ALFENS BRUD.
1.
✂
Glimrende Hækken bæved
I varme Sommerluft,
Om Pavillonen svæved
Den brune Mokkas Duft;
✂
Herrer og Damer krandsed
Den siirlige Altan,
Smaapigerne de dandsed
Nede paa grønne Plan.
✂
Der dandsed Alfhild liden,
Med gyldenblanke Haar;
Vinger gav hende Tiden,
Hun var kun fire Aar.
✂
Som Hyacinthens Stengel
Saa smidig, rank og rund,
Med Smil, som nys en Engel
Havde kysset hendes Mund,
✂
De store Øine straalde
Med sær dybsindig Skik,
Knap Nogen længe taalde
Det tankerige Blik;
✂
Som havde alt hun kunnet
See klart i Hjertets Nat,
Som havde hun udgrundet
Livsgaadens dunkle Skat!
✂
Hun svæved om i Flokken
Liig Musen, tyst og let,
Saa Vinden danned af Lokken
En Glorie, - et Net. -
✂
Med Eet var hun forsvundet
Af den støiende Sværm,
Hun havde Veien fundet
Bag Bøgelundens Skjærm.
✂
Gjennem de krumme Gange
Hun ilede didned,
Hvor Aaen, som en Slange,
Slikked den grønne Bred.
✂
Hvor Bøgen i Voven hængde
Sin Løvdusk, grøn og lys,
Som om den rigtig trængde
Til kjøligfriske Kys;
✂
Hvor dybt sig Broen speiled,
Og Græsbænken stod,
Og Aakanden seiled,
Løsrevet fra sin Rod;
✂
Der satte sig den Lille,
Og med sine Øine blaae
Hun tankefuld og stille
Ud over Vandet saae.
2.
✂
Ei sad hun ene længe; -
Thi langs med krumme Kyst
En Svane saaes fremtrænge
Sit Alabasterbryst.
✂
Til Pletten, hvor hun smilde,
Den tyst og kjælen flød,
Og standsed der, og hvilde
Sit Hoved i hendes Skjød.
✂
De var saa gode Venner!
I Skovens stille Paulun
Med sine spæde Hænder
Hun strøg de skjære Duun.
✂
Blidt løfted den sine Vinger,
De danned en Bærestol;
Ung Alfhild let sig svinger
Paa den levende Gondol;
✂
Fra Breddens grønne Skraaning
Hun steeg paa Svanens Ryg,
Og sad som en lille Dronning
Saa siirlig og saa tryg. -
✂
Mens Svanen Farten stilled
Under Broens høie Hal,
13
Stolt saae den paa sit Billed
I det slebne Kristal;
✂
Og Billedet - det fulgde
Med paa den vaade Sti, -
Det var ret, som det dulgde
Kun slet sin Jalousie.
✂
Som Vagt i grønne Pandser
Stod Sivets ranke Trop,
Med tusind spidse Landser
Og Blomsterfane paa Top.
✂
Fra Busk og Træ paa Landet
Langs Aaen fjern og nær,
Fra Lilierne paa Vandet
Der myldred frem en Hær;
✂
En Hær af Alfer hvide,
Guldgule, røde, blaae
Ud af hver Blomst med blide
Øine paa hende saae.
✂
Det var de vilde Ænder
Og Rørdrummen i sit Skjul
De klapped i deres Hænder
Og slog paa Pauken huul;
✂
Mens Irsken, Droslen og Gjøgen
Med Sidsken og Stæren til
De sad i Ellen og Bøgen,
Og gjorde klingende Spil.
✂
Bagefter seiled en Række
Af Svaner, Han og Hun;
Men Alfhild, den lille, kjække,
Sad stolt med smilende Mund.
3.
✂
Hvor hængende Grene skjule
Bredden for Himlens Syn,
Sig aabner en hemmelig Hule
Ind under Bankens Bryn.
✂
Derind sig Svanen vendte
Med sin kostbare Fragt, -
Hun frygted ei, hun kjendte
Den underjordiske Pragt.
✂
Epheu i vild Uorden
Smykked det runde Portal;
Langt skjød sig under Jorden
Den dybe, klare Canal.
✂
I Mulm end Væggene stode
Paa begge Sider tyst
Med Huler, hvor Smaafolk boede, -
Snart blev der Larm og lyst.
✂
Som vimse, vevre Rotter
De listefulde Smaa
Foer frem af deres Grotter,
Og ned paa Toget saae.
