter ham Hjerterne længes.
✂
197De Vantro de bygge os selv udi Bryst,
To Høvdinger føre den Skare,
Dem tjener hver Sands og dem tjener hver Lyst,
Selv Aanden er i deres Snare,
Den ene har visselig Hovmod til Navn,
Den anden som Løgner sig kalder vort Gavn,
De Høvdinger ere saa onde.
✂
O Brødre, o lader os agte det vel,
Hvad gavner det os om vi vinde
Al Verden, men tabe det evige Held,
Som ei er i ⓘ
Verden at finde?
Kan Hovmod os frelse fra Synd og fra Død?
Kan Hovmod udslukke den evige Glød?
Kan den os med Herren forsone?
✂
O lader os vandre til Gravene ind,
Hvor Fædrenes Aander omsvæve,
Der bøies maaskee det hovmodige Sind,
Saa Troen sig mægter at hæve.
Og fange vi Tro paa den Helliges Navn,
Da snarlig vi mærke hvad os er til Gavn,
Og Æblet tilbage vi vinde.
Sorø Kirke.
✂
Høie, lyse
Guddomsbolig!
Under din den stolte Bue
Andagt maa i Hiertet lue;
Mangen slummer her saa rolig,
Som i den forgangne Tid
Rørte sig her i vort Nord,
Vældig i den skarpe Strid,
Kløgtig i det stærke Ord,
Hellig for dit Alterbord.
✂
Men hvad er det, som Øiet hist mon skue?
En Vaabenkrands alt under hvalvte Bue
Omringer Muren med sit Farvespil;
O, hvilken Slægt er fundet værdig til
At glimre saa paa Helligdommens Tinde,
Og leve der i evigt Helgenminde!
199Foruden Skjolds af Slægter jeg ⓘ
kun een
I Danmark veed, som værdig var den Ære
At eie slig udhulet Bautasteen,
O, mon det ei de Hviders skulde være?
Jo, den det er, og den det er med Ret;
Thi hvor er Slægten, som i Seklers Række
Kan ved sit Navn saa stolte Minder vække,
Som blev saa seent af Hædersgangen træt?
✂
O, Jomsborgs Høvding, Kjæmpe uden Mage
Ei dine Been er’ gjemt i viet Jord,
Dit Liv indfaldt i hine tunge Dage,
Da Christ og Odin kjæmpede i Nord,
Den svundne Tid, den vilde du gjenføde
Og Liv igjen indtrylle i det Døde,
Men kun forgjæves var din blinde Daad.
Her stander jeg i andre tunge Dage,
I Hjerte vist, men ei i Kraft din Mage,
Og grunder dybt paa Herrens skjulte Raad.
Det Hellige, som dig og Odin overvandt,
Det ligger nu saa sygt og døende i Norden,
Ak, evige Forbarmer! er det sandt,
At ei det Døde kan igjen opstaae paa Jorden,
Saa brist kun Hjerte i et Krampeslag;
Thi svundet er da Jordens sidste Dag.
200Kan Herren vel en Søn paa ny til Jorden sende,
Som kan nedslagne Blik mod Himlen atter vende;
Ak nei, det er forbi, det haaber ikkun Daaren,
At stige skal til Jord en ny Eenbaaren.
Dog, Hjerte! stands med dine Rædselsskrig!
Veed du det ei, at Christus seierrig,
Som de Opstandnes første Grøde,
Opstanden er med Ære fra de Døde?
Mon eengang kun af Graven han opstod;
Opstod han ei i Kristnes Martyrblod,
Som randt for Korsets og for Gravens Ære?
Opstod han ei, da Luther kjækt oplod
Det blinde Øie for hans sande Lære?
Lad Tiden da sin Kundskabs tunge Steen
Kun fræk henvelte over Jesu Been,
Og fast den binde med Forstandens Seigl!
Lad den kun gange med sig selv i Pagt,
Og Mand ved Mand om Graven holde Vagt!
Det hjelper ei, naar Englene nedsvæve;
Da Vægterne skal fly, thi de maa bæve,
Da Stenen skal sig høit mod Himlen hæve,
Og straalende den Jordede opstaaer,
Da Slægter skal igjen paa Jord fremtræde,
Som den, hvis Støv og Fald vi her begræde;
Som Skjalm, og som de Tvillinger i Aand,
Som Esbern Snare og som Absalon.
✂
201Saa hvile sig da under denne Steen
Nu Absalons de trætte Helgenbeen,
Det er da ham, hvis Billed her man præged,
Det er da dig, hvis Daad mig saa bevæged!
Saa staaer jeg nu da for den Ædlings Grav,
Som tidlig mig den Følelse indgav,
At det er stolt, at være født i Norden!
Ja, klart jeg dig i Lignelsen kan skue,
Som om din Aand til Kroppens Hvilested,
En føie Stund i Dæmring svæved ned.
I Øiet seer jeg Kraft og Fromhed lue;
Thi Søn du er af Christ og gamle Nord,
En Gjord er spædt om dine stærke Lænder,
Og tunge Sværd nedhænger fra den Gjord;
Med det du slog til Jord de grumme Vender;
For dette Sværd fra Tempelbænk nedfaldt
Hver Stok og Steen som var en Guddom kaldt;
Det samme høit du op i Luften bar
Dengang du slog til Konge Valdemar.
