BÆGERET.
PAA HERREGAARDEN.
✂
»Hvi sørger dog saa saare
Mit yngste Barn? fortæl,
Hvi rinder vel Din Taare
Hver Morgen og hver Qveld?
✂
Du lever jo høit i Ære,
Du er jo rug og smuk!
Hvad Kummer kan Du da bære?
Forklar mig dog Dit Suk!«
✂
Undselig Hun skjulte Øiet
Dybt i sin Moders Barm;
Krampagtigt, fast Hun føied
Om hendes Hals sin Arm;
✂
Og mens den klare Kilde
I Lunden, hvor de sad,
Lod sin Perlestraale trille
Over Nymphæens Blad;
✂
Mens milde Vinde lukked
Og aabned den grønne Hæk,
Og Skovduen vugged
I Almens Favntag kjæk;
✂
Mens Moderens Øre vented
Og lytted med stille Taal, -
I Suk fra Dybet hented
Hun Hjertets Skriftemaal.
✂
Med sagte Røst Hun mæled
Et lille Ord - et Navn,
Og sky Hun atter fjæled
Sig i sin Moders Favn.
✂
De blonde Lokker slængte
Sig over den hvide Arm;
Som Skumbølger trængte
Sig frem den unge Barm.
✂
Da tog om Hendes Kinder
Den moderlige Haand,
Som naar varlig man opbinder
En fyldig Rosenvaand.
✂
Et Vemods-Smil hun sendte
Som svalende Trøst didind,
Hvor Længsel og Smerte brændte, -
Og kyssed Hendes Kind.
✂
»Saa Han har dræbt Dit unge,
Dit lystige Hjertes Fred?
Og aldrig end Hans Tunge
Har sagt Dig et Ord derved?
✂
Saa det var kun ved Øiet,
Du blev af Slummer kaldt?
Dit venlige Sind sig bøied
Kun for Hans skjønne Gestalt?
✂
Du aner, Han maa gjemme
En Hemmelighed stor,
Der lever uden Stemme,
Der aander uden Ord?
✂
Du kjende vil de Tanker,
Der slumre i Hans Bryst?
Nuvel! - bag de tause Ranker
Lyt til Din Moders Røst!
✂
Jeg vil Dig aabenbare
Den hemmeligste Kunst!
Da see Dine Øine klare
I Tvivlens Taagedunst.
✂
Naar snart I samles atter,
Da husk det Trolddoms Ord,
Som her, min yngste Datter!
Jeg hemmeligt Dig betroer.
✂
Dit Øie det afslører
For Hans Hjertes mørke Grund;
Hvisk det, imens Du fører
Et Bæger for Hans Mund.
✂
Lad Ham det Halve drikke,
Det Halve drikke Du;
Men da - o, glem det ikke! -
Bryd Bægeret itu.
✂
Thi sætter Han sine Læber
Til det samme Bægers Rand
Endnu en Gang, det dræber
Din Lykkes Liv paa Stand.
✂
Men, hvis Du snildt, forsigtigt
Mit Varsel ret har fulgt,
Da læser Du klart og rigtigt,
Hvad i Hans Sind er dulgt!
✂
Da smykkes vil Din Sommer
Med Blomster og Fuglesang -
Men tys! see hist - han kommer
Op ad den lange Gang!«
ELSKOVSTROLDDOM.
✂
Med lette Fjed Han hasted
Ind i det lune Krat;
Høit i en Busk Han kasted
Sin gule Panama-Hat.
✂
Med sin Foulard Han visked
Sin Isses brune Lok:
»See saa! nu har jeg fisket
Aborrer meer end nok!
✂
Der var saa smukt derude,
Hovmarken var saa travl;
Slottet speiled sin Rude,
Sine Taarne og sin Gavl.
✂
Og Kirken hist, den røde,
Stod som et omvendt Kruus;
Fjernt Skyttens Hunde gjøede
I Skoven ved hans Huus.
✂
Med hedt der var paa Vandet!
End ei den mindste Vind
Viftede kjølt fra Landet,
Og Solen mig gjorde blind.
✂
Her har De da mig atter,
Og her er man vel tilpas!
Fru Moder! og Frøken Datter!
Gud give, her var et Glas!
✂
En Ild - en Ild her brænder!
Min Frøken! et Bæger, smukt
Credentset af Deres Hænder,
Snart vilde faae den slukt.
