Stuckenberg, Viggo VEJBRED

VEJBRED
SMAA ÆVENTYR OG LEGENDER

ÆVENTYRET

Der var en Gang en Bondedreng, - der var altid en eller anden Gang en Bondedreng. Den Dreng, Talen her er om, var et ganske almindeligt Stykke Middelmaadighed, som hverken blev Konge eller Kejser, men en skikkelig Bonde lige til sin Død. Der havde ikke været det ringeste at fortælle om ham, havde han ikke en Dag mødt Æventyret paa sin Vej, - det vil sige mødt Fanden, sagde han altid senere.

Æventyret eller Fanden, - hvad Bondedrengen mødte, var det, der nu skal berettes.

Han stod en Dag uden for den Gaard, hvor han tjente, og gabede og glode paa den støvede Landevej og spyttede sin Skygge i Hovedet.

Saa kom der en fin Karet ganske langsomt kørende. Den var finere end nogen Karet, han før havde set, og derfor glode han paa den med stor og oprigtig Inderlighed. Hjulringene var af 458 Guld, Kalechen af Glas, paa Bukken sad to skønne Mænd, og bag efter Vognen hoppede en Hund, der var saa fin og saa lille, at kom den bag en Skærve, kunde man næsten ikke se den.

Og saa holdt den Vogn stille lige foran Bondedrengen.

Du dér, - sagde en af de fine Mænd, som sad paa Bukken, - nu kan du gøre din Lykke!

- Hva'?

- Kan du se Prinsessen, som sidder inde i Vognen?

- Hva'? - Jo!

- Og den lille Hund, som løber bag efter?

- Han løber ikke, han sidder inde under Vognen og lopper sig.

- Godt! Den er lille, ser du. Kan du løbe med og jage Kragerne væk fra den?

- Ja nok - ned forbi Mads Persens, men ikke længere!

- Du faar Guldskillinger for det, og hænger du i, kommer du til sidst op i Vognen til Prinsessen, og saa kan du blive Prins, - men du maa løbe længere end til Mads Persens.

- Hvor langt?

- Til Verdens Ende!

- Nej! sagde Bondedrengen.

Men saa saa han i det samme ind paa Prinsessen, og aldrig havde han set noget saa dejligt. Og hun saa ud paa ham, saa alting indvendig i ham flyttede sig.

- Ja! sagde han.

- Men du maa huske ikke at vende dig og aldrig se dig tilbage !

-Ja!

Saa kørte Kareten, og Bondedrengen løb bag efter og slog med sin Hue efter Kragerne, der vilde snappe Hunden. Men selv var han hvert Øjeblik lige ved at træde paa den, for han tænkte bare paa Guldskillingerne og Prinsessen og paa, at 459 tilsidst blev han Prins. Det hele gik egentlig ganske nemt. naar blot der ikke var for langt til Verdens Ende.

Men saa kørte Kareten forbi Mads Persens.

- Bare du nu kan finde hjem igen! tænkte Bondedrengen, da de var vel forbi Havegærdet og paa en Vej, hvor han aldrig før havde været. - Hvad kommer det for Resten dig ved ? sagde han og tænkte igen paa Prinsessen og slog drabelig om sig med Huen.

Men et Stykke fremme kunde han ikke bare sig for at vende sig om og se, om han endnu kunde øjne den Gaard, hvor han vidste, hans Grød stod og ventede ham.

Jo, den laa bag ved ham, langt oppe paa Bakken, og det Syn gjorde ham kry igen. Han kunde i en snæver Vending komme hjem endnu.

-Død og Pine! Kragerne og Hunden! tænkte han.

Men da var der hverken Krager eller Hund eller Vogn eller Prinsesse. Han stod ganske alene midt i det alleralmindeligste Solskin.

Ja - og saa gik han hjem igen.

Men, som sagt, siden, da han fik Forsiand til at læse i Bibelen, vidste han, at det var Fanden, han havde mødt. Og kom nogen og sagde, at det var Æventyret selv, og at han havde baaret sig dumt ad, tav han og aad arrigt sin haarde Grød.

- Ja, jeg er nu kun en ganske almindelig Bonde! sagde han, naar han var færdig.

Og det samme sagde Præsten som en Ros - over ham, da han døde, - og, Gud ske Lov, det er de fleste af os! føjede han til.

Og deri havde Præsten ganske Ret.

460

DEN FATTIGE MANDS YNGSTE SØN

Jeg mødte ham i Drømme.

Der løb en blank Flod mellem brede, aabne Enge. Dér laa han i Græsset mellem gule Kabbelejer og saa paa Floden og lo; han var laset og saa fattig ud, men hans Ansigt var rundt og ungt og friskt som Engen.

- Jeg kender dig, sagde jeg, da jeg saa ham, du er Svinedrengen i Æventyret, du er den fattige Mands yngste Søn.

Han rakte sig og strakte sig og saa paa mig men rørte sig ikke af Pletten, dér hvor han laa.

- Ja, sagde han.

- Det er dig, som vandt det halve Rige og Prinsessen.

Han gav sig til at stryge sit blonde Hageskæg med en bred, hvid Haand og saa længe ud over Floden.

- Du er et Barn! sagde han omsider og rev en Tot Græs af og spredte den ud for Vinden, saa Straaene blæste i Vandet.

- Hvorfor ligger du her, og hvorfor er du fattig? spurgte jeg ham.

- Ja hvorfor? sagde han og rejste sig paa Albuen for at se efter Straaene, som flød paa Floden.

- Du, som er Konge!

Hele hans Ansigt skinnede som Solen, og det rykkede i hans Lemmer, som vilde han le højt. Men saa begyndte han ganske stille at kurre som en Skovdue og at blæde som en Raa.

- Tror du, jeg blev Konge? sagde han til sidst.

- Ja.

- Saa tror du fejl! Det blev min Bro'r!

- Din Bro'r, - som Dragen aad!

- Tror du ogsaa den Historie? spurgte han og lagde sig ned, som han laa før. Naturligvis var det ham, som blev Konge, han, som aldrig havde været mellem Svinene, og som var flittig og 461 pæn og brav, og som aldrig drev om i Skovene og glemte at komme hjem om Natten, og som aldrig sagde et Ord mere end Goddag og Farvel! Du er et Barn; det var ham, der fik det halve Rige og Prinsessen med.

- Og du?

- Jeg? og hans Øjne spillede som Aprilsol over Strandens vaade Sten, - ja, vil du vide det, sagde han, saa blev jeg Havekarl, og vil du vide mere endnu, saa var det mig, der bragte Prinsessen Blomster tidlig om Morgenen, naar min Bro'r gik i Staldene og blev længe borte, og det var mig, som kom op og kæmmede hendes Hunde, naar Kongen red mange Mile ud i Landet. Ja det var mig! fortalte han og saa op i Luften og smilede, som om han laa paa Bolster og drømte.

- Og nu sidder du her?

- Ja - og ser paa Solen og velsigner alle Kongeriger og Lande, hvor Himlen er ovenover og Jorden nedenunder.

- Og naar du gaar herfra?

- Saa skal jeg videre.

- Hvorhen?

- Ja hvor ved jeg det!

- Og Prinsessen?

- Der er flere Prinsesser end en! sagde han og rejste sig, og den hele Verden er større end det halve Rige!

Og saa drev den fattige Mands yngste Søn hen over Engen og borede sin Haand i Manken paa en Hest, som gik løs og græssede, og sprang paa dens Ryg og red mod Horizonten.

Han lignede en stor Skovens Fugl, der fløj i Sol hen over Jorden.

462

PRINSEN, SOM VANDT

Jeg ser for mig en stor Sal med Marmorgulv, hvor Solskinnet ligger i hvide Striber, og med hvælvet, himmelblaat Loft, hvor Stjerner er malede i Guld. Væggene er blanke som Vand, og Luften fuld af Duft fra blomstrende Linde, og som Spurve i en Allé hvisker og smisker Hoffets Herrer og Damer mellem de slanke Søjler.

Men paa Marmorgulvet lige foran Tronen staar en ung Mand og stirrer paa Prinsessen, der er skær og skøn og dejlig som et Daggry. Det er ham, der vandt hende, Prinsen, den modige, stærke, stolte. Hans Blik er ømt som en Sommernat, hans Mund kruset og frisk som Havets Smaabølger, og hans Ansigt lyser af mild Glæde.

- Nu er Lykken min! siger han og tier længe og ser paa Prinsessen, der rødmer og bøjer sit dejlige Hoved. Nu er min Længsel død og min sidste Sorg. Jeg har ingen Minder. Jeg ved intet om Dagen i Gaar, - mit Liv hviler. Jeg ved kun dette Øjeblik, jeg ved kun dig!

Og han ser paa hende og tier og breder sine Arme ud imod hende.

- Fra i Dag, siger han, fra i Dag er Tiden død og min Ungdom evig og min Glæde saa mangfoldig som Blomsternes Støv. Du, der er dejlig som Livet, i Dag er du min!

Og han gaar op ad Tronens Trin og løfter Prinsessen i sin Favn og trykker hende til sig og kysser hende længe og staar der rank og ung med hende i sine Arme, mens Luften fyldes af kvidrende Fugles Sang.

Men da han omsider hæver sit Hoved, ser han den gamle Konge i Salen, den gamle Konge, som for en Menneskealder siden vandt Prinsessen og det halve Rige. Han er standset ved Tronens Fod og staar og ser paa de to, som er unge. Han er 463 mager som Døden, gul som Gærdets bladløse Pil en Vinterdag, hans Læber er graa som Ler, og hans Blik som et frosset Kær.

