DE TO COUSINER.
I.
✂
Ei langt fra Hovedstadens Muur
Ved Landeveien, inde
Hvor Graner om en stille Plads
En Tornekrone vinde;
✂
Der mødes Vogne, Mænd til Hest,
Indsvøbt i Kapper lange;
Knap dæmrer Lys i Østen svagt,
End slumre Lærkens Sange.
✂
Der er saa ængsteligt, saa tyst,
Med Graat er Himlen tjeldet;
Nysgjerrigt taus, som hvidskende,
Staaer Gran mod Granen hældet.
✂
De stige ned af Hest og Vogn
Med alvorsfulde Miner;
De hilse koldt, - og tre og tre
Hver til sin Kant hentriner.
✂
De tale sagte, - give Vink, -
Paa Sletten Skridt de maaler,
Paa udbredt Kappe knæle de,
Og lade to Pistoler.
✂
Og Tvende træde særskilt frem,
De Andre bort sig fjerne; -
Vemodig skuer ned til dem
En mat og eenlig Stjerne.
✂
Den Ene er en kraftig Mand
Med graanet Haar om Panden;
Som Pilen smækker, hvid og rød,
Blondhaaret er den Anden.
✂
Den Ene i sin grønne Frak
Kun Mod og Fasthed værne;
Den Andens Hjerte dækkes af
Den blanke Ordensstjerne.
✂
Den Ene med et roligt Blik
Og fast i Fod og Haanden;
Den, Anden, vild af Øiekast,
Og myg, som Espevaanden.
✂
Den Ene med en hellig Sags
Fortrøstning i sit Hjerte;
Den Anden, som der pined ham
Et Helved, fuldt af Smerte.
✂
Den Ældre gjorde Tegn til Fred -
Med Alvor, strængt han fordred;
Den Unge med et haanligt Smiil
Til Blod og Dom beordred.
✂
Der faldt to Skud; - men til sin Vogn
Blev kun eet Legem baaret;
Deri brede, dunkle Blodstrøm skjød
Med Magt igjennem Saaret.
✂
En Ungersvend paa Græsset laae,
Med blonde Lok om Tinden;
Da Østens Rose blomstred frem,
Saa falmed hans paa Kinden.
✂
Da Morgenluften sendte frisk
Sit første Pust i Lunden,
Saa listed sig det sidste Suk
Ham bævende fra Munden.
2.
✂
Saa døsig, lummer og saa tyst
Er Sommermiddagsstunden,
Kun Gjøgens fjerne, svage Kluk
Høres fra Hassellunden.
✂
I Jægerhusets Lindegang
Udenfor Haugestuen
Der sidde To, hver paa sin Bænk
I Skyggen, under Buen.
✂
Den Ældre syer det grove Lin,
Bleeg er hun som Jasminen,
Men som Provencerosen rød
Og fyldig er Cousinen.
✂
Hun glimrer liig en Sommerdag,
Og med de hvide Hænder
Heel tankeløst i Schillings Bog
Hun Blad paa Blad omvender.
✂
Den grønne, bløde Silke sødt
Røber de runde Former,
Og Barmens høie Bølgeslag,
Hvor det i Dybet stormer.
✂
Og der er ikke talt et Ord,
Lydt høres Bien surre,
Og i Cousinens Silkeskjød
Den hvide Killing snurre.
✂
Men der blev dog en Tale ført
Saa fuld af Ild og Smerte;
Men den til Ordet at betroe
Af intet Sprog de lærde.
✂
Den blege Kone sender tidt,
Over sit Sytøi bøiet,
Cousinen en vemodig Strøm
Af Ængstelse fra Øiet.
✂
Og fra Cousinens Øine blaae
Lynhurtigt faaer hun Svaret;
Men bag det listigt skjønne Blik
En Rædsel laae bevaret.
✂
Et Posthorns indholdsfulde Klang
Høit skingrer hist ved Kroen,
Og hurtigt høres Hestens Trav
Med Bulder over Broen.
✂
Et Brev hver holder i sin Haand,
Og Hænderne - de sittre;
Begjærligt suge Øinene,
Men Smilene er bittre.
✂
De folde hver sit læste Blad,
Og Blikket mødes atter,
Og uden Ord, med Gysen de
Hinandens Tanke fatter.
✂
Den hvide Rose blussed høit
Som Foraarsmorgenrøden;
Den Røde sad, som paa en Grav
Et Billede af Døden.
✂
Den Første hvisked: »Tak, o Gud!
At du mit Alt har skaanet!«
Den Anden taug, stod op, men sank
Blandt Roserne hendaanet.
3.
✂
Han kom til Hjemmet, mat og mørk,
Med Sveed og Støv i Haaret;
Han bar en Smerte i sit Bryst,
Men, ak! man saae ei Saaret.
✂
Med intet Ord, ved intet Blik
Lod sig hans Ro forandres;
Han vilde bære stærk sin Vægt,
Sin egen - og de Andres.
✂
Sin fromme Hustru stirred mildt
Han i det klare Øie;
Ydmyget, sønderknust han saae
Den unge Blomst sig bøie.
✂
»Kom, læg dit unge Hoved her,
Kom, græd i mine Arme!
Her ved mit Bryst din kolde Kind
Jeg gjerne vil opvarme!«
✂
Hun segned paa Divanen hen,
Hun taug, men Øiet flammed,
Med runde Arm omkring hans Hals
Et Navn hun sagte stammed.
✂
Da løsde Graad den stumme Qval,
Og Smerten strømmed over,
Ned paa de hvide Skuldre flød
De gule Haarets Vover.
