↩
»Som man antager ere de i Almindelighed ikke saa skjønne som Qvindfolket. Dog,
Hun siger vel kun saa for Skjemt, at Hun gjerne gad der hen, min Hjerte? Hun maa troe mig
paa mit Ord, som idelig vil kunne stadfæstes ved Erfaring, at skjøndt dette Folk af Herren
besidder en Rigdom af Evner og gode saavel Aandens som Legemets og Naturens Gaver, 282 saa gaaer dog den største og bedste Part reent tilspilde og
navnligen det, der skulde hæve Mennesket opad fra denne Mørkets Dal til et renere og bedre
Lys; saavel deres geistlige som verdslige Opdragelse er ikke skikket dertil. Men om en
Stamme end er nok saa raadden og forældet, saa har Hun dog vel ofte bemærket, at den hist og
her kan skyde een og anden frisk Gren, som da kan bære smuk og god Frugt. Saaledes findes
ogsaa her imellem saameget Slet enkeltviis noget Godt; og jeg - især jeg maatte
kalde mig selv meget utaknemmelig, hvis jeg ikke af mit ganske Hjerte erkjendte og tilstod
dette; thi jeg har erfaret det. - Det var just St. Hans Aften ved Solens Nedgang,
da jeg, kommende fra Pavens Stad, det stolte Roma, mødig og træt anlangede til den skjønne
Arnostad. Velbevæbnet og i et talrigt Reisefølge havde jeg og min gamle Martin redet den ganske Dag og vi vare ligesom kogte af Solen og bedøvede af Støvet.
Jeg forfriskede mine Kræfter ved et koldt Bad og iførte mig en passelig Dragt og befandt mig
derefter saa vel, at jeg strax maatte ud at besee Byen og den Høitidsfest, som Landets Folk
beginge til Ære for Dagen. Før jeg var heel færdig med min Paaklædning, var det alt blevet
mørkt; thi histnede mod Syd have de næsten intet Tusmørke, men Natten falder saa brat paa,
som om der pludselig blev lagt et uhyre Laag over Himmelen. Da tindre de tusind og tusind
klare Stjerner ned fra den dunkelblaae Hvælving og milde Vinde vifte og kjøle den lumre
Luft, og da komme Menneskerne frem og nyde Livet med Jubel og Sang til langt ud pa[a]
Natten; thi om Dagen holder Enhver, der kan, sig inde i Skygge og Rolighed. De Rige og 283
Fornemme kjøre i deres forgyldte Karosser i lange Rækker langs
Floden frem og tilbage, medens Folket i Tusindtal sværmer om paa Gader og Torve. Mit
Reiseselskab var spredt rundt om i Byen; thi Hver havde Sine, til hvem han tyede hen. Alene
gik jeg altsaa ud og blandede mig i den store Vrimmel. Det var en Lyst at see og høre, maa
Hun troe! Alle de deilige store Huse og Paladser vare behængte med brogede Krandse og
farvede Lamper, og Begpander blussede fra Taarnenes Tinde. Langs Arnofloden især var det
livligt og muntert. De murede Bolværker, som indfatte Bredden og de trende Broer, som i kort
Afstand fra hinanden forene de to Dele af Byen, vare prydede med tusind Lamper; hver Bro paa
sin Maade. Den Ene f. Ex. saae ud som en By med gammeldags Bygninger, Taarne, Gavle og
Svibbuer; den Yderste til Høire bar et stort grækisk Tempel. Paa Floden selv svømmede
utallige Baade med stribede Telte i alle Farver, stærkt oplyste med Lamper og Blus, og i
disse sadde talrige, lystige Sek skaber ved lange Borde, hvorpaa der stod Viinkander og
Blomster. Det var de fornemste af Stadens Familier og enhver saadan Herskabsbaad blev
efterfulgt af en anden, hvori deres Tjenerskab opførte den lifligste Musik med Instrumenter
og Sang. Kartoverne tordnede, Lystilden susede og smeldede og Raketterne knaldede høit i den
mørkeblaae Natteluft! - Da jeg længe havde vandret om og vel var blevet træt, men
ikke mæt af al denne Herlighed, traadte jeg ind i eet af de mange Trattorier eller
Spisehuse, der stærkt oplyste og fulde af larmende Gjester indbøde til Hvile og
Forfriskning. Jeg trængte mig ind gjennem Stimmelen i de store, 284
hvælvede, med Lampetter og Blomster smykkede Sale, inden jeg fandt en
Plads for mig. Ved et langt og bredt, med Viinkander, Frugt og Blomster rigt besat Bord,
fandt jeg et Par Stole ledige, af hvilke jeg indtog den Ene. De øvrige Gjester, der
omringede Bordet, vare unge Mænd og Qvinder, alle bekrandsede med Roser og Viinløv paa det
lokkede Haar. De vare overgivne og vel tilmode, raabte og skreg, skjendte paa Opvarterne,
drak og spiste, loe og sang. Skjemtefulde Ord og vittig Tale foer frem og tilbage over
Bordet, ligesaa glimrende som Lystildens Stjerner og Krandse i Nattens Mørke; stundom traf
det sig, at et Indfald forfeilede sin Virkning, eller mistede sin Braad i Utide, ligesom en
Raket undertiden kan springe, før den har naaet sin Høide, tæt ved Jorden; da brusede det
lystige Compagnies Latter saa meget des stærkere. Snart stod Een, snart en Anden op og sang
enten et skjemtsomt Riim eller en jublende Sang til Vinens eller Elskovens Priis; og vare
disse Sange slet ikke Viser, de forhen havde lært udenad! nei, de qvad, hvad der faldt dem
ind i Øieblikket, og vare end Tankerne just ikke altid de meest udsøgte og klare, saa
strømmede de velklingende Ord saa meget desto rigere og fyldigere fra deres Læber, og enhver
Sang blev da modtaget med Haandklappen og Jubel. Blandt de livligste og vittigste Gjester
bemærkede jeg Een, som især var Alle, og mig med, til Moro. Han var den Ældste og sad for
Enden af Bordet og styrede af og til, ligesom en Formand, Munterhedens strømmende Udbrud. Af
Statur var han meget lille; men naar han sad paa sin Stol, skulde man have troet, det var en
høi Mand. Iført en med Guld stærkt bebræmmet, 285 høirød
Fløiels Kjortel, det meget smalle, magre Ansigt næsten druknet i en stor, sort Paryk,
hvorfra den krogede Næse stak frem, som Næbet af en Høg, og med et Par Øine, sorte som
Steenkul, spillende og lynende til alle Sider, bevægede han sig heftigt og livligt som en
Ungersvend, og naar han talede eller sang, hvilket Sidste han gjorde mesterligt, fægtede og
slog han som rasende om sig med sine Arme og sine smaa, hvide Hænder, der skinnede af Ringe
med ædle Stene udi. Det var ikke undgaaet min Opmærksomhed, at han, strax ved min
Indtrædelse og da jeg satte mig ved Bordet, med et listigt Smil havde tilkastet mig eet af
sine lynende Øiekast; og medens jeg fortærede mit Maaltid og drak min Viin, var jeg oftere
Gjenstand for hans Blik. Disse bleve stedse hyppigere, som det syntes, ansporede ved
Nysgjerrigheden. Tilsidst overmandede denne ham; han sprang op fra sit Sæde og stillede sig
op paa Bordet, hvor han, pegende med udstrakt Arm paa mig, med snorrig Høitidelighed
tilraabte mig paa Latin følgende Ord: