SOL
✂ Der var engang to Mænd, som Livet havde ført sammen og gjort til Venner. Det var gaaet ganske jævnt til. Dem begge havde det skubbet ind i en og samme lille By, og der havde de en skønne Dag mødt hinanden og talt to Ord sammen, - ingen af dem vidste hvorfor, næppe nok om hvad, - men ud af denne lille Taage var Venskabet vokset. Den ene var Købmand, den anden var Maler, havde forsøgt sig som Kunstner, men sagt Kunsten Farvel for at lakere Vogne og male Lofter i den lille By. Hvad det var, der bandt dem sammen, havde de aldrig tænkt over eller talt om; det var et eller andet afgjort, noget som Nætternes Mælkevej, lige saa uomtalt til Dagligbrug, saa stiltiende tilstede som Blodets Kredsløb og Stjernernes Skin.
✂ En Sommeraften sad de to Mænd og talte sammen i en Have i Byens Udkant. Haven tilhørte Købmanden. Den var lille og strakte fra en hvid Pakhusgavl sin smalle Jordstrimmel ned mod 116 en Smule Sø, der bleg og blikstille spejlede det eneste, som var stort i den lille By, en gammel Slotsruin. Dunkelt sænkede det søndrede Taarn sit Stenbillede mod den skære Himmel i Søens Dyb, og Voldskræntens Løvklynger sortnede Breddens Vand, .. . dunkelt og mørkt, med lyse, gabende Glugger, strakte Taarnet sin Stenfirkant mod Aftenens høje Himmel, Trækronernes Mulm løftede sig op om det, og Skyggespejlet i Søen og Træer og Taarntinde paa Skrænten flød i eet til en eneste kulsort Sky gennemboret af et uhyre, brudt Stenspær. De fjerne Bakkekammes Lunde stod sorte og stille og bar Natten i deres Løv, alle Agre var eet skumrende Muld. Kun Himlen var bleg og høj, aandet over af et Skær, der løftede den uendeligt og bar den fri af Jordens Nat, som var Dagen ikke sunken med Solen i Vest, men steget med Aftenens Svaler, løsnet fra Jorden og gaaet til Hvile højt oppe, drømt ind i hele denne vide Himmel.
✂ De to Mænd sad sammen paa Havens eneste Bænk, tæt nede ved den lille Sø. Om dem stod Luften fyldt af Dunst af vaade Sten og fugtig Kalk. Duggen laa over Byens Gader og Tage.
✂ De sad og røg og tav, tav grundigt og dybt og røg langsommeligt, som fulgte de, hver for sig og begge sammen, noget, der stille fuldbyrdedes for deres Øjne. Og det, som fuldbyrdedes, var det dagligdags, at Natten sagte faldt paa.
✂ Saa gav den ene, han, der havde slaaet sig ned i den lille By som Dekorationsmaler, sig til at tale.
✂ - Ja, sagde han sagtmodig, - vi har den skønne fælles Lod at blive gamle i Gaarde!
✂ Vennen ved hans Side svarede ingen Ting, men lagde sin Haand over hans Knæ og trykkede lempeligt til som den, der trøster i Halvmørke og ikke vil forstyrre.
✂ Maleren tog et langt Drag af Cigaren og aandede Røgen ud, saa den langsomt spredte sin graa Taage i den dunkle Luft. Saa rettede han sig trøgt, og den trøge Bevægelse kom som en 117 godmodig Undskyldning for det, han havde sagt, en sejg Sanken Kræfter.
✂ - Man sidder og bliver saa sart, naar Solen er gaaet ned! sagde han.
✂ Købmanden saa ud over Søen.
✂ - Hvad er det, du taler med dig selv om? spurgte han.
✂ Maleren tav en Stund. Saa svarede han:
✂ - Aa, ingen Ting! - det faldt mig blot ind, at man burde ligge i sin Seng og lade Naturen gaa sin Gang og ikke sidde her og stirre sig stor og afmægtig i samme Aandedræt!
✂ Og Købmanden tav som Maleren en Stund. Saa lagde han paa ny sin Haand over Vennens Knæ.
✂ - Rider Kunsten dig? spurgte han.
✂ - Kunsten?
✂ Maleren saa langt ud over Søen.
✂ - Aa nej, svarede han, - jeg sidder blot og har en trist Fornemmelse af, hvor ens Smule Liv kunde være højt og strømmende og fuldstændig eet med det, vi to sidder og ser paa!
✂ Købmanden strøg sin Haand frem og tilbage over Vennens Knæ, og hvert Strøg, Haanden gjorde, var som et uroligt, tyssende Ord.
✂ - Er der gaaet dig noget imod i Dag? spurgte han.
✂ - Nej, ikke det ringeste!
✂ - Saa er det vel alligevel Kunsten, du tænker paa!
✂ - Nej.
✂ Købmandens Haand hvilede rolig over Vennens Knæ.
✂ - Naar man er løbet fra en gammel Flamme, sagde han, skal man tie stille. Der kommer kun Bedrøvelighed ud af at vandre rundt i gamle Tanker!
✂ Maleren rystede paa Hovedet.
✂ Det, du taler om, tænker jeg slet ikke paa!
✂ Men Købmanden overhørte hans Ord.
118✂ - Man maa hage sig fast et Sted, med Næsen i Jorden! sagde han ... I Middags var du fornøjet nok!
✂ - Aa ja, svarede Maleren, - man finder altid, naar det er Dag, at vi er lykkelige, blot Bordet er besat, saa vi ikke gaar sultne fra det. Men saa dumper saadan en Aften som denne ned over os, og saa ligger al Dagens Lykke og alt vort rørlige Habengut som en eneste slatten Kulsæk foran os! Jeg synes, vi er saa forkvaklede og mishandlede allesammen! Ingen Evner har vi, som kan hjælpe os, - kun en eneste lille ondskabsfuld en, som haaner os, - den, at vi forstaar, hvor vrangt det alt sammen er!
✂ Købmanden, Vennen, sad og rokkede besindigt frem og tilbage og tav en Tid, som gav han Aftenens Stilhed Stunder til at bære det, som var sagt, ind i sin Fred. Omsider svarede han.
✂ Jeg er lykkelig alligevel. Jeg sidder her og er glad, fordi jeg har Fred. I Morgen har jeg Arbejdet og er glad paa ny. Lad være med at lede efter Sammenhængen!
✂ Maleren stak sindigt to Fingre i Vestelommen og trak en lille Kam frem og drog den gennem sit korte, kløftede Hageskæg, langsomt til højre, langsomt til venstre.
✂ - Ja vist saa, - Sammenhængen! sagde han.
✂ Saa stak hans Fingre Kammen i Lommen igen.
✂ - Det ligger maaske alt sammen i, blev han sagtmodig ved, at jeg ser Aftenen spejle sig i Søen. Jeg kan ikke rigtig lide at se noget spejle sig. Saadant et livløst Spejlbillede lever saa mystisk. Man kan se sin Sjæl i et Spejl, og den ser altid ud som et Barn, man har gjort ondt, eller som et Løfte, man ikke har holdt! Og saa er der det ved denne dunkle Stilhed, at den gør en ensom som et Træ paa Marken, og den tager en ensomt i Ed, og man sværger og bryder, naar Dagen kommer, det, man svor. Kravene er for store, men de er der! Gid de ikke var der!
✂ Købmanden rejste sig og strakte sig.
119✂ - Lad os gaa, du, sagde han, inden vi helt og bart sidder og snakker os til Oldinge!
✂ Men Maleren blev siddende et Øjeblik endnu.
✂ Jeg er ikke særlig led ved at stryge Plankeværker, sagde han, og længes ikke efter at male Billeder, - jeg kunde blot tænke mig det alt sammen saa helt anderledes!
✂ - Ja, svarede Købmanden, akkurat som jeg og som alle vi andre Borgere i smaa og store Byer! Maleren rejste sig.
✂ - Tænke det, ja, - men forsøge! sagde han. Livet er dog egentlig bygget som et stort Palads, - og saa er alt det, vi driver det til, at kline os en Hytte op uden for Porten - i Stedet for at gaa ind. Kunst eller Plankeværker, Føde og Lykke, hvad har de Smaating at betyde? Men det er saadan med os, at saa saare. noget rejser sig i os og truer med at bortskylle den Brolægning, vi møjsommeligt har lagt under os, saa dræner vi og fordeler. At dræne er vor fornemste Kunst. Det er Fysikken, der triumferer. Vi er fremragende Ingeniører. Hvad om vi engang lod Strømmen stige, som den vilde! ... Vi gør det ikke, - jeg ved det nok. Vi har faaet den Lære indpodet, at man skal stemme sine Fordringer ned. Entbehren solist du o. s. v. Det er en praktisk Lære, - den fører til rolige Forhold, og Lykken er jo nærmest det, man kalder rolige Forhold, Fred og Ro. Men om den Lære nu var bund falsk! et bedøvende Middel, der, for at Mageligheden kan trives, æder alt det i os bort, der bærer Syvmilestøvlerne paa sine Fødder!
✂ Købmanden saa i stor Tavshed paa ham.
✂ - Naar har du faaet de Tanker? spurgte han.
✂ - Finder du dem saa urimelige?
✂ - Jeg mener, svarede Købmanden, at saaledes som man har stillet sig sit Regnestykke op, maa man tælle det sammen. Menneskene er saa mange, at vi ikke har Alburum nok til at sidde 120 og klatte og sprede ret mange nye Udkast omkring os. Men hvor vil du ellers hen med de Tanker?
✂ Maleren saa ned paa Vennen.
✂ - Først maatte jeg vel vide, hvor de Tanker vil hen med mig! svarede han.
✂ - Snak! hvorfor tænker du saadan?
✂ - Hvorfor? - jeg er vel til Mode, som jeg tænker!
✂ - Til Mode, gentog Købmanden, - man er undertiden saa forskelligt til Mode, som Dagen er lang. Tænker du paa at leve efter de Tanker?
✂ Maleren rettede sig trøgt.
✂ - Hvor kan jeg vide det? svarede han. Der er blot visse Ting, det ikke er muntert at opdage, for Eksempel at se sig selv vandre rundt i ingen Ting eller ligge hen som en uindfriet Veksel!
✂ Købmanden lo.
✂ - I Morgen skal jeg betale Husleje og endnu i denne Time har jeg den ikke!
✂ - Der ser du - blandt andet!
✂ Men Købmanden stillede sig, lille og trivelig, foran den høje Maler.
✂ - Tror du, jeg tænker derpaa? spurgte han. I Aften er det Aften og ingen Ting andet! Om min Forretning og min Husleje findes, saa er det paa en anden Planet, - som jeg giver Døden og Djævelen!
✂ Og saa fulgtes de gennem den lille Have, op gennem den duggede Gaard. Købmanden stak Nøglen i Portlaasen og skød Maleren ud paa Gaden.
✂ - Gid Dagen gry sent! sagde han og drog Porten til igen og laasede den indvendig fra.
✂ Maleren stod alene i den tomme, stille Gade.
✂ Han saa op over det Hus, hvor Vennen boede. Der brændte Lys bag et Vindue. Gardinet var ikke draget for. Han kunde se 121 Skyggen af en Kvinde tegne sig op over Væggens Tapet. Skyggen rørte sig ikke, stod rank og rolig. Saa gik han sin Vej - -
✂ ... Gik langsomt, op igennem den lille, øde Gade, der steg mod Byens Torv. Dugget og fuld af Fred laa den i Sommernatten, et Stykke stilfærdig, melankolsk Filosofi. Og langsomt naaede han Bakkens Top og skraaede over det tomme Torv forbi Kirken, der stod mørk og stum og rugede i Natten over sine gamle Ligstenes bedrøvelige Ord om Forgængelighed og Død, - og atter gennem Gyder, der skraanede nedefter, duggede og øde, fyldte af en Stilhed, der talte hans Skridt.
✂ Saa blev Husene færre, hørte tilsidst op, og det, som var en Gade, krøb ind til en Sti, der løb ned over et Engdrag.
✂ Engen selv var næppe til at se. En hvid Taage laa lavt hen over den, bredt til alle Sider. Nærmest hvor han gik, saa han Græssets mørke Grønne for sine Fødder, ellers intet andet end den hvide Røg, og højt oppe Himlen, lys og kølig og med enkelte Stjerner tændte.