Din Stav – o see, den er jo søndersprungen,
Da Bisper stred mod Fædreland og Kongen,
Da Danmarks Hæder sank i mørke Grav,
Da knuged du saa haardt din Bispestav,
At Stenen selv isønder maatte springe.
Med Kraft den Stav du som et Septer førte,
Da Lov du gav mod Synd og Overvold,
202Med den det var, du Saxos Øie rørte,
Med den opmaned du den svundne Old.
Ja, Ædling, naar ved Valdemarers Minder,
Og naar ved dit opblusse mine Kinder,
Naar Øiet funkler ved en stor Bedrift,
Som du lod præge i den faste Skrift:
Og naar i Gru jeg gyse maa og blegne
Ved Tanken om, at var din Saxo ei,
Da maatte jeg, forvildet, uden Vei,
Omvandre her i Fædrelandets Egne,
Da knæler jeg med Tak for Ham som gav,
I Haanden dig en hellig Bispestav;
Ja laa din Steen for høien Alter end,
For Gud jeg nu nedknælede paa den.
Saa er da Alt i haarde Steen indpræget,
Hvorved dit Liv mig har saa dybt bevæget!
Nei Kaaben ei, hvorpaa i Roeskild hviled,
Den svegne faldne Knud, da i dit Venneskød
Han rørt sin Aand opgav, og end i Døden smiled.
At præges udi Steen, dertil var den for blød,
Men derfor dog dens Minde vist skal vare,
Saalænge gjævt og stolt det er i Nord
I Vennenød at glemme egen Fare.
Saa sov da sødt i hellig Kirkejord,
Du Støv af ham, som pryded Land og Kirke!
Det under dig vel dog forkeerte Old,
203Der stormer mod de ⓘ
Døde blind og kold,
Som det var dem, der Landfarsoten virke.
✂
Hil være dig, udhugne Dannerkonning!
Uroligt var dit Liv, nu har du Fred,
Ei driver Geert dig meer fra Land og Dronning,
Thi ogsaa han i Graven lagdes ned.
For store Kjæmpeværk han Jylland tog i Pant,
Der søgte han sin Løn, der ogsaa den han fandt.
Christoffer! ja, et Offer var du vist,
For den i Nord vanhelligede Christ,
Din Stoel hartad du fløtted fra dit Rige
O, tungt for dig og Dannemark tillige!
Naar Herrens sande Frygt fra Tronen maa nedstige,
Og naar fra Altret selv den nødes til at vige,
Da kommer saadan Tid, da maa en Konge bøde,
Ei for sin egen blot, for hele Rigets Brøde.
Saa rind da Taare for det arme Rige,
Men rind kun for den svage Drot tillige!
Og rind for Sønnen, som de stærke Been
Nu hviler hisset under tunge Steen!
Thi Saga det med Smerte vidnet har,
Ei atter Dag det blev med Valdemar;
Saa vakler ei ved Dag en Konges Trone,
Saa raader ei vantrevne Kræmerflok,
Ved lyse Dag for Dannerkongens Krone,
204Ja, kan vel List og onde Rænker taale,
At skinnes paa af Solens klare Straale?
Her fordum hun, den kloge Dannekvinde,
Som det sig burde, mellem Frænder laae,
O! var du her endnu i Rad at finde,
Og kunde fra de Døde du opstaa,
Et sanddru Vidnesbyrd du skulde da frembære,
Om det var Dannemarks og Norges Kraft til Ære,
At saa du bøded med en konstig Haand
Den nye Klud paa gamle Klædebon,
Om Kvindekløgt og Banghed udi Sind,
Hvad heller Kraft det var, da i dit Rige
Med stor Besvær du murede dig ind,
At Tyve ei sig skulde der indsnige
Ved Nattetid; thi kun naar Folket sover
Den rædde Tyv sig ind i Huset vover.
✂
Nu, sover vel, I gamle Kongebeen!
Jeg stride maa forbi den sidste Steen,
Som Saga taus og grundende tillige;
Tredobbelt, Olaf, var din Slægt, dit Arverige,
Tredobbelt Slægt med dig i Graven maatte stige.
✂
Men hvem er du, som stander der allene?
Mig tykkes ret saa spottende du leer
Ad Kjæmperne og deres Mindestene,
205Det er fordi du kun paa Skraa dem seer.
Hvi blev du ei imellem dem herinde?
Om sjeldne Daad jo vidner dog dit Minde,
Og Altret kan du i din Krog ei see!
Ak, er det dig, du Paarses store Digter,
Som nødte os til Kjæmper at belee?
Ei for din Daad ukyndig jeg dig sigter
Jeg veed den Punkt, hvorpaa din Alder stod:
Den Lærde grandsked i de gamle Skrifter,
Ei glødende ved Hedenolds Bedrifter,
Men æresyg og under Ferlesang;
Paa saadan Færd kun findes hvad man søger,
Og ikkun Ord han fandt i gamle Bøger;
Han pløiede Homerers Heltesang,
Og sanked Fraser i den aabne Fure;
En Cicero, Ovid, Horats, Virgil
Han læste for at gjøre klassisk Stil.
Om hver en Pind i Oldtids Fuglebure
Man trættedes paa godt og slet Latin;
Men Fuglen selv, som sad og sang derinde,
Og Æggene, som laa i gyldne Skrin,
Dem fandt man ei, dem kunde man ei finde,
Saalænge man end fra Olympen ei
Til Herrens Himmel havde fundet Vei.
