↩
Den Blomme blev en Kvinde liig,
Hvordan, det veed jeg ikke,
Hun lod mig hæfte fast paa sig
De luehede Blikke,
Jeg stod saalænge, stod og saae
Mig ind i hendes Øie,
Saa Læben vilde vove paa,
Til hendes sig at føie.