✂ Han kom til en Bro. Under ham spejlede en Aas blanke Vand Broværkets Planker, og over Vandet svævede Taagen, bølgede sagtelig frem og tilbage som en Skov af Em med linde, luftige Rødder fæstede i Aaens Spejl.
✂ Og atter var han paa Stien. Engsmonnet steg, løftede ham Skridt for Skridt op over Taagen, ud af den. Han gik paany over Brosten, var i en Gade hinsides Aaen og Engen, en Gade af nye, spredte Huse med høje, blanke Ruder, Forstadshuse med Marker imellem og Landets Ensomhed vidt ud om sig,
✂ Foran et af disse Huse standsede han.
122✂ Paa et lille Skilt ved Siden af den lukkede Dør stod malet "Margrethe Mamsen, Fransk Vask og Strygning".
✂ Et Vindue i Stueetagen var oplyst, og han løftede sin Stok og bankede sagte paa Ruden.
✂ Rullegardinet gled op. Ved Vinduet stod en Kvinde, halvt afklædt, en dunkel Skygge, med Lampelysets gyldne Rids om Hovedets Haarpur og de nøgne Arme.
✂ Saa gled Gardinet ned igen, og lidt efter blev Gangdøren aabnet. Ingen var at se. Som af sig selv gled Døren op, aabnede et mørkt Svælg, og Maleren traadte ind i Mørket.
✂ - Hvor er du? spurgte han, og i Gangens friske Kalkluft vakte hans Stemme klart Ekko.
✂ Døren gled i bag ham, og hans udstrakte Arm greb om et Legeme, hvis Varme han følte som gennem et tyndt Flor.
✂ - Gaa ind! jeg kommer! hviskede en Stemme i stakaandet Hast.
✂ Han skød Døren op til den lyse Stue, gik ind og blev staaende med Hatten paa og Stok i Haanden og saa ret ind i Lampens Kuppel.
✂ Saa lukkedes Stuens Dør sagte, og hun, Kvinden, Margrethe Mamsen, stod foran ham og lagde begge sine Hænder paa hans Skuldre og saa op paa ham.
✂ - Men hvor har du dog været saa længe?
✂ - Sig mig, sagde han og saa sig om i Stuen, som søgte han et Sted at lægge sin Hat, - hvorfor er du saa listende i Aften? Er her flyttet Folk ind?
✂ Hun svarede ikke straks, saa blot paa ham og tav. Saa lo hun, pludseligt.
✂ - Lister jeg? Nej, her er ingen flyttet ind! sagde hun og klemte sine Hænder fast om hans Skuldre, - jeg ved ikke af, at jeg listede, - jeg blev glad!
123✂ - Der er heller ikke noget at liste for! blev han ved og skød hendes Hænder bort og lagde Hat og Stok fra sig.
✂ - Er du i daarligt Humør?
✂ Han satte sig paa en Stol, støttede et Øjeblik Albuerne paa Bordet og strøg sig gennem Haaret. Saa saa han op paa hende.
✂ - Nej! sagde han.
✂ - Hvad er der da i Vejen?
✂ - Skal der absolut være noget i Vejen?
✂ - Ja ja, saa er der ikke noget! sagde hun fredsommeligt og stod foran ham med sin ene Haand paa hans Skulder og saa paa ham.
✂ - Der er ikke andet i Vejen, sagde han, end at jeg er kommet over til dig!
✂ - Men du kan jo gaa igen!
✂ Hun sagde det roligt og med et Smil.
✂ Han sad og tav og saa paa hende.
✂ - Skal jeg svare dig, som jeg tænker? spurgte han.
✂ - Naturligvis - -
✂ - Ja, - gid jeg kunde gaa igen!
✂ - Mener du det?
✂ - Siden jeg siger det, mener jeg det vel, og siden jeg bliver, mener jeg det vel ikke, - om du ellers kan finde ud af dette!
✂ - Du har let ved at spille Helt i denne Stue!
✂ - Begriber du det maaske?
✂ Hun strøg sin Haand gennem hans Haar og lukkede den pludselig sammen om hans Isses Krøller, som vilde hun holde ham fast eller hage sig til ham, - men Armen var strakt, og hun blev staaende, hvor hun stod, et Skridt fra ham.
✂ - Jeg begriber, at du sidder dér! sagde hun, - og det er mig nok!
✂ Men saa slap hun hans Haar og lagde begge sine Hænder om hans Kinder og bøjede sig ned over ham og saa ham ind i Øjnene.
124✂ - Hvor har du været saa længe?
✂ - Paa Maanen -
✂ - Vær nu alvorlig et Øjeblik!
✂ - Det er jeg!
✂ - Ja ja da, som du vil! svarede hun og vendte ham Ryggen og gik ind over Gulvet.
✂ Han blev siddende et Øjeblik. Saa rejste han sig og gik efter hende og lagde sin Arm om hendes Liv.
✂ - Margrethe, sagde han, lad nu den Snak fare! Jeg skal fortælle dig Sandheden. Jeg vidste ikke, hvorhen jeg gik i Aften. Da jeg stod her uden for dit Vindue, vaagnede jeg. Jeg havde ikke tænkt paa at gaa til dig. Jeg er blevet ført herhen, uvilkaarlig. Er det dig ikke mere værd, end om jeg havde tænkt derpaa?
✂ Hun saa op paa ham.
✂ - Er det dig mere værd? spurgte hun.
✂ Men han greb fast om hendes Arm og drog hende haardt ind til sig.
✂ - Stakkels Pige, sagde han, hvorfor hjælper du mig ikke?
✂ - Hvormed? - hvormed? - Jeg forstaar dig ikke!
✂ Han saa sig hastigt om i den lyse, lille Stue, saa paa det nedrullede Gardin og paa den lukkede Dør.
✂ - Nej, sagde han, - nej, Verden er ikke større!
✂ Og saa løftede han hendes Hoved og kyssede hendes Mund.
✂ - Du kan da forstaa, blev han ved, at du ikke skal bryde dig om noget som helst. Jeg staar jo her i din lille Stue og er saa tilfreds og fornøjet, som noget Menneske kan blive. Der er en eneste Kunst, som det kommer an paa. Det er den at faa Verden klemt sammen i en Nøddeskal. Og den har du hjulpet mig til!
✂ Hun saa ham ind i Øjnene og saa, at de var lyse og dybe, aabne til deres Bund.
125✂ - Hvorfor har du været saa længe borte? spurgte hun og holdt hans Haand fast i sin.
✂ - Længe? - tre Dage.
✂ - Du maa ikke blive saa længe borte!
✂ Han kyssede Haaret over hendes Tinding og blev i det lille Hus til den lyse Morgen.
✂ ... Da Solen stod op, stod han uden for sin egen Gadedør.
✂ "Hans Haven, Maler og Vognlakerer" stod der paa Skiltet over Døren.
✂ Han saa op paa Skiltet.
✂ - Ja vist saa! sagde han hen i Vejret og gik ind.
✂ Oppe paa Kvisten, hvor han havde sit Værelse, blev han staaende ved Vinduet og saa ud i den gryende Dag. Alle den duggede Bys Tage funklede i Morgenglans, og over dem alle ragede Ruinens Taarn til Vejrs i gylden Luft. Han kunde se en Flig af Søen nede bag de perlende Tage, en blank Guldflig, og længst ude, hvor Byen slap, skinnede Morgenens Sol tværs gennem et Garverlofts aabne Træmmerader i lyse, luende Striber.
✂ Han saa det alt sammen, som han kom til Vinduet. Derpaa blev det til en eneste Flimren for hans Blik, en Flimren, han stirrede ud i for at finde et fast Punkt frem til Hvile for sin Stirren, ikke Tag eller Træ eller Taarn, kun et eneste lille bitte Punkt midt i alt det, der flød foran hans Øjne, et fast Punkt, noget at støtte sig til, at holde sig til, en Part af ham selv, som ikke flyttede sig, men var som en Stjerne, Dagen ikke formaaede at slukke.
✂ Men alt var Flimmer, og han søgte forgæves. Alle hans Tanker flød og flimrede som Dagen derude.
126✂ Han borede sine Hænder i Jakkelommen og strakte sin Krop og fyldte sine Lunger med Morgenens Luft.
✂ - Selvfølgelig! sagde han til sig selv, - i Dag som i Gaar! - siden du har gjort de samme Dumheder om igen! - siden du bestandig er den selv samme!
✂ Saa vendte han sig om og blev staaende, hvor han stod, og saa ind over det lille Tagkammer.
✂ Der hang de samme Billeder, som ingenting var, ikke engang færdige, og som aldrig blev det.
✂ Og Billederne tog et Øjeblik hans Tanker fangen og fyldte dem med en trist Medlidenhed, der svulmede op og skød sig ud over hans hele Leven.
✂ - Mennesket er dog en underlig Ting! faldt det ham ind, - det vil Alverden og skaber ikke engang en Flue, men gaar blot rundt og forringer alt det i sig, som er Muligheder!
✂ Men denne tungsindige Tanke satte hans Legeme i Gang, og han gav sig til at vandre op og ned ad Gulvet. Og hans Bens Vandren smittede hans Hjærne, saa den gav sig til at arbejde.
✂ Først fo'r den ud med sit gamle, indædte: Det nytter ikke! Men saa strøg den denne Paastand og alt det, som havde født den, og tog fat paa bar Bund. Og, som den plejede, begyndte den med sin eneste, evindelige Opmuntring: Du er ung, ung endnu, det er ikke for silde! Og saa væltede den alle de gamle Drømme frem om at arbejde stort og leve stort, fylde Verden omkring sig med sit Arbejde, siden intet andet end det, man selv skabte, blev til Verden for en. Men saa var Mismodet der og sagde: Du har arbejdet og ingenting gjort! Og, det, som var Ungdommen, fulgte efter med sit: Du kan gøre det endnu! . . . Hvilket? kom det tørre Spørgsmaal. Male? Her sad han i denne By som Vognlakerer, fordi han havde forstaaet, at male kunde han ikke, ikke male, som han vilde, at der skulde males. Tjene Penge? ... Maaske var han en Døgenigt, en Drivert. Ja, paa sin 127 Vis. Der var meget, han ikke gad, for Eksempel lakere Vogne. Men naar det var det, han havde sat sig for at leve af for at faa Has paa Livet! Han lakerede knebent til Husbehov, og Livet gik endda sin Gang. Saa var det vel ikke det at tjene Penge, han forstod ved Livet! Han forstod ikke andet ved Livet end det at fyldes indvendig af, hvad han saa, af det, som hændte ham. Men det, han saa, ja det var for Eksempel Aftenen i Aftes, og det, der hændte ham, det var Margrethe, - og de to Ting slog hinanden ihjel! .. . Hvad var det da, han vilde, hvad vilde han?
✂ Det var, bedst som han gik, som om alle disse frem og tilbage travende Tanker, disse evig samme SkillingsOvervejelser, der løb i Kreds i hans Hjærne som Fanger i en Fængselsgaard, svandt ind som Spøgelser og blev borte. Og en Haan, der rejste sig i ham, lo dem til Dørs . . . Ung! det brovtende, bredskuldrede Ord, det bævrende Udtryk for en Sindets Drukkenskab, der varede blot et stakket Aaremaal! Arbejdet, Kunsten, Vognlakeringen, al denne Fingrenes urolige Tidsfordriv og Hjærnens arme Legen . . . Tant og Skalkeskjul og Narrestreger! Kunstner eller Arbejder, ung eller gammel, han tænkte ikke derpaa! Som et Træ saa han sig plantet, midt i Jordens levende Frugtbarhed, med Grene strakte imod Himlen, med Løvet spredt for at suge Sol og Regn, og med Livet stigende fra Roden, sejgt og støt. Som en Taage gennemglimtet af Sol rullede imod ham det levendes Vælde, Muldets, Blodets, Himlens Stjernebaners, - ikke Livet sanket sammen af Lykkens og Sorgens Skaar. Lykke og Sorg fik komme, som Lykke og Sorg fandt for godt. Et eneste Krav saa han der, hvor han stirrede hen, - det at aande til, fuldt og stort, og dyrke som sit eneste det levendes evige Forjættelse !
✂ Han stod ved Vinduet og saa ud over de morgenlyse Tage. Og der paakom ham en Sugen om Hjærtet, som drog det Safter 128 til sig fra de dybeste Rødder. Saa lagde han sig paaklædt paa Sengen og laa og stirrede ud i Luften, til Fuglene kvidrede ham i Søvn.
