Grundtvig, N. F. S. Kvædlinger eller Smaakvad

105

Saga om Nor og hans Æt.

(Med et Kvad til mit Fædreland den 28de Jan. 1809.*Indrykket i samme Dags Skilderie.)


Høitiden byder hver Haand
Hvile fra Hverdagens Syssel;
Vinteren driver os ind,
Trindtomkring Arnen os sanker
Ret er at lytte til Sagn,
Sagn om de fremfarne Tider;
Saa lytted Fædre i Nord.
Nordboer! lytter til mig!
Jeg vil en Saga fortælle
Medens i Skjoldungens Hald
Holdes den herlige Fest.


Saa er sagt af sagnkyndige Mænd, at i meget gammel Tid, end før Asamænd indkom i Nord, da var en Kjæmpe af Gudernes Æt, rig og mægtig, og dertil begavet med allehaande Kløgt, men meest med den, som Spaakløgt heder, og som af al er først at nævne; thi vel er det Noget, at kjende Tiden, som hun nu er, og end Mere, ret at vide, hvordan hun været haver, men Mest er 106det at see og forstaae, hvad hun skal vorde. Nor var Kjæmpens Navn, og ham fødtes tvende Sønner, hed En Noreg, og Gautur den Anden, men kun een Datter aatte han, og er hun nævnet Dana. Han skiftede Nordurlande udi trende Parter, og fik Noreg den Part, som efter ham er nævnet Norrige, og er det et haarde Land, og fuldt med Elv og Fjelde, men dog fagert i sin Maade, og rigt paa Malm og Stene. Dana fik de Øer, som svømme udi Østersaltet, lystelige at bygge paa, med Korn, med Eg og Bøg og med blommede Enge; saa fik hun og Jotland og Alt hvad som Mænd nævne Danmark. Gautur fik Gautland, som nu nævnes Svithjod, og er det sandt at sige, at ligerviis som han byggede mellem baade Sødskende, saa havde og hans Odel i mange Maader Ligning med Begges, aldenstund han ligesom kunde række den ene Haand til sin Broder paa det høie Fjæld, og den anden til Søsteren i Dal. Saa var Landeskifte, men ei kommer Gautur meer ved denne Saga.

Saa er det sagt, at Nor skulde aldrig døe, men der han ældedes, drog han til det grønne Godheim, at være med Guderne, og før han drog did, da tog han til sig alle sine Børn, og gav dennem kostelige Raad, bød dem leve endrægtelig til107hobe og varede dem ad deres Skade, om de ei vilde gjøre derefter. Saa tog han og Noreg og Dana til Enetale hos sig, og sagde dem forud, at der vilde komme megen Ufred mellem de Sødskende, men at de dog, som Ret var, skulde enes paa det Sidste. Som han var vel øvet i Skjaldskab, da kvad han for dennem om al deres Landes Leilighed, og hvorledes de bedst kunde hjælpe og tjene hinanden, og var det et langt Kvæde, det Ingen nuomtide veed at sjunge fuldelig, dog Mænd sige for Sanden, at en Part var saa, som end kvædes i Normal hiint gamle:

Malmet voxer
Dybt i Fjælde,
Kornet voxer
Høit paa Sletten;
Odin skifted,
Hvi han skifted
Saa, det vide
Taaber ikke;
Mon I veed det?

Jorden bærer
Hør, men Faaret
Uld paa Heden;
108Deri Datter!
Klæd dig! Smyk dig
Med din Broders
Maard og Sobel!
Staa i Nord, som
Nordens Mø!

Tag ei Silke,
Tag ei Smykker,
Tag ei Perler,
Som dig Sakslands,
Som dig Vallands
Sønner byde!
Naar de beile,
Naar de byde:
Skuffes Du.

Sakslands Døttre,
Vallands Døttre
Vil dig lokke
Søn! til Leflen;
Høit i Bægret
Bruser Eddren,
Sødt de kvæde:
Der er Kraften!
Tro dem ei!

109Elven fraader
Ud af Fjeldet,
Der er Kraften.
Øs af Elven!
Bed din Søster
Øl at brygge,
Mjød at blande!
Staa som Nordens
Søn i Nord!

Og end kvad han:

Norner styre,
Aser aarke,
Vaner vide;
Tro paa Norner!
Blot til Aser!
Beed til Vaner!
Saa har forne
Skjalde kvædet.

Saa sige gamle Mænd, de som bedst mindes Fædres Frasagn, at Nor mælte, og er det vel troligt det var udi denne Mening, dog det ei var saa læmpet med Rimstave og anden Konst; thi det vide Alle som nogen Kløgt eie, at ret Skjaldskab er at 110agte som Asamænds Skjænk til dem som boe i Norderlande, saa som Odin siger i Havamal:

Gunlød paa gyldne
Stoel har mig skjænket
Drik af den dyre Mjød.

