↩
Hisset Bakken høit sig løfter,
Bredere er Egens Kløfter
Dunklere er Skoven her;
Nu er Guders Alter nær.
Bort fra denne slidte Vei!
Den til Altret fører ei,
Thi hvor Hoben farer frem
Har ei Guder deres Hjem.
Her jeg seer en Sti sig dølge,
Under Græsset matte Spor
Sprede sig af sjeldne Fod,
Dristig, ⓘ
Ven! vi den vil følge,
Til det Hellige fra Nord
Lede kun de dunkle Spor.
Fast og nøie maa vi stirre,
Synet kan sig let forvirre,
Paa en Vei til gamle Nord,
Stands kun ikke, følg mig, Ven!
Sporene jeg skuer end,
Underlig paa Straaets Rygge
Let de have præget sig,
Her en gammel Kiæmpeskygge
Vist i Natten skrider hen.