Saa Oldtids Glands er skjult den Dag i Dag
For hver som seer i Guder kun Bedrag;
206Thi ret som intet Folk var meer end sine Guder,
Saa er det og for os ei mindre eller meer,
End sløve, lyse Blik i deres Guder seer.
Dit Øie, Holberg, for hver Hedningold
Fik, som din Tid, og du fra dine Fædre,
Dem fried Luther fra Afguders Vold,
Og Hedningguder kunde de ei hædre.
Men Blikket, som din Tid dig gav for Heltedaad,
Fra eders Fædre det I arved ingenlunde,
Det hvasse Sværd hos Jer var blevet til en Braad,
Med den I stak, da ei med det I hugge kunde.
Saalænge Christi Aand var over Stat og Kirke,
Saalænge Danmarks Folk saamangen stor Bedrift
Ved Jesu Christi Kraft end mægtede at virke,
Var Øiet og opladt for Daad i gammel Skrift,
Var det og deres Lyst at digte og at skrive
Om Heltefærd og Daad paa gammel nordisk Viis,
At til Exempel det for Sønner kunde blive,
At ingen Helt saa gjæv forlorede sin Pris.
✂
Dengang ved Svarteraa de første Lutherdrenge,
Med Gudsfrygt udi Sind, med frit og freidigt Mod,
Afskurede den Rust i Svenskens Hjerteblod,
Som havde sig indædt i Danmarks Sværd saalænge;
Da aabnedes igjen de gamle Kjæmpehøie,
Da kom det saa, da maatte det sig føie
207At Snorro! du, og Saxo! af jer Grav
Igjen opstod og ⓘ
tog jer Vandringsstav,
Og gik i Land omkring, saagodt I Gamle kunde;
I snakkede nu Dansk paa Jeres Sønners Viis
Med hver en Adelsmand, hver Rosenkrands og Friis,
I gjæsted, hvor I kom, hver Borger og hver Bonde,
Og satte Jer paa Bænk for Enden af hans Bord
Og glæded ham i Sind med Jeres snilde Ord.
Da var det og at du, vor store Christians Moder!
Da Tyge du engang besøgde paa hans Hveen,
Med Mester Anders om de gamle Syngenoder
Saa ivrig skifted Ord, som om en Ædelsteen
Med Straaleglands der sad i hver en gammel Tone,
Og du dig ønsked den til Smykke i din Krone.
Du fik dem, deelte ud til Frøkener og Fruer,
Paa gammel Dronningviis, og du endnu dem har;
Thi Stads saa gammeldags er ei for vore Fruer.
Kun for at smile af hvad Oldemødre bar,
Vi gjemme dem endnu, de gamle Kjæmpeviser,
Som ikkun Kjærlighed og Mod og Troskab priser,
Saadan som de saae ud i gamle Arilds Tid;
Thi gamle Arild sad just i de samme Dage
Og sanked paa Dragsholm med sindrig Kløgt og Flid,
Hvad der af Sagn og Skrift om Danmark var tilbage.
Da fjerde Christian ved Calmar stred og vandt,
Der Dannebrog igjen sig løfted under Ø,
208Da Kjæmpen Frederiksborg opvoxte udi Sø,
Da Grønland Lindenov og Edda ⓘ
Brynjulf fandt;
Da fandtes og en Mand som kunde sjunge
Om slig Bedrift, og medens Arbo sang
Med hellig Aand om Skaberværkets Gang,
Da rørte du, Lyskander, kjæk din Tunge
Om Verdens Herrers Værk; det bedre du forstod,
End dem at elske op af Danmarks Kongerod.
✂
Nu nærmed Svensken sig til Kjøbenhavn,
Den stod som Adelsmand og vandt sig Adelsnavn;
Men skjønt det end var Dag, var det dog blevet silde.
En større Frændeflok alt havde Anders Bilde,
End, danske Præstemand! du store Henrik Gerner;
Men derfor og din Daad var større end din Sang.
O, brave Syv! hvad hjelper det du værner
Saa trofast om det gamle Dannersprog,
Som du fra Stevns saae dine Juler værne
I Kjøgebugt om gamle Dannebrog?
Seer ⓘ
du Torfæus hist! Han bryder nu sin Hjerne,
For som Stephanius, og Vorm, og Bartholin,
At grave ned igjen, hvad der er nys opgravet,
Begrave Nordens Sagn og Saga i Latin.
✂
En Røg saa gloende jo stiger hist af Havet,
Og i den klarlig seer jeg Danmarks røde Flag,
209Det vaier stolt paa store Høitidsdag;
Herr Sehsted har en Søn sig avlet under Ø,
Som har det store Kaar, at han skal aldrig dø;
Det svor du Sorterup til Gud og Fædreland;
Jeg har den faste Tro, at Eden vorder sand,
ⓘ
Sønnen har paa danske Bølger vandret,
Skjøndt han sit Navn, som Tiden, har forandret;
Han først hed Tordenskjold, han sidst hed Villemoes.
✂
O Sorterup! din Alders sidste danske Mand,
Som digted høit og kjækt om Danmarks Helteroes
Saa sorrigfuld du stod i sjunkne Fædreland,
Begreb det ei hvorfor kun Viser om Krysilles,
Som blødne meer end skjærpe Mandemod,
Om Paars og Synderen, som maa for Bøddel stilles
I Danmarks Egelund sig mærke, høre lod;
O hørte du da ei fra Skaane høie Rygte
Om Dannerhæren, som for Stenbuk maatte flygte;
O, føelte du det ei, alt Gammelt var forbi,
Den gamle Christendom, og Kraft og Poesie?