✂
Liig Drueklaser hang de
Paa Rødder, Steen og Mus,
15
Ud over Vandet svang de
Brogede Lys og Blus.
✂
Langs Grotternes Gelænder
De stod i Tusindtal,
Og slog med bitte Hænder
Paa rungende Metal;
✂
De blæsde i blanke Tuber,
Og sang med klinger Røst,
Det lød gjennem dybe Gruber
Igjen fra Jordens Bryst.
✂
Men efter seiled en Række
Af Svaner, Han og Hun,
Ung Alfhild, den lille, kjække,
Sad stolt med smilende Mund.
✂
Snart hæved sig Hulens Bue,
Bredt Vandet sig udgjød
I Solens friske Lue
Guldgul og purpurrød.
✂
En Sø, en Dal med Skove
Modtog dem i sit Skjød,
Ind paa den sølvblaae Vove
Saa sagteligt de flød;
✂
Saa blidt, som Skuden lægger
Sig ind i Hjemmets Havn,
Som naar en Moder strækker
Mod Barnet ømt sin Favn. -
✂
Paa Søens Saphirflade:
En Øe, smaragdgrønj laae,
En Lind med brede Blade
Kneisede høit derpaa.
✂
Paa Øens bløde Tillie
Ung Alfhild let sprang ned,
Hun stod der som en Lilie,
Plantet i grønne Bed.
✂
Men Svanen var brat forsvundet,
En deilig Dreng der stod,
Om dunkle Lok var vundet
Rubinens røde Blod;
✂
Og det var Alfers Konning!
Med Rosen i sin Haand,
Han gav sin lille Dronning
Til Scepter en Lilievaand.
✂
En Krands af Blomstergrene
Hun fik om Panden lagt,
Hvert Blad var mørkblaa Stene,
Bundne ved Guldets Pragt.
✂
En Virak Sommervinden
Ud oyer Dalen bar,
Og Begge stod under Linden, -
Da klang en Jubel klar;
✂
Thi rundt paa Dal og Høie
Fra Busk og Blomst og Søe
Sig Alfer monne bøie
Mod den lyksalige Øe.
✂
I Aftensolens Forgylding
De flagred, svømmed og sprang,
Den unge Dronnings Hylding
Tolkede deres Sang. -
✂
Han vinked, med Alvorsmine, -
Da svam fra Øens Strand
Hver smilende Undine
Over til Skovens Rand;
✂
Han Rosen langsomt hæved, -
Og Luftens Alfer fløi
Fra Øen bort, og væved
Et Net over Skov og Høi;
✂
Som Lærker, naar de skrækkes,
Og susende bortflye,
Saa Nabomarken dækkes
Af Tusinder paany.
✂
Den unge Konge ledte
Sin Dronning, spæd og fim,
Did, hvor et Teppe sig bredte
Under Lindens Baldachin.
✂
Paa Fløielsbolstre hvide
Han satte den unge Viv,
Og hvilde ved hendes Side
Med Armen om hendes Liv.
5.
✂
Der var som Døden stille
Over den hele Dal;
18
Da hvidsked han til sin lille,
Sin yndige Gemal;
✂
Selv Blomsten ei kunde høre't,
Som torde ved Thronen staae,
Endskjøndt den spidsede Øret, -
Da talede han saa:
✂
»Sex Gange i denne Sommer
Var du, min Dronning! her;
Den syvende Gang, du kommer,
Ak! det den sidste er!
✂
Langt, langt jeg maa bortvandre
Fra dig, min søde Brud!
Ei mægter jeg at forandre
Den evige Skjæbnes Bud.
✂
O! Dage, gjennembævede
Af Fredens milde Glands!
O! Dage, tæt indvævede
Af Glædens Perlekrands!
✂
O! Livlighed og Latter!
O! Venlighed! o! Lyst!
Naar skal jeg aabne atter
For eders Sværm mit Bryst?
✂
Vandrer jeg som i Fængsel
Til fjerne Land og Flod,
Skal Mindet dog vække Længsel
Og Længslen Haab og Mod.
✂
Vi dandsed her i Engens
Qvægende Blomsterduft,
Til Fløitens Klang og Strengens
Sittrede Vand og Luft.
✂
Til Æthren vi dig bare,
Og viisde dig Stjernens Gang,
Og med den svævende Skare
Du daled igjen paa Vang.
