↩
Som natlige Spøgelse Nutiden steeg
End sortere klædt for mit sorgfulde Øie,
Den kraftige Oldtid for Svagheden veeg,
Og skjulde sig atter i Fædrenehøie,
Jeg sørged ved Nat og jeg sørged ved Dag
Opfyldt var mit Øre af Vaabnenes Brag,
Jeg stirred saa vildt paa den nordlige Bølge.