- Ja - nu er Lykken din! siger han, og hans Stemme er som visne Blades Raslen i Blæst, og Guldkæderne om hans Hals klirrer svagt, som om han skælver, - og dit Mod er stærkt som dine Lemmer og din Tro som dit Blod. Og aldrig mere skal du jage Lykken mellem de graa Bjærge og over de vide Stepper, og aldrig mere skal du sove paa en dugget Tue og vaagne og tælle Himlens Stjerner over dit Hoved, og ingen Morgen skal høre din Sang i de ensomme Skove. Thi dit Ridt er endt, og Aarene vil gaa og gaa, og du vil sidde dér og Tiden være død om dig og det du vandt, død som en sluttet Sang.

Og den gamle Konge gaar tavs ud af Salen, og hvor han kommer frem, slukkes Solen over Gulvets Marmor, og Luften køles.

DRAGENS HJÆRTE

Der gik en Gang stor Rummel af en ond og uforbederlig Drage. Den holdt til paa et Sted, hvor det var meget vanskeligt for de fleste at komme, og dér sad den med sin bortførte Prinsesse. Bortført var hun, det vidste alle og enhver, og de, der vidste mindst, vidste altid saa meget, at hvordan det end forholdt sig, godvillig gaa sin Vej med en Drage, det gjorde ingen. Ingen - "undtagen," sagde den lille pukkelryggede Skomager, der bode lige over for Kongens Slot og havde syet baade det første og det sidste Par Sko til Prinsessen, "ingen, undtagen . . .". Men mere sagde han aldrig. "Fanden forstaa sig paa Kvindfolk," sluttede han altid af, "jeg gør det ikke!" Og det, forstod Folk, var Sandhed. For Skomageren var jo vanskabt, og Kvinder, vidste de, er fordringsfulde.

464

Mange Aar var gaaede. Væk var Prinsessen og hele Landet fyldt af Jammer over det, hun maatte døje. Rygtet gik, som Rygtet plejer at gaa. Alle vidste Besked om Elendigheden, skønt de enkelte, der havde vovet sig til Dragens Hule, var kommet hurtigere ud end ind og aldrig havde set andet end Dragens rædsomt knyttede laadne Næve. Hver evige Dag stod det samme Avertissement i alle Landets Blade: "Den, som dræber Dragen, skal faa Prinsessen."

Saa en skønne Morgen stod der i de samme Blade, at nu havde den pukkelryggede Skomager taget Affære. Der blev straks gjort en Revy med megen Lystighed. Skomageren var at finde i den, og Folk lo sig den halve Forstand fra.

- Hvorfor løb du ikke efter Dragen straks? spurgte de spydige Mennesker, og det er forbavsende saa let, alle Mennesker bliver spydige.

Skomageren gnubbede sit begede Hageskæg.

- Fem Aar er ikke det samme som én Dag! sagde han. Og den Bemærkning, var der ingen, der forstod.

Men han rejste. Alle de andre, der var rejste før han, havde faaet ministeriel Understøttelse, men han fik ingen.

Og han kom til Dragens Hule.

Det var Dragen selv, der lukkede op, og han lukkede ham helt ind.

- Tænkte jeg det ikke nok! sagde Skomageren ganske højt.

- Hvad behager? spurgte Dragen og saa adspredt paa ham.

- Ingen kan være ond mod en vanfør, smiskede Skomageren.

Men i det samme fo'r Dragen afsted og var borte. Der stod Skomageren, og der sad Prinsessen, og nu var de ene hjemme.

- Det gaar, som jeg tænkte, sagde Skomageren.

- Hvad behager? spurgte Prinsessen og saa helt adspredt paa ham, akkurat som Dragen.

- Det er fem Aar siden, I løb jeres Vej sammen! sagde Skomageren.

465

- Ja, hvad saa? spurgte Prinsessen og lod, som hun var ligegyldig, men skævede hele Tiden til ham.

- Jeg kan tænke, du trænger til at røre Benene igen, sagde Skomageren og gjorde med sin krumme Tommelfinger en Bevægelse hen imod Døren, - akkurat som din Mand.

- Frier du til en gift Kone?

- Jeg taler til et Kvindfolk.

- Du er ikke bange af dig.

- Jeg bruger min Forstand.

- Du maa dræbe Dragen først, hviskede Prinsessen og blev ganske rød og slog Øjnene ned og slog dem op igen og saa paa Skomageren saa forlibt, at han maatte trippe paa Benene.

- Tænkte jeg det ikke nok, det gik gesvindt! sagde han.

- Han bærer ikke sit Hjærte paa sig! hviskede Prinsessen og tog hans Haand.

- Saa finder vi det dér, hvor det er ! sagde Skomageren og kyssede hende paa Haanden.

- Det ligger i et Æg, som bæres i en And, som svømmer i en Brønd . . .

- He! lo Skomageren og kyssede hende midt paa Munden. Saa gik han.

Men om Aftnen kom han igen, lige en halv Time efter, at Dragen var kommen hjem.

Det var Dragen selv, der lukkede ham op.

- Er du der igen, sagde Dragen, - hvad er det, du slæber paa?

- En Gave til dig for din Gæstfrihed, pustede Skomageren og slængte en stor Sæk paa Gulvet.

- Den ser ikke lille ud! sagde Dragen.

- Det er den heller ikke! sagde Skomageren, - vend dig om, mens jeg pakker den ud!

Og Dragen vendte sig, og Skomageren løste op for Sækken 466 og halede et helt Kvindfolk ud af den, en køn ung Pige. Men hun var død. Hans skidne Kniv sad hende i Hjærtet.

- Nu maa du gerne se! sagde han.

Dragen vendte sig og saa, - da blev han saa blaa som en Isklump, og hans Arme krummede sig som to Træstammer paa et Baal. Saa faldt han bag over og var død med det samme.

- Jeg tænkte det nok, sagde Skomageren, og saa pegede han paa den døde Pige, - jeg fandt hans Hjærte!

Og Prinsessen kyssede ham og klappede ham og løb hjem ad Slottet til med ham.

Men hun kom hjem længe før han, og da han meldte sig hos Kongen, var hun gift med en, som ingen Pukkel havde.

- Jeg tænkte det for Resten nok! sagde Skomageren.

KLODS HANS

Der vokser en Skov rundt omkring det Slot, hvor Klods Hans er Konge, og bag ved Skoven ligger det aabne Land, grønt og brunt og gult og med Veje, der løber til Verdens Ende.

Det er en varm Sommerdag, og det er inde i Skoven. Dèr sidder Klods Hans, Kongen, midt ude paa Stammen af en E1, som Vinden har fældet tværs over Skovens Aa. Han støtter Ryggen mod en Gren, der rager lige i Vejret med alle Blade og de øverste Kviste brune og visne. Hver Gang han flytter lidt paa sig, ryster Grenen, og dens Blade rasler, og der falder et Par ned paa den blanke Aa, hvor de driver ind til Bredden eller sejler langsomt bort.

Klods Hans sidder og meder, og nede i Vandet dingler hans Bens Spejlbillede med de hvide Strømpesaalers Fodflader vendt op imod ham, og Medestangens lange Spejlstreg skælver og 467 bugter sig for hver sagte Vind som en stor, tynd Orm paa Aaen, der er grøn af Skovens Løv over ham og blaa af store Skjolder Himmel.

Inde paa Bredden, hvor Ellens Rødder rejser sig lodret, staar hans Sko med Mosemuld op over Snuder og Hæle, og ved Siden af Skoene ligger hans kongelige Kaabe krøllet og med visne Straa stikkende i Ryggens Skarlagen.

Klods Hans sidder og fløjter ganske sagte, og en Gang imellem drejer han Hovedet og spytter ind i Ellestammens Krone af vissent Løv.

Saa holder pludselig Fuglesangen omkring ham op, og en Finke kommer strygende over Aaen og ind under den anden Breds Blade, og lidt efter en Stillids og mange smaa Fugle i Flok.

Han drejer Hovedet halvt ind mod Bredden, hvor hans Sko staar, og sidder og lurer, med Pandehuden skudt i Vejret og opspilede Øjne, der ikke ser paa noget, og hans Ben holder op at dingle.

Det rasler og knaser inde i Skoven, som naar Grene bøjes til Side og tørre Kviste trædes itu, og Støjen kommer nærmere, og saa dukker der en Dreng, grøn som en Græshoppe, frem inde ved Ellestammens Rod.

- Jeg skulde hilse, siger Drengen og staar forpustet stille og ser paa Klods Hans, jeg skulde hilse og sige, at Ministrene venter.

Men Klods Hans har hurtig taget Øjnene til sig og løfter paa Medestangen for at faa Snøren længere ned ad Aaen. Han fløjter saa smaat igen.

- Dronningen ligger i Vinduet og kalder! siger Drengen spagfærdig.

Klods Hans svarer slet ikke; hans Ben dingler besindigt under ham.

468

Jeg skulde hilse og sige, stammer Drengen lidt efter - -

Men Klods Hans har siddet og vredet en Kæp løs i Ellens Krone, og nu hiver han den ind og rammer Drengen over Benene.

- Skal du staa der og skræmme Fiskene! snærrer han og laaner Drengen et Par Øjne, der driver ham langsomt afsted den Vej, han kom.

Og lidt efter lidt fyldes paa ny Skovens Stilhed af Fuglenes Sang. Men Klods Hans fløjter ikke, og hans Ben hænger stift ned.

Da bryder der ovre fra den Bred, hvor Ellens Krone ligger, en støjende Fnisen frem, og Klods Hans, som trevent retter sig, ser et rødhaaret, fregnet Pigeansigt skinne mellem de grønne Buske og se paa ham med to kaade, lattersvømmende Øjne.