✂
Jeg Arm om Midien slog dig,
Og fløi over Søens Skjød;
Da raabde du, at jeg tog dig
Jo som et lille Brød!
✂
Hver flaggrende Libelle,
Hver broget Orm, som krøb,
Hver Blomst dig maatte fortælle
Sit Navn og Levnetsløb.
✂
Vi overgivent spøgde
I Kildens kjølige Bad; -
I Busken jeg dig søgde,
Hvor stille skjult du sad.
✂
Hos Storken og hos Ørnen,
Hvor Vinden leger frit,
Hos Nattergalen i Tjørnen
Aflagde vi vor Visit.
✂
Jeg reed paa Hjorten lette,
Du paa den hvide Hind,
Rask over Skovens Slette
Gik det jo som en Vind.
✂
Vi hilsde Daadyrflokken:
Og Markens bitte Muus,
Haren, Ræven og Brokken
Udenfor deres Huus.
✂
Vi lod os sagte glide
Dybt ned i Schachten steil,
Og saae vort Billed skride
Langs ad Kristallens Speil.
✂
Gjennem den dunkle Gyde,
Hvor smaa Svartalfer boe,
Hørde vi Sølvet flyde,
Og saae Guldtræet groe;
✂
Hvor kunstigt Alfer male
Rubin og Amethyst,
Som siden stolt tør prale
Paa skjønne Pigers Bryst. -
✂
Naar trætte af Sommervarmen
Vi sad ved Kildens Væld,
Greeb du mig under Armen,
Og bad: »fortæl, fortæl!
✂
Hold nu, hvad du har lovet, -
Fortæl mig noget, du!
Saa jeg fryser om mit Hoved
Af Angest og af Gru!«
✂
Da lod din Aand jeg følge
Mig gjennem Livets Skræk,
Over den brusende Bølge
Fløi vor Tanke kjæk.
✂
I Storm, ved Lynets Flammer
Paa vilde Klippekyst
Hørde du Dødens Jammer
I Skibbrudnes Røst.
✂
Hvor Retterstedet stander
I Maanens matte Glands,
Saae du de blege Pander,
Og Hexes fæle Dands.
✂
Paa Vindeltrapper og Gange
I skumle Borgruin
Jeg viisde dig Gjenfærd lange
Vandre i hviden Lin.
✂
Jeg skildred dig lede Snoge,
Som ruge i Klipperift,
Troldqvinderne, som koge
Den hemmelige Gift.
✂
Og naar du saa blev bange,
Og Kinden blev lidt bleeg,
Gjenlokkede Alfers Sange
Roserne, som bortveeg.«
6.
✂
Der var som Døden stille
Over den hele Dal;
End hvidsked han til sin lille,
Sin yndige Gemal:
✂
»Ak, nu jeg maa bortvandre
Fra dig, min Dronning prud!
Ei mægter jeg at forandre
Den evige Skjæbnes Bud.
✂
Skjøndt Mindet vil smelte sammen
Med Tidens graadige Flugt,
Skal dog vor Leeg og Gammen
Bære dig liflig Frugt.
✂
En Rigdom dig nu tilhører,
Dens Værd ei aner du,
Sig i dit Indre rører
En umaalt Verden nu.
✂
Først Alt vil gandske svinde; -
Men som det skjulte Frø
Vil det i Hjertet inde
Gjemmes, og aldrig døe.
✂
Lidt efter lidt skal stige,
Dig ubevidst, af din Aand,
Hvad her i Alfers Rige
Blev nedlagt af min Haand.
✂
En Salvelse jeg give
Dig vil, at Alfens Viv
En Digterinde maa blive, -
Det skjønne Digt - dit Liv!
✂
Som Solens Blink udklække
Blomster i broget Rad,
Skal dine Smil opvække
Hjerter til sværmersk Qvad.
✂
Thi Sangeren, vil man sige,
Velsigner høist sit Hverv,
Naar han en deilig Pige
Tør offre Sangens Skjærv.
✂
Og fra mit Land, det fjerne,
Du skal af Alfer smaa
Om din Skjønhed at værne
En kraftig Livvagt faae:
✂
Sundhed, den stærke Terne,
Og Ynde, med Rosenqvist,
Skal følge dig, min Stjerne!
Og - Skjelmerie tilsidst.
✂
Den Første skal farve mørke
De gyldne Haar, og smukt
Dig strømme sin varme Styrke
I Blodets Purpurflugt.