Ja, Christus selv ei meer i Straaleglands
Saa herlig stod for Sjælens Skuesands,
I tvende Sekler dæmpet var den Lue,
Som Luther tændte under Himlens Bue.
Ei til Bedrift var Tiden længer dygtig,
210Og, Holberg, du var til dens Færd for stor.
Hvad var tilovers da? kun det at spotte kløgtig,
Med Sorgen dybt i Sind at mæle Latters Ord.
Saa tro da ei, du Martyr, jeg er blind,
For hvad du var, og hvad du maatte være,
Nei ikkun da jeg harmes udi Sind,
Naar sløve Flok vil skoggre dig til Ære,
Som mindste Glimt ei af din Aand kan see,
Som mener fræk, dit Maal kun var i Livet,
Hvad deres er, at nyde og at lee!
Et andet Syn af Herren mig blev givet;
Jeg veed det vist, at hver en kraftig Aand,
I sig forener Alt, hvad i hans Tid og Folk
Der findes vidt adspredt, i Enkelthedens Baand;
Saa var og du din Tids, dit Nordens sanddru Tolk;
Men det, som med sig selv Forening kun kan avle,
Det ubekjendte Tal paa Aandens Regnetavle,
Det genialske Blik var Herrens og dit eget.
✂
Saa skal jeg da forlade dig saa rolig,
Du underfulde, lyse Guddomsbolig?
Ja, rolig vel: thi nu for vist jeg veed,
At Christus lever i al Evighed;
Men dog med Taarer i det vaade Øie;
Thi hvilken Dansk kan stande her urørt?
211Paa hvilken Dansk kan Øiet blive tørt
Ved Valdemars og ved Christoffers Leie?
Vel Dannekongers Been sig hvile andensteds,
Ja ligge hist og her end tættere i Kreds;
Men! Sorøs Guddomshus! det var dog kun i dig
At Fædrene begrov det hele Danmarks Liig.
Fra Leire kun til Roskild Harald flytted,
Og Kongehøi med Kirkejord ombytted;
End Danmark straaled i sin fulde Glands,
Og trende Riger gik om Knud i Dands.
Fra Estrids Søn til store Valdemar
En Kløft heel dyb der er at overspringe,
I Roeskild ligger Svend, i Ringsted Valdemar,
For gamle Danmarks Liig begyndte det at ringe.
Den anden Valdemar man Seiernavnet gav,
Han planted røde Kors ved gamle Danmarks Grav.
Som Frodes, Liget blev end ført omkring enstund,
Indtil det her nedsank i Sorøs Kirkegrund.
Dog, slig en Kjæmpe ei saa snart kan rolig sove,
Som Gjenfærd see vi ham endnu engang sig vove,
Ved Midnat op af Grav og kaldes Valdemar,
Han gaaer som det var Dag, og som ei død han var;
Dog Døden rædsom, mørk, i Øiet malet staaer.
Der Timen er forbi, igjen i Grav han gaaer,
Og kun forgjæves vil en trolddomskyndig Vole
Ham mane op igjen paa trende Kongestole:
212Han kommer som et Barn, som hellig Olafs Skygge,
Kun for at i sin Grav trekronet han kan bygge.
✂
Nu længe vi i Kirken have dvælet,
Det Døde til os Levende har mælet
Om nære Frændskab i den svundne Tid
Imellem Tro og Sang og kraftig Id.
Det samme vil og vore Ætmænd finde;
O lader det ei gange os af Minde!
Dog stille! end det Døde til os mæler,
En hellig Aand det døde Malm besjæler:
O hører ⓘ
ei I hvad det er som toner
Fra Hvælvingen? det er om vor Forsoner.
Ved Midnatstid, da blev vor Frelser født,
Til Verdens Trøst, som ellers var forødt.
O gid I dette Ord i Hjertet vilde gjemme,
Da maatte frit hvert andet I forglemme,
Thi kun i Ham der gives Salighed,
For alle dem der af Hans Fødsel veed.
Julesang.
✂
Op, alle Christne! stemmer i!
Om Christus vil vi sjunge,
Med Sjæl og Hjerte sjunge vi,
Alt som med Mund og Tunge,
Og prise Herrens Kjærlighed,
Som sendte os fra Himlen ned
Sin elskede Eenbaarne.
✂
Naar saae man før det Underværk,
At Stjerner maa nedskride,
Og Soel opgaae saa klar og stærk
Ved dybe Midnatstide!
O Midnat! lysere du er
End nogen Dag med Straaleskjær
Fra Verdens første Morgen.
✂
214O Foraarssoel! din Magt er stor,
Naar Sneen du mon smelte,
Du løser ud den fangne Jord
Af Isens haarde Belte;
Alt paa din Straales Vennebud
Af Kvisten springer Knoppen ud
Og Blomsten op af Jorden.
✂
Dog aldrig med den Vintersoel
Du vove dig at maale,
Som klar, da Midnatshanen gol,
Opgik med gyldne Straale!
Kun Billed er din stolte Pragt,
Kun Skygge er din store Magt,
Af den, af Kongesolen.
