↩ Efterat have skredet et betydeligt Stykke tilbage fra Øst til Vest, gjorde Formanden en Bevægelse med Haanden, hvorefter Vognen holdt stille. Derpaa gav han sig til at søge; han følte sig for med sin jernbeslagne Stav, og med Eet hørtes han at slaae et Par Slag paa en Steen; han strøg med Stokken henad Stenen, og det klang, som naar man stryger med en Kjødgaffel over en Rist Stenen laae halvt skjult under en stor Hvidtjørn. Nu udbrød han med dæmpet, bævende Stemme: »Her er det!« Alle Tre bevæbnede sig med Hakke, Spade og Kobeen og arbeidede saa kraftigt og flinkt, at de efter kort Tids Forløb fik væltet den store, flade Steen. Da Jord og Gruus var ryddede tilside, viste sig for deres Øine en velsat Steenkiste, og i denne fire, svære, jernbeslagne Skrine. Med megen Møie fik de disse læssede paa Vognen. Da de med denne begave sig paa Hjemveien, begyndte Dagen alt at grye, Hanerne galede fra By og til By, og de stønnende Qxer dampede i den kolde Morgenluft.