✂
Men Kildens klare Draaber
Nu perle mig her omsonst;
Det nytter ei, jeg haaber
Paa saadan en Hebes Gunst!«
✂
Det sagde Han med Latter,
I overgivent Mod,
Og vendte saa bort sig atter
Paa sin flygtige Fod.
✂
Men fra bløde Mos paa Stolen
Hun reiste sig taus og rank;
Siirligt rasled i Kjolen
Hver Fold af Silke blank.
✂
Ved Kilden Hun sig neied,
Hvor ud fra Marmorsteen
Midt hen i Blomsterleiet
Den skjød sin Straale reen.
✂
Af begge Hænders blide,
Blegrøde Alabast,
Tæt føied' Side ved Side,
Hun danned et Bæger i Hast;
✂
Mens, sittrende, i Skaalen,
Meer kostbar end pruden Guld,
Hun lod forsigtigt Straalen
Risle, til den var fuld.
✂
Et Øieblik Hun dvæled!
Men Han - snart bleg, snart rød -
Med pludselig Alvor knæled,
Da Skaalen Hun ham bød.
✂
Med Vellyst suged Hans Læber
Den klare Nektar sød:
»Ei meer!« - Hun bad -
»det dræber!
De blusser jo som en Glød!«
✂
Men selv Hun tømte Resten, -
Og skilte saa Skaalen ad;
Og saa var Alt jo næsten
Gaaet, som Moderen bad,
✂
Der stod Hun, bleg, forvirret,
Som havde Hun drukket Gift;
Men fast dog Øiet stirred
Og læste Hans Ansigts Skrift.
✂
Det sused for Hendes Øre
Og Hjertet voldsomt slog.
Da var det, som kunde Hun høre:
»Saa elsker Hun mig dog!«
✂
Da var det, som kunde Hun skue
Dybt inde i Hans Bryst
Og see den søde Lue,
Der straalede Hende Trøst.
✂
Han syntes Hende at tale:
»O, siig mig, er det sandt?
At jeg i Jordens Dale
En saadan Himmel vandt!«
✂
Hun vakled, som i Svimmel,
Og yndig, fin og rank,
Forglemmende Jord og Himmel
Hun til Hans Hjerte sank.
✂
De hviled, med tause Munde,
Tæt ved hinandens Barm; -
Da svæved igiennem Lunde
Zephiren, luun og varm.
✂
Og Tanken tilbage vendte,
Og Hjerterne kom til Ro,
Og Blikket rundt de sendte, -
Da var de alene To.
LANGSOM VANDRING.
✂
I Parkens krumme Gange
Gik sagte deres Fod;
Tidt var det, som skye og bange,
De tause, stille stod.
✂
De stille stod og lænked
Fast Hænderne, to og to,
Mens Blikket brændende sænked
Sig dybt i Sjelens Bo.
✂
De stille stod og lagde
Haanden paa Tankens Vei,
Og Smilet forundret sagde:
»Saa det er virkelig Dig?«
✂
En Bæven, liig Aftnens Svale,
Dem hen over Hjertet foer,
Og Sukket blev til Tale,
Og Smilet blev til Ord.
✂
Som naar man i en Have
Vandrer fra Bed til Bed,
Og hver en Vaarens Gave
Henrykt man standser ved;
✂
Og som man kjærligt sanker
En Blomst saa hist, saa her,
Saa dvæled deres Tanker
Ved mangen Erindring kjær.
✂
Han sagde: »Jeg blinde Taabe
Saa længe har elsket Dig;
Men aldrig torde jeg haabe,
Du var saa kjær mod mig!«
✂
Hun hvisked: »Hvor tidt jeg sendte
Min Tanke Dig, mit Blik!
Ak, hvor mit Hjerte brændte,
At intet Svar jeg fik!«
✂
Og Han: »Jeg sad paa Stolen
Ved Speilet, - der stod just Du;
Et Haar faldt paa Consolen,
Det gjemmer jeg endnu;
✂
Om Fingren jeg det svøbte,
O, jeg husker det nok!
Imens Du sirligt støbte
I Ringe Din blonde Lok.«
✂
Og Hun: »Hvor tidt ei plukked
Hiin Blomsterstjerne jeg;
Men bitterligt jeg sukked,
Naar Oraklet svarte: Nei!
