►Sagas Tempel.
(Ved Johannes Müllers Død.)
✂
Saga! hellige Mø!
Hisset i Søgnabeks Sale
Skued jeg undrende dig
Tømme med Odin det gyldne
Tidernes skummende Bæger.
✂
Høit fra skinnende Bænk
Toned din kløgtige Tale,
Odin forstod den, men ei
Fuldelig Kløgten at fatte
Mægtede Sønner af Askur.
✂
Skjalden lyttende stod,
Tonerne fyldte hans Øre,
Og i hans Epos fornam
Undrende Menneskeslægten
Klang af din Tale til Odin.
✂
Askurs Sønner et Hof
Bygged ukjendte Gudinde,
Du dig fra skinnende Bænk
Bøied, din Dyrker at skjænke
Kløgt, som at fatte han mægted.
✂
140Tider runde forbi,
Klangen man vilde begribe,
Klangen i Lyde henrandt,
Krøniken blev din Præstinde,
Hende alene man dyrked.
✂
Skjalde lytted igjen,
Fanged de vexlende Toner,
Og i den dobbelte Lyd
Hørdes til Under for Slægten
Klang af din Tale med Odin.
✂
Men – hvad skuer jeg hist?
Knæler ei sølvlokket Olding!
Hellas! o det er din Søn,
See, hvor han reiser det første
Alter i Sagaens Tempel!
✂
Vidt han vanked paa Jord,
Veied de mystiske Frasagn,
Barnlig bekjendte han dog:
Tidernes Vexel alene
Styre alraadende Guder.
✂
141Tider rinde saa tungt,
Skjaldene lytte ei længer,
Saga! man smitter dit Hof,*Tempel.
Selvkloge, kun med din Terne
Krøniken ville de bole.
✂
Vend dig, Øie, fra Syd
Høit mod det iiskolde Norden!
See om ei Klippernes Søn,
Skuende stolt over Midgard;
Ydmyg nedknæler for Guder?
✂
Skjalden lytter saa nær,
Odins og Sagas forborgne
Taler han røber i Sang,
Volas de hellige Toner
Klinge i festlige Taushed.
✂
Tider rinde forbi,
Skjaldene lytte ei længer,
Svundet er hellige Klang,
Søndret i jordiske Lyde;
Saga! hvor findes din Dyrker?
✂
142Øiet tindrende seer
Knæle blandt Norriges Fjelde,
Sølvgraa en Olding i Kraft,
Saga han reiser et Alter;
Stenen med hellige Runer.
✂
Stivt nedstirrer hans Blik,
Stirrer paa Skjaldenes Draper,
Edda det løfter igjen,
Ydmyg han beder, og Saga
Tolker ham Tidernes Jertegn.
✂
Trindt ham knæler en Flok,
Rundt om hans kneisende Alter
Sanke sig Stene i Krinds,
Ristet paa hver er Gudindens
Navn, thi hun bygger i Norden.
✂
Dorsk er Slægten, og ei,
Saga, din ⓘ
Tone den fatter,
Selvklog opstaaer den igjen,
Altid den kun med din Terne
Krøniken lyster at bole.
✂
143Hvor skal Øiet hentye,
Drevet fra Syd og fra Norden?
Did, hvor i Alpernes Ly
Hellas og Norden henflygted,
Der vil jeg søge din ⓘ
Dyrker.
✂
See! han knæler der alt,
Beder i rungende Toner,
Tiden vil døve hans Røst,
Krampe vil stille hans Tunge,
See, hvor sig stramme de Sener.
✂
Høit paa Tidernes Gruus
Stræber han Altret at reise,
Ak, men han mægter det ei,
Halvt er det reist, og han segner,
Segner af Kampen udmattet.
✂
Tiden henrinder saa tungt,
Ingen vil knæle, Gudinde!
Ydmyg i Templet, men stolt
Boler den selvkloge Skare,
Spottende dig, med din Terne.
✂
144Rind kun, Taare, fra Kind
Ned paa det halvreiste Alter!
Halv det til Tidernes Gru
Staaer, og den Haand, som det reiste,
Kraftløs i Graven henvisner.
✂
Væd kun, Taare, min Kind
Alperne Templet ei værge,
Storme fra Øst og fra Vest
Buldrende mødes og ryste
Sagas det hellige Tempel.
Tillæg.
✂ 👤Homer, de dramatiske Digtere, 👤Herodot, ►Vøluspa, 👤Snorro, Sagaskriverne og 👤Johannes Müller, det maa man vel kalde et underlig sluttet Selskab, og den Sidste har faaet mindre Deel i Sangen, der dog skulde være til hans Ihukommelse, end han 👤Simonides besang, fik i sin ►Seiersdrape, og de riimløse, skjødesløse Vers fuldende Stykket til et aldeles uværdigt Liigvers over Schveitseren. Det burde da neppe 145gjentages, dersom det ikke betegnede en Overgang og Udvidelse i min poetiske Synskreds, som i det mindste jeg finder værd at lægge Mærke til. Det var første Gang jeg saaledes saae ud over Verdenshistorien, og stræbde at samle til eet Billede de ypperste Tider i deres Tolke. Forunderlig bagvendt er det nu ►vist nok her at glemme de ►ebraiske Historieskrivere, og kan ene forklares af min Uvished om hvorledes jeg maatte og burde betragte dem, ►galt er det ogsaa at forbigaae Middelalderens udenfor 📌Norden, med andet Mere, men ►mærkelig er Maalestokken jeg anvendte, da jeg kun vilde erkjende dem for ►Sagas ægte Præster, som beskuede Tiderne med et gudfrygtigt, poetisk Øie, og ►brød saaledes Staven ei alene over 👤Polyb, og vor Tids ►pragmatiserende Annalister, men selv over Skjaldene i 📌Norden. Min lange Stirren paa 📌Nordens Myther og Sammenhængen der mellem Mythologie og Historie havde stadfæstet mig i den christelige Sandhed, at Historien maa beskues med et gudeligt Øie, men uagtet jeg selv var for nænsom til at forandre Noget i de Tildragelser jeg kjendte, seer man dog jeg ikke agtede det for nogen Brøde hos andre, naar de kun fremtryllede en Sammenhæng mellem det Himmelske og Jordiske, ellers kunde jeg ei saaledes omtalt de dramatiske Digtere. At jeg talde saa lidt om 👤Johannes selv, kom deraf, at jeg kjendte kun lidt til ham og var aldeles ikke begeistret for ham.