- Hvad skader der dig! farer det ud af ham som et Hundeglam.

- Nej, sikke kunstig du dog ser ud, Hans! ler Pigebarnet og bliver ved at holde sine glade Øjne paa ham.

- Hvem har haft Bud efter dig?

- Du behøver da ikke at være saa kongsk straks, Hans! Man har vel Lov til at se paa dig!

- Du har Lov til at passe dine egne Sager, tænker jeg! mumler han og ser opmærksomt paa sine Strømpefødder.

- Sikken en fin Vest, du har paa. Har Dronningen syet den? Det er noget værd at være gift med en Dronning, kan jeg tro! Klods Hans spytter ned i Aaen:

- Hvis du ikke haster væk, siger han og klemmer fast om Medestangen - -

- Jøses, hvad saa, Hans?

Klods Hans svarer ikke straks; han har faaet Øjnene fra Strømpefødderne og sidder og skæver ind til hende.

- Høster I ikke i Dag, siden du gaar her og glaner? spørger han saa og skupper sig, som om han satte sig bedre til Rette.

469

- Nej, det kan du da sagtens vide.

- Rugen maa da være moden paa Mads Anders Banke! siger han og bliver ved at se paa hende.

- Nej ikke før om et Par Dage, hvis vi beholder Solskinsvejr. Maaske I slaar jeres allerede inde paa Slottet?

- Har der været megen Morskab paa Gaardene i Vinter, Stine? spørger han en Stund efter.

- Ja, syv Dansegilder og Barnedaab hos Jens Nielsen.

- Syv?

- Se, hvor naadig du ser paa mig, Hans!

- Du er blevet farlig pæn, Stine!

Pigebarnet ler.

- Sikke noget at sige for én, der har fine Damer at svinge hver Dag! Farvel, Hans!

- Har det saadan et Jag, Stine?

- Ja, for der er Dans paa Kroen i Eftermiddag, og saa kan jeg jo sige, jeg kan hilse fra dig!

Klods Hans sidder et Øjeblik ganske stille. Saa falder Medestangen med et Klask ned i Aaen og lægger sig paa tværs i Strømmen, mens han entrer ind gennem Ellens Krone, saa Grene knækker og store Stykker frønnet Bark løsnes.

- Hvad er det dog du gør, Hans! - Nej, Hans! Hans!

. . . Men da Solen gaar ned, kommer ud fra Skoven en Karl i gul Silkevest, og en rødhaaret, fregnet Pige. Og de styrer i Hast deres Vej ud over det aabne Land, der ligger grønt og gult og brunt, med Dans paa Kroen og med Veje, der løber til Verdens Ende,

mens Skyggerne falder lange over Skarlagenskaaben og den aftengraa Aa og fylder med Skumring Skoven, der vokser om Slottet, hvor Ministrene venter, og Dronningen ligger i Vinduet og kalder.

470

KONGENS DATTER

Der var en Gang en Konge, og han havde en Datter, og det var den dejligste Prinsesse, der var kommet til Verden i nogen Konges Slot. Hun var saa sart af Lød som en Sommerdags hvide Sky og saa fin af Lemmer som et Egern, og saa havde hun et Par brune Øjne, der kunde lyse og lyne, saa de bragte den fra Sans og Samling, der saa ind i dem. Hendes Fødder var som to smaa Duer, og blot hun satte sin Taaspids lidt fastere paa det blanke, mælkehvide Gulv, laa hele Hoffet og den gamle Konge med paa Næsen foran hende, og ingen af dem rejste sig, før de havde hørt, hvad hun vilde; saa for de afsted imellem hverandre, for alle maatte de tjene hende.

Men saa skulde en Dag det sørgelige hænde, at Prinsessen var borte og ikke til at finde nogen Steds. En ond Trold havde taget hende, og der var stor Jammer i det ganske Rige. Alle Prinsessens Hunde laa og døde; de vilde ikke spise og ikke flytte sig Ira deres broderede Maatter.

Og saa gjorde Kongen, som alle Konger gør i det Tilfælde, han lovede Prinsessen og det halve Rige til den, der kunde fri hende for Trolden og bringe hende levende tilbage.

Alt, hvad der var i Landet af unge Mænd pau tyve Aar, drog afsted; men de, der var bare én Dag ældre, blev hjemme og lod som ingenting.

Mellem dem, der drog ud, var der en fattig Væversøn, en pur ung Knøs. Han var en Dag bleven bidt af en af Prinsessens Hunde, og Prinsessen havde med sin egen Mund skældt ham frygtelig ud. Og siden den Dag gik han om og elskede hende over alle Grænser.

Han drog hjemme fra, som han gik og stod, i Vadmel og Træsko, og da han havde gaaet et helt Aar, kom han ind i en stor Skov, hvor Træerne stod saa tæt som Garnet paa hans Faders 471 Væverstol. Han sled sig dybere og dybere ind i Skoven, og det eneste Sæt Tøj, han havde, blev revet i Laser, og paa hans Arme

og Ben sad der lange blodige Rifter.

Det var ikke til at skelne Nat fra Dag i den Skov.

Men da Væversønnen havde stridt sig frem i nogen Tid, hørte han pludselig et Stykke foran sig et svært Spektakel. Han blev

staaende, hvor han var, og da han var kommet sig af sin Forskrækkelse, kunde han høre, at det var to, der skændtes.

Den ene Stemme brasede løs og knagede af Raseri, som naar store Træer fældes.

- Lysk mig! skreg den.

- Det er Trolden, tænkte Væversønnen.

- Lysk mig!

Saa var der en, der lo, og Væversønnen kunde straks høre, at det var Prinsessen, for netop saadan havde hun let den Dag paa Landevejen, da Hunden bed ham.

- Jeg har ædt fem og tredive Prinsesser, og de var federe end du! hvæsede Trolden.

- Stakkel! haanede Prinsessen.

- Tir mig ikke!

- Tag dine væmmelige Fingre til dig!

- Spytter du paa mig?

Og saa rumlede og buldrede det som det frygteligste Tordenvejr, Væversønnen nogen Sinde havde hørt.

- Skab dig ikke! kom det ganske roligt med Prinsessens Stemme, da Bulderet var ovre.

- Du har flyttet alting om i Hulen, saa jeg ingenting kan finde, og ingenting staar, hvor det skal! drønede det som fjerne Jordskred.

- Det staar, som jeg vil have, det skal staa!

- Man kan knap være, hvor man selv bor! murrede det som Bjørnebrum.

472

- Gaa dog endelig, kære! Jeg holder ved Gud ikke paa dig!

Saa hørte Væversønnen Trin trampe bort igennem Skoven, det lød, som om de to Slotstaarne derhjemme havde sat sig i March ned gennem Slotshaven.

- Saadan en, knurrede det langt borte fra, - som man ikke engang tør æde!

Og saa blev det endelig stille i Skoven.

Men Væversønnen klemte sig videre frem mellem Stammerne, og saa stod han med ét over for Prinsessen. Hun sad paa en stor Sten foran en Hule og kæmmede sit dejlige Haar. Der, hvor hun sad, var der akkurat saa lyst som hjemme i Kongens Tørveskur, og man traadte i Kvas og brækkede Grene.

- Kom! sagde han; mere kunde han ikke faa frem, for Prinsessen sad og saa paa ham med sine vidunderlige Øjne; de skinnede gennem det løste Haar. Hun svarede ham slet ikke, men satte ganske langsomt sit Haar op.

Og da hun var færdig med det, gik hun ind i Hulen.

Væversønnen stod og rystede af Elskov og af Skræk, for kom nu Trolden, var hans Liv omme, vidste han.

Men saa viste langt om længe Prinsessen sig igen. Hun havde en stor Bylt i Haanden.

- Tag den! sagde hun.

Og da han blev staaende dér med Bylten og trimlede over de knortede Grene under hans Fødder, rynkede hun Brynene, og hele hendes fine lille Legeme knejsede.

- Naa - bær mig! sagde hun.

Da fór al Væversønnens Elskov ham til Hovedet, og ganske svimmel bøjede han sig og fik hende op paa sine forrevne Arme.

- Løb saa! sagde Prinsessen.

Og Væversønnen løb med Prinsessen og Bylten ind gennem den tætte Skov, hvor der slet ikke var til at løbe. Og hver Gang.

473

han var ved at segne, huggede hun ham med Hælen lige under Hjærtekulen og rykkede ham i Haaret og skammede ham ud, og hver Gang tog han fat paa ny og undrede sig over, hvor stærk hans Lykke gjorde ham.

Men langt var de ikke kommet, før de hørte Trolden træde Skoven i Stykker bag dem.

Væversønnen blev lige saa hvid i Ansigtet som en Tallerken.

Men Trolden, - - Trolden, han blev staaende inde mellem Stammerne og strøg sig med sin svampede Næve over sit lange Græsskæg og stirrede efter dem og saa ud, som tænkte han forunderlig dybt.

Og mens Væversønnen sled af Sted med Prinsessen, hvis Hud var sart af Lød som en Sommerdags hvide Sky, hvis Lemmer var fine som et Egerns, gav Trolden med ét som et Lettelsens Grynt fra sig og vendte langsomt om.

Og Væversønnen kunde længe høre, hvor han rumsterede og flyttede om derinde i Hulen bag Stammerne, og alt imellem lød det, som nynnede Trolden, og sommetider klang det, som fløjtede han.

ST. ANNALAND

Hele Slottet summede af Musik. Der var frit Rykind for alle Landets Mænd og Kvinder og for alle deres Børn. Alle Døre stod paa vid Gab, og alle Vinduer var slaaede op. Ud af to Fag paa anden Sal laa seks Musikanter og blæste paa Klannet hen over Hovederne paa alle de Borgere, der traadte Dansen i Slottets Gaard.

