↩ Indholdsbedømmelserne af digtene fra perioden frem til 1811 bærer præg af Grundtvigs efterfølgende kristelige gennembrud. Han tager fx afstand fra sin beskrivelse af kristendommens komme i “Saga om Nor og hans Æt”, som i en fodnote betegnes som sludder (s. 111). I Maskeradeballet har han anvendt “formastelige Ord”, der kan få 👤Kristus til at fremstå som et “luftigt, indbildt Væsen” (s. 14), hvilket ikke var hans mening. Han lader dem dog stå til sin “Skam” og som et “Vidnesbyrd” fra denne tid (s. 15). I tillægget til “Knud Lavard” skriver Grundtvig, at hans manglende forstand på “Bøn [...] som paa Historiens Sammenhæng” skyldes, at han dengang (dvs. i 1809) “ei havde Gud levende for Øie” (s. 129). Endelig kalder han det i tillægget til “Grundkløgten ved Riisbrighs Grav” for sin vildfarelse, at han dengang søgte i “Asalæren og overalt i Tankeverdnen” efter en “Viisdom (Grundkløgt) uafhængig af 👤Christus” (s. 133).