✂
Alt som et Liig foruden Aand
Var Jorden at beskue,
I Satans Mørke, Syndens Baand
Den svarlig maatte grue:
Ei voxte nogen Blomst derpaa,
Thi Dødens Iis den knuged saa,
At Intet spire kunde.
✂
215Da kom du, Soel, o Jesu sød!
Dig fulgte Guddomsstørke,
Med den du Syndens Lænker brød,
Adsplitted Satans Mørke,
Og Dødens Iis saa stærk og kold,
Den onde Fjendes Herreskjold,
Du med din Straale smelted.
✂
Slet ingen Vraa er nu saa mørk,
Du den jo kan oplyse,
Saa vildsom er slet ingen Ørk,
At Vei du jo kan vise;
Saa lys er ingen Kongehald,
Saa lys er ingen Hjerneskal,
At de dig kan undvære.
✂
Saa skin da, gyldne Soel saa klar,
Foruden Aar og Alder!
Din Straale og den Størke har,
At Blomster den opkalder;
Thi Kjærlighed og Haab, og Tro,
Det er den Blomst, som nu mon gro
Trefoldig, høit mod Himlen.
✂
216Den Blomst, som paa dit Bud opkom,
Ei Mage her kan finde,
For Hjertet er den Lægedom,
Den visner ingensinde,
Og hvo den først beskuer ret,
Han af det Syn ei vorder træt,
ⓘ
For han i Graven synker.
✂
Naar Iis optøes af Solens Glød,
Den vorder frugtbar Væde,
Saaledes maa nu og vor Død
Forvandle sig til Glæde;
Thi Tro og Haab, og Kjærlighed
Opgroe til Liv og Salighed
Af Dødens løste Vande.
✂
Saa hav da Tak, o Herre from,
For Lys og Blomst tillige!
Fordi du som en Frelser kom
Til faldne Jorderige!
O lad os paa din Fødselsfest
Dig takke, som du takkes bedst,
Ved Tro i rene Hjerter!
✂
217Og, Frelser, naar saamangengang
I Midnatsmulm vi vanke,
Forført af Lysters Trolddomssang,
Forvildet af vor Tanke;
O, fødes da hos os paa ny!
Forsmaa ei Hjertets ringe Ly!
Tilgiv hver daarlig Tanke!
✂
Ja, derfor du, o Frelsermand!
Dig lod i Krybben lægge,
Imellem Dyr med Uforstand,
Alt inden ringe Vægge.
Dit Tegn det var i svundne Tid
Hvergang du dig gjenfødte blid;
Du altid saa vil fødes.
Tillæg.
✂ Det er ingenlunde ►Uskjels at disse Blik paa Christendom og Krønike føre Navn af ►Nytaarsnat, thi dette Ord udtrykker i alle Maader deres Vilkaar. Først er det ►aabenbart at denne lille Bog er skrevet og udgivet paa Grændsen ►af mit Levnets tvende ►Aar, det saae jeg dengang allerede, og sagde derfor at dens Fortale var ei saameget Fortale til de efterfølgende Riim, som, tilligemed dem, Fortalen til mit følgende Liv. Men just heraf følger en anden Lighed mellem Nytaarsnat og denne Bogs Indhold, thi som mit ►Stade var, ►saa var mit Syn. Det er en gammel Troe om Nytaarsnat, at alle det tilkommende Aars Hændelser lade sig i den ►forbilledlig tilsyne, men i saa forblommet Skikkelse at der skal ►egne Øine til at see de fleste og en ►egen Konst til dem at samle og udlægge; det er nu ikke Timen her at sige, om ►og man vidste, hvad jeg ikke veed, Beskeed om hvad det gamle Ord kan have i og paa sig, men det er ►vist, at der er i Menneskens og allermeest i Skjaldens Levnet slig en Nytaarsnat, da Livets Billede staaer dunkelt for hans Øine, i mangfoldig Skikkelse, og rører ham ►heel underlig, og er han Skjald saa han kan ►ret indbilde sig de Syn og afbilde dem i Ord og Toner, da kunde ►og et ►opladt ►Søndagsøie saa ⓘ nogenlunde gjætte sig til hans Bedrift, saavidt den maatte ►rimeligen følge, thi det kunde Ingen just saa lige vide om hans 219Levnet vilde ►sande, ►hvad han førde i sit Skjold. Nu mener jeg, at ligesom den lille Bog er skrevet i en Nytaarsnat, saa er den selv en saadan, og for mit Øie staaer i den et ►underlig forsamlet Billede af hvad jeg var og hvad jeg er, af hvad jeg gjorde og af hvad jeg ►haver end tilbage; men at ei dette stod mig klart for Øie, imens jeg selv stod i den stjerneklare Vinternat, det kan man vide ogsaa deraf, at det da havde været mig umuligt at tale og at ►siunge saa.
✂ Bogen begynder med en lille Sang til min gamle Fader, som blev ►Jubellærer i de samme Dage og var en af de faa ►overblevne Guds Ords Tjenere, som var Præst i 👤Morten Luthers og de gamle Dages christelige Aand, og mens jeg stirrede paa ►Sølverkrandsen om det gamle Præstehoved, da maatte Øiet sagtens see et Glimt af den usynlige Guldkrone i det Høie, og ►kjedes ved al Verdens ►forfængelige Væsen, ja selv ved Laurbærkrandsen og det tomme ►Gjøgleværk som Verden gav Udødeligheds Navn, og Tungen maatte ►sjunge;
✂
►Laurbærkrandsen har jeg beilet til,
Men ei meer jeg tragter den at vinde,
Hvad er vel et ►borget Farvespil,
Hvad en Krands, som Mennesker kan binde,
Hvad er Kløgt og hvad er alt paa Jord
Med det rene, klare Guddoms Ord?
