↩ »Hvad siger Han?« hviskede Konen forfærdet, »hvad er det han siger?« gjentog hun heftigere, og i det Samme reiste hun sig hurtigt, ilede, som hun var, ud af Døren og ned ad Gaden, som fører til Slotsbanken. Men hendes Knæe rystede og hendes Fødder kunde næppe bære hende, og da hun kom til Brønden, som staaer ved Hjørnet af Torvestrædet, maatte hun standse og læne sig til Rærkværket, for ikke at falde omkuld. Da saae hun med Eet en Hob Folk, som bøiede om fra Slotsbanken ind i Gaden og nærmede sig til det Sted, hvor hun stod; og da de kom nærmere, saa hun i Spidsen af Sværmen sin Søn, sin Martin, hvem hun havde troet at gjensee knust og lemlæstet, komme hende imøde. Han var rigtignok lidt bleg om Næbet og vaklede, som om han havde en Ruus, hvorfor ogsaa en Karl havde taget ham ved den ene Arm; men da han fik Øie paa sin Moder, rev han sig løs, løb hen til hende og sagde: »See her, Moder! der har hun fem Duer, som hun kan stege til Farbroder i Morgen. Men hun maa ikke være vred paa mig, fordi jeg 322 kom til at springe ned fra Taarnet; jeg skal aldrig gjøre det tiere!«