✂ Da han vaagnede op ad Formiddagen, fyldte Dagens fulde Lys det lille Tagkammer, og den uendelige Stilhed, der laa i det Lys, strømmede med al sin Fred ind over ham.
✂ Han stod op, vaskede sig vaagen, stod lidt og saa ud i den klare, vide Sommerdag, tog saa sin Hat og gik.
✂ Nede paa Gaden gik Livet sin vante Gang, luntede godmodigt afsted. En stor, tung Vogn fra en Mølle ude i Landet rumlede forbi, over Brostenene skred Mennesker og deres Skygger, og over det hele skinnede Solen.
✂ Folk gik ind ad aabne Butiksdøre, Folk kom ud, stod midt paa Gaden og snakkede, paa ny kom en Vogn rumlende, - sindigt og langsomt alt sammen, uforstyrreligt som Solskinnet selv.
✂ Hvad var der egentlig at plage sig med og gøre Ophævelser over? Hvorfor skulde han brede sig mere i denne Verden end alle andre? Livet var jo dog en jævn Tummerum, en sagtelig Slentren med sin Skygge efter sig, ned ad en fredelig Gade, - netop saaledes som han havde malet det ud for sig, som en Slags Trøst, den Gang han rejste her over, - en Slags middelalderlig Haandværkerhyggelighed, en Nabo- og Genbopassiaren mellem smaa, gamle Huse, et stilfærdigt Dageforløb med Kiggen efter Vejr og Vind og godmodig Smilen ad dem, som trode sig højere paa Straa, - til man engang døde.
✂ Der kom noget hvidt imod ham, noget hvidt i hvidt, tindrende i Solen, og hans Sind, som var paa Vandring mellem gamle Huse og i gode Tider, gled fuldt og purt midt ind i Folkevisernes 129 Skønjomfru-Dage og overlistede hans Øjne, som i det hvide saa Vennens Søster, født i Slutningen af dette Aarhundrede.
✂ Hun kom saa festligt skridende, at da de begge, han og hun, standsede og hilste hinanden Goddag, laa velbyrdige Ord i højtidelig Udskæring ham paa Tungen.
✂ I det samme begyndte Kirkens Klokker at ringe, lange, fulde Slag ud i Solskinnet og hen over alle Tage.
✂ Han saa op i Luften som efter en pludselig smeldende Dueflok og derpaa spørgende paa hende, som stod foran ham i hvid, glat Kjole, blond og smilende under Solen og Klokkeklangen.
✂ - Hvad skal der nu fuldbyrdes for Herrens Aasyn? spurgte han.
✂ - Bryllup! - ved De ikke det?
✂ Sommerdagen, Solskinsluften tindrede om hende, og over hendes Ansigt laa et varmt, gyldent Skær.
✂ - Nej - men hvem gifter sig da?
✂ - Mortensens Datter og Smedens Søn nede fra Sønderbro! Han lo.
✂ - Hvorfor ler De? - er det saa mærkeligt? spurgte hun. Og han saa i hendes Øjne en ilende Skiften fra Sol og Klokkeklang til vagtsom Fritten.
✂ - Af Deres "Søn og Datter", svarede han, - af Deres ærværdige Udtryksmaade! - Men saa skal De vel hen og se paa det og synge Bryllupssalme og stjæle Dem til at stirre Lykken i Ansigtet, naar Brudeparret kommer ned gennem Kirken?
✂ - Ja, sagde hun, - er det maaske ikke smukt?
✂ Han saa ned over den lille Bys Gade. Mennesker og Vogne bevægede sig lydløst frem i Solskinnet. Klokkernes Klang sank gennem Luften og spandt al Larm ind.
✂ - Ja, sagde han, - hvem der var" en ung Pige som De, i denne By og i dette Solskin!
✂ - Har De virkelig saa svært ved at glæde Dem?
130✂ - Jeg vilde gerne bytte med Dem! Hun saa paa ham, lys og leende.
✂ - De! ... De forstaar jo ikke, hvad et Bryllup er!
✂ - Nej ikke saa godt som De!
✂ - Farvel!
✂ - Er De bange for ikke at komme til?
✂ - Ja - og for, at De gør Nar.
✂ Han vilde svare, men hun var borte.
✂ Han stod og saa efter hende. Solen skinnede over hendes hvide Gang. Hun fjernede sig gennem Sol, ind i Sol, bort i Sol, og svandt saa for ham, som havde Klokkernes klare Klang svøbt sig om hende og løftet hende ind i sin lyse Syngen.
✂ Han gik hen til Vennen.
✂ Købmanden sad ved sit Skrivebord i det lille graamalede Kontor inde bag Butikken og læste i en Avis, som bredte sig over det hele Bord.
✂ - Naa! sagde han og lænede sig tilbage i Stolen og saa op paa Maleren.
✂ Men Maleren stod ret op og ned og stirrede gennem Vinduerne ud i Gaarden, hvor Solen skinnede over Pakkasser og Brosten og kaglende Høns, - stod og tav og stirrede, som havde han glemt, hvad han vilde.
✂ - Jeg traf din Søster, sagde han omsider og saa ned paa Vennen, - hun skulde hen og se paa Bryllup!
✂ - Derfor behøver du da ikke at se saa apoplektisk ud! svarede Købmanden.
✂ Men Maleren tav og blev staaende og stirrede ud i Gaarden.
✂ Købmanden saa bestandig paa ham. Saa trak han sit ene Ben frem under Bordet og skød med Foden en Stol hen foran ham.
131✂ - Sæt dig, for Guds Skyld! sagde han, - tager du fat, hvor du slap?
✂ - Der var engang en lille Dreng, - - begyndte Maleren og smilede og saa højtidelig ud, saa begge Udtryk paa komisk Vis flød over i hinanden.
✂ Købmanden rystede paa Hovedet og lod sit Blik løbe over Avisens Spalter.
✂ Men Maleren lagde sin Haand paa hans Skulder.
✂ - Hold din Mund og hør efter!
✂ - Aldrig i Evighed!
✂ Maleren klemte om hans Skulder, saa det sved.
✂ - Nu er Vittigheder billige! sagde han, - jeg er i værre Klemme, end jeg nogen Sinde har kendt!
✂ - Hver ny Klemme ser ud som den værste!
✂ - Jeg ved hverken ud eller ind!
✂ - Saa luk Øjne og Øren, til din Hjærne bliver solvent igen!
✂ - Jeg gad sprænge denne By i Luften og skyde mig selv, - og jeg gad leve evigt og mangfoldiggøre hvert Frø paa Jorden!
✂ Købmanden rejste sig og greb om begge hans Arme.
✂ - Og det siger du staaende! sagde han og trykkede lempeligt Maleren ned paa Stolen og sad og saa paa ham .... Hvad er du egentlig for en Figur? spurgte han.
✂ - Ser du, sagde Maleren og talte pludselig med en Sagtmodighed, der var bred og høj som hele hans Legeme, - for et Aar siden løb jeg fra det, du kalder Kunsten, og som du tror rider mig, men som jeg giver Fanden, giver Fanden, rundhaandet og af mit inderste Hjærte. Jeg havde, da jeg løb, Overbevisningens Ro, den Overbevisning, at paa den Kant havde ingen Bud efter mig. Derfor løb jeg forholdsvis let. Og jeg løb til denne By, fordi den var lille og syntes mig afstukken efter mine Evners og beklippede Fordringers Behov. Og saadan var den. Men nu er 132 der det, at ens Evner og ens Behov ser ikke altid ud til at hænge sammen, og hænger de sammen, er det vist noget, der viser sig paa et meget senere Tidspunkt. I alle Tilfælde er mit Behov blevet det at løbe min Vej fremdeles, hvis ikke jeg som den standhaftige Tinsoldat skal ende i Bugen paa Torsken. Du kan sidde der ved dit Skrivebord og din Hovedbog og tælle sammen for mig og til evig Tid komme med Beviser, der gaar mig imod, og Dag og Nat forfølge mig med dit: Hvorfor? Jeg kunde til Gengæld fornøje dig med smaa Træk fra min Barndom og smaa Arveglimt fra mine Forældres Sind, men vi sidder jo ikke og laver Textil-Roman!
✂ Maleren tav pludselig og sad og stirrede, frem for sig.
✂ - Kril-le! raabte Købmanden.
✂ Ude i Butikken svarede en Drengestemme, og et lyshaaret Hoved viste sig i Døren i Højde med Laasen.
✂ - En Flaske Portvin og to Glas, i en Fart!
✂ - Og saa er der det besynderlige, blev Maleren ved, - jeg kan være saa stilfærdig til Mode, blive det midt i alt det andet, se mine Tanker løbe ind i en pæn Dagligstue, ind i en fire Værelsers Lejlighed med Kælder og Pulterkammer og Solskin ind over Potteplanter og Stoleben!
✂ - Naa - ja, sagde Købmanden, - og saa sidder du paa en af de Stole og er Byraadsmedlem og taler med din Kone om at optage din ældste Søn i Forretningen!
✂ I det samme kom Drengen med Portvinen.
✂ - Ud med dig! brølede Købmanden og stirrede Drengen ind i Ansigtet. Og Drengen forsvandt.
✂ - Sig mig, hvad gaar der af dig? sagde han og skænkede i Glassene.
✂ Maleren tav en Tid.
✂ - Det nytter vist ikke at tale om det! sagde han omsider.
✂ - Klemmer de smaa Gader dig? er Byen blevet dig for lille? spurgte Vennen.
133✂ - Aa, Byen! svarede Maleren, - nej, det som er i Vejen, er, at jeg synes, jeg har ophørt at leve her, - at her, hvor jeg selv gaar omkring, er mit Liv gaaet i Staa, hørt op, og draget saa besynderligt paa Langfart og lever videre et eller andet fjernt Sted, hvor jeg maa hen, hvis jeg skal finde det igen!
✂ - Hør nu, svarede Vennen, og saa ham ind i Øjnene, - tror du, det du der siger, og alt det, du sagde i Aftes, er noget du har for din egen Mund? Ogsaa min lille Kræmmersjæl har villet skridte ud og gramse Alverden til sig. Men saa kom jeg en Dag til at se paa mine Hænder og fandt, at de var æselsagtig smaa. Deraf flød den Betragtning, at det var bedst at lukke dem om det, der var saa smaat, at det kunde rummes i dem. Jorden er stor, og vore Ben saa usselig korte . , . Jeg tror paa eet, at netop det, at man har gaaet og længtes efter saa forbandet meget, hjælper en til at glædes saa meget mere over den Smule, man faar fat paa. For al den Værdi, man gik og lagde i det uopnaaelige, den vender sig mod det, man virkelig fik, og smelter ind i det! - For Resten tror jeg, du skulde gaa hen og gifte dig! - Skaal!
✂ Og han stødte sit Glas haardt mod Vennens.
✂ - Ja, sagde Maleren, der sidder du og taler som et gammelt Hus. Netop saadan talte alle de smaa Huse i Gaden til mig. Ogsaa jeg forstod paa dem, at jeg skulde gifte mig og stifte Slægt, som kunde gro paa den lille sammenfejede Bunke, jeg fik skrabet mit Liv sammen til, og forsvare den og pynte den saa længe, som man kan tænke frem. Og jeg var glad ved den Tanke. Men noget siger mig, at den var godtkøbs. Solskinnet og Kirkeklokkerne og sagtens ogsaa din Søster havde sin Part i den!
✂ - Kære Ven, sagde Købmanden, dine Hænder er mindre endnu end mine; der maa fire til for at hage dig fast!
✂ - Men sæt jeg slap løs endda og løb min Vej!
✂ - Saa var du en Æsel!
✂ - Mener du?
134✂ Købmanden saa et Øjeblik paa ham. Saa lagde han sin Haand paa hans Skulder.
✂ - Jeg dømmer ikke noget Menneske! sagde han.
✂ Maleren skænkede et Glas Vin, drak det ud, skænkede et nyt op og tændte en Cigar.
✂ Ingen af dem talte.
✂ Købmanden læste, Maleren røg og drak.
✂ Omsider løftede Købmanden sine Øjne fra Avisen og saa ud i den sollyse Gaard.
