↩
Jeg stander i den svundne Old,
Og skuer i dens Indre,
Mod Verden vendes brede Skjold
Og lyse Sværde tindre;
Men Øiet stirrer længselfuld
Didop mod Solens Lue,
Og Helten sukker dybt fra Muld
Mod høien Himmelbue.
Saa stræber Aanden mod sit Hjem,
Men kjæmpende den stræber,
Da stiger Daad paa Jorden frem,
Og Sang fra fromme Læber;