Derfor skal min Sang nu ene tone
Til Hans Priis, som steeg fra Himlen ned,
Som os vilde med vor Gud forsone,
Skjænke os en salig Evighed.
✂ 220Vel maatte det i slige Timer falde mig paa Sinde, at død var 👤Morten Luther, den Aand, som gjennem ham oplivede Kirken, bortsvævet, at før kunde Ingen tænke paa at vandre til hans Grav for at komme ham ihu, ei kunde man ønske at give den livløse Steen hans Navn i Gjemme før de hule, klangfulde Stene havde holdt op at velsigne hans Minde og gjentage hans Psalmers hellige Toner. Vel maatte jeg fra ►det høie Stade paa 👤Morten Luthers Grav see store Vidnesbyrd, om hvilken Kraft Guds rene Ord mon eie og kundgjorde i de forbigangne Dage, see den nærværende Tid i sin hele Krøblingskikkelse, stolt i sine ►glimrende Pjalter af sin egen Usselhed og Skjændsel; vel maatte jeg føle en brændende Længsel efter at see det ►kraftige Ord atter vandre paa ►Veirets Vinger, og ►indaande Liv og Mod og Kraft i den døende Slægt, men ►og maatte jeg stande nedbøiet, forsagt, naar jeg spurgte hvorledes? og Intet kunde trøste mig ►uden Tanken om den Guds høie Fred og 👤Jesu Christi Kraft, hvis Spor jeg saae paa Tidens Bølger, uden dog ret at føle dem inden i mit eget Hjerte. Derfor bad jeg Oldingen
✂
Medens du kan tale Herrens Ord,
Og fra Altret i hans Navn velsigne,
Lys Velsignelsen da over mig,
At min Tro de Helliges maa ligne,
Løfte mig til 👤Christ i Himmerig:
✂
221Himlens Herre det alene veed,
Hvad sig i min Sjel saa stærkt bevæger,
Det dog veed du, Fader! Herrens Fred
Er det Eneste paa Jord, som kvæger,
Lys den over mig i 👤Jesu Navn!
Rolig da mod Himlens sikkre Havn
Skal jeg stævne over Livets Bølger,
Lad dem løfte sig med Skum og Brag!
Tryg jeg er, naar mig min 👤Jesus følger,
Lys og Kraft Han er endnu i Dag.
✂ Takket være den ►hensovne Olding! han lysde Herrens Velsignelse over mig, Takket være den Guders Gud evindelig! Han skjænkede mig den. ►Alt ►have Verdens Bølger løftet sig med Skum og Brag imod mig, og det er ►vel kun lidet imod hvad som forestaaer, men hidindtil ►haver Herren hjulpet og gjort store Ting imod mig, og naar jeg skal see de større Trængsler, da skal jeg ►og see større Ting end disse, tryg jeg er, thi mig min 👤Jesus følger, Lys og Liv Han er endnu i Dag, og Han er i al Evighed den Samme.
✂ Fortalen giver tilkjende hvorledes jeg saae ud over Livet, og i hvilket Lys jeg nu betragtede Menneskets indvortes og udvortes ►Rørelse i Støvet, den gav ►og tilkjende, at det var mit fulde Alvor, med al den Kraft, Gud vilde forlene at gribe ind i Tidens Hjul, og hjelpe til, om det var muligt at dreie det tilbage til de gamle Stier. Nedkaste mig, sagde jeg, i den brusende Strøm, det maae jeg, ►henrive mig mægter den ei, men om den 222skal lukke sig over mig, ►derfor raader den Evige. Paa Randen af det bundløse Svælg, mod hvilket Tidsalderen blind fremhaster, der vil jeg stande, jeg vil udspænde for den sit eget Billede, og ved Siden vil jeg stille de tvende Blus: Herrens Ord og de forbigangne Tiders Vidnesbyrd. Kalde og varsle i Herrens Navn, det vil jeg, saalænge Han forlener mig Kraft og tillader mig at opløfte Røsten, thi ►Hans er Magten og Æren i al Evighed.
✂ Det er klart at jeg nu vidste hvad jeg skulde troe og gjøre, hvor Kraften var at finde og Hvis Æren skulde være; men de Riim som følge efter kunde vel lært en ret opmærksom Christen, hvad jeg maatte lære i en haardere Skole, at man kan vide Meget, som man hverken føler eller følger, eller dog kun halvt; thi Rimene vise, at jeg ⓘ endnu lagde megen Vægt paa Troen af den Grund at den er den eneste Rod hvoraf et aandeligt Træ med livlige Safter, med stærke Grene og deilige Frugter, kan timelig opvoxe, at Bekymringen for Sjælen og dens evige Salighed, min egen og Næstens; var endnu ►heel ringe, men min Lyst til at tækkes Verden ⓘ endnu ►dygtig stor.