✂ - Jeg synes, vi taler saa flittigt! sagde han, - hvad er det, du sidder og siger?
✂ Maleren skænkede den sidste Rest Vin i sit Glas og tømte det.
✂ - Vi sidder og taler om, hvor den er lykkelig, der forstaar at holde sin Mund! sagde han. Saa rejste han sig og gik.
✂ Ude paa Gaden blev han et Øjeblik staaende og saa op i Luften. Men Luft og Himmel kom ham for som en uhyre, hvidglødende Tomhed, og han bøjede Hovedet og gik ned gennem Gaden, gik, til han saa Marker om sig og sig selv paa en Vej, der løb imod Horisonten.
✂ Han saa ud over Landet. Sæden bølgede over alle Marker. Det blæste varmt. Dybt nede laa den grønne Eng, og Aaen bugtede sig blaa hen over den og blinkede i Solen. Og Aaen og Engen sank langt ude ind mellem Banker, der bar blaanende Skove.
✂ Saa vendte han sig. Bag ham laa den lille By, alle Huse i rødtaget Flok om Ruinens uhyre Taarn. Dagen skinnede gennem dets Glugger, som saa det med stive, hvide Øjne ned paa denne 135 Klump af Liv, der hyggede sig til Rette og kogte Middagsmad i Ly af dets solbeskinnede Urokkelighed.
✂ Saa gik han videre, frem mod den lune Blæst, og den vide, frie Egn bredte sig for hans Øjne, vid og fri og uden anden Grænse end Himlens.
✂ Byraadsmedlem!
✂ Han saa for sig Folk han havde kendt. De sad i Stillinger og havde naaet Magt over andre. Og de var alle stolte og lykkelige i deres Magt. Men han var led ved dem, led langt ind i sin inderste Sjæl. Han saa ikke andet i deres Glæde end frigivne Trælles Fryd over at blive hilst paa Gaden af dem, som endnu var det, de selv havde været, saa ikke andet i Menneskenes Stræben efter Magt end den fattiges golde Brynde efter Rigdom, en tarvelig Legen Konge af Smaakaarsfolk, som intet kongeligt bar i sig. Og han vidste, at jo dybere nede de kom fra, jo federe bredte de sig. Bondesøn blev haanligst Herre. Som han var led ved de Folk, var han led ved Menneskenes Magt. Der var en eneste Vælde til, det levendes, som det steg fra Muldet og flettede sig ind i den, der gik paa sine Fødder over Jorden. Al denne Magt, som Slægt arvede fra Slægt, dette slidte Legetøjspurpur, som passede til alle Skuldre, - en for en havde han set Mennesker blive borte i det, fine Sjæle, stolte unge, - set dem bytte deres Sjæles Mandighed bort for det Herreskjold, man rakte dem, bytte deres Sjæles Mandighed for et Vaabens raa Pral.
✂ Og han kendte de Mennesker, som var blevet de smaa. De fyldte ham med en Lede, hvorover Medlidenhedens Dugg laa. Mennesker, som langsomt havde skaaret sig i Stykker og laa hen og forblødte med vidt aabne Øjne og alle Nerver levende. Mennesker, som sad i deres Stuer bag lukkede Ruder og stirrede indad og aad sig i fattige Mundfulde noget til, som de gav Lykkens Navn. Mennesker, som var sunket gennem Havets Overflade og sad paa dets Bund og talte Dønningerne over deres 136 Hoved og drømte de druknendes Drømme, mens de ledte sig Livet til i Tangskovens evindelige, lydløse Gyngen, - fine Sjæle, stolte unge, som faldt over Bord for en Braadsø og lærte Mismodets Løgn, at bygge Borge af Bundens Sand og kalde det Livets Gaarde.
✂ Og han kendte sig selv, vidste saa meget, at Magt eller Nederlag for ham var golde Brikker, hvis Træ hans Fingre ikke gad løfte sig for at flytte.
✂ Der voksede Hegn op om Vejen, hvor han gik, og i Hegnet hang Hø, revet af brede Læs. Solen bagte paa den lune Vej, og Hegnene holdt Blæsten ude.
✂ Han tænkte frem, tænkte tilbage, hans Sind gyngede som Kornet. Fremme for ham laa Jorden lys under Himlen, evig ung og grænseløs, bag ham laa hans Barndom, hans Ungdoms første Aar, tre fire spredte Stuer, som havde været hans Hjem, tre fire smaa Rum fyldte hver for sig med det, som var hans Sjæls sammenskrabede Gods. Men Gods og Rum flød sammen for ham til et eneste Mosedrag, hvoraf hans Liv steg som en Damp mod Himlen, op over alle de utallige, ens grønne Straa. Og hans Barndom sank i hans Minde som et Smil over Lallen og Stammen, - hans Barndom, der altid sukkede sig frem, naar Livet skubbede sig et Trin videre. Han kendte dens Dukken op, som Melodramaets obligate Spøgelse, - og saa op mod Himlen og frem over Vejen og ramte alle disse tusind Gange endevendte Tanker Dagens ranke Pæl igennem Livet, Dagen, som han gik i, Dagen, som var om ham, denne Jord, som han traadte, og Himlen, der var dens lyse, levende Aande.
✂ Han kom ind over en Mark, bort fra Vej og Sti, gik over Græs og Blomster, og hans Gang over Marken endte i en Lund, hvis store, graa Stammer rugede over en Ensomhed, der slog imod ham som urgammelt, lydløst Liv. Han brød sig Vej gennem Bundens Krat. Ingen Fugle sang. Rundt om ham lukkede grønt Løv.
137✂ Grene spærrede ham Vejen, Kviste flettede sig sammen bag ham. Da summede en Bi forbi hans Øre. Han saa den ikke, men slog med Haanden efter Lyden og brød sig Vej dybere ind i Lunden. Paa ny kredsede den samme dybe Summen om hans Hoved. Han lyttede og saa sig om, men fandt intet, hørte blot bestandig denne Summen, der slog sin Vredes Kreds om ham. Og han blev til Mode, som var det disse gamle Stammers aldrig brudte Ensomhed, der med et Mæle, tykt af uvant Brug, truede ham og jog ham. Og han løb i Længsel efter aabne Marker og Himlens Sol, løb som var hans Hjærteslag i Nød og Dagen ved at sortne sammen for hans Øjne.
✂ Og da han atter naaede de vide Marker, gik han til for at finde Vejen og lagde sig, da han havde fundet den, i Græsset ved dens Rand, langt fra den dumpe Lund, hvor Livet groede som Svamp i Kælder, - lagde sig midt i Solen.
✂ Han lukkede sine Øjne, og Solen skinnede gennem de lukkede Laag. Han saa ind i en gylden Taage, og midt i denne gyldne Taage stod pludselig et Billede, stod der og var borte igen og stod der paa ny, til det ikke mere veg, stod der som født af hans Solglædes Veer, rundet ham i Minde som et Vers, - det borgerlige Billede af Vennens Søster, som han havde mødt hende i Formiddags.
✂ Han tænkte ikke, han drømte ikke, laa blot under Solen og havde dette hvide Pigebillede aandet ind i sine Øjne, holdt ikke paa det, tænkte intet om det, saa det blot for sig, fjernt som et Himmellegeme, - en hvid Blomsterklode, sat paa Himlen for ham alene, født af hans eget Sind til Hvile for hans Forvirring.
✂ Han rejste sig og gik tilbage mod Byen og plukkede paa sin Vej Blomster og bar dem med sig som en Gave til den lyse Lyksalighed i den hvide Kjole.
✂ Langt fremme, hvor Byen laa, knejsede Ruinens Taarn i Solen som en mægtig Milepæl, støt og tilforladelig, evig paa den 138 samme Plads, et stensat Stykke Ro, plantet til Formaning for alle hastende Vejfarende.
✂ Saa var han mellem Forstadens spredte, nye Huse.
✂ Fra et aabent Vindve blev hans Navn nævnet.
✂ Han standsede og saa i Vindvet en Kvinde staa ved et Strygebræt, der hvilede mod Karmen.
✂ Og han gik hen under Vindvet og stod og saa i Tavshed op paa hende. Saa kastede han Blomsterne i Karmen og gik sin Vej.
✂ Men hun, som havde kaldt, blev længe staaende og saa efter ham. Saa tog hun nølende Blomsterne, samlede dem i sin Haand, saa ned paa dem og blev staaende og pillede med sine Fingre iblandt dem.
✂ Hans Haven kom gaaende langs Rumens Mur. Rød og himmelragende spændte den sin lige Stenlinje over Jordsmonnet, løftede sig op over hans Hoved, op over de gamle Linde, op i Dagens Glans, rank, stor, støt, som bar den Dagens Krone.
✂ Han havde Hovedet fyldt af den gamle Vandmølle omme ved Aaen. Paa Vejen fra sin eneste Svends Arbejdsplads var han kommet den forbi og havde staaet paa Broværket og længe stirret paa den. Solen havde skinnet paa dens kalkede Mur, paa dens melede Ruder, paa det røde Tag, som var falmet graat af Mel. I den aabne Luge stod Møllersvenden og firede fyldte Sække ned i en Bondes Vogn, og Solen havde skinnet over den hvide Svend og de hvide Sække, blinket i Hejseværkets blankslidte Kæde og i det Par Staalhjul, han saa løbe under Remmene tæt inde bag Lugen. Store, grønne Skræpper havde bredt sig om Møllens hvide Fod og Luften sunget og summet af Vandhjulets Susen og 139 Værkets Mumlen, summet og sunget, som sad den frugtbare Dag bag Møllens Solskinsvæg og summede og sang.
✂ Da saa han, som han kom gaaende, Vennens Søster sidde ensom paa en Bænk under de gamle Linde, overskygget af alt Løvets Grønne.
✂ Hun bar den samme Kjole som i Formiddags, hvid og glat. Men den grønne Skygge havde slukket al Soltindren om hende. Og som han nærmede sig Bænken, hvor hun sad, forsvandt Møllen og dens sollune Duren fra hans Tanker, og han fornam Ruinens Stenstumhed om sig som et pludseligt Forlis af alt levendes Lyd.
✂ Han hilste, blev et Øjeblik staaende. Saa satte han sig. Hun bøjede tavs sit Hoved og sad med Hænderne foldede under det ene løftede Knæ og saa paa Ruinens Mur, der falmede i Solen foran dem.
✂ - Er De træt? spurgte han omsider, tirret til at tale af alle tavse Steders nysgerrige Lytten.
✂ - Jeg? - er De maaske? svarede hun og saa ikke paa ham.
✂ - Aa ja, jeg har gaaet et Stykke Vej! sagde han.
✂ Hun saa flygtigt ned paa hans Støvler, som var graa af Støv.
✂ - Hvor har De været?
✂ - Jeg tror, jeg har løbet efter Solen!
✂ Hun lo kort.
✂ - Ja, mindre kan naturligvis ikke gøre det!
✂ - Aa nej, svarede han sindigt, - man bliver undertiden som et fugtigt Ler, der trænger til at brændes tørt, hvis det ikke alt for hyppig skal skifte Form!
✂ - Ja, svarede hun, det kender jeg ingen Ting til!
✂ Han sad og saa paa hende, som hun vuggede frem og tilbage gennem den grønne Skyggeluft.
✂ - Jeg finder jo netop som De, sagde han, at det er fornuftigst at sidde og se paa den uforanderlige Mur der!
140✂ Hun smilede, - et Smil, der løb som Vinden højt hen over ham.
✂ - Naa - men hvor har De da været?
✂ - Aa, svarede han, først gik jeg imod Verdens Ende, - men, som De ser, er jeg vendt om igen!
✂ Atter lo hun.
✂ - Den Vej er vist lang!
✂ - Ja, sagde han, det er netop det herlige ved den!
✂ Og da hun tav, blev han ved.
✂ - Har De aldrig tænkt paa at gaa den Gang? - De, som gaar til Bryllup for at se Lykken i Ansigtet! Da De gik fra mig i Formiddags, syntes jeg netop, jeg saa Dem flyve den Vej, flyve den! .. . Hvorfor sidder De og væbner Dem? Jeg saa jo i Formiddags, at vi var ikke saa forskellige!
✂ Hun bøjede sig over sit Knæ, langt og dybt. Saa løste hun pludselig sine foldede Hænder, rettede sig og saa paa ham.
