↩ Den asamytologiske interesse, som har fyldt meget i Grundtvigs digtning frem til krisen i 1810, definerer han nu afstandtagende som sin ‘asarus’. Begrebet anvendes første gang på tryk i Kvædlinger (jf. ►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 394) og findes i tillæggene til “Knud Lavard” og “Freias Priis”, hvor asarusen beskrives som bortdampet (s. 128) og udsovet (s. 138). I kommentarerne til andre tidlige digte gør han ligeledes meget ud af at identificere en begyndende udvikling væk fra mytologien og mod den kristne tro. I “Sagas Tempel” ser han en overgang og udvidelse af sin “poetiske Synskreds” (s. 145) og i digtet til Biskop 👤Balle, at “min Sang dog efterhaanden nærmede sig min Tro og christnedes” (s. 147). Digtet til prins 👤Christian August er ifølge Grundtvig det sidste eksempel på den asamytologiske interesse. Med en omtale af sig selv i tredjeperson skriver han om skjalden: “aldrig har han siden talt om ►Asers Magt, uden for at spotte og nægte den, aldrig har han siden brugt Nordens Myther uden som enkelte Billeder for christelig Sandhed” (s. 170). Grundtvigs beskrivelser af sin udvikling aftager efter denne kommentar. Krisen i 1810 medfører en overgang i forfatterskabet, som markeres i tillægget til “Anholtstoget”. Dette er Grundtvigs første digt efter hans tunge “Sindssygdom” og betegnes af ham selv blot som en penneprøve på, om han “endnu kunde synge om verdslige Bedrifter” (s. 248). Digtene fra den senere periode er kendetegnet ved færre indholdsvurderinger og generelt færre kommentarer. Kommentarerne til digtene fra 1813-1815 er rent bibliografiske. Ifølge 👤Lundgreen-Nielsen skyldes dette, at Grundtvig ikke har vovet at udtale sig om deres betydning allerede i 1815 (►1980, s. 645). Grundtvig må formodes at være mere enig med sig selv, og det sindelag som kommer til udtryk i digtene fra 1813 og frem, hvorfor færre og mindre kritiske kommentarer er nødvendige.