✂ Nu at tale et Par Ord om hvert Riim især, da sees ►lettelig at det om Livets Æbler er en ►heel underlig Blanding af verdslig og christelig Tale, men ogsaa et sanddru Billede af Nytaarsnatten i mit Inderste, thi gjennem Mythesløret skimtes Morgenrøden, paa ►Valhals Tag staaer Korsets Tegn som Seiersbanneret 223til ►Ragnaroke, men ►Odin tømmer ►end Guldbægeret med ►Saga, og ►Einherierne drikke rolig ►Suttungs Mjød paa ►Valhals Bænke; rørde de sig ►end paa Jorden, da spurgtes vel ei saa ►stort om Korset, mægtede ►Idunnas Æbler at trylle Mere frem end store Skygger, at trylle Liv og Kraft og Vid og Sang i Dødningen, da spurgtes vel ei saa ►stort efter Æblet fra Guds sande Paradis; thi det er klart der lides ei men strides ikkun ►kjæmpeligen under Korset, det er ei Korset selv, men kun dets Tegn i ►Dannebraag, der skygger over ►Valhal, der er intet Spor dertil at Syndens Legeme skal først korsfæstes, før Aandens Legeme kan staae ►forklaret op, det skal ikkun lemlæstes ved et ►Pederssværd, og Livets Æble skal gjenføde os, før Giften er ⓘ uddraget under Pine. Kort sagt, det Kors er sat saa høit, at ►Valhals ►Kjæmper, kan, uden sig at bøie indgaae i ►Gimle, naar de kun med Sværdet hilse for det og primsigne sig, og troe at det er ►Thors den rette Hammer hvis ►Størke underlig er deelt imellem dem, og knuser ►Midgardsormen, uden at dens Gift kan skade os. Visselig kunde jeg selv have det behov hvad Rimet siger:
✂
O! ►lader os vandre til Gravene ind,
Hvor Fædrenes Aander omsvæve
Der bøies maaskee det hovmodige Sind
Saa Troen sig mægter at hæve.
✂ Skal der nu endelig meldes et Ord om den Betydning som her er lagt i den gamle Mythe om ►Idun224►nas Æbler, og om hendes Fangenskab hos ►Thurserne, da skjønner jeg ei rettere, end at den ei er langt fra Sandhed, det behøves kun at see ►Idunna ei som ►Skjaldskabs i sin Udøvelse, thi Billedet ►derfor var ►Bragur, men som dens Hjerte og Liv, der vakde Begeistringen, thi hun var ►Bragurs Viv; og Meget var at sige om den ►underlige Dybde som findes i saamangen nordisk Mythe, men her er Stedet ei, thi ►vel staae alle disse Myther som ►Sphinxer uden for den danske Kirkedør, men de forstaaes kun, naar de beskues høit fra Choret gjennem Kirkeruden, og saavidt ere vi ►end ingenlunde, det falder os nu først paa Sinde, det var vel godt, ifald man ►lavede sig til at gaae i Kirke.
✂ Nu følger da det andet Riim og kaldes ►Sorø Kirke, og det skal da afbilde Kirkegangen, som det ogsaa gjør, thi Gangen var som Sangen, ei til Opbyggelse, men et Besøg ved Heltegravene derinde, en Vandring gjennem Kirkens Vaabenhuus, med Øiet heftet paa de skjønne Farver i hvilke Lyset bryder sig naar det bestraaler Korsets Tegn paa Jord. Det røber ogsaa Rimet flux, at vi er kun i Vaabenhuset, thi knap giver Øiet sig Tid til at kaste et flygtigt Blik paa Altret, og iler med at fæste sig paa ►Vaabenkrandsen under ►hvalvte Bue, som smykker Muren med sit Farvespil, og det er disse ►Vaabener, og ►Ravnebanneret fra Hedenold, og ►Dannebraag paa røde Val og over Bølgen blaa, og ►►Sagas Skjoldmænd► og ►►Bragurs Billedværk►, paa hvilke Øiet 225næsten hele Tiden hviler. Tabt af Syne er nu ►Sneblomsten som ene kan bestaae naar hver jordisk Blomst forgaaer, glemte synes nu de sande Ord:
✂
Farven er kun Skin af brudte Straale,
Farveløs er Straalens rene Glands,
Og naar Øiet lærer den at taale,
Vorder Blomsten til en ►Straalekrands.