✂
Den anden skal Foden føre
Og bøie rund din Arm,
Og tugtigt dig omsløre
Din Hofte og din Barm.
✂
Den Tredie i en fornøiet
Men ubevogtet Stund
Skue dig dybt i Øiet
Og kysse dig paa din Mund!«
7.
✂
Der var som Døden stille
Over den hele Dal, -
End hvisked han til sin lille,
Sin yndige Gemal:
✂
»Een Pligt jeg dig paalægger
Een Bøn jeg beder kun,
Før jeg dig Haanden rækker
I Afskeeds bittre Stund:
✂
En mægtig Gnist der flammer
I hvert et jordisk Bryst;
Skjøndt den fra Himlen stammer
Avler den Sorg, som Lyst.
✂
Den er det, som forbinder,
Og som adskiller brat,
Den er det, som forblinder,
Og Dagen gjør til Nat.
✂
Ved den af Slummer jages
Saa mangen evig Sorg,
Naar bedst man troer, der tages
Et Paradiis paa Borg.
✂
Du kjender ei dens Vælde,
Ak, kun en stakket Stund
Formaaer i Støv at fælde
Dig Fredens hellige Lund.
✂
Nei! elske maa du ikke!
Fatter du vel det Ord?
Vel ane dine Blikke
En Hemmelighed stor?
✂
Til evig Qval og Smerte
Blev, Alfhild! jeg fordømt,
Hvis een Gang blot dit Hjerte
Om Kjærlighed. fik drømt.
✂
En Mand af Støvets Caste,
Med Kjole og Frisur,
Sig skulde fræk formaste
Mod din Æther-Natur?
✂
Jeg skulde see dit Øies
Violblaae, dybe Glands
Forene sig og føies
Saligt til Eet med hans?
✂
Jeg skulde see, han førde
Dig som sin Eiendom,
Hvor Ingen Sukket hørde,
Og ingen Hjælper kom?
✂
Jeg skulde sindig taale,
At han med ublue Blik
Begjærligt skulde maale
Hver Yndighed, du fik?
✂
Nei! Gnisten maa ei tænde
Hos dig sin falske Pragt!
Ak, nei! du maa ei kjende
Dens frygtelige Magt!
✂
Jeg evigt den vil slukke,
Mens reent er end dit Bryst,
Og aldrig skal du sukke
I Elskovs Qval og Lyst.
✂
Jeg rækker dig Glemsels Honning, -
Tøm ud den søde Drik!
Og giv mig, Alfhild! min Dronning!
Dit sidste, venlige Blik!«
✂
En Valmublomst han plukked,
Den stod ved Thronens Rand;
Dens Bæger han oplukked,
Da fyldtes det paastand,
✂
Med Iispolens Kulde,
Med Glemsels Slummerviin;
Han holdt det for den Hulde
Til Læbernes Carmin.
✂
Hun saae paa ham, hun sukked,
Hun tømde det til Bund,
Og da hun havde drukket,
Sank hun i dyben Blund.
✂
Der blev som Døden stille,
Svundet var Alfers Dal,
Kuns Vandet hørdes trille
Og fjernt en Nattergal.
8.
✂
Aftenen alt udbredte
Sit hemmelige Flor,
Moderen ængstlig ledte
Efter sit lille Noer;
✂
Da fandt hun endelig Pigen
Sødt slumrende paa Jord,
Med tusind Øine, nyfigen
Stod rundt et Blomsterflor.
✂
Og vaagen Alfhild fandt sig
I Græs ved krumme Aa,
Om hendes Lokker vandt sig
En Krands Violer blaae.
✂
- Hun voxde, rug paa Ynde,
Som Alfen havde sagt,
Tidligt sig lod forkynde
Aandeverdenens Magt.
✂
Sig hendes Sødhed væved
I mangen Tankes Gang,
Saligt Sangeren bæved,
Naar han om Alfhild sang.
✂
Hun blev, som hendes Moder,
Baade kløgtig og from,
Men - under Barmens Kloder
Slet ingen Varme kom.
✂
Vel Beilere kom der mange, -
Men iiskolde Blik
For deres Sukke lange
Var al den Trøst, de fik.
✂
Ei mægted Støvets Sønner,
I Kjole og Frisur,
At bøie med Elskovsbønner
Den ætheriske Natur.
✂
Men trods det kolde Hjerte
Havde hun freidigt Mod, -
Kuns dem det voldte Smerte,
Som laae for hendes Fod.