↩ 129Betragter man nu Rimet som historisk, da er dets Dom allerede fældet, dersom 👤Knud var, hvad jeg tænkde, en kjærlig, christelig Ridder, thi det er han ingenlunde i min Sang, og den var da inderlig usand, om den ogsaa udvortes holdt sig til Historien. Det gjør den virkelig undtagen i Versene om 👤Ingeborgs Nattesæde, der ikke engang ere en ►rimelig Tilsætning, thi vel kunde hun vaage og høre Varsel, men ikke vel sidde ene, og endnu mindre bede inderlig til Gud uden at føle Lindring. Dog paa Bøn havde jeg, desværre! dengang ei synderlig Forstand, saalidt som paa Historiens Sammenhæng, hvilken jeg ►vel ahnede og krævede, men ei saae, fordi jeg ei havde Gud levende for Øie. Ogsaa i denne Henseende sporer man imidlertid Begyndelsen til en Overgang, men med vaklende Trin; og Sagnet om Kilden er rettelig udlagt om 👤Valdemar, jeg følde Nødvendigheden af at betragte Historien som Guds Faderlige ►Husholdning, men dunkel og forvirret var min Forestilling derom.