✂ Dette er ikke her videre at udlægge stykkeviis, de Vaagne see det selv, og for Sovende er Lyset spildt, men det er ganske ►mærkeligt, at jeg henstirrede paa ►Palnatoke som det Forbillede, jeg havde Lyst at ligne, kun med den Forskjel at det, som brast for ham skulde lykkes mig, fordi jeg havde i det stærke 👤Jesu Navn den ►Talerune til at opvække Døde, som han forgjæves ledte ►om i ►Vegtams Runer, ja, et christent 📌Jomsborg, en Borg med stærke, kolde ►Kjæmper, som vandrede til 📌Golgata, mest kun for at finde ►Dannebraag, som stirrede paa 📌Zions Tempel mest kun for at frydes ved de favre Lignelser, kun for at styrkes ved de Livets Aandepust der susede fra Choret, som kun forsagede det ►bløde Levnet og de ►lave Lyster og Sjælens Hovmod for at hovmode sig i Aanden; en saadan Borg, et saadant christent Vaabenhus det var min Lyst, det var hvad jeg kaldte 👤Christi Kirke, Ved stolte ►Kjæmpeskridt og ei ved ydmygt Knæfald meende jeg at komme Herren nær, og jeg indbildte mig, at Vingerne, jeg dog kun saae, var mine, ►enddog de voxe kun, naar Himmelfuglen avles og elskes op i Kjærlighed. ►Paa dette Stade 226maatte 📌Sorø Kirke drage Øiet ret ►besynderligen til sig, thi den er selv et Vaabenhus i alle Maader, det siger ►Vaabenkrandsen paa dens Mure, det see vi paa Liigstenene tillige, thi ret som det var Skik i gamle Dage at Degn og Kirkeværger fandt i Vaabenhuset deres Leie, saa maa det falde os paa Sinde, at 👤Absalon var meer en Kirkeværger og en Kirkesanger end en Biskop, og at hartad alle de Navnkundige, hvis ►Støv nedlagdes her, var slige Folk, som havde ikkun lidt med Herrens Huus at gjøre, og havde lidet eller intet Godt forskyldt af Kirken, men var dog formedelst Embed eller Hoved af den Stand at Ingen vilde lægge dem hos menig Mand. ►End deri ligner denne Kirke Vaabenhusene, at den som de, er bygget sidst, først bygdes i 📌Roskilde den Hellig Trefoldigheds Kirke det er ►Choret, saa Fruekirke udi 📌Ringsted, som siden kaldtes efter 👤Knud Martyr, det er ►Kirkestuen, og tilsidst Sanct 👤Jacobs Huus i 📌Sorø, det er Vaabenhuset. At ►Kongebenene ►og flyttede i samme Orden, det vidner ►Saga, og det siger Rimet, men hvi 👤Margrethe ikke blev i 📌Søer, det kunde Rimet ikke sige, thi hun bedrev jo intet ►Kjæmpeværk.
✂ Nu er kun det tilsidst at ►mærke, at saameget Øiet ►og skottede endnu til Verden, til dens Glimmer og dens ►Dom, saa blændedes det dog ei længere af Glimmeren i ►Valdemarers Dage, det saae i dem kun røde Kors som plantedes paa 📌Danmarks ►Gravstie, og Øret hørte det i 📌Ringsted ringe for 📌Danmarks Liig, 227og Øiet saae at det blev ikke atter Dag med 👤Valdemar, endskjøndt han meende det, og kaldtes ►saa; og endelig, da Timen skrider og ►Vaabenkrandsens ►Drape er ►udsjunget, da vender Øiet sig til Hvælvingen, og kommer Himmelen ihu, og Rimet mindes som ved Midnatsklokken om at det var Kirkegang der skulde holdes, og udbryder:
✂
►Ved Midnatstid, da blev vor Frelser født
Til Verdens Trøst►, som ellers var forødt,
O! gid I ►dette Ord i Hjertet vilde gjemme!
Da maatte frit ►hvert andet I forglemme,
Thi kun i Ham der gives Salighed
For alle dem, der af Hans Fødsel ⓘ
veed.
✂ Jeg kommer det ihu, hvad Kamp det kostede at føie disse Ord til Rimet; thi det er ingen Sag at ►sjunge høit i Billedtoner om Herrens Majestæt, og om de glimrende Bedrifter som virkedes i 👤Jesu Navn paa Jorderig, det kan endog en hedensk Skjald, naar han kun i Begeistringen hengive sig til Synet, men i enfoldige Ord at knæle for den lidende Forsoner og sige Verden det ►i Øinene, at der er ikke Salighed i nogen Anden, det koster Overvindelse, saalænge man endnu har Verden kjær og frygter for dens Had og Spot. Dog, Gud skee Lov! jeg vandt og sagde Ordet, og derfor ene er det Rim Forbillede paa Kirkegang.
✂ Det tredie Riim er en ►Julesang og her maa vi da spørge om Psalmetonen, men vi spørge kun forgjæves, den er der ikke, der er hartad intet Spor af 228den Aand og Salvelse, som antænder og glæder vort Hjerte i 👤Luthers og 👤Kingos Høitidspsalmer, det er ingen Psalme, men det er dog et Suk efter Psalmetonen, som efter Frelserens Fødsel i Hjertet, og Hans rene Troes Gjenfødelse i Verden. Sangen vover dog at bekjende gamle Christnes Troe, at ►der 👤Jesus kom:
✂
►Alt som et Liig ►foruden Aand
Var Jorden at beskue,
I Satans Mørke, Syndens Baand
Den ►svarlig maatte grue.
✂ Den bekjender dog at Kjærlighed maa være Blomstens Kroner som voxer op i christen Jord, og Hjertet følde dog sin Afmagt og Besmittelse, ►der Tungen sang:
✂
Og, Frelser? naar saamangengang
I Midnatsmulm vi vanke,
Forført af Lysters Troldomssang
Forvildet af vor Tanke,
O! ►fødes da hos os paa ny!
Forsmaa ei Hjertets ringe Ly!
Tilgiv hver daarlig Tanke!
✂
Ja derfor Du, o Frelsermand!
►Dig lod i Krybben lægge
Imellem Dyr med Uforstand
►Alt inden ringe Vægge,
Dit Tegn det var i svundne Tid
Hvergang Du dig gienfødte blid
Du altid ►saa vil fødes.
✂ 229Her er en Ahnelse af Psalmetonen, en mat ►ⓘ Forklang i Nytaarsnat af en Julepsalme, som jeg ei endnu har kunnet synge.