Winther, Christian BÆGERET

BÆGERET.

PAA HERREGAARDEN.

»Hvi sørger dog saa saare
Mit yngste Barn? fortæl,
Hvi rinder vel Din Taare
Hver Morgen og hver Qveld?

Du lever jo høit i Ære,
Du er jo rug og smuk!
Hvad Kummer kan Du da bære?
Forklar mig dog Dit Suk!«

162

Undselig Hun skjulte Øiet
Dybt i sin Moders Barm;
Krampagtigt, fast Hun føied
Om hendes Hals sin Arm;

Og mens den klare Kilde
I Lunden, hvor de sad,
Lod sin Perlestraale trille
Over Nymphæens Blad;

Mens milde Vinde lukked
Og aabned den grønne Hæk,
Og Skovduen vugged
I Almens Favntag kjæk;

Mens Moderens Øre vented
Og lytted med stille Taal, -
I Suk fra Dybet hented
Hun Hjertets Skriftemaal.

Med sagte Røst Hun mæled
Et lille Ord - et Navn,
Og sky Hun atter fjæled
Sig i sin Moders Favn.

De blonde Lokker slængte
Sig over den hvide Arm;
Som Skumbølger trængte
Sig frem den unge Barm.

Da tog om Hendes Kinder
Den moderlige Haand,
Som naar varlig man opbinder
En fyldig Rosenvaand.

163

Et Vemods-Smil hun sendte
Som svalende Trøst didind,
Hvor Længsel og Smerte brændte, -
Og kyssed Hendes Kind.

»Saa Han har dræbt Dit unge,
Dit lystige Hjertes Fred?
Og aldrig end Hans Tunge
Har sagt Dig et Ord derved?

Saa det var kun ved Øiet,
Du blev af Slummer kaldt?
Dit venlige Sind sig bøied
Kun for Hans skjønne Gestalt?

Du aner, Han maa gjemme
En Hemmelighed stor,
Der lever uden Stemme,
Der aander uden Ord?

Du kjende vil de Tanker,
Der slumre i Hans Bryst?
Nuvel! - bag de tause Ranker
Lyt til Din Moders Røst!

Jeg vil Dig aabenbare
Den hemmeligste Kunst!
Da see Dine Øine klare
I Tvivlens Taagedunst.

Naar snart I samles atter,
Da husk det Trolddoms Ord,
Som her, min yngste Datter!
Jeg hemmeligt Dig betroer.

164

Dit Øie det afslører
For Hans Hjertes mørke Grund;
Hvisk det, imens Du fører
Et Bæger for Hans Mund.

Lad Ham det Halve drikke,
Det Halve drikke Du;
Men da - o, glem det ikke! -
Bryd Bægeret itu.

Thi sætter Han sine Læber
Til det samme Bægers Rand
Endnu en Gang, det dræber
Din Lykkes Liv paa Stand.

Men, hvis Du snildt, forsigtigt
Mit Varsel ret har fulgt,
Da læser Du klart og rigtigt,
Hvad i Hans Sind er dulgt!

Da smykkes vil Din Sommer
Med Blomster og Fuglesang -
Men tys! see hist - han kommer
Op ad den lange Gang!«

ELSKOVSTROLDDOM.

Med lette Fjed Han hasted
Ind i det lune Krat;
Høit i en Busk Han kasted
Sin gule Panama-Hat.

Med sin Foulard Han visked
Sin Isses brune Lok:
»See saa! nu har jeg fisket
Aborrer meer end nok!

165

Der var saa smukt derude,
Hovmarken var saa travl;
Slottet speiled sin Rude,
Sine Taarne og sin Gavl.

Og Kirken hist, den røde,
Stod som et omvendt Kruus;
Fjernt Skyttens Hunde gjøede
I Skoven ved hans Huus.

Med hedt der var paa Vandet!
End ei den mindste Vind
Viftede kjølt fra Landet,
Og Solen mig gjorde blind.

Her har De da mig atter,
Og her er man vel tilpas!
Fru Moder! og Frøken Datter!
Gud give, her var et Glas!

En Ild - en Ild her brænder!
Min Frøken! et Bæger, smukt
Credentset af Deres Hænder,
Snart vilde faae den slukt.