Det var St. Annalands Fødselsdag, og St. Annaland var Kongens Datter, og hun blev sytten Aar. Og der var ikke en blandt 474 alle de unge Mænd, der dansede, som ikke trods Dans og Solens Hede var bleg af Forelskelse i St. Annaland.

Men der var en, som havde Mod til at sige det, og det til Kongen selv. Og det var endda kun en fattig Prins, der ikke havde mere end et Slot, som var meget gammelt, men til Gengæld saa det uhyre romantisk ud.

Han gik op ad alle Trapperne og ind til Kongen selv, dér hvor Kongen stod i sin Dagligstue.

- Giv mig St. Annaland! sagde han.

Kongen satte begge Hænder i Siden og stak sin Næse lige ind i hans Ansigt.

- Kan du føde din Kone? spurgte han.

- Ja! sagde Prinsen.

- Kan du slaa dine Fjender? spurgte Kongen.

- Jeg har ingen! sagde Prinsen.

- Jamen du faar! hvæsede Kongen.

- Saa slaar jeg dem! sagde Prinsen.

- Gør du det? sagde Kongen, . . . Misundelse, Nag, Ondskab, - slaar du dem? Dem har aldrig nogen slaaet. Gaa din Vej og pral ikke. St. Annaland skal ikke gifte sig!

Og saa gik Prinsen, meget mere bleg end han var kommen.

Men da han var naaet midt paa den store Trappe, kom der én løbende efter ham.

Og det var St. Annaland selv.

Hun havde staaet i Dagligstuen og set sig forelsket i den blege Prins, og saa var hun smuttet efter ham. Og før han fik vendt sig og set, hvem det var, havde hun slaaet Armen om hans Hals og kysset ham.

- Du maa ikke være bedrøvet! sagde hun.

Prinsen vendte sig forundret. Men da han saa, at det var St. Annaland, slog han Armen om hende og løftede hende op til sig, 475 svøbte sin hvide Kappe om hende, og uden at nogen mærkede det, bar han hende bort med sig.

Saa bode de sammen i den fattige Prins' gamle, romantiske Slot mange muntre Aar. Kongen saa de aldrig, men det gjorde ikke noget. Der kom slet ingen til dem, og det gjorde heller ikke noget.

Den første, der langt om længe kom, det var Kongens Foged. Han gjorde Udlæg i det gamle romantiske Slots østre Taarn, for der var noget, Prinsen ikke kunde betale.

Og den anden, der kom, vor den samme Kongens Foged, og nu gjorde han Udlæg i det vestre Taarn. Og tredje Gang kom han og satte dem ud paa Landevejen.

Prinsen hang med Hovedet, men St. Annaland tog ham ved Haanden og trak hans hvide Kappe hen over sig, netop saadan som han selv havde svøbt den om hende den Dag paa Slotstrappen. Og saa vandrede de ud i Verden.

- Hvad er det, du læser i? spurgte St. Annaland en Dag, de sad paa en Grøftekant midt i den lyse Sommer.

- En Bog om Sandheden! sagde Prinsen.

- Du ser saa fortvivlet ud!

- Sandheden er fortvivlet! sagde Prinsen.

Lidt efter faldt Prinsen i Søvn. Men da han vaagnede igen og vilde læse videre, fandt han bag alle Bogens Blade en friskplukket Blomst. Og ved Siden af ham sad St. Annaland og nynnede en Vise og havde Favnen fuld af Blomster. Da pillede Prinsen Blomsterne ud af Bogen. Blomsterne beholdt han, men Bogen lod han ligge. Og videre gik de, og saa begyndte de at møde onde Drager.

- Jeg savner min Bog! sagde Prinsen, - hvad skal det altsammen blive til? Jeg vil læse om Sandheden, Sandheden er fortvivlet!

- Nej, slaa Dragerne! sagde St. Annaland.

476

Og Prinsen slog Dragerne, baade den ene og den anden. Og en skønne Dag, han havde dræbt en særlig stor, stod han og St. Annaland pludselig i en herlig Slotsgaard. - Hvad er dette? spurgte Prinsen.

- Dit og mit Slot! sagde St. Annaland.

- Det ligner ikke det gamle.

- Nej, sagde St. Annaland, - det er fyldt med alt det, du undervejs har vundet.

Da saa Prinsen længe paa St. Annaland.

- Hvem er du egentlig? spurgte han.

- Aa, bare én, der har gaaet ved Siden af dig hele Vejen.

- Nej, sagde Prinsen, - du har ikke gaaet ved Siden af mig. Jeg kender dig, og jeg kender dig ikke. Du er Livet midt i mit Hjærte, alt det lyse, som vinder!

Men hun lo og førte ham op ad Slottets Trapper.

- Nej, jeg er bare St. Annaland! sagde hun.

SNE

Det er langt herfra, langt borte i det Land, hvor alle Æventyr foregaar.

Dér ligger derude paa en flad, snebedækket, uendelig øde Mark en faldefærdig Hytte; og inde i Hyttens eneste Rum sidder en krumrygget Olding og aander paa Rudens Is og stirrer ud over den ensomme Sneflade, der er tom og kold og uden Spor, hvid og livløs helt ud til Horisontens frostblaa Skyer. Den gamle Mands Aande ruller sig som tynd, graa Damp op over Ruden, Frosten knager i Træværket, Kulden derudefra sniger sig ind gennem Revner og Sprækker, og ned fra Tagskægget hænger lange Istapper som Tremmer for Vinduet.

477

Den gamle rører sig ikke af Pletten; det er næppe, han glipper med Øjnene, saa uafvendeligt stirrer han ud mod Horisonten. Der ude, yderst ude, hvor den flade, hvide Snemark tegner sin lige Kimmingslinie hen ad den mørke Himmel, bølger det langt nede som Striben af et Hav, der ruller Sø efter Sø langs ad Landet, langsomt og evindeligt.

Det er Menneskehedens Ungdom, der drager mod Slottet, hvor Prinsessen vindes og det halve Rige.

Og den gamle stemmer Hænderne mod den kolde Karm og Panden mod den isnende Rude, og hans Mund mimrer, som om han vilde tale; men ikke en Lyd kommer over hans Læber. Han er stum som den, hvis Sjæl bærer en Sorg, ingen og intet har Bod for; hans Blik er stirrende stift og graadløst som hos den, der ser Liv visne og ødes og ikke kan hjælpe; kun hans Hjærne lever; tungt og monotont strider den med evindelig den samme Tanke, den samme uhjælpelig golde, den at standse Skaren.

Men om han raabte, vilde de ikke kunne høre ham; hans Stemme vilde lyde dem som en Fugls Skrig over deres Hoveder, og ingen vilde se ham.

Thi derude i Horisonten, hvor de drager, er hans hvide Snemark at se til som en Vænge, dækket af Tusindfryd og Snerler, og hans Hytte et jasmingemt Bo for Kys og Favntag og Drømme, og Vinterhimlens kolde, tunge Skyer Sommerens blaaeste Luft. Og Frostens døde Tavshed over den hvide Mark høres som usynlige Lærkers Kvidder. Det gror og grønnes og blomstrer til begge Sider, og langt forude ligger Slottet med Prinsessen og det halve Rige og er som en Sang paa Tungen.

Dag ud og Dag ind sidder den gamle og stirrer, og aldrig standser Skaren derude, og aldrig rider den sidste mod Slottet. Men rundt om véd han øde Marker og ensomme Hytter, Hytter, som staar tomme og venter, og Hytter, hvor Oldinge sidder som han og stirrer gennem frosne Ruder ud i en Vinter, som ikke skifter, 478 som er evig den samme, kold og hvid, som Mindet om det, der er evig dødt - -

Ud i den Vinter, som er Dragen, der langsomt sluger dem, der aldrig vandt Prinsessen.

DET STORE ÆVENTYR

Der drog en Sky højt oppe under Himlen. Nede paa Jorden var det Nat og mørkt, Lygterne brændte i Byernes Gader, og ude over Landet glødede smaa Ruder, ensomme og fjernt fra hinanden. Langs de øde, lange Veje susede Træerne sagte, alle Jordens Mennesker havde lukket sig inde i deres firkantede Stuer og sov eller sad ved deres Lamper; alle havde de gemt sig for Natten - undtagen de, som var fattige og ingen Steder havde at skjule sig.

Og saa drev Skyen hen over Jorden. Mellem Stjernerne stod Himlens dybe Mørke, men saa kulsort var Skyen, at dette Mørke lyste som hvid Em, hvor Skyen drog frem.

Skyen drev ganske langsomt og tungt, som hang den deroppe og stirrede ned paa Jorden og søgte at finde Rede i et eller andet nede mellem Vejenes Træer og Byernes Huse.

Og - her begynder det, som er Æventyret - Skyen stirrede virkelig. For Skyen var ingen almindelig Sky, men et eller andet af den Slags Væsener, som der er saa rigelig Plads til mellem Himlen og Jorden, og som driver deroppe og ellers ingen Ting bestiller. Og det, Skyen hang og stirrede for at finde Rede i, var intet mindre end Menneskenes Liv. Den skulde finde Rede deri, for alle Aanders Herre havde bestemt, at nu skulde den, der havde været Sky og drevet om saa længe, endelig en Gang selv blive Menneske mellem de andre Mennesker. Det var en Straf, 479 fandt den, og den vilde nødig. Men blev den træt, havde alle Aanders Herre sagt, kunde den jo komme og klage og for Resten stole paa hans Naade.