Og end:

Letkjøbte Vædske
Vel har jeg nydt,
Skjaldskabet voxer
Frem nu paa Jord.

Nu er det at sige, at i mange Aldre ihukommede Børnene vel deres Faders Ord, og, som det pleier at skee, at de som meest gjøre efter de Gamles og Kløgtiges Raad, dem gange og alle Ting bedst tilhaande, saa bleve og de Sødskende stærke og mandelige og deres Ætmænd spredtes vide om Lande, og Ingen mægtede at modstaa dem, der som de fore frem. Men som de Sødskende ældedes, saa argedes de, og troede paa deres egen Styrke, og tyktes sig klogere at være end deres Fader; thi sloge de hans Tale mestendeels hen i Veir og Vind.

Nu er det til Tidende, at en ny Sæd kom ind i Norderlande, og vist var hun god, ja fuld111bedre end hiin gamle, saa som hun forkyndtes udi Østerleden; men sandt er det og at sige, at i den Time hun kom hid, var det Kosteligste ei mere tilsyne. Somme mene, at hun havde tabt det paa de lange Veie, men Somme mene det, som ligeligst kan være, at hun havde gjemt det saa vel og inderlig, som Klippen sin dyre Malm, og at hendes Følgesvende ei vidste det at fremføre for Dagens Lys. For den Sags Skyld hændtes det og saa, at hine første Klerke og Kjendemænd ei talte som Sandingen var, at den Gud, som Mænd nu skulde tjene, var hin samme, som de fordum tjente, dog de havde forvendt hans Navn og Idrætter; men sagde idensted, at hine gamle Guder maatte nævnes Diævle og Meenvætter, ligerviis som den Jord, hvorpaa de ginge, og den Himmel med de store og smaa Lys, som løftede sig over dette Hoved, ei havde været de rette, denstund de meente dem bygte af Aser. Da forgjættedes hartad alle de Ord, som Nor havde talt, i det hans Børn finge den gruelige Tanke, at der han drog til Guderne, da drog han til Djævlene udi Helvede, som de nu meente Guderne at være, og at det ei sømmede sig for dem, nu de skulde tjene Krist, at lyde hans Raad*Skammeligt er det tilvisse at give 📌Nordens Apostle Skyld for Ufreden, og det Hele er Sludder..

112Lyster Nogen at vide alle de Ting, som hændtes ere de Sødskende indtil denne Time, han maa vel rette sin Leilighed til at efterforske i alle de Sagaer, som om dem ere samfatte! Her er det kortelig at mælde, hvorlunde det gik dem i alle Maader efter som Nor havde spaaet: baade at der kom megen Ufred mellem dem, indtil en Kvinde med Mandemod, dannis og kløgtig og nær i Frændskab med begge, forligede dennem; saaog at ihvorvel Nor udentvivl meente Mere, kan vel være og Andet, der han talte om Drik og om Klæde, saa maatte dog og i disse Dele hans Spaadom opfyldes.

Fra den Time Dana hentede sine Klædningsmon fra Bretlands Øer og sin Drik fra Sønderleden, da hovmodedes og bedaaredes hun saa, at Intet som groede paa Dyr eller Jord i hendes Sletter var hende til Maade, og hengav hun det for en ringe Priis, at hun kunde bramme med braagede og blommede Mon, og heller vilde hun øge sin Tørst med fremmet Drik, end lædske den i sin egen. Da blev hun blød i Sind og Hjerte, og er det Sommes Mening, at hun ved det Levnet kortede sine Dage.

Bedre bleve Noregs Vilkaar, dog han i mange Stykker ei var klogere paa det Sidste; men fast 113maatte man sige, at ligesom de giftige Urter, ei trives paa Fjeldene, saa kan ei heller Blødhed og Vellyst, der vel maa lignes ved giftige Urter, ret fæste Rod i hannem, for den stærke og rene Lufts Skyld, som blæser mellem Klipperne. Ei var det dog derfor et umærkeligt Ord, hvad som Nor talte til sin Søn; thi fra den Stund at Saxlands Mænd kom til at bygge og kiøbslaa i Biørgvin, da kom mangen ny og overflødig Skik, som ei var den bedste. Ondt maatte Man og hartad nævne det, at Noget blev fundet i Noregs Land, udaf hvilket det underligt Klare giordes som Glar bliver kaldt; thi altsom Glarmon kom til at stande paa Bordene isteden for de dunkle Horn og de mørke Bægere, saa maatte Øllet og Mjøden lade sig drive paa Flugt af Vin og anden udlændisk Drik. Men, om Drik at tale, da haver den meest fordærvet baade Sødskende, som de ugudeligen pinte af det velsignede Korn, og ei er det at undres paa, aldenstund den laves ved Ild og ved Nat, ved den gruelige Troldomskunst, som Seid monne kaldes; thi vel er det kundbart af gamle Bøger, at med den Konst vilde onde Jetter fordærve Jorden, og var det med hende, at Folk forgjordes fra Liv og Helsen, Vid og Forstand, ret som vi end dagligen see for Øie.