✂
gjemmer, som det Bedste
Jeg eier, det lille Brev,
Som, før Du vilde os gjeste,
Til min Moder Du skrev.«
✂
Og Han: »Ei blot Du lænked
Mig med Dit Ord og Blik;
Af Din Haand Du mig skjenked
En evig Elskovsdrik.
✂
Mit er nu dette Bæger,
Og jeg det slipper ei!
Jeg haaber, det mig qvæger
End tidt paa Livets Vei?«
✂
Med Smil, med fiffigt Øie,
Dog lidt beklemt i Løn,
Hun svared: »Jeg kan ei føie
Min Ven i denne Bøn.
✂
Af dette Bæger drikke
Skal Ingen - selv ei Du!
Og saae Du, Elskte! ikke,
Det blev jo brudt itu?
✂
Hvis nogen Anden rører
Ved min Haand med sin Mund,
Da mere jeg ham tilhører
End Dig i denne Stund.
✂
Nei, Ingen skal Bægret tømme,
Og Ingen skal røre mig!
Jeg vaagen og i Drømme
Vil ene tilhøre Dig!« -
✂
. Mens saa de sagte talede,
Sødt hviskede Luften med;
De mærked ei, Solen dalede
Bag Bøgeskoven ned.
I BYEN.
✂
Vildt Tø-Sneen tumler
Fra Nattens sorte Sky;
Karether og Droschker rumler
Rundt i den store By.
✂
Den døsige, matte Lygte
Har næsten ingen Magt;
Hvert Fodtrin maa frygte
En Rendesteens Cataract,
✂
Vægteren søvnig glider
Ind i Kjelderskurets Ly;
Den Vandrer stræber og strider
Mod Vind og Parapluy. -
✂
Men hist hos den rige Frue
Paa Torvet, paa første Sal,
Der lyser Lampernes Lue
Og Kerter uden Tal.
✂
I Salenes lange Række
En glimrende Assemblee
Høres der snaddre og qvække
Ved den duftende Thee.
✂
Men støttet mod Vindvets Pille
Staaer Han, saa stum og mørk,
Saa tankefuld og stille,
Som stod Han i en Ørk.
✂
Hans kjække Mod er skyllet
Bort i en bitter Strøm;
Han aander i en fortryllet
Sphære, som i en Drøm.
✂
Foran Ham Een, der snuser,
Tykmavet, puddret og dum,
Aabner sin Viisdoms Sluser
Og gjør sig lækker og krum.
✂
Han svarer ham kun sparsomt
Med Ja og Nei og Nik;
Og undgaaer snu og varsomt
Den Gamles hurtige Blik.
✂
Men bag den puddrede Skulder
Hans Øie Maalet fandt;
Gjennem Sladder, Støi og Bulder
Hører Hans Øre grant.
✂
Men hvad Hans Øre hører,
Og hvad Hans Øie seer,
En Snog om Hans Hjerte snører,
At knap det aander meer.
✂
Havde man kunnet skue
Ind i Hans Hjertes Dyb,
Man vilde i Helveds Lue
Øinet det giftige Kryb;
✂
Man vilde en Marter anet,
Ak, uden Lise og Trøst,
Naar først den Vei har banet
Sig til et trofast Bryst! -
✂
Ved Kaminen, histhenne,
Omringet af en Krands
Af muntre Ungersvende
Hun straaler i Skjønheds Glands.
✂
Hun straaler vel for dem Alle -
Men for Een dog især;
Paa ham Hendes Blikke falde
Som smilende Morgenskjær.
✂
Hendes høie Latter og Tale
Og den blussende Kind
Den varme Begeistring male,
Som bevæger Hendes Sind.
✂
Til ham Hun kun henvender
Sin Røst saa livlig, mild;
Kun for hans Tale brænder
Hendes mørkblaae Øies Ild!
✂
Det var den franske Maler,
Saa vidtbereist en Fyr;
Han sidder og vigtigt taler
Om Kunst og Eventyr.
✂
Hans ædle Blik, det Faste,
Det Sikkre i hans Røst,
Det Fremmede synes at kaste
Funker i Hendes Bryst! -
✂
Man larmer, man sig reiser
Og Stolene gjør Støi;
Den naadige Frue kneiser:
»Tilbords i den anden Fløi!«
✂
Ei ændser dog deres Øre,
Hvad om dem foregik;
En Lovsang Begge opføre
Paa italiænsk Musik.