✂ - Morer det Dem, at sidde og gøre Nar af mig? spurgte hun, og der jog en Rødme over hendes Kinder som et Skuds røde Blink.
✂ Men han smilede.
✂ - Se saa, sagde han, nu kan vi tale sammen!
✂ - Tale sammen! gentog hun, og hendes Fingre hastede over hendes Kjoles Folder, - De sidder jo og snakker om Solen og Verdens Ende og om at flyve - - Hvad i Alverden har jeg gjort Dem, siden De taler om saadant noget?
✂ Men Vinden, som gik gennem Kronerne over deres Hoved, havde et Sekund skilt Løvet, et Solstrejf var strøget over hende, og han havde kendt hende igen, som han saa hende i Formiddags.
✂ Og han saa ud i den lyse Solskinsstilhed, saa paa Ruinens Mur, hvor nu og da en Kalkflis løsnede sig under en Fugls Trippen over Gluggernes Karme og raslede ned og faldt lydløst i det høje Græs.
141✂ - Jeg sidder i mit stille Sind og ligner Dem ved en Due, der smelder forskrækket til Vejrs! sagde han omsider.
✂ - Se nu - igen! svarede hun og lo og sad forvirret af Smil og Smaavrede, - hvorfor kan De ikke tale, som De plejer?
✂ - Fordi De sidder der og er en Tone anderledes end til Dagligbrug!
✂ - Det er Deres Skyld! - Min?
✂ Han saa paa hende, som den en pludselig Beskyldning lægger en ubevidst Magt klar og gribelig i Hænde.
✂ - Min, gentog han, - skal vi sige, at der maa ligge noget i Luften om os begge, som smitter os paa samme Vis, - ogsaa deri ligner vi altsaa hinanden!
✂ - Ja, det forstaar jeg ikke, sagde hun, - jeg mener blot, at De har faaet saa besynderlige Ord i Munden i den sidste Tid!
✂ - Nævn dem kun, som De" dømmer dem, svarede han, - Fusentasteri og Drengenykker! Herregud, vi har dog kendt hinanden saa længe, at vi ikke behøver at være høflige!
✂ - Vilde De gerne høre mig dømme dem saaledes!
✂ - Gerne? - aa ja, maaske!
✂ - Saadan dømmer jo ikke engang min Broder!
✂ - Men De, - ikke sandt, De finder, at et voksent Menneske skal leve som et voksent Menneske, - at naar man er kommen til Skels Aar og Alder, maa man kunne tage Fornuften fangen, som det hedder!
✂ Hun sad og glattede sin Kjoles Folder og saa ned i sit Skød.
✂ - Men naar De selv dømmer saaledes, sagde hun, - -
✂ - Dømmer! - han smilede, - nej, det kalder man et voksent Menneske, - sæt, det man kalder et voksent Menneske, ikke er andet end en færdigført Bog, som har faaet sit Bind og er skubbet ind paa en Hylde, hvor man kan finde den hver Time i Døgnet, i Mørke, om man vil, evig paa den samme Plads!
142✂ Hun saa paa ham og rødmede, saa paa ham, som tvang hun sit Blik imod ham, og som skabte dette Blik hendes Rødmen.
✂ - Hvad har vi egentlig gjort Dem? spurgte hun.
✂ - Aa, der er saamænd ingen, der har gjort mig noget! Hvorfor skal alting stamme fra ydre Skub? Tror De ikke, jeg selv har vendt og drejet dette underlige Virvar? Om det netop var derfor, at jeg saa gerne hører Dem tale lidt til mig! - De, som er saa lykkelig netop her, hvor De er!
✂ - Hvad ved De egentlig om det?
✂ - Ved? - aa nej, hvis alle Sanser lyver! - det gør de saa lidt som De selv!
✂ Hun havde atter foldet sine Hænder under sit Knæ.
✂ - Men hvorfor kom De saa hertil? - De maa jo have villet det!
✂ - Man vil saa meget, saa besynderlig meget! sagde han. Sommetider dør Livet i en, og saa vaagner det igen, - og snarest vaagner det, naar man en Dag ser sig paa øde Steder!
✂ - Jeg holder saa meget af denne By!
✂ Hun stirrede ned over Gangens Grus.
✂ - Ja - her er smukt og Fred ! - jeg forstaar det jo nok!
✂ - Ja - og hvem kan forlange mere end Fred?
✂ - Aa nej, - der er blot det, at ingen ved, hvad han har Raad til, før han har prøvet det!
✂ - Men om jeg vilde prøve, sagde hun og tvang sig rank, - jeg fandt dog ikke andet end andre Byer, hvorhen jeg kom, - jeg behøver ikke saa stor Plads!
✂ - Det lyder saa vemodigt! svarede han. Siger De det for at trøste mig?
✂ - Jeg siger det, fordi vi taler sammen. Jeg tænkte ikke, De trængte til Trøst!
✂ Han saa op i den solblaa Luft over Ruinens Tinde.
143✂ - Saa usammensat er ingen, sagde han, at han ikke kan ledes, naar han staar paa et Sted, hvor mange Veje krydses!
✂ - Hvem skulde vel formaa at lede Dem, svarede hun, - De, som sidder og tænker Dem alting saa stort!
✂ Der stod et Smil om hendes Mund, et Smil om det, hun havde sagt. Han saa det som en Skorpe af bitter Salt om hendes Ord.
✂ - Tænker mig alting saa stort! sagde han, - ikke større end jeg ser det! Og naar jeg nu ser mig selv sidde og lalle paa en Tallerken og finder det latterligt som at sutte paa mine Fingre! - og naar jeg maaler det, jeg for Øjeblikket gaar og smaatter med, med det, jeg føler bredt saa langt ud om mig. - - Kan De vise mig den Gyde, hvor jeg kan krybe ind og, trods alt, blive tilfreds?
✂ Hun bøjede sit Hoved.
✂ - De skal ikke spørge mig! sagde hun.
✂ - Men jeg spørger netop Dem!
✂ Hun tav et Øjeblik, sad og saa ned mod Gangens Grus.
✂ - De spørger mig, sagde hun omsider, - De, som er Mand!
✂ Han tav, som hun havde tiet.
✂ - Aa nej, sagde han, - det er naturligvis latterligt at sidde og plage en ung Pige med sligt!
✂ Hun saa pludselig paa ham, roligt, med Skyggens dunkle Kølighed i sit Blik.
✂ - Hvorfor gør De det da?
✂ - Hvorfor? gentog han. Saa rejste han sig.
✂ - Ulykken vilde, at De sad her, og at jeg kom her forbi! sagde han. Saa gik han.
✂ Solen var gaaet ned.
✂ Hans Haven vandrede i Skumringen op og ned ad sit Tagkammers Gulv.
✂ Som han bedst vandrede, bankede det paa hans Dør, og Margrethe traadte ind, en stor, mørk Kvindeskygge i Værelsets dunkle Baggrund.
✂ - Men hvad i Alverden - kommer du her? spurgte han studsende og heftigt og stod og maalte hende i Halvmørket.
✂ - Hvor du bliver vred! sagde hun, - Herregud, der var ingen, der saa, at jeg gik herop!
✂ Han saa paa hende i Tavshed.
✂ - Ja, ja! sagde han omsider helt mildt og dæmpet, - det var heller ikke det, jeg mente. Jeg ventede dig blot ikke!
✂ Og hun gik frem i Stuen og lagde en Buket Blomster paa hans Bord.
✂ Men det var, som saa han hende ikke. Først langt om længe blev han Buketten vaer.
✂ - Naa, sagde han, vilde du ikke have mine Blomster, - kan du ikke lide Markblomster?
✂ Hun sad i Sofaen og saa over paa ham.
✂ - Tror du, jeg giver dig dine egne Blomster igen? spurgte hun og lo, - det er virkelig nogle, jeg selv har plukket! - kan du ikke se det?
✂ Han tog Buketten i sin Haand, vendte og drejede den og lagde den fra sig.
✂ - Synes du ikke om den?
✂ -Jo - -
✂ - Blev du ikke glad for den?
✂ Han var gaaet til Vinduet og stod med Hænderne i Lommen og vendte Ryggen til hende.
✂ - Hvorfor skal vi nu forære hinanden Blomster? spurgte han.
145✂ Hun tav.
✂ - Jeg har ikke Raad til at forære dig andet! sagde hun omsider.
✂ Og hendes sørgmodige Stemme og Skumringens fattige Fred ramte hans Hjærte.
✂ - Margrethe, sagde han, - du skulde ikke kommet i Aften,
✂ - jeg har ikke engang Blomster til dig, - ikke engang en Tak for dine!
✂ - Det har været mig Glæde nok at plukke dem! svarede hun og tog efter Buketten og sad og ordnede den langsomt om og om.
✂ Han vendte sig imod hende.
✂ - Kan du være saa nøjsom? spurgte han.
✂ - Aa ja - naar det er nødvendigt!
✂ - Uden at klage?
✂ - Jeg ved jo, man kan ikke altid være lige glad!
✂ - Men naar jeg nu ikke længer formaaede at gøre dig glad,
✂ - aldrig mere!
✂ Hun slap Blomsterne og saa længe paa ham, som han stod der ved Vindvet, en mørk Mandsskygge.
✂ - Hvem skulde vel formaa det, sagde hun, naar det ikke var dig!
✂ - Jeg tænker paa mig selv, svarede han, paa min egen Evne til at glæde dig!
✂ Hun rejste sig fra Sofaen, gik hen til ham, tog hans Haand og tvang ham varsomt rundt, saa Aftenhimlens Skær faldt paa hans Ansigt.
✂ - Hans, sagde hun, er vi ikke Venner længer?
✂ Den dunkle Ro i hendes Stemme, den dunkle Ro i hendes Færd svøbte sig som et blødt Mulm om ham.
✂ - Jeg ved det ikke, sagde han, - du skal ikke spørge, - jeg er saa lidt glad, ikke glad ved noget, - heller ikke ved dig!
146✂ Hun gemte hans Haand i sin.
✂ - Men da er det min Tur til at glædes, sagde hun, - du har saa tit bragt Lykken til mig, - nu faar jeg endelig Lov til at gøre Gengæld!
✂ - Aa, Lykken, svarede han, - jeg tænker paa helt andre Ting ! .. . Margrethe! sagde han pludselig og saa hende i Øjnene, - jeg rejser herfra!
✂ Hun slap hans Haand. Saa greb hun den igen.
✂ - Aa nej! brød hun ud.
✂ Saa nærmede hun sit Ansigt til hans og saa i hans Øjne.
✂ - Men saa kommer du igen, ikke sandt! - saa kommer du igen!
✂ Han lagde sin Haand over hendes Haar, tungt, som flød hun ud for ham, som samlede han sine Kræfter for at trykke hende sammen i haard, fast Form.
✂ - Hvis jeg nu aldrig kom, Margrethe! sagde han, - ikke før jeg skulde dø! ... Og hvis jeg, om jeg blev her, saa Døden allerede hos mig! - Vilde du ikke give mig fri?
✂ Hendes Hoved vuggede paa hendes Skuldre, hjælpeløst, forvildet.
✂ - Men jeg forstaar det ikke! - jeg forstaar det ikke!
✂ - Nej, sagde han træt, og derfor kan du ikke hjælpe mig! Hun saa mod Gulvet, saa ud i Himlen, saa paa ham.
✂ - Sig mig, hvad det er! sagde hun aandeløst, - aa jo! jeg skal hjælpe dig! ... sig mig, hvad det er!
✂ - Nej, sagde han, for det er saa lidt, at ingen kan gribe om det, og saa meget, saa stort, at den er ikke til, som ikke maa lade det flagre! .. . Jeg kvæles her, hvor jeg lever, - det er det hele!
✂ - Men om jeg nu, blev hun ved, - om vi nu, ... jeg har lidt Penge, - jeg har sparet lidt Penge sammen! - -
✂ Han saa paa hende, længe. Som to Skygger stod de ved det lyse Vindue.
147✂ Saa ledte han hende langsomt ind over Stuens Gulv.
✂ - Nu skal du gaa, sagde han stille, - og naar du vaagner i Morgen, tænke paa, at jeg er her endnu, er her fremdeles, - jeg rejser ikke i denne Time og ikke i den næste! . . . Gaa nu! . . . God Nat!
✂ Og hans Arm førte hende mod Døren, og hun lod sig lede.