Over en stor Villa i Udkanten af en By hang den stille og stirrede ned paa Lampelyset, som fra aabne Vinduer laa ud over Havens Buske og Blomster. Mange Stemmer, Latter og Sang lød op til den. Men pludselig tav det alt sammen, og den hørte en Mand tale alene. Han talte ganske dæmpet, og dog hørte den hvert Ord, han sagde.

- Ja, hørte den ham sige, saaledes har Livet formet sig for mig, at jeg forlader Eder og Eders Hjem og søger ud, hvor der ingen Mennesker er. Jeg har været fattig og rig imellem Eder, fuld af Lykke og bedrøvet, trofast og troløs som I. Men Eders Sjæle fylder mig med for stor en Fryd og for dyb en Sorg, og Eders Billeder stivner for mig. Jeg vil bære Eders Billeder med mig og se paa dem som paa de Guder, der dannede mig og døde, som paa gamle forstenede Guder for Godt og Ondt. Jeg har ofret til Eder, saa længe I har levet om mig. Nu fylder I mig med Tavshed, og jeg ved hverken Smil eller Suk for Jer og det, I er. I dannede mig mit Liv i Eders eget Billede, men jeg kender det ikke og vrister det fra Jer!

Og saa hørte Skyen en Dør gaa op og blive lukket igen, og den saa en Skikkelse drage fra Villaen ud i Mørket.

Og saa drev Skyen langsomt og tungsindigt videre, ind over Byen og hen over en Gade, hvor en Mand og en Kvinde gik og talte sammen.

- Gaa da, hvorhen du lyster! hørte den Kvinden sige. Men gaar du nu, er alting forbi imellem os, og jeg kender dig ikke mere!

Manden bukkede og smilede og rakte sin Haand frem som til høflig Afsked. Men hun rørte ikke hans Haand.

- Jeg er saa stolt som du! - gaa! sagde hun.

480

Og saa vendte hun sig fra ham og næsten løb sin Vej. Men han blev staaende et Øjeblik. Saa rettede han sig som lettet for en Byrde, saa paa sit Ur og tændte en Cigar.

Og Skyen drev videre hen over en anden Gade. Der stod to Mænd uden for en Port. De saa fattige ud, men op af Lommerne halede de Sølvske efter Sølvske.

- Du, sagde pludselig den ene, tror du, nogen er saa lykkelig som en Kæltring, der har været heldig?

Og saa smaalo de begge to.

- Alligevel, sagde lidt efter han, der havde talt først, nu stjæler vi ikke tiere! Dette var sidste Gang!

Og videre drev Skyen, og overalt saa den det samme triste, Mennesker, som skiltes og rev sig løs og begik, hvad de ikke vilde begaa, og svor i Længsel efter Fred og Lykke at forbedre sig, saa dette blev deres Jammers sidste Aften. Skyen fik stor Afsmag for det at blive Menneske, og da Dagen kom, drev den ud over Havet for ikke at fristes til at krybe i Menneskikkelsen straks.

Men næste Aften drev Nysgerrigheden den ind over Land paa ny, den maatte se disse Mennesker fra sidste Nat, de, som havde brudt med deres Elendighed for at leve i ny Lykke.

Saa drev den ind over Staden.

Nede i en skummel Baggaard stod der to fattige Mænd og arbejdede lydløst ved en Dørlaas.

Et Øjeblik blev Skyen forundret hængende. Saa drev den uden at begribe ud over Gaden.

Der nede i Gaden gik en Mand og en Kvinde og holdt hinanden i Hænderne, som vilde de aldrig slippe, - og det var den Mand og den Kvinde, der den foregaaende Aften skiltes for evig.

Men Skyen drog i et Sus bort fra de forunderlige Menneskers By og ud over den ensomme Landevej.

Der gik en Skikkelse dernede paa Vejen; den løb mod Byen 481 saa hastigt, som flyede den Mørket og Ensomheden bag sig, som dreves den af Længsel efter at høre Mennesker tale og se dem om sig. Og Skyen kendte i Skikkelsen den Mand, der i Aftes forbandede Menneskene og viede sig til Ensomheden.

Da lo Skyen, lo pludseligt som under en uhyre Forstaaelse af

det hele, og tog med et Smil et Menneskes Skikkelse paa sig. Men oppe i Himlen sad alle Aanders Herre og ventede det ene Aar efter det andet paa, at Skyen skulde komme og bede om Benaadning. Skyen kom ikke.

Da kaldte han den forundret til sig og tilbød den sin Naade.

- Har du intet at bede mig om? spurgte han.

Men den forhenværende Sky rystede paa sit Menneskehoved.

- Er du ikke snart træt? spurgte han videre.

- Herre, svarede den forhenværende Sky, - ser du da ikke, at jeg elsker Menneskene, hvert eneste et, Stodder og Konge, Skurk og Kristen, elsker dem alle for det Liv, de lever!

- O, Herre, lad mig være Menneske til evig Tid!

SKRÆDDEREN, DIGTEREN OG KONTORCHEFEN

Der var Fest hele Landet over. Alle Landets store Mænd holdt femogtyve Aars Jubilæum, vel at mærke femogtyve Aars Jubilæum som store Mænd. De kom sammen i Hovedstaden, og dér drog de i Procession og holdt Møder og roste hverandre, og hver enkelt imellem dem maalte i Smug sin Storhed med sin Sidemands og fandt sin egen størst, men til hverandre sagde de, at de var allesammen lige store. Og paa Festens sidste Aften kom de sammen i Byens største Sal og spiste og roste hverandre paa ny, og de, som ikke var dus, drak dus.

Imellem alle disse store Mænd var der en Skrædder, en 482 Digter og en Kontorchef. De var lige saa store som alle de andre; det vil sige, Digteren var den største Digter, Skrædderen den største Skrædder og Kontorchefen Nummer et paa sit Omraade, og saa sad de sent paa Natten alle tre sammen ved et Bord og drak og talte sammen.

- Ja, sagde Digteren, - mit Fædreland skylder mig meget.

- Skaal! sagde de to andre og saa, fyldte af begavet Forstaaelse, paa ham. Men Skrædderen følte sig vittig og missede med Øjnene og føjede til: - Store Ven, alligevel ikke saa meget, som du skylder mig.

Digteren tog sin Stok og skrev paa Gulvet et stort Tal.

- Skrevet i Sandet! sagde han.

- Ja, sagde Kontorchefen, hvor sad vi nu, hvis jeg ikke var den Embedsmand, jeg er?

Og Skrædderen saa paa Digterens Frakke og paa Kontorchefens Bukser.

- Hvem var I, sagde han i sin Skrædderstorhed, - hvis ikke jeg havde skaaret Jer Tøjet til?

- Skaal! sagde de alle tre, - Gud bevare os hver paa sin Plads - for Samfundets og vort elskede Fædrelands Skyld!

Men i det samme kom Fanden til og satte sig hos dem.

For Fanden var med ved Jubilæet. Han gik omkring imellem de store Mænd og saa ud som alle de andre. Han lignede dem ganske, og de syntes allesammen, de kendte ham, skønt ingen rigtig kunde mindes, hvad Navn det var, den Mand bar paa Listen. Men du sagde de til ham som til en gammel bekendt, for hvad saa Mandens Navn var, sammen med ham havde de allesammen været før - saa meget vidste de.

- Naa, sagde Fanden, - ja, de store Evner leve!

- Din Frakke sidder straalende! sagde Skrædderen.

- Ja, den har du syet! sagde Fanden.

- Din Stemme er bedaarende! sagde Digteren.

483

- Dine Vers har skolet den! svarede Fanden.

- Du sidder paa en Stol som en Gentleman, som var det mig selv! sagde Kontorchefen.

- Jeg har lært det af dig!

Da greb Henrykkelsen dem paa ny, og atter maatte de prise et Samfund, der båres af saadanne Mænd.

Men saa faldt de i Søvn, og saa for Lystighedens Djævel i selve Fanden, og mens de sov, byttede han deres Sjæle om.

Og Dagen efter og mange Aar i Rad skar Kontorchefen Bukser, og Skrædderen gjorde Vers, og Digteren skrev ikke andet end Tal, og Samfundet holdt endda.

Det allermærkeligste var nu, at ikke et Menneske opdagede Forandringen.

Den Historie havde Fanden megen Morskab af.

DER VAR EN GANG EN VISSEN KÆRLING

Der var en Gang en vissen Kærling. Hun havde valgt sig den Bestilling at gøre Livet surt for Folk, og det lykkedes hende i Regelen over al Maade. Der var ikke det Menneske til, som hun ikke havde haft fat i, og naar hun gik fra dem, sad de allesammen og var lede og kede af at leve længer, og det blev de ved med, lige til de døde.

Hun kom i Regelen til Folk, naar de sad allerbedst i det, helst i deres Ungdom. Saa jamrede de højest, og saa havde den heldige Kærling størst Fornøjelse af sit Arbejde. Det skulde aldrig fejle, hun kom til hver og en.

Og til den unge Mand, som denne Historie handler om, kom hun ogsaa.

Det var Aftenen før den Dag, han skulde holde Bryllup. Han 484 sad i sit Ungkarleværelse og tog med glade Øjne Afsked med sin tilrøgede Hybel, Afsked for evig. Da ringede det Det var Kærlingen, der havde faaet Postbudet til at gaa op med et Brev til den unge Mand. Og i det Brev stod der, at han var opsagt der, hvor han tjente sine Penge.

Han blegnede. Og Kærlingen, som saa gennem Nøglehullet, nikkede og nikkede. Men saa lagde den unge Mand sin knyttede Haand paa sit Bord.

- Skidt! sagde han, og saa puttede han Brevet i Kakkelovnen.

Men igennem Nøglehullet peb det fortrydeligt, som al Blæst piber gennem Nøglehuller ud til en snavset, snæver Trappegang.