1

114Nu er Normal kvædet
Og fremtalt er Sagnet,
Gavnlig for Askurs Æt,
Ikke for Jetters.
Vel ham, som kvad!
Vel ham, som kan!
Han nyde som nemmed!
Vel dem som hørte!


2

Landsmænd! Frænder i Nord!
Vil I end lyde paa Skjalden,
Medens han, kyndig ved Sagn,
Kyndig ved Fædrenes Kvad,
Stræber i Nutidens Maal
Oldtidens Kløgt at udtale?


3

Noreg! skue fra dine Fielde
Ei saa kold til Dalens Søn!
Han har seet dig i din Vælde,
Og fornummet Kvadets Døn
Som udgik fra dine Skjalde,
Fro han end dig seer gienkalde
I din Daad den svundne Tid.

4

Dana kalder han sin Moder,
Elsker hende som en Søn,
Dog til hendes djærve Broder
Sneg han sig saa tit i Løn;
115Øiet funkled, Kinden lued,
Naar den Kækkes Færd han skued,
Naar han hørte stærke Maal.

5

Derfor Noreg! tør, som Frænde,
Til dig træde Danas Skjald,
Frygter ei, at du skal vende
Ryggen mod ham i din Hald.

6

Naar paa høie Fjeld du stander,
Og paa Dana skuer ned,
Glem da aldrig, det er Fjeldet,
Ei dig selv som hæver dig!

7

Husk at Dana er en Kvinde!
See hvor Blomsterflokken tæt,
Trindt om hendes Fod sig slynger!
Maa hun ei af den en Krands
Vinde om sin fagre Tinding?

8

Hør hvor Nattergalens Kvad
Smeltende og liflig toner!
Maa ei Taaren da paa Kind
Mildt og sagtelig nedrinde?
Maa da hendes Stemme ei
Sænke sig i ømme Toner?

9

116Tør du kalde hende svag?
Tør du pukke paa din Styrke?
Vil du at den grønne Eng
Skal sig bradt som Klippen løfte,
Og det runde Bøgeblad
Sig som Granenaalen spidse?

10

Om paa Øers Blomsterbred
Søsteren du seer at stande,
Stirre paa sit Billed ned
I de blaa, de stille Vande;
Husk at hun en Kvinde er,
At, som Kvinde, hun sig speiler,
Kun fordi at Speilet hører
Med til Kvindernes Natur!

11

Seer du hende stundom spøge
Vild med Ynglinge fra Syden,
Husk at Fristelsen er stor
For den fagre, ømme Kvinde,
Naar en fyrig Ynglings Mund
Blusser, brænder hendes Hænder!

12

Speiler hun sig alt for længe,
Saa hun glemmer Husets Dont;
Spøger hun dig alt for kælen,
Saa hun glemmer høie Byrd;
117Slaae da med dit Sværd paa Skioldet!
Syng et gammelt Heltekvad!
Husk, du taler til din Søster!
Talen være broderlig!


13

Dana! kjære, ømme Moder!
Ei det sømmer sig en Søn
Om sin Moders Feil at tale,
Kiærlig skal han dølge dem,
Kysse dem fra hendes Læber;
Men en heed og heftig Bøn
Kan sig dog og for ham sømme.

14

Heed og heftig er min Bøn:
Aldrig glemme du din Broder!
Er han stiv, saa er han fast,
Er han stolt, saa er han kraftig,
Søg ei spæde Blomster der
Hvor de store Fjelde voxe!

15

Har du en vanartet Søn,
Som tør spotte med din Broder,
Haardt du revse ham! thi ei
Drengespot den Gamle taaler
118Ei han det forskylder. See!
Hvor han vogter sine Klipper,
Hvor den kolde Iis og Snee
Hænger i hans hvide Lokker,
Mens han staaer med nøgent Bryst
Og med Sværd i Haanden æsker
Hvem som tør, til Enekamp!

16

Tøe du op de frosne Lokker!
Løn hans Kamp med Kjærlighed!
Viis Ham at du er hans Søster,
Sprungen ud af samme Lænd!
Kvinde er du, men ei Sydens
Bløde, svage Kvinde; husk!
Til en Skioldmø est du baaret,
Født til Kamp og Kjærlighed!


17

Noreg! Dana! end en Bøn!
Glemmer aldrig hvad den Gamle
Talte om de høie Guder!
Navn og Form kan sig forvandle,
Men det Evige, som var
Førend Form og førend Navn,
Var, og er og vorder Kilden
Hvorfra Kraft og Kløgt udstrømmer,
119Hvorhen Kraft og Kløgt henpeger,
Som en Straale til sin Sol.