✂ Men i den aabne Dør slog hun sine Arme om hans Hals og kyssede hans Øjne, hans Pande, hans Kind. Men hans Mund rørte hendes Læber ikke.
✂ Han stod ene tilbage, stod ved den laasede Dør og saa gennem det dunkle Værelse ud i den skumrende Aften, ud paa Ruinens Taarn, der murede sin sorte Skygge ind i Himlen.
✂ Men som han stod dér, hævede han sine Arme og spændte sine Hænder mod det lave Loft, som vilde han løfte det, løfte det, saa det brødes over hans Hoved, og hver Muskel i hans Legeme svulmede sig haard som Jærn, at Sten og Kalk, som maatte rasle over ham, kunde skilles som en Strøm og han selv staa stærk og levende og aande Nattens køle Luft og se Himlens Stjerner over sin Isse.
✂ Men det tømrede Loft tvang hans Arme ned. Al den Himmel, han saa, var den lille lyse Kvadrat, Vindvets Firkant rammede ind, et Musehul ud mod det fri. Og de Skridt, han tog over Gulvet, var Skridt, hans Sind slæbte sig i Kreds.
✂ Og der kom ham de vildeste Beslutninger for, Fortvivlelsens vanvittige Planer, - styrte sig ud i den Luft, som var det grænseløse, kaste sig i dens Favn og bæres bort, prøve, om Livet sloges sønder, eller om Døden var Løgn og det, som var Længslen i et Menneske, evigt og uden Død som Luftens Uendelighed, en aldrig sluttet, flyvemægtig Vælde.
148✂ Men Fortvivlelsen slog ham i Ansigtet og spurgte brovtende: Er du stor som din Længsel? saa du ikke Livet før i Dag?
✂ Nej - Livet saa han ikke. Graad og Smaafryd saa han, Skillingslykke og Skillingssorger, fattig Føde for Sindets korte Døgnbehov. Gang med bøjet Hoved, Gang med glattet Pande, Gang i trange Gader og tiltrampede Alleer, hvor Tusind gik som han, før han, til evig Tid som han. Men det store Sus, som strøg Lykke og Sorg ind i samme Blæst, ind i samme Sol, og spandt det til frugtbar Regn og frugtbart Lys over et uendeligt Muld, der intet Fodspor bar, men kaldte paa Spadestik, som kunde klinge gyldent og grave Dagen Brønde ned, hvor Livets store Skatte laa, hvor dets Puls slog gennem Jorden . . .
✂ Jovist - Livet saa han, det døde Dyndskvulp, som daglig steg og sank i Bølger paa en Tomme, i Dybder paa en Tomme, fedt og tilforladeligt, blandet sammen, saa det blev trøgt at vandre og skabte mellem hvert Skridt Stunder til Eftertanke. Livet med de store Titler Sorg og Lykke, Livet med de lange Tankestreger, den øde Mose, hvor Vadefugle drak en Slurk Vand og slugte en Øgle og satte knebrende de store Titler derpaa, Sorg og Lykke.
✂ Sorg og Lykke - to usle Fugle under Himlen! Een sort, een hvid! To Farvedraaber i det bundløse Dyb, - Dybet, hvis evig luende Bundløshed var alt levendes eneste Hjærte.
✂ Han lo, hvor han stod, - saa sig selv, saa alle de, som var levende, tælle paa deres Fingre, tælle Finger for Finger for at skrabe sammen en Sum, som ikke var Tal, ikke Sum, men Dag og Nat og Himmelrum, stjernebestrøet, gennemlyst af Sol, en Uendelighed, hvis Grænser ingen Vinge naaede at strøjfe, et Hav, hvor Sjælen var Flyver og Dykker i Dybder og Højder uden Maal, og hvor Lykken og Sorgen drev som fældede Fjer, mod Land, fra Land, for at synke og lade Havet rent.
✂ Han lænede sig ud over Vindvets Karm og saa hen over de 149 mørke, duggede Tage, ledte det Tag frem, der dækkede de Stuer, hvor hun sov, hvis hvide Lyksalighed havde fyldt ham en Stund.
✂ Og hans Sind sank i sin Flugt, stod stille i sin Svæven og skød med sammenfoldede Vinger ned. Hans Blik brændte som en Fugls, der bindes af et Lysskærs Brand, stirrede inde bag tunge Fjer. Og alt det i ham, som var Hverdagslykkens Fred, skød sin brede Boble til Vejrs, skabte den uhyre Himmelkuppel efter i en lille, haandgribelig Hvælving, der spejlede de Stjerner, som den store bar, de samme Stjerner, og drog dem ned til hans Hjærte, saa nær, at dets Slag kunde naa dem.
✂ Og han fyldtes af en træt, tung Varme, vidste, at Mosen var uhjælpeligt om ham, - og skælvede, som saa hans Øjne Elver.
✂ Solen luede og lyste. Alt, som kunde funkle og blinke, havde klædt sig i Glans. Det sorteste sorte flimrede. Der var ingen mørke Farver til.
✂ Hans Haven sad paa Broen omme bag Byen og malede den summende Mølle.
✂ Ved Siden af ham stod en Mandsling og snakkede og snakkede. Hans Stemme skrattede, som var den engang blevet halveret, havde sat Dybden til og gneldrede videre paa den levnede Højde, flagrende som en envinget Flue. Det hele Menneske saa ud, som var et Viskelæder gaaet over det og havde taget alle faste Streger med.
✂ - Som jeg siger Dem, sagde Mandslingen, det bliver nydeligt, det bliver et Sommerbillede, det bliver dejligt at have paa sin Væg! . . . Men det var det, jeg fortalte Dem, det Frimærke er sine halvtreds Kroner værd, - og jeg fik det for fem! Om 150 et Par Aar staar det i fem og halvfjerds, - men jeg sælger det ikke!
✂ Hans Haven svarede ikke, saa paa Møllen, blandede hvidt og grønt paa sin Palet og malede videre.
✂ - For jeg skal sige Dem, blev Mandslingen ved og gentog, som glippede et Tandhjul i ham, - jeg skal sige Dem, man kan altid blive af med, hvad man har, men det er rart at have noget at sidde og se paa, som ikke enhver har fat i! Det er det, det kommer an paa! Og det staar i halvtreds! Saamænd, Lykken er somme Tider god ved en!
✂ Hans Haven stak et Penselskaft paa tværs i sin Mund og tog en Tube og klemte blaa Farve frem.
✂ - Ja! sagde han og lagde Tuben fra sig.
✂ - Og saadant et Frimærke, blev den lille ved, det kan saamænd være helt mærkværdigt at se paa. Der staar Cape of good hope paa det, for Eksempel bare Cape of good hope, som paa dette! Har De ikke hørt engang om Cape of good hope? Ved De, hvor det er? Det er langt borte, hvor hverken De eller jeg kommer, men alligevel et Sted, hvor der er Mennesker akkurat som her. Ser De, man sidder ligefrem her i sin lille Stue og faar stor Familie, man kan saa at sige se helt derned, og saa slipper man for Rejsen og er der endda, - jeg siger Gud velsigne Frimærkerne!
✂ Hans Haven malede. Mandslingen fulgte hans Pensel, fra Lærredet til Paletten og tilbage til Lærredet igen. Hans Øjne flakkede som forvirrede Høns.
✂ - Har De aldrig samlet, - samler De ikke, - har De aldrig samlet paa Frimærker?
✂ - Mange Gange!
✂ - Har De nogle? - har De Dubletter?
✂ - Jeg har givet dem alle sammen bort! Mandslingen saa forfjamsket paa ham.
151✂ - Givet dem bort! - Frimærker! . . . Herregud, ja De er ung! sagde han og rørte med sine Fingerspidser Hans Havens Skulder og tog dem til sig gesvindt, som var hans Skulder en varm Kakkelovn, . . . saadan gaar man rundt og rutter! Saadant noget er jo blot en lille Lap Papir, noget takket Skidt! - Jeg siger Dem, . . . aak! - kan De faa mere at glæde Dem ved, saa er De ikke født i denne Verden! Jeg skal fortælle Dem en Historie, - jeg kendte engang en Greve, det vil sige hans Hunde, det vil sige hans Livtjener, som gik Tur med hans Hunde, og han samlede paa Frimærker. Han tjente hos en Greve, forstaar De, og samlede paa Frimærker. Og han kom til mig med alle Hundene, og vi talte om Frimærker og byttede og handlede og tænkte hverken paa Hundene eller paa Greven. Lynet kunde slaaet ned i dem, baade i Hundene og Greven, forstaar De, uden at vi havde mærket det! Kom saa ikke og sig, at man ikke har sine store Øjeblikke! Men Ungdommen i vore Dage, den vil ovenud!
✂ Og Mandslingen pikkede ham paa Skulderen med en Finger, der hakkede som et Næb.
✂ - De vil sande mine Ord! sagde han, - De vil sande mine Ord! Det kan alt sammen rummes i et eneste lille Frimærke, alt sammen, i et eneste lille Frimærke!
✂ Hans Haven sad bøjet frem mod Billedet, saa paa Møllen, malede, saa paa Møllen og malede.
✂ - Kom hjem til mig, jeg skal vise Dem, hvad jeg har! Jeg er ingen Gnier! Man skal glæde sine Medmennesker, det er ens Pligt! Jeg er ikke stor paa det! De skal faa det alt sammen at se!
✂ Og Mandslingen nikkede, til Maleren og til de usynlige Frimærker, og gik sin Vej.
✂ Men Hans Haven lænede sig tilbage, hvor han sad, og saa paa Billedet, sad længe og saa uden at røre sig.
152✂ Saa gav han sig langsomt til at tørre Paletten ren, smilede pludselig, lo sagte og godmodigt og pakkede sine Sager sammen, tog det vaade Billede i sin Haand og gik.
✂ - Vil De have det? - jeg har malet det til Dem?
✂ Han stod i den lille Have nede ved Søen, midt i Solskinnet, med Billedet i sin højre Haand, og saa paa Vennens Søster, som sad paa Havens eneste Bænk.
✂ - Jeg?
✂ Hun saa op paa ham, forvirret og blev rød.
✂ - Ja det er ikke, fordi det er, hvad det skulde være! sagde han, - men i Mangel af bedre, og saa fordi jeg har tænkt paa Dem, mens jeg sad og malede det!
✂ Han bøjede sig og stillede Billedet mod en Roses Stamme. Saa vendte han sig imod hende.
✂ - Ja, som De ser, er det Vandmøllen! sagde han og saa som hun paa Billedet. Men alligevel skal det slet ikke være den, men dens hyggelige Solskinssummen, dens lille, lykkelige, frugtbare Liv, - netop det, som man ikke kan male. Jeg tænkte blot, blev han ved, at siden vi kommer saa galt fra at tale sammen, kunde saadan en Smule farvet Tanke maaske bedre ramme Tonen imellem os!
✂ Hun lo, rystede paa Hovedet og tog ikke sine Øjne fra Billedet.
✂ - De maa virkelig give mig Tid til at sunde mig! sagde hun og sad med Hænderne hjælpeløst i Skødet, - De kommer altid saa hovedkulds over en, - jeg holder ikke af at blive gjort forknyt!
✂ - Forknytter jeg Dem?
153✂ -Ja!
✂ - Jeg? lo han.
✂ - Ja! - nej ikke nu, naar De ler! svarede hun og rettede sig, saa paa ham og smilede sin Rødmen bort i Solen og den lyse Dag.
✂ - Ler jeg ikke altid? spurgte han, - jeg ler dog saa gerne, og jeg ler saa let! Men hvor skal man gøre af sin Latter, naar alle Folk omkring en er lutter Højtidelighed?
✂ - Hvad var De selv i Gaar?
✂ - Dum! svarede han, dum som en ABC, som alle Begyndelsesgrunde til stort og smaat! Hun saa forundret paa ham.
✂ - Naturligvis, sagde hun saa, - og jeg, som tog Dem alvorligt !
✂ Hans Øjne lo, lyst og fuldt.
✂ - Trode De, jeg mente, hvad jeg sagde i Gaar?
✂ - Jeg trode ikke, man blev saa hurtig træt, naar det var Solen, man løb efter!
✂ - Træt? - nej, - jeg har naaet den! Hun saa sky paa ham, men saa løftede hans Stemmes funklende Fart hendes Hoved, og hun lo imod ham.