Aaret efter var Kærlingen der igen.

Den unge Mands unge Hustru døde.

- Nu! hviskede Kærlingen, som stod lige bag Skærmbrættet ved Sengen og saa paa den unge Mand. Han sad stum paa en Stol og stirrede paa sin unge Hustrus Lig.

- Se, sagde han langt om længe til en gammel Dame, som stod ved hans Side og strøg ham gennem Haaret, - se, hvor hun er smuk!

Men Kærlingen, som ud og ind kendte hvert Tonefald i Menneskenes Sorg og Jammer, hørre den stolte Beundring gaa gennem hans Klage, saa hans Øjne elske Synet af dette Ligs Skønhed, saa hans Liv rigere paa et ædelt Minde og forsvandt som et Vift om Lysene.

Men Aaret efter var Kærlingen der igen.

Ensom, venneløs, slagen over alt, hvor han havde sat sit bedste ind for at vinde, ramt i sit Inderste, stod han barhovedet i den bladløse Efteraarsskov og saa Maanen skinne mellem drivende Skyer, stod som en fredløs Flygtning, fattig og ensom midt i Efteraarets fattige Ensomhed.

- Nu! nu! nu! sagde Kærlingen og stod ved hans Side og famlede efter hans Haand.

485

- Ja! sagde han, og hans Stemme dirrede af brændende Glæde, - nu! - hvor er her dejligt! - hvor er Livet stolt at leve! - nu som bestandig! - hvor er jeg lykkelig, at jeg lever!

Og han tog den gamle Kærling i sine stærke Arme og løftede hende op foran sig.

- Du stakkels, blinde Skifting! hviskede han, - du stakkels, ulykkelige Dværg!

Men den Nat krøb Kærlingen ned under et Muldvarpeskud for at græmme sig, og der sad hun den hele Nat og rokkede paa Hovedet. Og alt, hvad hun evnede, var at mumle: - Herregud! Herregud! der var en Gang en vissen Kærling!

EFTERAARSAFTEN

Der staar et Taarn bygget i et Skovbryn, et gammelt, vejrbidt Taarn med Mos og Slyngplanter op over alle Glugger, med grønt Mos i Sprækker og i Karmens Kroge, og med vissen Kaprifolie hængende som et tørt, stridt Haar ned over Taarnets røde Sten; kun højt oppe mod Øst aabner sig et eneste Vinduesgab i de forvitrede Mure.

Og deroppe bag Vinduets dybe Murkarm staar en Kvinde og stirrer ud mod den Nat, som kommer. Hun er lille og mager, og hendes Hænder, som hviler paa Karmen, er hvide som Maaneskin, og Hagen er buet og bleg som Kalaens Blomst; men hendes Øjne skinner sort som Beget, der drypper fra en brændende Fakkel. Hun staar og stirrer ud over en Slette, aaben som Havet, mens Skovbrynets Raager flyver til Vejrs over Trætoppene og kredser og tumler ned mellem Grenene og skriger dybt inde i Skoven. Bag hende ligger det runde Taarnkammer halvmørkt og stenkoldt, og en Faarekylling piber skingrende i en Sprække.

486

Men ude over Sletten er intet at se uden det vinterbrune Græs, som Sne, der er smeltet bort, har tynget fladt, og mellem Græsset enkelte Pytter Vand, som nær ved Taarnet spejler Vesthimlens Røde og længere borte er graa som Skyerne.

Og mens hun ser ud over Sletten, hvor Luften mørknes mere og mere og stille bliver til diset Nat, lytter hun, lytter om ikke Vindeltrappens Sten skriger under Trin, lytter efter en Haands Famlen over den lave Dørs Jærnlaas, lytter efter et levende Legems Støj i det døde Taarn, og hører intet uden Faarekyllingen og Vindens hule Drøn i de tomme Kamre ned igennem Taarnet.

Og hun bøjer sig længere frem og støtter sine Albuer mod Karmen, og de isnes af den kolde Mur, men hun mærker det ikke. Hun ser ikke, at Himlens Røde er blegnet i Pytterne mellem Slettens Græs, og at Sletten, der var aaben som Havet, drager sig sammen, og hun hører ikke, at Skovens Raager er tavse.

Thi hun tænker paa ham, der kom en Nat og bandt sin Hest i Bøjlen ved Taarnets Dør og steg til hendes Kammer og sov i hendes Seng og var redet før Dagens Gry, paa ham, der kom som en Byges Blæst, og hvis Ord var som en Skovs Sus, og hvis Favntag tændte alle Drømme i Baal og bar Solens Ild til hendes Hjærte, paa ham, som lod hende ene med de Spor, hans Hests Hov havde skrabet i Muldet for Taarnets Fod.

Søvnløs, drømmeløs og uden Hvile stirrer hun Natten i Møde.

Thi hun er den ensomme Længsel, der sidder stum i Vinteren med et øde Livs endeløse Slette for sig, og bag sig en visnet Skov, - den ensomme Længsel, syg af at mindes, udødelig ung som Haabets Vanvid.

- - - Og Solen er nede. Op om Taarnet vokser Nattens dybe Skov af Mørke.

487

AKBAR

Uden for sin Hule i Bjærgets Skygge sidder Murabiten, Eneboeren, og blunder. Hans Skæg er langt og graat som Bjærgets Sten, og hans Hud brun som Ørkenen omkring ham og furet og foldet som Sandet, naar Ørkenvinden er gaaet til Ro.

Det er midt paa Dagen og saa stille, som før alt levende skabtes. Sol og Sand og Bjærgets nøgne Væg gløder, og Luften flimrer som Stjernernes Skin.

Ned over Bjærget kommer Akbar, Prinsen, Nedims Søn. Kroget og træt søger han Fæste for sin nøgne Fod og famler sig frem som en blind og stemmer sin Ryg og sin flade Haand mod den hede, glatte Klippe. Han er mager som en Palme, hans Kinder er hule, og hans Hud forbrændt af Solen. Men hans Øjne er store og skinnende, og de lyser som dybe Brøndes Vand. Langsomt glider hans krumme Skygge hen over den solglødede Sten.

Saa naar han ned og slæber sig frem til den blundende Munk. Han taler til ham, og hans Stemme klager som Vindens Døn mellem Bjærge.

Murabiten vaagner og ser op paa ham.

- Hvorfra kommer du, og hvem er du, fremmede? spørger han.

- Jeg er Akbar, Prinsen, Nedims Søn. - Giv mig Vand! - Min Mund er en Ovn og min Tunge glødende Jærn! svarer den fremmede.

Murabiten rejser sig og gaar ind i Bjærgets Hule og bringer en Krukke, og Akbar, Prinsen, tømmer den langsomt.

- Hvor Skyggen her er mild og kølig, Skyggen, siger Akbar og fører kærtegnende Haanden frem og tilbage gennem Luften foran sig, - kølig som hendes Haar.

MURABITEN.

Hvad søger du, og hvem taler du om?

AKBAR.

- - alle Vegne er hun - -

488
MURABITEN.

Allah forvirrer din Tale! Hvil dig, fremmede.

AKBAR.

- - som det blege Vand, du gav mig at drikke, var hun, - det blege, blanke Vand - -

Murabiten ser længe paa ham. Saa siger han. - Allah planter giftig Urt i Ørkenen for den, som synder, og leder hans Fod, saa den stinges, og sulter hans Bug, til han æder Urtens Gift. - Hvad har du syndet?

AKBAR.

Kender du Trøst for den, hvis Dage er som søvnløse Nætter - -

Ingen Urt har stukket min Fod. Hvor jeg traadte, bøjede de stikkende Torne sig, og den sultne Løve slikkede min Haand.

MURABITEN.

Allah tilgive din Spot! Dit Sind er mørkt som Bjærgets Hule. Sig mig din Brøde.

AKBAR.

Sandets Urt og Ørkenens Dyr saa, hvad du ikke ser - - Hvorfor spørger du mig?

MURABITEN.

Mit Haar er vissent, Søn, og mine Aar mange. Visdommen blomstrer sent. Tal, Ørkenen er om os.

AKBAR.

Alle Vegne er hun - mellem Bjærgene og i Ørkenen - - her -

MURABITEN.

Allah hører den, som græder. Lad din Tunge klage.

AKBAR.

Se paa Solen. Hun var hvid som Solen. Og blaa som Himlen, naar den første Stjerne tændes, var hendes Øjne, og hendes Haar var lyst som gult Sand og gylden Silke - -

- Søn! siger Murabiten og griber om Akbars Haandled, en vantro har kastet sin Skygge over din Sjæl.

AKBAR.

- - hendes Lemmer var smidige som Vingerne paa Flodens Fugle, og hendes Sjæl var som Morgenens Lys og Dalenes Dugg -

MURABITEN.

Hvorfor - sig mig det - hvorfor forlod du dit Harems Kamre og dine Havers Skygge. Hvad vil du her? Hvorfor gjorde du saa?

489
AKBAR.

Mit Hus er tomt og mine Haver øde.

MURABITEN.

Gud er stor! - og den, din Tunge priser - -

AKBAR.

Hendes Legeme er blegt som Maanen, og hendes Sjæl - -

MURABITEN.

Gud er stor! - Tal!

AKBAR.

Jeg har dræbt hende.

MURABITEN.

Allahs Visdom er som Stjernerne, der skinner i Natten, og hans Naade som Skyens Regn!

AKBAR.

Min Tunges Ord og min Tales Lyd dræbte hende - langsomt - som Sandet suger en Kilde. Min Sjæl dræbte hendes. Jeg, Shakalen fra den øde Ørken, dræbte Luftens silkevingede Hejre.