Men Kildens klare Draaber
Nu perle mig her omsonst;
Det nytter ei, jeg haaber
Paa saadan en Hebes Gunst!«

Det sagde Han med Latter,
I overgivent Mod,
Og vendte saa bort sig atter
Paa sin flygtige Fod.

166

Men fra bløde Mos paa Stolen
Hun reiste sig taus og rank;
Siirligt rasled i Kjolen
Hver Fold af Silke blank.

Ved Kilden Hun sig neied,
Hvor ud fra Marmorsteen
Midt hen i Blomsterleiet
Den skjød sin Straale reen.

Af begge Hænders blide,
Blegrøde Alabast,
Tæt føied' Side ved Side,
Hun danned et Bæger i Hast;

Mens, sittrende, i Skaalen,
Meer kostbar end pruden Guld,
Hun lod forsigtigt Straalen
Risle, til den var fuld.

Et Øieblik Hun dvæled!
Men Han - snart bleg, snart rød -
Med pludselig Alvor knæled,
Da Skaalen Hun ham bød.

Med Vellyst suged Hans Læber
Den klare Nektar sød:
»Ei meer!« - Hun bad - »det dræber!
De blusser jo som en Glød!«

Men selv Hun tømte Resten, -
Og skilte saa Skaalen ad;
Og saa var Alt jo næsten
Gaaet, som Moderen bad,

167

Der stod Hun, bleg, forvirret,
Som havde Hun drukket Gift;
Men fast dog Øiet stirred
Og læste Hans Ansigts Skrift.

Det sused for Hendes Øre
Og Hjertet voldsomt slog.
Da var det, som kunde Hun høre:
»Saa elsker Hun mig dog!«

Da var det, som kunde Hun skue
Dybt inde i Hans Bryst
Og see den søde Lue,
Der straalede Hende Trøst.

Han syntes Hende at tale:
»O, siig mig, er det sandt?
At jeg i Jordens Dale
En saadan Himmel vandt!«

Hun vakled, som i Svimmel,
Og yndig, fin og rank,
Forglemmende Jord og Himmel
Hun til Hans Hjerte sank.

De hviled, med tause Munde,
Tæt ved hinandens Barm; -
Da svæved igiennem Lunde
Zephiren, luun og varm.

Og Tanken tilbage vendte,
Og Hjerterne kom til Ro,
Og Blikket rundt de sendte, -
Da var de alene To.

168

LANGSOM VANDRING.

I Parkens krumme Gange
Gik sagte deres Fod;
Tidt var det, som skye og bange,
De tause, stille stod.

De stille stod og lænked
Fast Hænderne, to og to,
Mens Blikket brændende sænked
Sig dybt i Sjelens Bo.

De stille stod og lagde
Haanden paa Tankens Vei,
Og Smilet forundret sagde:
»Saa det er virkelig Dig?«

En Bæven, liig Aftnens Svale,
Dem hen over Hjertet foer,
Og Sukket blev til Tale,
Og Smilet blev til Ord.

Som naar man i en Have
Vandrer fra Bed til Bed,
Og hver en Vaarens Gave
Henrykt man standser ved;

Og som man kjærligt sanker
En Blomst saa hist, saa her,
Saa dvæled deres Tanker
Ved mangen Erindring kjær.

Han sagde: »Jeg blinde Taabe
Saa længe har elsket Dig;
Men aldrig torde jeg haabe,
Du var saa kjær mod mig!«

169

Hun hvisked: »Hvor tidt jeg sendte
Min Tanke Dig, mit Blik!
Ak, hvor mit Hjerte brændte,
At intet Svar jeg fik!«

Og Han: »Jeg sad paa Stolen
Ved Speilet, - der stod just Du;
Et Haar faldt paa Consolen,
Det gjemmer jeg endnu;

Om Fingren jeg det svøbte,
O, jeg husker det nok!
Imens Du sirligt støbte
I Ringe Din blonde Lok.«

Og Hun: »Hvor tidt ei plukked
Hiin Blomsterstjerne jeg;
Men bitterligt jeg sukked,
Naar Oraklet svarte: Nei!

gjemmer, som det Bedste
Jeg eier, det lille Brev,
Som, før Du vilde os gjeste,
Til min Moder Du skrev.«

Og Han: »Ei blot Du lænked
Mig med Dit Ord og Blik;
Af Din Haand Du mig skjenked
En evig Elskovsdrik.