✂ - Vejen er saa kort! sagde han, - Glæden er kommen over mig!
✂ - Mens De malede den stakkels, gamle Vandmølle - -
✂ - Mens jeg malede den Vandmølle, ja! sagde han og satte sig hos hende.
✂ - Ser De, blev han ved, egentlig er det Billede der et Skrin. Jeg har skrællet Solskin og lukket det inde deri, lukket det inde til Dem. Derved vandt jeg Solen oppe paa Himlen for mig selv. Jeg har delt det hele imellem os to!
✂ - Og affundet Dem billigt med mig! lo hun.
154✂ - Jeg kunde jo narret Dem for Deres Part og beholdt det hele selv!
✂ Hun lo paa ny.
✂ - Hvor De er overmodig og naadig i Dag! sagde hun.
✂ - Har jeg maaske ikke delt viselig og truffet Deres Fordringer paa en Prik?
✂ - Aa, sagde hun, - saaledes! - min Nøjsomhed er det, Deres Venlighed gælder.
✂ Og hun begyndte at vippe med Foden over Gangens Grus.
✂ - Deres Nøjsomhed? - Deres Væsen! svarede han. Jeg gav Dem det Billede, fordi jeg fandt, at Solskinnet i det var blevet et Portræt af Dem, malet af mig, som ikke formaaede at skelne den hvide Vægs stille, lykkelige Varme fra den stille, lykkelige Varme i Deres sindige, tilfredse Tro!
✂ Hun svarede ikke, vippede en Tid lang med Foden og pressede saa Taaspidsen ned i Gruset.
✂ - Blot jeg forstod, sagde hun, hvor man paa een Gang kan berømme det, som er sindigt og smaat og tilfredst - og sidde og fortælle, at ens Glæde er ved alt det, som er saa stort, at alt andet drukner i det!
✂ Han saa ned i Gruset for hendes Fod.
✂ - Det kan være, sagde han, at der staar noget om mig selv i det Billede, noget om, at jeg har været Barn engang og krøbet og kravlet og været glad ved, hvad min Barnehaand kunde naa, - noget om, at rækker jeg længere ud nu, har jeg dog Minder, der ligger som to foldede Hænder om min Pande, Hænder, jeg maa løse, for at mine Øjne kan se! . . . Aa jo, jeg kunde maaske som De gaa til Bryllup og møde Lykken paa et Kirkegulv! - Det kan være, at der staar noget om alt det i Billedet!
✂ - Alt det, De ikke mere har Brug for! sagde hun og brød et Straa i Stykker mellem sine Fingre, - det er altsaa Deres 155 Testamente, De giver mig i det Billede! ... Ja, ja, - jeg takker!
✂ - Hvor De er logisk! sagde han underlig langsomt.
✂ Men hun kastede pludselig Straaet, børstede med Hænderne sit Kjoleskød og lo kort.
✂ - Men hvordan var der saa paa Solen? spurgte hun.
✂ Han tav.
✂ - Vil De vide det? sagde han med eet og tog om hendes Haand og slap den i det samme med et Kast, - der var først og fremmest ganske stille, intet Sprog og ingen Ord, ingen Toner, som maatte lede andre op for at smelte sammen i Akkord, ingen Romankapitler, som sjokkede langsomt gennem en omhyggelig Udvikling, før de naaede at raabe ud i Resultatets Trumfbrøl - -
✂ Han tav og saa paa hende. Hun sad som smeltet ind i Dagens Lys, stum og stille.
✂ - Først og fremmest, blev han ved, var der Sanddruheden uden Ord, nøgen, stor og aaben, uden Skalkeskjul, og sig selv bekendt uden Rødmen og Forvirring. Der var ingen Spørgsmaal, ingen Svar, ingen Fritten hvorfor, hvorhen eller hvorlangt, ingen Tællen sammen for at se, om alle Summens Smaatal stemte, - eet eneste Lys, der sugede alting til sig i en eneste Strøm, een eneste Viljes dybe Ro!
✂ Hun rejste sig, da han tav, stod og saa ud over Søens blanke Spejl.
✂ - Den, der naar Solen, bliver rig og faar Raad, sagde han. Jeg gav Dem af fulde Hænder alt det af mit, som jeg fandt vilde glæde Dem. Jeg gav Dem meget mere, jeg talte ikke selv hvor meget. Glæden var over mig!
✂ - Sanddru! sagde hun og bøjede sit Hoved, - hvor tør De bruge det Ord, De, som priser mig og den store Sol i samme Aandedræt!
156✂ - Dem og den store Sol i samme Aandedræt! svarede han. Trode De mig sentimental før, da jeg fortalte Dem om de foldede Hænder over min Pande? . . . Dem og den store Sol, mit hele Liv, som fylder mig med en Glæde, der breder sig saa langt, at den formaar at rumme Dem ved Solens Side!
✂ Hun vendte sig om imod ham og saa paa ham, bleg, med store, duggede Øjne.
✂ - Aa nej, De maa gaa! bad hun, gaa og tage Deres Billede, - jeg tør ikke se paa det, ikke tænke paa Dem - -
✂ Hun standsede som i pludselig Aandenød.
✂ Saa vendte hun sig bort og gik op igennem Haven.
✂ Hans Haven blev siddende paa Bænken. Løj han?
✂ Som en Orm kom Spørgsmaalet krybende.
✂ Han saa langt ud over Søen, og hans Lemmer skælvede, som frøs han midt i Solheden.
✂ - Løj, - for sig selv, for hende, løj spidsfindigt og raat?
✂ Hvor kom hans Ord til hende fra, hvor tog hans Tanker de lange Lænker, der bandt hende til det, som var hans Sinds ubrydelige Vilje?
✂ Havde hun i sin jævne Tanke Ret, hun, som ikke forstod det?
✂ Han bøjede sig fremover, hvilede sit Ansigt i sine Hænder, lukkede Dagens Lys ude fra sine Øjne og stirrede ind i Mørket for at skrabe sig Sandheden til.
✂ Og han saa, som han sad der alene paa Bænken, midt i den summende Dag, det, som var Sandhed, - saa sin Lede dyb og sin Længsel fuldere end Skyens Barm, men sit Mod vissent og udpint, en bortjaget Hund, der krøb tilbage for at tigge sig Fred og Ly i de Kroge, den kendte.
157✂ Foran ham, langt ude paa en uhyre Slette, stod Livet som en Spejder, der vinkede ham og pegede videre frem, - og bag ham skreg det som en Marskandiser efter ham og falbød gammel Hygge, ... det samme Liv!
✂ Han søgte at skille, at dømme. Det, som vinkede foran ham, var hans Øjnes Syner, hans Blods Længsler og Løfter, Raab og Svar paa een Gang, gyngende Drømme med Viljens faste Nagle gennem sig, uhyre Riger, skabte til at vindes - af den, som kastede hver Trævl, han hidtil bar! Det, som bandt og bad ham blive, var alle prøvede Værdiers Slangefavntag, det naaedes bedøvende Aande, de nære Muligheders salige Søvn, Hænderne om hans Pande!
✂ Han løj ikke.
✂ Hun var falden i hans Sind som et gyldent Anker, der greb i Blomsterbund. Hver Tanke paa hende klang som et Ekko tilbage fra hans jagende Drømmes Horisont, et Ekko, hvis Svar betalte i fast Metal, hvad han spredte foran sig i fygende Støvfnug.
✂ Hun var et Hus, et Hjem, et Udkomme, en Aftenbøn, al Himlens Stjernepragt i et eneste Kærtegn, hans Moders Kys bevaret for ham, til han blev Olding.
✂ Og han blev siddende i den lille Have, til Solen sank.
✂ Men da Solen sank, stod hun for ham. Han saa hende komme, blive ham vaer, standse, staa der, som den Gang hun gik, med Brystet presset sammen i pludselig Aandenød.
✂ Og han rakte sin Haand ud imod hende, men hun greb den ikke.
✂ - Kommer De for at hente Billedet? spurgte han.
158✂ Hun tav. Han saa i Skumringen, hvor hun drog sig sammen under hans Blik.
✂ - Hvorfor sidder De her? spurgte hun pludselig og talte i heftig Hast.
✂ Han rejste sig og tog den Haand, hun ikke bød ham.
✂ - Jag den taabelige Stolthed bort! bad han, - vær sanddru ! svar mig, som jeg spørger!
✂ Hun rev sin Haand til sig, sled den fra ham.
✂ - Hvad vil De mig?
✂ - Vil Dem? . . . Nej, sagde han, saa god Tid har ingen af os! - Giv mig Deres Haand! tag min!
✂ Hun vendte sig, som vilde hun fly.
✂ Men han greb om hendes Arm, saa hun stod.
✂ - Har jeg ikke sagt Dem nok?
✂ Hun skælvede, men hendes Øjne saa i hans.
✂ - Jeg er bange for Dem, sagde hun, saa bange, at jeg intet Øjeblik har Fred!
✂ - Bange - -
✂ - Aa ja - De leger med mig!
✂ - Nu lyver De -
✂ Hun saa paa ham, roligt, med al Sandhedens overmægtige Ro i sit Blik.
✂ - Nej! sagde hun.
✂ - Jo, De lyver! sagde han, for De forstaar, at jeg drives imod Dem som en Fattig, der tumler efter Lykken og ser det, han fortvivlet rækker efter, i Dem!
✂ - Ja, forstaar, sagde hun, - og føler ingen Lykke derved !
✂ Han slap hendes Arm.
✂ - Hvorfor?
✂ - Hvorfor? gentog hun, - fordi jeg ikke vil, at De, eller nogen som helst, skal tage til Takke med mig!
✂ - Haa! sagde han og lo i Spot, det er jo Livets Maal at naa 159 at tage til Takke! . . . Det er saa sikkert det store, blev han ved, mildt og dæmpet, - at kunne tage til Takke, ... at gaa de store Skatte blindt forbi og maatte vende sig og gaa tilbage og bøje sig ydmygt for at lukke sine Hænder om dem!
✂ - De store Skatte, ja! svarede hun, - nej, De lyver! De ved, at jeg er lille som den By, der kvæler Dem, - De tror mig i det mindste saa, - Jeg er kun ikke saa lille, at jeg vil være Deres Tærepenge undervejs!
✂ - Jeg ser intet "undervejs", svarede han, - jeg ser Solen gaa ned og Menneskene falde til Ro med Hovedet i hinandens Skød og alle milde Minder lukke sig om dem som Nattens Drømme, og jeg længes efter et Skød at hvile mit Hoved i!
✂ - Og alt det store, der har fyldt Dem? spurgte hun og saa paa ham og fra ham langsomt til alle Sider, som fandt hun ikke fast Punkt for sit Blik.
✂ - Alt det store, svarede han, - det var jo kun et Spejl af det, som laa mig saa nær!
✂ Hun flettede sine Fingre, ud og ind.
✂ - Nej, nej - nej, De gaar paa Køb!
✂ Han lukkede sin Haand om begge hendes.
✂ - Som De selv er gaaet paa Køb, De, som ved saa god Besked! - hvorfor hjælper De mig ikke?
✂ - Hjælper Dem?
✂ Hendes Hænder hvilede stille i hans.
✂ - Aa - det var Synd imod os begge!
✂ - Kom De ikke for at hente det Billede der?
✂ Hun saa længe paa ham, og hendes Blik skiftede som Vaarens Lys, der sortner og luer og sortner.
✂ - Jo, sagde hun, - jeg kom for at hente det, - fordi jeg vil eje det, som De gav mig det!
✂ Hun drog lempeligt, nænsomt sine Hænder til sig.
✂ - Fordi, blev hun ved, at jeg alligevel tør se paa det og 160 tænke paa Dem! . . . Jeg ved ikke, - De gjorde mig saa urolig i Middags, - jeg var ikke mig selv mægtig. Jeg har let af mig selv, . . . nej, nej, det skal De ikke tro! Jeg vilde blot ikke høre, hvad De sagde, - for jeg har ikke det Svar, De forlanger!
✂ - Hvorfor taler De saa uroligt, naar De er saa sikker?
✂ - Fordi jeg ser, at det er saa meget, De vil have, jeg skal afgøre!
✂ - Mangler De Mod?
✂ - Ja - til at afgøre det, som De vil!
✂ - Fordi det er en Grille hos mig, ikke sandt?