✂
Men som just Hun er i Varmen,
Han paa sin Qval gjør Vold;
Med Smiil Han byder Armen, -
Hun tager den - pludselig kold!
VED BORDET.
✂
»Min Ven! hør, siig mig ærlig,
Hvorfor saa mørk og stum?
Jeg morer mig saa herlig,
Og giver min Glæde Rum.
✂
Saa bleg! med mørknet Øie!
Med sammenknebet Mund!
Jeg seer det grant og nøie,
Du lider i Hjertets Grund«
✂
Det sagde Hun med Latter,
Det klang som grusom Spot;
Og gjentog det atter,
Som det gjorde Hende godt.
✂
»Hvi morer Du Dig da ikke?
Med Ingen taler Du!
Vildt stirre Dine Blikke,
At det ret er en Gru!
✂
Hvor elskeligt han kan snakke
Den franske Maler der!
Den Glæde kan jeg takke
Min lille Moder kjær.
✂
Hun tog mig med forleden
Til hans rige Værksted hen;
Fra oven og til neden
Var der Billeder, min Ven!
✂
Henreven, henrykt stod jeg
Som i en himmelsk Drøm,
Og sødt, ustandset lod jeg
Flyde min Taares Strøm.
✂
Dybt gjennem Hjertets Aarer
Sig trængte Smerte og Lyst;
Og disse søde Taarer
Mildt qvægede mit Bryst.
✂
Mod Hver, som saa mig qvæger
Og har en Fryd mig voldt,
Mit Hjerte sig bevæger -
Det kan ei blive koldt!
✂
Jeg holder det ei hemmelig,
Jeg maa vise det klart!
At jeg er glad, taknemmelig,
Maa vorde aabenbart!
✂
Han selv mig har tilbudet
At male mit Contrafei; -
Overalt han er forgudet -
Men glæder det Dig ei?
✂
Han og har lovet at følge
Os, naar til næste Vaar
Over Bjerg og Dal og Bølge
Til Syd - til Syd det gaaer.
✂
Hvis Du er ret elskværdig,
Saa lov mig det, min Ven!
At, før mit Billed er færdig,
Du ikke gaaer derhen.
✂
Men kom Du kun og hent mig,
Som det sig hør og bør,
Men ei for seent! - og vent mig
Saa udenfor hans Dør!«
✂
- Men Han sad stum og stille
Med alt sit Hjertes Vee;
Hans Qval, den indre, vilde,
Kuns Hun kunde see.
NATTETANKER.
Hendes.
✂
»Han maa slet ikke tænke,
Jeg ændser Hans Jalousie!
Min Frihed skal ei lænke,
Hvad intet Ondt er i.
✂
Jeg elsker Ham - det veed Han
Saa maa Han være glad.
Gav nu jeg efter, saa leed Han,
Hvordan jeg saa bar mig ad! -
✂
Høit hæves man jo og stiger
I Pagt med slig en Aand;
Hvad Folk og Verden siger,
Jeg agter ei for et Baand;
✂
Begeistring løser Baandet,
Den maa sig tale ud!
Jeg er som gjennemaandet,
Som greben af en Gud!
✂
Og hvilken Kraft udtaler
Sig ei i hvert hans Værk!
Ja, han med Sjelen maler,
Med Sjelen, høi og stærk.
✂
Og hvor elskeligt et Hjerte!
Saa dybt, saa rigt, saa ømt!
Det rummer en Verdens Smerte
Og har en Himmel drømt.
✂
Og han - han vil mig male!
Det har han lovet jo?
Og vi skal sammen tale
Alene og i Ro!«
✂
Hun hvisked: »Det har han lovet!«
Og med smilende Mund
Hun lagde det skjønne Hoved
Til det sødeste Blund.
Hans.
✂
»Trods Hendes kolde Blikke,
Trods Hendes bittre Ord,
Jeg Hende forlader ikke,
Mens jeg vandrer paa Jord.
✂
Jeg Alt - ja, Alt vil taale!
Jeg bøier mig - skjøndt knust;
Hendes Øies stærke Straale
For evig mig har berust.
✂
Hun Noget for mig skjuler, -
Og var det nok saa reent,
Det under os Veien huler -
Tidligt eller seent.
✂
Ak, Hende alt Skjønt og Herligt
Drager kun bort fra mig;
Hendes egen Ynde kjærligt
Maa jo lokke det til sig.