Mit er nu dette Bæger,
Og jeg det slipper ei!
Jeg haaber, det mig qvæger
End tidt paa Livets Vei?«

170

Med Smil, med fiffigt Øie,
Dog lidt beklemt i Løn,
Hun svared: »Jeg kan ei føie
Min Ven i denne Bøn.

Af dette Bæger drikke
Skal Ingen - selv ei Du!
Og saae Du, Elskte! ikke,
Det blev jo brudt itu?

Hvis nogen Anden rører
Ved min Haand med sin Mund,
Da mere jeg ham tilhører
End Dig i denne Stund.

Nei, Ingen skal Bægret tømme,
Og Ingen skal røre mig!
Jeg vaagen og i Drømme
Vil ene tilhøre Dig!« -

. Mens saa de sagte talede,
Sødt hviskede Luften med;
De mærked ei, Solen dalede
Bag Bøgeskoven ned.

I BYEN.

Vildt Tø-Sneen tumler
Fra Nattens sorte Sky;
Karether og Droschker rumler
Rundt i den store By.

Den døsige, matte Lygte
Har næsten ingen Magt;
Hvert Fodtrin maa frygte
En Rendesteens Cataract,

171

Vægteren søvnig glider
Ind i Kjelderskurets Ly;
Den Vandrer stræber og strider
Mod Vind og Parapluy. -

Men hist hos den rige Frue
Paa Torvet, paa første Sal,
Der lyser Lampernes Lue
Og Kerter uden Tal.

I Salenes lange Række
En glimrende Assemblee
Høres der snaddre og qvække
Ved den duftende Thee.

Men støttet mod Vindvets Pille
Staaer Han, saa stum og mørk,
Saa tankefuld og stille,
Som stod Han i en Ørk.

Hans kjække Mod er skyllet
Bort i en bitter Strøm;
Han aander i en fortryllet
Sphære, som i en Drøm.

Foran Ham Een, der snuser,
Tykmavet, puddret og dum,
Aabner sin Viisdoms Sluser
Og gjør sig lækker og krum.

Han svarer ham kun sparsomt
Med Ja og Nei og Nik;
Og undgaaer snu og varsomt
Den Gamles hurtige Blik.

172

Men bag den puddrede Skulder
Hans Øie Maalet fandt;
Gjennem Sladder, Støi og Bulder
Hører Hans Øre grant.

Men hvad Hans Øre hører,
Og hvad Hans Øie seer,
En Snog om Hans Hjerte snører,
At knap det aander meer.

Havde man kunnet skue
Ind i Hans Hjertes Dyb,
Man vilde i Helveds Lue
Øinet det giftige Kryb;

Man vilde en Marter anet,
Ak, uden Lise og Trøst,
Naar først den Vei har banet
Sig til et trofast Bryst! -

Ved Kaminen, histhenne,
Omringet af en Krands
Af muntre Ungersvende
Hun straaler i Skjønheds Glands.

Hun straaler vel for dem Alle -
Men for Een dog især;
Paa ham Hendes Blikke falde
Som smilende Morgenskjær.

Hendes høie Latter og Tale
Og den blussende Kind
Den varme Begeistring male,
Som bevæger Hendes Sind.

173

Til ham Hun kun henvender
Sin Røst saa livlig, mild;
Kun for hans Tale brænder
Hendes mørkblaae Øies Ild!

Det var den franske Maler,
Saa vidtbereist en Fyr;
Han sidder og vigtigt taler
Om Kunst og Eventyr.

Hans ædle Blik, det Faste,
Det Sikkre i hans Røst,
Det Fremmede synes at kaste
Funker i Hendes Bryst! -

Man larmer, man sig reiser
Og Stolene gjør Støi;
Den naadige Frue kneiser:
»Tilbords i den anden Fløi!«

Ei ændser dog deres Øre,
Hvad om dem foregik;
En Lovsang Begge opføre
Paa italiænsk Musik.

