1.

✂ Paa Montferrat i den gyldne Sal,
Der lytter Ridder og Frue
Til Qvad af en liflig Nattergal
Alt under den hvælvede Bue.

✂ Markgreven kneiser med Fjederhat,
Om Skuldrene Fyrstekappen;
Han lytter, med Næven paa Knæet sat,
Og Hagen paa Sværdeknappen.

✂ Ved hans Side blusser en Rose fiin,
Og det er hans deilige Søster,
Hun lytter, og under det hvide Lun
Sig hæve de unge Bryster.

✂ Der er saa tyst i den vide Hal,
Fast høres de bankende Hjerter,
Som naar i Skoven en Nattergal
Udaander sin Elskovs Smerten

✂ Og det er den ædle Troubadour,
Rambaut af Vaquieres;
Han synger i det forgyldte Buur
Den hellige Jomfru til Ære.

✂ Den hellige Jomfrues hulde Navn
Han vil sine Qvad indvie;
Hvergang han tager sin Cithar i Favn
Er hans første Ord: »o, Marie!«

✂ Og dette Navn for den ganske Jord
Han vil saa yndigt besynge,
Som hist det klinger i evigt Chor,
»Maria!« blandt Engles Klynge.

✂ Og lægger han da sin Cithar bort,
Saa Strængen atter maa tie,
Fra Barmens Dyb det klinger fort
I sødeste Toner: »Marie!«

✂ Men heftigt Fyrstindens Hjerte slaaer,
Paa Læben Sukket hendøde;
Over Hals og sneehvide Skuldre gaaer
Den klareste Morgenrøde.

✂ Som i en dyb, en tankefuld Drøm
Hun sidder med Panden bøiet;
Ned flyder Lokkernes brune Strøm
Og dølger Kinden og Øiet.

✂ Markgreven stryger sit sorte Skjæg,
Han rynker sit Bryn og tier;
Men Ridderne hviske langs Salens Væg:
»Ja, der er flere Marier!«

2.

✂ I Skoven er der saa luunt et Sted
Under Egens knudrede Grene;
Kilden risler saa tæt derved, -
Der stode de Begge alene.

✂ Bag den skjermende Rosenhækkes Læ
Af sagte Zefirer vugget,
Dybt bøier Troubadouren sit Knæ,
Og frit udaander han Sukket.

✂ Og et Svar ham møder fra hendes Røst,
Hun op til Himlen ham hæver,
Til Himlen i hendes kydske Bryst,
Hvor Kjærligheds Vaarblomst bæver.

✂ Paa hans Pande et Kys, et eneste kun,
Hun vover med lil at trykka;
Da lægger sig yndigt om Kind og Mund
Undseelsens Jomfrusmykke.

✂ Hun sætter sig blødt under Buskens Hang
Paa blomsterbroderede Leie;
Oplader han da til Strængens Klang
Sit Hjertes kostbarste Eie.

✂ De Billeder komme, de Billeder gaae,
Hans Toner saa lifligt male;
Fyrstinden smiler og lytter derpaa,
Til Øielaagene dale.

✂ Og Troubadouren, den Elskede nær,
Paa duftende Leie sig strækker;
Mellem hende og sig, som et Cherubsværd,
Sin trofaste Cithar han lægger.

✂ Og Kilden risler og Droslerne slaae
I Skovens susende Sale;
Og Tankerne komme og Tankerne gaae,
Til hans Øielaage de dale. -

✂ Alt Aftensolen med Purpur og Guld
Har farvet Fjeld og Skove;
Markgreven vandrer saa tankefuld
Langs Kildens spillende Vove.

✂ Da seer han det unge slumrende Par,
Og standser sin Fod forfærdet;
Brat syder hans Blod, og kraftigt har
Han Haanden alt lagt paa Sværdet.

✂ Men Haanden synker, - et andet Sind
At fatte hans Hjerte mægter;
Han sniger sig let under Egen ind,
Og løsner sin Kappes Hægter;

✂ Og dækker med fyrsteligt Hermelin
Det drømmende Jomfruhjerte,
Den blændende Skulder og Foden fiin, -
Og iler saa bort i Smerte.

3.

✂ Saa ængstligt i Salen paa Montferrat
Der hvisker Ridder og Frue;
Markgreven kneiser med Fjederhat,
Og barsk er hans Øie at skue.

✂ Og midt paa den tavlede Marmorgrund,
Paa Knæ, med Kappen i Hænder,
Den unge Sanger, med blegnet Mund,
Til Fyrsten sit Øie vender;

✂ Og stammer sagte: »Min Hersker og Ven!
Jeg gik mig en Gang i Lunden;
Ydmygeligt her jeg bærer igjen,
Hvad hist jeg usalig har funden!«

✂ Fra Stolen hæver sig Fyrsten prud, -
Forstummet er Hvisken og Talen -
Af Balgen drager han Sværdet ud, -
Da blegner hver Kind i Salen!

✂ »Du Sangfugl! Du flakker mig hid og did,
Snart vilde du mig vel forgjette;
Thi skal du nu stækkes, - til evig Tid
Jeg dig udi Buur vil sætte!«

✂ Og Sværdet løfter han rolig, stolt,
Tre Gange han rører hans Skulder,
Men dæmper flux med alvorligt »Holdt!«
De jublende Ridderes Bulder.

✂ »Stat op, Hr. Ridder! og her i min Haand
Du sværge mig Tro og Fæste;
Det bliver vel ei det eneste Baand?
Jeg kjender jo nok det Bedste!

✂ For Gud og Æren brug Mod og Marv,
Til seent i Graven du blunder!
Behold min Kappe til Eie og Arv,
Og - det, som du fandt derunder!«