✂
Jeg seer, Hun mig foragter,
Det myrder mit Hjertes Ro;
Men, ved Himlens evige Magter!
Dog bliver jeg Hende tro!
✂
Vil Hun mig end forstøde
Med Kulde fra sin Fod,
Saa lader jeg Hjertet bløde,
Til det er uden Blod!« -
✂
- Som man i Mørke vanker
I Kreds den samme Gang,
Gjentog Ham de trætte Tanker
Den samme Sørgesang.
✂
Da Dæmringen gjennem Taagen
Fik trængt i Kamret ind,
Den saae Ham ved Bordet, vaagen,
Med Haanden under Kind.
ET MALERVÆRKSTED.
✂
Der var saa luunt og hyggeligt,
Der var saa elegant,
Skalkagtigt og opbyggeligt
I hver en Krog og Kant.
✂
Hist kolde Alvorsscener
Fra Rom og Grækenland;
Her lystige Silener,
Og Nympher i klaren Vand;
✂
Hist Bønder i Kro og Kippe,
Madonna i Bethlehems Stald,
Skibbrudne paa øde Klippe,
Adams og Evas Fald;
✂
Her Egne med svævende Skyer,
Med Skove ved Søens Speil,
Med længselsfjerne Vuer,
Og Skibe for fulde Seil;
✂
I Rammer, der prægtigt lued,
Den levende, døde Natur
Saa tankevækkende skued
Her ned fra Væg og Muur.
✂
Dog han, som den fremtrylled,
Som i en Glorie klar
Sin Elskværdighed afhylled,
Det skjønneste Billed var.
✂
I den folderige Blouse
Hans Holdning er fri og kjæk;
Smukt Lokkerne sig kruse
Om Pandens ædle Træk.
✂
I Stolen, paa en Forhøining,
Let henslængt, hviler Hun,
Med blød og smidig Bøining,
Med Smiil paa Kind og Mund.
✂
Og det dristige Maler-Øie
Sig drukned i Hendes Blik,
Det fulgte skarpt og nøie,
Hvor Skjønheds-Linien gik.
✂
Og mens hans Farver male,
Hvad Øiet suger ind,
Aabner den hulde Tale
Livligt Sind for Sind.
✂
Men Farverne bleve matte
Mod Ordets Luepragt -
Man Malerstokken satte,
Paletten bort blev lagt.
✂
Lidt efter lidt sig dæmped
Stemmens bevægede Klang,
Og Ordet sagte kjæmped
Og standsed paa sin Gang.
✂
Sig Tanken henrykt svinged,
Mens ei de tænkte paa,
At Tiden var bevinget,
Og, at Hun skulde gaae! -
✂
Men hist paa Gadens Stene
Gik Han med langsomt Fjed
Frem og tilbage - alene
Med sig og sin Kjærlighed.
✂
Det mørkned - begyndte at regne,
Mens længe Han vandred om;
Hendes Øine var lidt forlegne,
Da endelig Hun kom.
PAA REISEN.
✂
Her bruser Eisacks Vande
I dybe Klippeseng;
Stolt seer fra Fjeldets Pande
Borgen saa mørk og streng;
✂
Som en nybygt Svalerede
Den, klinet til Klippens Bryst,
Tungsindig seer dernede
Paa Dalens vaarlige Lyst.
✂
Valnødtræer og Hasler
Grønnes i Dal, paa Fjeld,
Hvert Øieblik der rasler
Fra Høiden et Kildevæld.
✂
Hvor Bjergveien sig slynger,
Hugget i Klippens Barm,
Tyroleren gaaer og synger
Med Øxen i sin Arm.
✂
Sødt Solens Straaler milde
Vække af Nattens Ro;
Tæt ved en rislende Kilde
Hæver sig hist en Kro.
✂
Der stige just de Tvende
Fra Reisevognen ned;
Og det var Ham og Hende
Og den unge Maler med.
✂
De vandre jævnt og fryde
Sig ved den rige Natur,
Mens Hestene Havren nyde
Under det lave Skuur.
✂
Han foran gaaer og taler
Med sig og med sin Sorg;
Hun og den unge Maler
Betragte den stolte Borg.
✂
Med Eet Han lytter, standser,
Som vakt ved Kildens Kald,
Der ud fra Graniten dandser
Liig det klareste Krystal.