Men som just Hun er i Varmen,
Han paa sin Qval gjør Vold;
Med Smiil Han byder Armen, -
Hun tager den - pludselig kold!

VED BORDET.

»Min Ven! hør, siig mig ærlig,
Hvorfor saa mørk og stum?
Jeg morer mig saa herlig,
Og giver min Glæde Rum.

174

Saa bleg! med mørknet Øie!
Med sammenknebet Mund!
Jeg seer det grant og nøie,
Du lider i Hjertets Grund«

Det sagde Hun med Latter,
Det klang som grusom Spot;
Og gjentog det atter,
Som det gjorde Hende godt.

»Hvi morer Du Dig da ikke?
Med Ingen taler Du!
Vildt stirre Dine Blikke,
At det ret er en Gru!

Hvor elskeligt han kan snakke
Den franske Maler der!
Den Glæde kan jeg takke
Min lille Moder kjær.

Hun tog mig med forleden
Til hans rige Værksted hen;
Fra oven og til neden
Var der Billeder, min Ven!

Henreven, henrykt stod jeg
Som i en himmelsk Drøm,
Og sødt, ustandset lod jeg
Flyde min Taares Strøm.

Dybt gjennem Hjertets Aarer
Sig trængte Smerte og Lyst;
Og disse søde Taarer
Mildt qvægede mit Bryst.

175

Mod Hver, som saa mig qvæger
Og har en Fryd mig voldt,
Mit Hjerte sig bevæger -
Det kan ei blive koldt!

Jeg holder det ei hemmelig,
Jeg maa vise det klart!
At jeg er glad, taknemmelig,
Maa vorde aabenbart!

Han selv mig har tilbudet
At male mit Contrafei; -
Overalt han er forgudet -
Men glæder det Dig ei?

Han og har lovet at følge
Os, naar til næste Vaar
Over Bjerg og Dal og Bølge
Til Syd - til Syd det gaaer.

Hvis Du er ret elskværdig,
Saa lov mig det, min Ven!
At, før mit Billed er færdig,
Du ikke gaaer derhen.

Men kom Du kun og hent mig,
Som det sig hør og bør,
Men ei for seent! - og vent mig
Saa udenfor hans Dør!«

- Men Han sad stum og stille
Med alt sit Hjertes Vee;
Hans Qval, den indre, vilde,
Kuns Hun kunde see.

176

NATTETANKER.

Hendes.

»Han maa slet ikke tænke,
Jeg ændser Hans Jalousie!
Min Frihed skal ei lænke,
Hvad intet Ondt er i.

Jeg elsker Ham - det veed Han
Saa maa Han være glad.
Gav nu jeg efter, saa leed Han,
Hvordan jeg saa bar mig ad! -

Høit hæves man jo og stiger
I Pagt med slig en Aand;
Hvad Folk og Verden siger,
Jeg agter ei for et Baand;

Begeistring løser Baandet,
Den maa sig tale ud!
Jeg er som gjennemaandet,
Som greben af en Gud!

Og hvilken Kraft udtaler
Sig ei i hvert hans Værk!
Ja, han med Sjelen maler,
Med Sjelen, høi og stærk.

Og hvor elskeligt et Hjerte!
Saa dybt, saa rigt, saa ømt!
Det rummer en Verdens Smerte
Og har en Himmel drømt.

Og han - han vil mig male!
Det har han lovet jo?
Og vi skal sammen tale
Alene og i Ro!«

177

Hun hvisked: »Det har han lovet!«
Og med smilende Mund
Hun lagde det skjønne Hoved
Til det sødeste Blund.

Hans.

»Trods Hendes kolde Blikke,
Trods Hendes bittre Ord,
Jeg Hende forlader ikke,
Mens jeg vandrer paa Jord.

Jeg Alt - ja, Alt vil taale!
Jeg bøier mig - skjøndt knust;
Hendes Øies stærke Straale
For evig mig har berust.

Hun Noget for mig skjuler, -
Og var det nok saa reent,
Det under os Veien huler -
Tidligt eller seent.

Ak, Hende alt Skjønt og Herligt
Drager kun bort fra mig;
Hendes egen Ynde kjærligt
Maa jo lokke det til sig.

