Grundtvig, N. F. S. Kvædlinger eller Smaakvad

Duggen.

1

I Aftenens Stund over Enge jeg gik,
Sig Duggen nedsænked saa mildt fra det Høie,
Paa sugende Vexter jeg hæfted mit Blik,
Saae Græsset, for Duggen at fange, sig bøie,
Saae Blomsten at giemme den dybt udi Skiød.

2

Min Stemme i Enge da spørgende lød:
Du perlende Vædske,
Som mægter at lædske
Den tørstige Urt,
Som mægter at svale
Paa Høi og i Dale
Det brændende Straa;
Hvad er Du? Hvor findes dit sølvklare Hiem?
Naar Solen bortviger,
Sig Elskeren sniger
Til ventende Mø;
92Du sniger om Nat Dig til Blomsterne hen
Og kysser og favnes, og kysser igien,
O sig mig da! kiender Du, elsker Du dem?
Hvad er Du? Hvor findes Dit sølvklare Hiem?

3

Mellem Bøgene hist paa den mossede Sten
Over Fædrenes Ben
Hvor saa gierne jeg bygger
Blandt Oldtidens Skygger;
Hvor jeg hviled saa tit med mit blødende Hierte,
Hvor saa tit jeg neddæmped den rivende Smerte;
Der sattes jeg ned.
Paa duggede Enge
Jeg stirrende saae,
Jeg grubled saa længe,
Til Natten faldt paa.

4

Da var det, som hæved
Sig Stenen fra Jord,
Og trindt mig omsvæved
Gestalter fra Nord.
Jeg skiælvede ei; thi saa gierne jeg bygger
Blandt Oldtidens Skygger
Ved Stjernernes Glimt.

5

93En Stemme jeg hørte,
Saa kiendt og saa kiær,
Saa tit jeg den hørte,
Naar Midnat var nær;
Naar Siælen begierte
At flygte fra Jord,
Saa tit den mig lærte
At skue i Nord.
Den bød mig at skue
Mod stjernede Bue,
Mod Ydrasills Rod,
Hvor Vandene klare
Udrinde saa snare
Fra hellige Væld;
“See Vandet som spiller
Paa Grenenes Rad!
See Draaben, som triller
Paa lædskede Blad!
See! Blomsten er aaben,
Og bier paa Draaben
Den drypper i Smug
Og Draaben er Dug.”

6

Nedsjunken i hellig Beundring jeg sad,
Saae Draaben hentrille paa Ydrasills Blad,
Neddryppe, oplive de døende Vexter.
94Saa er da (udbrød jeg) den Draabe som kvæger
Dig Straa! som Du slutter saa ømt i dit Bæger
Du Blomst!
Den kraftige samme
Som Nornerne gød
Paa Tidens den hellige Stamme!
Historie da og Natur sig forene
I sluttede Favn under Ydrasills Grene.
O skarpt var dit Øie Du Sanger i Nord!

Honningduggen.

1

I Bøgenes Ly paa den mossede Steen,
Over Fædrenes Ben,
Hvor saa gierne jeg bygger
Blandt Oldtidens Skygger,
Jeg slumred saa sødt.

2

Da Solen bestraaled den duftende Vang,
Ved Biernes Surren og Fuglenes Sang
Jeg vaagnede op af de saligste Drømme;
For Morgenens Saligheds Bæger at tømme.
O Langeland! Du med dit tryllende Eden
Det eneste Skiønne jeg kiendte herneden,
95Du Øernes Dronning og Dannemarks Pryd,
Som stedse jeg mindes med Vemod og Fryd!
Paa Dig Hviler Stenen, jeg hvilede paa,
Den Steen, hvor de herlige Syner jeg saae,
Hvorfra jeg og da med min vaagnende Sands
Beskuede Morgnens udfoldede Glands.

3

Paa duggede Enge
Jeg stirred med Lyst,
Saae Bierne hænge
Ved Urternes Bryst.
Jeg saae hvor De suged
Hvad Blomsten indknuged
Saa fast i sit Skiød.
Jeg maatte udbryde!
O nu kan jeg tyde
Et Under igien:
Thi derfor o Bi! er din Honning saa sød,
Fordi den af Sødhedens Kilde udflød,
Og derfor i Kagen Man undrende tæller
De konstig afmaalte, omgrændsede Seller,
Fordi Du en Draabe af Viisdommen nød.

96

Tillæg.

Man seer let, at disse Vers ere mere foranledigede ved nordiske Myther end udsprungne af dem, thi alt hvad Vola siger er kun, at Duggen neddrypper fra Ygdrasill, og i den prosaiske Edda siges at det er Honningdug. En skiøn og sand Forestilling er det unægtelig, at Duggen, der for Planterne er en saadan størkende, vederkvægende, oplivende og underfuld Draabe, ligesaalidt har hiemme paa Jorden, som den aandelige Dug der lædsker og kvæger og størker de Levende, at det Alt er Draaber, med hvilke Alfader giennem Norners Haand bestænker den tørre Ask som ellers maatte visne, det er en af de mange Anelser i 📌Nordens Hjerte af Sandheden om den Gud, der klæder Markens Blomster, og i Hvem vi leve, røres og ere, det er en Duft fra Hiertets Blomst, avlet af en saadan Dugdraabe fra det Høie, og kan den kiendes giennem Verset, som jeg mener, da angrer jeg ei at have giort det, skiøndt adskillige Ord ere Daarskabs Børn. Den sidste Anvendelse paa Biernes Konst er ei heller ueffen, og kunde giøre godt, hvor den lagdes paa Hjerte i en Tid, da det er betragtet som Menneskers Maal at sanke og trælle for et Døgnliv og bringe Alt i snorlige Rade og Rum, thi see! det formaaer den liden Flue og giør det konstigere end vi, skulde det være Menneskets Maal at blive som den? skulde 97det være Umagen værd at arbeide saa ivrig, for at uddrives af Svoveldamp, naar det store Bistade optages i Høsten, og surre i Mørket medens Mjøden blandes til en evig Høitidskalk i de gyldne Sale? eller var det dog ikke bedre i Sommerens Tid ved Honningduggens Kraft at lade Vingerne voxe, og Sødmens Væld udspringe i Hjertet, saa vi, naar Vinteren kommer, kan uden Sorg forlade de afblomstrede Enge, og svinge os did, hvor Duggen har hiemme, og Stadet staaer fast, og Blomsten ei visner og Kalken ei tømmes, til Gud.