18

Kristus Herlighedens Glands
Og Guds Væsens rette Billed
Aabenbarede paa Jord,
I sig selv og i sin Lære;
Aser, Vaner er ei meer,
Himlen er ei længer kløvet,
Kraft og Kløgt og Kjærlighed,
Tre til Een, til Gud er blevet.
Vil I løfte eders Isse
Kraftig imod Himmelbuen,
Først I knæle dybt i Støvet
Ned for ham, som Kraften eier!


19

Noreg og Dana! I elskede To!
Hørte I Sagnet og nemmed I Kvædet,
Haand udi Haand da I Sødskende tvende!
Ganger saa begge til Skioldungens Hal!
Kommer! o følger den ilende Skjald!

20

Hisset han skuer en Herre saa bold,
Høit er Hans Hjerte og høit er Hans Sæde,
Mandig han sidder som Yngve og Skjold,
Gammelt og herligt er Skioldungens Sæde.
120Venlig Hans Fødedags stigende Sol
Førstegang seer ham paa Kongernes Stoel;
Nordsolens Straaler de lyse, de kolde,
Speile sig glade i blinkende Skjolde,
Skjoldene blinke om Nordurlands Drot.

21

Skjalden, hvis Øie er fængslet i Nord,
Som ikkun mægter om Norden at kvæde,
Som, naar han skuer et Oldtidens Spor,
Standser og stirrer beruset af Glæde,
Stirrer paa Kors og paa løftede Sværd,
Herlige Minder om Heltenes Færd.
Sværdet nedsynker paa Dannemands Skulder,
Vier til Daad og til Sværdenes Bulder;
Ridderen stander for Nordurlands Drot.

22

Valdemar havde et Banner saa prud,
Korset i Midten saa skinnende lued,
Vist kom det hellige Banner fra Gud,
Fienderne bæved, naar Korset de skued!
Valdemar kaared de gjæveste Mænd,
Slog dem med Sværdet ved Skulder og Lænd,
Bød dem at tegnes med hellige Mærke;
Ridderne løfted sig mandige, stærke,
Stred under Korset trehundrede Aar.

23

121Det Herlige svinder i løbende Tid;
En Konning uddrog med saa fager en Skare,
Han agted at kjæmpe saa syndig en Strid,
Dog hellige Banner for Hæren de bare.
Ei længer det værged om Kjæmper fra Nord,
De sjunke, de segned paa blodige Jord,
Det Banner var svundet, man aldrig det fandt
Fra Riddernes Bryst da og Korset forsvandt,
Og flygted til Snekken paa Havet.

24

Tregange skjulte sig Seclet i Tid,
Britter uddroge, saa talrig en Skare,
Røvede Korset i syndige Strid,
Venskabets Banner til Skjændsel de bare,
Dannemarks Brøde udsonedes brat,
Tabt var for evig den herlige Skat,
Dog sig de Riddere, mandige, stærke,
Reiste med Korsets det hellige Mærke,
Rørte af Sværdet i Frederiks Haand.

25

Skjalden, hvis Øie er fængslet i Nord,
Som ikkun mægter om Norden at kvæde,
Som, naar han skuer et Oldtidens Spor,
Standser og stirrer, beruset af Glæde,
Stirrer paa Kors og paa løftede Sværd,
122Herlige Minder om Heltenes Færd,
Sværdet nedsynker paa Dannemands Skulder,
Vier til Daad og til Sværdenes Bulder,
Ridderen stander for Nordurlands Drot.


26

Noreg og Dana! i Skjoldungens Hald,
Rinde nu Festens ophøiede Timer.
Nærmere træde I Nordurlands Drot!
Skuer i Korset det gjenfødte Banner!
Vover at bryde det festlige Stille!
Sværger for Guds og hans Salvedes Aasyn:
Dem og hinanden i Liv og i Død
Troelig at elske og troelig at tjene,
Korset at følge og Korset at bære,
Aldrig at glemme I stamme fra Nor!!!



Tillæg.

Enddog denne Saga ogsaa har Ord imellem, der ei ere aldeles i christelig Sandhed, indeholder den dog mangt et Ord, som hvis det var blevet lagt paa Hjerte, vilde sparet 📌Nordens ægte Venner mangt et Suk og mangt et bedrøveligt Syn, som, hvis det endnu blev rettelig ihukommet, kunde avle lyse Dage 123og glade Syner. Jeg vil da kun minde om, at Sagaen klang paa den Dag, den ny Dannebrogsorden indviedes, og at Historien paa det kraftigste modsiger Kvadets Vink om et herligt Ridderliv under Dannebraag mellem Kong 👤Valdemar og 👤Hans. Det var ikke en Korsets men en Hammerens Tid.