Jeg seer, Hun mig foragter,
Det myrder mit Hjertes Ro;
Men, ved Himlens evige Magter!
Dog bliver jeg Hende tro!

Vil Hun mig end forstøde
Med Kulde fra sin Fod,
Saa lader jeg Hjertet bløde,
Til det er uden Blod!« -

178

- Som man i Mørke vanker
I Kreds den samme Gang,
Gjentog Ham de trætte Tanker
Den samme Sørgesang.

Da Dæmringen gjennem Taagen
Fik trængt i Kamret ind,
Den saae Ham ved Bordet, vaagen,
Med Haanden under Kind.

ET MALERVÆRKSTED.

Der var saa luunt og hyggeligt,
Der var saa elegant,
Skalkagtigt og opbyggeligt
I hver en Krog og Kant.

Hist kolde Alvorsscener
Fra Rom og Grækenland;
Her lystige Silener,
Og Nympher i klaren Vand;

Hist Bønder i Kro og Kippe,
Madonna i Bethlehems Stald,
Skibbrudne paa øde Klippe,
Adams og Evas Fald;

Her Egne med svævende Skyer,
Med Skove ved Søens Speil,
Med længselsfjerne Vuer,
Og Skibe for fulde Seil;

I Rammer, der prægtigt lued,
Den levende, døde Natur
Saa tankevækkende skued
Her ned fra Væg og Muur.

179

Dog han, som den fremtrylled,
Som i en Glorie klar
Sin Elskværdighed afhylled,
Det skjønneste Billed var.

I den folderige Blouse
Hans Holdning er fri og kjæk;
Smukt Lokkerne sig kruse
Om Pandens ædle Træk.

I Stolen, paa en Forhøining,
Let henslængt, hviler Hun,
Med blød og smidig Bøining,
Med Smiil paa Kind og Mund.

Og det dristige Maler-Øie
Sig drukned i Hendes Blik,
Det fulgte skarpt og nøie,
Hvor Skjønheds-Linien gik.

Og mens hans Farver male,
Hvad Øiet suger ind,
Aabner den hulde Tale
Livligt Sind for Sind.

Men Farverne bleve matte
Mod Ordets Luepragt -
Man Malerstokken satte,
Paletten bort blev lagt.

Lidt efter lidt sig dæmped
Stemmens bevægede Klang,
Og Ordet sagte kjæmped
Og standsed paa sin Gang.

180

Sig Tanken henrykt svinged,
Mens ei de tænkte paa,
At Tiden var bevinget,
Og, at Hun skulde gaae! -

Men hist paa Gadens Stene
Gik Han med langsomt Fjed
Frem og tilbage - alene
Med sig og sin Kjærlighed.

Det mørkned - begyndte at regne,
Mens længe Han vandred om;
Hendes Øine var lidt forlegne,
Da endelig Hun kom.

PAA REISEN.

Her bruser Eisacks Vande
I dybe Klippeseng;
Stolt seer fra Fjeldets Pande
Borgen saa mørk og streng;

Som en nybygt Svalerede
Den, klinet til Klippens Bryst,
Tungsindig seer dernede
Paa Dalens vaarlige Lyst.

Valnødtræer og Hasler
Grønnes i Dal, paa Fjeld,
Hvert Øieblik der rasler
Fra Høiden et Kildevæld.

Hvor Bjergveien sig slynger,
Hugget i Klippens Barm,
Tyroleren gaaer og synger
Med Øxen i sin Arm.

181

Sødt Solens Straaler milde
Vække af Nattens Ro;
Tæt ved en rislende Kilde
Hæver sig hist en Kro.

Der stige just de Tvende
Fra Reisevognen ned;
Og det var Ham og Hende
Og den unge Maler med.

De vandre jævnt og fryde
Sig ved den rige Natur,
Mens Hestene Havren nyde
Under det lave Skuur.

Han foran gaaer og taler
Med sig og med sin Sorg;
Hun og den unge Maler
Betragte den stolte Borg.

Med Eet Han lytter, standser,
Som vakt ved Kildens Kald,
Der ud fra Graniten dandser
Liig det klareste Krystal.