✂
Vemodigt, stemt og blidere,
Om Hjertet øm og blød,
Han sætter Foden videre
Og stirrer i Dalens Skjød.
✂
Han vender sig, - da skuer
Han i Morgensolens Ild
Under Fjeldvæggens Buer
Det yndigste Skuespil!
✂
Af begge Hænders blide,
Blegrøde Alabast
Havde Hun - Side ved Side -
Dannet et Bæger i Hast;
✂
Og smilende, i Skaalen,
Meer kostbar end pruden Guld,
Hun lod forsigtigt Straalen
Risle, til den var fuld.
✂
Den unge Kunstner ligger
Paa Knæ, paa mosklædt Steen,
Og af Hendes Hænder drikker
Bjergkildens Nektar reen.
✂
Og ømt Hun sig mon bøie
Over den skjønne Mand;
I Hendes svømmende Øie
Henrykt stir red han!
✂
Da træder Han til og raaber:
»Var det mig reent omsonst,
Om ogsaa jeg nu haaber
En saadan Hebes Gunst?«
✂
Men Hun sig hurtigt fatter!
»See, jeg har et Bæger kjøbt,«
Hun svarede Ham med Latter,
»Just som det gamle støbt!«
✂
Et Øieblik Han dvæled,
Utaalmodig vented Hun;
Han hvisked, idet Han knæled,
Med bleg og skjelvende Mund:
✂
»Af dette Bæger drikke
Skal Ingen - selv ei Du!
Og saae Du, Elskte! ikke,
Det blev jo brudt itu?
✂
Hvis nogen Anden rører
Ved min Haand med sin Mund,
Da mere jeg ham tilhører,
End Dig i denne Stund.
✂
Nei, Ingen skal Bægret tømme,
Og Ingen skal røre mig!
Jeg vaagen og i Drømme
Vil ene tilhøre Dig!«
✂
Men Hun: »Min Ven! Du spadser!
Jeg Dig - kun Dig har kjær!
Glem dog de fade Phraser,
Og tøm mit Bæger her!«
✂
Med Vellyst suged Hans Læber,
Og Stemmen sagte lød:
»Jeg veed det nu, det dræber,
Men Lykken er i min Død!
✂
Nu rask med mig til Spidsen,
Vandfaldet bør vi see!
Det skyder sig brat fra Issen
Ned fra Gletschernes Snee!«
✂
Foran dem snelt Han ilte,
Som berust Han svang sin Hat;
De To medlidende smilte
Og fulgte til Fjeldets Krat.
✂
Men da didop de naaede,
Hvor Øiet ustandset seer,
Da var det dem en Gaade -
Han var der ikke meer!
✂
De troede først, Han spøgte,
Skjult i en Hules Gjern,
De raabte, loe og søgte -
Men Echo kun svared dem.
✂
Hvor Faldets melkehvide
Fraade i Dybet foer,
Paa Skræntens slibrige Side
Fandt de Hans sidste Spor.
PAA HERREGAARDEN.
✂
Ned rasled de visne Blade,
Violette, gule, graae;
I Søens mørkblaae Flade
Sig Himlen vemodig saae.
✂
Markerne vare saa øde,
I Skoven Taushed og Fred;
Mat Solens Straaler fløde
Gjennem blege Løvværk ned.
✂
I Parkens krumme Gange
To Damer langsomt gik;
De dvæled, som skye og bange,
Med sorgomsløret Blik,
✂
Den Yngre førte i Lunden
Den Ældre, venligt og smukt;
Men falmet var Kinden og Munden,
Og Øiets Ild var slukt.
✂
Og som de gik langs Hegnet,
Den sorte Sørgedragt
Saa underligt sig tegned
Paa Løvets brogede Pragt.
✂
I deres Ansigt malet
En hemmelig Smerte stod;
Tidt Læben vilde talet,
Men ei den havde Mod.
✂
Tidt var det, som de standsed,
Men havde dog ingen Ro;
Som det, den Ene sandsed,
Bevæged dem begge To.
✂
Og ved den klare Kilde,
Der lige vever og glad
Lod sin Perlestraale trille
Nu over det visne Blad;
✂
Der stod de, og eet Billed
sig maled for Begges Sind,
Som nylig her opstillet,
Det traadte i Tanken ind.
✂
»Her var det!« sukked den Gamle;
Men Hun til Panden bar
Sin Haand, for Mindet at samle:
»Ja - her, - ja, her det
var!«