✂
Det matte Øielaag sank i,
Den blege Mund stod aaben,
Men, stærk ved Smerten, trængde sig
Fra Øiet Perledraaben.
✂
Med Arm om hendes smækkre Liv,
Med Haand bag hendes Hoved,
Med Munden tæt ved hendes Mund
Han sin Beretning voved.
✂
»Du stakkels Barn! - hans Svar var kort, -
Hans Ord var koldt, - han spotted
Et Navn, ham før saa dyrebart, -
Han ved min Qval sig gotted.
✂
Jeg tigged ydmyg, paa mit Knæ,
Men lukte var' Hjertets Veie,
Da voved jeg at friste det,
Som ei er heelt mit Eie.
✂
Jeg vilde skaant, - jeg maatte ei,
Han tvang med Haan og Kulde;
Hans sidste Tilsagn fik, desværr',
Mit Svar igjen tilfulde.
✂
Jeg opgjort har hans Regnebræt,
Jeg hævnet har din Ære, -
Du faaer en blodig Seierskrands
For den, du ei tør bære.«
✂
Cousinen taug, og bleg som Liig
Hun vakled ud af Stuen;
Men æstlig, øm, hvorhen hun gaaer,
Bevogter hende Fruen.
4.
✂
Den hede Sol er dalet ned
Bag fjerne, dunkle Skove,
Nu Hjorten ligger i sit Skjul,
De dybe Enge, sove.
✂
Ved Skovens Rand en Hytte staaer
Ei langt fra Tørvegraven,
Med matte Løv sig krummer der
Et Hyldetræ i Haven.
✂
- Cousinen staaer ved lave Dør
Og lytter til, hvor inde
I Kamret tysser paa et Barn
Den gamle Stodderqvinde.
✂
»Tie stille, Barn! græd ikke meer,
Luk Øiet til, du Lille!
Din Fader kommer snart herhid,
Han al vor Sorg vil stille.
✂
Vær rolig, Barn! du søde Barn
Snart vil du lee og smile;
Din Moder kommer snart herhid,
Og luller dig til Hvile!«
✂
Ad aabne Dør hun traadte ind,
Og sig i Stuen stilled,
Som, stolt med en Medeas Blik,
Et herligt Marmorbilled
✂
Thi Hævnen staaer med grusomt Træk
Paa Mund og Pande malet; -
Hun knuger Drengen tæt i Favn,
Og svøber ham i Shawlet.
✂
Saa styrter hun af Hytten ud
Igjennem Mosens Taager; -
Men - om den stakkels Piges Fjed
En venlig Engel vaager.
5.
✂
Der staaer en Brønd paa Heden, langt
Fra By og Huus og Hytte;
Og fire runkne Vidietræ'r
Som Vagter den beskytte.
✂
Der er saa øde fjern og nær,
Ei Fuglens Qvidder lyder,
Kun Tudsen døsig kryber frem
Blandt Tidsler og Skarntyder.
✂
Her vandrer Qvien ei til Vands,
Og Egnens Malkepiger
Med Bøtte, Stol og Malkekrands
Den skumle Plet undviger.
✂
I Middagsheden giftig Dunst
Forvirrer Vid og Sandser,
Ved Midnat Ellekonen vildt
I Mosetaagen dandser.
✂
Cousinen styrer did sin Fod,
Hun over Heden springer,
Saa Haaret, liig et gyldent Fløi,
Bagefter hende svinger.
✂
Men aandeløs ved Brøndens Rand
Hun standser brat sin Hen; -
Thi Ellekonen, rank og hvid,
Hun svæve seer ved Pilen.
✂
Hun løfter Barnet over Brønd,
Mens Øiet ræd hun vender; -
Da føler hun sin hede Arm
Berørt af klamme Hænder.
✂
Med Skrig hun slap; - men intet Pladsk
Fra dybe Kjedel hørdes,
Det var, som om den Lille af
En venlig Arm bortførdes.
✂
Ud over Sletten Pigen foer,
Og svandt i Taageregnen;
Og Vanvid hende Vinger gav, -
Hun saaes ei meer i Egnen.
✂
Men seent et Rygte mumled om
Et Brev, hun skulde skrevet,
At fjernt i fremmed Land hun var
En fornem Frue blevet.
6.
✂
I Jægerhuset gaaer en Dreng,
Og leger med sin Bue,
Ei Jægermestren ligner han,
Og ei den fromme Frue.
✂
Thi han er blond, og han er vild,
Men kløgtig, fuld af Løier;
Kun Fruens milde Moderblik
Hans stærke Villie bøier.
✂
Og fra sin bedste Leeg han tidt
Sig ind til hende sniger;
Der sidder han, mens Øiet ei
Fra hendes Aasyn viger.
✂
Han fritter da om tusind Ting;
Om Folk i Bondebyen,
Om Stiernen, Maanen, Hest og Lam,
Om Blomsten og om Skyen.
✂
Og spørger han: »hvor er min Faer?«
Hun peger mod det Høie.
Og spørger han: »min Moder da?«
Saa tørrer hun sit Øie.
✂
»Men siig, hvor fik du mig da fra?
Nu, Fostermoder! svar mig!
Og lyv nu ei, gjør mig ei vreed,
Imens endnu du har mig!«
✂
Med sælsomt Smil hun gier ham Svar;
»Paa Heden hist jeg tog dig;
Af Ellekonens dybe Brønd
En Aftenstund jeg drog dig.«