Hendes Tale var som Solens Glans over de fjerne Bjærges hvide Sne, og hendes Haand let og blød som Flodens Vande over Bundens Græs. Og hun var min som Solen er Dagens, og mit Hjærte var hendes. Og naar Aftenen kom, og Duerne kurrede omkring os, og Kameldriverne raabte i fjerne Gader, sad hun hos mig og fortalte om Frankernes Byer og Lande langt borte. Og naar hun tav, saa hun paa mig. Og jeg kyssede hende og hængte Perler om hendes Hals. Men hendes Sjæl var borte i de Lande, hun talte om. Og hendes Øjne spurgte, om jeg ikke længtes som hun. Da var min Mund lukket og min Pande mørk, og min Arm laa fast om hendes Liv - - til en Nat det sorte Mørke spejlede sig i Springvandets Kumme og Himlens Stjerner stod tæt som gyldent Sand, da løstes min Tunge og talte Ord kolde som Dyndets Kryb og stikkende som Slangens Øje. Og hun lænede sit Hoved mod min Skulder og tav, og stille fulgte hun mig Dag og Nat, og fra hendes Læber lød Kærlighedens Ord. Men bag Mundens Smil græd de blege Drømme, og hendes Kind blev hvid som Kalk, og en 490 Morgen, da Flodens Vande lysnede, var hendes Legeme visnet og hendes Øjne graa som Stenen. - Mangfoldige som Dalens Aks vokser Kvinderne! siger Murabiten. Allah læge din Sjæl og stryge Soten af dit Hjærte.

AKBAR.

Min Sjæl er brudt som et Sværd, og Dagene, som gaar, huler mit Hjærte. Alle Vegne, hvor jeg vender mig, er hun - -

Jeg saa dem, Kvinderne - i Torvets Sol saa jeg dem - og mit Blod størknede som Leret, og Sorgen var over mig. Igennem Byens Gader løb jeg, og jeg raabte hendes Navn, og jeg hviskede det og kaldte. Ind i mit Hus løb jeg, gennem Kamres og Ganges Skygge; men der var tomt som i en fremmeds Bolig, og mine Slaver, som saa mig, kastede sig ned, - Allah! Allah! raabte de og græd. Og ud langs Floden løb jeg, og de mætte Gribbe vaagnede mellem Klipperne og skreg -

MURABITEN.

Søn af Nedim, bliv her i Bjærgets Hule, og lad dine Fødder hvile. Ørkenens Fred vil gøre din Sorg stille, og du vil atter vende tilbage til dine Heste og Slaver, og Kvinderne vil synge for dig, og dine Dage blive milde.

AKBAR.

Evig er jeg ene - ene levende. Hvad jeg ser, fylder mig med Død. Glemt af den døde lever jeg - -

MURABITEN.

Ørkenens Sol brænde din Forstand, og Sandet visne din Fod. Daarens Tale flyder af din Mund!

- I Ørkenens Sand vil jeg skjule mit Ansigt, siger Akbar. I Ørkenens Sand vil jeg skjule mit Ansigt, til min Aande standser, - - som hendes Læber brænder det hede Sand - - Men til dig, siger han og ser paa Murabiten, til dig vil Mændene fra Staden komme og spørge dig om mig, og du skal pege paa Ørkenen, som er uden Grænser, og din Mund skal tale Sorgens jamrende Vanvid!

491

KÆRLIGHED

Der var en Gang en lille Pige, som blev forelsket i en ung Mand med et kønt Ansigt. De kyssede hinanden og talte sammen, og gennem Kys og Ord blev Livet hende lyst og stort.

Men saa kom en Dag den unge Mand og sagde, at Livet var meget større. Der var flere unge Piger til end hun, og han havde kysset en anden.

Det bed hun i sig; men han havde ikke Ret, syntes hun; Livet blev mindre.

Saa kyssede han den tredje og den fjerde og fortalte, at Verden voksede bestandig for ham.

Den lille Pige var saa klejn; hun fandt, at hvis Verden var saa stor, vilde den kvæle hende.

Hun saa paa den unge Mand, som hun elskede, og begreb ikke, at noget var større end hendes Kærlighed.

- Ingen elsker dig som jeg! sagde hun. Det var Hovmod, svarede han.

- Jeg kunde dø for dig!

Det havde han ikke Brug for, det var ikke nødvendigt.

Saa kaldte den lille Pige paa sin Gud og græd for ham.

- Mit Barn, sagde den gamle Vorherre, - en Gang vil han vandre til din Grav og plante Roser paa den og græde, fordi han mistede dig, græde for dig alene og kalde paa din Kærlighed. Saadan er Mandens Lod!

Men den lille Pige tog Vorherres Haand.

- Det maa han ikke! - han maa ikke græde! Du skal lade ham glemme mig! bad hun.

Det lovede Vorherre.

Og den lille Pige takkede ham og var lykkelig som aldrig før.

492

TUDSERNE

Der sad to Tudser i et Jordbærbed og stirrede paa det samme røde, runde Bær.

- Hvad tænker du paa? spurgte den ene og rundede sine Øjne halvt ud af Hovedet.

Den anden spilede sit Gab op som en aaben Sæk.

- Dejligt Graavejr! sagde den.

Saa hoppede de begge Jordbærret et stort Hop nærmere og sad og stirrede hid og did, som om de ingen Ting tænkte paa.

Men pludselig slog den ene Gabet sammen om Jordbærret, saa det forsvandt i Sækken.

Der sad den saa og svælgede og blev ganske tyk.

Men den anden, som sad slunken, pustede sig op og blev lige saa tyk.

- Tak, fordi du gjorde det! hulkede den, - jeg rørte det ikke, jeg saa det blot; jeg springer omkring med det, som er det fineste, med Mindet!

Saa hoppede de hver til sit.

Men siden har to Guldsmede, som saa og hørte det, græmmet sig gamle ved at tænke over, hvem af de to der egentlig var den, der besad Jordbærret inderligst og intimest.

FANDEN

Nede i Helvede sad Fanden og rullede med Øjnene. Han havde ingen Sjæle faaet i lange Tider.

Men saa fik han en Idé, og den var saa god som en hel Sjæl. Øjnene holdt op at rulle og stod stive og stille midt i hans sorte Ansigt.

493

- Funtus! sagde han, og det havde han ikke sagt siden den Gang, han traf sin Oldemoder paa en Dansebod.

Og ud for han saa gesvindt, at ingen endnu har fundet Rede i, hvilket Vindue det var, han slap ud af.

Men oppe paa Jorden gik en Mand og stred for Ret og Skel iblandt Menneskene og for det, som var Sjæl og Sandhed. Ham begyndte Fanden at kredse om, først som et haanligt Fløjt, saa som et bredt Grin og til sidst som ingen ringere end Fanden selv.

- Morer du dig? spurgte han ham, der stred for Sjæl og Sandhed.

Svaret, han fik, var en mismodig Hovedrysten.

- De er dig for stærke, hvad? sagde Fanden og gottede sig over Mandens Mismod - og de hører ikke paa dig, og de begriber dig ikke, og du kunde lige saa gerne forsvinde!

Og Manden nikkede og nikkede, som sad han og hørte paa sine egne Tanker,- og saa skød han sig.

Da gned Fanden sit Svinelæders Maveskind, for nu havde han forlokket en af de fineste Sjæle, og saa for han hjem til Helvede med den.

Men da han kom til Helvede, var han tomhændet. Han saa paa sine Hænder, vendte og drejede dem og saa sig om, og saa gav han sig til sidst til at stirre op gennem Skorstenspiben, op i den lyse Himmel. Og deroppe saa han den forlokkede Sjæl hvile ud paa Vorherres eget Skød.

- Han tilgiver alting! Det er en god Idé! sagde Fanden, - men den maa ikke komme ud!

Og saa fór han rundt til en Hoben Præster og klagede sin Nød, og de lovede at tale hans Sag.

Og det gjorde de.

Men St. Peder og Vorherre - de tilgav ogsaa Præsterne.

494

Derover tog Fanden sin Død, saa de, der vil høre om ham, maa gaa til Legenderne.

SOMMERNAT

Jeg hører i Natten to Stemmer tale. Den ene er jævn som en Landevej og tung og uden Klang som en Kværn, der maler. Den anden hører jeg, som bar Blæsten den ud fra en stor Skovs Dyb, og den er som Kildens Klunk i Kløfter og som et Ekko af alt levendes Lyd.

- Hvad vil du mig? siger Stemmen, der er tung og klangløs, - dine Ord er Løgn, og jeg er led og træt af dig og dit,

- Hvorfor er du træt, og hvad løj jeg? spørger Stemmen, der kommer som fra Skove.

- Du løj med Æventyr. Jeg søgte dem, og jeg gik mig træt i en Ørken.

- Hvor søgte du?

- Overalt, i alle Døgnets Kroge, alle Vegne, hvor jeg kom.

- Vis mig dine Hænder! siger Røsten fra Skoven og gaar gennem Stilheden som et stort Vingefangs Sus.

- Mine Hænder - de er hvide, som min Dag er tom.

- Vis mig dem - vis mig Dragens Blod paa dine Hænder og Prinsessens Ring.

Stemmen, der er som Landevejen, ler.

- Taler du endnu om Drager og Prinsesser, siger den. Jeg traf ingen, jeg traf intet uden mig selv og min Søgen.

- Dig selv - og din Latter og din Graad.

- De løb i Sandet, jeg mindes dem ikke.

- Sig mig, hvad du mindes.

- Jeg mindes intet, intet uden Dage, der fulgte Urets Viser Skiven rundt, Døgn efter Døgn den samme Skive rundt.