✂ - Nej, nej, - aa, De forstaar mig godt! ... I Morgen er De rejst! - De ved det! - Hører De ikke Deres egen Stemme, hvor De spørger koldt?
✂ - Er De saa lydhør for mine Ords Puls? - ser De mig rejst i Morgen - hvorfra har De den Angest i Deres Viden?
✂ - Angest?
✂ Hun saa ud over den skumrende Sø, aandede langt og dybt og bøjede sig mod Rosens Stamme og tog Billedet.
✂ - Bliver De siddende? spurgte hun uden at se paa ham og vendte sig som for at gaa.
✂ Han fulgte hende.
✂ Natten faldt paa.
✂ De sad oppe i Ruinens Gaard, Hans Haven, Købmanden og Købmandens Søster.
✂ I tæt, lukket Firkant ragede Murene mod Himlen, - sorte, tunge Flader brudte af højt siddende Vinduesgab, kronede af Murkammens Græs, der viftede i Nattevinden og tegnede sig mod den maanelyse Himmel, Straa for Straa, - et sort Græs i lydløs Bevægelse. Ud fra Murene, op fra Hvælvinger og Kældergab steg en kalkkold Aande, kom i klamme Pust. Og Maanen 161 svømmede ude paa det uhyre Himmelhav, og dens Skær faldt gennem Glugger og Murskaar, stod som en gylden Em langs hvert Gabs Rand og byggede Gaarden fuld af Skygge og Lys, af død Skygge og dødt Lys, Skygger som sorte Kisteklæder og Lys hvidt som Aander.
✂ - Er her ikke vidunderligt? spurgte Købmanden og trak Sjalet tættere om Søsterens Skulder, - Søsteren, der sad ved hans Side, trykket tæt ind til ham.
✂ Men Hans Haven svarede ikke. Han sad her, men begreb det ikke, begreb ikke hvorfor, mindedes tørt, at de var fulgtes herop, da han og hun kom fra Haven, at de tavse var kommet forbi Mænd, der stod i aabne Porte og røg og saa efter dem med maabende og trætte Øjne, forbi Mænd, der stod og røg, trøgt og langsomt, i Haver, bag Stakit og Hække, mindedes Hvilens tunge Halvsøvn over Haver og Gader og Mænd.
✂ - Jo, svarede han omsider, - dunklere og koldere end noget Sted, jeg har været!
✂ - Naa, naa! sagde Købmanden fredsommeligt.
✂ Hans Haven tav paa ny. Han sad sammenbøjet og stirrede ud i det sorte, dugvaade Græs.
✂ Men Købmanden slog sin Arm om Søsterens Liv og drog hende tættere ind mod sit Legemes Varme.
✂ - Jo - sandelig er der gaaet dig noget imod! sagde han.
✂ - Maaske, sagde Hans Haven, og hans Stemme vaklede, som tvang hans Vilje den frem og havde ikke Kræfter til at bære den rank, - jeg mødte Kærestefolk, da vi gik herop, - de saa saa lykkelige ud! ... Jeg saa saa underligt igennem deres Lykke, - saa dem lege deres Forældres Leg om igen, paa samme Vis, - saa dem slide deres Arv, bruge deres Forældres Ord og deres Forældres Lader uden at bedrøves over Gentagelsens Fattigdom, - og jeg led, som saa jeg druknede spøge paa Stranden.
162✂ Købmanden vendte sig imod ham, stejlt og hurtigt,
✂ - Plager Fanden dig!
✂ Hans Haven sad bøjet og rørte sig ikke.
✂ - Aa lad mig tale, bad han sagtmodig, - enten du forstaar mig eller ej! - Du skal jo ikke forstaa mig, - hvorfor skal vi altid gaa om og forstaa hinanden, - det er saa fattig en Ærgerrighed! Se mig, som jeg lever, men døm mig ikke efter det, som blev Ret og Maal for dig selv! Ret og Maal fødes af egne Evner og gælder kun for de Evner, der fødte dem! . . . Lad mig løbe herfra, som den jeg er, - du kan dog ikke holde paa mig r - Le mig ud og kald mig en ussel Malermester i en ussel Provins! - vi er alle usle Malermestre, og der, hvor vi hager os fast, er Provins! - Men Jorden er saa stor! . .. Aa, det er til ingen Nytte at tale derom!
✂ Købmanden tav, som sad han og lyttede og ventede.
✂ - Hvad har du at sætte i Stedet for det, du kalder Provins? spurgte han langt om længe.
✂ Hans Haven rettede sig langsomt og sad og saa ud over Maaneskin og Skygge.
✂
- Alt det, du kalder Daarskab! sagde han, - du, som
vil se Dag tage fat, hvor Dag slap! - De Dage, som gik, har
bragt, hvad de kunde! . . . Jeg kunde blive og spinde mig den Lykkens
Vadmelssærk, som de Dage har lagt paa min Væv, være voksen Mand som dem,
I kalder voksne Mænd, tælle Livet op i Skillinger, bunke det sammen af
en fattig Skæbnes Almisser, tagenøjsomt til Takke og dø og haabe paa de
store Rigdomme hinsides Døden. Ved du, hvor det er jammerligt det Ord:
at nøjes? Det narrer dig dine gode Klæder fra, lokker dig i Sæk og Aske,
skrumper dit Hjærte sammen, saa du maa tigge andre om at unde det Sol,
lægger dig Stodderklynk i Munden, for at andre kan føle sig stolte ved
at ofre dig Medlidenhed, - det Ord er Pest og Undergang og
Nattens Spot over dem, som fik Øjne til 163
at se Solen og lod den skinne uden at turde juble! Det Ord har pælet
Jorden af i Fattighusrationer, Kongeriger og Kejserdømmer, Stater og
Husmandslodder og drevet os sammen i smaa Folde og lært hver Fold at
bræge paa sin Vis! Aa - det bliver mig alt sammen saa
jammerlig smaat. Hvad er det andet, det man ærer som disse
Menneskefoldes Historie, end Smaabørns Pludder-ABC! Der er een Historie
til, din og min, ikke de Tusindes i Hob! Oppe bag den Glug dèr døde en
Konge. Jeg har set Folk staa og stirre maabende derop, fyldte af
bavlende Andagt, og ikke en af dem vidste, om den Mand var Konge over
sit eget Liv! Du finder denne Ruin vidunderlig, fordi Maanen skinner
skønt igennem dens Skelet, og stor, fordi den har staaet her Dag og Nat
i Hundreder af Aar! Saa forskelligt maaler to Mennesker den samme Ting.
Jeg giver den, hvad jeg har døjet, mens jeg har levet her, -
om jeg har døjet noget! - og lover den aldrig at misforstaa
dens Sjæl saa fadt, at jeg skulde øse mig Trøst og Storhed til af dens
smuldrende Mure! . . . Jeg har villet leve Livet som du, ærligt og
redeligt, som du kalder det, - slaaet af hver Sten, jeg fandt,
de Gnister, jeg evnede, og klædt dem i de største Billeder, saa længe
til jeg lærte den Kunst at takke for den usleste Funke som for en
skænket Skat. Aa, jeg har lagt mig mellem Markens Blomster og tigget dem
om at gro sammen over mig og tage mig iblandt sig og lade mig dele med
dem den Smule Sol og Dugg, Døgnet undte deres Tue! ... Nu skænker jeg
Marken sine Blomster og Tuen sin Smule Sol og tigger ingen om Ly, vil
intet Ly! ... Løs og uvederhæftig vil du kalde mig, give mig med paa
Vejen alle de smædende Ord, som Mænd i Lænker rammer efter den, der sled
sig fri, Smædeord, skabte af Slaver, til Trøst for Slaver, -
sige mig, at jeg viger fejgt for en Kamp, jeg ikke tør tage op,
- du, som ikke ser, at det, du kalder Kamp, er din egen Traven
i Kreds, saa langt din Lænke under dig Rum! . . . viger! ja, for eet
viger jeg! for min 164 Rædsel for de
brolagte Dage, for de kunstig belyste Døgn, for det at skulle slæbe sig
ihjel foran det evig Selvsammes Triumfvogn ! . . . viger - ud
imod Dage og Døgn, der gynger under mig som en Eng fuld af Kilder, ud,
hvor ingen aner, hvad Skæbnen gaar svanger med, hvor Lykke og Ulykke
ikke kan slaas efter i Skillingserfaringers fedtede Tabeller,
- ud i det blaa, om du vil, - i det blaa -
hvor Solen aldrig bliver træt af at vandre!
✂ Han tav. De blev siddende. Ingen talte.
✂ Saa rejste de sig, uden Ord, og gik langsomt over det duggede Græs, gennem Skygge og Maanelys.
✂ Ved Porten slap Købmanden Søsterens Arm for at aabne.
✂ Hun stod i Maaneskinnet i sin hvide Kjole og saa paa Hans Haven, bleg og hvid. Og han saa for sine Øjne hendes Skikkelse sagte vokse, aande sig større og større og hendes Blik søge hans, sølvhvidt som Maanelyset, blegt som en Aands, der glider sagte klagende igennem Nattens Kulde. Saa sitrede hun, stod og skælvede, som frøs hun helt ind om Hjærtet.
✂ Men Broderen, som havde faaet Porten op, slog Sjalet tæt om hende og holdt hende fast ind til sig.
✂ - Ja, vi har sikkert siddet her for længe ! sagde han og hilste Hans Haven Godnat, som han hver Aften plejede.
✂ Da Maanen den samme Nat stod over Kirkens Spir, laasede Hans Haven sin Port og gik med Vadsæk i Haanden ned gennem Gaden.
✂ Men et Par Huse fremme traadte en høj Kvindeskikkelse ud af Skyggen og stillede sig i Vejen for ham.
✂ Han standsede. Saa rakte han sin Haand frem.
✂ - Farvel, Margrethe!
165✂ Men hun, som stod foran ham, slog hans Haand til Side.
✂ - Endelig! sagde hun.
✂ Han saa utaalmodigt paa hende.
✂ - Gaa!
✂ Hun rørte sig ikke.
✂ - Jeg har ventet paa dig den halve Nat, - nej, hverken du eller jeg gaar!
✂ Han tog hende i Armen.
✂ - Gaa nu med det Gode! - fromme, milde Margrethe!
✂ Men hun lo, saa det skingrede gennem Maaneskinnet.
✂ - Tror du, søde Ord ender paa den Vis? spurgte hun, - nej, dertil er jeg for trofast!
✂ Med et haardt Tag slyngede han hende til Side og gik hende forbi, men vendte sig saa og blev staaende og saa paa hende.
✂ - Trofast! sagde han, - skønt jeg hører det latterlige i mine Ord, nu, og til dig, - - er du trofast mod den, der forsmaar dig? ... Gaa hjem, og vær trofast mod dig selv!
✂ - Haa! haa! saa høje Ord, du har lært! lo hun, - du har jo stjaalet mig!
✂ - Skønt du lyver, svarede han, beder jeg dig endnu en Gang gaa i Fred, at jeg kan se, at det er et Menneske, jeg skilles fra, et Menneske, jeg har delt saa meget med, at det vilde pine mig utroligt, om jeg fandt min Part af det, der har været imellem os, smidt bort til noget, som var ringere!
✂ Hun bøjede sig, hvor hun stod, krøgede sig, som vilde hun kaste sig paa de maanelyse Fliser for hans Fod.
✂ - Du er mit hele Liv! hulkede hun.
✂ - I Nat, ja! ... om otte Dage et Sommeræventyr, - om et Aar glemt!
✂ Saa laa hun paa sine Knæ foran ham og hagede sine Hænder i hans Frakkes Flige.
✂ - Bliv! hviskede hun.
166✂ Men med sin Fod skød han hende fra sig.
✂ - Du Kærlighedens Hund! sagde han og rev sig med et Ryk fri og gik.
✂ Hun rejste sig langsomt, stod og saa ned over Gaden, hvor han gik. Saa spyttede hun efter ham og slog i det samme sine Hænder for sit Ansigt og stod og rokkede og rokkede med Hovedet.
✂ Men som Natten led, lod Hans Haven den lille By langt bag sig. Fra de vide Marker steg i den frugtbare Nat Muldets Liv omkring ham i evindelig stigende Mumlen, som sad skjult i den duggede Sæd alle Æventyrs Dværge og smedede den kommende Dags Sol.