Vemodigt, stemt og blidere,
Om Hjertet øm og blød,
Han sætter Foden videre
Og stirrer i Dalens Skjød.

Han vender sig, - da skuer
Han i Morgensolens Ild
Under Fjeldvæggens Buer
Det yndigste Skuespil!

182

Af begge Hænders blide,
Blegrøde Alabast
Havde Hun - Side ved Side -
Dannet et Bæger i Hast;

Og smilende, i Skaalen,
Meer kostbar end pruden Guld,
Hun lod forsigtigt Straalen
Risle, til den var fuld.

Den unge Kunstner ligger
Paa Knæ, paa mosklædt Steen,
Og af Hendes Hænder drikker
Bjergkildens Nektar reen.

Og ømt Hun sig mon bøie
Over den skjønne Mand;
I Hendes svømmende Øie
Henrykt stir red han!

Da træder Han til og raaber:
»Var det mig reent omsonst,
Om ogsaa jeg nu haaber
En saadan Hebes Gunst?«

Men Hun sig hurtigt fatter!
»See, jeg har et Bæger kjøbt,«
Hun svarede Ham med Latter,
»Just som det gamle støbt!«

Et Øieblik Han dvæled,
Utaalmodig vented Hun;
Han hvisked, idet Han knæled,
Med bleg og skjelvende Mund:

183

»Af dette Bæger drikke
Skal Ingen - selv ei Du!
Og saae Du, Elskte! ikke,
Det blev jo brudt itu?

Hvis nogen Anden rører
Ved min Haand med sin Mund,
Da mere jeg ham tilhører,
End Dig i denne Stund.

Nei, Ingen skal Bægret tømme,
Og Ingen skal røre mig!
Jeg vaagen og i Drømme
Vil ene tilhøre Dig!«

Men Hun: »Min Ven! Du spadser!
Jeg Dig - kun Dig har kjær!
Glem dog de fade Phraser,
Og tøm mit Bæger her!«

Med Vellyst suged Hans Læber,
Og Stemmen sagte lød:
»Jeg veed det nu, det dræber,
Men Lykken er i min Død!

Nu rask med mig til Spidsen,
Vandfaldet bør vi see!
Det skyder sig brat fra Issen
Ned fra Gletschernes Snee!«

Foran dem snelt Han ilte,
Som berust Han svang sin Hat;
De To medlidende smilte
Og fulgte til Fjeldets Krat.

184

Men da didop de naaede,
Hvor Øiet ustandset seer,
Da var det dem en Gaade -
Han var der ikke meer!

De troede først, Han spøgte,
Skjult i en Hules Gjern,
De raabte, loe og søgte -
Men Echo kun svared dem.

Hvor Faldets melkehvide
Fraade i Dybet foer,
Paa Skræntens slibrige Side
Fandt de Hans sidste Spor.

PAA HERREGAARDEN.

Ned rasled de visne Blade,
Violette, gule, graae;
I Søens mørkblaae Flade
Sig Himlen vemodig saae.

Markerne vare saa øde,
I Skoven Taushed og Fred;
Mat Solens Straaler fløde
Gjennem blege Løvværk ned.

I Parkens krumme Gange
To Damer langsomt gik;
De dvæled, som skye og bange,
Med sorgomsløret Blik,

Den Yngre førte i Lunden
Den Ældre, venligt og smukt;
Men falmet var Kinden og Munden,
Og Øiets Ild var slukt.

185

Og som de gik langs Hegnet,
Den sorte Sørgedragt
Saa underligt sig tegned
Paa Løvets brogede Pragt.

I deres Ansigt malet
En hemmelig Smerte stod;
Tidt Læben vilde talet,
Men ei den havde Mod.

Tidt var det, som de standsed,
Men havde dog ingen Ro;
Som det, den Ene sandsed,
Bevæged dem begge To.

Og ved den klare Kilde,
Der lige vever og glad
Lod sin Perlestraale trille
Nu over det visne Blad;

Der stod de, og eet Billed
sig maled for Begges Sind,
Som nylig her opstillet,
Det traadte i Tanken ind.

»Her var det!« sukked den Gamle;
Men Hun til Panden bar
Sin Haand, for Mindet at samle:
»Ja - her, - ja, her det var!«