495

- Og de Dage, da du var ung, hvisker det, som naar store Træer suser, da du løb fra dine Forældres Hus for at vinde og ikke vidste hvor og ikke hvad, da du elskede, da du aldrig søgte, da du red mod Slottet og spurgte ingen om Vej.

- Du taler om Ting, jeg ikke kender, svarer Stemmen, der er tør som frossent Løv. Aldrig forlod jeg Hus og Hjem, og altid spurgte jeg om Vej, hvor jeg kom.

- Og den Gang, du stod for Dragen, - den Gang din Elskov græd Blod?

- Saa hed var aldrig min Elskov, aldrig! - og jeg har levet længe.

Da siger Stemmen, der var som Kildens Klunk, og bliver som Dønet af en fjern Flod, der stemmer Strømmens Ryg mod en lang Vinters Is.

- Jeg kender dig, siger den, - du er Skiftingen, de bar til Prinsens Vugge.

Saa tier Stemmerne længe.

Da taler omsider den Røst, der kommer som fra Skove, og den er stille som en Solnedgang.

- Du, som jeg aldrig saa i Dagens Lys, siger den, du, som jeg aldrig fandt, hvor Lykken vindes, du, der gemmer dig som Viben og haaner og ler, - ved du, at Nætter og Dage hører jeg dig kalde og din Stemme skælve af Graad, mens du spotter mig som Løgner. Ved du, at naar Løvet falder, og Skoven er Taage og vaade, nøgne Stammer, hører jeg dine Trin over de sorte Blade og ser dig vandre hvileløs ad Stier, som aldrig endes, og som løber fra Slot til Slot. Ved du, at naar Prinsessen staar Brud, ser jeg dig uden for Slottets Gitterport stirre mod de skinnende Ruder. Og ved du, - du som er Haan, hver Gang du taler, - at ingen Bloddraabe af nogen Prins, som dræbes af Dragen, brænder Jorden saa hedt, som naar du græder ensomt i Natten.

496

Og jeg hører Æventyrets Skifting le, og saa er Natten stille viden om.

Men med ét skælver Luften svagt, og langt borte fra kommer det klangløst:

- Hvorfor tier du? - hvor er du? - fortæl mig Æventyr! - fortæl mig om Livets Lykke!

ÆVENTYRETS FE

Der var en Gang en modig Prins. Alle denne Verdens Prinsesser og halve Riger kunde han let nok have vundet, om han havde villet. Der var ikke det Æventyr til, som ikke han havde indladt sig paa. Men der var det besynderlige ved ham, at indlod han sig paa Æventyr, saa var det for Æventyrets Skyld og ikke for Lønnens. Prinsesserne lod han sidde, men Æventyrene opsøgte han. Saa faldt det ham en skønne Dag ind, at ogsaa han en Gang burde unde sig en Frugt for sin Umage, men stor og svulmende skulde den være, større end alle de andres. Og saa gik han ud for at finde og vinde selve Æventyrets Fe.

Alle de Stier, der førte til Prinsessernes Slotte, og som han og alle andre Prinser kendte ud og ind, gik han hastigt forbi. Først da han havde alle kendte Vejspor mange Dage bag sig, begyndte han at se sig om efter den, han søgte.

Dagene gik, og lige ensomt var der om ham. Dybt ind i store Skove brød han sig Vej. Der laa de aabne Pletter inde og lyste i Solen og lokkede ham som gyldne Fepaladser. Men kom han der, var det kun Sol paa Græs eller Sol paa Vand. Og op over Bjærge, hvis Toppe skinnede som Taarntinder af Sølv, steg han. Men stod han deroppe, var Taarnene Fjæld og det flimrende Sølv Is og Sne. Saa gik han der hen, hvor Storm og Uvejr rasede, og 497 kaldte paa den, han søgte, og spilede sine Øjne vidt aabne og stod og stirrede, hver Gang Lynene flammede. Men ingen Ting saa han, intet andet end Ensomheden omkring ham.

Alligevel drog han videre og videre. For indvendig bar han paa et Billede, der var saa stolt og straalende og ungdommeligt, at det drev ham frem og holdt ham oppe, lokkede ham som Sejr og Fest og evig Sol, - Billedet af Æventyrets Fe.

Da gik han en Efteraarsaften over en flad og fattig Egn langt ude mod Vest. Skyerne drev tunge og graa hen over det endeløse, øde Land. Men længst ude i Vest stod en nøgen Himmelstribe, og dér sank Solkuglen glødende og stor.

Ud mod denne Himmelstribe gik han, gik og gik, og da Mørket begyndte at falde, og han løftede Hovedet for endnu en Gang at se ud over Egnen, om ingen var ham nær, stod han i en trang og trist Borggaard. Døre stod aabne ind mod mørke Gange, men ingen Lyd af Liv var at høre, og bag ham var Porten stænget. Da vilde han raabe, men tav og saa op mod Borgens Taarne, der sorte tegnede sig mod den sorte Himmel, og traadte over et Trin ind i en af de øde Gange og famlede sig frem gennem en Luft, der var vaad og kold som Regn.

Men pludselig var Gangen vegen, og han stod i et Kammer foran en Kamin, hvor Resterne af en Ild laa og glødede som Solen, der sank. Og tæt ved Kaminen sad en Kvinde.

Han saa kun hendes Ansigt. Skæret fra Gløderne lyste op over det, lyste paa det alene, og det var ungt og skært, men saa forunderligt smilløst som et Blad af en hvid Blomst, og fra dette blege Hoved saa to Øjne paa ham, store og sorte og med et Blik, som hvilede den Sjæl, der gav det Liv, langt ude i den ensomme Nat.

Prinsen stod og stirrede. Han havde glemt alt, Sejr, Fest, Solskin og Æventyrets Fe, glemt det alt sammen for en tavs 498 Sørgmodighed, der steg til hans Hjærte og gjorde ham til en anden end den, han til dette Øjeblik havde været.

- Hvem er I? hviskede han og vidste knap af sine egne Ord og lyttede forundret til sin egen Stemme, - saa fremmed klang den ham, som steg den fra en Afkrog i hans Inderste, der havde været stænget indtil denne Time.

Den blege, stille Kvinde saa endnu en Stund paa ham. Saa skiltes hendes Læber, og hendes Mund rødmede svagt.

- Hvem søger du? spurgte hun, og hendes Stemme lød saa gennemsigtig skær, som gled den over en dugget Eng.

Men da fandt Prinsen sig selv igen og saa frejdigt og ungt paa hende.

- Jeg søger Æventyrets Fe!

De store, sorte Øjne saa ind i Gløderne, og mens de stirrede i Ilden, spurgte den klare Stemme dæmpet:

- Og hvorfor søger du Æventyrets Fe?

- For at gøre hende til min!

- Og hvad vil du vinde i hende?

- Det højeste, som kan vindes, det aldrig overvundne Mod, den evige Ungdom, Smilet, som aldrig falmer, Snildet, som aldrig dør, den Lykke, der sidder Dværg og Trold for højt, og som ler sig Sejren til og aldrig ender!

Atter saa de store Øjne paa ham, og det blege Ansigt var vendt imod ham.

- Hvor du er lykkelig, sagde hun, du som tror saa blindt!

- Du kender altsaa ikke Æventyrets Fe?

- Jeg kender den Mund, som ler, fordi den blev træt af at klage.

- Men Æventyrets Fe?

Da blev en hvid, kølig Haand rakt frem imod ham. Han saa paa den og saa i det samme, at hele denne blege Kvinde sad som klædt i Mørke.

499

Og atter steg Sørgmodigheden ham til Hjærtet, og han greb om Haanden.

- Hvorfor er du saa bedrøvet? spurgte han.

- Jeg tænker paa den Lykke, som aldrig ender.

- Men du ser ud, som om du sørgede, sagde han.

- Fandt da du den Lykke?

- Jeg søger den eneste, der kender den.

- Men om nu hun var lam og blind og gammel!

- Æventyrets Fe!

- Ja, Æventyrets Fe, - hvis hendes Latter nu var som den lammes Krykkestok, den hun støtter sig til for ikke at falde, og alt hendes Vid den lammedes Vittighed, naar han i triste Øjeblikke gør sig lystig over sine Krykker for ikke at forgaa af Græmmelse, - og hvis den Lykke, som du taler om, og som hun alene kender, var hendes Hjærtes allerhaabløseste Længsel, - hvis alle hendes Æventyrs Sejr og Sol var stakkels spottende Drømme i en Sjæl, der saa Menneskenes Armod, - og Snildet, som du taler om og priser, - - sig mig, om du fandt Snildet i det enfoldige Barns Mund eller i dens Tale, der havde levet længe og set meget?

Prinsen stod med den hvide, kølige Haand i sin og saa ind i det blege, lysende Ansigt.

- Fortæl mig et Æventyr af dine, bad han sagte, fortæl du mig et!

- - Og hvorfor det? - det vilde jo ligne de tusende andre, du hørte.

- Sig mig da, bad han, hvem er du, som jeg er kommen til?

Atter saa de store Øjne ind i Gløderne.

- Hvem anden vel end den, som du har søgt i Sol og paa Bjærgenes Tinder, men som bor langt ude imod Vest, hvor Dagen gaar under og Solen slukkes som de Gløder dér, der straaler og fortæres af den svidende Ild, som er deres Liv.

500

- Æventyrets Fe! hviskede Prinsen og blev staaende og saa ind i dette hvide Ansigt, som lyste imod ham saa ungt og skært og saa forunderligt smilløst, blev staaende foran denne Skikkelse, der sad som klædt i Mørke, blev staaende og stirrede ind i disse store Øjnes tavse, sørgmodige Nat. - -

... Og dér staar han endnu.